Brasilien omfatter næsten halvdelen af Sydamerika og er lige så stort som Europa fra Atlanterhavet til Uralbjergene. Landets størrelse og beliggenhed gør, at det har grænser til alle sydamerikanske lande bortset fra Chile og Ecuador. Ækvator går gennem det nordlige Brasilien.

Næsten halvdelen af landet er bevokset med skov, først og fremmest Amazonas’ tropiske regnskov. Amazonas (eller Amazonbækkenet) er verdens største sletteområde. Dyre- og plantelivet her er ufatteligt rigt. Det består for en stor del af smådyr og dyr, der lever i træernes net af grene. Jordlaget er meget tyndt, hvilket gør regnskoven sårbar. En fældet regnskov vokser aldrig op igen.

En tredjedel af al flodvand i verden strømmer gennem Amazonas, hvor over ti tusinde floder og mindre vandløb danner et gigantisk vandsystem. Ud over Amazonfloden er Madeira og Rio Negro de største.

I det centrale Brasilien går den fugtige regnskov over i en tør savanne i det brasilianske højland. Ved grænsen til Paraguay ligger Mato Grosso, et af verdens største vådområder, der oversvømmes hvert år. Højlandet er adskilt fra Atlanterhavskysten af nogle mineralrige bjerge med blandt andet guld- og diamantforekomster. Længst mod syd er der kaffeplantager og kvægfarme.

Klimaet varierer fra udpræget tropisk til tempereret. I Amazonlandet er der tropisk klima med stærk varme og høj luftfugtighed. Det regner ofte og hele året rundt. I højlandet er der også varmt, men klimaet er mere tørt, og der er somme tider tørke. Den lange kyst 7500 km – har for en stor dels vedkommende tropisk klima, men også dér er der mere tørt end i Amazonas. Længere mod syd er klimaet subtropisk eller tempereret, og nedbørn er jævnt fordelt over hele året. Hovedstaden, Brasília, ligger i højlandet i ly af bjergene og får næsten ingen regn fra juni til august.

Geografi og klima

• Areal: 8.511.965 km2
• Nabolande: Fransk Guyana, Surinam, Guyana, Venezuela, Colombia, Peru, Bolivia, Paraguay, Argentina, Uruguay
• Tid: som Danmark minus 4 til 5 timer
• Hovedstad: Brasília (1,8 mio. indb. inkl. forstæder, (1996)
• Øvrige større byer: Sao Paulo (9,8 mio. indb.), Rio de Janeiro (5,6 mio. indb.), Salvador (2,2 mio.), Belo Horizonte (2,1 mio.), Fortaleza (2 mio.), Curitiba (1,5 mio.).
• Gennemsnitstemperatur/døgn: Brasília 22 grader (januar), 18 grader (juni)
• Gennemsnitsnedbør/måned: Brasília 319 mm (februar), 0 mm (juni).
• Højeste bjerg: Pico da Neblina (3014 m.o.h.)
• Vigtigste floder: Amazonfloden (6400 km med bifloder), Sao Francisco, Paraná
• Største søer: Patos, Mirim, Mangueira, Araruma

Befolkning og sprog

I Brasilien bor næsten en tredjedel af alle latinamerikanere. Blandt verdens lande er det kun Kina, Indien, USA og Indonesien, som har flere indbyggere. Halvdelen af befolkningen er under 20 år, men den tidligere nærmest eksplosionsagtige befolkningstilvækst er nu bremset. De fleste indbyggere bor ved kysten, mens store dele af det indre Brasilien er meget tyndt befolket.

I Brasilien er tolerancen over for andre racer og kulturer traditionelt større end i det øvrige Latinamerika. Men den koloniale arv har ført til et patriarkalsk samfund, hvor indbyggere med mørk hudfarve generelt er placeret i bunden og de hvide i toppen. Landet styres fortsat af folk, der nedstammer fra europæerne, selv om dette mønster blev brudt i 1996, da millionbyen Sao Paulo valgte sin først sorte borgmester. Den store gruppe af analfabeter, som frem til 1985 slet ikke havde stemmeret, består næsten udelukkende af ikke- hvide.

Brasiliens sorte befolkning nedstammer fra de afrikanske slaver, som plantageejerne importerede i kolonitiden og som først og fremmest kom til den nordøstlige del af landet. Dér findes også det stærkeste afrikanske islæt nu om dage, særligt i delstaten Bahia.

Da slaveriet blev afskaffet i 1888, kom bølger af europæiske indvandrere til Brasilien, bl.a. fra Italien. Brasilien har også en stor japansk indvandrergruppe, som har etableret sig omkring Sao Paulo og bl.a. driver plantager. Andre asiatiske grupper har bosat sig i Brasília.

Selv om raceskellene er flydende, regner flertallet af brasilianerne sig som hvide. Den store blandede gruppe består først og fremmest af mulatter (sort-hvide), cafusos (sort-indianske), xibaros (cafuso-sorte), curibocos (cafuso-indianske) og mamelucos (hvide-indianske). Efterkommere af de sorte slaver er i klart mindretal.

Af landets oprindelige befolkning, indianerne, er der nu kun en brøkdel tilbage – ca. 300.000 mennesker. Da portugiserne kom til Brasilien i begyndelsen af 1500-tallet, fandtes der mindst fem millioner indianere, hovedsagelig i Amazonas. Efterhånden som europæerne trængte ind i landet, faldt indianernes antal drastisk. Mange blev dræbt i kamp eller døde som følge af de sygdomme, europæerne havde bragt med sig, og som indianerne ikke var modstandsdygtige overfor.

De fleste indianere lever i dag i reservater i Amazonas. I 1968 blev der oprettet en særlig institution, der tager sig af indianerspørgsmål – FUNAI (Fundacao Nacional do Indio). I 1988 slog den nye grundlov fast, at indianerne havde retten til deres egne traditionelle jord- og vandområder, godt en tiendedel af landets areal. Men i modstrid med international ret har de ikke ret til at eje den jord, de bor på, og kampen for at beholde disse områder har ført indianerne ud i konflikter med mineselskaber, dæmningsbyggere, storgodsejere, guldgravere og militæret. Efter pres fra disse interessegrupper ophævede præsidenten i 1996 pr. dekret en del af indianernes rettigheder. Det vakte bitterhed blandt indianerne. I dag er selvmord almindeligt i visse indianske samfund, f.eks. guarani, der på tyve år har mistet over 95 procent af deres oprindelige jord.

Visse indianere er gået langt for at tilpasse sig det omgivende samfund. Andre lever som halvnomader, som samlere, jægere eller primitive bønder. Atter andre lever udelukkende et nomadeliv. Der findes fortsat isolerede grupper: Så sent som i år 2000 blev der “opdaget” 250 medlemmer af nauastammen, som omverdenen troede var blevet udryddet for hundrede år siden.

Brasilien er det eneste land i Latinamerika, hvor portugisisk er hovedsprog. Den brasilianske variant af portugisisk adskiller sig fra det, der tales i Portugal, både i ordforråd og udtale. Blandt indianerne findes over 200 stammer med forskellige sprog og dialekter. De fleste tilhører sprogfamilierne tupi-guaraní, ge, karib og arawak. Mange indianere taler slet ikke portugisisk.

• Indbyggertal: 170 mio. (skøn 2001)
• Antal indbyggere/km2: 20
• Andel af befolkningen, der bor i byerne: 70% (1998)
• Fødselsrate: 2% (skøn, 1999)
• Dødsrate: 0,7% (skøn, 1999)
• Naturlig befolkningstilvækst: 1,3%
• Gennemsnitslevealder: kvinder 71 år, mænd 63 år
• Skolegang: obligatorisk i alderen syv til 14
• Andel læsekyndige voksne: 85% (skøn 1996)
• Befolkningsgrupper: hvide 54%, personer af blandet oprindelse 40%, sorte 5%, øvrige 1%
• Sprog: portugisisk, desuden cirka 220 indianske sprog og dialekter
• Religion: katolikker 70-80%, protestanter 10-20%, øvrige cirka 10%.
• Nationalitetsbetegnelse: brasilianer

Religion

Brasilien har flere medlemmer af den romersk-katolske kirke end noget andet land i verden. Men i de senere år er mange katolikker gået over til protestantismen, der har tilhængere blandt 10 til 20 procent af befolkningen. Især pinsebevægelsen har oplevet fremgang.

En stor del af Brasiliens katolicisme er blandet med spiritisme og afro-brasilianske trosforestillinger og ritualer undre samlebetegnelsen macumba. I disse kredse findes udøvere af magi, der er anklaget for at stå bag en række bestialske, rituelle mord på drenge. Desuden har mange moderne sekter fået tilhængere i Brasilien – nogle af dem bruger narkotika i deres ceremonier. Landets oprindelige religioner har mistet indflydelse i takt med, at indianerne er blevet færre og deres landområder mindre.

Under militærregimerne i 1960erne og 70erne fik den såkaldte befrielsesteologi stor betydning blandt katolikker i hele Latinamerika, men i særlig grad i Brasilien. Dens grundtanke var, at kirken ikke kan udøve sin rolle som sjælesørger, så længe mennesker ikke har det daglige brød eller tag over hovedet. Fra slutningen af 1960erne og fremefter blev der dannet lokale kirkelige basisgrupper med det formål at føre en dagligkamp mod fattigdom og undertrykkelse. Det gav de radikale præster en stærk folkelig støtte, mens landets ledere betragtede dem som marxister og revolutionære.

