Tyskland har i tidernes løb været inddelt i en lang række mere eller mindre selvstændige stater, og grænserne har ændret sig mange gange. De ældste byer i Tyskland – Trier, Köln og Augsburg – blev grundlagt i Romertiden. Det var imidlertid kun de vestligste og sydligste dele af det nuværende Tyskland, der tilhørte Romerriget, og fra 400-tallet blev romerne trængt tilbage nordfra af germanske folk, herunder frankerne. Frankerne ekspanderede mod øst, og da deres rige i 843 blev delt i en østlig og vestlig del, var grundstenen til det fremtidige Tyskland lagt.

Vigtige årstal i Tysklands historie

• 962 Det Tysk-Romerske Rige oprettes
• 1618-1648 Trediveårskrigen
• 1815 Tyske Forbund
• 1866 Nordtyske Forbund dannes
• 1871 kejserdømmet Tyske Rige udråbes
• 1914-18 Første Verdenskrig, taberen Tyskland bliver republik
• 1933 Adolf Hitlers magtovertagelse
• 1939-45 Anden Verdenskrig, Tyskland taber
• 1949 to tyske stater dannes
• 1955 Vesttyskland bliver medlem af NATO, DDR tilsluttes Warszawapagten
• 1961 Berlinmuren bygges
• 1973 begge de tyske stager bliver medlem af FN
• 1989 Berlinmurens fald
• 1990 Tysklands genforening

Det Østfrankiske Rige bestod af forskellige arvehertugdømmer. I år 962 lod Otto den Store sig krone til kejser af det Tysk-Romerske Rige, som omfattede kongeriger, fyrstendømmer, bispedømmer og uafhængige byer i store dele af Centraleuropa, bl.a. Østrig og Norditalien. De forskellige fyrster og hertuger regerede selvstændigt, og kejserens (i visse perioder kongens) magt var begrænset. Rigsfællesskabet var i lange perioder blot en formalitet. De såkaldte kurfyrster spillede en særlig rolle. Fra 1200-tallet fik de ret til at vælge rigets kejser eller konge. Fra 1438 og frem til rigets opløsning i 1806 tilhørte kejserkronen dog næsten uafbrudt huset Habsburg, som havde base i Østrig.

Da Det Tysk-Romerske Rige blev grundlagt, strakte de tyske områder sig omtrent til floderne Elben og Saale, men fra 1100-tallet begyndte områderne længere mod øst at blive koloniseret på bl.a. slaviske folks bekostning.

Det nordlige Baltikum og Østpreussen, som ikke indgik i riget, blev fra 1200-tallet kontrolleret af Tyske Ordens riddere. Lübeck og andre tyske byer blev i løbet af 1200-tallet centrum for handelen i Nordeuropa. De grundlagde handelsforeningen Hansa, som havde sin storhedstid i 1300-tallet.

Reformationen i 1500-tallet medførte religiøse og sociale stridigheder. En opstand mod kejseren i 1618 blev starten på Trediveårskrigen, som ødelagde store dele af Tyskland. Landet mistede omkring en tredjedel af sin befolkning – i de værst ramte områder hele to tredjedele. Efter den Westfalske Fred i 1648 var Tyskland splittet i omkring 400 feudalstater med egne love, møntfod, mål- og vægtenheder. Tyskland udviklede sig aldrig til en nationalstat i stil med Frankrig og Storbritannien. Den politiske udvikling blev i stadig højere grad styret af enkeltstående stater som Bayern, Brandenburg, Sachsen og Østrig. Brandenburg var kerneområdet i kongeriget Preussen, som blev grundlagt i 1701. Under Frederik den Store (1740-1786) blev Preussen en stormagt, primært på Polens bekostning.

I slutningen af 1700-tallet blev tyskerne inddraget i Napoleonskrigene, hvilket førte til fransk besættelse af Tyskland samt i 1806 en formel opløsning af det Tysk-Romerske Rige. Habsburg-kejseren tog i stedet titlen “kejser af Østrig”. I 1815 blev Tyske Forbund dannet af 38 suveræne stater, heriblandt kongerigerne Bayern, Hannover, Preussen, Sachsen og Württemberg samt kejserdømmet Østrig.

Efter Preussens sejr over Østrig i 1866 opløste den preussiske ministerpræsident, Otto von Bismarck, Tyske Forbund. I stedet blev det Nordtyske Forbund grundlagt under preussisk ledelse som et skridt på vejen mod en tysk enhedsstat uden Østrig.

