Tyskland har længe haft den stærkeste økonomi i Europa, skønt væksten stagnerede i 90erne som følge af omstillingsproblemer efter genforeningen.

I perioden forud for genforeningen havde Vesttyskland en meget høj økonomisk vækst, mens den østtyske økonomi befandt sig på randen af et sammenbrud. Den planøkonomiske model havde medført gigantiske fejlinvesteringer, ressourcespild og miljøødelæggelser. Siden 1990 har forbundsregeringen og de vestlige delstater satset enorme beløb på genopbygning i øst. Bruttooverførslerne til det østlige Tyskland udgør over 5 procent af Tysklands BNP.. i perioden 1991-98 modtog det østlige Tyskland sammenlagt 1000 mia. D-mark i finansiel støtte, mens udbygget derfra (primært i form af skatteindtægter) kun udgjorde en fjerdedel af dette beløb.

Den økonomiske vækst tog af under den internationale lavkonjunktur i 1990-96, bl.a. fordi den højt vurderede D-mark gjorde tyske produkter dyre på eksportmarkederne. Men i 1998 oplevede Tyskland en vækst på 2,8 procent, til trods for et vist tilbageslag i forbindelse med den økonomiske krise i Asien og Rusland. Økonomien blev holdt oppe af en stigende indenlandsk efterspørgsel.

De gigantiske udgifter til genforeningen har ført til en kraftig stigning i såvel statsgælden som budgetunderskuddet. Statsgælden var i 1998 på 1500 mia. D-mark, og over 20 procent af statens udgifter gik til betaling af renter på gælden. Inflationen og renteniveauet er derimod atter faldet, efter at disse toppede i kølvandet på genforeningen.

Tyskland har hele tiden været en ivrig tilhænger af det europæiske valutasamarbejde, ØMUen, men det var længe uklart, om budgetunderskuddet for 1997 ville overstige de 3 procent af BNP, der er maksimum, hvis et land ønsker optagelse i ØMUen. Det lykkedes at få budgetunderskuddet tvunget ned på 2,7 procent, og Tyskland blev medlem af ØMU-samarbejdet i 1998. Ved den lejlighed fik den tyske mark en fast vekselkurs over for euroen.

I 1999 overtog den europæiske centralbank ansvaret for ØMU-landenes renteniveau, der blev sat til 3 procent. Det er også lykkedes Tyskland at holde en lav inflationsrate – kun 0,6 procent for 1999.

Der er fremgang i tysk økonomi, eksporten er voksende, men landet står over for flere vanskelige økonomiske beslutninger de kommende år. ØMUens succes afhænger af en fortsat sanering af de tyske statsfinanser. Der er allerede skåret kraftigt i statsbudgettet for 2000 i forhold til 1999, men bl.a. OECD peger på, at arbejdsløsheden stadig er alt for høj. Den skal nedbringes gennem lønstop samt en reform af skattesystemet og arbejdsmarkedet.

Den skattereform, regeringen har fremlagt, indebærer en gradvis nedsættelse af indkomstskatterne og virksomhedsbeskatningen frem til 2005, hvilket udover faldende arbejdsløshed skulle give øget økonomisk vækst. Det er meningen, reformen skal gøre Tyskland til et af de EU-lande, hvor skattetrykket er mindst.

Trods moderniseringer halter det østlige Tyskland i økonomisk henseende endnu efter resten af landet. Siden 1997 har væksten i bruttonationalproduktet, BNP, været lavere i øst end i vest, og levestandarden vurderes til kun lige over halvdelen af den vestlige. Hver tredje arbejdsløs bor i det tidligere DDR, der ellers kun huser en femtedel af alle tyskere.

Økonomi i tal

• BNP/indbygger: 29.600 US dollar (1999)
• Diverse sektorers andel af BNP: landbrug 1%, industri 33%, service og andet 66% (1997)
• Naturressourcer: stenkul, brunkul
• Årlig eksport: 529 mia. US dollar (1999)
• Årlig import: 461 mia. US dollar (1999)
• Vigtigste eksportvarer: maskiner , transportudstyr, levnedsmidler, papir, tekstil, jern og stål, kemiske produkter, metalvarer, medicinalvarer (1997)
• Vigtigste importvarer: maskiner, transportudstyr, olie, gas, levnedsmidler, halvfabrikata (1997)
• Vigtigste eksportlande: Frankrig, USA, Storbritannien, Italien, Holland
• Vigtigste importlande: Frankrig, Holland, Italien, USA, Storbritannien, Belgien/Luxembourg
• Valuta: Euro
• Andel beskæftigede i forskellige sektorer: landbrug 3%, industri 34%, service og andet 63% (1997)
• Arbejdsløshed: 10,5% (1999)

Naturressourcer og energi

I Tyskland er mængden af natur- og energiressourcer begrænset. Kun forekomsterne af stenkul, brunkul og salt er værd at udvinde i større stil. Stenkul findes først og fremmest i Ruhrdistriktet og i Saarland, brunkul bl.a. i Sachsen.

