I løbet af de to seneste årtier er landbrugets betydning for den irske økonomi faldet, mens industriens betydning er vokset. Turismen er også en stigende indtægtskilde, og i 1994 stod denne sektor for 7 procent af bruttonationalproduktet, BNP.

Siden Irland i 1973 blev medlem af EF, har landet oplevet en stærk økonomisk vækst. Fra omkring midten af 80erne voksede BNP med gennemsnitligt 4 procent om året, og i 1990 var den omkring 7,5 procent. Siden har væksten ikke været så voldsom, når man ser bort fra rekordåret 1995, hvor Irland oplevede en vækst på 8,6 procent, en af de største tilvækster i den industrialiserede verden.

Medlemskabet af EU har i særdeleshed gavnet de irske bønder, samtidig med, at industrialiseringen har nydt godt af de gavnlige skattevilkår for udenlandske investorer. Eksportindtægterne voksede hurtigt efter indtrædelsen i EF. Medlemskabet har også bevirket, at Irland – der er det fattigste land i unionen efter Grækenland og Portugal – har fået del i EUs regionale støttefonde. Alt i alt har Irland siden indtrædelsen modtaget over 200 mia. kroner i nettobidrag.

Efter indførelsen af EFs indre marked satte regeringen sig som det vigtigste mål, at Irland skulle være med fra begyndelsen i den tredje fase af EUs økonomiske og monetære union (ØMUen). Irland var et af de kun tre lande, der i 1996 opfyldte de såkaldte konvergenskriterier for deltagelse i ØMU. Det kræves blandt andet, at budgetunderskuddet begrænses til 3 procent, at der er lav inflation, og at statsgælden ikke overstiger 60 procent af BNP.

Trods den hastige økonomiske vækst er arbejdsløsheden stadig høj, og det frygtes, at regeringens anstrengelser for at begrænse budgetunderskuddet vil føre til nedgang i økonomien, blandt andet som følge af faldende efterspørgsel på hjemmemarkedet.

Irland har haft overskud på handelsbalancen i 1990-ernes første halvdel. Storbritannien er stadig landets vigtigste handelspartner, men siden indmeldelsen i EF i 1973 er samhandelen med andre lande i fællesskabet vokset støt. I 1970 gik f.eks. 65% af den irske eksport til Storbritannien. 25 år senere gik 26% af eksporten til briterne og 47% til det øvrige RU.

Økonomi i tal
Nedenstående tal og informationer er fra 1997

• BNP/indbygger: 14.592 dollar
• Diverse sektorers andel af BNP: landbrug 8%, industri 37%, service 55%
• Naturressourcer: zink, bly, tørv, naturgas
• Årlig eksport: 40 mia. dollar
• Årlig import: 31 mia. dollar
• Vigtigste eksportvarer: kemiske produkter, computerudstyr, maskiner, dyr, landbrugsvarer
• Vigtigste importvarer: levnedsmidler, dyrefoder, kemiske produkter, olie og olieprodukter
• Vigtigste eksportlande: Storbritannien, Tyskland, Frankrig
• Vigtigste importlande: Storbritannien, USA, Japan, Tyskland
• Valuta: 1 irsk pund = 10,10 DKK

Naturressourcer og energi

Irland har store forekomster af zink og et af verdens største zinkbrud findes på øen.

Landet er fuldstændig afhængigt af olieimport til energiforsyning. Der er gjort visse oliefund ud for sydkysten, men de har vist sig for vanskeligt tilgængelige til, at det kan betale sig at forsøge at udnytte dem. På linje med EUs energipolitik har Irland nedbragt forbruget af olie. Man satser i stedet på at udvikle hjemlige energikilder som vandkraft eller tørv fra de mange moser. Den naturgas, der udvindes fra havbunden ud for sydkysten, dækker omkring 15% af landets energibehov.

Landbrug og fiskeri

Selv om antallet af beskæftigede er blevet halveret i de seneste 20 år, spiller landbruget en større rolle i Irland end i de fleste andre vesteuropæiske lande. Det beskæftiger stadig omkring 15% af de erhvervsaktive, sammenlignet med EU-gennemsnittet på 6%.

Det solfattige, milde og fugtige klima vanskeliggør dyrkning af afgrøder, men er ideelt til husdyrbrug, der står for langt hovedparten af landbrugets og dets bierhvervs indtægter. De vigtigste afgrøder er hvede, sukkerroer, kartofler, ærter og korn, der udgør grundlaget for landets store bryggerivirksomhed.

Irlands medlemskab af EF/EU har siden 1973 betydet større indtægter til bønderne og et større marked for afsætning af deres produkter. Eksporten af levnedsmidler og kreaturer voksede med næsten 60% fra 1990 til 1995.