Efter den Fransk-Tyske Krig i 1870-71 blev Preussens kong Wilhelm I udråbt til kejser. Preussen forblev den dominerende tyske stat helt frem til Hitlers magtovertagelse. Bismarck, som blev udnævnt til rigskansler i 1871, var Tysklands førende politiker til sin afgang i 1890.

Under kejser Wilhelm II forekom der i slutningen af 1800-tallet en kraftig oprustning til søs. Tyskland var allerede kontinentets største militære magt. Modsætningerne til de europæiske nabolande blev også skærpet i kampen om kolonierne i Afrika og Stillehavet, og de mundede til sidst ud i Første Verdenskrig 1914-18. På trods af sin militære styrke tabte Tyskland krigen, og blev efter nederlaget påtvunget barske fredsvilkår. Tyskland måtte afstå visse territorier og betale krigsskadeserstatning, og det skabte bitterhed og hævnlyst hos mange tyskere. Nederlaget medførte også, at kejseren i novemebr 1918 blev tvunget til at abdicere.

I august 1919 vedtog man i byen Weimar en ny forfatning, som gjorde Tyskland til en parlamentarisk forbundsrepublik. Den såkaldte Weimarrepublik 1919-33 var kendetegnet af stor splittelse og en svag regeringsmagt. De politiske og økonomiske kriser – landet blev hårdt ramt af den globale, økonomiske depression i årene 1929-30 – samt en stigende social uro banede vej for nazistpartiets valgsejr og partilederen Adolf Hitlers magtovertagelse.

Hitler blev udnævnt til rigskansler i januar 1933. Han satte Weimarforfatningen ud af kraft og forbød alle partier undtagen sit eget. Statsmagten blev centraliseret og underlagt partiets kontrol. Nazisterne spillede på tyskernes sårede nationale stolthed og fremelskede myten om den germanske – ariske – races overlegenhed. Den stærke antikommunisme og antisemitisme førte til forfølgelse af politiske modstandere og hetz mod jøder. I 1935 fik jøderne frataget deres borgerrettigheder. Samme år genindførtes almindelig værnepligt, hvilket var i strid med fredsaftalen fra 1919. Det nazistiske regime satte alle kræfter ind på en tysk genoprustning. Bestræbelserne på at skabe “Lebensraum” til tyskerne gennem erobringer af store dele af Europa førte til Anden Verdenskrig i 1939. Den seks år lange krig kostede mellem 40 og 50 mio. mennesker livet, og Tyskland blev lagt i ruiner. Seks millioner jøder blev myrdet i koncentrationslejre eller på anden vis.

Historie i Tyskland efter 1945

Efter krigsnederlaget blev Tyskland og Berlin inddelt i fire besættelseszoner. Områderne øst for floderne Oder og Neisse blev underlagt sovjetisk forvaltning, og den tyske befolkning – flere millioner mennesker – blev fordrevet derfra. I 1949 blev Forbundsrepublikken Tyskland grundlagt af den amerikanske, den britiske og den franske zone. Samme år blev den sovjetiske besættelseszone til den Tyske Demokratiske republik, DDR. Berlin var formelt en firemagtsby, men i praksis fungerede Vestberlin som en vesttysk delstat, og Østberlin blev i strid med sin firemagts-status udråbt til østtysk hovedstad.

Under den kolde krig mellem stormagterne USA og Sovjetunionen blev de to tyske stater stadig tættere knyttet til hver sin magtblok. Vesttyskland blev et markeds-økonomisk demokrati, mens DDR blev indlemmet i det kommunistiske Østeuropa.

I Vesttyskland dominerede de kristelige demokratiske partier CDU/CSU det politiske liv i to årtier under Konrad Adenauer (forbundskansler 1949-63) og Ludwig Erhard (økonomiminister 1949-63 og forbundskansler 1963-66). Deres politik gik ud på at styrke det vesteuropæiske samarbejde og Vesttysklands bånd til USA.

I april 1951 underskrev Vesttyskland en aftale med Frankrig, Italien og Benelux-landene om det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Hensigten med fællesskabet var primært at øve fælles kontrol med medlemslandenes kul- og stålindustrier og dermed også med eventuel oprustning. På denne måde skulle de gamle arvefjender Frankrig og Tyskland forhindres i at udkæmpe krige med hinanden i fremtiden. Frem af Kul- og Stålfællesskabet voksede det Europæiske Økonomiske Fællesskab, som senere blev til EF og i 1993 til EU. Vesttyskland gik også med i den vestlige forsvarsalliance NATO i 1955.

