“Jeg ønsker ikke, at publikum skal se den verden, de lever i… Jeg vil have, de skal føle, at de er i en anden verden”, udtalte Walt Disney engang – manden, der mere end nogen anden symboliserer den massekultur, som opstod i USA i 1900-tallet og bredte sig til resten af verden. Arven efter skaberen af Anders And, Mickey Mouse og en række andre populære tegneseriefigurer lever videre i Disney-koncernen – i dag en af verdens største og mest indflydelsesrige underholdnings- og medieselskaber.

Begrebet populærkultur forbindes i højere grad med USA end med noget andet land i verden. I Hollywood blev filmkunsten efter Første Verdenskrig udviklet til en storindustri, som i dag sammen med en omfattende tv-produktion er blevet et af landets førende eksporterhverv. USA har også taget føringen inden for populærmusikken. Frank Sinatra, Elvis Presley Bob Dylan, Madonna og Britney Spears er alle eksempler på verdenskendte amerikanske kunstnere, der er eller har været blandt forskellige generationers favoritter.

Med udgangspunkt i de religiøse negro spirituals skabte sorte musiker og sangere i begyndelsen af det 20. århundrede jazz og blues, musikformer der betragtes som ægte amerikanske. Komponister og musikere som Duke Ellington, Charlie Parker, Miles Davis, Louis Armstrong, Ella Fitzgerald og Billie Holiday regnes blandt de førende forvaltere af USA’s kulturarv. I 1960’erne brød sorte kunstnere igennem på en bred front med musikformer som rhytm & blues og soul, og i 1990’erne fik den sorte hiphop-musik et stort gennembrud.

En anden, typisk amerikansk musikgenre er den countrymusik, som hvide kunstnere skabte på baggrund af gamle ballader og folkeviser. Også musicalen er – med New Yorks teaterkvarter Broadway som centrum – et amerikansk kulturfænomen, der er blevet kendt verden over takket være komponister som George Gershwin, Leonard Bernstein, Irving Berlin, Richard Rogers og Cole Porter.

Inden for den eksperimenterende musik har komponister som Aaron Copland og Charles Ives ydet betydningsfulde bidrag. I USA findes også flere af verdens førende symfoniorkestre og omkring 80 operahuse med New Yorks Metropolitan Opera som det førende.

Inden for litteraturen er publicisten og statsmanden Benjamin Franklin blevet kaldt den første betydningsfulde amerikanske forfatter. Han var en af mændene bag USA’s uafhængighedserklæring i 1776 og forfattede det amerikanske demokratis idealer på baggrund af de franske oplysningsideer.

Romantikken fik fæste i midten af 1800-tallet med forfattere som James Fennimore Cooper (Den sidste mohikaner) og Henry Thoreau. Andre betydningsfulde forfattere i det århundrede var Herman Melville (Moby Dick), Mark Twain og Walt Whitman. I pionerernes fodspor slog den amerikanske realisme igennem i begyndelsen af 1900-tallet med socialt bevidste forfattere som Upton Sinclair og Jack London.

Mellemkrigstidens måske mest kendte amerikanske forfatter var Ernest Hemingway, som sammen med F. Scott Fitzgerald optrådte som repræsentant for “den tabte generation”. Hemingway fik Nobelprisen i litteratur i 1954. Blandt andre amerikanske forfattere, der har modtaget Nobelprisen kan nævnes Eugene O’Neill (1936), William Faulkner (1949), John Steinbeck (1962), Saul Bellow (1976) og Toni Morrison (1993). Herudover hører Jack Kerouac, Truman Capote, Kurt Vonnegut, Norman Mailer, Philip Roth, Joseph Heller, Raymond Carver og Joyce Carol Pates til blandt efterkrigstidens mest betydningsfulde forfattere.

Til de fremtrædende sorte forfattere regnes Richard Wright, Ralph Ellison, James Baldwin, LeRoi Jones og førnævnte Toni Morrison. Blandt flere generationers lyrikere kan nævnes Robert Frost, William Carlos Williams, Marianne Moore og Robert Lowell. De kendteste dramatikere omfatter Arthur Miller, Eugene O’Neill, Tennesse Williams, Edward Albee og Sam Shepard.

Den oprindelige befolkning på det amerikanske kontinent menes at være indvandret fra Asien over Beringstrædet, da indlandsisen smeltede for mellem 20.000 og 35.000 år siden. De ældste spor efter, hvad man mener er menneskelige bosættelser, findes i Alaska og New Mexico. De er dateret til cirka 12.000 f.v.t.

Viden om, hvordan jorden skulle dyrkes, blev langsomt udbredt, og de første spor af en primitiv majsdyrkning stammer fra år 3000 f.v.t. og er fundet i New Mexico og Arizona. De første tegn på bydannelser stammer fra år 300 f.v.t.

Da den europæiske kolonisering blev indledt i 1500-tallet,fandtes der flere forskellige indianerkulturer spredt ud over hele det nordamerikanske kontinent. Der var sandsynligvis tale om flere millioner mennesker i alt.

De første europæere, der kom til Amerika, var vikinger, som i 1000-tallet gik i land på Atlanterhavskysten og slog sig ned flere steder. En egentligkolonisering blev dog ikke indledt, før Christoffer Columbus kom til “den nye verden” i 1492. Columbus, som ledte efter søvejen til Indien, troede, at han havde nået sit mål. Derfor fik urbefolkningen navnet “indianere”.

Columbus kom dog aldrig til selve Nordamerika, men sejlede omkring i Caribiens øverden og gik i land på den mellemamerikanske kyst. Hans succesrige færd inspirerede hurtigt andre, og i løbet af 1500-tallet kom både franskmænd og spaniere til de sydlige dele af det nuværende USA. Men det var frem for alt englændere og hollændere, som oprettede kolonier langs østkysten.

Den opdagelsesrejsende Walter Raleigh navngav i 1587 staten Virginia efter sin herskerinde, Englands “jomfrudronning”, Elizabeth 1., og i 1607 blev den første permanente britiske koloni anlagt her i Jamestown. Den næste britiske koloni var Plymoouth i Massachusetts, der blev etableret af de strengt religiøse puritanere fra 1620 og frem. I 1624 etablerede hollænderne en driftig koloni på øen Manhattan ved Hudsonflodens munding. Den blev døbt New Amsterdam – et navn, der blev ændret til New York, da kolonien 40 år senere blev overtaget af briterne.

Man regner med, at der i år 1630 var omkring 4600 indbyggere i de daværende kolonier. Da selvstændigheden blev proklameret 150 år senere, bestod USA af 13 kolonier med i alt cirka 2,5 mio. indbyggere.

Kravet om selvstændighed fra Storbritannien blev rejst, da Frankrig tabte Syvårskrigen mod briterne i 1763. Frankrig opgav både Canada og de øvrige kolonier samt drømmen om at opbygge et fransk imperium i Nordamerika. Dermed var de engelske kolonier ikke længere afhængige af militær beskyttelse fra moderlandet. Samtidig opstod store spændinger mellem kolonierne og London. Storbritannien forsøgte at løse sine økonomiske problemer ved at sætte skatterne op i kolonierne, der protesterede over at blive beskattet uden at få politisk indflydelse i moderlandet.

