Tyskland har i tidernes løb været inddelt i en lang række mere eller mindre selvstændige stater, og grænserne har ændret sig mange gange. De ældste byer i Tyskland – Trier, Köln og Augsburg – blev grundlagt i Romertiden. Det var imidlertid kun de vestligste og sydligste dele af det nuværende Tyskland, der tilhørte Romerriget, og fra 400-tallet blev romerne trængt tilbage nordfra af germanske folk, herunder frankerne. Frankerne ekspanderede mod øst, og da deres rige i 843 blev delt i en østlig og vestlig del, var grundstenen til det fremtidige Tyskland lagt.

Vigtige årstal i Tysklands historie

• 962 Det Tysk-Romerske Rige oprettes
• 1618-1648 Trediveårskrigen
• 1815 Tyske Forbund
• 1866 Nordtyske Forbund dannes
• 1871 kejserdømmet Tyske Rige udråbes
• 1914-18 Første Verdenskrig, taberen Tyskland bliver republik
• 1933 Adolf Hitlers magtovertagelse
• 1939-45 Anden Verdenskrig, Tyskland taber
• 1949 to tyske stater dannes
• 1955 Vesttyskland bliver medlem af NATO, DDR tilsluttes Warszawapagten
• 1961 Berlinmuren bygges
• 1973 begge de tyske stager bliver medlem af FN
• 1989 Berlinmurens fald
• 1990 Tysklands genforening

Det Østfrankiske Rige bestod af forskellige arvehertugdømmer. I år 962 lod Otto den Store sig krone til kejser af det Tysk-Romerske Rige, som omfattede kongeriger, fyrstendømmer, bispedømmer og uafhængige byer i store dele af Centraleuropa, bl.a. Østrig og Norditalien. De forskellige fyrster og hertuger regerede selvstændigt, og kejserens (i visse perioder kongens) magt var begrænset. Rigsfællesskabet var i lange perioder blot en formalitet. De såkaldte kurfyrster spillede en særlig rolle. Fra 1200-tallet fik de ret til at vælge rigets kejser eller konge. Fra 1438 og frem til rigets opløsning i 1806 tilhørte kejserkronen dog næsten uafbrudt huset Habsburg, som havde base i Østrig.

Da Det Tysk-Romerske Rige blev grundlagt, strakte de tyske områder sig omtrent til floderne Elben og Saale, men fra 1100-tallet begyndte områderne længere mod øst at blive koloniseret på bl.a. slaviske folks bekostning.

Det nordlige Baltikum og Østpreussen, som ikke indgik i riget, blev fra 1200-tallet kontrolleret af Tyske Ordens riddere. Lübeck og andre tyske byer blev i løbet af 1200-tallet centrum for handelen i Nordeuropa. De grundlagde handelsforeningen Hansa, som havde sin storhedstid i 1300-tallet.

Reformationen i 1500-tallet medførte religiøse og sociale stridigheder. En opstand mod kejseren i 1618 blev starten på Trediveårskrigen, som ødelagde store dele af Tyskland. Landet mistede omkring en tredjedel af sin befolkning – i de værst ramte områder hele to tredjedele. Efter den Westfalske Fred i 1648 var Tyskland splittet i omkring 400 feudalstater med egne love, møntfod, mål- og vægtenheder. Tyskland udviklede sig aldrig til en nationalstat i stil med Frankrig og Storbritannien. Den politiske udvikling blev i stadig højere grad styret af enkeltstående stater som Bayern, Brandenburg, Sachsen og Østrig. Brandenburg var kerneområdet i kongeriget Preussen, som blev grundlagt i 1701. Under Frederik den Store (1740-1786) blev Preussen en stormagt, primært på Polens bekostning.

I slutningen af 1700-tallet blev tyskerne inddraget i Napoleonskrigene, hvilket førte til fransk besættelse af Tyskland samt i 1806 en formel opløsning af det Tysk-Romerske Rige. Habsburg-kejseren tog i stedet titlen “kejser af Østrig”. I 1815 blev Tyske Forbund dannet af 38 suveræne stater, heriblandt kongerigerne Bayern, Hannover, Preussen, Sachsen og Württemberg samt kejserdømmet Østrig.

Efter Preussens sejr over Østrig i 1866 opløste den preussiske ministerpræsident, Otto von Bismarck, Tyske Forbund. I stedet blev det Nordtyske Forbund grundlagt under preussisk ledelse som et skridt på vejen mod en tysk enhedsstat uden Østrig.