Da demokratiet blev genindført, mistede befrielsesteologien en del af sin betydning. Radikale biskopper blev udskiftet med mere konservative. Men den katolske kirke fortsætter med at kritisere uretfærdigheder i samfundet og har blandt andet kæmpet for at forbedre vilkårene for jordløse landarbejdere og gadebørn.

Uddannelse

Der er skolepligt for alle børn i alderen syv til 14, og undervisningen er gratis. Det er delstaterne, der er ansvarlige for undervisningen i grundskolen. Men pengene slår ikke til, og skolepladserne er for få, især på landet, i jungleområderne og i det fattige nordøstlige Brasilien. Selv om der gøres en særlig indsats, f.eks. i slumkvartererne, er mange af skolerne dårligt udstyrede med materialer, og lærerne er ikke ordentligt uddannet. Fra 1999 er delstaterne blevet pålagt at bruge 15 procent af deres budget på grundskolen.

I mange fattige familier er børnene nødt til at arbejde i stedet for at gå i skole. Staten forsøger at give disse familier et økonomisk tilskud som erstatning for bortfald af arbejdskraft, hvis barnet går i skole. Næsten alle børn begynder i grundskolen, men kun en tredjedel går videre i gymnasiet efter de første otte år.

De højere uddannelser finansieres af staten, men næsten halvdelen af landets 150 universiteter og højere læreanstalter er private. På samtlige niveauer er der privatskoler for dem, der har råd til at betale. En stor del af gymnasieeleverne går i privatskoler, der først og fremmest drives af kirkerne.

Kultur

Det varede længe, inden den brasilianske kultur frigjorde sig fra den portugisiske tradition. I hele kolonitiden var litteraturen i Brasilien under stærk indflydelse af moderlandet. I begyndelsen var det mest jesuitter, der beskæftigede sig med litteratur, blandt andet pater António Vieira (1608-1697). Efter selvstændigheden i 1822 dominerede romantikken og naturalismen. José de Alencar (1829-1877) var en forfatter præget af romantikken, bl.a. idealiserede han indianerne. Hans hovedværk er “O Guaraní” fra 1857. Den mest fremtrædende romantiske digter var Castro Alves (1847-1871).

Realisten Joaquim Maria Mahcado de Assis (1809-1908) er den måske bedst kendte forfatter fra 1800-tallet, og han beskrives som “den moderne brasilianske litteraturs fader”. En forløber for den “magiske realisme”, der siden skulle blive latinamerikansk litteraturs kendemærke, findes hos Eclides da Cunha (1866-1909), hvis mest kendte værk, “Os Sertoes”, er udkommet på dansk under titlen “Oprøret på højsletten”.

Hundredåret for selvstændigheden blev markeret med en udstilling i Sao Paulo, og det blev begyndelsen på den brasilianske modernisme. Digteren Oswald de Andrade var en ledende kraft og bidrog bl.a. til skabelsen af tidsskriftet Antropofagia.

I 1930erne begyndte litteraturen i øget udstrækning at søge motiver uden for storbyerne. Flere forfattere skildrede det fattige nordøstlige Brasilien, f.eks. Graciliano Ramos (1892-1953), hvis roman “Tørre liv” om en fattig kvægrøgter og hans familie blev en klassiker. Den internationalt mest kendte brasilianske forfatter er nok Jorge Amado (født 1912), som også skildrer forholdene i regionerne og især det nordøstlige Brasilien. Amado har siddet fængslet for sin venstreorienterede samfundskritik, hans bøger blev forbudt under diktaturet og da han blev frigivet, gik han i eksil.

Andre moderne forfattere er António Callado, Marcio Souza, Ignácio de Loyola Brandao og Joao Ubaldo Ribeiro. Blandt moderne kvindelige forfattere markerer Clarice Lispector og Nélida Pinón sig.

På billedkunstens område har alle befolkningsgrupper leveret vigtige bidrag. I 1700-tallet virkede bl.a. arkitekten og billedhuggeren Antônio Francisco Lisboa, kaldet Aleijadinho. Hans værker findes i de historiske byer i delstaten Minas Gerais, hvor en barok arkitektur voksede frem, da man fandt guld og diamanter i området.

I løbet af 1800-tallet blev malerkunsten udviklet af bl.a. Victor Meireles og Pedro Maérico. Moderne brasiliansk kunst regnes blandt noget af det ypperste i verden med navne som Emiliano di Cavalcanti og Cándido Portinari. Sidstnævnte har bl.a. udført vægmalerier i FN-bygningen i New York.

Den moderne arkitektur har frem for alt udfoldet sig i hovedstaden Brasília. Byplanen blev skabt af Kúcio Costa, og mange af bygningerne er tegnet af Brasiliens verdenskendte arkitekt Oscar Niemeyer.

Brasiliansk populærmusik hviler på den portugisiske arv, dog tilført afrikanske rytmer, som bl.a. samba og bossa nova. Heitor Villa Lobos (1887-1959) er den bedst kendte komponist inden for den nyere klassiske, brasilianske musik. Stjerner inden for populærmusikken er f.eks. Gil Costa, Milton Nacimento og Gilberto Gil.

Filmen havde sin storhedstid i 1960erne, men blev ramt af militærdiktaturets undertrykkelse i langt højere grad end andre kunstarter. De bedst kendte filmskabere er Glauber Rocha og Nelson Pereira dos Santos. Sidstnævnte er begyndt at lave film igen efter demokratiers genindførelse og har bl.a. filmatiseret Graciliano Ramos´bog “Tørre liv”. Til de nye filminstruktører hører Luis Carlos Barreto, som bl.a. har filmatiseret Jorge Amados roman “Dona Flor og hendes to ægtemænd”, også vist på dansk tv. Produktionen af endeløse tv-underholdningsserier, de såkaldte telenovelas, er enorm og overstiger langt den seriøse filmproduktion.

De årlige karnevaler er nok det mest populære udtryk for folkekultur. De finder sted i februar i alle brasilianske byer, men det mest kendte afholdes i Rio de Janeiro. Forberedelserne foregår året rundt. Grupper, som under karnevalerne konkurrerer med hinanden, træner i at danse, syr dragter og indøver sange.

Medier

Pressefriheden blev skrevet ind i forfatningen i 1988, men den gælder ikke i praksis. Journalister, der skriver om korruption, organiseret kriminalitet eller dødspatruljerne svæver i livsfare. Fra 1991 til 2001 blev 13 journalister myrdet – heraf flere end halvdelen i delstaten Bahia. Det har vist sig, at lokale politiker eller politiet har stået bag nogle mord, men flere er uopklarede. Vold og trusler om vold mod journalister er almindeligt forekommende, og “besværlige” aviser udsættes for chikane i form af annonceboykot eller vilkårlige beslaglæggelser fra myndighedernes side.

Der er ingen landsdækkende dagblade, men der udkommer ca. 380 lokale eller regionale dagblade i forholdsvis små oplag, hvilket bl.a. skyldes, at distributionen er kostbar, og at en stor del af befolkningen er analfabeter. Om søndagen kommer mange aviser dog i dobbelt så store oplag.

De største er Folha de Sao Paulo (liberal, 560.000 eksemplarer på hverdage), O Estado de Sao Paulo (uafhængig konservativ, 240.000) samt Rio-dagbladene O Globo (konservativ, 350.000), O Día (arbejdervenlig, 250.000) og Jornal de Brasil (katolsk og liberal, 200.000). Den største erhvervsavis er Gazeta Mercantile (80.000), og langt det største ugemagasin er Veja (800.000) – begge udgives i Sao Paulo.

Brasilien er et stort tv-land med godt 300 stationer, hvoraf mange sender døgnet rundt. De store, som TV Globo-Canal 4 og TV Manchete-Canal 6, fører politiske kampagner og sponsorerer præsidentkandidater. Alle kanaler finansieres af reklamer. Ved hjælp af satellitter når fjernsynet ud til selv de mest afsidesliggende egne.

I Brasilien findes omkring 3000 radiostationer, de fleste private. Blandt de vigtigste er Rádio Nacional i Rio de Janeiro og Rádio Bandeirantes i Sao Paulo.

Historie

Da europæerne kom til Brasilien i 1500-tallet, fandt de ingen statsdannelser, der kunne sammenlignes med inkariget vest for Andesbjergene eller aztekernes civilisation i det nuværende Mexico. De mellem fem og 12 millioner nomadiske eller halvnomadiske indianere boede dels i Amazonlandet, dels langs kysten, som dengang var helt bevokset med skov.

Ifølge en aftale, som Spanien og Portugal indgik i Tordesillas i Spanien i 1494, blev retten til at udnytte og herske over Afrika og Indien tildelt Portugal, mens det nyopdagede kontinent Amerika skulle tilhøre Spanien. Grænsen mellem de to interessesfærer blev draget midt i Atlanterhavet langs den 45. længdegrad. Den skar midt igennem det Sydamerika, der endnu ikke var “opdaget”. Den østlige del af kontinentet kom derfor ved et tilfælde til at havne på den portugisiske side.

