USA er verdens klart største økonomi, ledende inden for forskning og udvikling og bannerfører for store dele af IT-revolutionen. Landbruget står for en lille del af BNP, men har en høj produktivitet. Industrien har mistet betydning for den samlede økonomi, samtidig med at servicesektoren er blevet dominerende og nu desuden står for det meste af beskæftigelsen.

Den amerikanske økonomi består af flere vigtige sektorer, er kendetegnet af høj fleksibilitet og er blevet beskrevet som en “jobmaskine” på grund af dens evne til at skabe beskæftigelse. Den fungerer ofte som lokomotiv for den øvrige verdensøkonomi.

USA’s økonomiske dominans blev forstærket i 1990’erne, da landet oplevede sin længste højkonjunktur i nogensinde. På Wall Street blev der sat nye børsrekorder næsten hele tiden. Fremtidsoptimismen og privatforbruget voksede, hvilket også fik den økonomiske vækst til at stige. Der kom flere end 20 mio. nye jobs til i løbet af Bill Clintons otte år som præsident, og arbejdsløsheden faldt til under 4 procent – det laveste niveau i USA i 30 år og langt under niveauet i de fleste europæiske lande.

Efter den 11. september 2001 indtrådte en lavkonjunktur, og børsboblen fra IT-boomet bristede. Federal Reserve, USA’s centralbank, reagerede ved at sænke renten. Diskontoen var i en periode nede på 1 procent, det laveste i over 40 år. Da konjunkturerne atter steg, begyndte centralbanken i sommeren 2004 gradvist at føre en strammere pengepolitik. Diskontoen blev sat op med et kvart procentpoint ad gangen.

Selvom væksten er god, og inflationen under kontrol, lød der i foråret 2005 nye advarsler om, at de gigantiske underskud over for udlandet og på det føderale budget udgør en trussel, ikke kun mod væksten i USA, men i hele verden. Den Internationale Valutafond, IMF, har påpeget, at underskuddet risikerer at svække dollaren yderligere ,hvilket kan presse den amerikanske rente i vejret og igen få den hjemlige efterspørgsel til at falde. Det kan på længere sigt lægge en dæmper på den globale vækst, eftersom det meste af omverdenen er afhængig af at kunne eksportere til USA.

Naturressourcer og energi

USA er rigt på vand, skov og mineraler og er en førende producent af flere vigtige metaller. Landet er også en af verdens største olieproducenter. Samtidig er det hjemlige olieforbrug dog meget højt, og afhængigheden af importeret olie bliver større og større. De relativt lave og stabile priser på verdensmarkedet har nemlig fået den hjemlige udvinding af olie til at falde fra midten af 1980’erne, og i samme periode har USA øget importen af olie fra især Mellemøsten. Nu importerer landet over halvdelen af al den olie, der bruges i verden.

Ca. 8% af det samlede energiforbrug kommer fra kernekraft, og 6% fra vedvarende energikilder.

USA’s olieindustri er koncentreret i Texas, Californien, Alaska og Louisiana. I disse stater findes også en omfattende produktion af naturgas. Der er store forekomster jernmalm omkring De Store Søer ved grænsen til Canada, frem for alt ved Lake Superior. Bly udvindes især i det sydlige Missouri, og der er zink i dele af Rocky Mountains. Kobberforekomsterne i staterne Utah og Montana gør USA til verdens næststørste producent af kobbermalm. Landet er også verdens førende producent af fosfor og svovl, den næststørste aluminiumsproducent og blandt de største guldproducenter.

Landbrug og fiskeri

Omkring halvdelen af USA’s areal er opdyrket. Frugtbar jord, en høj mekaniseringsgrad og en stadigt mere udbredt stordrift har ført til meget store høstudbytter. Hvad angår korn, er USA verdens klart største producent af majs og den tredjestørste hvedeproducent. Landet er også størst, hvad angår produktion af kyllinger, okse- og kalvekød og den næststørste svinekødsproducent i verden.

Men landbruget er til dels offer for sin egen succes. En betydelig overproduktion har gjort det nødvendigt for staten at gribe ind med tilskud til landmændene, og de forskellige støtteordninger gør det svært at afsætte de amerikanske landbrugsvarer på verdensmarkedet.

