Portvin og Portugals kultur

Portvinen har fået sit navn fra byen Porto, som er Portugals næststørste by. Portvinen er Portugals kulturelle væremærke, og det er næsten obligatorisk at stifte bekendtskab med portvinen på en kulturrejse til Portugal.

Portvin er en hedevin, hvor man stopper gæringen ved at tilsætte spiritus, hvilket gør, at vinen beholder sin naturlige sødme og får en alkoholprocent på omkring 20.

Lidt historie om portvin

Portvinen har været en vigtig drik siden 1600-tallet, hvor de engelske vinhandlere skulle finde et alternativ til rød Bordeaux, som det dengang var forbudt at importere. Da William III i 1693 indførte en strafskat i England, flyttede mange handlende til Portugal – et land, man havde gode relationer med. De slog sig ned i Dourodalen, hvor kraftige vine tilsat spiritus blev produceret for at kunne klare de lange sørejser.

Æren for opdagelsen af denne ny type vine tilfaldt en englænder fra Liverpool. Han var vinhandler, og han sendte sine sønner til Portugal for at søge efter nye vine. I bjergene nord for Dourofloden i den lille by Lamego fandt sønnerne et kloster, hvor en abbed slog den aktive gær i sine vine ihjel ved at tilsætte brandy. I 1703 underskrev England og Portugal en aftale, der førte til et stadig stærkere samarbejde de to lande imellem. Tredive år senere blev man rystet af en vinskandale, da det blev opdaget, at nogle af vinhusene tilsatte sukker og forskellige typer af bærsafter til vinene for at give dem farve. Sammen med en overproduktion bevirkede skandalen, at såvel priser som anseelse faldt drastisk.

Portvinens popularitet

I 1756 fik Portugals premierminister vedtaget en lov for at opnå større kontrol over vinene, samtidig med at der belv fastsat grænser for Douros vinområder. Dermed var verdens første egentlige vinregion et faktum. Disse kraftige vine blev stadig mere populære, og i slutningen af 1700-tallet skal forfatteren Samuel Johnson have sagt: ”Rødvin er en drik for drenge, portvin en drik for mænd og brandy en drik for helte!” Man blev på et tidligt tidspunkt klar over, at mikroklimaet i Douro-dalen var unikt. Påvirkningen fra Atlanten og de omgivende og beskyttende høje bjerge med deres granit- og skiferprægede jordbund resulterede i druer med stor personlighed.

Fremtrædende portvinshuse

Flere engelske vinhandlere slog sig ned i landsbyen Vila Nova de Gaia lige på den anden side af broen fra byen Porto, hvor de etablerede deres portvinshuse. Og den dag i dag er de engelskklingende navne Churchill’s, Cockburn, Graham’s, Taylor, Dow’s, Sandeman og Warre’s de fremtrædende vinhuse i regionen. En del af de besøgende, som kommer til Porto, forbavses over, at man ingen vinmarker finder, og det kan være svært at forstå, at der netop her produceres en af verdens største vine, portvinen. Mange af vinhusene har anstrengt sig for at tilpasse deres virksomhed, så der også er plads og tid til gæster. I løbet af de seneste ti år er der sket radikale forandringer, og i dag tager så godt som samtlige vinhuse imod besøgende og tilbyder hyggelige rundvisninger med efterfølgende smagninger af portvin.

Portvinsregionen i Douro

Douros vinmarker begynder 150 km inde i landet og følger floden Douro østpå til den spanske grænse. I over trehundrede år har man arbejdet hårdt med portvinen, og man har hakket ud og bygget terrasser i skiferjorden for på bedste vis at kunne plante sine vinstokke på de ekstremt stejle skråninger. Douro-regionen er delt ind i tre forskellige distrikter. Baixo Corgo ligger længst mod vest og strækker sig ned ad floden Corgo, som flyder ind i Douro ved byen Régua. Klimamæssigt er dette den køligste del af Dourodalen, og herfra stammer de enkleste portvine. Nordpå langs Corgofloden kommer man til den vigtige by Pinhao, hvor vi finder de fleste af de velkendte portvinshuses Quintas. Normalt plejer temperaturen her at være fem-seks grader varmere end i det øvrige Douro. Denne centrale del af regionen kaldes normalt for Cima Corgo. Længst mod øst finder vi Douro Superior, som længe har været en del af det klassificerede Douro. Douro Superior ligger nær den spanske grænse, og landskabet her er mindre kuperet, hvilket gør det lettere for portvinshusene at arbejde mere mekanisk.

I dag er det tilladt at bruge mere end 80 forskellige druesorter til fremstilling af portvin, men kun en håndfuld hører til de klart dominerende med Touriga Nacional, Tinta Barroca, Touriga Franca, Tinta Roriz og Tinto Cao i spidsen. Sædvanligvis er der plantet et sted mellem 20 og 30 forskellige druersorter på en mark, og lige så mange plejer at indgå i en blanding. På det seneste har også mindre kendte druesorter som Mourisco, Tinta Amarela og Sousao gjort sig gældende ved fremstilling af førsteklasses portvin. Med hensyn til hvid portvin dominerer Gouveio (nogle hævder, at det er den samme druesort som Verdelho), Malvasia og Viosinho.

På skråningerne vokser vinstokkene normalt med en tæthed på mellem 3.500-6.000 planter pr. hektar. I de tidlige 1960’ere begyndte man at bruge bulldozere, når terrasserne skulle formes, men før den tid blev terrasserne skabt med håndkraft. Mange steder er det nødvendigt at sprænge små huller ud ved hjælp af dynamit for at kunne plante nye vinstokke. Resultatet af denne kæmpeindsats er ekstremt koncentrerede druer, som er uspiselige, men som giver en udsøgt karakter, når de får lov til at gære til vin.

Fremstilling af portvin

Portvinshøsten starter sædvanligvis i slutningen af september og varer ved i godt og vel tre uger. Man tror stadig på de gamle, traditionelle metoder, hvor druerne, der leveres i 60 kilos kurve, hældes op i store lagares. Disse store cementkar rummer mellem 5.500-8.250 liter, hvilket er det samme som 10-16 pipas (vinfade på 550 liter).

Trampning af portvins-druerne

Man sætter gang i musikken i lokalet, og mænd og kvinder med bare ben går rundt i karret efter et vist mønster, hvor de sparker foden bagud, for at skallerne skal bevæge sig op til overfladen igen. Før i tiden var denne metode kun tilladt for mænd. I dag har en del af de større vinhuse robotter til at udføre de trampende bevægelser. Efter kun et par timers trampen fylder skallerne og stilkene op til overfladen. På visse Quintas står man og trykker skallerne ned igen ved hjælp af lange træspartler for at udvinde yderligere farve og tanniner til mosten. Nogle vinhuse maser også skallerne i en presse for at få mest mulig saft ud.

Gæring af portvin

Efter nogle dage begynder de maste druer at gære, og når alkoholprocenten i mosten når op på 4%, hældes den over i et fad (en pipa). Man tilsætter 110 liter af en 77% aguardente eller druespiritus, hvilket bevirker, at gæringen stopper. Vinen beholder dermed sin naturlige sødme og får i en fart en alkoholprocent på 20. Derefter skal kældermesteren pleje sin vin i kælderen, og efter nogle måneders lagring bestemmes den videre lagringstid efter vinens kvalitet. Den hvide portvin vinificeres på stort set samme måde som den røde, men oftes sker gæringen i dag i rustfri ståltanke. En hvid port har en lettere karakter med en alkoholprocent på 17.