Den portugisiske søfarer Pedro Alvares Cabral var formodentlig den første europæer, som nåede Brasiliens kyst i år 1500. Han troede, at han var kommet til en ubetydelige ø.

At dømme efter kysten af det nyopdagede kontinent så det ikke ud til, at der fandtes guld eller andre rigdomme, som kunne lokke europæerne til, og der blev derfor aldrig noget kapløb om at komme til Brasilien. I Portugal gik der historier om hvide, som havnede i indianernes kødgryder. Den eneste attråværdige råvare syntes at være en træsort, der afgav farve. Træet blev i Afrika kaldt “brasiltræ” og kom derved til at give navn til området. Kolonien førte en hensygnende tilværelse, indtil franskmændene begyndte at interessere sig for brasiltræet. For at hindre franskmændene i at slå sig ned udnævnte Portugal i 1549 en generalguvernør i Salvador da Bahia, som blev Brasiliens første hovedstad.

De første europæiske bosætter i Brasilien var portugisiske kriminelle, der blev deporteret til landet. De blev fulgt af jøder, der med tvang var blevet omvendt til kristendommen, men flygtede for frit at kunne dyrke deres jødiske tro. De anlagde lønsomme sukkerplantager i det nordøstlige Brasilien. I år 1600 var der etableret hele 120 sukkerfabrikker, der forsynede Europa med sukker.

Indianerne havde arbejdet i skovene, men ville ikke arbejde på sukkerfabrikkerne. Da portugiserne forsøgte at gøre dem til slaver, kom de to befolkningsgrupper for alvor i kontakt med hinanden, og talrige indianere døde af de “nye” europæiske sygdomme. Da de på den måde kom til at mangle arbejdskraft, begyndte koloniherrerne at købe slaver fra Afrika. Den afrikanske slavekyst lå relativt tæt på Brasiliens nordøstlige hjørne, og over fire mio. afrikanske slaver blev udskibet til Brasilien. De udgjorde en tredjedel af alle de slaver, der blev ført til Amerika.

Da Portugal i 1580 blev forenet med Spanien i en union, mistede Tordesillas-traktaten sin betydning, og portugiserne kunne fortsætte mod vest på den anden side af den fastsatte grænse. Unionen blev opløst i 1640, og godt et århundrede senere og efter mange stridigheder fastlagde portugiserne og spanierne Brasiliens nuværende grænser.

I 1693 blev der fundet guld i den nuværende brasilianske delstat Minas Gerais, og i løbet af 1700-tallet blev Brasilien verdens største guldproducent, selv om sukker fortsat var den vigtigste eksportvare. Rio de Janeiro, som blev udskibningshavn for guldet, fik større betydning og blev hovedstad i 1763.

Under Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet flygtede Portugals konge, Joao VI, til Rio, og i 13 år regerede han Portugal fra sit eksil i Brasilien. Det handelsmonopol, som Portugal hidtil havde haft, blev ophævet. Rio de Janeiro blev åbnet for al søfart, og Brasilien blev ophøjet til kongedømme – fuldstændig på lige fod med moderlandet Portugal. Joao VI vendte hjem i 1821 og efterlod sin søn Pedro som regent. Men da domstolene i Lissabon atter ville gøre Brasilien til koloni, kom det til en konflikt, der endte med, at Dom Pedro i 1822 erklærede Brasilien selvstændigt og lod sig krone til kejser.

Forfatningen fra 1824 gav Pedro I lov til selv at fordele politiske poster, jord og ejendomme, og han kunne dermed tilgodese de forskellige gruppers og regioners interesser. Da kejseren tilmed virkeliggjorde republikanernes drøm om selvstændighed og samtidig opfyldte de konservatives ønske om et monarki, fremstod Brasilien en tid som mere stabilt end de spansktalende nabolande.

I løbet af 1800-tallet blev der etableret store kvægfarme i det sydlige Brasilien, og samtidig blev kaffen derfra en stor eksportvare. I nord flød rigdommene i form af gummi, og byen Manaus i Amazonas blev en af verdens rigeste byer. Men det lykkedes ikke for Pedro I at forvalte rigdommene ordentligt, befolkningen blev mere og mere utilfreds, og han blev tvunget til at abdicere. Herefter fulgte et årti med uro, inden Pedros søn i 1841 blev kronet til kejser, kun 14 år gammel.

Pedro IIs lange regeringstid bliver sædvanligvis betegnet som en guldalder i Brasiliens historie. Kejseren var en meget populær person, og økonomien var i fremgang. Sukkereksporten steg, da befolkningstallet i industrialiseringens Europa voksede, og bomuldseksporten fik et opsving, da den amerikanske borgerkrig satte en stopper for udskibningen af bomuld fra USA. Tobak, læder og kakao blev vigtige eksportvarer. Men frem for alt var det kaffen, som gav store indtægter. Fra 1850 stod Brasilien for mere end halvdelen af verdens kaffeproduktion.

På samme tid ophørte slavehandelen, og efterhånden kom store skarer af europæiske indvandrere til kaffedistrikterne for at arbejde. Alene i 1887 – året, hvor slaveriet blev officielt afskaffet over hele Brasilien – kom 90.000 europæere til Sao Paulo. På den tid var republikanernes antal steget, og efter et oprør fra militæret i 1889 måtte Pedro II abdicere. Brasilien blev en republik. Sao Paulo var den rigeste delstat og krævede derfor et omfattende regionalt selvstyre, da den nye forfatning skulle skrives. I praksis var det de rigest delstater, der bestemte hele landets politik. Stemmeretten var begrænset til 3 procent af befolkningen.

I begyndelsen af 1900-tallet blev Brasilien endnu rigere, da indtægter fra kaffedyrkningen blev investeret i tekstilfabrikker. Det lagde grunden til industrialiseringen i Sao Paulo-området. Samtidig blev sukkerplantagerne slået sammen til endnu større enheder, og landarbejderne blev stadigt fattigere. Landet blev hjemsøgt af tørke, og protester i de fattige delstater førte til nogle urolige år med oprørsforsøg flere steder. I 1930, midt under den økonomiske verdensdepression, stillede Getúlio Vargas sig i spidsen for et større oprør, som gjorde en ende på den såkaldte Første Republik.

Med Vargas som præsident indledtes en ny æra i brasiliansk politik. Vargas var pragmatiker, uden en bestemt ideologi. Han reducerede delstaternes magt, forfulgte kommunisterne og satte fagbevægelsen under statens kontrol, men samtidig fremmede han industrialiseringen og iførte et socialt sikringssystem. Brasilien blev efterhånden en korporativ stat, som mindede om de fascistiske regimer i Europa, og Vargas gennemførte en række forfatningsændringer, der gav ham diktatorisk magt. Men samtidig sendte han brasilianske styrker til Italien i juli 1944 for at kæmpe på de allieredes side i Anden Verdenskrig, og han lod de allierede anlægge militærbaser i det nordøstlige Brasilien.

Den økonomiske vækst blev lidt efter lidt afløst af krise, da kaffepriserne faldt, og underskuddet på statsbudgettet steg og steg. Vargas satsede endnu hårdere på industrialiseringen og på at lokke udenlandsk kapital til landet. Efter en voksende folkelig utilfredshed med det enevældige styre lod Vargas sine tilhængere danne to politiske partier, men i slutningen af 1945 tvang militæret ham til at gå af.

En række præsidenter kom og gik, og landet var præget af ustabilitet og store økonomiske problemer. Under indtryk af den kolde krig blev den kommunistiske fagbevægelse forbudt, og landets forbindelser med Sovjetunionen blev afbrudt. Vargas vendte tilbage som folkevalgt præsident i 1951-54, men hans styre var ikke nogen succes. Et mordforsøg på hans værste politiske modstander udviklede sig til en skandale, og til sidst tog Vargas sit eget liv.

Efterfølgeren, Juscelino Kubitschek, satsede endnu hårdere end Vargas på industrialisering og økonomisk vækst under slagordet “Halvtreds års udvikling på fem år”. Det blev Kubitschek forundt at virkeliggøre en mere end hundrede år gammel idé: skabelsen af en ny hovedstad, Brasília, inde i landet. Byen blev indviet i 1960 efter kun fire års byggeri, men projektet førte til et enormt budgetunderskud og store udlandslån.

Den næste præsident, Janio Quadros, var tvunget til at gennemføre højst upopulære stramninger i økonomien, og selv blandt militæret skabte han sig fjender på grund af sin USA-kritiske udenrigspolitik. Han måtte gå af efter kort tid, og efterfølgeren, Joao Goulart, forsøgte forgæves at håndtere en økonomisk krise og den voksende utilfredshed, som blandt andet førte til dannelsen af landets første uafhængige fagbevægelse. Sukkerarbejderne i nordøst var forarmede, de sultede og organiserede sig med krav om en gennemgribende jordreform. Plyndringer, optøjer og strejker fulgte. Militæret frygtede en udvikling hen imod kommunisme, og i et hemmeligt samarbejde mellem militæret og USA blev Goulart styrtet i 1964.

Militærregimet med generel Huberto Castello Branco som præsident indførte undtagelsestilstand. Fagbevægelsen blev igen sat under statens kontrol, og de eksisterende politiske partier blev forbudt. i stedet blev skabt et officielt regeringsparti, Den Nationale Alliance til Fornyelse, ARENA, og et officielt oppositionsparti, Den Brasilianske Demokratiske Bevægelse, MDB.

