De ældste spor af menneskeliv i det nuværende Holland stammer fra den mellemste stenalder, hvor området var befolket af jægerfolk. Agerbruget blev indført østfra omkring 4000 f.v.t.

Umiddelbart før vor tidsregnings begyndelse erobrede romerne det meste af området. Kun dele af Friesland i nordvest holdt stand. Bataverne, det folk, der beboede Holland på den tid, blev fordrevet i 200-tallet af frankere og saksere. I det følgende århundrede holdt kristendommen sit indtog, da Sankt Servatius gjorde byen Maastricht til bispedømme.

Efter Romerrigets sammenbrud blev det hollandske område en del af frankerriget, der ved sit højdepunkt under det såkaldte karolingiske dynasti under Karl den Store (Charlemagne) og hans sønner strakte sig fra Pyrenæerne i syd til Nordsøen i nord. Frankerne fik også underkuet friserne i år 734. Efter frankerrigets deling i 843 blev noget af Holland en del af riget Lothringen, der også omfattede den nuværende franske region Lorraine.

I 900-tallet blev området indlemmet i det Østfrankiske rige, kerneland i det senere Tysk-romerske rige – men hverken tyskere, frankere eller romere kunne i praksis styre disse fjerne provinser. De havde en meget selvstændig stilling og blev ledet af lokale adelsmænd.

Grevskabet Holland voksede sig stærkt i middelalderen, men var stadig kastebold mellem de forskellige europæiske dynastier. Efter en kort periode under hertugdømmet Burgund tilfaldt Holland den tysk-romerske kejserslægt Habsburg og siden, da kejser Karl V abdicerede i 1556, den spanske konge Felipe II og dermed den spanske gren af huset Habsburg.

På grund af sin tekstilindustri, som var baseret på uld fra England, blev Holland et handelscentrum, der både havde kontakt til Hanseforbundet i nord og de italienske handelsbyer i syd. De rige provinser blev hårdt beskattet af de habsburgske herskere.

Efter reformationen i Tyskland og Schweiz havde den strenge calvinistiske kirke fået mange tilhængere i Holland, særligt blandt borgerskabet i byerne. En række katolske kirker blev raseret af fanatiske calvinister, de såkaldte billedstormere, hvilket udløste en kraftig modreaktion fra det katolske Spanien. Felipe II forsøgte at knuse den selvstændige hollandske adel. I 1568 indledtes et oprør mod de spanske herskere, og i 1579 udråbte syv hollandske provinser den selvstændige Utrechtunion. Under adelsmanden Wilhelm af Oranien og hans søn Moritz førte indbyggerne en uafhængighedskrig mod Spanien, som stort set varede uafbrudt i 80 år.

Formelt var Holland en republik med et parlament, generalstaterne, som bestod af repræsentanter for de syv provinser og de store byer. Byens borgere havde stor indflydelse i parlamentet. Slægten Oranien bevarede dog en stor del af magten gennem statholderskabet, en position som lignede en konges, og som gik i arv. I begyndelsen af 1600-tallet herskede der en åben magtkamp mellem kongemagten og borgerne, repræsenteret ved Jan van Oldenbarnevelt, som repræsenterede indbyggerne i den rige provins Holland. Magtkampen endte med, at Oldenbarnevelt blev henrettet i 1619.

Først med den Westfalske Fred i Münster i 1648 anerkendte Spanien hollændernes selvstændighed. Det oprindelige land var på det tidspunkt delt mellem en overvejende katolsk og spansktro del i syd (det nuværende Belgien) og en hovedsagelig protestantisk del i nord.

De hollandske provinser oplevede et kraftigt økonomisk opsving under selvstændighedskrigen. Landet blev verdens førende handelsmagt og kontrollerede ikke alene store dele af den europæiske handel, men også handelen med kolonierne i Afrika og Asien. Hollænderne skaffede sig besiddelser flere steder i den nye verden. Enorme rigdomme samledes i byerne, og kulturen blomstrede. Denne periode med økonomisk velstand betegnes almindeligvis som Hollands “guldalder”.

Hollændernes velstand var afhængig af frihandel og frie vandveje. Landet forsøgte derfor at føre en balancepolitik mellem de stater, der beherskede de vigtige vandveje. Man støttede på skift Sverige og Danmark under krigen i Østersøområdet og førte flere krige med England om herredømmet over havene. Den konflikt blev dog løst, da Wilhelm III af Oranien, som var gift med den britiske konges datter, besteg den britiske trone i 1688. Han regerede over begge lande frem til sin død i 1702. I løbet af denne periode blev tyngdepunktet såvel handelsmæssigt som politisk forskudt mod London. Nu begyndte en tilbagegang for Holland, som kom til at vare 1700-tallet ud.