I 1997 stod olie for omkring 40 procent af det samlede energiforbrug, naturgas for 21 procent, kul for knap 25 procent og kernekraft for 13 procent. Godt halvdelen af elektriciteten kommer fra kulfyrede kraftværker og omtrent en tredjedel af kernekraft. De sovjetisk fremstillede kernereaktorer i det tidligere DDR er blevet lukket, eftersom de end ikke efter ombygning kunne leve op til sikkerhedskravene.

I år 2000 besluttede den tyske regering i samråd med atomindustrien, at de 19 tilbageværende reaktorer i det vestlige Tyskland skulle lukkes etapevis over en periode på 20 år.

Landbrug

Landbruget er et lille erhverv målt i andel af BNP. De vigtigste områder for korndyrkning findes ved Østersøkysten samt i delstaterne Niedersachsen, Sachsen-Anhalt og Bayern. Ved Nordsøkysten og i dele af Bayern er produktionen dog koncentreret på mejeriprodukter og kød. Rundt om Ruhrdistriktet i Nordrhein-Westfalen dyrkes primært grønsager til storbymarkederne. Langs den mellemste del af Rhinen og i Moseldalen er der omfattende vindyrkning. I Baden-Württemberg dyrkes bl.a. tobak og frugt.

I det tidligere DDR fandtes der næsten udelukkende enorme, statslige kollektivlandbrug. Dyrkningsmetoderne medførte bl.a. kolossale skader på jorden, som blev udpint af gift og gødning. Som følge af omstruktureringen af det østtyske landbrug er flere end 650.000 arbejdspladser forsvundet siden genforeningen.

De østtyske bønder skal gradvist føres ind i EUs komplicerede landbrugspolitik med produktionskvoter, prisforhandlinger og støtteregler. Privatiseringen af den østtyske landbrugsjord gennemføres i to etaper. I den første etape blev der tegnet forpagtningsaftaler, og fra 1996 har landbrugsjorden kunnet købes af dem, der dyrker den.

Det østtyske landbrug har dog en fordel i sin tradition for storstilet produktion. Skønt mange tidligere kollektivbrug nu deles op i mindre enheder, vil det østlige Tyskland fortsat bevare sine stordriftsfordele.

Industri

Tyskland er en af verdens vigtigste industrinationer og producerer især elektronik, biler og lastbiler, kemiske produkter og levnedsmidler.

Frem til 1960erne var kul-, jern- og stålindustrien de vigtigste brancher, men i dag er det transport- og maskinindustrien samt den kemiske industri, der har størst omsætning, står for den største del af eksporten og beskæftiger flest. Den elektrotekniske og elektroniske industri er også en branche i hastig vækst. I 1980erne skød en lang række højteknologiske virksomheder op i delstaterne Baden-Württemberg og Bayern. Her finder man også mange fremtrædende forskningsinstitutter.

I de seneste år er der dog sket store forandringer i industrien, bl.a. en del store sammenlægninger. Elproducenterne Veba og Viag er gået sammen, og kemivirksomheden Hoechst er købt af franske Rhone-Poulenc og skal i fremtiden satse mere på fremstilling og uvikling af medicinalvarer. Tysklands største virksomhed, Daimler-Benz, solgte en række datterselskaber fra for at satse på biler, tog og fly, og i 1998 gik selskabet sammen med amerikanske Chrysler. Koncernen Siemens fremstiller alt fra glødelamper over mobiltelefoner til lokomotiver, og har også planer om at sælge selskaber fra.

Tysklands fremtid som industriland er ofte til debat. Tyskerne frygter, at høje skatter og afgifter og ændrede regler vil skræmme investorer bort og tvinge virksomheder til at flytte produktionen til udlandet. Den tyske arbejdskraft er blandt verdens dyreste, og flere tyske virksomheder har etableret sig i de østlige nabolande, bl.a. i Polen og Tjekkiet.

DDR satsede ensidigt på sværindustri og energiproduktion. Priser og produktionsmængde blev fastsat via politiske beslutninger, og det førte til alvorlige fejlsatsninger samt til, at urentable industrier blev holdt kunstigt i live. Derfor er det kun en mindre del af de østtyske virksomheder, der har kunnet fortsætte en rentabel produktion efter indførelse af markedsøkonomi i 1990. Nogle virksomheder er gået konkurs, bl.a. et af DDR-industriens flagskibe, maskinproducenten SKET i Magdeburg.