Staten blandede sig mere og mere i samfundsøkonomien og satte udvindingstakten af landets naturressourcer i vejret. Joao Goulart havde nationaliseret en række USA-ejede selskaber, men militæret opmuntrede nu til udenlandske investeringer. Det lykkedes at bekæmpe inflationen, men prisen var stagnation og voksende politisk utilfredshed.

Da alle almindelige former for opposition var forbudt, voksede en illegal, væbnet oprørshær frem i storbyerne i 1968. De følgende år nåede militærregimets undertrykkelse nye højder med massearrestationer, omfattende tortur og mord på kritikere af regimet. Samtidig blev de økonomiske stramninger lempet, og økonomien voksede med 10 procent om året. Perioden er bagefter kaldt “det brasilianske mirakel”. Men “miraklet” kom kun en beskeden del af befolkningen til gode, og de økonomiske forskelle i samfundet blev stadig større.

I 1974 indledte general Ernesto Geisel en forsigtig liberalisering, abertura, og ved valget året efter gik oppositionspartiet MDB stærkt frem. Selvstændige faglige ledere trådte frem, kritikken mod militærstyret og de økonomiske uretfærdigheder voksede i sidste halvdel af 1970erne, og hundredtusinder af arbejdere gik i strejke. Arbejderne i Sao Paulos bilindustri gik forrest, anført af metalarbejderen Luíz Inácio da Silva, kaldet “Lula”. Strejkerne blev imidlertid kendt ulovlige, og “Lula” blev arresteret.

Men liberaliseringspolitikken sejrede. En afgørende vending indtraf i 1979 under præsident Joao Baptista Figueiredos. Undtagelseslovene blev ophævet, de politiske fanger frigivet, flygtninge fik lov at vende tilbage, censuren blev mildnet, og man forberedte demokratiske valg. Topartisystemet blev opløst, og det gamle regeringsparti ARENA blev erstattet af Det Demokratiske Sociale Parti, PDS, mens oppositionen dannede flere politiske partier. Det største blev Brasiliens Demokratiske Bevægelse, PMDB.

Regeringens vigtigste mål var dog at skabe økonomisk vækst. Brasiliens militærstyre adskilte sig fra lignende regimer i Latinamerika ved at gennemføre en modernisering og udbygning af industrien og infrastrukturen. Der blev ubygget dæmninger og kraftværker, og Amazon-landet blev udnyttet, bl.a. begyndte man at anlægge en vej tværs gennem landet fra Atlanterhavskysten til den peruvianske grænse. Mange af disse offentlige arbejder var finansieret af lån, og udlandsgælden voksede.

Ved valget i 1982 fik oppositionspartiet PMDB flest stemmer, men på grund af valgsystemet beholdt regimet og PDS kontrollen med parlamentet. PDS fik også flertal i det valgkollegium, der i 1985 skulle udpege præsidenten, og militæret troede, at posten var deres. Men liberale PDS-politikere allierede sig med PMDB, og valgkollegiet udpegede oppositionens kandidat, Tancredo Neves, til ny præsident, med den tidligere PDS-leder José Sarney som vicepræsident.

Neves’ sejr udløste stor begejstring i landet. Men umiddelbart inden han skulle tages i ed som præsident, blev Neves syg og døde. Afløseren, José Sarney, blev i april 1985 indsat som Brasiliens første civile præsident i over to årtier. Samme år vedtog kongressen en forfatningsændring, som genindførte direkte præsidentvalg og udvidede stemmeretten til også at omfatte analfabeter.

José Sarney lovede at gennemføre den politik, Neves havde planlagt, og gik i gang med en jordreform, en revision af forfatningen og økonomiske reformer. Men godsejerne ville ikke afgive jord til de jordløse bønder. Efter voldsomme sammenstød mellem bønder og jordejere, der kostede mindst 125 mennesker livet, blev bønderne tildelt jord i Amazonlandet. Det førte til hæmningsløs skovrydning og store miljøskader.

Arbejdet med at reformere forfatningen begyndte i 1985, og efter flere omskrivninger og mange politiske kampe blev den nye grundlov vedtaget i september 1988. De borgerlige fri- og rettigheder blev garanteret, og præsidentens magt reduceret. En række ledende PMDB-politikere var utilfredse med Sarney, forlod partiet og dannede Brasiliens Socialdemokratiske Parti, PSDB. Blandt disse var Fernando Henrique Cardoso.

Den økonomiske hestekur, der skulle få bugt med den høje inflation, mislykkedes. I stedet gik store dele af statens indtægter til afbetaling på den høje udlandsgæld, og det var svært for landet at få nye lån. Faglige demonstrationer, uroligheder og plyndringer fulgte.

Utilfredsheden med Sarney-regeringen kom oppositionen til gode i præsidentvalget i 1989. Arbejderpartiets, PTs, kandidat, den radikale, faglige leder “Lula” da Silva, blev støttet af den samlede venstrefløj. Men han blev besejret i anden valgrunde med nogle få procent af den tidligere delstatsguvernør, populisten Fernando Collor de Mello, som havde grundlagt sit parti, Partiet til National Genopbygning, PRN, udelukkende med det formål at vinde valget. Collor førte en meget kostbar valgkamp i TV Globo, som var ejet af hans forældre. Han lovede at gøre en ende på hyperinflationen og korruptionen, reducere bureaukratiet og gennemføre privatiseringer af statslige virksomheder.

Men også Collars økonomiske politik mislykkedes. Krisen blev endnu værre, og Brasilien måtte indstille afbetalingen på udlandsgælden. Arbejderne protesterede mod de økonomiske stramninger. Regeringspartiet led nederlag ved guvernørvalgene i 1990 i bl.a. Sao Paulo og Rio de Janeiro. Året efter blev nogle af præsidentens nærmeste anklaget for korruption, og da Collor de Mello i 1992 var vært for FNs internationale miljøkonference i Rio de Janeiro, var han stærkt på vej mod personlig og politisk fornedrelse. Anklager om, at han havde taget af statskassen, voksede til en skandale, der til sidst førte til en rigsretssag. Collor blev i senatet sigtet for embedsmisbrug, men kort før senatet skulle afsige dommen i december 1992, gik Collor af som præsident. Processen blev afbrudt, og stedfortræderen Itamar Franco taget i ed som ny præsident.

Senatet ophævede Collors tiltaleimmunitet og forbød ham at indtage politiske poster i otte år. Collor blev frikendt for korruptionsanklagerne å grund af manglende beviser, men blev i 1997 dømt for skattesvig.

Også Itamar Francos regering blev inddraget i en korruptionsskandale, hvor flere nuværende og tidligere ministre, guvernører og kongresmedlemmer blev anklaget for at have taget imod bestikkelse. Alligevel lykkedes det koalitionsregeringen at forbedre økonomien, men den blev svækket af en række rokader og afhopninger før parlaments- og præsidentvalget i oktober 1994.

Blandt dem, der gik af, var finansminister Fernando Henrique Cardoso. Det var på mindre end et år lykkedes ham at opnå, hvad en række finansministre før ham ikke havde haft held med. Et drastisk fald i inflationen. Det gav ham en kæmpesejr i præsidentvalget over hovedmodstanderen da Silva, og Cardoso tiltrådte som præsident i begyndelsen af 1995.

Cardoso indledte en liberalisering af økonomien, men hans præsidentperiode blev dog domineret af hans kontroversielle kamp for en ændring af forfatningen, der skulle gøre det muligt for ham at blive genvalgt. Ændringen trådte i kraft i 1997, og på trods af valgløfter om økonomiske stramninger vandt Cardoso præsidentvalget i oktober 1998 med godt 53 procent af stemmerne mod da Silvas knap 32 procent.

Vigtige årstal i Brasiliens historie

• 1500 portugiseren Cabral går i land ved Monte Pascoal
• 1693 guldfund i Minas Gerais
• 1808 Portugals kong Joao VI flygter til Brasilien
• 1822 selvstændighed under kejser Pedro I, Joaos søn
• 1825 Portugal anerkender Brasiliens selvstændighed
• 1888 slaveriet afskaffes
• 1889 Pedro II abdicerer, Brasilien bliver republik
• 1930 Getúlio Vargas tager magten ved militærkup
• 1960 den nye hovedstad, Brasília, indvies
• 1964 militærkup
• 1974 overgang til demokrati indledes
• 1985 første civile præsident i 21 år
• 1988 ny forfatning

Forfatning og forvaltning

Grundloven fra 1988 markerede den endelige overgang fra militærdiktatur til demokrati i Brasilien. Mange af præsidentens magtbeføjelser blev overført til parlamentet. Censur- og sikkerhedslove blev afskaffet, og borgerrettighederne, bl.a. fri strejkeret, garanteret.

Præsidenten er stats- og regeringsleder og udnævner ministrene samt højere embedsmænd. I regeringen indgår bl.a. militærets øverstkommanderende. Der holdes præsidentvalg hvert fjerde år, og den siddende præsident kan stille op til genvalg. Hvis ingen kandidat får over 50 procent af stemmerne, holdes en anden valgrunde mellem de to førende kandidater.