Efter den Fransk-Tyske Krig i 1870-71 blev Preussens kong Wilhelm I udråbt til kejser. Preussen forblev den dominerende tyske stat helt frem til Hitlers magtovertagelse. Bismarck, som blev udnævnt til rigskansler i 1871, var Tysklands førende politiker til sin afgang i 1890.

Under kejser Wilhelm II forekom der i slutningen af 1800-tallet en kraftig oprustning til søs. Tyskland var allerede kontinentets største militære magt. Modsætningerne til de europæiske nabolande blev også skærpet i kampen om kolonierne i Afrika og Stillehavet, og de mundede til sidst ud i Første Verdenskrig 1914-18. På trods af sin militære styrke tabte Tyskland krigen, og blev efter nederlaget påtvunget barske fredsvilkår. Tyskland måtte afstå visse territorier og betale krigsskadeserstatning, og det skabte bitterhed og hævnlyst hos mange tyskere. Nederlaget medførte også, at kejseren i novemebr 1918 blev tvunget til at abdicere.

I august 1919 vedtog man i byen Weimar en ny forfatning, som gjorde Tyskland til en parlamentarisk forbundsrepublik. Den såkaldte Weimarrepublik 1919-33 var kendetegnet af stor splittelse og en svag regeringsmagt. De politiske og økonomiske kriser – landet blev hårdt ramt af den globale, økonomiske depression i årene 1929-30 – samt en stigende social uro banede vej for nazistpartiets valgsejr og partilederen Adolf Hitlers magtovertagelse.

Hitler blev udnævnt til rigskansler i januar 1933. Han satte Weimarforfatningen ud af kraft og forbød alle partier undtagen sit eget. Statsmagten blev centraliseret og underlagt partiets kontrol. Nazisterne spillede på tyskernes sårede nationale stolthed og fremelskede myten om den germanske – ariske – races overlegenhed. Den stærke antikommunisme og antisemitisme førte til forfølgelse af politiske modstandere og hetz mod jøder. I 1935 fik jøderne frataget deres borgerrettigheder. Samme år genindførtes almindelig værnepligt, hvilket var i strid med fredsaftalen fra 1919. Det nazistiske regime satte alle kræfter ind på en tysk genoprustning. Bestræbelserne på at skabe “Lebensraum” til tyskerne gennem erobringer af store dele af Europa førte til Anden Verdenskrig i 1939. Den seks år lange krig kostede mellem 40 og 50 mio. mennesker livet, og Tyskland blev lagt i ruiner. Seks millioner jøder blev myrdet i koncentrationslejre eller på anden vis.

Historie i Tyskland efter 1945

Efter krigsnederlaget blev Tyskland og Berlin inddelt i fire besættelseszoner. Områderne øst for floderne Oder og Neisse blev underlagt sovjetisk forvaltning, og den tyske befolkning – flere millioner mennesker – blev fordrevet derfra. I 1949 blev Forbundsrepublikken Tyskland grundlagt af den amerikanske, den britiske og den franske zone. Samme år blev den sovjetiske besættelseszone til den Tyske Demokratiske republik, DDR. Berlin var formelt en firemagtsby, men i praksis fungerede Vestberlin som en vesttysk delstat, og Østberlin blev i strid med sin firemagts-status udråbt til østtysk hovedstad.

Under den kolde krig mellem stormagterne USA og Sovjetunionen blev de to tyske stater stadig tættere knyttet til hver sin magtblok. Vesttyskland blev et markeds-økonomisk demokrati, mens DDR blev indlemmet i det kommunistiske Østeuropa.

I Vesttyskland dominerede de kristelige demokratiske partier CDU/CSU det politiske liv i to årtier under Konrad Adenauer (forbundskansler 1949-63) og Ludwig Erhard (økonomiminister 1949-63 og forbundskansler 1963-66). Deres politik gik ud på at styrke det vesteuropæiske samarbejde og Vesttysklands bånd til USA.

I april 1951 underskrev Vesttyskland en aftale med Frankrig, Italien og Benelux-landene om det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Hensigten med fællesskabet var primært at øve fælles kontrol med medlemslandenes kul- og stålindustrier og dermed også med eventuel oprustning. På denne måde skulle de gamle arvefjender Frankrig og Tyskland forhindres i at udkæmpe krige med hinanden i fremtiden. Frem af Kul- og Stålfællesskabet voksede det Europæiske Økonomiske Fællesskab, som senere blev til EF og i 1993 til EU. Vesttyskland gik også med i den vestlige forsvarsalliance NATO i 1955.

