Vigtigste årstal i Irlands historie

• 400-tallet Irland kristnes
• 1170 England indleder erobring af øen
• 1801 Irland indlemmes i Storbritannien
• 1916 påskeopstanden
• 1922 øen deles efter flere års borgerkrig
• 1949 Irland opnår selvstændighed
• 1973 medlemskab af EF
• 1985 britisk-irsk samarbejde om Nordirland indledes

De ældste spor af menneskelige bosættelser på øen Irland er knap 9000 år gamle. Man begyndte at dyrke landbrug på øen omkring 3000 år f.v.t. Fra omtrent samme tidspunkt stammer de store stenkammer-grave i dalen omkring floden Boyne. Der er desuden rige fund fra bronzealderen (2000-700 f.v.t.).

Blandt de keltiske stammer, der befolkede Irland fra omkring 500 f.v.t. var det gælerne, der satte deres præg på sprog og kultur. To århundreder senere var deres indflydelse blevet så stærk, at de fortrængte de tidligere indbyggere, der menes at have været iberere, folk fra det område, der i dag er Spanien. Kelternes Irland var opdelt i flere kongedømmer, der lå i evig krig med hinanden. Kongerne byggede herregårde og omgav sig med digtere, musikere og krigere, men derudover var befolkningen for flertallets vedkommende nomader. En overkonge, High King, var formelt øens regent, men hans stilling var symbolsk og magten stærkt begrænset.

Siden en arkæolog i begyndelsen af 1996 uden for Dublin opdagede resterne af et romersk fort fra 100-tallet, har det været diskuteret, hvorvidt det lykkedes romerne at erobre Irland eller ej. Mange mener dog, at fundet er et udtryk for den begrænsede indflydelse, man hele tiden har vist, romerne har haft på øen Irland.

I 400-tallet kom kristne missionærer til øen, blandt dem ifølge overleveringen Irlands skytshelgen, Sankt Patrick. Kristendommen vandt hurtigt indpas, og der blev bygget talrige klostre og skoler.

Ved slutningen af 700-tallet var Irland hærget af talrige angreb fra vikinger, og de splittede keltiske konger var et let bytte. I to hundrede år holdt vikingerne store områder besat, først og fremmest langs kysterne. Her grundlagde de Irlands første byer, blandt andre Dublin, Cork og Limerick. I år 1000 lykkedes det dog de keltiske konger at forene sig, og i 1014 blev vikingerne besejret ved Clontarf.

Indre stridigheder bragte imidlertid atter kelterne til fald omkring 150 år senere, da normanner fra England fattede interesse for de uudnyttede, frodige irske jorde. På en keltisk konges opfordring kom en normannisk greve, kendt som Strongbow, til øen i 1170 for at oprette sit eget kongedømme. Den engelske konge, Henry II, modsatte sig dog dette og indlemmede i stedet Irland i sit eget rige. Det direkte engelske styre begrænsede sig dog til de østlige kystområder.

De engelske monarker førte en politik, som havde til hensigt at gøre den kulturelle kløft mellem englændere og irere så stor som muligt. Da englænderne gik over fra katolicismen til protestantismen i 1500-tallet, voksede modsætningerne. Irerne gjorde oprør, men oprøret blev hurtigt slået ned, og England befæstede sin magt. Ved midten af 1600-tallet kontrollerede England hele øen.

Til trods for, at protestantiske englændere og skotter i begyndelsen af 1600-tallet var blevet tildelt irsk jord af den britiske monark, og jordens oprindelige, katolske ejere var blevet fordrevet, forblev ca. to tredjedel af øen landbrugsareal på katolske hænder. I begyndelsen af 1700-tallet indstiftede englænderne de såkaldte straffelove, der forbød katolikker at købe eller arve jord og gjorde det umuligt at forpagte jord på rimelige vilkår. Resultatet var, at kun 7 procent af Irlands jord i 1778 var ejet af katolikker.