Frihedskampen tog for alvor fart i 1773, da oprørske kolonister, forklædt som indianere, hældte lasten, der bestod af te, fra tre engelske fartøjer over bord i Bostons havn – en hændelse, som blev kendt som “The Boston Tea Party”.

Da London reagerede med repressalier, dannede kolonierne en fælles hær under ledelse af plantageejer George Washington fra Virginia. Det kom til regulær krig mod Storbritannien, og kolonierne etablerede deres eget forvaltningssystem og dannende deres egne regeringer.

Den 4.. juli 1776 blev en fælles uafhængighedserklæring proklameret i Philadelphia, og Amerikas Forenede Stater – United States of America – blev udråbt. Efter befrielseskrigen blev briterne tvunget til at anerkende USA’s selvstændighed. En fredsaftale blev indgået i Paris i 1783.

Seks år senere blev George Washington valgt il USA’s første præsident. Året før havde staterne godkendt den forfatning, som en gruppe “vise mænd” havde udarbejdet. Blandt disse grundlovsfædre var George Washington, Thomas Jefferson, James Madison og Benjamin Franklin. Forfatningen trådte i kraft i 1789 og gælder fortsat, selv om den siden er blevet forsynet med en del tilføjelser.

Allerede før uafhængighedserklæringen var koloniseringen af området vest for Appalacherne begyndt, og nye stater som Ohio, Kentucky og Tennesse blev hurtigt optaget i unionen. I 1803 førte et omfattende køb af land fra Frankrig, The Louisiana Purchase, til, at store landområder i syd og vest blev inddraget i USA.

Langsomt blev landegrænsen flyttet mod vest for til sidst at nå Stillehavet. Store dele af den oprindelige indianske befolkning blev udryddet i de kampe, som fulgte, når landet blev overtaget af de hvide nybyggere.

Den nye nations udenrigspolitiske tyngde manifesterede sig første gang i 1823, da præsident James Monroe i en erklæring til Kongressen slog fast, at USA ikke ville tolerere, at europæiske lande oprettede nye kolonier eller blandede sig militært eller politisk i amerikanske anliggender. Den såkaldte Monroedoktrin kom til at få stor udenrigspolitisk betydning, ikke mindst i kraft af den såkaldte Roosevelt tilføjelse, hvor USA påberåber sig ret til at intervenere som “politi” i andre lande, hvis de ikke selv kan holde orden inden for deres egne grænser.

Efter selvstændigheden var USA præget af modsætninger mellem tilhængere af en stærk centralmagt, de såkaldte føderalister, og fortalere for en vidtgående selvbestemmelsesret for de enkelte stater. Kampen mellem føderalister og anti-føderalister lagde grunden til de politiske partier, der voksede frem i slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet. I midten af 1800-tallet tog de to partier den form, der den dag i dag dominerer amerikansk politik: Det Demokratiske *Parti og Det Republikanske Parti.

Modsætningerne blev forstærket ved, at staterne i Nord gik i spidsen for industrialiseringen og voksede sig stadigt stærkere økonomisk, samtidig med at dyrkningen af bomuld og andre landbrugsprodukter fortsat dominerede i syd. I Nord krævede erhvervslivet, at regeringen indførte beskyttelsestold, så den hjemlige industri kunne beskyttes mod konkurrence fra udenlandske produkter. Sydstaterne ville derimod have frihandel for at kunne sælge deres råvarer og købe færdige industrivarer så billigt som muligt.
Uoverensstemmelserne mellem Nord og Syd gjaldt også spørgsmålet om slaveriet. Arbejdskraften på de store plantager i Syd var først og fremmest sorte slaver, som lige siden begyndelsen af 1600-tallet var kommet dertil fra Afrika. Sydstaterne var absolut ikke enige med de røster i Nord, som talte for en afskaffelse af slaveriet.

Da republikaneren og slaveri-modstanderen Abraham Lincoln blev valgt til præsident i 1860, blev konfrontationen åbenlys. Elleve sydstater rev sig løs og dannede deres eget statsforbund. Det blev begyndelsen på en altødelæggende borgerkrig, som stod på i fire år og krævede 600.000 menneskeliv. Midt under krigen erklærede Lincoln slaveriet for afskaffet, hvilket blev stadfæstet efter Sydstaternes kapitulation i 1865. Lincoln blev kort efter myrdet af en sydstatsmand. Året efter fik de sorte stemmeret.

I årtierne efter borgerkrigen sank Sydstaterne ned i økonomisk stagnation, og racismen var udbredt. Blandt andet blev sorte forfulgt af den hvide racistiske organisation Ku Klux Klan. I Nordstaterne tog det økonomiske opsving derimod yderligere fart – ikke mindst på grund af udbygningen af jernbanenettet og en forbedring af infrastrukturen i det hele taget.
I anden halvdel af 1800-tallet indvandrede mange millioner europæere til USA. De flygtede fra arbejdsløshed, fattigdom og sult i Europa. Fra 1850 til 1920 blev USA’s befolkning mere end firedoblet – fra 25 til 106 millioner. Derefter aftog indvandringen.

Efter et oprør på Cuba, som dengang hørte til det spanske kolonirige, erklærede USA i 1898 krig i Spanien, som forholdsvis hurtigt anerkendte Cubas selvstændighed og desuden opgav herredømmet over Puerto Rico, Filippinerne og Guam.
Da Første Verdenskrig brød ud i 1914 påberåbte USA sig i første omgang neutralitet. Den offentlige mening svingede dog i krigens løb, og i 1917 erklærede Kongressen Tyskland krig. Det bidrog til, at de allierede fik overtaget på Vestfronten, og banede vejen for den senere sejr.

For at sikre en varig fred tog præsident Woodrow Wilson efter krigen initiativet til Folkeforbundet, forløberen for det nuværnde FN. Organisationen fik dog aldrig den betydning, som den var tiltænkt. En isolationistisk stemning i USA fik Kongressen til at modsætte sig amerikansk medlemskab.

I slutningen af 1920’erne gik USA ind i en periode med kraftig økonomisk tilbagegang, kaldet “den sorte depression”. Der opstod panik på børsen i New York i oktober 1929, da aktiekurserne raslede ned. Følgen blev, at mange virksomheder gik konkurs, og arbejdsløsheden steg voldsomt.

Ved præsidentvalget i 1932 blev den siddende præsident, republikaneren Herbert Hoover, slået af demokraten Franklin D. Roosevelt, som med sit økonomiske program, The New Deal, stimulerede økonomien og lagde grunden til den moderne velfærdsstat.
Roosevelts program førte til et økonomisk opsving, som blev forstærket af den militære oprustning, der satte ind ved Anden Verdenskrigs udbrud.

Efter et japansk bombeangreb mod Pearl Harbor på Hawaii i december 1941 gik USA ind i krigen på de allieredes side. USA bidrog massivt med styrker, våben og udstyr, og den amerikanske indsats var også denne gang væsentlig for krigens udfald.

