USA er et indvandrerland med mennesker fra alle verdenshjørner. Indvandringen, der var størst omkring forrige århundredeskifte, har taget fart igen siden 1980erne. Nu kommer de nye indbyggere dog ikke længere fra Europa, men især fra Latinamerika og Asien.
Fra 1990 til 2005 er befolkningstallet steget med 47 mio. eller ca. 20%. Forklaringen skal først og fremmest findes i den voksende indvandrerbefolkning med høje fødselstal. Målt i absolutte tal er det den største stigning i landets historie og i sig selv større end hele USA’s befolkning, da borgerkrigen brød ud i 1860’erne. Den største befolkningstilvækst har fundet sted i de vestlige og sydlige stater.
Da de europæiske kolonisatorer kom til Amerika i 1500-tallet, var der en betydelig indianerbefolkning. Siden er indianerne blevet undertrykt, og deres antal mærkbart reduceret. Indianerne og Alaskas urbefolkning udgør til sammen 4,1 mio. mennesker. Mange af dem lever i reservater.
Selvom de hvide (i statistisk sammenhæng kaldes caucasians) stadig udgør tre fjerdedele af befolkningen, udvikler USA sig mere og mere i retning af et multietnisk og flerkulturelt samfund. Udviklingen ses tydeligst i storbyerne. Det skønnes, at 40 procent af indbyggerne i New York er født uden for USA.
Andelen af hvide ventes at falde yderligere til lige over halvdelen i år 2050, samtidig med at andelen af spansktalende – de såkaldte hispanics eller latinos – vil stige markant. Der kommer også procentvis flere og flere asiater. De sortes andel ventes kun at stige en lille smule. I 2003 “overhalede” hispanics de sorte og blev landets største mindretal.
De fleste indvandrere vælger i dag at slå sig ned i Californien, New York, Jersey, Illinois, Texas eller Florida, hvor storbyer som Los Angeles, San Francisco, New York, Chicago, Houston og Miami tiltrækker mange. En stor del af de cubanere, som er flygtet fra Fidel Castros styre, har bosat sig i det sydlige Florida.
Ved siden af den officielle tilflytning sker der en omfattende illegal indvandring, især fra Mexico. Flere hundrede tusinde mennesker kom hvert år ulovligt til landet, og det totale antal skønnes at være over 10 mio.
Efter terrorangrebene mod USA den 11. september 2001 blev der indført nye immigrationslove. Bl.a. blev indvandrere fra en snes forskellige lande, primært i Mellemøsten pålagt, at lade sig registrere hos immigrationsmyndighederne.
Så godt som hele USA’s befolkning taler engelsk. Amerikansk engelsk adskiller sig fra britisk engelsk i både ordforråd, udtale og stavemåde. Men afvigelserne er så små, at det kun sammenlignes med forskellen på to dialekter.
På grund af den omfattende indvandring tales der dog et stort antal andre sprog i landet. Spansk er det næststørste sprog, og dets hurtige udbredelse i de seneste årtier, har i mange delstater ført til krav om, at engelsk skal udnævnes til officielt sprog.