Efter krigen blev Østrig og Wien, ligesom Tyskland og Berlin, inddelt i fire besættelseszoner. I årene umiddelbart efter krigen kæmpede landet med store forsynings- og genopbygningsproblemer, som blev værre af, at Sovjetunionen krævede krigsskadeserstatning . Østrig modtog økonomiskstøtte fra FN og Marshallhjælp fra USA.
Den 15. maj 1955 blev den såkaldte statsaftale indgået mellem Frankrig, Storbritannien, Sovjetunionen, USA og Østrig. Aftalen gav Østrig dets suverænitet tilbage, og i oktober forlod de sidste udenlandske styrker landet. Ifølge statsaftalen må Østrig ikke under nogen omstændigheder tilslutte sig Tyskland. Aftalen indeholder også forskellige begrænsninger for det militære forsvar, herunder forbud mod at fremstille og eje masseødelæggelsesvåben. Landets neutralitet er dog hverken omtalt eller garanteret i statsaftalen. Neutraliteten er i stedet fastslået i en lov af forfatningsmæssig karakter, som blev vedtaget i det østrigske parlament senere samme år. Perioden efter statsaftalen betragtes som den “anden republik”.

Fra 1947 til 1966 blev Østrig styret af en “stor koalition” mellem de to dominerende partier, det borgerlige Folkeparti, ÖVP, og Socialistpartiet, SPÖ. Regeringssamarbejdet udviklede sig med tiden til det såkaldte Proporzsystem, der betød, at alle vigtige politiske poster og højere stillinger i det offentlige blev fordelt proportionelt mellem de to partier. Systemet kom med tiden til at gennemsyre det østrigske samfund. Efter valget i 1966 kom en rent borgerlig regering til magten. Den videreførte dog den tidligere koalitions politiske linje.
Økonomien ekspanderede kraftigt frem til begyndelsen af 1970erne. Det skyldes bl.a., at der var fred på arbejdsmarkedet, samt at den østrigske schillings tilknytning til den tyske mark holdt schillingen stabil på trods af uro på valutamarkederne.

Efter valget i 1970 dannede socialisterne en mindretalsregering med Bruno Kreisky som forbundskansler (regeringsleder). I 1971 blev der afholdt valg baseret på en ny valglov, og SPÖ fik flertal i parlamentet. Det socialistiske flertal bestod frem til valget i 1983, da Bruno Kreisky blev efterfulgt på kanslerposten af partifællen Fred Sinowatz. Denne dannede en koalitionsregering sammen med det lille Frihedsparti, FPÖ, som tidligere havde været holdt udenfor enhver form for regeringssamarbejde på grund af det nazistiske og tysk-nationale synspunkter.

Samfundsdebatten i og om Østrig var især præget af begivenhederne i nazitiden og østrigernes manglende opgør med deres fortid. I 1986 blev det afsløret, at ÖVPs præsidentkandidat, FNs tidligere generalsekretær Kurt Waldheim, havde fortiet adskilligt om sin fortid som officer i en tysk enhed på Balkan, der sendte adskillige jøder, partisaner og allierede soldater i døden.

Et stort flertal af østrigerne sluttede op bag Waldheim. Under parolen “vi østrigere vælger, hvem vi vil” stemte 54 procent af vælgerne på Waldheim. Præsidentvalget førte til Fred Sinowatz’ afgang som kansler. Han blev efterfulgt af endnu en socialdemokrat, Franz Vranitzky. Den nye regering nedsatte en international historikerkommission, som fik til opgave at afgøre, hvorvidt Waldheim havde gjort sig skyldig i forbrydelser under Anden Verdenskrig. Kommissionen konkluderede, at Waldheim ikke personligt havde begået krigsforbrydelser, men han blev alligevel erklæret moralsk skyldig, eftersom han havde haft kendskab til forbrydelserne. Østrig genvandt omverdenens tillid, da ÖVPs kandidat, Thomas Klestil, i 1992 blev valgt til ny forbundspræsident.

I 1980erne begyndte den økonomiske politik med store statslige udgifter at få negative konsekvenser. Budgetunderskuddet steg, mens industriens konkurrenceevne faldt, eksporten stagnerede, og væksten aftog.

