I 500-tallet forlod kroaternes slaviske forfædre deres bopladser i det nuværende Ukraine og søgte mod den nedre del af Donaudalen. De bosatte sig i den byzantinske (østromerske) provins Illyricum. Missionærer fra vest omvendte indbyggerne til kristendommen, og kroaterne har i alt fald siden 700-tallet været katolikker.

I 800-tallet fandtes der to kroatiske fyrstedømmer – Pannonisk Kroatien inde i landet og Dalmatisk Kroatien ved kysten. Denne inddeling genfindes op gennem landets historie, og kystegnene har en helt anden historie end det kroatiske indland.

I 900-tallet blev et selvstændigt kroatisk kongerige grundlagt mellem floden Drava og Adriaterhavet. Under kong Petar Kresimir (1058-1074) udvidede riget sine grænser, og Kroatien nåede sin største udstrækning. Kresimir kappede båndene til Byzans og styrkede relationerne til paven i vest. I slutningen af 1000-tallet faldt imidlertid den sidste kroatiske konge, og Byzans genvandt kontrollen over kystområdet Dalmatien, mens Ungarn erobrede det nordlige Kroatien.

I anden halvdel af 1400-tallet begyndte det osmanniske (tyrkiske) rige at erobre dele af Kroatien fra ungarerne. I 1529 blev det ungarske territorium delt mellem de østrigske habsburgere og tyrkerne. Det nordlige, indre Kroatien blev en del af det habsburgske kongerige Ungarn, medens de sydlige egne og det meste af Slavonien kom under osmannisk styre.

Kroatien blev dermed grænseland mellem det kristne Vesten og den muslimske verden mod øst. I 1500-tallet og 1600-tallet flygtede mange serbere fra tyrkernes erobringer til grænseområdet mod det osmanniske Bosnien. Området fik betegnelsen Militærgræsen (Vojna Krajina eller Krajina). Ved denne tilflytning opstod det store serbiske mindretal i Kroatien, der i starten af 1990’erne kom i konflikt med den kroatiske regering.

Ved slutningen af 1600-tallet havde det bahsburgske monarki underlagt sig hele Kroatien bortset fra Dalmatien og halvøen Istrien, der allerede i flere århundreder havde tilhørt Republikken Venedig, og den selvstændige bystat Ragusa (Dubrovnik). Ved Wienerkongressen i 1815 gik Istrien og Dalmatien til Østrig.

Da ungarerne i midten af 1800-tallet brød den tradition for sproglig og kulturel tolerance, der herskede inden for det habsburgske imperium, og indførte ungarsk som regeringssprog, gjorde kroaterne oprør og kom i en kort periode til at høre direkte under den østrigske kejser, men med en kroatisk guvernør, Josip Jelacic. Senere blev området igen givet tilbage til Ungarn.

I 1880’erne fik Kroatien et vist selvstyre, men kroaterne begyndte i større omfang at kræve fuld selvstændighed. Da Ungarn i slutningen af århundredet igen forsøgte at indføre ungarske skikke, voksede modstanden. Det fik den gamle rivaliseren mellem kroater og serbere til at slå over i en sydslavisk – jugoslavisk – solidaritet (jugo betyder syd), en fornemmelse af, at de sydslaviske folk hørte sammen og burde indgå i den samme stat.

Storriget Østrig-Ungarn faldt fra hinanden i Første Verdenskrig, og i 1918 blev Serbernes, kroaternes og slovenernes kongerige udråbt under Serbiens kong Aleksandar. Situationen blev dog hurtigt spændt i den nye stat. Kroater og slovenere ønskede en løs føderation inden for kongeriget, mens serberne ville have en centraliseret stat. I 1928 var landet på randen af borgerkrig. Det fik kong Aleksandar til at opløse parlamentet, sætte forfatningen ud af kraft og gøre sig selv til diktator i landet, der blev omdøbt til Kongeriget Jugoslavien.

Nu fulgte en periode med økonomisk depression og politisk vold. I Kroatien voksede fascistpartiet ustasa sig stærkt. I 1934 blev kongen myrdet under et besøg i Frankrig, formodentlig af ustasabevægelsen.

I april 1941 blev Jugoslavien invaderet af tyske, italienske, ungarske og bulgarske styrker. I Kroatien blev der dannet en tysk lydstat med ustasalederen, Ante Pavelic, i spidsen. Denne såkaldt Uafhængige Stat Kroatien (Nezavizna Drzava Hrvatska, NDH) omfattede også størstedelen af Bosnien-Hercegovina og dele af Serbien. Regimet blev berygtet på grund af barbariske forfølgelser af jøder, sigøjnere og politiske modstandere, og under dække af at forsøge at omvende de ortodokse kristne til katolicismen begik man folkemord på serbere.

