Litteraturen står i særklasse blandt de islandske kunstformer. Den klassiske litteratur betegnes som middelalderlig, eftersom den blev nedfældet i 1100-tallet og 1200-tallet, men den gengiver for størstedelens vedkommende meget ældre, mundtlige traditioner fra perioden før kristendommens indtog. De ældste værker er blevet til i Norge. Denne litteratur kunne bevares på Island, eftersom landet til forskel fra det øvrige Norden blev kristnet under fredelige former. Derfor var det ikke så nødvendigt for kirken at undertrykke minderne fra hedningetiden.

De ældste værker, som er skabt af ukendte forfattere, findes i den såkaldte Eddadigtning. Af udødelige værker kan nævnes Hávamál, som blandt andet giver råd om vikingetidens sæder og skikke, samt Völuspá, som skildrer verdens skabelse og gudernes kamp forud for verdens undergang, ragnarok.

En mere tungt fordøjelig genre for den moderne læser er fyrstedigterne eller drapan, som i 900-tallet gav islændingen Egil Skallagrímsson og andre digtere mulighed for at boltre sig i udsøgt knudrede versemål. Inden for prosaen udgør person- og slægtssagaerne fra 1200-tallet en særlig genre. Den mest berømte af disse er Njáls Saga, hvis ordfattige, men dramatiske og udtryksfulde fortælleteknik den dag i dag tjener som inspirationskilde for forfattere.

Fortidens litterære traditioner levede videre i de første århundreder efter kristendommens indtog i 1000-tallet og frembragte nye værker. Et af disse er den ejendommelige og gribende Sólarljód (Solsangen), som er skrevet af en ukendt forfatter.

Historieskrivningen er en vigtig tradition. Den kan f.eks. beundres i Landnámabók, som skildrer øens kolonisering. Storbonden Snorri Sturluson (1179-1241) er en historiker og traditionsbevarer i særklasse. Han nedfældede bl.a. de norske kongers historie i Heimskringla. I 1300-tallet opstod en ny form for episk digtning, rímur (ental ríma), som var inspireret af datidens europæiske skjaldedigtning. Disse har bevaret deres popularitet på Island frem til vore dage.

Reformationen betød et afbræk for kulturlivet, som i høj grad var centreret omkring kirken. I 1600-tallet fremstod Hallgrímur Pétursson dog som en betydelig religiøs digter med sin samling af passionssalmer, som den dag i dag er den mest trykte bog på Island.

I 1800-tallet indledte islandske intellektuelle i København en national vækkelse. Den litterære produktion tog fart, og opgangen fortsatte i 1900-tallet.

I begyndelsen skrev mange islændinge såsom prosadigteren Gunnar Gunnarsson på dansk eller norsk, for derved at nå ud til et større nordisk publikum. Derimod skrev Halldór Laxness sine romaner på islandsk, bl.a. Salka Valka og Islandsklukkan (Islands Klokke). Han modtog Nobelprisen i 1955.

Af vore dages mange afholdte forfattere kan nævnes Frida Sigurdadottír, som modtog Nordisk Råds litteraturpris i 1993, og Einar Már Gudmundsson, som to år senere modtog samme pris for romanen Universets Engle.