Majs, hvede og andre kornsorter dyrkes primært i Midtvesten, “USA’s kornkammer”. Det er et uhyre frugtbart sortjordsbælte, der strækker sig fra Kansas i vest til Ohio i øst. Produktionen af mælkeprodukter foregår især længere mod nord i stater som Wisconsin og Minnesota. I Sydstaterne fra Atlanterhavskysten til Texas ligger de store bomuldsplantager, og i visse sydstater foregår der også en omfattende produktion af tobak. I Californien, Florida og Louisiana dyrkes der mest frugt.

USA har en stor fiskeflåde, der beskæftiger 300.000 mennesker. Det mest omfattende fiskeri foregår i Stillehavet, hvor de vigtigste fangster er laks, sild og tun. Der landes hvert år 4-5 mio. ton, heraf 15 procent skaldyr.

Der fiskes også en hel del i Atlanterhavet og den Mexicanske Golf samt i floder og indsøer. De fleste fisk sælges i fersk eller dybfrossen form, men en hel del omdannes også til fiskemel, der bruges til dyrefoder.

Industri

I løbet af 2000-tallet er antallet af arbejdspladser i industrien faldet, mens servicesektoren er kommet til at spille en langt større rolle for samfundsøkonomien.

Allerede i løbet af 1970érne begyndte det gamle industribælte i nordøst med jern- og stålindustri og bilproduktion at miste betydning til fordel for Midtvesten. Der skete også en udflytning af industrier til Sydstaterne og det sydvestlige USA – fra “rustbæltet” til “solbæltet”. Et af landets største industriområder findes nu omkring Los Angeles i det sydlige Californien.

Flere og flere lønmodtagere arbejder inden for finanssektoren, sundhedsvæsenet eller andre serviceerhverv. Dele af Midtvesten er kommet heldigt igennem denne omlægningsproces.

Inden for industrien har de højteknologiske virksomheder fået større betydning. Omkring Silicon Valley i Californien, Route 128 uden for Boston og andre højteknologiske centre er et stort antal nye, avancerede virksomheder skudt op – med elektronik, bioteknik og datateknik som specialer. Mange af virksomhederne er etableret i et samarbejde med store universiteter som Stanford og Massachusetts Institute of Technology, MIT. Silicon Valley er også blevet et betydeligt eksportcentrum. IT-sektoren var også en drivende kraft bag 1990’ernes lange højkonjunktur. Det var frem for alt IT-boomet, der fik aktiekurserne til at stige til rekordniveau, før børsboblen bristede i begyndelsen af 2000-tallet.

Men USA har samtidig en stærk og bred industriel base. Udsatte brancher som for eksempel stålindustrien har investeret i moderne produktionsapparater. Bilindustrien har også rationaliseret og er blevet mere effektiv under indtryk af den udenlandske konkurrence, og USA er i dag verdens største bilproducent. Detroit-regionen, det traditionelle center for bilindustrien, har fået et nyt løft på trods af, at dele af bilindustrien er flyttet mod syd til stater som Tennessee og Kentucky.

General motors og Ford har bevaret deres positioner som to af verdens førende bilproducenter. Boeing, verdens største flyproducent, og mange andre større industriforetagender kan fremvise forbedret produktivitet og en stærk, international konkurrenceevne.

Udenrigshandel

Udenrigshandelen er i de seneste årtier blevet stadigt mere betydningsfuld for USA. Der handles nu mere med Asien end med Europa.

Siden Anden Verdenskrig har US som hovedregel været tilhænger af frihandel. Både demokratiske og republikanske regeringer har været de ledende kræfter bag de forskellige globale forhandlingsrunder, der har fundet sted inden for rammerne af den internationale frihandelsaftale GATT, General Agreement on Tarifs and Trade. Aftalen havde til formål at nedbryde toldmure og andre handelshindringer mellem verdens lande.

Samtidig har de forskellige præsidenter ikke afholdt sig fra at beskytte truede amerikanske erhverv bag handelsbarrierer. Tekstilindustrien har længe været beskyttet mod udenlandsk konkurrence, og i 1980’erne indførte præsident Reagan handelsrestriktioner på indførsel af stål og den stigende import af japanske biler.

Da Bill Clinton kom til magten, fjernede han enhver frygt for, at han ville føre en mere protektionistisk handelspolitik, ved at overtale kongressen til at godkende den såkaldte Uruguayrunde. Den førte senere til, at den nye og mere magtfulde frihandelsorganisation WTO, World Trade Organization, kunne afløse GATT i 1995. Clinton fortsatte desuden arbejdet med at virkeliggøre NAFTA, North American Free Trade Association, en frihandelsaftale mellem USA, Canada og Mexico.

