Historiske kulturbyer, en fantastisk gastronomi, århundrede-gamle havne spækket med venetianske bygningsværker, et væld af unikke museer og gallerier, et behageligt mediterrant klima, nogle af Europas smukkeste øer og ikke mindst den pulserende hovedstad Zagreb er blot nogle af de mange ting, du kan opleve på en kulturrejse til Kroatien. Læs mere om nogle af dem i det følgende. God fornøjelse!
Dubrovnik
Dubrovnik, også kaldet Ragusa, ligger smukt ud til Adriaterhavet i den historiske region Dalmatien. Blandt andet på grund af dens status som én af verdens ti bedst bevarede middelalderbyer er Dubrovnik i 1979 kommet på UNESCO´s liste over historiske og kulturelle seværdigheder, der gør sig fortjent til titlen verdensarv. Af samme grund er den mere end almindeligt velbesøgt af turister, men det bør ikke afholde dig fra at besøge denne historisk unikke by, der var hovedstad i republikken Ragusa fra 1358 til 1808 (heraf dens andet navn).
Split
Split, der ligesom Dubrovnik ligger i den historiske region Dalmatien, er ikke bare én af de vigtigste havnebyer i Kroatien, men én af de ældste og historisk mest interessante byer i Kroatien, grundlagt af græske kolonister for mere end 2400 år siden, og med en gammel bydel, der blev tilføjet UNESCO´s liste over historisk og kulturel verdensarv i 1979 (ligesom Dubrovnik). Den helt store seværdighed i byen er det 30.000 meter store antikke romerske palads, Diocletians palads, der er ét af verdens største bevarede romerske bygningsværker. Paladset blev opført af den nyskabende romerske kejser, Diocletian, i slutningen af 200-tallet efter Kristus og kom ligesom Splits gamle bydel på UNESCO´s verdensarvsliste i 1979.
Zagreb
Zagreb, beliggende på bredderne af Savafloden, er ikke bare landets hovedstad, men også den mest befolkningsrige by i Kroatien og landets kulturelle, økonomiske og politiske centrum. Byen har en lang række spændende seværdigheder af historisk og kulturel interesse, fordelt på de to bydele Gornji Grad (Den øvre byddel) og Donji Grad (Den nedre bydel), hvor førstnævnte byder på de historisk set mest interessante bygninger, mens sidstnævnte har sit fortrin, når det gælder cafeer, forretninger og museer. Det gode ved Zagreb er, at du kan gå rundt til de fleste seværdigheder, ligesom man herhjemme kan gøre det i København. Blandt de største seværdigheder i byen er katedralen Katedrala Marijina Uznesenja, Sankt Markus kirke (Crkva Svetog Marka), Mirogoj-kirkegården, naturparken Medvednica, Ban Jelacic-torvet og gaden Kamenita Vrata.
Brela strand
Kroatien er ikke bare unik kultur og historie, men også i høj grad en enestående natur. For eksempel har landet nogle af Sydøsteuopas bedste strande. Brela strand, beliggende midt imellem Split og Markasa (med ca. 45 kilometer til hver) er blot én ud af mange fantastiske strande på Kroatiens lange og smukke kyststrækning. Stranden er dog selv efter kroatiske standarder usædvanlig god og har flere gange været på forskellige internationale lister over verdens 10 bedste strande. F.eks. har den af det kendte Forbes magasin været udnævnt til Europas bedste strand og verdens sjettebedste strand. Du kan næsten ikke tage fra Kroatien uden at have taget en dukkert dér.
Mljet
Øen Mljet – den sydligste og østligste af de større Adriatiske Øer – er ét andet eksempel på, at Kroatien byder på noget af Europas smukkeste natur blandet med spændende og unik kulturhistorie. Øen, der kun har lidt over 1000 indbyggere, har været kendt siden græsk-romerske geografer opdagede og beskrev den i det sjette århundrede før Kristus, men selv om den længe har været kendt og beboet, har den bevaret megen af sin naturlige flora og fauna, samt masser af tæt, naturlig skov. Ud over sin smukke natur og de tildyrkede områder – der for det meste består af vinmarker og olivenlunde – rummer øen charmerende landsbyer, et gådefuldt benedikter-kloster og nogle af de bedste naturlige ankerpladser for sejlskibe i Adriaterhavet.
Hvar
Øen Hvar, beliggende ud for den dalmatiske kyst mellem øerne Brač, Vis og Korčula, er først og fremmest kendt for dens store skønhed, der hvert år tiltrækker tusinder af gæster fra både ind- og udland. I sommerperioderne kan de mange gæster godt blive lidt for meget, men øen har en evne til at absorbere de mange besøgende på en måde, som man ofte ikke bemærker, hvor mange der egentlig er. Til øens skønhed bidrager blandt andet de mange smukke naturlige bugter og den lange række af gode strande, men også de tildyrkede områder af øen med lavendelmarker, vinmarker og olivenlunde. Læg hertil de mange byer med antik fortid – øen har været et vigtigt strategisk punkt på sejlruterne mellem de antikke folkefærd såsom grækerne og romerne – og et middelhavsklima, der for det meste er venligt stemt med milde vintre og varme somre. Og så er Hvar den ø i Kroatien, der modtager mest sol.
Håndplukkede hoteller på din kulturrejse til Kroatien
Der er flere og flere danske rejseselskaber, der arrangerer rejser til Kroatien i takt med, at danskerne har taget rejsemålet til deres hjerte. Rejseselskabet Hideaways, der specialiserer sig i personligt udvalgte kvalitetshoteller i Sydeuropa, er ét af dem. Du kan se alle Hideaways´ håndplukkede og nøje udvalgte hoteller og ferieboliger i Kroatien her.