Lissabon er oplagt til en kulturrejse: Byen har et godt klima, er billig og byder på mange kulturelle seværdigheder og oplevelser. Læg hertil en fantastisk gastronomi, en imødekommende og gæstfri befolkning og en række smukke kystbyer kun en halv time fra hovedstaden. Du kan rejse på storbyferie i Lissabon hver dag året rundt, da der er daglige flyafgange fra Danmark.
Vidste du, at Lissabon er den billigste storby i Vesteuropa, både når det gælder billige hoteller, men også leveomkostninger? Tager du på kulturrejse til Lissabon, kan du derfor regne med at bruge væsentlig færre penge end i byer som Paris, Rom og London. Og Lissabon byder på masser af kulturoplevelser!
Eksotisk storbyferie i Lissabon
I Lissabon mærker du straks, at der er noget eksotisk over byen. Portugal har jo lange traditioner for kolonier, og naturligvis er der mange, der har rejst til Portugal fra lande som Angola, Brasilien og Indien.
Foruden de mange folkeslag har Lissabon et meget behageligt klima, idet det aldrig bliver rigtigt koldt. Du finder et utal af spændende restauranter og Lissabons historie og kultur er bestemt værd at fordybe sig i. Trænger du til lidt afslapning på din storbyferie i Lissabon, ligger Atlanterhavet og byer som Sintra og Estoril kun 20-30 minutter væk fra centrum af Lissabon.
Shopping er et ofte vigtigt element på en storbyferie, og her lader Lissabon ikke andre storbyer noget at vinde. Overalt i byen finder du butikker, der tilbyder mærkevarer, men også varer produceret lokalt i Portugal til meget billige priser. Der findes desuden store shoppingcentre i byen.
Udflugter og seværdigheder
Der er masser af stande både på vejen til Estoril og Cascais og endnu længere nordpå samt i Sesimbra syd for Lissabon. En sjov oplevelse (om sommeren) er en tur til Costa de Caparica, som ligger forholdsvis tæt ved Lissabon. Kysten er betagende, og kan opleves via en lille togbane, der kører i klitterne langs vandet.
Toget ved Costa Caparica stopper ved omkring 20 forskellige strande og turen til endestationen varer omkring 1/2 time. Det er super hyggeligt. Mange vælger at tage helt ud til den sidste strand, hvor der også er flere små gode restauranter. Stå ikke af ved de næstsidste strande, for de er alle sammen nudist-strande.
Tag på marked i Lissabon
Der er marked i Lissabons gamle bydel Alfama hver tirsdag og lørdag, begge dage om formiddagen. Dette marked kaldes “Feira da Ladra” hvilket kan oversættes til “lommetyvenes marked”. Det er mægtig sjovt at besøge, men der er overvægt at antikviteter, gammel ragelse, underlige gamle lamper osv., men det er virkelig godt. Der er masser af andre markeder, f.eks. i Sintra cirka 25 km uden for Lissabon. Det foregår kun hver 14. dag, men er mægtig godt. Der er meget tøj, tasker, kurve os.v, men også høns, kaniner, brød og alskens ragelse. Spørg i receptionen på dit hotel, så kan de fortælle om der er marked den pågældende søndag eller ej. Alternativt er der markeder i Cascais og i Carcavelos, som er rigtigt gode. Foruden disse markeder, er der grøntsagsmarkeder og fiskemarkeder dagligt i næsten alle byer, også i Lissabon.
Forslag til aktiviteter i Lissabon
Her er nogle forslag til oplevelser i Lissabon og omegn.
– Et besøg på Castelo de São Jorge og efterfølgende vandretur gennem Alfama til Tejo-floden
– En tur med sporvogn nummer 28, der kører i det gamle Lissabon
– Et besøg i “kongernes by” Sintra (25 km udenfor Lissabon)
– En tur med Elevador da Glória (en bjerg-sporvogn) til Portvins-instituttet
– En drink på baren Pavilhão Chinês (den kinesiske pavillion)
– En togtur til Cascais med frokost på Hotel Albatroz (eksklusivt)
– Et besøg på Gulbenkian-museet (for kunstinteresserede)
– Et besøg på Feria da Ladra (lommetyvenes marked)
– En fado-aften på en af de mange fado-restauranter/barer i Lissabon (specielt i bydelene Alfama og Bairro Alto)
Et must på en storbyferie i Lissabon er et besøg på Castelo de São Jorge – et af byens vartegn. Specielt er udsigten imponerende. Derfra kan man gå ned gennem den gamle bydel Alfama, som med sine snoede gader, trapper og trapper er virkelig charmerende. Lissabons “hovedgade” hedder Avenida da Liberdade og denne munder ud i torvene Praça dos Restauradores samt Rossio. Sidstnævnte er byens absolutte centrum.
Tag eventuelt en kaffe på Pastelaria Suiça; det er et fint sted. Husk at købe en almindelig billet til sporvogn nummer 28. Den kører gennem en del af Alfama og endvidere til Bairro Alto, som er en andet spændende kvarter. Der er også turistudgaver af denne tur, men de er meget dyrere og ikke helt så genuine, men de er uden tvivl mere bekvemme.
Belém
Et af de mest kendte kvarterer i Lissabon er bydelen Belém, hvor der ligger et spændende kloster, Hieronimus-klostret, og et par af byens vartegn (Torre de Belém og opdagelses-monumentet). Der er mange spændende museer: Gulbenkian-museet, som er et kunstmuseum i verdensklasse, kakkel-museet (Museu Dos Azulejos), det nye store akvarium på den tidligere EXPO-98-grund og mange andre. Igreja do Carmo, Eiffels elevator og Portvins-instituttet er andre ofte besøgte attraktioner.
Shopping i Lissabon
Storbyferie og shopping hører ofte sammen og almindelig shopping finder man primært i centrum, hvor der er gågader og forretningsstrøg. Koncentrer dig primært om kvartererne BAIXA og Chiado, Rua do Carmo e Rua Agusta.
Alternativt kan man gå i shoppingcentre, som har den store fordel, at de er åbne helt indtil 23 eller 24 om aftenen. Gode shoppingcentre er Amoreiras og Colombo. Et af Europas største og bedste outlets – FREEPORT – findes desuden tæt ved Lissabon i byen Alcochete.