George W. Bush har i det store og hele holdt fast ved frihandelslinjen, selvom der i perioden marts 2002-december 2003 blev indført told på stålimport, og Bush-administrationen også har indført nye landbrugsstøtteordninger.

USA har længe haft problemer med underskud på handelsbalancen, dvs. at importen overstiger landets eksport. Underskuddet på vare- og tjenestebalancen voksede i 2004 til 617 mia. dollar eller 5,3 procent af BNP. Importen steg næsten dobbelt så meget som eksporten.

Denne ubalance har især været mærkbar over for Kina, der har erstattet Japan som lavpriseksportør til USA. Underskuddet i samhandelen med Kina var på hele 162 mia. dollar i 2004, et tal der give anledning til spænding i USA og har ført til krav om modforanstaltninger. USA vil have, at Kina opskriver sin valuta, der er bundet til den amerikanske dollar på et kunstigt lavt niveau og derfor giver Kina en efter amerikansk mening urimelige konkurrencefordel.

Arbejdsmarked

Arbejdsløsheden var i 2005 på godt 5 procent. Den relativt stærke økonomi, de mere fleksible ansættelsesformer og en lavere statslige indblanding på arbejdsmarkedet menes at være en vigtig årsag til, at beskæftigelsen er steget mere i USA end i Vesteuropa. Rationaliseringen ved hjælp af ny teknik og mere effektive arbejdsmetoder indebærer dog, at fremtidsudsigterne på arbejdsmarkedet er usikre, og reallønnen er kun steget svagt for en del lønmodtagergrupper, mens den for andre er helt stagneret. Mange er blevet tvunget til at arbejde på deltid eller acceptere dårligere arbejdsvilkår og ringere sygeforsikring. Utrygheden i arbejdslivet er større end i Europa.

Forskydningen på arbejdsmarkedet fra industri til servicesektor har bidraget til en svækkelse af USA’s fagbevægelse. I brancher som stål-, tekstil-, kemi- og bilindustrien, hvor fagforeningerne tidligere stod stærkt, faldt antallet af medlemmer til det halve i løbet af 1980’erne – til dels på grund af de mange nedlagte arbejdspladser.

Siden 1990’erne har antallet af fagligt organiserede udgjort ca. 16 mio. eller 15 procent af alle lønmodtager. Tyngdepunktet er fortsat de traditionelle industribrancher og den offentlige sektor.

80 procent af fagforeningsmedlemmerne er organiseret i fagforbund under landsorganisationen ALF-CIO, der er begyndt at spille en aktiv rolle på demokraternes side, når der er valg. Næsten alle aftaler på arbejdsmarkedet indgås dog lokalt. Der findes således ingen central arbejdsgiverorganisation. Løn- og andre arbejdsvilkår kan derfor variere voldsomt fra virksomhed til virksomhed.

Sociale forhold

Levestandarden i USA hører til de højeste i verden, men samtidig er forskellen mellem rige og fattige større end i de fleste andre industrilande, og den vokser stadig. Næsten halvdelen af de samlede indtægter går til den femtedel af befolkningen, der tjener mest.

I 2003 blev næsten 36 mio. amerikanere eller 12,5 procent af befolkningen klassificeret som “fattige” ifølge den officielle definition. Det vil sige, at de havde en årlig indkomst på under 19.000 dollars per familie og under 9000 dollars for enlige. Fattigdom og social udstødelse er mere udbredt blandt sorte, hispanics (spansktalende) og andre etniske mindretal end blandt hvide.

Siden 1960’ernes kamp for borgerrettigheder er der blevet vedtaget talrige regler for positiv særbehandling, affirmative action ,som har til formål at give underrepræsenterede grupper, f.eks. kvinder eller etniske mindretal, bedre muligheder for at få en uddannelse eller et arbejde. Samtidig er positiv særbehandling dog kommet i modvind. Reglerne er blevet kritiseret for at være et udtryk for “omvendt diskrimination”.

Sammenlignet med mange europæiske industrilande har USA et begrænset socialt sikkerhedsnet, selv om forskellene fra stat til stat er store. Den sociale sektor er således betydeligt bedre udbygget i New York og de andre stater i det nordøstlige USA end mange andre steder i landet.