Transporten af portvin

Før i tiden blev fadene lastet på små sejlbåde, som fragtede portvins-tønderne til vinhusene i Vila Nova de Gaia. I dag er det hele naturligvis mere moderniseret, og barkbådene er erstattet af jernbane og lastbiler. Når vinen er velankommet til vinhuset, går kældermesterteamet i gang med intensive smagninger, som afgør, om portvinen skal blive til en Ruby, en Tawny, en Late Bottled Vintage eller måske det allerfineste, en Vintage Port. Det er noget, man ikke ved med sikkerhed før to år efter høsten.

Alto Douro

I det nordlige Portugal finder man Alto Douro, et vinområde langs Douro floden og et af Portugals 13 World Heritage Sites eller på dansk – verdensarvssteder – udvalgt af Unesco. I Alto Douro er der blevet produceret vin på de smukke områder langs floden Douro i ca. 2000 år. Det er klart, at dyrkning af vin gennem så mange århundreder sætter  præg på den teknologiske, sociale og økonomiske udvikling i Douro.

Charmerende Alto Douro

Uanset hvor man befinder sig i Alto Douro, ses terrasser med vin, hyggelige quintas (vingårde), charmerende landsbyer og små kapeller. Siden det 18. århundrede har portvinen været områdets vigtigste produkt – kendt over hele verden for sin høje kvalitet, men der produceres også andre udmærkede vine i området og i dag er specielt rødvine fra Douro-området verdenskendt. Faktisk kan Alto Douro prale af at være verdens første register-vinområde, og alle natur og vinelskere bør mindst en gang i live opleve og ikke mindst ”smage” på Douro.

Portvinsdistriktet Vila Nova de Gaia

Porto er portvinens hovedstad, og det bærer byen i høj grad præg af. Porto, som betyder havn, ligger smukt ved Douro-flodens udmunding. På den ene side af floden ligger byens egentlige centrum med gågader, torve og pladser og på den anden – i Vila Nova de Gaia – ligger alle portvinshusene side om side. Der er mange velkendte navne og logoer, som vækker genkendelse: Sandeman, Taylors, Grahams, Cálem, Kopke, Churchill, Cockburn, Dow, Niepoort og sågar det danskklingende Andresen.

Vila Nova de Gaia

Danskeren Johannes Henrik Andresen stammer fra øen Führ. 14 år gammel gik han ombord på et skib og steg senere i land i Oporto i Portugal. I 1845 startede han portvinshuset, som fortsat bærer hans navn. Indtil 1942 fortsatte portvinshuset i Andresen-familiens eje og drift, men en økonomisk krise førte til, at familien solgte portvinshuset til portugisiske ejere. Andresens portvin var dog så respekteret, at de nye ejere fortsatte under samme navn, hvilket også er tilfældet i dag.

Bortset fra portvinen er Porto blandt andet kendt for sine smukke broer, herunder Ponte Dom Luís I, som er bygget af – en elev af – Gustave Eiffel, sine mange kirker, tårne og monumenter, samt ikke mindst fodboldklubben FC Porto.

Forskelllige typer portvin

Ruby portvin er den enkleste og sødeste type portvin, som får en lagring i kælderen på 2-3 år inden lanceringen.

Hvis man vælger at lagre vinen i 10, 20, 30 eller 40 år på fad, kaldes portvinen Tawny. Denne læderfarvede drik er den mindst søde af alle portvine, og jo ældre vinen er, desto mere iltede toner vil der komme til syne. Englænderne elsker Tawny og nyder gerne et glas sammen med en lagret Stilton-ost. På etiketten står der, hvornår vinen er tappet på flaske, og drejer det sig om en 20-årig port med år 2000 på etiketten, betyder det, at druerne stammer fra høsten i 1980.

Vintage portvin er den dyreste form for portvin. Det er en eksklusiv drik, som kun bliver lanceret i de allerbedste år. Der vil normalt være to-tre af disse årgange i løbet af en tiårsperiode. Men nogle af de større huse deklarerer en Vintage Port hvert år. Det er dog Portvinsinstituttet der ligger i Porto og Lissabon, der i sidste ende afgør, hvilke vine der kan deklareres som Vintage Port. Denne sorte, koncentrerede vin får lov til at ligge på fad i to år, hvorefter den tappes på flaske helt ufiltreret. En Vintage Port udvikles meget positivt på flaske, og den har en lang holdbarhed. Vintage Port 1945 og 1948 er stadig pragtfulde, men det er blevet en trend i hele verden at nyde disse vine ganske unge. Det er vigtigt at vide, at denne type vin får lov til at stå op i fire og tyve timer før servering, ligesom den skal dekanteres, da flasken indeholder en hel del bundfald, som helst ikke skal over i glasset.

Late bottled vintage portvin. Efter en gennemgang af fadene synes klædemesteren måske, at nogle af fadene ikke står mål med de højt satte kvalitetskrav til Vintage Port. Så lader han vinen lagre yderligere 3-4 år og tapper den derefter på flaske som en LBV (Late Bottled Vintage Port). Mange anser, at man med en LBV får mest valuta for pengene.

Vintage character. Denne betegnelse bruges lidt svævende for en portvin, som ikke kommer fra en bestemt årgang. De fleste anser, at vinen bedst kan sammenlignes med en førsteklasses Ruby, som er fadlagret i 5-7 år inden filtrering og tapning. Det er en vin, som især produceres til det engelske marked.

Single Quinta vintage er fremstillet på samme måde som en traditionel Vintage Port, men man deklarerer især denne type Vintage i årgange, hvor man ikke rigtig når op i Vintage Port-kvalitet. I de store år, hvor vinhusene deklarerer en Vintage Port, udgør druerne fra en Single Quinta oftest rygraden i portvinen.

Listen kan gøres lang over berømte Single Quintas som: Fonseca Guimaraens, Graham’s dos Malvedos, Taylor’s Terra Feita og Taylor’s Vargellas, Dow’s Quinta do Bomfim samt Warre’s Quinta do Cavadinha.

Crusted portvin. Lige som en Vintage Port udvikles denne type portvin i flasken. Det gør den, da vinen som regel flasketappes ufiltreret. Den har fået sit navn efter det bundfald, der er tilbage i flasken (crust er engelsk for bundfald). Ligesom det er tilfældet med Vintage Port, anbefales det at dekantere vinen før servering, og mange portvinselskere har Crusted Port som et billigere alternativ til Vintage Port.

Taylor’s portvin

Det er ikke mange portvinshuse, der har et lige så fint renommé som Taylor’s. Hvert år vælter det ind med priser, og for nogle år siden udnævnte vinmagasinet Wine Spectator Taylor’s 1994 Vintage Port til verdens bedste vin sammen med Fonseca Vintage Port.

Hvis du besøger Vila Nova de Gaia, kan vi virkelig anbefale et måltid i stedets restaurant, hvor der serveres gastronomiske specialiteter på højt niveau. Vinkortet omfatter også nogle af Portugals bedste bordvine.

Taylor’s verdensberømte vinmarker

Ved ankomsten til Taylor’s bliver vi taget godt imod af en charmerende og meget vidende guide.
-I over 300 år har Taylors haft  det ry, at vi udelukkende producerer portvine af absolut topkvalitet, siger vores guide.

Det er druerne fra Dourodalen, der er grunden til at denne vin er i verdensklasse. Dem henter vi især fra gårdene Quinta de Vargellas og Terra Feita. Quinta de Vargellas er længe blevet anset som en af de fornemste marker i verden. Ud af gårdens i alt 176 hektar er de 80 tilplantet med vinstokke. Størstedelen af vinmarken ligger som et amfiteater på en terrasseskråning, der vender mod nord for at undgå den værste sommervarme.

-Terra Feita er en af de ældste ejendomme i Dourodalen. Den blev klassificeret som en portvinsejendom allerede i 1757, oplyser vores guide. Vi får også at vide, at man fra denne 61 hektar store mark har leveret druer til Taylor’s fornemste portvine lige siden 1800-tallet. I dag blandes druerne med druer fra Vargellas.