Læs også: Historien efter anden verdenskrig frem til år 2004

Vigtige årstal

• 1492 Columbus når til “den nye verden”
• 1607 den britiske kolonisation indledes
• 1776 uafhængighedserklæringen
• 1861-65 borgerkrig, slaveriet afskaffes
• 1917 USA går ind i Første Verdenskrig
• 1929 krakket i Wall Street, den store depression begynder
• 1933 Roosevelts “New Deal”
• 1941 USA går ind i Anden Verdenskrig
• 1947 Trumandoktirnen, Marshallhjælpen
• 1949 NATO oprettes
• 1950-53 Korea-krigen
• 1959 Alaska og Hawaii bliver amerikanske delstater
• 1962 Cubakrisen
• 1963 præsident Kennedy myrdes
• 1965-75 Vietnamkrigen
• 1969 amerikansk landgang på Månen
• 1972-74 Watergateskandalen
• 1991 Kuwaitkrigen
• 1998 rigsretssag mod præsident Clinton
• 2001 terrorangreb i New York City og Washington
• 2003 angreb på og invasion af Irak

Den dømmende magt er fordelt mellem forbundsdomstole og domstolen i de enkelte stater. Det føderale system udgøres af 89 distriktsdomstole, 12 appelretter, et mindre antal særlige domstole og en højesteret.

Højesteret er øverste retsinstans. Præsidenten udpeger dennes ni medlemmer samt medlemmer af de øvrige højere retsinstanser. Udnævnelserne, som er på livstid, skal dog godkendes af Senatet. En af højesterets opgaver er at afgøre, om de love, Kongressen vedtager, er i overensstemmelse med forfatningen. Domstolen har derfor en vigtig rolle, når den tager stilling i forskellige samfundsspørgsmål. Dødsstraffen og retten til abort er blandt nogle af de mest kontroversielle spørgsmål, hvor højesteret har spillet en afgørende rolle. I 1950’erne og 60’erne bidrog domstolens beslutninger til vigtige fremskridt for den sorte befolknings borgerrettigheder.

De føderale domstole behandler forbrydelser, som falder ind under den føderale lovgivning, og civile søgsmål mellem personer, der bor i forskellige stater. De enkelte staters retsvæsen behandler sager, der hører ind under enkeltstaternes lovgivning. Hvis der er uklarhed om grænsedragningen, er det den føderale højesteret, der træffer afgørelsen.
I USA begås der flere voldsforbrydelser end i de fleste andre industrisamfund. I de senere årtier er kriminaliteten dog faldet, ikke mindst i storbyer som New York.
Fængselsvæsenet er hårdt trængt. I 2004 nåede antallet af indsatte op på 2 mio. Intet andet land i verden har så mange fængslede i forhold til indbyggertallet.

Der er blevet indført dødsstraf i 38 af de 50 amerikanske stater, siden den i 1976 blev tilladt igen. Selv om kun en mindre del af de dødsdømte bliver henrettet, blev der i 2004 eksekveret 59 dødsdomme, de fleste i Texas. Henrettelserne og de brutale forhold i fængslerne er længe blevet kritiseret skarpt af Amnesty International og andre menneskerettighedsorganisationer.

Retssikkerheden efter 11. september 2001

De skærpede antiterrorlove, der blev indført i efteråret 2001, er blevet skarpt kritiseret fra mange sider. Skærpelserne omfatter bl.a. ret til at tilbageholde udenlandske statsborgere, der mistænkes for terrorisme, i længere tid, uden at der behøver at blive rejst sigtelse. Udlændinge mistænkt for “international terrorisme” kan desuden dømmes bag lukkede døre ved særlige militærdomstole uden appelret.

Interneringen af fanger fra krigen i Afghanistan på Guantánamobasen på Cuba er nok den foranstaltning, der har vakt størst kritik i omverdenen. En del fanger er blevet løsladt, men i sommeren 2005 befandt der sig ifølge Pentagon stadig ca. 520 mistænke terrorister på basen. De er ikke klassificeret som krigsfanger med en krigsfanges rettigheder, men som “fjendtlige kombattanter”.

I 2004 kom det frem, at amerikanske soldater havde torteret irakiske fanger i Aby Ghraib-fængslet i Irak. Siden er flere soldater blevet stillet for retten, og Bush-administrationen har været tvunget til at indføre nye retningslinjer for forhørsmetoder. Amnesty International kritiserede i sin årsrapport i 2004 den amerikanske antiterrorpolitik for at legitimere anvendelsen af tortur, hvilket blev afvist som absurd af præsident Bush.

Da Anden Verdenskrig var forbi, lå Europa i ruiner, og USA var verdens førende økonomiske og politiske stormagt. I denne nye rolle tog USA et stort ansvar på sig og ydede støtte til genopbygning af de krigshærgede lande.

Marshallhjælpen var et omfattende program for genopbygning af Europa, og de nye globale kreditinstitutioner som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, IMF, blev vigtige redskaber til at bringe økonomierne på fode igen. Frihandelsaftalen GATT, senere WTO, blev indgået med det formål at fremme en friere verdenshandel. FN blev dannet for at sikre varig fred, og gennem Trumandoktrinen lovede USA økonomisk og politisk hjælp til de lande i Europa, som følte sig truet af Sovjetunionen. For at styrke Europas sikkerhed blev NATO, North Atlantic Treaty Organization, oprettet i 1949. Medlemslandene lovede at komme hinanden til undsætning i tilfælde af et militært angreb udefra.

Harry S. Truman, som overtog præsidentembedet efter Franklin D. Roosevelts død i april 1945, videreførte forgængerens reformarbejde på det økonomiske og sociale område. Præsidentvalget i 1952 blev vundet af den republikanske krigshelt, general Dwight Eisenhower, som førte en mere konservativ politik, men bevarede det sociale sikkerhedssystem, som forgængerne havde bygget op.

Korea-krigen i 1950-53 og det stigende modsætningsforhold til Sovjetunionen – “den kolde krig” – forstærkede de antikommunistiske holdninger i USA. Senator Joseph McCarthy førte an i 1950’ernes undersøgelser af “forfatningsfjendtlig virksomhed”, der udartede sig til en sand heksejagt på anderledes tænkende. En række politikere, fagforeningsledere og kulturpersonligheder blev stemplet som kommunistsympatisører, ofte på et meget løst grundlag. En del havnede i fængsel, og adskillige mistede deres arbejde.

I 1960 skete et politisk generationsskifte, da den 43-årige John F. Kennedy vandt præsidentvalget over republikaneren Richard Nixon, som havde været Eisenhowers vicepræsident. Kennedy lovede nye sociale reformer og støttede forsigtigt de sorte borgerretsbevægelser, som var begyndt at vokse frem i 1950’erne, da racemodsætningerne spidsede til.

Samtidig blev Kennedy involveret i flere udenrigspolitiske konflikter. Han gav i 1961 sin støtte til Svinebugtinvasionen, en gruppe eksil-cubaneres mislykkede forsøg på at styrte kommunistlederen Fidel Castro. Året efter var den såkaldte Cubakrise tæt på at udløse en storkrig mod Sovjetunionen.

Krisen opstod, da USA opdagede, at Sovjetunionen var i færd med at bygge affyringsramper til atomraketter på Cuba. Efter 13 dages ordkrig gik Moskva med til at pille ramperne ned. Til gengæld lovede USA i hemmelighed at fjerne militær udrustning ved Tyrkiets grænse mod Sovjetunionen.