Der findes ingen offentlig sygeforsikring, der omfatter alle. Arbejdsgiverne dækker størsteparten af omkostningerne til de ansattes forsikringer, men stigende udgifter til sundhedsvæsenet har ført til, at mange virksomheder nu giver ringere dækning eller forsøger at lægge en større del af udgifterne over på de ansatte, der i mange tilfælde tegner en privat tillægsforsikring.

De fleste amerikanere er dog godt forsikrede og kan benytte sig af et almindeligvis tilfredsstillende sundhedsvæsen. Ca. 15 procent af befolkningen står imidlertid helt uden sygeforsikring. De, der ikke selv kan betale for læge- og hospitalsbehandling eller medicin, kan få hjælp gennem de føderale programmer Medicare og Medicaid. Medicare retter sig i første række mod de ældre, mens yngre arbejdsløse og folk med lave indkomster kan få støtte fra Medicaid. I begge tilfælde gives en hjælp, der er afhængig af behovet. Det ventes dog, at programmet – der er stærkt belastet af det voksende antal pensionister og de stigende omkostninger til sundhedssektoren – bliver beskåret.

Bill Clinton forsøgte forgæves i 1990’erne at indføre en alment dækkende sygesikring, men stødte på hård modstand i Kongressen. I 2003 fik George W. Bush en reform igennem, der udvider Medicare til også at omfatte et prisloft på medicin.

Trods manglerne i systemet er udgifterne til sundhedssektoren betydeligt højere i USA end i mange andre lande, målt i antal af bruttonationalproduktet, BNP. Aids har udgjort en stor belastning af sundhedsvæsenet, selvom mange aidsramte som regel ikke får lov til at tegne sygeforsikring. I 2003 var over en halv million amerikanere døde af denne sygdom.

Barack Obama har netop lavet en ny sundhedsreform (2013) som er til stor diskussion i hele USA.

USA har en almen alderspensionsordning, Social Security, som finansieres via indbetalinger fra både lønmodtagere og arbejdsgivere.

Generelt er lovgivningen på de sociale områder dog begrænset. Det er den grundlæggende filosofi, at sociale ydelser og vilkår skal fastlægges gennem aftaler på arbejdspladserne. Derfor varierer forholdene meget mellem de enkelte medarbejdergrupper. Der findes ingen ferielovgivning, hvilket indebærer at mange fuldtidsansatte må nøjes med én uges ferie om året, mens andre har seks uger. To ugers ferie er dog det normale.

Også børnepasning er som hovedregel et privat anliggende. En lov om ret til tolv ugers udbetalt orlov i forbindelse med fødsel eller ved børns eller andre familiemedlemmers sygdom trådte i kraft i 1993, men loven gælder kun i virksomheder med over 50 ansatte.

Narkotikamisbruget er fortsat et af USA’s største sociale problemer. Blandt de voksne er misbruget gået ned i de senere år, mens det omvendt er steget blandt mindreårige.

Fakta om økonomi i USA

Nedenstående tal er fra år 2004/2005

• BNP/indbygger: 40.100 US dollar (købekraftkorrigeret), (skøn)
• Diverse sektorers andel af BNP: landbrug 1,4%, industri 26,2%, service og andet 72,4%
• Naturressourcer: olie, naturgas, kul, mineraler, skov
• Årlig eksport: 795 mia. US dollar (skøn)
• Årlig import: 1476 mia. US dollar (skøn)
• Vigtigste eksportvarer: maskiner og transportudstyr, fly, computere, kemiske produkter, levnedsmidler.
• Vigtigste importvarer: olie, maskiner og transportudstyr, computere, telekommunikationsudstyr
• Vigtigste handelspartnere: Canada, Japan, Mexico, Kina, EU, Sydkorea
• Valuta: 1 US dollar = 6,36 DKK

Religionsfriheden er en af grundpillerne i den amerikanske forfatning – ikke mindst fordi mange af de europæiske indvandrere, der grundlagde landet, netop flygtede fra religiøs undertrykkelse. Der findes ingen statskirke. De forskellige trossamfund finansieres udelukkende af private midler. Ethvert forsøg på at sammenblande statens og kirkens roller bliver som regel mødt med stærke protester. Når konservative grupper for eksempel har krævet, at morgenbøn skal være obligatorisk i de offentlige skoler, er det hver gang blevet afvist.