Taylor´s Tawnys

Vi smager os igennem stedets Tawny-sortiment, da de adskiller sig fra andre portvinshuses.
-Vores 10 Years Tawny lagres altid på små egetræsfade, fordi vi efterstræber en vis vanillekarakter, siger vores guide. Lettere kølig kan portvinen naturligvis nydes som aperitif – eller hvorfor ikke til gåselever?

-Vores 20 Years er den mest afbalancerede af samtlige Tawny’s, og der er delte meninger om, hvilken vin der er størst, vores Vintage Port eller 20 Years.
Noget, der er gennemgående for samtlige portvine ved smagningen, er, at alkoholprocenten er temmelig mærkbar.

-Det er ”Taylorstilen” med en noget højere alkoholprocent. Den plejer at ligge på 20,5, fortæller vores guide afslutningsvis.

Portvinen Nacional

Denne quinta, som blev bygget i 1715, ligger to km fra byen Pinhao i hjertet af Dourodalen i Cima Corgo. Ved indgangen til quintaen får vi skygge fra et kæmpemæssigt cedertræ, der fungerer som solskærm, når gæster inviteres til en aperitif – som plejer at bestå af en White Port eller en kølig 10 Years Old Tawny.

En bondegård med dyr portvin

På ejendommen ser vi mandeltræer, oliventræer, kirsebærtræer, appelsiner, kål, indhegnede gæs, høns og tre store grise, som skal slagtes til høstfesten.
-Samme dag, som grisene skal slagtes, byder vi dem et glas portvin, siger vinmageren António Agrellos med et smil.

António er den ansvarlige vinmager på Quinta do Noval, og i 1997 og 2001 blev han udnævnt til Winemaker of the Year af portvinshusene. En anden person, der har betydet meget for virksomheden, er José da Silva, som ved overtagelsen af ejendommen byggede fine relationer op med England.

-Vi lever stadig på det gode ry, som blev skabt omkring Quinta do Noval, da vi i det legendariske år 1931 var et ud af tre vinhuse, der deklarerede en Vintage Port, siger António og fortsætter med at fortælle, at deres Nacional Vintage Port stadig er den største (dyreste) portvin, som nogensinde er produceret, hvilket ikke mindst har vist sig på auktioner i London og New York. På en auktion i London for et års tid siden, gik en flaske fra 1963 for 2.300 pund!

Pionerer inden for portvinsproduktion

På vej op gennem markerne ser vi tre typer af voksesteder: skråninger, terrasser og vertikalt plantede vinstokke på et plateau. Højdeforskellene ligger på mellem 100 og 350 meter over floden.
I 1920’erne var Quinta do Noval pioneer med hensyn til at indikere på etiketten, om en Tawny Port var lagret 10, 20, 30 eller 40 år på fad.

-I 1958 var vi hos Nacional også først i Dourodalen med at lancere en Late Bottled Vintage Port, og dette var af årgang 1954, siger António stolt.

Ude i markerne er der fuld aktivitet, og António fortæller, at det er de samme personer, som har arbejdet for Noval de seneste tyve år. Det er ældre kvinder, der er ansvarlige for plukningen – de har nemlig den ”rigtige fornemmelse” for arbejdet.

Forandringer de seneste 50 år

I 1963, da Luis van Zeller overtog Noval, skete der store forandringer. Dengang tappede man kun 15 % af gårdens produktion på flaske- femten år senere skulle dette tal vise sig at være 85 %. I 1981 blev Noval rystet af en stor brand, som ødelagde 350.000 liter vin fra fad samt hele produktionen på 20.000 flasker af Vintage Port fra 1978.

Da de portugisiske myndigheder i 1986 ændrede lovgivningen, så man fik lov til at sælge sine vine direkte fra gården i Douro, flyttede man størstedelen af lageret ud til Quinta do Noval.
-I 1993 blev vi opkøbt af forsikringsselskabet AXA, og Christian Seely blev direktør for Quinta do Noval.

Den smagning, man har forberedt til os, omfatter i alt tredive vine fra meget gode bordvine til super-vinen Nacional.
-Vi plukker normalt 30-35 hl.pr.ha. til vores portvin, mens det for Nacionals vedkommende kun er 10-12 hl.pr.ha. oplyser António. Vi producerer først 3.000 flasker, når vi mener, at vinen opfylder de strenge kvalitetskrav.

Selv om Quinta do Noval er kendt som et portvinshus, så producerer man en lang række udmærkede bordvine, hvor vi især blev imponeret af stedets Syrah.

Graham’s portvin

Halvdelen af druerne Cavadinha og Bomfim er ødelagt af hagl, oplyser Dominic Symington, er producerer Graham’s portvin, da vi møder ham på Graham’s, i Vila Nova de Gaia. Det er sidst i juni måned, og nogle af de vigtigste voksesteder i nærheden af Pinhao er aftenen forinden blevet ramt af en katastrofal haglstorm, som har ødelagt store dele af Dow’s og Warre’s bedste marker.

Dominic Symington er så afgjort den førende stjerne mht. kvalitetsproduktion af portvin med en markedsandel på 27 %. Ifølge Portvinsinstituttet er Symington størst mht. levering af Vintage Port, Late Bottled Vintage Port, lagret Tawny samt Crusted Port.

Det hele startede i 1891 med giftermålet mellem Andrew James Symington og Beatrice Atkinson. Andrew var kommet til Porto fra Skotland ti år forinden, og Beatrice kom fra en familie med portvinstraditioner stammende tilbage fra begyndelsen af 1800-tallet.

I dag er syv personer fra familien Symington beskæftiget i virksomheden, hvoraf de seks udgør den 13. generation inden for portvinshandel. Dominic er et af ansigterne udadtil og ansvarlig for det nordiske marked.

Hele familien involveret i produktionen af Graham’s

Der er altid nogen fra familien til stede ved fremstilling, smagning, blanding og lagring af Graham’s vinene. Og på messer som f.eks. Vinexpo i Bordeaux tropper hele familien typisk op.
– Charles Symington, født i 1969, har det overordnede ansvar for vinmarkerne, og hans far Peter hjælper med landbruget, siger Dominic og fortsætter med at fortælle, hvem i familien de er ansvarlig for de enkelte gårde:

– Rupert Symington, født i 1964, tager hånd om Graham’s Malvedos. Min storebror Paul, som er født i 1953, er ansvarlig for Dow’s Bomfim. Min farbror, Amyas John Symington, styrer Warre’s Cavadinha, og selv står jeg for Quinta do Vesuvio.

Alle premiumvine kommer fra egne vinmarker, men man køber også en del frugt fra eksterne producenter, og man bedømmer, hvor i porteføljen druerne passer ind.

– Dow’s er mest tør og aggressiv som ung, Warre’s præges af finesse og elegance, Graham’s er rig og sødest, Vesuvio er en mellemting mellem Warre’s og Graham’s, og så har vi Smith Woodhouse, som ligner Graham’s i stilen, siger Dominic. Han pointerer samtidig, at det er vigtigt at holde ejendommene adskilt. I alt råder man over 16 gårde i Dourodalen. Disse dækker tilsammen 1.263 hektar, hvoraf de 609 er tilplantet med vinstokke.

Portvinene

Dominic fortæller, samtidig med at han smager på en Graham’s 20 Years Tawny, at han på sine ejendomme har et trofast team, som i høstperioden arbejder 24 timer i døgnet. Hver vingård har sit eget dyrebare udstyr, men det er alle pengene værd, når man ser og smager slutresultatet, siger Dominic. Graham’s startede i 1820 og har siden da kun været på to familiers hænder. Det blev købt af Symingtonfamilien i 1970.