Forbundskansler Adenauers politik gjorde Vesttyskland til en vigtig partner i det vesteuropæiske samarbejde. Men i forholdet til DDR og de øvrige østblokstater var situationen helt fastlåst. Adenauer var ikke ene om at hævde, at mulighederne for at genforene Tyskland ville blive mindre, hvis man behandlede DDR som en selvstændig stat.

Under Adenauer voksede Vesttyskland fra at være en sønderbombet og forarmet taber af krigen til en økonomisk stormagt. Allerede i 1951 var det vestlige Tyskland tilbage på samme produktionsniveau som før krigen. Forudsætningerne for “det tyske mirakel” var bl.a. den amerikanske Marshallhjælp, rig adgang til billig arbejdskraft (de millioner af mennesker, som var indvandret fra øst), en gennemmoderniseret industri (den gamle var blevet ødelagt under krigen) samt valutareformen i 1948. Ved at føre en stram finanspolitik holdt man den hjemlige købekraft under kontrol og lagde grunden til en eksportorienteret økonomi.

DDR havde en betydeligt vanskeligere økonomisk start efter Anden Verdenskrig. Sovjetunionen lagde beslag på de eksisterende industrier og udtog skadeserstatning fra den løbende produktion, da denne var kommet godt i gang. Det østlige Tyskland sagde efter pres fra USSR nej til Marshall-hjælp.

Mens Vesttyskland hævede at repræsentere hele det Tyskland, som eksisterede før Hitlers annektering af Østrig i 1938, betragtede den østtyske stat DDR sig som en uplettet nydannelse – “den først tyske arbejder- og bondestat”. Den var knyttet til Sovjetunionen gennem en “uopløselig venskabspagt”, som indebar, at den østtyske handlefrihed i sikkerheds- og udenrigsanliggender var yderst begrænset. Forholdet til Sovjetunionen og de øvrige østlande blev institutionaliseret via en række aftaler. I 1950 trådte DDR ind i den økonomiske samarbejdsorganisation COMECON, og i 1955 i Warszawa-pagtens forsvarssamarbejde. Et af hovedmålene i den østtyske udenrigspolitik var at vinde international anerkendelse som en separat tysk stat, hvilket landet stort set opnåede i 1972.

I begyndelsen af 50erne blev der foretaget en række forsøg på at genoprette den tyske rigsenhed. Sovjetunionen ville dog ikke gå ind på Vesttysklands krav om frie og hemmelige valg for alle tyskere, eftersom dette ville have været ensbetydende med afslutningen på det kommunistiske styre i det østlige Tyskland. I Vesttyskland blev kravene om genforening med tiden til tomme ord.

Omlægningen af den østtyske økonomi efter sovjetisk forbillede indebar, at staten overtog kontrollen med industri og håndværk, og at landbruget blev kollektiviseret. Der blev udarbejdet planer flere år ud i fremtiden med retningslinjer for produktion, priser, lønninger, finanser og udenrigshandel. Det økonomiske resultat var imidlertid skuffende. Både industri- og landbrugsproduktionen gik tilbage, og der blev mangel på mange af de mest almindelige dagligvarer. Høje produktionskvoter og stadig strengere arbejdsnormer førte i 1953 til strejker og uroligheder. Befolkningens tilkendegivelse af deres utilfredshed begyndte i Østberlin, men spredte sig til andre byer. Urolighederne blev slået ned af sovjetisk militær.

Ud over den økonomiske centralisering blev der gjort en stor indsats for at befæste kommunistpartiets magtmonopol. Skolerne fik til opgave at fostre medborgere til det kommunistiske opbygningsarbejde, forvaltningen blev fyldt op med partitro skikkelser, et omfattende kontrolapparat blev opbygget, og massemedierne kom i propagandaens tjeneste.

Indbyggerne viste deres holdning til systemet ved at “stemme med fødderne” og flygte mod vest. I 50erne var antallet af flygtninge aldrig under 150.000 årligt, og visse år var tallet betydeligt højere. I alt 2,6 mio. østtyskere menes at være flygtet mod vest, inden Berlinmuren i det store og hele satte en stopper for denne udvandring. Opførelsen af muren begyndte 13. august 1961, og derefter var østtyskerne lukket inde. De, der forsøgte at flygte til Vesten, blev skudt ned. Frem til murens fald i 1989 mistede i alt omkring 200 mennesker på denne måde livet under flugtforsøg.