Koalitionen fra 1983 mellem SPÖ og FPÖ gik i stykker i 1986, da den højreradikale nationalist Jörg Haider blev formand for FPÖ. SPÖ betragtede et fortsat regeringssamarbejde som udelukket, og forbundskansler Vranitzky udskrev valg. FPÖ næsten fordoblede sit stemmetal til 10 procent, og i 1987 dannede SPÖ og ÖVP, som begge led store tab ved valget, en ny “stor koalition”.

For at mindske budgetunderskuddet lancerede regeringen et langsigtet økonomisk program, der indebar vidtgående stramninger og en omstrukturering af den statslige industrisektor. Samtidig gav omvæltningerne i Østeuropa Østrig yderligere motivation til at nærme sig Vesten, og i 1989 indleverede landet en ansøgning om medlemskab af EF. Ved valget i 1990 holdt tendensen fra 1986 sig. FPÖ gik frem, mens ÖVP havde sit dårligste valg nogensinde. Det lykkedes SPÖ at holde sig på nogenlunde samme niveau som tidligere. Efter valget fortsatte SPÖ og ÖVP regeringssamarbejdet.

Østrigske virksomheder var hurtige til at skaffe sig andele på de nye markeder i Øst- og Centraleuropa, og det lykkedes derfor landet i det store hele at undgå de negative effekter af den internationale lavkonjunktur i starten af 1990erne. Østrig oplevede faktisk en økonomisk vækst på 4 procent i 1990, den højeste i 11 år. Men da Tyskland – Østrigs største handelspartner – blev ramt af økonomisk tilbagegang i 1992-1993 førte det også til faldende vækst i Østrig.

I 1990erne forsøgte Østrig at gøre op med sin nazistiske fortid. Da forbundskansler Franz Vranitsky i 1991 erkendte, at mange østrigere bar et medansvar for det, der skete i Hitlertiden, var det den første officielle stillingtagen på dette område. I 1992 blev det strafbart at benægte nazisternes folkemord, og i 1994 besøgte en østrigsk præsident for første gang Israel. Præsident Thomas Klestil indrømmede under sit besøg, at “mange østrigere var blandt nazisternes værste håndlangere”. Året efter oprettede parlamentet en fond for økonomisk erstatning til de 30.000 østrigere, der overlevede koncentrationslejrene eller havde held til at flygte fra nazismen.

Hen mod slutningen af 1993 blev spørgsmålet om medlemskab af EU stadig mere aktuelt. Under forhandlingerne med EU krævede Østrig bl.a. at få lov at bevare sin neutralitet og sine begrænsninger af lastbiltrafikken gennem Alperne. Da parterne var kommet til enighed, afholdt Østrig i juni 1994 en folkeafstemning om medlemskab af EU. 66 procent af borgerne sagde ja.

Efter parlamentsvalget i 1994 dannede SPÖ og ÖVP en ny “stor koalition”. En måned senere blev Østrig, sammen med Sverige og Finland, medlem af EU. Østrig sluttede sig til flertallet af medlemslandene og forberedte sig på at kvalificere sig til den tredje fase af den Økonomiske og Monetære Union, ØMU. Det blev nu yderst vigtigt for Østrig at få orden i statsfinanserne, hvis landet skulle klare optagelseskravene til ØMUen. Regeringspartierne kunne ikke blive enige om, hvordan det mål skulle nås, og regeringskoalitionen gik i stykker i oktober 1995.

Efter valget i december 1995, blev de to store partier enige om en toårig spareplan med bl.a. skattestigninger og nedskæringer af de sociale goder, og de kunne danne en ny koalitionsregering med Franz Vranitzky som forbundskansler. Han blev siden efterfulgt af Viktor Klima, der også blev valgt til SPÖs partileder.

Ved parlamentsvalget i 1999 gik SPÖ kraftigt tilbage. Selvom det stadig var parlamentets største parti, havde det kun 33 procent af vælgerne bag sig – det dårligste resultat siden Anden Verdenskrig. Før valget havde lederen for ÖVP, Wolfgang Schüssel erklæret, at hans parti ville forlade regeringskoalitionen med socialdemokraterne, hvis ÖVP mistede sin position som det næststørste parti i parlamentet. Da stemmerne var talt op, viste det sig, at det populistiske FPÖ havde fået 415 stemmer mere end ÖVP, selvom de to partier fik lige mange mandater i parlamentet. ÖVP trådte derfor ud af regeringen.