Lidt efter lidt lempedes straffelovene dog, og katolikkerne fik stemmeret. Men parlamentet forblev lukket for irere, hvilket fik den nationalistiske bevægelse United Irishmen til at gøre oprør i 1798, inspireret af den franske revolution ni år før. Efter et mislykket forsøg på at landsætte franske soldater til støtte for oprørerne gav disse op, og Irland blev formelt forenet med Storbritannien i 1801. Det blev ved samme lejlighed muligt for irere at opstille til det britiske parlament.

Liberale britiske regeringer under William E. Gladstone og Herbert H. Asquith forsøgte fra anden halvdel af 1800-tallet at komme de irske nationalister lidt i møde ved at foreslå selvstyre, home rule. Det mødte stærk modstand fra det protestantiske mindretal i Irland, men i 1914 besluttede det britiske parlament alligevel, at der skulle indføres selvstyre. Reformen trak imidlertid ud, og da Første Verdenskrig samme år brød ud, blev selvstyret udskudt på ubestemt tid.

Midt under krigen, anden påskedag 1916, besatte irske nationalister vigtige bygninger i Dublin og udråbte Irland til en selvstændig republik. Det lykkedes rebellerne, under ledelse af blandt andre James Connolly og digteren Padraig Pearse, at holde stand mod den britiske overmagt i en uge, men revolten blev slået ned og lederne henrettet. Det dårligt forberedte, romantiske og på overfladen mislykkede oprør fik en uhørt stærk symbolsk betydning og stor indflydelse på folkeopinionen i årene efter.

Således oprettede de irske medlemmer af det britiske parlament i 1919 deres eget parlament i Irland og udråbte landet til uafhængig republik. Det nye parlament valgte Eamon de Valera til præsident. Han var den eneste af lederne fra påskeopstanden, der ikke var blevet henrettet. Det irske parlament blev straks forbudt fra britisk side, og medlemmerne måtte mødes i hemmelighed. Samtidig rettede Den Irske Republikanske Hær, IRA, vold og terrorangreb mod politi og øvrighedspersoner. Det britiske politi, som briterne forstærkede med veteraner fra Første Verdenskrig (de såkaldte black and tans) svarede igen med samme mønt.

I slutningen af 1921 gik irerne efter næsten tre års borgerkrig modvilligt med på et britisk fredsforslag. Seks af Irlands 32 grevskaber (det nuværende Nordirland) forblev britiske, mens de resterende dannede den Irske Fristat. Selvstyret havde en række begrænsninger, og for mange var aftalen en skuffelse. Det irske parlament blev splittet, og de Valera gik af i protest. Det førte i 1921-22 til et nyt oprør fra de republikanske nationalister, men dette blev slået ned. Regeringen henrettede og straffede ved den lejlighed langt flere, end briterne havde gjort i 1916.

I de første ti år styredes fristaten af det konservative parti Cumann na nGaedhal (fra 1933 Fine Gael). I 1927 kom de Valera tilbage i irsk politik som leder af det ligeledes konservative parti Fianna Fáil. Hans parti fik magten ved valget 1932 og begyndte straks kampen for et øget selvstyre. Trods sin revolutionære fortid var de Valera fortaler for, at kampen skulle føres politisk og ikke med vold, og IRA blev derfor forbudt i 1936. Som et led i irernes politiske kamp for øget selvstyre førtes der en fem år lang handelskrig mod Storbritannien, hvor irerne indførte importtold på britiske varer og afskaffede den jordskat, som de katolske jordejere betalte til briterne.

I 1937 vedtog Irland en ny forfatning, for en stor del udarbejdet af de Valera, og båndene til Storbritannien var nu kun formelle. Republikken Éire oprettedes, og i forfatning blev nedfældet, at adskillelsen mellem republikken og Nordirland kun kunne være midlertidig. De sidste bånd til Storbritannien blev kappet i 1949, da Irland ved lov ophævede den forfatningsmæssige forbindelse til Storbritannien og udtrådte af det britiske statssamfund, Commonwealth.