Over to tredjedele af indbyggerne er medlemmer af et trossamfund, og det religiøse spiller ofte en stor rolle i samfundsdebatten. Kirkerne har en vigtig social funktion, og der hersker i reglen tolerance over for andre trosretninger.

Kristendommen er den dominerende religion. De fleste kristne amerikanere er protestanter, fordelt på en række forskellige kirkesamfund, hvoraf baptister, metodister og lutheranere er de største. Den anglikanske kirke kaldes i USA den episkopale kirke og har godt 2,5 mil. medlemmer. Den romersk-katolske kirke er det største enkeltstående trossamfund og omfatter ca. en fjerdedel af befolkningen, mange af dem med rødder i katolske lande. Til de kristne hører også fire millioner tilhængere af den græsk-ortodokse og andre ortodokse kirker.

I de senere år er den katolske kirke i USA blevet rystet af en række skandaler om præsters seksuelle udnyttelse af børn. Flere tusinde personer er trådt frem og har fortalt, at de er blevet seksuelt misbrugt af en præst. Anklagerne har fået kirken til at udbetale store summer i erstatning for at undgå retssager.

Det jødiske mindretal omfatter cirka seks millioner mennesker. Den jødiske indflydelse er særlig stor i New York samt i en del byer i Florida og Californien. I øvrigt findes et stingende antal muslimer og et mindre antal buddhister, sikher og tilhængere af andre trosretninger. Den stat, som har den højeste religiøse aktivitet, er Utah, hvor mormonerne har deres hovedkvarter.

Genvalget af George W. Bush som præsident blev forklaret med, at vælgerne betragter ham som en handlekraftig leder i kampen mod terrorismen, og at moralske spørgsmål som f.eks. ægteskab mellem personer af samme køn og retten til abort mobiliserede mange konservative vælgere. Bush vandt stort i det sydlige og vestlige USA og havde især stærk støtte på landet. Det republikanske parti havde også et godt kongresvalg og styrkede sit flertal i begge kamre. Demokraternes stærkeste bastioner var storbyerne, især i det nordøstlige USA og i Californien.

Efter valget foretog Bush en række omrokeringer i sin administration, men lod forsvarsminister Donald Rumsfeld sidde trods dennes omstridte rolle i torturskandalerne fra Abu Ghraib-fængslet i Bagdad. Udenrigsminister Colin Powell blev erstattet af tidligere sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice.

I sin indsættelsestale i januar 2005 lovede Bush at sprede frihed i verden ved at bekæmpe tyranniet. Tidligere havde hans udenrigsminister udpeget Iran, Nordkorea, Myanmar (Burma), Cuba, Hviderusland og Zimbabwe som “tyranniets forposter”.

Indenrigspolitisk koncentrerede Bush sig om forberedelserne til en kommende skattereform og en reform af det almene pensionssystem social security – herunder oprettelsen af private, individuelle investeringsfonde. Bush ønskede også tiltag, der skulle begrænse det omfattende brug af private sagsanlæg, som han anførte belastede retssystemet og kostede store summer hvert år.

Udenrigspolitik og forsvar

Siden den 11. september 2001 har bekæmpelse af international terrorisme stået i centrum for USA’s udenrigspolitik. Det førte allerede samme efterår til angrebet på Afghanistan, hvis talebanstyre var mistænkt for at give husly til terrornetværket al-Qaeda. FN’s Sikkerhedsråd havde i en resolution indrømmet USA’s “ret til selvforsvar”, hvilket af mange blev tolket som grønt lys til amerikanske militære operationer i kampen mod terror generelt. Også Rusland stillede sig hurtigt bag USA, hvilket mærkbart forbedrede de russisk-amerikanske relationer.

I en tale i starten af 2002 udpegede præsident Bush derefter Irak, Iran og Nordkorea som elementer i “ondskabens akse”, og der blev talt om en ny udenrigspolitisk doktrin, hvor Bush-administrationen forbeholdt sig retten til at gribe militært ind mod terrorgrupper eller lande i forebyggende øjemed.

Siden har USA fastholdt, at både Iran og Nordkorea er i færd med at udvikle eller allerede råder over atomvåben. Men selv om militære løsninger bestemt ikke er udelukkede, har amerikanerne indtil videre valgt at gå diplomatiets vej i forsøget på at eliminere kernevåbentruslen. Nordkorea er blevet engageret i sekspartssamtaler, der foruden USA også omfatter Kina, Sydkorea, Japan, og Rusland, men der er endnu ikke opnået resultater, og USA betragter forsat både Iran og Nordkorea som alvorlige trusler mod landets sikkerhed.