To rivaliserende modstandsgrupper kæmpede mod de nazistiske besættelsesmagter og mod ustasaregimet: dels de kongetro serbiske aetnikker, dels den nationale befrielseshær under det jugoslaviske kommunistpartis leder, kroaten Josip Broz Tito. Det var Titos partisaner, der havde størst held i denne kamp. Fascistregimet i Kroatien faldt i 1944, og Kroatien blev en af seks delrepublikker i den socialistiske forbudsrepublik Jugoslavien med Tito som præsident.

Den hurtigt voksende turisme ved den dalmatiske kyst i 1960’erne bragte snart store indtægter til Kroatien, som sammen med Slovenien i praksis subventionerede resten af Jugoslavien.

Ustasaregimets arv til Kroatien var en stor mistro til kroaternes “jugoslaviske” sindelag, og der blev slået hårdt ned på alle tegn på kroatisk nationalisme. Det skete bl.a. i slutningen af 1960’erne, da en kroatisk-nationalistisk massebevægelse, kaldet Maspok, opstod. Maspok var utilfreds med, at Kroatien skulle være med til at finansiere de fattigere delrepublikker, og fik støtte både af ikke-kommunister og en del kommunister i Kroatiens delstatsregering. Flere direktiver fra forbundsregeringen i Beograd blev ignoreret. Hele denne udvikling kulminerede i foråret 1971 (Zagrebforåret), men blev brutalt slået ned af Titos centralmagt i december. Flere af Zagrebforårets fremtrædende personligheder blev fængslet, heriblandt Kroatiens nuværende præsident, Stipe Mesic.

Efter Titos død i 1980 dukkede de nationalistiske strømninger i Jugoslavien atter op til overfladen – i Kroatien under ledelse af Franjo Tudman, historiker og general i Titos befrielseshær og også flere gange fængslet for sin nationalisme. Tudman dannede i 1990 Den kroatiske Demokratiske Union, HDZ, som hurtigt blev et masseparti og det regerende kommunistpartis hovedmodstander.

Før valget i maj 1990 førte Tudman en nationalistisk præget valgkamp. Han fremsatte blandt andet kontroversielle udtalelser om et “Storkroatien”, som også skulle omfatte dele af Bosnien-Hercegovina. Valget blev vundet af HDZ, og Tudman blev valgt til kroatisk præsident. Han forsøgte at berolige landets serbere ved at tilbyde en serber posten som næstformand for parlamentet.

Nu holdt Kroatien op med at betale sine bidrag til den fællesjugoslaviske “fond for de underudviklede områder”.

I juli 1990 blev Det Serbiske Nationalråd dannet i Krajinaområdet. Rådet organiserede en “folkeafstemning” om selvstændighed for de kroatiske serbere. Serbiske grupper overfaldt politistationer og militærtransporter for at erobre våben. I oktober 1990 erklærede serberne i Krajina området for autonomt. Andre serbiskdominerede områder fulgte efter. Serberne erklærede, at de enten ville blive inden for Jugoslavien eller indgå i en storserbisk stat.

Spændingen steg, da Kroatien i december 1990 vedtog en ny forfatning, hvor landet hævdede sin suverænitet og ret til at træde ud af den jugoslaviske føderation. Det gav anledning til uro blandt republikkens cirka 600.000 serbere, der var overrepræsenteret i partiapparatet, forvaltningen og politiet. For serberne indebar den nye forfatning desuden, at de mistede deres stilling som “nation”, inden for Kroatien og blev degraderet til et “mindretal”. I marts 1991 erklærede serberne i Krajina, at området ikke længere tilhørte Kroatien.

I maj 1991 holdt Kroatien en folkeafstemning om selvstændighed, som 94 procent sagde ja til. De fleste serbere boykottede afstemningen. Den 25. juni erklærede Kroatien sig, ligesom naborepublikken Slovenien, selvstændigt. Der udbrød omgående kampe i Slovenien, men de var ovre efter ti dage. Derefter flyttede den serbiskdominerede jugoslaviske forbundshær (Jugoslavenska Narodna Armija, JNA) sine aktiviteter fra Slovenien, der kun havde et ubetydeligt serbisk mindretal, og koncentrerede sig om at forhindre Kroatien i at bryde ud af føderationen. JNA fik hjælp af serbiske grupper i landet.

I november 1991 havde JNA og kroatienserbiske styrker taget kontrol med en tredjedel af Kroatiens territorium. Ødelæggelsen og erobringen af den kroatiske by Vukovar i Slovenien i efteråret 1991 fik symbolsk betydning – 3000 personer menes at have mistet livet under forsvaret af byen. I de serbiskkontrollerede områder blev der gennemført en etnisk udrensning: Den ikke-serbiske befolkning blev drevet bort med trusler og vold for at gøre områderne helt serbiske.