Under Anden Verdenskrig opretholdt Irland en streng neutralitet, men de Valera gav i hemmelighed sin og sin regerings støtte til de allierede. Mange irere kæmpede side om side med briter i verdenskrigen, men IRA benyttede sig af muligheden for under det gamle slogan “Englands vanskeligheder er Irlands muligheder” at udføre en række terrorangreb i Storbritannien i protest mod øens deling.

Prisen for de Valeras handelskrig var høj. Landet blev ramt af stagnation og isolation som følge af den protektionistiske handelspolitik og en virkningsløs økonomisk politik, der delvis var funderet på den romantiske opfattelse af Irland som en mægtig landbrugsnation. Efterkrigstidens kommunistforskrækkelse og den kolde krig førte til en styrkelse af båndene mellem den katolske kirke og de Valeras konservative Fianna Fáil-parti. Kirken havde imidlertid stor indflydelse på alle de større politiske partier.

En hurtig udbyggelse af velfærdssystemet og den centrale administration samt en voksende urbanisering prægede 1950erne. Det blev kun gjort få forsøg på at modernisere det forældede landbrug. Først i slutningen af årtiet styrkedes landbruget, samtidig med at flere regeringer gjorde halvhjertede forsøg på at opbygge industrien, men målene var svære at forene. I 1960 indgik regeringen en handelsaftale med briterne.

I midten af 1960erne kom en yngre generation af politikere til magten med visioner om frihandel og øget samarbejde med resten af Europa. Der var flere forsøg på at få Irland indlemmet i EF, men ligesom de britiske forsøg mødte irernes ansøgninger modstand fra den franske præsident, Charles de Gaulle, der frygtede at et irsk (og et britisk) medlemskab ville øge den amerikanske indflydelse i Europa. Irland forsøgte med lave skatter at lokke udenlandske investeringer til landet, og i 1967 blev republikken medlem af frihandelsorganisatioenn GATT (General Agreement of Tariffs and Trade).

IRA, der kæmper for et forenet Irland, indledte i 1956 sin såkaldte grænsekampagne med angreb i de nordirske grænseegne fra baser i republikken. Den irske regering valgte at se gennem fingre med dette, og det var først i 1980erne, at der blev indledt et samarbejde med den britiske regering om en fælles offensiv mod terroren. IRAs 1950er-kampagne døde ud, men i 1968 vendte IRA tilbage og indledte den terrorbølge, der stadig hærger.

I 1970 afgik tre Fianna Fáil-ministre, blandt dem finansminister Charles Haughey, efter at det var kommet frem, at der foregik våbentransport fra republikken til IRA. Ingen af de afgående ministre kunne dog direkte forbindes til våbensmuglingen, men deres anseelse led et alvorligt knæk. Haughey tabte sin plads i parlamentet ved valget i 1973, og Fianna Fáil var præget af indre splittelse.

Det var i 70erne, at mønsteret af hyppige regeringsskift og vekslende koalitioner, der præger irsk politik den dag i dag, blev indledt. Den Fine Gael-ledede regering, der trådte til i 1973, forsøgte at modernisere det irske samfund og industrien. Det var dem i 1970erne en forbundsfælle i det socialistiske irske Labourparti (dannet 1912).

Fianna Fáil kom atter til magten efter valget i 1977, takket være blandt andet generøse valgløfter om at skabe 80.000 nye job i løbet af de næste fire år. Udbygningen af det sociale velfærdssystem resulterede dog kun i en gigantisk statsgæld og kun en brøkdel af arbejdspladserne blev oprettede. I 1979 fik Charles Haughey et storstilet politisk comeback, da han blev udpeget til premierminister og ny leder for Fianna Fáil. Men det lykkedes heller ikke Haughey-regeringen at knægte den finansielle krise.

To år senere kom Fine Gael og Labour til magten. Den nye premierminister, Garret FitzGerald, erklærede straks, at han ville forsøge at få den forældede forfatning ændret. Den katolske moral og nationalismen, der præger grundloven skræmmer Nordirlands protestanter og umuliggør en genforening af øen, lød hans ræsonnement. Det lykkedes dog ikke for FitzGerald at få ændret forfatningen, og han måtte senere medgive, at tiden nok ikke var moden til så radikale ændringer.