-Årgang 1948 er uden tvivl en af de største portvine i historien, mener Dominic. Vintage 2000 er også en af de største årgange. Efter flere års succes med Tawnys, bl.a. 20 Years, lancerede Graham’s i 2005 en ny vin ved navn The Tawny. Warre’s var det første engelske portvinsfirma i Portugal. Det blev grundlagt i 1670, og virksomheden har været meget tro mod sine traditioner lige siden den første skibsladning i 1750. I 1905 indledte Andrew James Symington et paratnerskab, men i dag er familien eneejer.

Dow’s blev grundlagt for godt to hundrede år siden, og siden slutningen af 1800-tallet har man produceret strålende vine fra sine to gårde Quinta da Senhora og Quinta do Bomfim. Den unge vin herfra kendetegnes altid ved sin vrangvillighed og sine mange tanniner. Da vi boede på Bomfim, fik vi mulighed for at nyde en herlig 1970’er som afslutning på et hyggeligt måltid sammen med markedschefen Joao Tamagnini Belo.

-Med hensyn til de seneste årgange har vi fået mest ros for 1955, 1966, 1980 samt den nyligt lancerede 2003’er, siger Dominic og fremhæver desuden Midnight, en ny, fyldig og mere frugtig Port.
På spørgsmålet om, hvordan Dominic oplever den trend, at mange portvine drikkes unge, får vi et hurtigt svar:

-Vinene er de samme i dag, som de altid har været. De er præget af den jordbund, de kommer fra, og det er op til forbrugeren at afgøre, hvornår han synes, vinen passer i smagen. Vinene smager godt de første 4-5 år for siden at lukke sig. Efter 10-12 år har de åbnet igen og viser deres fulde og sande karakter.

Mere bordvine end portvine

Selv om Symington primært er synonym med portvin, har firmaet altid været en af de største producenter af bordvine, og faktisk udgør almindelig bordvin 2/3 af produktionen.
– Tidligere solgte vi al vores bordvin til négocianter (vinproducenter uden egen mark), som blot kaldte den ”Rødvin fra Portugal”, men i 1989 begyndte vi at fremstille rødvin i en mere kommerciel stil, fortæller Dominic, og trækker et par flasker op.

Altano er en Douro DOC-vin i international og blød stil, præget af de to druesorter Tinta Roriz og Touriga Franca. En del af vinen har tilbragt nogen tid på brugte 400 liters fade fra USA og Frankrig. Altano Reserva har en lidt anderledes druesammensætning med en dominerende del Touriga Franca, kompletteret af Touriga Nacional.

-Druerne kommer fra Quinta do Bomfim og Quinta da Senhora, hvor vi får mere kraft ud af dem. Det gør, at de klarer en syv måneders lagring på amerikansk eg kombineret med et år gamle fade fra Frankrig, oplyser Dominic.

Quinta de Roriz ligger i den smukke, nordlige del af Douro, hvor man i partnerskab med Joao van Zeller har udviklet en portvin samt to bordvine med dominans af Touriga Nacional. Vi smager os frem til flagskibet – vinen Chryseia – og dermed partnerskabet med den legendariske Bruno Prats fra Bordeaux. Siden årgang 2000 har man produceret Chryseia, hvortil man henter druerne fra Quinta da Vila Velha, Quinta do Bomfim, Quinta do Vesuvio samt Prats egen gård Quinta da Perdiz. Det er en vin, som har imponeret mig, lige siden jeg smagte dens første årgang i 2000.

-Samarbejdet med Prats blev indledt ved at begge vore familier var medlemmer af Primum Familiae Vini, fortæller Dominic stolt. Denne sammenslutning er en eksklusiv klub af elleve privatejede familievirksomheder i vinbranchen, som hvert år mødes ved forskellige sammenkomster og diskuterer problemer eller positive begivenheder i vinens verden. Gruppen er ændret gennem årene, efterhånden som større virksomheder blev involveret. I dag tæller gruppen familierne/virksomhederne Antinori, Joseph Drouhin, Egon Müller, Hugel, Perrin (på Château de Beaucastel), Château Mouton-Rothschild, Pol Roger, Sassicaia, Torres, Vega Sicilia samt Symington.

Vinkultur på Algarve

Algarve er ikke ligefrem mest kendt for sine vine eller sin kultur. I stedet plejer folk at tænke på sol og golf, når man nævner Algarve, denne lille region, som ligger allerlængst mod syd i Portugal. Men faktisk har Algarve både god vin og en rig kultur med dybe historiske rødder.

Siden Algarves turistmæssige gennembrud i 1960’erne har nogle få tapre vinbønder kæmpet mod investorer, som vil bygge hotelkomplekser og golfbane på deres jord. Grundpriserne er i dag skyhøje, og det er kun en håndfuld menneskers passion og kærlighed til deres vin og deres erhverv, som holder en lille produktion i live. Der er derfor ikke megen vinproduktion på Algarve, men den, der er der, er god.

Gode betingelser for Algarve vinen

Betingelserne er egentlig fantastiske. En varm sol, der giver druerne frugtighed og sødme, og en kølig brise fra Atlanten, som sørger for et klima, der er til at holde ud om sommeren, og som holder på syren i druerne.

Udvalgte producenter af Algarve vin

Quinta do Barranco longo Rui Virginia er en ung vinmager, der satser stort, og for hvem det i løbet af nogle år er lykkedes at udvikle rigtig gode, moderne vine. Han har i dag 12 hektar vinmarker på sin gård uden for Alvor.

Cliff Richard: Sangeren Cliff Richard har i over 40 år haft en forkærlighed for Algarve. På hans grund, Quinta do Moinho, i Algarve har han derfor skabt en vingård. Cliff Richard tager selv stor del i produktionen. Vinen herfra hedder Vida Nova og er en kraftig vin, der er lavet på druesorter som Shiraz, Aragonez (også kendt som Tempranillo i Spanien), Trincadeira fra Sydportugal og Mourvèdre fra Sydfrankrig.

Quinta dos vales: På denne store familieejede gård er fire små huse reserveret til udlejning til turister. Foruden vin dyrker man også frugt på de 2.500 hektar.

Fakta om vin i Algarve

Fire Algarve-regioner har ret til at DOC-benævne deres vine, nemlig Lagos, Portimao, Lagoa og Tavira. De producerede i 2006 tilsammen kun ca. 32.000 hektoliter, hvilket svarer til ca. 0,4 % af landets samlede vinproduktion. Tilladte rødvinsdruer i Lagos, Portimao og Lagoa er Negra Mole, Trincadeira og Castelao, som skal udgøre mindst 70 %. I Tavira skal Castelao og Trincadeira udgøre 70 %. Anbefalede hvidvinsdruer er Síria og Arinto (mindst 70 %). I Lagos må man også bruge Malvasia Fina.

Portugals Vinho Verde – en del af Portugals kultur

Portugal er et meget rigt og varieret vinland, og dette gælder ikke mindst for vindistriktet Vinho Verde som ligger i Minho provinsen – oplagt for en kulturrejse for vinelskere. Området Vinho Verde ligger i den nordlige del af Portugal og er mod nord og øst omgivet af Spanien og mod vest Atlanterhavet. Navnet Vinho Verde lyder grønt og det er nøjagtigt, hvad det er.

I dette område af Portugal vokser alting hurtig, og det er ikke så underligt, da nedbørsmængden i Vinho Verde er ca. 3.500 mm om året. Sammenligner man med det tørre og hede Alentejo falder der her kun ca. 500 mm regn om året. Vinho Verde er faktisk et af de mest regnfulde områder ikke alene i Portugal, men i hele Europa.

Vin i verdensklasse

Vinho Verde har i de seneste år udviklet sig til et af Portugals og verdens mest spændende vinområder, når det gælder hvidvin. Mange mener ligefrem det har været en form for vinrevolution, da man omplantede vingårde og udviklede de druer, som egnede sig bedst til områdets jordbund og mikroklima. Man begyndte at beskære vinstokkene hårdt og dermed reducerede man afkastet og øgede koncentrationen i druerne. Længst oppe mod nord er det Alvarinho-druen, der hersker.