Under Kennedy voksede det amerikanske engagement i Vietnamkrigen, som allerede var begyndt i slutningen af 1950’erne. USA blandede sig med det formål at stoppe kommunismens fremmarch i Asien. Amerikanerne sendte flere militære rådgivere til den sydvietnamesiske hær i dennes krig mod FNL-partisanbevægelsen, som fik støtte af Nordvietman, Kina og Sovjetunionen.

Kennedy indtog en kompromisløs holdning i rustningskapløbet med Sovjetunionen, og det lykkedes ham at indgyde en tro på fremtiden blandt amerikanerne. Den store satsning på USA’s rumprogrammer var også med til at styrke optimismen. Kennedys mål var, at USA skulle blive den første nation til at landsætte mennesker på månen – en drøm, der blev virkeliggjort i 1969.

Men i november 1963 blev Kennedy myrdet i Dallas i Texas. Ifølge den officielle undersøgelse blev de dræbende skud affyret af Lee Harvey Oswald, der handlede helt på egen hånd, men siden har mordet givet anledning til en lang række teorier om sammensværgelse.

Kennedy blev efterfulgt af sin vicepræsident, Lyndon B. Johnson, en tidligere senator fra Texas, som indledte et stort socialt reformarbejde og førte de borgerretslove igennem, som Kennedy havde introduceret.

Alligevel bliver Johnson husket som en tragisk politisk figur. Hans optrapning af Vietnamkrigen førte til national splittelse og en af USA’s alvorligste indenrigspolitiske kriser. Studenterprotester og demonstrationer kombineret med voldsomme raceuroligheder bidrog til, at Johnson ikke stillede op til genvalg i 1968 – det urolige år, hvor både demokraten Robert Kennedy og den sorte borgerretsbevægelses leder, Martin Luther King, blev dræbt.

I stedet blev republikaneren Richard Nixon valgt til præsident. Han hævdede at have en plan for at opnå fred i Vietnam, men optrappede i stedet USA’s krigsførelse, som blev udvidet til at omfatte Cambodja og Laos.

Samtidig førte Nixon, sammen med sikkerhedsrådgiveren og udenrigsministeren Henry Kissinger, et succesrigt diplomati på andre områder. Det førte til afspænding og et bedre forhold til både Sovjetunionen og Kina.

SALT-forhandlingerne – Strategie Arms Limitation Talks – udmøntede sig i 1972 i en aftale med Moskva om at begrænse antallet af strategiske (langtrækkende) kernevåben, den såkaldte SALT 1-aftale. Samme år gennemførte Nixon et historisk besøg i Beijing, hvilket åbnede den dør til Kina, der havde været lukket siden de kinesiske kommunisters revolution i 1949. Efter Oktoberkrigen mellem Israel og de arabiske lande i 1973 arbejdede amerikanerne aktivt på at få gang i en dialog mellem Israel og dets naboer.

Indenrigspolitisk udnyttede Nixon den utilfredshed, mange amerikanere følte efter de kaotiske og oprørske 1960’ere. Han appellerede til “det tavse flertal” med konservative krav om lov og orden, og det lykkedes ham at styrke sin stilling i Syden ved – diskret og elegant – at spille på racemodsætningerne. Nixon blev genvalgt ved en jordskredssejr over demokraten George McGovern i 1972 på trods af, at Watergateskandalen allerede var begyndt at rulle.

Affæren tog sin begyndelsen i juni 1972, da politiet pågreb fem mænd, som efter ordrer fra Nixons kampagnekomite havde begået indbrud i demokraternes partihovedkvarter i Watergate-bygningen i Washington. Derefter fulgte en række afsløringer af, hvordan Nixon havde forsøgt at mørklægge Det Hvide Hus’ rolle i skandalen. De mange lovligheder, der kom frem i lyset, medførte, at Kongressen i sommeren 1974 begyndte at forberede en rigsretssag mod præsidenten. Nixon valgte at gå af. Watergateskandalen efterlod – lige som Vietnamkrigen – et svidende sår i det amerikanske samfund.

Nixon blev efterfulgt af sin vicepræsident, Gerald Ford, som benådede sin forgænger og måtte forestå USA’s ydmygende retræte fra Vietnam i 1975. Ford blev bare en parentes på præsidentposten, idet han tabte præsidentvalget i 1976 til demokraten Jimmy Carter.

Carter indførte, hvad han kaldte en mere moralsk udenrigspolitik, som skulle fremme demokrati og menneskerettigheder. Han fejrede sin største udenrigspolitiske triumf i 1978, da han fik Israels ministerpræsident, Menachem Begin, og Egyptens præsident, Anwar Sadat, til forhandlingsbordet. Det førte til Camp David-aftalen og fred mellem Egypten og Israel.

I slutningen af 1979 blev personalet ved den amerikanske ambassade i Teheran taget som gidsler af yderligtgående iranske studenter. Det efterfølgende gidseldrama, der varede i over et år, førte til kritik mod Carter for at udvise svaghed i internationale spørgsmål, og han tabte præsidentvalget i 1980 til republikaneren Ronald Reagan. En rækkeindenrigspolitiske vanskeligheder var medvirkende til Carters nederlag. Økonomien var hårdt ramt af 1970’ernes oliekrise. Kraftig inflation, sigende arbejdsløshed, høje renter og et voksende budgetunderskud førte til udbredt utilfredshed hos vælgerne.

Det lykkedes den stærkt konservative Reagan at genoprette troen på fremtiden med et økonomisk program kaldet “Reaganomics”, som gik ud på at nedsætte skatterne og mindske den statslige indblanding, sætte militærbudgettet op og samtidig nedbringe budgetunderskuddet ved at reducere forbundsstatens udgifter til andre formål. Programmet bidrog til en højkonjunktur med stabil vækst i løbet af 1980’erne, men kombinationen af skattenedsættelser, øgede militærudgifter og en finanspolitisk sanering viste sig uholdbar i længden. I stedet blev budgetunderskuddet rekordstort, og kløften mellem rige og fattige voksede. Især fordi det var de fattige, som blev hårdest ramt af de sociale nedskæringer.

Udenrigspolitisk førte Reagan en hård, antikommunistisk linje. For at hindre kommunismens fremstød på det amerikanske kontinent invaderede USA den lille caribiske østat Grenada i 1983. Den socialistiske regering i Nicaragua blev isoleret ved hjælp af en handelsembargo, og der blev udlagt miner i landets havne. Nicaraguas antikommunistiske partisanbevægelse, contraerne, fik aktiv støtte med penge og rådgivere fra USA.

Samtidig blev holdningen til Sovjetunionen skærpet. Forhandlingerne om begrænsninger af kernevåben blev afbrudt, og Reagan forkastede en ny aftale, der skulle lægge loft over antallet af interkontinentale raketter, den såkaldte SALT 2-aftale, som tidligere var underskrevet af Carter og den sovjetiske præsident Bresjnev. Som led i USA’s oprustning blev nye mellemdistancevåben udstationeret i Vestueropa.