I 1969 overtog Socialdemokratiet, SPD, regeringsmagten i Vesttyskland sammen med det liberale FDP. Den nye forbudskansler, Willy Brandt, videreførte den politik, som var påbegyndt under den “store koalition” mellem CDU/CSU og SPD i årene 1966-69, og som gik ud på at skabe afspænding i forhold til Østtyskland og det øvrige Østeuropa.

De første formelle samtaler mellem Vest- og Østtyskland fandt sted i 1970. Samme år indgik Vesttyskland en ikke-angrebspagt med Sovjetunionen og en aftale med Polen, hvor Vesttyskland lovede at respektere Oder-Neisse-linien som Polens vestgrænse. Kontakterne til de øvrige kommunistiske lande blev også normaliserede. I 1971 blev firemagts-erklæringen om Berlin underskrevet. Den lettede bl.a. de vesttyske trafikforbindelser til Vestberlin. Den såkaldte grundaftale mellem Vest- og Østtyskland i 1972 indebar i praksis en vesttysk anerkendelse af DDR og banede vej for de to tyske staters indtræden i FN i 1973.

På det tidspunkt havde Østtyskland fået en ny leder – Erich Honecker, Berlinmurens “arkitekt”. Honecker fulgte Sovjetunionens ønsker i spørgsmålet om en tilnærmelse til Vesttyskland, men indenrigspolitisk set fortsatte han en skrap politik for at mindske borgernes kontakt med Vesten. Sikkerhedstjenesten blev udbygget og kulturpolitikken skærpet. I løbet af hans 18 år ved magten blev landets økonomi stadig dårligere.

Willy Brandt gik af som forbundskansler i Vesttyskland i 1974, da det viste sig, at en af hans nærmeste rådgivere var østtysk spion. På trods af aftalen med DDR og Sovjetunionen blev forholdet til disse lande mere spændt i efterfølgeren Helmut Schmidts regeringsperiode, særligt efter beslutningen i 1979 om at lade NATO udstationere mellemdistanceraketter i Tyskland. Beslutningen bidrog også til, at alternative politiske bevægelser, herunder De Grønne, fik vind i sejlene i denne periode. Desuden kulminerede den venstreradikale terrorisme med Bader-Meinhofgruppen i Vesttyskland i sidste halvdel af 70erne.

Schmidt blev afløst af den kristelige demokrat Helmut Kohl i 1982, og den nye, borgerlige koalitionsregering vandt nyvalget i 1983 samt det ordinære valg i 1987.

I DDR blev der også afholdt valg med jævne mellemrum, men her kunne man ikke vælge mellem forskellige alternativer. De partier, der eksisterede ved siden af kommunistpartiet, førte en skyggetilværelse som regimets støtter. Ved valgene kunne indbyggerne sige ja eller nej til kandidater, kommunistpartiet foreslog. Mandatfordelingen i parlamentet, folkekammeret, lå fast.

Da sovjetlederen Mikhail Gorbatjov indledte sin glasnost- og perestrojkapolitik i sidste halvdel af 1980erne, fik også de østeuropæiske stater mulighed for at gennemføre politiske og økonomiske reformer, men DDR valgte at fortsætte ad det gamle spor. Lederne håbede, at den sovjetiske politik så småt ville vende tilbage til sit udgangspunkt – uden sin ideologi og det autoritære system ville DDR miste sin eksistensberettigelse.

DDR-systemet kom imidlertid under hårdt pres i løbet af sommeren og efteråret 1989, da tusindvis af østtyskere trængte ind på vesttyske ambassader i flere østeuropæiske lande og fik tilladelse til at rejse til Vesttyskland. Endnu flere kunne komme vestpå via Ungarn, der slækkede på grænsekontrollen. Samtidig blev der demonstreret i bl.a. Leipzigs og Østberlins gader med krav om demokratiske reformer.

Honecker blev tvunget til at gå af som stats- og partileder i oktober 1989. Den 9. november samme år blev Berlinmuren revet ned, og i begyndelsen af december opgav kommunistpartiet sit magtmonopol. DDRs første og sidste frie parlamentsvalg, som blev afholdt 18. marts, resulterede i en sejr for de kristelige demokratiske og liberale partier, som gik ind for en hurtig genforening.