Den lovgivende magt ligger hos parlamentet, nationalkongressen, der har to kamre, deputeretkammeret og senatet. Medlemmerne af deputeretkammeret vælges for fire år. Deres antal står i forhold til befolkningstallet, efter valget i 1998 var der 513 medlemmer. Senatet har 81 medlemmer, som sidder i otte år.

Der er stemmepligt for mænd og kvinder mellem 18 og 69 år, og fra 16 årsalderen kan man stemme frivilligt. Analfabeter har også lo at stemme.

Brasilien er en forbundsrepublik med 26 delstater samt et forbundsdistrikt omkring hovedstaden. Delstaterne har en ret høj grad af selvstyre og ledes af en direkte valgt guvernør og et parlament.

Delstaterne har bl.a. ansvar for politi- og retsvæsen. Politiet er håbløst korrupt, og ifølge menneskerettighedsorganisationen Amnesty International forekommer der regelmæssigt tortur af fanger. Det sker også ofte, at folk dør under anholdelser, og det er sjældent, de skyldige bliver straffet. Forholdene i de overfyldte fængsler er elendige, og fangeoprør er almindelige med mange dødsofre til følge.

En del politimænd har ladet sig hyre af forretningsmænd til at “rense ud i slummen” og har deltaget i mord på tusinder af brasilianske gadebørn i de senere år. Meget få af disse grusomme massakrer er blevet opklaret. Menneskerettighedsaktivister, småbønder, indianere og personer, som anmelder overgreb, trues på livet og er blevet mishandlet eller myrdet af militærpolitifolk eller lejemordere, som myndighederne sjældent pågriber.

Præsidenten tog i 1997 initiativ til at etablere et nationalt sekretariat for menneskerettigheder, og har fået vedtaget en lovpakke, der skal bremse volden i storbyerne og korruptionen i politiet. I år 2000 blev der således indført et midlertidigt forbud mod salg af håndvåben. Disse våben menes at være årsagen til omkring 40.000 dødsfald hvert år i Brasilien. Staten har også forsøgt at få bedre kontrol med delstaternes militærpoliti.

Indenrigspolitik

Brasilien ligner mere et splittet kontinent end en samlet nation, og der findes enorme regionale, sociale og økonomiske forskelle. Det er svært at styre dette mangefacetterede land, og traditionelt har mægtige økonomiske interesser og ikke mindst militæret været stærkere end de politiske partier.

Regionale interessegrupper har stor indflydelse på politikerne tværs over partigrænserne, og partiskift er almindelige. Besværet med at skabe flertal i kongressen fører ind imellem til præsidentstyre pr. dekret. Næsten tyve år efter diktaturets opløsning er demokratiet i Brasilien fortsat skrøbeligt, og dets største svaghed er muligvis den udbredte korruption.

Politikken over for regionerne har været omstridt lige siden kolonitiden. Guvernører og borgmestre ligger ofte i magtkamp med forbundsregeringen. Delstaternes skatteindtægter omfordeles af forbundsregeringen, og de rige delstater er utilfredse med at skulle forsørge de fattige delstater. Valgsystemet betyder desuden, at de mindre udviklede egne i landet er overrepræsenterede i parlamentet.

Indtil videre er der ingen regering, hverken diktatorisk eller demokratisk, der har haft held til at løse Brasiliens alvorligste problem: de sociale og økonomiske uligheder, der skaber voldsomme spændinger i samfundet. Indbyrdes rivaliserende bander og narkotikaligaer styrer livet i mange af landets favelas, fattige slumområder. Politiet er korrupt, og militærpolitiet er forgæves blevet sat ind i forsøg på at bremse den stigende vold og anden kriminalitet i storbyerne. Middelklasse-familier bor ofte i bevogtede boligkvarterer, og de rige bor bag hegn og har elektronisk overvågning.

Trods de voldsomme modsætninger i samfundet fungerer demokratiet dog formelt, og det splittede partibillede har gjort koalitionsregeringer nødvendige.

Siden 1995 er Brasilien blevet regeret af præsident Fernando Henrique Cardoso og hans parti, Det Brasilianske Socialdemokratiske Parti (Partido da Social Democracia Brasileira, PSDB) i koalition med et par andre store partier. Partiet blev dannet i slutningen af 1980erne af Cardoso og andre afhoppere fra PMDB (Partido do Movimento Democrático Brasileiro). PMDB er et kristeligt demokratisk midterparti, som blev født af modstanden mod militærdiktaturet og samlede bred støtte både til venstre og højre.

Ved det seneste valg i 1998 blev PSDB næststørst med næsten en femtedel af mandaterne i parlamentet. Det største parti blev det konservative Den Liberale Fronts Parti (Partido Frente Liberal, PFL), og regeringskoalitionen består af PSDB, PFL, PMDB og højrealliancen Det Brasilianske Progressive Parti (Partido Progressista Brasileiro, PPB).

Cardosos parti har lagt vægt på økonomisk og social retfærdighed. Cardoso, en tidligere venstreorienteret sociologiprofessor, har også ført en markedsliberal politik med det formål at fremme frihandel, dæmpe inflationen og skabe økonomisk vækst.

Venstrefløjen blandt socialdemokraterne forholder sig meget kritisk til Cardosos politik og har krævet, at der satses mere på social udvikling i landet. De skuffede socialdemokrater har meget til fælles med Arbejderpartiet (Partido dos trabalhadores, PT), som er det vigtigste oppositionsparti. PT voksede ud af de uafhængige faglige protester mod bl.a. de store bilfabrikker i Sao Paulo og mod militærdiktaturet i slutningen af 1970erne og har støtte både i industribyerne og blandt landarbejderne. I de senere år har partiet blødt lidt op på sin tidligere radikale socialisme. Ved lokalvalgene i oktober 2000 oplevede PL stor fremgang og fik magten i flere større byer, bl.a. Sao Paulo. Grundlæggeren og den tidligere leder, Luíz Inácio “Lula” da Silva, er kaldt Brasiliens Lech Walesa. Han er blevet nummer to i tre præsidentvalg i træk.

Cardoso har kunnet pege på makroøkonomisk vækst, faldende inflation og større købekraft for millioner af mennesker. Men prisen har været høj. De mærkbare budgetnedskæringer og privatiseringerne har medført stigende arbejdsløshed, og det har især ramt de fattigste. Der har været omfattende protester og demonstrationer mod regeringen.

Regeringens jordreform skrider for langsomt fremad, mener De Jordløses Bevægelse (Movimento dos Sem Terra, MST). Bevægelsen menes at repræsenterer ca. 4 mio. landarbejdere og har gennemført jordbesættelser for at presse regeringen til at sætte tempoet i omfordelingen op. Visse godsejere har reageret ved at hyre lejemordere, bl.a. politifolk, der har myrdet landarbejdere og MST-ledere. Ved en aktion i 1996 dræbte militærpolitiet 19 demonstranter. Ved retssagen tre år senere blev de ansvarlige befalingshavere frikendt, hvilket udløste protester. i maj 2000 besatte 30.000 MST-medlemmer en række offentlige bygninger, bl.a. flere ministerier, og krævede jordreform nu.

Devalueringen af valutaen i begyndelsen af 1999 blev efterfulgt af en økonomisk krise med mærkbare prisstigninger. Cardosos økonomiske stramninger blev mødt af voksende protester, og i august demonstrerede ca. 100.000 arbejdere, jordløse og andre venstresympatisører i hovedstaden. De upopulære beslutninger og en række korruptionsskandaler trak hårde veksler på regeringssamarbejdet. Politikere, embedsmænd, dommere, politifolk, erhvervsledere og bankmænd viste sig at være indblandet i organiseret kriminalitet med narkohandel og pengevask af gigantisk omfang. I år 2000 blev der afsløret korruption omkring et byggeprojekt i Sao Paulo med forgreninger helt op i præsident Cardosos administration.

I starten af 2001 blev Jader Barbalho fra PMDB valgt til senatsformand efter en intern magtkamp i regeringen. PFLs mægtige leder, António Carlos Magalhaes, anklagede Barbalho for korruption, men begge de stridende parter måtte i årets løb forlade senatet, selv mistænkte for korruption. Også regeringskoalitionens gruppeformand i senatet, en partifælle til præsident Cardoso, trak sig af lignende årsager. Samtidig var regeringen under pres af en energikrise, der fik negative følger for landets økonomi i 2001.

Udenrigspolitik og forsvar

Brasiliens størrelse og sproglige isolation i Sydamerika har betydet, at landet i højere grad end naboerne har lukket sig økonomisk og politisk om sig selv. Men blokdannelsen i andre dele af verden har ført de sydamerikanske lande nærmere hinanden, og Brasilien har siden 1995 dannet et fællesmarked, Mercosur, med Argentina, Paraguay, Uruguay og Chile. Denne frihandelsaftale har åbnet for et øget politisk samarbejde mellem landene. Den brasilianske devaluering i 1999 førte dog til spændte handelsrelationer med Argentina, da devalueringen gjorde de argentinske varer dyrere på det brasilianske marked.