Forbundskansler Adenauers politik gjorde Vesttyskland til en vigtig partner i det vesteuropæiske samarbejde. Men i forholdet til DDR og de øvrige østblokstater var situationen helt fastlåst. Adenauer var ikke ene om at hævde, at mulighederne for at genforene Tyskland ville blive mindre, hvis man behandlede DDR som en selvstændig stat.

Under Adenauer voksede Vesttyskland fra at være en sønderbombet og forarmet taber af krigen til en økonomisk stormagt. Allerede i 1951 var det vestlige Tyskland tilbage på samme produktionsniveau som før krigen. Forudsætningerne for “det tyske mirakel” var bl.a. den amerikanske Marshallhjælp, rig adgang til billig arbejdskraft (de millioner af mennesker, som var indvandret fra øst), en gennemmoderniseret industri (den gamle var blevet ødelagt under krigen) samt valutareformen i 1948. Ved at føre en stram finanspolitik holdt man den hjemlige købekraft under kontrol og lagde grunden til en eksportorienteret økonomi.

DDR havde en betydeligt vanskeligere økonomisk start efter Anden Verdenskrig. Sovjetunionen lagde beslag på de eksisterende industrier og udtog skadeserstatning fra den løbende produktion, da denne var kommet godt i gang. Det østlige Tyskland sagde efter pres fra USSR nej til Marshall-hjælp.

Mens Vesttyskland hævede at repræsentere hele det Tyskland, som eksisterede før Hitlers annektering af Østrig i 1938, betragtede den østtyske stat DDR sig som en uplettet nydannelse – “den først tyske arbejder- og bondestat”. Den var knyttet til Sovjetunionen gennem en “uopløselig venskabspagt”, som indebar, at den østtyske handlefrihed i sikkerheds- og udenrigsanliggender var yderst begrænset. Forholdet til Sovjetunionen og de øvrige østlande blev institutionaliseret via en række aftaler. I 1950 trådte DDR ind i den økonomiske samarbejdsorganisation COMECON, og i 1955 i Warszawa-pagtens forsvarssamarbejde. Et af hovedmålene i den østtyske udenrigspolitik var at vinde international anerkendelse som en separat tysk stat, hvilket landet stort set opnåede i 1972.

I begyndelsen af 50erne blev der foretaget en række forsøg på at genoprette den tyske rigsenhed. Sovjetunionen ville dog ikke gå ind på Vesttysklands krav om frie og hemmelige valg for alle tyskere, eftersom dette ville have været ensbetydende med afslutningen på det kommunistiske styre i det østlige Tyskland. I Vesttyskland blev kravene om genforening med tiden til tomme ord.

Omlægningen af den østtyske økonomi efter sovjetisk forbillede indebar, at staten overtog kontrollen med industri og håndværk, og at landbruget blev kollektiviseret. Der blev udarbejdet planer flere år ud i fremtiden med retningslinjer for produktion, priser, lønninger, finanser og udenrigshandel. Det økonomiske resultat var imidlertid skuffende. Både industri- og landbrugsproduktionen gik tilbage, og der blev mangel på mange af de mest almindelige dagligvarer. Høje produktionskvoter og stadig strengere arbejdsnormer førte i 1953 til strejker og uroligheder. Befolkningens tilkendegivelse af deres utilfredshed begyndte i Østberlin, men spredte sig til andre byer. Urolighederne blev slået ned af sovjetisk militær.

Ud over den økonomiske centralisering blev der gjort en stor indsats for at befæste kommunistpartiets magtmonopol. Skolerne fik til opgave at fostre medborgere til det kommunistiske opbygningsarbejde, forvaltningen blev fyldt op med partitro skikkelser, et omfattende kontrolapparat blev opbygget, og massemedierne kom i propagandaens tjeneste.

Indbyggerne viste deres holdning til systemet ved at “stemme med fødderne” og flygte mod vest. I 50erne var antallet af flygtninge aldrig under 150.000 årligt, og visse år var tallet betydeligt højere. I alt 2,6 mio. østtyskere menes at være flygtet mod vest, inden Berlinmuren i det store og hele satte en stopper for denne udvandring. Opførelsen af muren begyndte 13. august 1961, og derefter var østtyskerne lukket inde. De, der forsøgte at flygte til Vesten, blev skudt ned. Frem til murens fald i 1989 mistede i alt omkring 200 mennesker på denne måde livet under flugtforsøg.