Præsident Bush stødte på modstand i FN, ikke mindst fra vigtige lande som Frankrig, Rusland og Tyskland, da han i efteråret 2002 ville gå videre med krigsplanerne mod Irak. Det fik USA til – uden FN-mandat,, men med støtte af Storbritannien og en række andre nationer, deriblandt Danmark – at indlede en invasion af Irak. Selvom invasionen hurtigt førte til Saddam Husseins fald og senere pågribelse, hersker der stadig stor uro i landet, og den amerikanske militære tilstedeværelse er fortsat stor, selvom den koster de amerikanske skatteydere store summer.

Irakkrigen og en række andre, tydelige signaler på, at USA er parat til at handle præventivt på egen hånd i forsøget på at bekæmpe terrorismen, bidrog til på den ene side en styrkelse af forholdet til Storbritannien, på den anden side mere anstrengte relationer til mange andre europæiske lande. I den arabiske verden hersker der flere steder en udbredt anti-amerikansk stemning. Irakkrigen opfattes af mange som en bekræftelse på, at Bush i langt mindre grad end sine forgængere er interesseret i at samarbejde internationalt inden for rammerne af FN, NATO og andre organisationer.

I 2005 har Bush dog forsøgt at nedtone billedet at et USA, der altid handler i egen interesse. Han har bl.a. interesseret sig stærkt for konflikten mellem Israel og palæstinenserne, hvor fredsprocessen har stået stille længe. Efter den palæstinensiske leder, Yassir Arafats, død i 2004 tog USA initiativ til at genoptage samtaler, nu med den nye palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas.

Fra Anden Verdenskrigs afslutning og frem til slutningen af 1980’erne var amerikansk udenrigspolitik udformet på baggrund af den kendsgerning, at der eksisterede en anden, ideologisk fjendtlig supermagt, Sovjetunionen. Efter kommunismens fald fulgte i stedet en æra af samarbejde mellem Washington og Moskva, selvom den gensidige mistro stadig findes på mange niveauer. I Bill Clintons embedsperiode (1992-2000) var det især spredning af atomvåben, terrorisme og narkotikasmugling, der blev opfattet som trusler mod USA’s sikkerhed. Clinton tog også initiativ til at fremskynde fredsprocessen i mellemøsten, og han var stærkt medvirkende til, at der blev indgået en fredsaftale om Nordirland i 1998. Andre eksempler på en aktiv amerikansk indgriben i verdenspolitikken er Daytonaftalen, som i 1995 førte til våbenhvile i Bosnien, NATO’s offensiv mod Jugoslavien under Kosovokrigen i 1999 og dannelsen af den nordamerikanske frihandelszone NAFTA.

Da George W. Bush overtog præsidentposten i 2001, begyndte det Hvide Hus at føre en mere unilateral linje, hvor USA’s egne interesser altid kom i første række. Støtten til FN og andre verdensorganisationer blev mindre indlysende, og USA nægtede at underskrive Kyotoprotokollen om et bedre globalt miljø samt en række andre aftaler. Bush har også nægtet at ratificere samarbejdsaftalen om Den Internationale Straffedomstol, ICC, med den begrundelse, at der er risiko for, at amerikanske soldater vil blive stillet for retten af politiske årsager.

Siden den kolde krigs afslutning har USA været verdens ubestridt største militærmagt. Militæret kan i dag mobilisere en aktiv styrke på flere end 1,4 mio. soldater. Det er det største antal i verden efter Kina. Dertil kommer en lige så stor reservestyrke. USA har ingen værnepligt, kun professionelle soldater.

Styrkerne er i stor udstrækning åbne for kvinder, men integrationen er ikke sket uden problemer. I de seneste år har forsvaret været ramt af en række opsigtsvækkende skandaler, hvor kvinder i militæret har været udsat for seksuel chikane.

Efter den markante oprustning, som blev gennemført under Ronald Reagan i 1980’erne, faldt forsvarsudgifterne i reale tal i 1990’erne. Nedskæringerne var et hårdt slag mod de industrier, der producerer materiel til forsvaret, og militærindustrien blev ramt af en krise i begyndelsen af 1990’erne. Samtidig begyndte USA at nedtrappe sit udenlandske militære engagement og reducere sine styrker i Europa og Asien, selv om løfterne om at garantere de allieredes sikkerhed fortsat gælder.