Fra 1987 og frem til 1994 var regeringsmagten med en kort undtagelse på Fianna Fáils hænder, under ledelse af den farverige og kontroversielle Charles Haughey. Det lykkedes ham, trods en række skandaler, at holde sig på magtens tinder eller lige i nærheden i næsten 40 år, og han anses for at være den person, der sammen med de Valera har sat det betydeligste præg på moderne irsk politik.

I lighed med resten af Vesteuropa blev Irland ramt af en økonomisk nedgang i begyndelsen af 80erne. Krisen medførte såvel høj inflation som stor arbejdsløshed. Økonomiske stramninger gjorde dog, at stagnationen blev brudt, og i slutningen af 80erne oplevede irsk økonomi et kraftigt opsving med stor vækst i industrien (særligt den højteknologiske) og eksporten.

Skiftende regeringer har gennem årene haft forskellige bud på, hvordan Nordirland-spørgsmålet kunne løses, men uden held. I maj 1983 lod FitzGerald en rapport udarbejde, og i den blev der fremlagt tre forslag: et forenet Irland, en føderation mellem nord og syd eller et fælles britisk-irsk styre i Nordirland. Briterne forkastede samtlige alternativer, men de samtaler, der fulgte, førte i november 1985 frem til indgåelsen af den historiske Hillsborough-aftale. Her fik republikken Irland for første gang en rådgivende rolle i forhold til nordirsk politik og forvaltning.

Aftalen førte også til et nærmere samarbejde mellem de irske og britiske regeringer og en samordning mellem de to landes politistyrker i grænseområdet Éire-Nordirland. IRA-terrorister, der tidligere uden risiko havde kunnet søge tilflugt i republikken, risikerede derefter at blive udleveret til Nordirland.

I december 1990 blev Mary Robinson, jurist og tidligere labourpolitiker med stærkt engagement i menneskerettighedssager, valgt til præsident i Irland. Præsidenten må ikke udtale sig i konkrete politiske spørgsmål, men Robinson har på anden vis markeret sine synspunkter i en række kontroversielle spørgsmål.

I 1991 måtte Haughey gå af som partileder, blandt andet efter afsløringer af hans indblanding i en aflytningsskandale i 80erne. Han blev efterfulgt af Albert Reynolds. Ved parlamentsvalget i november 1992 gik både Fianna Fáil og Fine Gael tilbage, mens Labour mere end fordoblede antallet af parlamentsmedlemmer, fra 15 til 33. Regeringsdannelsen trak ud, men i januar 1993 dannede Labour koalitionsregering med Fianna Fáil.

Samtidig med parlamentsvalget blev en folkeafstemning om abort afholdt. Folket stadfæstede forfatningens abortforbud, men hævede forbuddet mod at søge information om emnet.

I juni 1992 sagde irerne med stort flertal “ja” til EU i en afstemning om Maastricht-traktaten. Forud for den officielle unionsdannelse i januar 1993 gennemgik EF en valutakrise, som især ramte Irland hårdt. Centralbanken hævede rentesatserne for at redde det irske pund, men for at beskytte eksportindustrien måtte regeringen devaluere valutaen med 10 procent i januar 1993.

Præsident Robinson blev i 1992 den første irske statsleder, der kom på officielt besøg i Nordirland. Året efter besøgte hun igen Nordirland for at markere sin støtte til fredsprocessen. Dette blev mødt af hård kritik, både i Irland og Storbritannien, eftersom Robinson mødtes med Gerry Adams, lederen af IRAs politiske gren, Sinn Féin, i Belfast. Samme år mødtes præsidenten med Storbritanniens dronning, Elizabeth II, i Buckingham Palace i London, det første møde nogen sinde mellem de to landes statsledere.

I efteråret 1994 indgik terrorgrupperne i Nordirland en våbenhvile, der delvis var en følge af et langsigtet samarbejde mellem britiske og irske regeringer. Gennembruddet i fredsprocessen blev regeringen Reynolds største politiske succes, men blot et par måneder senere blev den alligevel nødt til at gå af.