Forholdet mellem supermagterne blev dog bedre, da Mikhail Gorbatjov blev præsident i Sovjetunionen i 1985. I mellemtiden var Ronald Reagan blevet genvalgt. Nedrustningsforhandlingerne blev genoptaget, og i 1987 blev der indgået en aftale, som førte til afskaffelse af alle mellemdistanceraketter. Det fik stor symbolsk betydning, selv om det kun gjaldt en lille del af de samlede kernevåbenarsenaler.

I løbet af Reagans to sidste år ved magten blev Det Hvide Hus ramt af flere skandaler. Den alvorligste var afsløringen af, at medarbejdere i administrationen hemmeligt havde solgt våben til Iran via Israel, mod at Iran til gengæld overtalte de Iran-venlige grupper i Libanon til at frigive amerikanske gidsler. En del af fortjenesten ved våbensalget blev anvendt til støtte for den nicaraguanske contrabevægelse.

Reagan blev efterfulgt af sin vicepræsident, George Bush, der slog demokraten Michael Dukakis i præsidentvalget i 1988. Bush indledte sin embedsperiode med at forsøge at reducere det budgetunderskud, der var opbygget under Reagan. Det førte til, at Bush brød et vigtigt valgløfte om ikek at sætte skatterne i vejret. Løftebruddet kom til at forfølge ham under hele hans ophold i Det Hvide Hus.

Men Bush fik snart en anledning til at koncentrere sig om udenrigspolitikken. Da Berlinmuren faldt i 1989, blev forholdt til Moskva endnu bedre, og USA tilbød sammen med andre industrilande Sovjetunionen økonomisk hjælp. Bush og Gorbatjov underskrev i 1991 START-aftalen – Strategie Arms Reduction Treaty – der reducerede antallet af langdistancekernevåben. Efter Sovjetunionens opløsning samme år fortsatte nedrustningsdrøftelserne med Ruslands præsident, Boris Jeltsin.

Da irakiske styrker besatte Kuwait i sommeren 1990, tog Bush initiativ til, at en multinational styrke, ledet af USA og med godkendelse af FN, blev sendt til Den Persiske Golf.

Efter massive fly- og raketangreb mod irakiske mål i begyndelsen af 1991 lev regimet i Bagdad tvunget til at gå med til en våbenhvile i marts samme år. Den succesrige “Operation Ørkenstorm” fik Bushs popularitet i USA til at vokse til rekordhøjder. Det så ud til, at han ville blive genvalgt. Men da valgkampen begyndte, var den amerikanske økonomi yderligere svækket. Det viste sig, at vælgerne stadig huskede Bushs løftebrud om skatterne, og at de desuden mente, han havde ansvaret for den forværrede økonomi og en række indenrigspolitiske og sociale problemer.

Bush talte valget i 1992 til den da 46-årige Bill Clinton, en hidtil nærmest ukendt demokratisk guvernør fra den lille stat Arkansas, som under valgkampen næsten udelukkende havde lagt vægt på indenrigspolitiske spørgsmål.

Clintons tid som præsident var præget af en stærk økonomi – den længstvarende højkonjunktur i USA’s historie – der bidrog til at holde hans popularitet oppe trods politisk modgang og skandaler. Det lykkedes ham dog ikke at opfylde sit valgløfte om en altomfattende sygesikring, og i 1994 mistede demokraterne kontrollen med begge Kongressens kamre for første gang i 40 år.

Alligevel besejrede Clinton uden større vanskeligheder sin udfordrer ved præsidentvalget i 1996, den republikanske senatsformand Bo Dale, og blev den første demokratiske præsident siden Franklin Roosevelt, der oplevede at blive genvalgt. I sin anden mandatperiode koncentrerede Clinton sig mere om udenrigspolitikken.

I 1998 blev Monica Lewinsky-affæren afsløret. Clintons seksuelle forhold til den unge praktikant i Det Hvide Hus og hans benægtelse af dette forhold fik Kongressen til at indlede en rigsretssag mod ham – den anden mod en siddende præsident i hele USA’s historie. Det lykkedes dog Clinton at klare frisag efter en række opslidende forhør og processen blev et delvist tilbageslag for republikanerne.

Præsidentvalget i år 2000 blev uhørt jævnbyrdigt. Det endte med, at den republikanske Texasguvernør George W. Bush (søn af tidligere præsident Bush) blev udråbt til USA’s 53. præsident, men først fem dramatiske uger efter valget, da USA’s højesteret bremsede en genoptælling af stemmesedler i flere af Floridas valgdistrikter. Domstolsafgørelsen indebar, at Bush vandt den knappest mulige sejr i valgmandskollegiet til trods for, at hans modstander, Al Gore, havde fået en halv million stemmer mere. Det var første gang siden 1800-tallet, at den vindende kandidat ikke også var den, der fik flest stemmer.

George W. Bush indledte sin præsidentperiode i januar 2001 med at prioritere store skattelettelser og føre en udpræget konservativ linje i flere spørgsmål. Den 11. september 2001 forandredes den indenrigspolitiske situation dog dramatisk, da USA blev ramt af den værste terrorhandling i landets historie. En gruppe islamiske terrorister fløj med kaprede fly ind i World Trade Centers tvillingetårne i New York med det resultat, at begge tårne styrtede s ammen. Et tredje fly fløj ind i forsvarsministeriet Pentagon i Washington med store ødelæggelser til følge. Næsten 3000 personer mistede livet i angrebene, der var det værste angreb på amerikansk jord siden Pearl Harbor i 1941.

I den krisestemning, der opstod efter angrebene, sluttede et stort set enigt Amerika opbag præsident Bush, og Kongressen gav ham næsten frie hænder til at anvende de nødvendige midler til at slå igen over for terrorismen. Bush skærpede de amerikanske antiterrorlove og indledte en international kampagne mod terrorismen. I oktober gik USA og Storbritannien til angreb på Afghanistan. Landets ledende talebanere (ultraortodokse islamister) blev anklaget for at give husly til de ansvarlige for terrorangrebene, dvs. saudieren Osama bin Laden og hans netværk. Al-Qaeda. Mens amerikanske fly beskød og bombarderede fra luften, rykkede styrker fra den talebanfjendtlige afghanske Nordlige Alliance fem på landjorden og erobrede efterhånden hele Afghanistan fra telebanerne.

Midtvejsvalgene til Kongressen i 2002 gav en stor fremgang til republikanerne, der øgede flertallet i repræsentanternes hus og nu også fik et flertal på 51 ud af 100 stemmer i senatet.

Bushs rekordhøje popularitet blandt over 90 procent af vælgerne i tiden lige efter terrorangrebene faldt dog snart ned mod de 50%. Hanblev i stadigt stigende grad opfattet som en polariserende leder, der vakte stærke følelser enten for eller imod og splittede vælgerskaren. Hans stilling blev forværret af en voksende opmærksomhed omkring landets økonomiske problemer. Selvom konjunkturerne igen var for opadgående, blev der skabt alt for få nye arbejdspladser. Bushs skattenedsættelser og udgifterne til krigen mod terror bidrog til at omdanne det tidligere overskud på de føderale budgetter til store underskud. Ubalancen i udenrigshandelen udløste advarsler om et drastisk fald i dollarkursen.