Den østtyske industri, som for 99 procents vedkommende var statslig, blev overført til et holdingselskab, Treuhandanstalt, som varetog salget af de virksomheder, der blev anset for at være levedygtige, og afviklede de øvrige. Da Treuhandanstalts aktiviteter blev indstillet i 1994, var omkring 14.000 virksomheder blevet privatiseret for i alt 65 mia. D-mark, og 1,5 mio. arbejdspladser var sikret. Omkring 3000 virksomheder blev købt af de ansatte.

Byggesektoren er uforholdsmæssig stor i det østlige Tyskland, men den havde gyldne tider under moderniseringen fra genforeningen og frem til 1998. Siden er der sket en tilbagegang, fordi det ikke er lykkedes at leje alle de nye huse og kontorlokaler ud, og markedet er mættet.

Men der er andre brancher i fremgang i det tidligere DDR. Opel har en stor bilfabrik i Thüringen, og der er over 350 virksomheder inden for IT-sektoren, der er flyttet østpå. Nær Leipzig har 15 store foretagender inden for kemi- og oliebranchen, de fleste af dem udenlandske, etableret sig.

Der var store miljøproblemer i det østlige Tyskland ved genforeningen: Byerne havde elendige kloaksystemer, og i industriområderne var luften sundhedsfarlig på grund af giftige udslip. Elben var en af Europas mest forurenede floder.

Miljøsaneringen blev i første omgang koncentreret om at ombygge industrier for at mindske udslippene i luft og vand. Nogle af de største miljøskurke – kemiske fabrikker og brunkulsværker – blev lukket helt.

Luften er blevet renere i øst, og vandkvaliteten er blevet forbedret flere steder, selv om der er meget at gøre endnu. Desuden er det lykkedes Tyskland, i modsætning til de fleste andre europæiske lande, at mindske udslippet af kuldioxid siden 1990.

Udenrigshandel

Tyskland er verdens største handelsnation efter USA og står for 10 procent af verdens samlede eksport. Overskuddet i handelen med udlandet faldt umiddelbart efter genforeningen, da efterspørgselen på importerede varer steg, men overskuddet voksede igen efter 1992. Siden 1991 har der derimod været underskud på vare- og tjenestebalancen.

Finansielle kriser i omverdenen førte til, at den tyske eksport til Sydøstasien i slutningen af 1998 faldt med 40 procent. Også handelen med andre EU-lande blev påvirket. Siden er der sket en forbedring, ikke mindst fordi euroen, som den tyske D-mark er knyttet til, har været vurderet så lavt, at de tyske eksportvarer blev mere konkurrencedygtige.

Halvdelen af den tyske handel foregår med de øvrige EU-lande. Tyskland har også i mange år været Danmarks vigtigste handelspartner.

Indførelsen af D-marken i DDR i 1990 medførte, at den tidligere så livlige handel mellem landene i Østeuropa og det østlige Tyskland næsten gik i stå. Man ville hellere handle med Vesten, når man alligevel skulle betale vestlig valuta. Senere har de nye virksomheder i det østlige Tyskland dog været medvirkende til, at eksporten er steget, særligt til Polen og Tjekkiet. De genforenede Tyskland er nu blevet den vigtigste handelspartner for flere lande i Central- og Østeuropa.

Arbejdsmarked

De tyske fagforeninger er tilknyttet de centrale organisationer Deutscher Gewerkschaftsbund, DGB, (omtrent det samme som LO) med i alt 8,6 mio. medlemmer og Deutsche Angestellten-Gewerkschaft, DAG. Deutscher Beamtenbund, DBB, der organiserer tjenestemænd. Derudover findes en kristen centralorganisation, CGB.

Til de største fagforeninger hører IG Metall (2,7 mio. medlemmer) inden for fabriksindustrien og ÖTV (1,6 mio. medlemmer) inden for bl.a. den offentlige forvaltning. Fagforeningerne har de seneste år mistet medlemmer.

Arbejdsgiverorganisationen Bundesvereinigung der Deutschen Arbejtgeberverbände, BDA, repræsenterer de tyske arbejdsgivere. I Tyskland er det ikke de centrale organisationer, der forhandler, men forbundene og deres branchearbejdsgivere eller regionale, faglige repræsentanter og arbejdsgivere.

Arbejdsløsheden er steget støt siden genforeningen i 1990 og er nok det økonomiske og sociale problem, Tyskland har sværest ved at tackle. I 199 var den officielle arbejdsløshed 10,5 procent. Der er dog stor forskel fra egn til egn: Arbejdsløsheden er langt større i øst end i vest.