I 1991 fandt der intensive mæglingsforsøg sted fra omverdenen, der samtidig diskuterede, om man skulle anerkende Kroatiens selvstændighed. Tyskland pressede på og valgte, trods modstand fra bl.a. USA og Storbritannien, i december 1991 at anerkende både Kroatien og Slovenien. De øvrige EU-lande fulgte efter den 15. januar 1992, og i maj blev Kroatien medlem af FN.

Til forskel fra de tidligere blev den 15. våbenhvile, der blev indgået i januar 1992, overholdt af parterne. Da havde ca. 6000 personer mistet livet, 23.000 var blevet såret, og 400.000 flygtet fra kampene. Der blev placeret fredsbevarende FN-tropper i de områder, som serberne holdt, og i midten af maj begyndte JNA at trække sig tilbage. Kampene ophørte dog aldrig helt i Kroatien. Serberne erklærede deres områder for Den Serbiske Republik Krajina.

Da, der udbrød krig i Bosnien-Hercegovina i foråret 1992, støttede Kroatien den muslimsk-ledede regering dér mod de serbiske styrker. Kroaterne i det vestlige Hercegonina fik direkte hjælp fra Kroatiens hær. Den flygtningestrøm, som nu kom fra Bosnien-Hercegonina, forværrede sammen med de høje udgifter til krigsførelsen den allerede store økonomiske krise i Kroatien, der bl.a. skyldtes udeblevne turistindtægter.

Valgkampen forud for præsidentvalget i august 1992 kom til at handle om præsidentens og hans partis måde at omgås demokratiet på. Tudman og HDZ blev beskyldt for at anvende medierne til deres egne formål, og Tudman blev anklaget for at være autoritær. Alligevel vandt han en overlegen sejr med 57 procent af stemmerne.

Kroatien havde håbet, at FN-styrkerne i de serbiskkontrollerede områder ville bidrage til, at landet fik områderne tilbage, men det lykkedes kun delvist at afvæbne de serbiske styrker, og det lykkedes slet ikke at få fordrevne kroater tilbage til deres hjem. Kroatien blev stadigt mere utålmodigt, og præsidenten truede flere gange med at smide FN på porten og erobre områderne med magt. I januar 1993 generobrede den kroatiske hær den vigtige Maslenicabro ced Zadar.

I Bosnien-Hercegovina kom det i 1993 også til krig mellem bosniakker (muslimer) og Kroater, der tidligere havde dannet en fælles front mod serberne. Kroatien støttede de bosniske kroater mod bosniakkerne, og FN og EU kritiserede stærkt Kroatiens indblanding.

I februar ændrede Tudman dog kurs og indgik efter amerikansk tilskyndelse en aftale om en muslimsk-kroatisk føderation i Bosnien-Hercegovina. Ved en lynoffensiv i maj 1995 lykkedes det Kroatien at tilbageerobre et mindre serbisk-kontrolleret område i det indre af landet, af FN betegnet som “sektor vest”. De kroatiske serbere tog hævn ved at beskyde den kroatiske hovedstad, Zagreb, med granater.

I begyndelsen af august gik Kroatien så for fuld kraft til angreb på det største af de områder, som serberne holdt, det egentlige Krajina med den selvudråbte hovedstad, Knin. Operation Storm tog kun tre dage. Under operation Storm gjorde kroaterne sig skyldige i betydelige brud på krigsretten. Knin blev bl.a. udsat for terrorbeskydning med artilleri, sådan som serberne tidligere havde gjort. Den serbiske befolkning flygtede til serbiskholdte dele af Bosnien eller til Serbien. Sammenlagt drejede det sig om flere end 150.000 mennesker.

Efter denne offensiv var hele Kroatien igen unde regeringens kontrol med undtagelse af Østslavonien, som endnu var i serbernes hænder. I efteråret 1995 blev der underskrevet en aftale om, at FN skulle kontrollere området i en overgangsperiode på to år og derefter levere det tilbage til Kroatien. De grundlæggende principper i overenskomsten om Østslavonien blev udarbejdet gennem samtaler mellem Kroatiens og Serbiens præsidenter under fredsforhandlingerne i Dayton i USA i november.