Hertill kom, at offentlighedens tillid til de politiske ledere og erhvervslivet lev undergravet af en række spektakulære skandaler, da der blev afsløret omfattende regnskabssvindel i gigantforetagender som Enron og Worldcom, der blev tvunget til at standse betalingerne. Det medførte store tab for både de ansatte og aktionærerne. Kongressen iværksatte høringer for at klarlægge forholdet mellem George W. Bush og Enron, der havde været den største enkeltbidragsyder til præsidentens valgkamp i 2000.

Også krigen mod terror gav anledning til indenrigspolitiske tvister. Både medier og opposition satte spørgsmål ved, om der ikke kunne være gjort mere for at forhindre terrorangrebene. Der blev rettet en skarp kritik mod FBI, CIA og andre efterretningstjenester for manglende koordinering og dårlig udnyttelse af informationskilder. kritikken førte til oprettelsen af et særligt ministerium med ansvar for landets indre sikkerhed i 2003 og til udnævnelsen af en ny, national sikkerhedschef i 2005 med det overordnede ansvar for de forskellige sikkerhedstjenester.

Bush-administrationen rettede nu søgelyset mod Iraks diktator, Saddam Hussein, der blev mistænkt for at råde over masseødelæggelsesvåben. Der var angiveligt også informationer om kontakter mellem al-Queda og den irakiske sikkerhedstjeneste. I september 2002 krævede USA en samlet handling fra FN, hvis regeringen i Bagdad ikke betingelsesløst accepterede våbeninspektioner af FN inden for en vis tidsramme. Bush gjorde klart, at USA var parat til at tage sagen i egne hænder, hvis FN ikke ville være med.

Det lykkedes USA at få vedtaget en resolution i FN’s Sikkerhedsråd, der skærpede kravene til Irak om at dokumentere og destruere sine masseødelæggelsesvåben. Irak accepterede, og der blev indledt våbeninspektioner. Men da inspektørerne alligevel ikke fik lov at arbejde uhindret, krævede USA militær indgriben fra FN’s side. Det fik en bitter strid til at bryde ud i Sikkerhedsrådet i starten af 2003. Da det stod klart, at USA ikke kunne samle støtte, og at lande med vetoret som Frankrig og Rusland sagde nej til en FN-ledet invasion, gik USA til angreb på egen hånd med støtte fra Storbritannien og en koalition af “villige nationer” herunder Danmark.

Bagdad blev hurtigt indtaget, og Saddam Hussein taget til fange. Men efter krigens “afslutning” i maj 2003 er der stadig ikke fuld kontrol med landet, og titusindvis af civile irakere har mistet livet i utallige selvmordsaktioner udført af modstandere af den amerikanske besættelse. Flere end 1800 amerikanske soldater har også mistet livet, og de økonomiske udgifter har været gigantiske. Opinionsmålinger viser, at et flertal af de amerikanske vælgere i dag mener, at krigen mod Irak ikke har været omkostningerne værd.

Da eftersøgningen efter masseødelæggelsesvåben viste sig resultatløs, skiftede præsident Bush spor i sin argumentation og lagde i stedet vægt på, at krigen havde været nødvendig for at styrte en hadet tyran, der let kunne have skaffet sig masseødelæggelsesvåben og dermed komme til at udgøre en trussel mod USA.

Indsatsen i Irak affødte også voldsom kritik uden for USA, og ingen anden amerikansk præsident har været så stærkt kritiseret i Europa som George W. Bush. Protesterne voksede til nye højder, da det i foråret 2004 kom frem, at irakiske fanger var blevet torteret af amerikanske soldater i Aby Ghraib-fængslet udenfor Bagdad. Billeder, der viste overgreb og fornedrelse af fangerne ,blev spredt over hele verden og tvang USA til en offentlig undskyldning. Der blev også indledt retssager mod enkeltstående individer, men kritikere har peget på, at sagerne ikke har fået tilstrækkelige konsekvenser for Pentagons ledelse.

Bushs udfordrer ved præsidentvalget i 2004,den demokratiske John Kerry, valgte ikke at stille spørgsmål ved Irakkrigen som sådan under valgkampen. Han havde da også selv stemt ja til den i Kongressen. Han betonede i stedet sin egen patriotisme, ikke mindst ved at fremhæve at han havde gjort tjeneste under Vietnamkrigen.

I lighed med år 2000 var der også denne gang spænding om valgresultatet lige til det sidste, og Bush vandt med et knebent flertal i form af 51 procent af stemmerne. Han fik dog 274 valgmandsstemmer mod Kerrys 252.

USA er en føderation (forbundsstat) bestående af 50 stater samt hovedstadsområdet, District of Columbia. Forbundsregeringen i Washington har ansvaret for forsvar, udenrigspolitik, penge- og valutapolitik, postvæsenet, grundlæggende juridiske spørgsmål samt landets indre sikkerhed.

De enkelte stater har ifølge forfatningen relativ stor selvstændighed. Hver stat har sin egen forfatning, lovgivning, kongres og en guvernør. Især efter Franklin D. Roosevelts “New Deal”-program i 1930’erne gik udviklingen længe hen imod en større indflydelse til forbundsregeringen. Men det har ændret sig i de senere år, hvor en række politikere – fortrinsvis konservative republikanere – med held har krævet, at de enkelte stater igen skal have stor selvbestemmelsesret, især i sociale spørgsmål.

Forskellene fra stat til stat kan være ret store. Spørgsmålet om dødsstraf er noget, der afgøres af de enkelte stater, og det samme gælder f.eks. skolesystemet. Mangfoldigheden bliver endnu større på lokalt plan, fordi USA’s omkring 2000 counties (amter) har lov at tilpasse lovgivningen til lokale forhold.

Med undtagelse af Nebraska har alle stater et tokammersystem med et senat og et repræsentanternes hus. Når et lovforslag er vedtaget i begge kamre, skal det godkendes af guvernøren, som i alle stater undtagen North Carolina har vetoret. Den lovgivende forsamling kan dog i de fleste tilfælde ophæve et veto med to tredjedeles flertal.
Guvernøren vælges som oftest for fire år ad gangen. Guvernøren er øverstbefalende for statens nationalgarde, kan fremlægge forslag til nye love, har ret til at udnævne højere embedsmænd og kan benåde eller forkorte straffen for forbrydelser, der har været behandlet af statens domstole. I 19 stater kan indbyggerne ved en underskriftsindsamling begære, at guvernørvalget skal gå om. Det er højst usædvanligt, men skete i 2003 i Californien, da demokraten Gray Davis blev afsat. Ved et nyt guvernørvalg i oktober blev republikaneren og filmstjernen Arnold Schwarzenegger valgt til ny guvernør.
I de enkelte stater og på lokalt niveau vælges dommere og anklagere i almindelige valg. Også en lang række højere embedsmænd er folkevalgte.

Læs også om de politiske partier i USA

USA har i praksis altid haft et topartisystem. Siden Abraham Lincoln i 1860 blev valgt til den første republikanske præsident, har demokrater (Democratic Party) og republikanerne (Republican Party) domineret det politiske billede. De er dog ikke partier i en dansk betydning af ordet, men løsere vælgerorganisationer uden betalende medlemmer og med en meget bred ideologisk spændvidde. Men republikanerne har længe stået for et mere konservativt livssyn, og demokraterne for et mere liberalt.