I området syd for Minhofloden, som udgør grænsen mod Spanien, ligger regionen Moncao, hvor druen Alvarinho, er dominerende. Denne drue giver elegante, lidt stramme og velafbalancerede vine med en alkoholprocent, der er høj for området. En anden drue, der har vundet frem, er Loureiro, som dyrkes i næsten hele Vinho Verde. Nu om dage kan man også ofte støde på de egetræslagrede Loureirovine, som den internationale vinpresse har skrevet meget om.

Rødvin i Vinho Verde

Selvom Vinho Verde er mest kendt for at producere hvidvine, så findes der også meget rødvin i området. Den mest anvendte drue er Vinhao, som giver kraftige, tanninrige vine. Lokalbefolkningen i denne del af Portugal drikker ofte vinen af porcelænskopper uden hank, ofte ledsaget af kraftige, smagfulde retter med lam, gedekid eller svinekød.

Landskabet i Vinho Verde

Landskabet i Vinho Verde består af bølgende bakker og bjerge, og overalt ser man vinmarker så langt øjet rækker. En vinbonde i dette område dyrker i gennemsnit vin på ca. 1 hektar, og da der dyrkes vin på i alt 35.000 hektar i Vinho Verde, skal der ikke meget hovedregning til at regne ud, at her lever mange vinbønder. Den samlet produktion er ca. 950.000 hektoliter vin om året.

Grønsagsdyrkning i Vinho Verde

Den store nedbørsmængde giver også gode betingelser for grønsagsdyrkning i Vinho Verde. Helt tilbage fra gammel tid plantede man vinstokke i alle haver og lod vinen klatre op ad frugttræer eller i pergolaer, så den kunne give beskyttelse og skygge til de grøntsager, der voksende på jorden. Man brugte også rækker af vinstokke i udkanten af græsningsmarker og andre marker i stedet for gærder og hegn.

Fakta om Vinho Verde

På grund af det omskiftelige klima er DOC Vinho Verde opdelt i ni distrikter, nemlig Moncao, Lima, Cavado, Ave, Basto, Baiao, Sousa, Amarante og Paiva. I Vinho Verde findes ca. 35.000 hektar vinmarker og i 2006 blev der produceret 940.000 hektoliter vin. Det betyder at man i Vinho Verde producerer ca. 13 % af den samlede vinproduktion i Portugal. Anbefalede rødvinsdruer i Vinho Verde er Alvarelhao, Amaral, borracal, Espadeiro, Vinhao, Pedral, Rabo-de-Anho og Padeiro. Anbefalede hvidhvinsdruer i Vinho Verde er Alvarinho, Batoca, Vesso, Trajadura, Loureiro, Pederna og Azal.

Oplev Beiras vin på kulturrejsen til Portugal

Beiras ligger syd for Douro-dalen og udgør en betydelig del af det centrale Portugal. Regionen strækker sig fra den spanske grænse til Atlanterhavskysten i det vestlige Portugal. Området er smukt, og med sin rige historie egner Beiras sig perfekt til kulturrejser.

Regionen består af tre områder fra vest til øst, nemlig Dão, Beira interior og Bairrada. Ofte er det disse DOC-betegnelser, man ser på vinflaskernes etiketter i Portugal. Beiras er virkelig en afvekslende region, og rejser du rundt i området, vil du opdage, at dette gælder både klimaet, jordbundsforholdene og vinens karakter.

Hvis du begynder din kulturrejse ved Atlanterhavskysten, finder du kilometervis af sandstrande, kun afbrudt af små fiskerlejer, som findes langs hele kysten i Portugal. Her trives turister fra hele verden, men i høj grad også folk fra Portugal, som nyder solen og en dukkert i Atlanterhavet. Ikke kun i dette område, men i hele Portugal, finder du nogle af Europas bedste badestrande.

To af Portugals unikke vindruer – Baga og Bairrada

Vi skal kun nogle få kilometer ind i landet før vinmarkerne begynder – vi befinder os i Bairrada, som i Portugal kaldes baga-druens forjættede land. Mange, der rejser til dette område, sammenligner en moden baga-vin med en førsteklasses bourgogne.  I Portugal er den unikke baga-drue kendt for sine kraftige tanniner, som når de tæmmes og ældes resulterer i vine med stor kompleksitet og rigdom på nuancer.

Der er ikke noget at sige til, at vinkendere fra primært Europa “slås” med vinindkøbere fra Portugal om at få fat i den forholdsvis lille produktion, der ikke engang kan dække efterspørgslen på hjemmemarkedet i Portugal.

Portugals ”vin-rebel” Luis Pato

Tæt på byen Anadia i Beiras ligger en meget interessant vingård, ejet af Luis Pato, som absolut er et besøg værd på en rejse rundt i området. Da man kun modtager et mindre antal besøgende på vingården, bør du bestille tid på forhånd. Vingården er smukt designet, og det går hurtig op for en, at Luis Pato har en god smag; en fornemmelse, der kun bliver bestyrket, når man afslutter besøget på vingården med at smage hans vine.

Grunden til, at Luis Pato er kendt, ikke kun i Portugal, men i vinkredse over hele verden, er at han adskiller sig fra andre vinproducenter i Portugal og store dele af verden. Luis Pato er autodidakt og mange af vinene er fremstillet på basis af druer fra gamle vinstokke. Luis Pato er uddannet kemiingeniør og han siger selv at det er denne uddannelse, der har givet ham et godt fundament, samt en sund kritisk sans i forhold til den etablerede vindyrknings-verden. I Portugal er Luis Pato kendt for at gå sin egne veje, når han producerer sine vine, hvorfor han ofte kaldes for Portugals ”vin-rebel”.

Luis Pato-vinen sælges i hele verden

Hans vine bliver ikke kun solgt i Portugal, men over hele verden, og i Danmark kan du også købe hans vine i udvalgte butikker.

Et eksempel på, hvordan han adskiller sig fra andre vinproducenter er, at han på sandholdige vinmarker har plantet baga-druen på original rod i stedet for  – som så mange andre vinproducenter i Portugal – at pode den på amerikanske rødder. Resultatet er en fantastisk vin, og spørger du Luis Pato, er det bevis for, at det kan betale sig at stille spørgsmålstegn og ikke mindst eksperimentere løs, når man producerer vin.

Campolargo vinhos – moderne vinanlæg i Beiras i Portugal

Ikke langt fra Luis Patos vingård i Beiras finder du to vinanlæg, som hører til i den moderne klasse i Portugal. Det første vinanlæg er Campolargo, et anlæg som er bygget ind i et højdedrag. Vinanlægget blev bygget i 2004 af vinbonde og ejer Carlos Campolargos, en entusiastisk vinproducent.

At vinen fra Campolargo er værd at køre efter, blev bevist da vinanlægets røde Calda Bordaleza allerede i 2007 blev udvalgt til en af Portugals 10 bedste rødvine. Et kendetegn ved Carlos vinanlæg er taget på en stor del af hovedbygningen, det er nemlig et vandspejl, som bl.a. tjener til at levere kølighed til selve vinkælderen. På Campolargo Vinhos hjemmeside kan du læse mere om stedets vine og vinproduktion.

Vinrejse i regionen Beiras  – ét af Portugals mange vinområder

Rejser du til Beiras, vil du opleve, at det moderne og nyskabende mødes med gamle traditioner, både når det gælder levevis, men især også når det gælder vinproduktion. I Beiras finder du store vinproducenter, såvel som små vingårde med egenrådige, ambitiøse og meget spændende vinmagere.

Området er Portugals mest varierede vinområde, og i denne del af Portugal finder du stort set alle typer af vin repræsenteret. På rejsen rundt i Beiras finder du røde enkeltdruevine fremstillet på unikke druesorter, foruden blandede rødvine.