Da franske revolutionshære marcherede ind i Holland i slutningen af århundredet, kunne landet med sit svage militær ikke yde modstand. Den gamle union blev erstattet af en enhedsstat under navnet Den Bataviske Republik og blev siden indlemmet i det franske kejserdømme med Napoleon Bonapartes bror, Ludvig (Louis), som konge. Efter Napoleon fald blev kongeriget De Forenede Nederlande udråbt med Wilhelm I, søn af en tidligere statholder, som konge. Også Belgien og Luxembourg indgik i riget.

Religiøse modsætninger og belgiernes utilfredshed med at blive regeret fra Amsterdam og Haag udløste et oprør i 1830. Det lykkedes belgierne at etablere et selvstændigt styre, men hollænderne anerkendte først Belgiens selvstændighed ni år senere. Luxembourg blev selvstændigt i 1890.

I løbet af 1800-tallet blev Holland industrialiseret, og frihandelen blev genindført. Forfatningen blev demokratiseret, så regeringen nu stod til ansvar over for parlamentet. Samtidig blev kolonivældet i Sydøstasien befæstet. Slaveriet blev ophævet i kolonierne.

Da de politiske partier begyndte at vokse frem i 1800-tallet, blev både det politiske liv og samfundet generelt inddelt i forskellige “støttegrupper”, hvor mennesker af samme trosretning eller politisk anskuelse samledes. De største grupper var katolikker, calvinister, liberale og socialister. De forskellige grupper dannede ikke alene politiske partier, men åbnede også deres egne skoler, fagforeninger, handelsorganisationer, ungdomsklubber og aviser. Ingen af dem var dog store nok til at dominere alene, og de blev tvunget til at indgå kompromiser.

I løbet af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet forsøgte Holland at holde sig uden for internationale konflikter ved at erklære sig neutralt. Det lykkedes det også at undgå at blive inddraget i Første Verdenskrig, skønt nabolandet Belgien blev besat. Mænd fik almindelig stemmeret i 1917, og kvinder i 1919.

Over for omverdenen førte Holland i 1930erne en forsigtig balancepolitik, og da Anden Verdenskrig brød ud, erklærede landet sig neutralt. I maj 1940 gik tyskerne alligevel til angreb uden forudgående krigserklæring. Den hollandske modstand blev slået ned efter knap en uge. Dronning Wilhelmina og regeringen flygtede til London. Da Japan gik ind i krigen i 1941, blev også de hollandske områder i Sydøstasien besat. I Holland opstod der en modstandsbevægelse, som omfattede alt fra konservative grupper til kommunister. Størstedelen af landets jødiske befolkning blev udryddet i tyske koncentrationslejre. Efter fem års besættelse blev Holland befriet i maj 1945 af de allierede styrker.

Indonesien erklærede sig selvstændigt efter Japans kapitulation, men de allierede valgte at overdrage landet til Holland. Det førte til kamp mellem indonesiske nationalister på den ene side og hollændere, briter og japanere på den anden. Briterne og japanerne trak sig tilbage i 1946, men hollænderne fortsatte krigen.

Vigtige årstal i Hollands historie

• 1579 Utrechtunionen
• 1648 Westfalske Fred, republikken Nederland
• 1795 Bataviske Republik
• 1806-1810 kongeriget Holland under Ludvig Bonaparte
• 1810 – 1813 Holland bliver en del af det franske kejserrige
• 1815 kongeriget De Forenede Nederlande (inkl. Belgien og Luxembourg)
• 1830-31 oprør i Bruxelles, Belgien bliver selvstændigt
• 1848 ny forfatning
• 1940-45 tysk besættelse
• 1949 Indonesien bliver selvstændigt
• 1957 Holland er blandt grundlæggerne af EF
• 1975 Surinam bliver selvstændigt
• 1994 første regering under de kristelige demokrater i 80 år

Historie efter 1945

Ved Anden Verdenskrigs slutning spillede støttesystemet og ikke mindst de calvinistiske og katolske kirker fortsat en vigtig rolle i det hollandske samfund. Den velfærdsstat, som blev opbygget i 50erne og 60erne, bar præg af det. Social- og uddannelsessystemet blev i det store og hele drevet af idealistiske eller religiøse organisationer samt frivilligt arbejde.