Til trods for den militære sejr i Operation Storm blev parlamentsvalget i oktober 1995 en skuffelse for præsident Tudmans regerende HDZ-parti, der kun opnåede flertal takket være en ændring af valglovene, der havde fundet sted lige inden valget. Bl.a. var der indført en ny valgkreds for udlandskroater. Tudman ville gerne fremstå som demokrat, men hans autoritære indstilling fremgik stadigt tydeligere fra og med efteråret 1995. Ved lokalvalgene i hovedstaden Zagreb vandt oppositionen. Præsidenten indsatte alligevel sin egen kandidat på borgmesterposten, hvilket gentog sig tre gange. I 1996 blev der indført en ny lov, som i praksis gjorde det umuligt for medierne ustraffet at kritisere præsidenten og medlemmer af regeringen.

I juni 1997 blev Tudman trods kritik genvalgt til endnu en femårsperiode som præsident. Mange kroater tilgav ham hans fejl, fordi de var overbeviste om, at landet aldrig ville være blevet selvstændigt, hvis det ikke havde været for Franjo Tudman.

Samtidig voksede protesterne mod de stadig ringere levevilkår i landet. I februar 1998 deltog tusinder af mennesker i Zagreb i den største massedemonstration nogensinde mod Tudmans regime. Bag demonstrationen stod blandt andre fagforbund, oppositionspartier og menneskerettighedsorganisationer.

Tudman døde i december 1999 efter langs tids sygdom. Det blev afslutningen på et årtis autoritært styre præget af korruption, nepotisme, diskrimination af den ikke-kroatiske del af befolkningen (først og fremmest serbere) og mangel på samarbejde med krigsforbryderdomstolen i Haag. Den almindelige kroats levestandard var faldet støt, og arbejdsløsheden var enorm. Samtidig var det lykkedes flere personer at berige sig – mange af disse havde tilknytning til partitoppen i det regerende HDZ – gennem tvivlsomme privatiseringer af statslige virksomheder.

Parlamentsvalget i januar 2000 blev vundet stort af oppositionen. En koalitionsregering af seks partier tiltrådte under ledelse af Kroatiens Socialdemokratiske Parti, SDP, med SDP-lederen, Ivica Racan, som ministerpræsident.

Præsidentvalget i februar blev vundet af Stipe Mesic, det tidligere Jugoslaviens sidste præsident. Han havde sluttet sig til HDZ, da Jugoslavien faldt fra hinanden, men forlod partiet i 1994 i protest mod Tudmans nationalistiske politik i Bosnien-Hercegovina.

Forventningerne til de nye magthavere var tårnhøje, men regeringspartierne var ganske forskellige indbyrdes, og det blev svært at holde sammen på koalitionen.

Det lykkedes dog næsten omgående for Kroatien at bryde den internationale isolation fra Tudman-årene. Kroatien blev medlem af WTO i november 2000 og fik en associeringsaftale med EU i 2001. På de indre linjer blev der gennemført en række forfatningsreformer – præsidentens magt blev indskrænket, og medierne fik større frihed – og der blev sat ny fart på privatiseringen af økonomien.

Det internationale samfunds pres på Kroatien voksede dog, da Jugoslaviens tidligere præsident, Slobodan Milosevic blev udleveret til retsforfølgelse i Haag. I juli 2001 besluttede den kroatiske regering at udlevere to mistænkte generaler. Beslutningen var dog langt fra enstemmig, og fire af regeringens ministre, alle fra Kroatiens Socialliberale Parti, HSLS, gik af i protest. Året efter forlod HSLS definitivt regeringssamarbejdet, da partiet ikke ville støtte ratificeringen af en aftale med Slovenien om kernekraftværket Krcko. Ivic Pasalic, der tilhørte partiets nationalistiske fløj. Denne blev siden ekskluderet af partiet efter uenighed med den nye partiledelse. Sanader begyndte arbejdet med at føre HDZ ind mod midten af det politiske spektrum.

I februar 2003 indleverede ministerpræsident Racan Kroatiens formelle ansøgning om medlemskab af EU.

Vigtige årstal i Kroatiens historie

• 500-tallet de første slavere kommer til Balkan
• 900-tallet et selvstændigt kroatisk kongerige grundlægges
• 1500-tallet serbisk tilflytning til Krajina
• 1600-tallet næsten hele Kroatien indgår i det habsburgske rige
• 1815 på Wienerkongressen får Østrig tildelt Istrien og Dalmatien
• 1918 Serbernes, kroaternes og slovenernes kongerige
• 1941-45 Kroatien er tysk lydstat under ustasabevægelsen
• 1945 Kroatien bliver delrepublik i den “Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien”
• 1991 selvstændighed, der udbryder krig
• 1995 de fleste serbisk-kontrollerede områder tilbageerobres
• 1999 Tudman død, HDZ mister magten efter ti års autoritært styre
• 2005 EU udskyder medlemsforhandlinger med Kroatien