Brasilien var længe yderst loyal over for USA, der støttede militærdiktaturet frem til slutningen af 1970erne. Da USA skiftede standpunkt, blev forholdet køligt, og sådan var det frem til slutningen af den kolde krig. Selv om de to lande siden har fået et bedre indbyrdes forhold, føler mange brasilianere en vis bitterhed over USAs støtte til diktaturet. Desuden har handelstvister i de senere år også påvirket de politiske relationer. Brasilien har udviklet en større selvstændighed og stiller sig bl.a. skeptisk over for USAs visioner om en pan-amerikansk frihandelsaftale. I Brasilien er man bange for, at en sådan aftale vil føre til, at landet oversvømmes af amerikanske produkter, og brasiliansk industri udkonkurreres.

I Brasília har man også set med mistænksomhed på USAs militære indsats over for narkohandelen i Sydamerika. Særligt det brasilianske forsvar er kritisk over for USAs interesse i Amazonlandet, herunder amerikanernes ønske om at anvende egne militære styrker i kampen mod narkotikasmuglingen i området. Brasilien er et vigtigt transitland for kokainhandel fra Bolivia og Colombia til USA og Europa. Siden år 2000 har Brasilien og USA dog haft et efterretningssamarbejde om aktiviteterne i Amazonlandet.

Brasilien bevogter også grænsen til Colombia meget nøje for at forhindre, at volden fra kampene dér breder sig ind på brasiliansk territorium.

De politiske relationer til den gamle kolonimagt forandrede sig efter revolutionen i Portugal i 1974. Det brasilianske regime havde tidligere støttet Portugal i krigene mod befrielsesbevægelserne i de portugisiske kolonier i Afrika, men vendte helt rundt og anerkendte som det første land i verden det marxistiske MPLA-regime i Angola. Beslutningen var omstridt, også internt i regeringen, og blev taget trods modstand fra USA.

Brasilien var det eneste latinamerikanske land, der deltog i Anden Verdenskrig. I de seneste årtier har Brasilien deltaget i flere fredsbevarende FN-operationer, bl.a. i El Salvador og Angola, og regeringen arbejder for, at Brasilien skal få en permanent plads i FNs sikkerhedsråd.

Brasilien har regionens største hær, men militærets betydning er faldet gradvist siden demokratiets genindførelse for næsten tyve år siden. Selvom der fra tid til anden går rygter om et nyt kup, har militæret i de senere år kun grebet ind i enkeltsager. Det har f.eks. protesteret mod tildelingen af særlige områder til Amazonindianerne og forsøgt at bekæmpe den organiserede narkotikakriminalitet i området. Der er udstationeret omkring 22.000 soldater i Amazonlandet, heraf 6000 ved grænsen til Colombia.

Politik og forsvar

• Officielt navn: República Federativa do Brasil – Forbundsrepublikken Brasilien
• Stats- og regeringsleder: præsident Fernando Henrique Cardoso (siden 1995)
• Vigtigste politiske partier (mandater i deputeretkammeret efter valget i 1998): Den Liberale Fronts Parti/PEL (106), Det Brasilianske Socialdemokratiske Parti/PSDB (99), Den Brasilianske Demokratiske Bevægelses Parti/PMDB (82), Det Brasilianske Progressive Parti/PPB (60), Arbejderpartiet/PT (58)
• Medlemskab af internationale og regionale organisationer: FN, IMF, LAIA, Mercosur, OAS, Verdensbanken, WTO
• Forsvarsstyrker: hæren 189.000, flåden 48.600, flyvevåbnet 50.000, reserverne (inkl. delstaternes halvmilitære politi) ca. 385.000 (2000).
• Militærtjeneste: værnepligt i et år
• Forsvarsudgifter: 17,5 mia. US dollar (2000)

Økonomi

Brasiliens folketal, naturressourcer og brede industrielle basis giver landet forudsætninger for at blive en af verdens stærkeste økonomier. Men dårlig ledelse, korruption og mangel på uddannet arbejdskraft har hæmmet udviklingen og skabt dybe kløfter i samfundet.

Regionen omkring Sao Paulo og Rio de Janeiro er blevet et af verdens mest attraktive investeringsområder, men samtidig lever for eksempel dele af det nordøstlige Brasilien stadig i en fattigdom, der ellers kun findes i udviklingslandene.

Ikke desto mindre syder Brasilien af udvikling, særligt inden for IT og telekommunikation. Salget af telefongiganten Telebrás i 1998 var den hidtil største privatisering uden for den industrialiserede verden.

Brasiliens økonomi var i lang tid kendetegnet af en blanding af statskontrol og kapitalisme. Udenlandske virksomheder blev tidligt lokket til landet for at udnytte dets rige naturressourcer. I 1960erne og 70erne skabte militæret den vestlige verdens mest statskontrollerede økonomi. Staten ejede bl.a. miner, jernbaner, vandkraftværker, stålværk og kernekraftværker. Landets hurtige udbygning af industrien fik betegnelsen “det brasilianske mirakel”. Bruttonationalproduktet, BNP, voksede kraftigt, servicesektoren begyndte at ekspandere, og folk flyttede til byerne i hidtil uset omfang.

Men “miraklet” blev finansieret af store udlandslån, samtidig med at oliepriserne steg. Væksten faldt, inflationen steg, og udlandsgælden var skyhøj i midten af 1980erne. Flere økonomiske reformprogrammer mislykkedes, og de fattige led under den galopperende inflation, mens de i forvejen velhavende kunne profitere af ændringerne i valutakurserne.

Fernando Collor de Mello, som blev præsident i 1990, rettede sig efter Den Internationale Valutafonds, IMFs, strenge krav og devaluerede valutaen, indførte pris- og lønloft og indefrøs bankkonti. Desuden blev økonomien liberaliseret. Collor fjernede en række handelshindringer, som beskyttede den hjemlige industri mod udenlandsk konkurrence. Et vigtigt skridt var liberaliseringen af energimarkedet samt privatiseringerne af stålværker, flyfabrikker og andre virksomheder trods faglig og politisk modstand.

I 1993 begyndte der at komme vækst i økonomien, men inflationen steg stadig, indtil den nåede et rekordhøjt niveau i 1994. Året efter faldt den dramatisk takket være præsident Cardosos såkaldte Real-plan. Planen blev iværksat gradvist fra 1993, da Cardoso var finansminister. Real blev den nye valuta i 1994, og dens værdi blev knyttet til dollarens, samtidig med at der blev skåret i de statslige udgifter. Privatiseringstakten blev sat op, og staten opmuntrede udenlandske investeringer.

Udenlandsk kapital strømmede til landet, og tilvæksten steg. Vældige investeringsmuligheder tilbød sig, da privatiseringen af Brasiliens telefonnet, energiforsyning, mineindustri, havne, jernbaner og dele af olieindustrien blev indledt. Aktier i telegiganten Telebrás blev på kort tid nogle af de mest omsatte på børsen. Det hjemlige forbrug eksploderede også, da middelklassens købekraft steg. Men for de fattige skete der ikke de store forandringer.

Krisen i Asien i 1997 og uroen på verdens børser førte til et stormløb mod Brasiliens aktiemarked og spekulationer mod den overvurderede valuta. Realplanen indebar også, at regeringen – i et forsøg på at undgå en devaluering – indførte lønstop, satte skatterne op, forhøjede renten til hele 43 procent og beskar statsbudgettet kraftigt.

Cardoso blev genvalgt i 1998, og nu fulgte endnu hårdere stramninger på budgettet. Efter Ruslands finanskrise det år gik den brasilianske økonomi tilbage. I starten af 1999 blev regeringen tvunget til at lade valutaen flyde frit. Realen faldt stort i værdi over for dollaren, og det førte til kapitalflugt fra Brasilien.

Økonomien kom sig dog, og landet oplevede en lille tilvækst i 1999 samt en stigning på over 4 procent i BNP året efter. Men i 2001 blev Brasilien negativt påvirket af krisen i Argentina, der aftager en stor del af landets eksport. Begge lande fik i august lovning på nye lån fra IMF. Brasilien blev også ramt af en energikrise i 2001, der fik alvorlige følger for industrien.

Den store udlandsgæld var længe Brasiliens tungeste økonomiske byrde. Presset lettede takket være succesrige genforhandlinger i 1990erne, og fra 1998 er gælden blevet mindre og mindre. I september 2001 lå den på 205 mia. US dollar.

Mens Cardosos markedsliberale politik er blevet kritiseret fra venstrefløjen, har erhvervsliv og investorer krævet et endnu hurtigere reformtempo kombineret med mindre bureaukrati, et enklere skattesystem og lavere skat. Forbundsregeringen har forsøgt at mindske det store budgetunderskud ved bl.a. a skære i de sociale ydelser og sætte tilskuddene til delstater og kommuner ned. Meget af dette kræver dog ændringer i forfatningen, og parlamentet har derfor bremset planerne.

