Mens Omans kystbyer var involveret i en indbringende søhandel med Zanzibar, Indien og Kina i middelalderen, var Nizwa inde i landet sæde for de imamer, der gennem århundreder herskede over store dele af landets indre. Denne by, der er blevet kendt som lærdomscenter og er berømt for sine fortidige digtere (og som fødestedet for Sinbad Søfareren), kan tillige mønstre et imponerende, cirkelrundt fort fra 1600-tallet. En nylig restaurering af dette fort og de omkringliggende historiske boliger har høstet internationale priser. Nizwa ligger ved en naturskøn vej fra Muscat, der løber langs med to af landets større bjergkæder, hvor besøgende har udsigt over nogle af Golflandenes mest afvekslende og smukke landskaber. Som centrum for Omans fremstilling af smykker og kunsthåndværk trækker Nizwa indkøbsivrige besøgende til fra Muscat på stressede endagsture. De buede kanjar-dolke fremstilles her – disse højt værdsatte symboler på omansk maskulinitet bæres i dag næsten kun i forbindelse med ceremonier. Byens store blåkuplede moske markerer beliggenheden af en basar, hvis sølvhandlere efterhånden har vænnet sig til vore dages souvenirjagende turister fra Vesten. Der er mere autentisk atmosfære i de turistfrie sidegader, hvor købslagningen og falbydningen fortsætter i et område, hvor der kun sælges dadler, og et andet, hvor der kun sælges geder.
Nizwa ligger ca. 17o km sydvest for Muscat. Er du på kulturrejse til Oman er det absolut værd at besøge og den bedste periode er fra oktober til april og om fredagen hvis du vil opleve markedet med levende dyr.