Uden støtte fra ÖVP kunne SPÖ ikke længere samle flertal i parlamentet, og SPÖs leder ville ikke samarbejde med FPÖ, så der var tale om et politisk dødvande. Derfor forsøgte de to gamle partier efter pres fra præsident Klestil alligevel at finde en løsning, men det mislykkedes, da de ikke kunne blive enige om fordeling af ministerposterne.

Så indledte ÖVP overraskende forhandlinger med FPÖ, og Schüssel og Jörg Haider fremlagde et regeringsprogram, der i det store og hele lignede det, ÖVP tidligere var blevet enig med SPÖ om. Der var f.eks. ingen indvandrerfjendtlige elementer, og De Frie havde måttet opgive modstanden mod EUs østudvidelse. Haider gjorde ikke personligt krav på nogen ministerpost, men ville derimod blive siddende som guvernør i Kärnten. De Frie ville dog få tildelt syv ministerposter, deriblandt den attraktive post som finansminister.
Før præsident Klestil ville godkende den nye regering, tvang han de to partiledere til at underskrive en erklæring om, at de fordømte Østrigs nazistiske fortid og bekendte sig til de europæiske, demokratiske værdier.

Alligevel vakte det stor uro i omverdenen, at Jörg Haider og De Frie nu pludselig sad på regeringsmagten i Østrig. Stats- og regeringscheferne for de øvrige EU-lande besluttede at indføre diplomatiske sanktioner over for Østrig. Israel kaldte øjeblikkeligt sin ambassadør hjem fra Wien.

Umiddelbart efter den nye regerings tiltrædelse i februar gik Haider overraskende af som partileder for De Frie. Han håbede, at den internationale og hjemlige kritik dermed ville aftage. Partilederposten blev overtaget af Susanen Riess-Passer, vicekansler i regeringen. Også SPÖ fik ny partileder i april 2000, da Alfred Gusenbauer overtog posten efter Viktor Klima.

Sanktionerne varede i over seks måneder, indtil en EU-delegation, der havde gransket den nye østrigske regerings forhold til menneskerettigheder og demokrati, anbefalede, at sanktionerne blev hævet, hvilket EU-landene omgående efterkom.

Regeringen førte de sociale og økonomiske reformer ud i livet, indledte en privatisering af de statslige virksomheder og begyndte at rokere rundt på de højeste poster i forvaltningen. ÖVP-FPÖ-regeringen ville gerne lidt bort fra det system, der havde karakteriseret samfundet under de store koalitioners tid, hvor alle vigtige poster blev fordelt ligeligt mellem disse to partier. Kritikere påpegede imidlertid, at det nu bare var FPÖ og ÖVP, der deltes om kagen.

Snart blev FPÖ hjemsøgt af interne stridigheder mellem partiets ministre og yderfløjene, anført af Jörg Haider. Støtten til FPÖ faldt i takt med problemerne. Haider forsøgte at genvinde vælgernes opbakning i populistiske kampagner, der ofte stod i modsætning til regeringens politik. I en kampagne i starten af 2002 krævede Haider, at Østrig skulle nedlægge veto mod tjekkisk medlemskab af EU, hvis nabolandet ikke lukkede det sovjetisk byggede atomkraftværk Temelin ved den østrigske grænse. Hele 900.0000 østrigere skrev under på Haiders begæring, men forbundskansler Schlüssel afviste kravet.

Svære oversvømmelser i sommeren 2002 medførte en regeringskrise. For at kunne finansiere oprydning og reparationer efter oversvømmelserne, besluttede regeringen at udskyde en række planlagte skattenedsættelser for lavindkomstmodtagere. Jörg Haider protesterede, men fik ikke FPÖ-ministrene på sin side. På et landsmøde i FPÖ i september fik Haider dog støtte fra et flertal af de delegerede, og det fik FPÖ-ministrene til at træde ud af regeringen. Samtidig forlod Susanen Riess-Passer posten som partileder og blev afløst af Mathias Reichhold, der betragtes som en af Haiders folk. Krisen udløste parlamentsvalg i november 2002.

Læs også: Den ældre historie i Østrig