Økonomi og arbejdsmarked

• BNP/indbygger: 6500 US dollar (købekraftkorrigert, skøn, 2000)
• Diverse sektorers andel af BNP: landbrug 9%, industri 29%, service og andet 62% (skøn 1999)
• Naturressourcer: mineraler, vandkraft, skovbrug
• Årlig eksport: 48 mia. US dollar (1999)
• Årlig import: 49,2 mia. US dollar (1999)
• Vigtigste eksportvarer: maskiner og transportmidler, levnedsmidler, metaller, kemikalier, jernmalm, jern og stål
• Vigtigste importvarer: industrivarer, kemikalier, olie, køretøjer, levnedsmidler
• Vigtigste handelspartnere: USA, Argentina, Holland, Tyskland, Japan
• Valuta: 1 real = 3,51 DKK (januar 2002)
• Andel beskæftigede i forskellige sektorer: landbrug 23,1%, industri 23,7%, service og andet 53,2% (2000)
• Arbejdsløshed: 7% (officielle tal, 2001)

Naturressourcer og energi

Brasilien har enorme forekomster af malm og mineraler. Næsten to tredjedele af verdens jernmalm menes at befinde sig i Carajás-bjergene syd for Belém i det østlige Amazonas. Malmen er af høj kvalitet, og brydningen sker til rimelige omkostninger. Et gigantisk mine- og industriprojekt i Carajás har gjort landet til verdens største producent af jernmalm og en af de s tørste producenter af bauxit. Men det har også påvirket miljøet stærkt. Malmudvinding og industrialisering har ødelagt vældige arealer i Amazonlandet og tvunget indianerstammer til at flytte. Et endnu større mine- og industriområde projekteres længere mod vest. Her skal veje, lufthavne og et system af kanaler sætte skub i handelen mellem Sydamerikas lande.

Brasilien bryder også tin, aluminium, nikkel, kobber, guld, ædelstene, mangan, bly og en række andre metaller og mineraler, bl.a. stenkul. Guldproduktionen er faldet lidt i de senere år, bl.a. på grund af en strengere miljøkontrol. En stor del af guldet graves eller vaskes frem af private guldgravere, de såkaldte garimpeiros. De udkæmper mange konflikter om territorier med de lokale indianere. Ved guldudvinding anvendes kviksølv, og tusindvis af ton af det giftige stof er havnet i naturen omkring de brasilianske guldfelter.

I 1997 indledtes en privatisering af det gigantiske, statslige mineselskab Companhia Vale do Rio Doce, og siden er investeringerne i mineindustrien steget, og nye, store fund venter på at blive udvundet.

Brasiliens energiforsyning står også foran en privatisering. Landet er meget rigt på vandkraft og får mere end 95 procent af sin elektricitet herfra. Men vældige dæmningsbyggerier har ødelagt store naturområder, først og fremmest i Amazonas. Verdens største vandkraftværk, Itaipú, på grænsen til Paraguay, ventes at kunne producere godt en tredjedel f Brasiliens elektricitet, når det er fuldt udbygget.

I 2001 faldt der usædvanligt lidt regn, og det førte til store afbrydelser i elforsyningen og satte skub i planerne om at bygge nye, gasfyrede kraftværker, udbygge vindkraften og øge importen af elektricitet.

Olie er det vigtigste brændstof, og det meste produceres inden for landets grænser på platforme ud for kysten. Forbruget af naturgas er endnu ikke så højt, men det er planen, at importen af gas fra Bolivia skal sættes op. Kul bruges kun i stålindustrien.

For at mindske afhængigheden af olie har Brasilien fra tid til anden produceret ætanol fra sukkerrør og kassava. Det tidligere statslige olieselskab Petrobrás, der nu næsten er 100 procent på private hænder, er verdens førende inden for dybtvandsboring.

Miljø

Brasilien har måttet betale en høj pris for sin udvikling i form af miljøskader. Luften i industribyerne er stærkt forurenet. Cubatao uden for Sao Paulo kaldes for “Dødens dal”, fordi lokalbefolkningen er ramt af sygdomme og fosterskader, der skyldes forurening. Drikkevandet mange steder i landet er truet af miljøgifte. Siden 1997 skal alle biler have katalysator, og miljøkravene er også skærpet inden for industrien. Mange mindre virksomheder mener dog ofte ikke, de har råd til miljøbeskyttelse, og overholder derfor ikke loven.

Store vejbyggerier, omfattende kolonisering og massiv hugst af regnskov har ført til store forrykkelser i naturens balance i Amazonlandet, som er verdens største tropiske skovområde med næsten en tredjedel af verdens dyre- og planteliv. Kviksølvudslip ved guldbrydning og lækage fra olieledninger truer også skoven. Der er endda planer om at anlægge en gasledning gennem Amazonas. Store arealer med skov er blevet brændt af af småbønder, kvægavlere og tømmerselskaber. Det har ført til jorderosion, udtørring og udryddelse af dyre- og plantearter.

Værst ramt er delstaten Rondônia tæt på grænsen til Bolivia. Ifølge miljøorganisationen Greenpeace blev cirka en syvendedel af alle træer i det brasilianske Amazonland fældet i perioden 1970 til 2000. Det svarer til et område på størrelse med Frankrig. Fældningshastigheden er endda sat op trods den skærpede miljølovgivning. Det er meget svært at kontrollere, om tømmerselskaberne overskrider den tilladte kvote.

I 1995 underskrev otte sydamerikanske lande den såkaldte Limadeklaration, der indeholder en række foranstaltninger, der skal beskytte Amazonas. Brasilien er også gået sammen med FN, Verdensbanken, G-7-landene og EU om et projekt til mange milliarder med det formål at redde regnskoven. Brasilien har kunnet afskrive dele af sin udlandsgæld mod til gengæld at skabe naturreservater i Amazonas, som følge af de såkaldte “debt for nature-swaps”.

I 1996 udstedte præsidenten et dekret, der skal beskytte 80 procent af Brasiliens regnskov, og i 1998 vedtog parlamentet en lov om fængselsstraf for ulovlig fældning. Men samtidig hævder kritikere, at regeringens syvårige udviklingsplan for landet, Avanca Brasil, truer med at udrydde en tredjedel af regnskoven inden 2020.

Landbrug

Brasilien er en af verdens største landbrugsnationer. Landet dyrker og eksporterer mere kaffe og sukkerrør end nogen andre. Brasilien er desuden den næststørste producent af sojabønner, den næststørste eksportør af tobak og forsyner verden med 85 procent af al appelsinjuicekoncentrat. Også produktionen af kakao og bomuld er omfattende.

Landbruget har en vældigbredde, fra de gigantiske plantager, som producerer i stor skala til eksport, til millioner af selvforsynende bønder: Kassava, bananer, majs, ris, hvede, kartofler og bønner er de vigtigste afgrøder til brasilianernes eget forbrug.

Det er dog under en tiendedel af Brasiliens areal, der er opdyrket. Landbrugsjorden ligger især langs kysten og omkring Amazonflodens nedre løb. Omkring en femtedel af landet anvendes til græsning, især i et bælte omkring Brasília og tværs over landet samt længst mod syd ved grænsen til Argentina og Uruguay.

Kød- og mælkeproduktionen står for ca. en fjerdedel af landbrugets omsætning. Kvægfarme er skudt op i udkanten af Amazonbækkenet i de seneste år. I de samme områder har fattige småbønder fået tildelt jord, som de dyrker som svedjebrug med store skader på miljøet til følge. Det brasilianske landbrug forårsager i det hele taget mange miljøskader – blandt andet ved en rigelig anvendelse af kemiske bekæmpelsesmidler.

Af de mange millioner brasilianere, der lever af landbrug, har næsten en tredjedel ingen fast indtægt. De store eksportafgrøder dyrkes på plantager og farme, hvor landarbejderne somme tider lever under nærmest feudale forhold. Bl.a. tvinges børn til at arbejde op mod 14 timer dagligt.

Industri

Brasilien er det mest industrialiserede land i Sydamerika, men på verdensmarkedet har det hidtil haft svært ved at konkurrere. Det skyldes bl.a. landets protektionistiske handelspolitik frem til slutningen af 1980erne, der beskyttede den hjemlige industri mod udenlandsk konkurrence og indebar, at kvaliteten ikke blev tilstrækkelig høj.

Traditionelt har tekstil- og fødevareindustrien domineret sammen med bryggerierne. Også forædling af gummi og træ har været omfattende, men sværindustrien – med produktion af kemikalier, maskiner, biler, fly og våben – vokser nu i betydning. Tidligere eksporterede Brasilien mange våben til Mellemøsten, bl.a Irak.

Brasilien producerer turbiner, generatorer og transformatorer til vandkraft og elproduktion samt specialudstyr til olieindustrien, bl.a. boreplatforme.

I de senere år er produktionen blevet stadig mere sofistikeret. I 1970erne slog en række udenlandske bilproducenter sig ned i Brasilien, og siden er denne industri ekspanderet. Det er dog kun en femtedel af produktionen, der eksporteres, og det især til nabolandene.

Den højteknologiske industri oplevede en vækst i 1980erne, og efter en konjunkturnedgang i begyndelsen af 1990erne er der atter kommet gang i elektronik- og dataindustrien samt i telekommunikation. En stor del af produktionen foregår i en industriel frizone i Manaus i Amazonlandet.

Brasiliens industri er koncentreret til delstaterne Sao Paulo, Rio de Janeiro og Minas Gerais. Byen Sao Paulo har siden 1960erne været Latinamerikas største industriby. Brasilianerne plejer at sige, at hvad landets politikere ødelægger om dagen, bygger virksomhederne i Sao Paulo op om natten. En del internationale virksomheder har etableret sig i området, og Campinas nord for Sao Paulo er et af flere nye IT-centre.