I 1969 overtog Socialdemokratiet, SPD, regeringsmagten i Vesttyskland sammen med det liberale FDP. Den nye forbudskansler, Willy Brandt, videreførte den politik, som var påbegyndt under den “store koalition” mellem CDU/CSU og SPD i årene 1966-69, og som gik ud på at skabe afspænding i forhold til Østtyskland og det øvrige Østeuropa.

De første formelle samtaler mellem Vest- og Østtyskland fandt sted i 1970. Samme år indgik Vesttyskland en ikke-angrebspagt med Sovjetunionen og en aftale med Polen, hvor Vesttyskland lovede at respektere Oder-Neisse-linien som Polens vestgrænse. Kontakterne til de øvrige kommunistiske lande blev også normaliserede. I 1971 blev firemagts-erklæringen om Berlin underskrevet. Den lettede bl.a. de vesttyske trafikforbindelser til Vestberlin. Den såkaldte grundaftale mellem Vest- og Østtyskland i 1972 indebar i praksis en vesttysk anerkendelse af DDR og banede vej for de to tyske staters indtræden i FN i 1973.

På det tidspunkt havde Østtyskland fået en ny leder – Erich Honecker, Berlinmurens “arkitekt”. Honecker fulgte Sovjetunionens ønsker i spørgsmålet om en tilnærmelse til Vesttyskland, men indenrigspolitisk set fortsatte han en skrap politik for at mindske borgernes kontakt med Vesten. Sikkerhedstjenesten blev udbygget og kulturpolitikken skærpet. I løbet af hans 18 år ved magten blev landets økonomi stadig dårligere.

Willy Brandt gik af som forbundskansler i Vesttyskland i 1974, da det viste sig, at en af hans nærmeste rådgivere var østtysk spion. På trods af aftalen med DDR og Sovjetunionen blev forholdet til disse lande mere spændt i efterfølgeren Helmut Schmidts regeringsperiode, særligt efter beslutningen i 1979 om at lade NATO udstationere mellemdistanceraketter i Tyskland. Beslutningen bidrog også til, at alternative politiske bevægelser, herunder De Grønne, fik vind i sejlene i denne periode. Desuden kulminerede den venstreradikale terrorisme med Bader-Meinhofgruppen i Vesttyskland i sidste halvdel af 70erne.

Schmidt blev afløst af den kristelige demokrat Helmut Kohl i 1982, og den nye, borgerlige koalitionsregering vandt nyvalget i 1983 samt det ordinære valg i 1987.

I DDR blev der også afholdt valg med jævne mellemrum, men her kunne man ikke vælge mellem forskellige alternativer. De partier, der eksisterede ved siden af kommunistpartiet, førte en skyggetilværelse som regimets støtter. Ved valgene kunne indbyggerne sige ja eller nej til kandidater, kommunistpartiet foreslog. Mandatfordelingen i parlamentet, folkekammeret, lå fast.

Da sovjetlederen Mikhail Gorbatjov indledte sin glasnost- og perestrojkapolitik i sidste halvdel af 1980erne, fik også de østeuropæiske stater mulighed for at gennemføre politiske og økonomiske reformer, men DDR valgte at fortsætte ad det gamle spor. Lederne håbede, at den sovjetiske politik så småt ville vende tilbage til sit udgangspunkt – uden sin ideologi og det autoritære system ville DDR miste sin eksistensberettigelse.

DDR-systemet kom imidlertid under hårdt pres i løbet af sommeren og efteråret 1989, da tusindvis af østtyskere trængte ind på vesttyske ambassader i flere østeuropæiske lande og fik tilladelse til at rejse til Vesttyskland. Endnu flere kunne komme vestpå via Ungarn, der slækkede på grænsekontrollen. Samtidig blev der demonstreret i bl.a. Leipzigs og Østberlins gader med krav om demokratiske reformer.

Honecker blev tvunget til at gå af som stats- og partileder i oktober 1989. Den 9. november samme år blev Berlinmuren revet ned, og i begyndelsen af december opgav kommunistpartiet sit magtmonopol. DDRs første og sidste frie parlamentsvalg, som blev afholdt 18. marts, resulterede i en sejr for de kristelige demokratiske og liberale partier, som gik ind for en hurtig genforening.