Derudover er der mange, der deltager i omskoling, videreuddannelse eller statsligt beredskabsarbejde. I det tidligere DDR drejer det sig om ca. 300.000 personer. Denne situation ventes at blive noget bedre fremover, bl.a. fordi mange vil forlade arbejdsmarkedet gennem pensioneringer. Et stort problem er dog de såkaldte flaskehalse: Der er mangel på arbejdskraft i visse sektorer, mens de færreste arbejdsløse har den uddannelse, der kræves i andre brancher.

Sociale forhold

Tyskland har et veludbygget socialt sikringssystem. Arbejdsgiver og arbejdstager betaler hver halvdelen af udgifterne til pension, sygesikring og arbejdsløshedsforsikring. Efter som alle sociale sikringsordninger er afgiftsfinansierede, er man nødt til at have en indtægt for at være forsikret. Sygesikringen giver gratis læge-, tandlæge- og sygehusbesøg og tilskud til medicin. Nogle af disse fordele gælder også medforsikrede (hustru og børn ) og arbejdsløse. De fleste lønmodtagere har seks ugers ferie.

I tilfælde af sygdom skal arbejdsgiveren betale 80 procent af lønnen i seks uger eller fuld løn ifølge aftaler. Derpå betaler forsikringskassen 70 procent af nettoindkomsten i en vis periode. Den spareplan, som regeringen fremlagde i 1996 om bl.a. nedskæringer i sygedagpengene, blev mødt med voldsomme protester, og siden er arbejdsgiverne gået med til at fortsætte udbetalingen af fuld kompensation ved sygdom.

Barselsorloven omfatter fuld løn for moderen i seks uger før og otte uger efter nedkomsten. Desuden har forældrene ret til i alt 36 måneders forældreorlov.

Det statslige pensionssystem er generøst – og koster statskassen dyrt. De, der har haft arbejde, får 72 procent af den gennemsnitlige nettoløn i pension. Der er planer om en omfattende reform af systemet for at opmuntre til øget privat opsparing, samtidig med, at den statslige pension sættes ned.

Abortloven tillader abort i løbet af de første 12 uger af en graviditet under forudsætning af, at kvinden først gennemgår en rådgivningsprocedure. I Bayern gælder der dog en mere restriktiv lov, som tvinger kvinden til at redegøre for årsagen til en ønsket abort.

Infrastruktur og turisme

Genforeningen nødvendiggjorde store investeringer i infrastrukturen. Ved midten af 1997 havde delstaterne i øst fået 5000 km nye jernbanespor og 10.000 km nye eller reparerede veje.

Det vestlige Tyskland har et overordentligt tæt net af transportveje af forskellig art. motorvejsnettet omfatter godt 11.000 km. Skønt mange jernbanestrækninger i det vestlige Tyskland (over 10.000 km) er blevet nedlagt de seneste årtier, er der fortsat omkring 46.000 km jernbane i hele landet. Jernbaneselskabet Deutsche Bahn er landets største transportvirksomhed.

Det vestlige Tyskland har også et veludviklet net af indre vandveje, hvorpå en femtedel af al godstransport foregår. De større floder knyttes sammen af et net af kanaler. Den vigtigste indlandshavn findes i Duisburg i Ruhrdistriktet. De største havne i Hamburg, Bremen, Rostock og Wilhelmshaven har også betydelig kapacitet. Genforeningen har betydet et opsving for det gamle transportforbindelse Elben, som flyder gennem det østlige Tyskland og passerer Hamburg.

Luftfartsselskabet Lufthansa flyver indenrigs og til hele verden. Der findes flere store internationale lufthavne i Tyskland, heriblandt Frankfurt am Main, der er en af Europas mest trafikerede. Hovedstaden Berlin har tre lufthavne med begrænset kapacitet – et levn fra byens opdeling. Lufthavnen Schönefeld, som tidligere betjente Østberlin, bliver dog nu udbygget til en stor, international lufthavn.

Tyskerne er et rejsende folkefærd. Tyske turister bruger omtrent fire gange så mange penge i udlandet som udenlandske turister i Tyskland. På trods af sin centrale beliggenhed i Europa og den rige kulturarv har Tyskland kun en fjerdedel så mange udenlandske besøgende som Frankrig regnet i antal overnatninger. Den største gruppe udenlandske gæster består af hollændere, efterfulgt af amerikanere og briter. Tyskerne selv står for næsten 90 procent af overnatningerne på tyske hoteller, pensionater og private indkvarteringer.

De mest fremtrædende turistattraktioner i Tyskland er middelalderbyerne og borgene, Rhin- og Moseldalene samt Nordsøkysten og en række sommer- og vinterturistområder i Schwarzwald og det sydlige Bayern. Også de traditionsrige kursteder er velbesøgte, ligesom de mange musik- og teaterfestspil. Berlin, Hamburg, München og andre storbyer tiltrækker også store skarer af turister.