Efter den 11. september 2001 blev forsvarsbudgettet dog igen øget kraftigt, også hvis man fraregner omkostningerne ved krigen i Irak. Præsident Bush har bl.a. fortsat arbejdet med at udvikle et kontroversielt og kostbart missilskjold, der kan uskadeliggøre indkommende kernevåbenmissiler. Systemet skal først og fremmest beskytte USA mod eventuelle angreb fra lande som Nordkorea og Iran.

USA er privatbilismens forjættede land. Alle egne af landet kan nås ad moderne motorveje, og over 85 procent af al persontransport sker i private biler.

De store afstande har dog også bidraget til et veludviklet net af indenrigsflyruter. De største lufthavne – Chicago og Atlanta – fungerer som trafikknudepunkter, hvor utallige passagerer skifter fly.

Kun nogle få procent af amerikanerne tager bussen eller toget, når de skal ud at rejse. Man kan fortsat komme rundt til store dele af landet i de såkaldte Greyhoundbusser, men togtrafikken, der drives af det statslige selskab Amtrak, er i løbet af de seneste årtier blevet ramt af store nedskæringer.

Ca. 30 procent af al godstransport inden for landets grænser foregår med tog, 20 procent med lastbiler, og 20 procent med skib. Omkring en fjerdedel af godset består af olie, som transporteres i rørledninger.

Der findes et stort antal naturlige havne ved kysterne, og ved De Store Søer i nordøst ligger også store havne, som er forbundet med Atlanterhavet via floden St. Lawrence gennem Canada eller Hudsonfloden og Eriekanalen i staten New York.

USA rummer s tort set alle tænkelige turistattraktioner, fra vintersport til tropisk badeliv, fra storslåede naturscenerier til myldrende verdensbyer. Udbuddet af kultur og forlystelser er rigt i de større byer, hvor folkelivet er særlig broget på grund af indvandringen fra hele verden.

Antallet af besøgende faldt dog efter terrorangrebene 11. september 2001, men er siden steget igen, og i 2004 kom over 46 mio. udlændinge til landet. De fleste turister kommer fra nabolandene Canada og Mexico. Derefter følger japanere, briter, tyskere og franskmænd.

Lidt tal om USA

Nedenstående tal er alle fra år 2004/2005

Klima

Selv om det meste af USA ligger i den tempererede zone, varierer klimaet meget mellem landets forskellige dele. I det nordlige Alaska er der arktisk kulde, mens Hawaii og det sydlige Florida ligger i troperne. Det meste af landet har dog kontinentalt klima med varme somre og kolde vintre, selv om der ved sydøstkysten hersker subtropisk klima med milde vintre.

Det kan regne meget på Vestkysten og i de østlige og sydøstlige dele af USA, mens de store sletter i den centrale del af landet ofte rammes af tørke. Østkysten ud til den Mexicanske Golf hærges ofte af tropiske orkaner, bl.a. i sensommeren 2005, hvor storbyen New Orleans blev lagt under vand, og tusinder blev hjemløse.

Geografi

• Areal: 9.372.614 km2
• Nabolande: Canada, Mexico
• Tid: som Danmark minus 6-9 timer
• Hovedstad: Washington DC (ca. 590.000 indb.)
• Øvrige større byer: New York (ca. 8 mio.), Los Angeles (ca. 3,9 mio.), Chicago (ca. 3 mio.), Houston (ca. 2 mio.), Philadelphia (ca. 1,6 mio.), Dallas (ca. 1,4 mio.), Detroit (ca. 990.000), San Francisco (ca. 800.000), Boston (ca. 600.000), Seattle (ca. 590.000), (kun bycentre – antal indbyggere i forstæder ikke medregnet)
• Gennemsnitstemperatur/døgn (januar/juli): New York 0 grader/25 grader, Miami 19 grader/27 grader, Minneapolis -10 grader/23 grader, Los Angeles 14 grader/21 grader.
• Gennemsnitsnedbør/måned: Washington DC 70 mm (feb)/107 mm (maj), Phoenix 27 mm (marts)/ 2 mm (juni), San Francisco 120 mm (jan)/ 1 mm (juli)
• Højeste bjerg: Mount McKinley (Alaska, 6198 m.o.h.)
• Længste flod: Missouri-Mississippi
• Største sø: Lake Michigan