I 1949 var landet trådt ind i NATO, og da Kul- og Stålfællesskabet, spiren til vore dages EU, blev dannet i 1952, sad Holland med ved bordet.

De fleste af landets kolonier fik efterhånden deres selvstændighed. I Indonesien fortsatte frihedskrigen frem til 1949, da der blev indgået fred efter hårdt pres fra FNs Sikkerhedsråd, og Indonesien blev selvstændigt. Holland beholdt dog den vestlige del af Ny Guinea frem til 1962, da den blev overdraget Indonesien. Surunam i det nordlige Sydamerika blev først selvstændigt i 1975.

Holland blev i lange perioder i 1900-tallet ledet af forskellige koalitionsregeringer, hvor tre kristne partier, et katolsk og to protestantiske, stod i centrum. Disse tre partier samt Arbejderpartiet og det højreliberale Folkeparti for Frihed og Demokrati skiftedes til at indgå i forskellige regeringskombinationer.

I løbet af 1960erne blev religionens betydning i samfundet støt mindre, og der blev ført en stadig mere åben debat om emner som abort og miljø. De tre kristne partier begyndte at miste tilhængere og gik som et modtræk sammen i først en valgalliance og siden et egentligt parti under navnet Kristelig-Demokratisk Appel.

I forbindelse med oliekrisen i begyndelsen af 70erne steg priserne på naturgas, og det naturgasrige Holland fik store eksportindtægter. Produktionen steg, og indtægterne fra gassen finansierede en fortsat udbygning af velfærdssystemet. Men allerede hen mod slutningen af årtiet røg Holland ind i en lavkonjunktur, og arbejdsløsheden steg hastigt.

I 1980erne sad de kristelige demokrater i regering med Arbejderpartiet eller, for det meste, VVD, indtil VVD trak sig ud af samarbejdet og fældede regeringen i 1989 på uenighed om en ny miljølovgivning.

De kristelige demokraters leder, Ruud Lubbers, dannede derpå atter regering med Arbejderpartiet. Koalitionens politik blev præget af forsøgene på at bekæmpe inflationen og samtidig nedbringe de offentlige udgifter samt i et vist omfang at liberalisere økonomien.

Ved parlamentsvalget i 1994 gik begge regeringspartier kraftigt tilbage, mens VVD og det venstreliberale D66 gik betydeligt frem. Valgresultatet blev generelt udlagt som en tilkendegivelse af utilfredshed med regeringens stramningspolitik og førte til den første regeringsdannelse i 80 år uden deltagelse af et kristeligt demokratisk parti.

De ideologiske forskelle mellem de tre regeringspartier skabte spændinger. Et af de største stridspunkter var, hvordan landet skulle opfylde vilkårene for deltagelse i EUs økonomiske og monetære union, ØMUen, deriblandt kravet om, at budgetunderskuddet højst må være 3 procent af BNP. VVD plæderede for yderligere besparelser, mens Arbejderpartiet hellere vil hæve skatterne. Ofte måtte D66 indtage rollen som mægler i regeringen.

Regeringen valgte på forskellige måder at begrænse statens udgifter. Der blev blandt andet gennemført reformer af socialsystemet, herunder en privatisering af dele af sygesikringsordningen. Resultatet blev, at budgetunderskuddet faldt, samtidig med at der kunne gennemføres skattenedsættelser.

Wim Kok blev mere og mere populær og respekteret som ministerpræsident, efterhånden som økonomien blev bedre, og arbejdsløsheden faldt. Parlamentsvalget i 1998 blev afholdt få dage efter, at de økonomiske nøgletal viste, at Holland nu opfyldte kravene til deltagelse i ØMUen. Det blev en stor fremgang for Arbejderpartiet og Folkepartiet, der tilsammen fik et klart flertal i parlamentet, og de kunne bevare regeringsmagten sammen med D66.

Holland indførte i 2002 euroen, og i god tid inden parlamentsvalget i maj 2002 meddelte Wim kok, at han ikke ville stille op endnu en gang. Kok og regeringen afgik allerede i midten af april, da en officiel undersøgelse kritiserede de hollandske FN-troppers handlinger i forbindelse med massakren på 7000 bosniske muslimer i Srebrenica i 1995.

I den periode, hvor de kristelige demokrater stod uden for regeringssamarbejdet, blev en række radikale lovforslag vedtaget på det sociale område. Dødshjælp (eutanasi) blev tilladt under visse forhold, homoseksuelle fik tilladelse til at gifte sig og adoptere, og bordeller blev legaliseret og beskattet.