Det har været svært for andre politiske kræfter at gøre sig gældende udenfor de to store partier. Sydstatspolitikeren George Wallace, som var tilhænger af raceadskillelse mellem sorte og hvide, fik dog et betydeligt gennembrud ved valget i 1968 ved at udnytte racistiske stemninger i befolkningen. Texasmilliardæren Ross Perot, som satsede over 60 mio. dollar fra sin private formue i valgkampen, fik 19 procent af stemmerne ved præsidentvalget i 1992. Det var det bedste resultat, en kandidat uden for de to store partier havde fået, siden Theodore Roosevelt erobrede 27% af stemmerne i 1912. Perot fik dog ikke nær så stor succes ved valget i 1996, og det er endnu ikke lykkedes nogen tredje politisk kraft at få fodfæste i amerikansk politik.

Partierne vælger deres præsidentkandidater på store, nationale partimøder, de såkaldte konventer. I de fleste stater afholdes primærvalg, hvor de delegerede udpeges, der siden kårer partiets præsidentkandidat på konventet. Stater, som ikke har primærvalg, arrangerer møder eller prøvevalg (såkaldte caucus) for at vælge de delegerede til konventet. Primærvalgsæsonen indledes altid i begyndelsen af valgåret i staterne Iowa og New Hampshire. Derfor kommer disse primærvalg til at spille en uforholdsmæssig stor rolle i nomineringsprocessen. Primærvalgene fortsætter frem til juni, men i de senere år har der været tendens til, at staterne lægger deres primærvalg tidligere for at få større indflydelse. Forud for det seneste præsidentvalg i november 2004 stod det klart allerede i marts, at senator John Kerry blev demokraternes præsidentkandidat.

Partikonventerne holdes sædvanligvis i juli og august. Ifølge traditionen skal den formelle valgkamp begynde på Labor Day, den første weekend i september. I praksis starter valgkampen dog langt tidligere. De kandidater, der vil betragtes som seriøse, er nemlig tvungne til at indsamle et stort millionbeløb til at føre valgkamp for.

En stor del af pengene går til at købe reklametid i fjernsynet – i dag et uomgængeligt skridt på vejen mod en politisk tillidspost. Der bruges mange milliarder dollars under en præsidentvalgkamp. Kun en lille del finansieres over skattebilletten. Langt det meste kommer i form af donationer fra privatpersoner, virksomheder, fagforeninger og forskellige interesseorganisationer. Der er blevet stillet spørgsmål ved pengenes voksende betydning i valgkampen, og Kongressen har ad lovens vej forsøgt at begrænse muligheden for at yde private bidrag. Men smuthullerne i loven udnyttes flittigt: midlerne kanaliseres i stedet ud til partiet eller til interesseorganisationer, som støtter den pågældende kandidat. Disse organisationer spillede en større rolle ved præsidentvalget i 2004 end ved tidligere valg.
Valgdeltagelsen i USA er meget lav, hvilket ofte opfattes som bekymrende. De, der bliver valgt til et politisk embede, har dermed så godt som aldrig udtalt støtte fra et flertal af vælgerne. Ved præsidentvalget er en valgdeltagelse på godt 50 procent normal. Valgdeltagelsen i kongresvalgene plejer at ligger på 35-40 procent, og i primærvalgene mellem 10 og 35 procent afhængig af, hvilken stat det drejer sig om.

USA er et indvandrerland med mennesker fra alle verdenshjørner. Indvandringen, der var størst omkring forrige århundredeskifte, har taget fart igen siden 1980erne. Nu kommer de nye indbyggere dog ikke længere fra Europa, men især fra Latinamerika og Asien.
Fra 1990 til 2005 er befolkningstallet steget med 47 mio. eller ca. 20%. Forklaringen skal først og fremmest findes i den voksende indvandrerbefolkning med høje fødselstal. Målt i absolutte tal er det den største stigning i landets historie og i sig selv større end hele USA’s befolkning, da borgerkrigen brød ud i 1860’erne. Den største befolkningstilvækst har fundet sted i de vestlige og sydlige stater.

Da de europæiske kolonisatorer kom til Amerika i 1500-tallet, var der en betydelig indianerbefolkning. Siden er indianerne blevet undertrykt, og deres antal mærkbart reduceret. Indianerne og Alaskas urbefolkning udgør til sammen 4,1 mio. mennesker. Mange af dem lever i reservater.

Selvom de hvide (i statistisk sammenhæng kaldes caucasians) stadig udgør tre fjerdedele af befolkningen, udvikler USA sig mere og mere i retning af et multietnisk og flerkulturelt samfund. Udviklingen ses tydeligst i storbyerne. Det skønnes, at 40 procent af indbyggerne i New York er født uden for USA.

Andelen af hvide ventes at falde yderligere til lige over halvdelen i år 2050, samtidig med at andelen af spansktalende – de såkaldte hispanics eller latinos – vil stige markant. Der kommer også procentvis flere og flere asiater. De sortes andel ventes kun at stige en lille smule. I 2003 “overhalede” hispanics de sorte og blev landets største mindretal.

De fleste indvandrere vælger i dag at slå sig ned i Californien, New York, Jersey, Illinois, Texas eller Florida, hvor storbyer som Los Angeles, San Francisco, New York, Chicago, Houston og Miami tiltrækker mange. En stor del af de cubanere, som er flygtet fra Fidel Castros styre, har bosat sig i det sydlige Florida.

Ved siden af den officielle tilflytning sker der en omfattende illegal indvandring, især fra Mexico. Flere hundrede tusinde mennesker kom hvert år ulovligt til landet, og det totale antal skønnes at være over 10 mio.

Efter terrorangrebene mod USA den 11. september 2001 blev der indført nye immigrationslove. Bl.a. blev indvandrere fra en snes forskellige lande, primært i Mellemøsten pålagt, at lade sig registrere hos immigrationsmyndighederne.
Så godt som hele USA’s befolkning taler engelsk. Amerikansk engelsk adskiller sig fra britisk engelsk i både ordforråd, udtale og stavemåde. Men afvigelserne er så små, at det kun sammenlignes med forskellen på to dialekter.

På grund af den omfattende indvandring tales der dog et stort antal andre sprog i landet. Spansk er det næststørste sprog, og dets hurtige udbredelse i de seneste årtier, har i mange delstater ført til krav om, at engelsk skal udnævnes til officielt sprog.

Ansvaret for skolevæsenet ligger for størstedelens vedkommende hos de enkelte stater og de lokale myndigheder. Under 10 procent af udgifterne finansieres af forbundskassen. Denne opdeling betyder, at kvaliteten af undervisningen svinger meget. Da ejendomsskatterne ofte er en vigtig indtægtskilde for de lokale myndigheder, kan de offentlige og gratis skoler – public schools – være udmærkede i de velhavende forstæder, men ringe i storbyernes slumkvarterer.