Det meste af sværindustrien var oprindelig ejet af staten. Men siden 1980erne er stål-, fly-, og våbenindustrien blevet privatiseret og har tiltrukket sig udenlandsk kapital. Den hjemlige industri har samtidig fået øget konkurrence udefra, og mange mindre virksomheder er gået konkurs. Et andet problem for den brasilianske industri er manglen på veluddannet arbejdskraft.

Udenrigshandel

Tidligere var handelen med udlandet beskeden, men i løbet af 1990erne voksede den kraftigt, da de fleste toldbarrierer og anden beskyttelse af den hjemlige industri blev afskaffet. Flere faktorer har dog medvirket til et voksende underskud på handelsbalancen. Eksporten hæmmes desuden af den såkaldte “brasilianske omkostningsfaktor”, dvs. udbredt korruption, omfattende bureaukrati og høje afgifter i bl.a. havnene.

EU-landene er sammenlagt Brasiliens største handelspartner, men det er USA, der udgør det største enkelte eksport- og importmarked. Brasilien har dog haft en række handelstvister med USA og med Canada og Mexico, USAs partnere i det nordamerikanske frihandelsområde NAFTA.

Den regionale handel er den mest dynamiske. Brasiliens handel med Argentina, Paraguay og Uruguay steg voldsomt, da de fire lande i 1995 dannede frihandelsområdet Mercosur, der nu også har aftale med Chile og Bolivia. Toldmurene mellem landene i Mercosur sænkes gradvist og skal efter planen være helt væk i 2006.

Argentina er Brasiliens næststørste enkelte handelspartner, men de to lande har haft en del konflikter, bl.a. har Argentina lagt importskat på brasiliansk sukker, og Brasilien har forsøgt at beskytte sin bilindustri mod konkurrence. Efter devalueringen af den brasilianske real i 1999 blev forholdt til Argentina anstrengt, og i oktober 2001 brød handelssamarbejdet helt sammen.

Der foregår et omfattende smugleri af varer fra Paraguay til Brasilien. Det betyder, at Brasiliens handelsunderskud i virkeligheden er meget større, end de officielle tal viser.

Arbejdsmarked

Arbejdsløsheden steg i 1990erne, men faldt igen og lå officielt på 7 procent i midten af 2001. Men tallene fortæller ikke hele sandheden. Landbefolkningen er ikke medregnet, og der findes ingen arbejdsløshedsforsikring og derfor ingen registre over arbejdsløse at gå ud fra. Men selv hvis man blot medtager de arbejdsløse i byerne, hvor fire femtedele af brasilianerne efterhånden lever, er tallet misvisende. Mange arbejdsløse tjener til dagen og vejen i den uformelle sektor, f.eks. ved gadesalg, skopudsning eller lignende.

I industricentret Sao Paulo er arbejdsløsheden steget voldsomt, og de tidligere ret så militante fagforbund er blevet mere fleksible i deres stræben efter at redde så mange job som muligt. Den faglige bevidsthed er fortsat stærkest her, mens organisationsgraden er lav mange andre steder i landet. Under militærdiktaturet fra 1964 til 1985 blev også fagbevægelsen undertrykt, men i forfatningen fra 1988 nævnes blandt andet organisationsretten, strejkeretten og retten til en otte timers arbejdsdag.

Siden 1940 har Brasilien haft mindstelønstariffer. I 2001 var mindstelønnen 180 real, cirka 630 kroner, som måneden, men mange tvinges til at arbejde for en endnu lavere løn.

Sociale forhold

De økonomiske og sociale skel i Brasilien er blandt de største i verden. På trods af den sprudlende økonomiske udvikling i industribæltet i sydøst, og på trods af den velstand, der hersker i kvægdistrikterne mod syd, er Brasilien samlet set et udviklingsland. Næsten halvdelen af befolkningen lever i fattigdom. Værst ramt er folk på landet. De nødstedte nordøstlige delstater, de isolerede indre egne af Amazonas og de fattige svedjebønders områder i det vestlige Brasilien udgør enorme kontraster til storbyernes voksende middelklassemiljøer i sydøst.

De seneste årtiers masseflugt fra landet har ført til, at slumkvarterer er vokset op omkring storbyerne. Her hersker der arbejdsløshed, fattigdom og kriminalitet.

Mest iøjnefaldende er børnenes skæbne. En mio. brasilianske børn lever på gaden. Mange er afhængige af stoffer – som oftest sniffer de lim. De fleste klarer sig ved gadesalg eller andre former for småarbejde, men en hel del tigger, stjæler eller prostituerer sig.

Den sociale uretfærdighed går også ud over kvinderne. F.eks. er arbejdsløsheden blandt kvinder steget, siden betalt barselsorlov blev indført i slutningen af 1980erne. Mange mødre er blevet afskediget, og stadig flere helt unge piger bliver mødre. Ifølge sundhedsmyndighederne er graviditet den almindeligste årsag til, at 10-14-årige piger indlægges på sygehus. Abort er kun tilladt, når graviditeten skyldes voldtægt, og når moderens liv er i fare, og mange illegale aborter gennemføres under primitive forhold.

Brasilien har et socialt sikkerhedsnet, der omfatter syge-, arbejdsskade- og invalideforsikring, folke- og enkepension, børnepenge og familiebidrag. Staten yder også tilskud til medicin. Men ressourcerne er utilstrækkelige, og især pensionssystemet har længe været i krise og trænger hårdt til en reform. Næsten to tredjedele af de privatansatte undlader at betale de lovpligtige afgifter til pensioner og sundhedsvæsen.

Hele 90 procent af sundhedssektoren er privatejet, og der er brugerbetaling. De fattige, som har de største helbredsproblemer – bl.a. på grund af miljøskader – må lade sig nøje med det mangelfulde, korrupte og overbelastede statslige sundhedsvæsen. Forebyggelse, f.eks. gennem vaccination af børn, har været forsømt, og dødeligheden blandt spædbørn er høj. Malaria er almindeligt forekommende.

Brasilien har over en halv million hivsmittede. Et program med gratis aidsmedicin har dog halveret antallet af årlige dødsfald som følge af denne sygdom. Brasilien har kæmpet med USA om retten til at omgå lægemiddelpatenterne og fremstiller sin egen aidsmedicin.

Infrastruktur og turisme

Omkring 95 procent af al passagertrafik foregår på landevejene, blandt andet med hurtigbusser. Ca. en tiendedel af vejnettet er asfalteret, f.eks. vejene fra hovedstaden Brasília ud til samtlige regioner. Vejene i de sydlige og sydøstlige dele af landet er bedst udbygget. Flere gigantprojekter er under planlægning med veje, som skal gennemskære landet bl.a. en 5000 km lang vej fra Recife i øst til grænsen mod Peru i vest. Den planlagte hovedvej vil komme til at gå lige igennem Amazonas med svære miljøskader til følge.

Der anlægges også veje til hovedstæderne i Argentina og Chile og motorveje omkring Sao Paulo.

Vejnettet skal delvist privatiseres og finansieres med afgifter i fremtiden. Mere end halvdelen af godstrafikken sker på landevejene, men en hel del fragtes også med tog. Der er passagertog på en del lange strækninger, først og fremmest mellem kystbyerne indbyrdes og mellem kystbyerne og Brasília. De fleste strækninger er smalsporede, og kun en mindre del drives af elektricitet. Næsten alle linjer er privatiserede, men jernbanerne trænger generelt til at blive moderniseret.

Brasilien er Sydamerikas ledende søfartsnation og har flere end 40 dybvandshavne. De største er Rio de Janeiro og Santos uden for Sao Paulo. Store dele af floderne er farbare. Store fragtskibe kan gå hele 1600 km op ad Amazonfloden til byen Manaus, og mindre fartøjer kan følge floden helt ind i Peru.

De store afstande i Brasilien gør lufttrafikken vigtig. Af de cirka 60 større lufthavne, der findes, har omkring 20 internationale afgange – de største er Rio de Janeiro og Sao Paulo. Landet har i alt 1500 lufthavne og landingsbaner.

Rio de Janeiro med de berømte sandstrande og karnevalet i februar var længe centrum for turismen. Men volden i Rio har haft en afskrækkende virkning, og i begyndelsen af 1990erne faldt antallet af besøgende til det halve. Byen tiltrækker dog stadig mange turister. I 1997 tog hver tredje gæst i Brasilien til Rio.

Mange andre turister rejser til det nordøstlige Brasilien, til bl.a. Recife og Salvador, som både rummer bygninger fra kolonitiden og moderne arkitektur. Hovedstaden, Brasília, med sin usædvanlige byplan tiltrækker mange gæster, ligesom vandfaldene i Iguacu og det tropiske plante- og dyreliv i Amazonas. Økoturisme med naturvandringer er blevet populært. i 1999 besøgte over 5 mio. turister Brasilien.

Eksterne kilder

Brasiliens ambassade har adressen: Ryvangs Allé 24, 2100 København Ø

Den danske ambassade i Brasília: Embaixada Real da Dinamarca, SES – Avenida das Nacóes, lote 26, 70416-900 Brasília D.F.

Der er desuden danske generalkonsulater i Rio de Janeiro og Sao Paulo samt danske konsulater i flere byer.