Også den vesttyske regering blev nødt til at sætte tempoet for en genforening i vejret, eftersom udvandringen fra DDR fortsatte. I juli 1990 gik Gorbatjov med til, at tyskerne selv måtte afgøre deres tilhørsforhold, hvis Tyskland forpligtede sig til at hjælpe med at finansiere den sovjetiske troppetilbagetrækning fra DDR. Dermed var den største hindring for en genforening fjernet. På et afsluttende møde underskrev Sovjetunionen, USA, Frankrig og Storbritannien samt de to tyske stater en aftale, som i praksis gjorde det ud for den fredsaftale, der aldrig blev indgået efter Anden Verdenskrig.

Natten til 2. oktober 1990 ophørte DDR med at eksistere og blev en del af Forbundsrepublikken Tyskland. Genforeningen markerede slutningen for de sejrende magters rettigheder i Berlin og Tyskland som helhed. Anden Verdenskrigs store taber, Tyskland, havde genvundet sin fulde suverænitet.

Genforeningen gav CDU/CSU og Helmut Kohl vind i sejlene forud for de første fælles tyske valg, som blev afholdt i december samme år. CDU/SCU blev det største parti med omkring 44 procent af stemmerne, mens SPD fik omkring 33 procent og dermed oplevede sit værste valg i over 30 år.

Efterhånden begyndte en stigende utilfredshed med genforeningen at gøre sig gældende. De enorme forventninger, som mange østtyskere havde haft til fremtiden, blev afløst af skuffelse over alle de økonomiske afsavn, som blev følgen af omlægningen fra planøkonomi til markedsøkonomi i det østlige Tyskland.

Mange urentabel virksomheder blev nedlagt, og den høje arbejdsløshed og bekymring for fremtiden førte til social uro, som kom til udtryk i stigende kriminalitet, øget fremmedhad og vold mod indvandrere.

Højreekstremistiske grupper angreb flygtningecentre og gæstearbejdere. I alt otte tyrkiske indvandrere blev dræbt i mordbrande i 1992-93. Regeringen svarede igen ved at forbyde flere yderligtgående partier på højrefløjen og reformere asylloven.

Samtidig fandt et opgør sted med dem, der havde gjort sig skyldige i brud på menneskerettighederne og andre overgreb under kommunismen. En særlig myndighed blev grundlagt efter genforeningen. Den havde til opgave at gennemgå den østtyske sikkerhedstjeneste, Stasis, arkiver samt give de enkelte borgere mulighed for at få fat i deres personlige akter.

De oplysninger, der lå skjult i arkiverne, førte til mange afsløringer af, at bl.a. fremtrædende østtyske politikere, tjenestemænd og repræsentanter for kirken samarbejdede med sikkerhedstjenesten. Blandt de højtstående embedsmænd, som blev stillet for retten, var blandt andre Erich Honecker, Stasischef Erich Mielke og spionchef Markus Wolf. Honecker blev anset for at være for syg til at blive dømt, og han døde i eksil i Chile i 1994.

Processerne trak ud, og først i 1996 blev Honeckers efterfølger, Egon Krenz, dømt til seks et halvt års fængsel for sit politiske ansvar for mordet på flygtninge ved den tysk-tyske grænse. I 1997 blev fire tidligere generaler dømt for at have givet ordre til, at der blev skudt mod flygtninge.

Fra midten af 1990erne var tysk politik domineret af økonomiske spørgsmål, ikke mindst den høje arbejdsløshed. Det blev nødvendigt at skære i de sociale ydelser. Situationen blev akut i 1997, og regeringen fremlagde forslag om gennemgribende reformer af skatte- og pensionssystemerne, men forslaget stødte på modstand fra SPD, der havde flertal i parlamentets øverste kammer, forbundsrådet.

De store overførsler af ressourcer til det østlige Tyskland, som bl.a. blev finansieret gennem en særlig “solidaritetsskat”, blev mere og mere upopulære blandt vesttyskerne, og i 1997 blev skatten sat ned med 2 procentenheder.

Trods de enorme pengesummer, der er overført (i alt over 1000 mia. D-mark), var mange østtyskere utilfredse, ikke mindst på grund af den høje arbejdsløshed. Mange mente også, at politikere fra øst havde svært ved at komme til orde i de etablerede politiske partier. Utilfredsheden kom først og fremmest til at gå ud over CDU, der ved valget i 1998 mistede magten efter 16 års uafbrudt styre. CDU blev dog senere det første parti, der valgte en kvinde, som var født og opvokset i det tidligere DDR, til partileder.