Befolkning

• Indbyggertal: 300 mio.
• Antal indbyggere/km2: 31
• Andel af befolkningen, der bor i byerne: ca. 80%
• Fødselsrate: 1,4%
• Dødsrate: 0,83%
• Naturlig befolkningstilvækst: 0,57%
• Gennemsnitslevealder: kvinder 80 år, mænd 74,5 år
• Skolegang: obligatorisk fra seks til 16 år de fleste steder
• Andel læsekyndige voksne: 98%
• Befolkningsgrupper: hvide 76%, sorte 12%, hispanics eller latinos 14%, asiater 4%, øvrige, heriblandt indianere og andre oprindelige indbyggere 5,7% (2003) NB: USA’s statistiske kontor tillader at markere tilhørsforhold til mere end en folkegruppe. Derfor er det samlede ciffer højere end 100 procent.
• Sprog: engelsk
• Religion: protestanter 50%, katolikker 25%, jøder 2%, græsk-ortodokse 1,5%, muslimer 1%
• Nationalitetsbetegnelse: amerikaner

Pressefriheden er garanteret i forfatningen, og alle massemedier er uafhængige af staten. En fri presse har i USA altid været betragtet som væsentlig for at opretholde en sund magtbalance i samfundet. Medierne har med stor alvor taget denne opgave på sig og har mange gange udfordret statsmagten. Dagbladet New York Times offentliggjorde i 1971 de hemmeligstemplede dokumenter, der bidrog til at vende folkestemningen imod USA’s engagement i Vietnam-krigen. Og det var journalister fra Washington Post, der afslørede Watergateskandalen, som i 1974 førte til præsident Richard Nixons fald.

De fleste massemedier ejes af private selskaber og finansieres af reklamer. Den eneste betydningsfulde undtagelse er de reklamefrie radio- og tv-stationer inden for rammerne af National Public Radio, NPR, og Public Broadcasting Service, PBS. Disse selskaber, som har til formål at tjene almenvellets interesser, finansieres med private donationer og støtte fra forbundsmyndighederne.

De kommercielle tv-stationer dominerer både nyhedsformidlingen og udbuddet af underholdningsprogrammer og kan modtages af næsten alle husstande i USA. De fleste er tilknyttet et af de store landsdækkende tv-selskaber ABC, NBC, CBS eller Fox, der ejes af den australske mediemagnat Rupert Murdoch. Disse møder dog stigende konkurrence fra kabel-tv, der også når ud i de fleste amerikanske hjem. Den kendteste kabelkanal er nok CNN, der indgår i mediekonglomeratet AOL Time Warner og sender nyheder døgnet rundt – også til store dele af den øvrige verden.

Trods tv’s stadigt stigende indflydelse findes der over 12.500 radiostationer. De fleste er helt og holdent musikkanaler, fortrinsvis med rock og pop, selv om mange også har kortere nyhedsudsendelser. I de senere år har programmer, hvor studieværten leder debatter og selv giver tydeligt udtryk for sine politiske synspunkter, fået stigende betydning. Især har flere konservative meningsdannere på denne måde haft stor gennemslagskraft i den politiske debat.

Antallet af dagblade er støt faldende og ligger nu på knap 1500. Det er i dag normalt, at der kun findes én avis i selv større byer. De to største, erhvervsavisen Wall Street journal (oplag: 2,1 mio. eksemplarer) og USA Today (2,2 mio.), er de eneste som kan kaldes landsdækkende ved siden af New York Times (1,1 mio.). Sidstnævnte er USA’s mest indflydelsesrige kvalitetsavis og har stigende oplagstal. Andre vigtige dagblade som Washington Post, Los Angeles Times, Miami Herald og Boston Globe påvirker i høj grad meningsdannelsen, men læses mest i det område, hvor de udgives.

Der findes også tusindvis af tidsskrifter, der udkommer på uge- eller månedsbasis og dækker alle tænkelige interesser. De vigtigste nyhedsmagasiner er Time (4 mio.), Newsweek (3,1 mio.) og US News and World Report (2 mio.)

Udviklingen på medieområdet er i de senere år gået i retning af en koncentration af markedet, hvor flere forskellige typer medier ejes af store forretningsimperier som Disney, AOL Time Warner og Fox. Det har ført til en debat om magtkoncentration og kommercialisering.