Det traditionelle kystfiskeri er blevet udvidet med en havfiskeflåde, men frem for alt med dambrug, hvor især lakseopdræt har vist sig succesrigt.

Industri

Frem til sin selvstændighed stod Irland stort set uden for den industrielle revolution, eftersom Storbritannien af konkurrencehensyn begrænsede den irske industris udvikling. Den industri, der trods alt fandtes, var hovedsagligt beliggende i Nordirland og kom således ikke republikken til gode. Under “handelskrigen” mellem Storbritannien og Irland 1932-37 forsøgte Irland at udbygge den hjemlige industri og sikre en højere grad af selvforsyning. Men afhængigheden af Storbritannien blev først for alvor mindre med Irlands indmeldelse i EF i 1973.

I løbet af de seneste 20 år har industrien udviklet sig hurtigt, og Irland har i dag en moderne, industribaseret økonomi. Det hænger ikke mindst sammen med, at Irland har haft held med at lokke udenlandske investorer og virksomheder til øen ved at tilbyde hjælp til etableringsomkostninger, skattelettelser, statslig støtte til forskning og udvikling med videre. Siden den europæiske unions oprettelse i 1993 har frem for alt amerikanske og japanske firmaer etableret sig i Irland, som man anser for et investeringsvenligt brohoved til EU. I løbet af 1994 investerede udenlandske foretagender godt 27 milliarder kroner i Irland, heraf stod EU-lande for knap halvdelen.

De vigtigste industrisektorer er levnedsmiddelsektoren og bryggeribranchen (med Irlands mest kendte eksportprodukt, øllet fra Guinness-bryggerierne i Dublin), samt metal- og maskinindustrien. Den største tilvækst ses indenfor elektronik-, data- og lægemiddelindustrien, der har fået del i de omfattende udenlandske investeringer. Disse brancher stod i 1995 for næsten halvdelen af eksporten, sammenlignet med en femtedel ved indtrædelsen i EF i 1973, og hovedparten af tilvæksten har fundet sted i første halvdel af 90erne. Elektronikindustrien alene stod for næsten 30% af den samlede irske eksport i 1995.

Arbejdsmarked

Det største problem i den irske økonomi er arbejdsløsheden, der i begyndelsen af 1990erne var den højeste i EU. Den negative tendens er dog vendt, og 90erne har set et mindre fald i arbejdsløsheden, der i 1996 var på vej ned mod 12%, godt 1% over EU-gennemsnittet. Regeringen har prioriteret kampen mod langtidsarbejdsløshed højt, men alligevel havde 40% af de arbejdsløse i 1995 været uden arbejde i to år eller længere.

I oktober 1993 fremlagde regeringen en omfattende krisepakke mod arbejdsløsheden. Målet var på seks år at skabe 200.000 nye arbejds- eller uddannelsessteder og samtidig bevare en årlig tilvækst på mindst 3,5%.

Det gjaldt om at stimulere investeringer i industrien, transport- og byggesektoren. Man beregnede pakkens omkostninger til 20 milliarder irske pund (ca. 200 mia. kroner), af hvilke staten og EU skulle stå for hver 8 mia., mens de sidste 4 mia. skulle komme fra private investeringer. Men planen kom ud for de første vanskeligheder, da det blev klart, at EU kun havde lovet at yde ca. halvdelen af den sum, den irske regering havde opgivet.

I 1996 var krisepakkens mål langtfra indfriet, til trods for, at 1995 var et rekordår for udenlandske investeringer. Der var dog kommet 6000 nye arbejdspladser i den del af industrien, der var på udenlandske hænder, og der var blevet investeret i 12.000 kommende arbejdspladser. Krisepakken blev i sommeren 1996 udvidet med en ambitiøs plan om at skaffe fuldtidsarbejde til alle langtidsarbejdsløse.

Takket være den internationale lavkonjunktur i begyndelsen af 90erne stilnede den voldsomme emigration til USA og Storbritannien af unge, veluddannede, men underbeskæftigede mennesker kraftigt af. En medvirkende årsag er også, at Irlands satsning på forskning og udvikling inden for data- og elektronikbranchen har resulteret i en række nye arbejdspladser.

Fagforeningssystemet i Irland er veludviklet, og i 1996 var over halvdelen af alle ansatte fagligt organiserede. Efter sammenslutninger af en række fagforbund – en tilpasning til 90ernes arbejdsmarked – havde Irland i midten af 90erne 68 fagforbund (inkl. Nordirland). Heraf virker 50 udelukkende i republikken. Arbejdsgiverne er repræsenteret af den irske arbejdsgiversammenslutning The Federation af Irish Employers.