Forbundsmyndighederne har dog en vis indflydelse på skolevæsenet, som f.eks. da de i 1960’erne banede vej for en integration af sorte og hvide børn i skoler over hele landet. I 2001 tog præsident George W. Bush initiativ til et program kaldet “No Child Left Behind”, der sigter på at hæve kvaliteten af undervisningen i de dårligste skoler.

Der er skolepligt i hele USA, men de nærmere regler varierer meget. Som regel begynder amerikanske børn i skolen allerede i seksårsalderen og har ofte mulighed for at gå ud, når de er fyldt 16. Grundskolen – elementary school – varer seks til otte år. Derefter venter high school i fire år. I 2003 havde 85 % af alle voksne over 25 år en studentereksamen.
Den højeste uddannelse på college afsluttes efter fire år med en grundeksamen, Bachelor of Art, BA, eller Bachelor of Science, BSc. Den højeste akademiske uddannelse foregår på universiteterne, graduate schools, hvor man kan tage en specialistuddannelse (som læge, jurist eller lign.) eller en Mastereksamen, MA eller MSc.

USA er førende inden for den videnskabelig udvikling på verdensplan, og kendte og prestigefyldte universiteter som Yale, Harvard, Princeton og Stanford satser store ressourcer på forskning. De fleste universitetsstuderende går dog på nogle af de store universiteter, der ofte har navn efter staten.

Udgifterne til en videregående uddannelse varierer meget. Det er som regel dyrere at studere ved de universiteter, der drives af private stiftelser, og som er afhængige af pengebidrag og gaver fra private, hvis de skal opretholde en ordentlig standard på undervisning og forskning. Den årlige betaling på et af de bedste universiteter kan løbe op i flere hundrede tusinde kroner, men kan i mange tilfælde finansieres med stipendier og andre former for studiestøtte.

Selv om undervisningen på de højeste akademiske niveauer formentlig er den bedste i verden, kritiseres kvaliteten af grunduddannelsen ofte. Der advares med jævne mellemrum om, at USA risikerer at sakke bagud i forhold til andre industrilande, hvis man ikke gør noget for at forbedre storbyernes offentlige skoler.

USAs forfatning, som trådte i kraft i 1789, er verdens ældste nugældende grundlov. Forfatningen er dog i løbet af årene blevet udvidet med en række vigtige tilføjelser, de såkaldte amendments. De første kom allerede i 1791 og kaldes samlet for Loven om Rettigheder, Bill of Rights. Den garanterer ytringsfrihed, pressefrihed, religionsfrihed, forsamlingsfrihed, sikrer borgeren mod vilkårlige husundersøgelser og giver ham eller hende ret til at få sin sag prøvet ved en domstol.

USA’s grundlov bygger på principperne om magtdeling. Tanken er, at den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt skal være adskilte og afbalancere hinanden, selv om grænserne i visse tilfælde kan være flydende. Den udøvende magt ligger hos præsidenten og regeringen, kaldet kabinettet, den lovgivende indehaves af kongressens to kamre, Repræsentanternes Hus og Senatet. Højesteret har den øverste dømmende magt.
USA er ikke et parlamentarisk demokrati. Præsidenten er således ikke afhængig af støtte fra Kongressen for at kunne udøve sin magt. Det er ikke usædvanligt, at præsidenten og kongresflertallet repræsenterer to forskellige partier.

Det amerikanske system kaldes et præsidentstyre. Præsidenten er både statsoverhoved og regeringsleder og har vide magtbeføjelser. Ved sin side har præsidenten sit kabinet, som overvejende har en rådgivende funktion. Præsidenten udnævner selv kabinettets medlemmer, som ud over ministrene også omfatter andre vigtige beslutningstagere. Til administrationen hører også ministerier og direktorater samt enkelte særlige organer somDet Nationale Sikkerhedsråd, NSA. Præsidenten råder desuden over en stab af personlige medarbejdere, der ofte har en betydelige indflydelse på, hvordan politikken udformes.

Præsidenten er øverstbefalende for de væbnede styrker, og til hans opgaver hører at føre USA’s udenrigspolitik. Retten til at erklære krig og godkende formelle traktater og aftaler med fremmede magter ligger dog formelt hos Kongressen, men præsidenten kan i kortere tid sende amerikanske styrker udenlands uden Kongressens godkendelse.

Forslag til det kommende års finanslov udarbejdes i det store og hele af Det Hvide Hus’ budgetkontor og ikke i finansministeriet eller i andre ministerier. Præsidenten kan selv fremlægge lovforslag i Kongressen og har ret til at nedlægge veto mod Kongressens beslutninger. Kongressen kan dog ophæve et veto, hvis to tredjedele af medlemmerne stemmer for det. Præsidenten har ingen vetoret over for tilføjelser til forfatningen, men tilføjelserne skal vedtages med to tredjedeles flertal i kongressen og skal siden godkendes af to tredjedele af delstatsforsamlingerne. Regeringens medlemmer og de øverste embedsmænd er ansvarlige over for præsidenten, men deres udnævnelser skal i mange tilfælde godkendes af Senatet.

Præsidenten har ikke ret til at opløse Kongressen eller udskrive nyvalg. Præsidenten selv kan kun fjernes fra sin post, hvis en rigsret afgør, at han har misbrugt sit embede.
I Kongressen er arbejdet i de mange udvalg af stor betydning. Det er ofte der, at man forhandler sig frem til et kompromis, før et spørgsmål kommer til afstemning. Et lovforslag skal vedtages i begge Kongressens kamre, før det er gået igennem. Udvalgene udsættes for et vedvarende pres fra de mange tusinde indflydelsesrige lobbyister, der fra kontorer i Washington repræsenterer et utal af virksomheder og interesseorganisationer. Når udvalgene vil hente informationer udefra, sker det i form af offentlige høringer.
Præsidenten – som skal være født i USA – vælges for en fireårig periode og kan kun genvælges én gang. Præsidentvalget finder altid sted hvert fjerde år den første tirsdag efter den første mandag i november. Valgsystemet er indirekte. Vælgerne stemmer formelt på såkaldte valgmænd, som siden udpeger præsidenten. Hver enkelt stat plus Distric of Columbia med hovedstaden Washington udgør en valgkreds, hvor vinderen får samtlige valgmandsstemmer. Antallet af valgmænd varierer fra 55 i den folkerigeste stat, Californien, ned til tre i de mindste stater. Samtidig med præsidenten vælges en vicepræsident, som også er formand for Senatet og har stemmeret, hvilket kan spille en rolle, når der er stemmelighed.

De 50 amerikanske stater sender hver to repræsentanter til Senatet. Senatorernes valgperiode er seks år. Hvert andet år er der valg til en tredjedel af pladserne.
De 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus vælges for to år, og fordelingen er proportionel med staternes befolkningstal. De største stater – Californien, New York og Texas – har altså flest repræsentanter. Kongressens medlemmer kan genvælges et ubegrænset antal gange.

I alt er der 2,7 millioner ansatte i forbundsmyndighederne, postvæsenet dog ikke medregnet. De fleste arbejder i Det Hvide Hus’ stab eller for præsidentens rådgivende organer, i ministerierne eller i en række mere eller mindre fritstående institutioner. Et mindre antal arbejder i myndigheder, der hører under Kongressen, eller i det føderale retsvæsen.

Læs også om delstaterne