Vinen Espumante fra Beiras

For mere end 100 år siden blev Portugal ligesom resten af Europa hærget af vinlusen og siden da har man også lavet mousserende vine i Beiras. Vinlusen kom fra nord og ét af de områder, der først blev ramt, var Frankrig, nemlig det kendte område Champagne. Det betød, at mange franske vinbønder kiggede mod Portugal og ikke mindst Beiras. Mange vinmagere flyttede til Portugal og etablerede sig i de vestlige dele af Beiras, hvilket er årsagen til, at området i dag er kendt over hele Portugal for sine fantastiske espumante.

Foruden espumante er Beiras også centrum for størstedelen af produktionen af aguardente og babaceira, som er Portugals svar på cognac og grappa. Som tidligere nævnt finder du i denne del af Portugal alle typer af vin og derfor også et stort udbud af hvid- og rosévine, som bliver fremstillet på nationale druesorter – vine som er meget friske og passer godt til mad i form af fisk og skaldyr, som havene omkring Portugal er rige af.

Smag på Cataloniens vine på din kulturrejse

Cataloniens varme, solrige somre og milde vintre giver sammen med en begrænset, men passende mængde nedbør i foråret de perfekte betingelser for dyrkning af vin. Barcelona er centrum for vinproduktionen i Catalonien – både direkte som producent, men også som udskibningshavn for den kæmpeeksport af vin Catalonien står bag.

Barcelona er et af de førende vindistrikter i hele Spanien, og det var i Barcelona, at det spanske vineksporteventyr startede for alvor i det 20. århundrede. Man var her de første til at bruge større tanke af rustfrit stål, noget der gjorde det muligt at producere kvalitetsvin i større mængder og til en lavere pris, end det tidligere havde været muligt.

10 vinregioner

De fleste større vinmarker ligger syd for Barcelona – for eksempel det store område Penedès, hvor 95 procent af Spaniens produktion af Cava foregår. Nord for Barcelona ligger mindre plantager. Der ligger også vinmarker ved grænsen til Frankrig. Catalonien producerer et bredt udvalg af vine. Mest kendt er nok Cava’en, men regionen er også kendt for sine tørre hvidvine og nogle meget kraftige, mørke rødvine kaldet vi negre, altså sort vin. Cava er den vigtigste vin økonomisk, og derefter kommer hvidvin.

Catalonien har 10 vinregioner; Penedès er klart den vigtigste og den med den største produktion og eksport. Den fineste region er nok Priorat – kun den og Rioja har den højeste klassifikation i Spanien: DOCa.

Stolt tradition

Vinen har en stolt tradition i Barcelona og produktion af vin i Catalonien går mange tusinder af år tilbage. Fønikerne producerede vin i området allerede inden romerne dukkede op. Romerne videreudviklede vinproduktionen, særligt i området omkring deres provinshovedstad for Spanien, Tarragona. En kulturrejse til Catalonien er ikke komplet uden et besøg på en Cava-gård og et indblik i vinens interessante historie i Barcelona og Catalonien.

Alsace regionen – perfekt for vinelskere

Alsace ligger i den østlige del af Frankrig og er den mindste region i landet. Alsace er kendt for at være utrolig smuk, da den ligger mellem bjergkæderne Vogeserne og Schwarzwald. Dette betyder også at klimaet er perfekt til at dyrke druer og lave vin.

lsace har en meget individuel personlighed, den er ikke typisk fransk eller tysk, men mere midt imellem. Regionen er også kendt for at være en af de mest indbydende i Frankrig, selvom det kan være lidt svært at forstå den lokale dialekt.

Udover deres vin har Alsace et par “region retter” som de lokale går meget op i. Baeckeoffe er en gryderet med svinekød og er en stor favorit, flammekueche som er en mellemting mellem en pizza og en tærte er også en favorit og er på stort set alle menukort. Til sidst har vi Kougelhopf som er en lækker brioche (franskbrød) med sultanas rosiner som bliver solgt i næsten alle bagerier i Alsace.

Alsace er også kendt for deres storke. På et tidspunkt virkede det som om alle høje huse og spir i regionen havde deres egen stork. Storken blev dog næsten udryddet, men er heldigvis på rette kurs igen på grund af et succesfult avlsprogram. Flere byer i Alsace har også storkeparker for at hjælpe storken tilbage til dens storhedstid.

Alsace er delt i to dele. Den nordlige del hedder Bashrin og har Strasbourg som hovedstad og den sydlige del hedder Haut-Rhin hvor Colmar er hovedstad.

Strasbourg, porten mellem Tyskland og Frankrig

Strasbourg blev grundlagt af kejser Augustus under navnet Argentoratum og stammer helt tilbage til romertiden. Strasbourg har cirka 250.000 indbyggere og har cirka 612.000 indbyggere hvis man tæller stor-Strasbourg med.

I år 1439 blev den gotiske katedral bygget i lyserød sandsten og med et meget karakteristisk tårn som kan ses fra lang afstand. Katedralen er sidenhen blevet byens vartegn.

Colmar, en charmerene perle i Alsace

Colmar er en utrolig smuk by som ligger for enden af den 125 km lange bjergkæde Vogeserne. Med dens 100.000 indbyggere er Colmar hovedstad for den sydlige del af Alsace.

Georges Duhamel som var en fransk forfatter skrev  i år 1931 at Colmar er den smukkeste by i verden. På grund af byens rigdom og mangfoldighed er Colmar denne dag idag meget smuk, især på grund af den flotte arkitektur som byen er præget af.

Colmar er også kendt for dens fabelagtige vine som bliver dyrket omkring byen og er derfor perfekt for vinelskere. Nogle af de kendte vinmærker er Trimbach, Faller, Deiss og Hugel. Bliver man træt af at smage på vin har man rig mulighed for at shoppe, gå på museer og spise på Colmars dejlige restauranter.

Kulturrejser til Penedés

Penedés-området er Cataloniens vigtigste vindistrikt, både hvad angår mængde og kvalitet. Takket være de nye teknologiske metoder og vinproducenternes handelsevne bliver Penedés-vinene og de berømte mousserende vine nu eksporteret til hele verden. Striden med Frankrig omkring brugen af navnet ”champagne”, som stammer fra området af samme navn i Frankrig, endte med, at den lokale mousserende vin – lavet efter champenoise-metoden – nu hedder ”cava”. Derudover betyder ”cava” også bodega.

Vilafranca del Penedés

Vilafranca del penedés, den største by i området, anses for at være vindistriktets hovedstad, mens den nærtliggende by Sant Sadurni d’Anoja er de mousserende vines hovedstad. Vilafrancas centrum afspejler et rigt og dynamisk byliv, hvor det er muligt at se smukke eksempler på Art Nouveau-arkitektur og herskabelige palæer. I et af dem ligger Museu del Vi, hvor man kan følge vinens historie og samtidig få en prøvesmagning. Her kan man se alt lige fra antikke amforaer til landbrugsredskaber som benyttes til vindyrkningen.

Sant Sadurni d’Anoia

I Sant Sadurni d’Anoia produceres 90 procent af al Spaniens cava-vin, dvs. omkring 130 millioner flasker om året, hvilket for denne relativt lille lokalitet betyder, at det er dens hovedaktivitet rent økonomisk. Blandt de største producenter af mousserende vine bør nævnes Cavas Codorniu, som absolut er et besøg værd. Dette bodega-anlæg ligger lidt udenfor byen og er et smukt eksempel på Art Nouveau-arkitektur, tegnet af Puig i Cadafalch, som stod for ombygningen af den gamle landejendom Can Codorniu. En af de andre store bodegaer er Caves Freixenet, grundlagt i 1889, hvis installationer også er et besøg værd.