Siden 1988 har man haft centrale overenskomstforhandlinger mellem regering, arbejdsgivere og fagforeninger. Lønstigningerne har været forholdsvis tilbageholdende i forsøget på at øge den irske konkurrenceevne. Arbejdsmarkedet er ret stabilt, og der er få strejker, hvilket også har været brugt som lokkemiddel over for udenlandske virksomheder.

Arbejdsmarked i tal

• Andel beskæftigede i forskellige sektorer: landbrug 11%, industri 28%, service og andet 61% (1995)
• Arbejdsløshed: godt 12% (1996)
• Fagforeninger: Irish Congress of Trade Unions, største paraplyorganisation med 68 medlemsforbund

Sociale forhold

Der er to forskellige sociale støttesystemer i Irland. Dels er alle lønmodtagere mellem 16 og 68 år automatisk medlemmer af en sikringsordning, der blandt andet omfatter arbejdsløshedsunderstøttelse, familieydelse, barselspenge og alderspension. Udgifterne til forsikringen dækkes af staten, den ansatte og arbejdsgiveren. Dels er der forskellige former for statslig støtte til de dårligst stillede, og alle børn under 16 år modtager børnebidrag.

Sundhedsvæsenet er statsfinansieret. Folk med indkomster under en vis grænse får gratis lægehjælp, mens de øvrige grupper betaler en indtægtsreguleret afgift. Visse former for medicin er gratis for kronisk syge.

Den økonomiske vækst efter optagelsen i EF blev blandt andet udnyttet til et ambitiøst velfærdsprogram. De økonomiske problemer gjorde dog, at man fra 1987 har været nødt til at beskære goderne. De sociale ydelser er således ikke længere inflationssikrede, og der er gennemført besparelser på sundheds- og sygehusområdet. Desuden er en række ydelser lidt efter lidt blevet gjort skattepligtige, således har irerne siden 1994 betalt skat af arbejdsløshedsdagpenge.

I slutningen af 1995 modtog 840.000 personer en eller anden form for socialydelse, hvilket er ensbetydende med, at omtrent en fjerdedel af befolkningen er afhængig af offentlige ydelser til at opretholde livet.

En lov fra 1997 forbyder diskrimination af kvinder på arbejdsmarkedet og giver dem formelt ligestilling med mænd. Men først så sent som i 1981 kom en lov, der giver kvinder ret til at vende tilbage til deres arbejde efter endt barsel, og den har betydet, at stadigt flere kvinder finder vej til arbejdsmarkedet. I 1996 debatterede man desuden grundlovens artikel 42, der blandt andet tilkendegiver, at kvindens arbejde i hjemmet er at stor vigtighed for nationen. Det har været foreslået, at artiklen gøres kønsneutral.

Kvinder er stadig underrepræsenterede inden for politik. Irland fik sin første kvindelige minister i 1981, og kun 12% af parlamentets medlemmer er kvinder.

Infrastruktur og turisme

Der er knap 2000 kilometer jernbane og godt 90.000 kilometer veje i Irland, så godt som alle asfalterede. Såvel togtrafikken som vedligeholdelse af vejene påhviler det statslige Córas Iompair Eireann, CIE.

Søfarten udgøres først og fremmest af kysttrafik, men der er mange forbindelser til Storbritannien. De vigtigste havnebyer er Dublin, Dún Laoghaire og Cork. Floden Shannon er sejlbar på 240 kilometer.

Der er internationale lufthavne i Dublin, Cork, Limerick (Shannon) og Knock (Horan International). Fra de to sidstnævnte foretages transatlantiske flyvninger. Det nationale luftfartselskab Air Lingus opretholder såvel indenrigs- som udenrigstrafik.

Turismen spiller en vigtig rolle i Irlands økonomi. I 1995 besøgte omkring 4,3 millioner udenlandske turister landet, hvilket er en stigning på 1 million sammenlignet med 1993. Våbenhvilen i Nordirland, som terrorgrupperne respekterede i hele 1995, var stærkt medvirkende til dette. I de seneste år har man satset yderligere på at markedsføre Irland som turistmål.

Foruden hovedstaden Dublin er det først og fremmest de vestlige dele af landet, der lokker. Kysten her er smuk og afvekslende med skiftevis dramatiske klipper og skær og fine sandstrande. Naturen omkring Killarney og kysten omkring Galway er de mest populære, men også de øvrige dele af landet – med de idylliske landskaber og snoede veje – oplever et stigende antal besøgende. Der er små pensionater, Bed & Breakfast, i selv den mindste landsby.