De portugisiske vingårde

Besøg en af Portugals berømte vingårde og få en stor oplevelse på kulturrejsen til Portugal. Vi ser her på et par berømte vingårde, der – ud over at producere glimrende vin – binder Portugals kultur og vinhistorie sammen til en pragtfuld seværdighed.

Vingården Casa Ermelinda Freitas

Ermelinda Freitas er født og opvokset i Portugal, i det frugtbare landskab Sado (Terras do Sado), og sammen med sin mand startede hun i 1920’erne driften af en vingård beliggende i Fernando Pó i Palmela. Efter mandens død overtog parrets eneste datter Leonor driften, og en ny æra på vingården så sin begyndelse. Fra starten frem til 1998 solgte man al vin i bulk til kooperativet. Det gør man ikke længere, nu satser vingården mere på en selektiv høst, hvilket har resulteret i førsteklasses vine.

Vingården Casa Ermelinda Freitas producerer 2,5 mio. flasker

På de 130 hektar meget sandholdige vinmarker er Castelao-druen plantet på næsten 100 hektar. Men også Touriga Nacional, Trincadeira, Syrah og Aragones indgår i vingårdens røde vine, som af mange anses for at være de bedste i hele regionen og kendt i hele Portugal. Vingården producerer i dag 2,5 mio. flasker, hvilket er temmelig meget for en gård, som i sin nuværende form kun har været i gang i godt og vel ti år. På Casa Ermelinda Freitas producerer man kun én hvidvin, og den er fremstillet på Fernao Piresdruen, resten af produktionen er røde vine. Vingården har også en butik med vinsmagninger og man er altid velkommen til et besøg.

Vinmager med nye ideer

Man har entreret med ønologen Jaime Quendera fra kooperativet Pegoes, og sammen med professor Colaco do Rosário ved universitetet i Évora har man på gården udviklet sine egne metoder. Målet har aldrig været at investere for at udvide produktionen, men for at investere i kvalitet, fortæller Leonor Freitas, mens vi står og betragter markerne fra husets terrasse. – Jaime har sine egne ideer, som f.eks. da han et år påbegyndte høsten allerede i august. Mange rystede på hovedet og spurgte sig selv, om manden var blevet helt tosset. Men denne tidlige høst resulterede i friskere vine, og det er en metode, som alle i dag aber efter, fortæller Leonor stolt.

Topvin fra Casa Ermelinda Freitas

Koncentrationen i vinene fra Casa Ermelinda Freitas er et resultat af det lave høstudbygge fra de mere end 50 år gamle vinstokke. Målet fremover er at producere mere internationale og frugtige vine. Et eksempel på dette er de to rødvine Quinta da Mimosa (som er en Castelao fra 42 år gamle stokke) og stedets Touriga Nacional, som anses for at høre til blandt de bedste i Portugal. Men den virkelige topvin er Leo d’Honor – en fodtrampet variant, som hviler et år på fad, og som har fået prædikatet Portugals bedste Castelao. Den er kraftfuld og tør med fin struktur og lagringspotentiale.

Vingården Bachalhôa

Når man på vej til vinsmagning på vingården Bacalhôa, passerer vagten ved entreen og kører ind på gårdspladsen til den imponerende bygning i Azeitao, får man med det samme en fornemmelse af høj klasse. Ved parkeringen har man genplantet oliventræer fra Alentejo, der er ikke mindre end et par tusinde år gamle. Før i tiden hed vinhuset J.P.Vinhos, opkaldt efter grundlæggeren Joao Pires,som startede virksomheden i 1922. I slutningen af halvfjerdserne blev António d’Avillez hovedejer og frontfigur. Siden 1998 har José Berardo været hovedejer. Ifølge Bachalhôas vinmager, Vasco Penha Garcia, er José Berardo desuden Portugals største kunstsamler. Fadene ligger nydeligt på rad og række i stueplan, og på den næste etage ligner det hele mest af alt en eksklusiv kunstudstilling.

Vingården Bachalhôas brede sortiment

Vi begynder med at smage vingårdens meget brede sortiment, som bl.a. omfatter vinene Quinta da Bacalhôa, Má Partiha, Catarina og Cova da Ursa. I de fleste hvidvine dominerer druen Fernao Pires, som er den mest almindelige grønne drue i regionen, siger Vasco. Han fortæller også, at man på Bacalhôa er meget opsat på at eksperimentere, f.eks. med Chardonnay. Med hensyn til druesorter er der sket store forandringer på Setúbalhalvøen i løbet af de seneste år. Tidligere var Moscatel den store vin. I dag udgør den kun ene lille del. Også Castelao er gået ned fra 90 til 70 % i dyrkningsareal til fordel for mere internationale druesorter som Merlot, Cabernet Sauvignon og Syrah, siger Filipa Tomaz da Costa, som også er vinmager her.

I rækken af rødvine imponerer Palácio da Bacalhôa – en såkaldt Bordeauz-blanding med 70 % Cabernet Sauvignon, 21 % Merlot samt 9 % Petit Verdot. Det er en fantastisk vin med smagsnuancer af kaffe, cigarkasse og rød frugt.

Lageret på vingården Bachalhôa

-I er nødt til at se, hvor vi lagrer Moscatel de Setúbal, siger Filipa. Vi går over til deres lager, som mest af alt ligner et stort blikskur. Når man har låst hængelåsen op og går ind i lokalet, slår varmen imod én. Over 50 grader! Resultatet bliver en dejligt sød dessertvin.

Også vingård i Alentejo

Bacalhôa har også en vingård i Alentejo, hvor der produceres 1,5 millioner liter vin ud af virksomhedens samlede produktion på 12 millioner liter årligt. Alentejo er en moderne region, hvor der eksperimenteres flittigt. – Bortset fra de klassiske druer Aragonês, Trincadeira og Alfrocheiro benytter vi os af den ellers så medtagne drue Alicante Bouschet, siger Vasco og tilføjer, at druen passer perfekt til Alentejos jordbund. Man mikser forskellige druesorter for at gardere sig kvalitetsmæssigt, samtidig med at man i 1999 fik skabt en serie af vine udelukkende på enkeltdruer.

-Målet med vinene er at ligge et eller andet sted mellem europæisk stil og ”den nye verden”, men efter min mening er vi ret moderne sammenlignet med andre producenter i Portugal, slutter Vasco.

José Maria da Fonseca

José Maria da Fonseca er det ældste vinhus i Portugal og samtidig et af de mest prestigefyldte. Derfor er det oplagt at lægge ruten forbi på kulturrejsen i Portugal.

Det hele startede i den lille by Vilar Seco i hjertet af Dão-regionen den 31. maj 1804, da drengen José kom til verden. Faderen, der arbejdede inden for tobaksindustrien, købte et stykke landbrugsjord syd for Lissabon i byen Azeitao, og i 1834 begyndte José Maria da Fonseca at producere vin. Han var en pioner inden for portugisisk vindyrkning og introducerede en lang række druesorter til Setúbal-regionen. En af disse var Castelao, som er den vigtigste drue i vinen Periquita.

José Maria da Fonseca drives af to brødre

I dag er det brødrene António og Domingos Soares Franco, der ejer hovedparten af José Maria da Fonseca. António er administrerende direktør i virksomheden, og hans yngre bror Domingos er vicedirektør og tillige ansvarlig vinmager. Da vi møder Domingos, er det en stolt mand med pondus, der giver os hånden. José Maria da Fonseca er ganske vist en gigantisk virksomhed, men det viser sig, at det store ydre også rummer store personligheder i de to brødre. José Maria da Fonseca forbindes især med Periquita, og det er ikke så underligt, når man tager de mere end fem millioner liter om året i betragtning, som produceres her. Castelao-druen kommer oprindeligt fra Estremadura, men lokalbefolkningen kalder den Periquita, som egentlig er navnet på selve vinen og ikke druen, forklarer Domingos.

José Maria da Fonseca følger egne vinregler

På ejendommen vokser der over 400 forskellige druetyper, og man tror mere på ”den nye verdens” vinregler end på de noget mere stive europæiske. Det giver ifølge Domingos en bedre balance og en mere kompleks vin, når man blander druer med forskellige karakter. Garrafeira er noget vrøvl, mener Domingos. -Hvorfor skal en jury i Lissabon bestemme, hvad jeg skal skrive på mine etiketter? Jeg har droppet denne ældgamle betegnelse for en lagret vin, siger Domingos.

– Jeg elsker at eksperimentere! Min Shiraz kommer fra forskellige jordbunde og kloner, hvilket giver denne pragtfulde vin dens karakter, fastslår Domingos efter at have taget en stor tår af glasset – vel at mærke uden at spytte ud. Selv om Periquita udgør den solide basis i José Maria da Fonsecas produktion, er der andre vine, som imponerer. Nemlig vine fra firmaets andre vingårde i Alentejo Casa Agricola José de Sousa.

Vinhuset José Maria da Fonseca’s vin på fad

For eksempel kan man ikke blive andet end lykkelig af Alentejo-vinen José de Sousa Mayor. Druerne fodtrampes og får efter gæringen lov til at tilbringe godt og vel to uger sammen med skallerne, før de skal hvile på amerikanske egetræsfade i ti måneder. Inde i kælderen fremviser Domingos sine ”babyer”, der ligger på fad og hviler sig. Vi smager på indholdet fra nogle af fadene. Den ene vin er bedre og mere interessant end den anden, og vi slutter med Domingos personlige favorit:

-De fleste påstår, at Touriga Nacional er den fornemste drue her i landet, men jeg hævder bestemt, at Touriga Franca er mindst lige så god. Smag på den! Sikke en vin! En fantastisk koncentration og et stort potentiale. Et mesterværk! José Maria da Fonseca er også kendt for sine Moscatelvine. Alambre 20 Years er en blanding af årgange, hvor den yngste er tyve år. En meget vel afbalanceret vin med herlig smag af tørrede frugter, honning og nødder.

Vin på Setúbalhalvøen i Portugal

Setúbalhalvøens kultur er tæt forbundet med områdets vinhistorie. På Setúbalhalvøen i Portugal findes der en DOC-appellation for bordvine, DOC Palmela, og en for hedvine, DOC Setúbal. Endvidere er der Vinho Regional Terras do Sado. Der er 10.000 hektar vinmarker, og man producerer ca. 370.000 hektoliter vin/år på halvøen.

Vinydelsen på Setúbalhalvøen udgør ca. 5 % af Portugals samlede vinproduktion, men har findes noget af landets bedste vin. Mht. DOC Palmela skal 67 % af druerne til rødvinene udgøres af Castelao. Resten kan være Alfrocheiro Preto, Bastardo, Cabernet Sauvignon eller Trincadeira.

Anbefalede hvidvinsdruer er Arinto, Fernao Pires, Moscatel de Bago Miúdo, Moscatel de Setúbal, Moscatel Roxo, Rabo de Ovelha, Síria, Tamarez og Vital. Mht. DOC Setúbal anbefales Mosctel de Setúbal eller Moscatel Rozo.

Moscatel de Sétubal på Setúbalhalvøen i Portugal

Moscatel de Sétubal er en sød hedvin, som kun fremstilles i dette område. Vinen blev klassificeret som DOC allerede i 1907 og druen vokser i meget kalkholdig jord. Mikroklimaet på Sétubalhalvøen har stor indvirkning på vinens kvalitet. Som en følge af nærheden til Atlanten og floden Tagus kan der lige op til høsten være temmelig fugtigt om natten.

Druerne høstes ofte relativt sent om efteråret. Efter et par dages gæring i vinhuset, hvor gærkulturen arbejder frenetisk med at omdanne sukkeret til alkohol, afbrydes gæringen, ved at der tilsættes alkohol. Det sker, når sukkerindholdet når 90 g pr. liter, og vinen har på det tidspunkt en alkoholprocent på ca. 17-18. Den er sød, men har alligevel en vis syre, hvilket gør, at den passer til næsten alle desserter. Vinen har toner af nødder, honning og tørrede frugter.

Rødvine på Sétubalhalvøen

Castelao, som er den dominerende druesort, trives godt i den sandede jord og resulterer i vine med bløde tanniner, der ofte har aromaer af jordbær, hindbær og peber. Med tiden får de også ofte en lille, varm og behagelig tone af tjære.

Udvalgte vinproducenter på Sétubalhalvøen

Hero do Castanheiro producerer rigtig gode vine, fremstillet efter økologiske retningslinjer. Her laver man rigtig udmærkede vine af Castelaodruen. Quinta de Catralvos fremstiller bl.a. vine under navnet Tojo. SIVIPA, Sociedade Vinícola de Palmela, er et kooperativ, der fremstiller behagelige vine og som er et besøg værd.

Adega de Pegoes – et kooperativ, som verden holder øje med

På en vinrejse til Setúbalhalvøen skal du lægge vejen forbi et af Portugals mest succesfulde kooperativer, Adega de Pegoes. Selv om meget af udstyret i kælderen er fra opstarten i 1958, så er det blevet kraftigt moderniseret, og i dag regner man sig selv som en international kælder.

Kooperativet Adega de Pegoes producerer 7 mio. liter vin årligt

I dag har kooperativet, Adega de Pegoes, adgang til næsten 1.000 hektar, fordelt på 150 medlemmer, hvoraf 50 % ejer 90 % af arealet. Denne produktion giver i runde tal syv mio. liter årligt. 75 % udgøres af rødvine, som især fremstilles af Castelao-druen, som lokalt også kaldes for Periquita og som måske er den mest populære drue i Portugal, og som giver vine, som er vældigt frugtagtige og lettilgængelige. De er bedst 6-8 år efter høsten, eller som en primeur nogle uger efter høsten – lige som en Beaujolais nouveau.

Adega de Pegoes’ vinkælder

Castelao-druen er også meget enkel at dyrke. Den kræver meget sol, og trives således bedst i de sydlige dele af Portugal og forbavsende nok finder man ikke druen andre steder i verden. Vinkælderen på Adega de Pegoes rummer 1.800 vinfade, og der er noget umiskendeligt over stedet med meget beton. I det hele taget er der temmelig sterilt og ucharmerende. Ejeren Jaime har dog planer om at bygge en restaurant i tilslutning til hovedbygningen, således at rammerne for besøgende til vingården bliver endnu mere indbydende.

Adega de Pegoes’ vine er meget vellykkede

Ved smagningen bliver man positivt overrasket over de Adega de Pegoes-vine, der bliver skænket op i glassene. Uanset stil og prisleje, så kan man mærke, at samtlige vine er meget vellykkede. Sidst vi besøgte Adega de Pegoes smagte vi Stella Blanco, som er en Dry Muscat til 1,5 euro flasken: Tør, ren, krisp og frisk. Jaime mener, at nærheden til havet og den sandede jord, som stokkene vokser på, bevirker, at årgangen ikke spiller så stor en rolle.

Udmærkelse af Adega de Pegoes

På vores rejser rundt i Portugal får vi ved smagningerne ofte at høre, at producenternes vine er blevet kåret som de bedste i en eller anden speciel kategori. Jaime Quendera er en meget selvsikker vinmager og nævner gerne forskellige medaljer som f.eks. Gold Medal Concours Mondial in Bruxelles. Efter at have smagt de dejlige Adega de Pegoes-vine forstå man den fine udmærkelse, som f.eks. hans hvide Adega de Pegoes Reserva har fået – den er en blanding af druerne Chardonnay, Pinot Blanc, Arinto og Antao Vaz.