Også den vesttyske regering blev nødt til at sætte tempoet for en genforening i vejret, eftersom udvandringen fra DDR fortsatte. I juli 1990 gik Gorbatjov med til, at tyskerne selv måtte afgøre deres tilhørsforhold, hvis Tyskland forpligtede sig til at hjælpe med at finansiere den sovjetiske troppetilbagetrækning fra DDR. Dermed var den største hindring for en genforening fjernet. På et afsluttende møde underskrev Sovjetunionen, USA, Frankrig og Storbritannien samt de to tyske stater en aftale, som i praksis gjorde det ud for den fredsaftale, der aldrig blev indgået efter Anden Verdenskrig.

Natten til 2. oktober 1990 ophørte DDR med at eksistere og blev en del af Forbundsrepublikken Tyskland. Genforeningen markerede slutningen for de sejrende magters rettigheder i Berlin og Tyskland som helhed. Anden Verdenskrigs store taber, Tyskland, havde genvundet sin fulde suverænitet.

Genforeningen gav CDU/CSU og Helmut Kohl vind i sejlene forud for de første fælles tyske valg, som blev afholdt i december samme år. CDU/SCU blev det største parti med omkring 44 procent af stemmerne, mens SPD fik omkring 33 procent og dermed oplevede sit værste valg i over 30 år.

Efterhånden begyndte en stigende utilfredshed med genforeningen at gøre sig gældende. De enorme forventninger, som mange østtyskere havde haft til fremtiden, blev afløst af skuffelse over alle de økonomiske afsavn, som blev følgen af omlægningen fra planøkonomi til markedsøkonomi i det østlige Tyskland.

Mange urentabel virksomheder blev nedlagt, og den høje arbejdsløshed og bekymring for fremtiden førte til social uro, som kom til udtryk i stigende kriminalitet, øget fremmedhad og vold mod indvandrere.

Højreekstremistiske grupper angreb flygtningecentre og gæstearbejdere. I alt otte tyrkiske indvandrere blev dræbt i mordbrande i 1992-93. Regeringen svarede igen ved at forbyde flere yderligtgående partier på højrefløjen og reformere asylloven.

Samtidig fandt et opgør sted med dem, der havde gjort sig skyldige i brud på menneskerettighederne og andre overgreb under kommunismen. En særlig myndighed blev grundlagt efter genforeningen. Den havde til opgave at gennemgå den østtyske sikkerhedstjeneste, Stasis, arkiver samt give de enkelte borgere mulighed for at få fat i deres personlige akter.

De oplysninger, der lå skjult i arkiverne, førte til mange afsløringer af, at bl.a. fremtrædende østtyske politikere, tjenestemænd og repræsentanter for kirken samarbejdede med sikkerhedstjenesten. Blandt de højtstående embedsmænd, som blev stillet for retten, var blandt andre Erich Honecker, Stasischef Erich Mielke og spionchef Markus Wolf. Honecker blev anset for at være for syg til at blive dømt, og han døde i eksil i Chile i 1994.

Processerne trak ud, og først i 1996 blev Honeckers efterfølger, Egon Krenz, dømt til seks et halvt års fængsel for sit politiske ansvar for mordet på flygtninge ved den tysk-tyske grænse. I 1997 blev fire tidligere generaler dømt for at have givet ordre til, at der blev skudt mod flygtninge.

Fra midten af 1990erne var tysk politik domineret af økonomiske spørgsmål, ikke mindst den høje arbejdsløshed. Det blev nødvendigt at skære i de sociale ydelser. Situationen blev akut i 1997, og regeringen fremlagde forslag om gennemgribende reformer af skatte- og pensionssystemerne, men forslaget stødte på modstand fra SPD, der havde flertal i parlamentets øverste kammer, forbundsrådet.

De store overførsler af ressourcer til det østlige Tyskland, som bl.a. blev finansieret gennem en særlig “solidaritetsskat”, blev mere og mere upopulære blandt vesttyskerne, og i 1997 blev skatten sat ned med 2 procentenheder.

Trods de enorme pengesummer, der er overført (i alt over 1000 mia. D-mark), var mange østtyskere utilfredse, ikke mindst på grund af den høje arbejdsløshed. Mange mente også, at politikere fra øst havde svært ved at komme til orde i de etablerede politiske partier. Utilfredsheden kom først og fremmest til at gå ud over CDU, der ved valget i 1998 mistede magten efter 16 års uafbrudt styre. CDU blev dog senere det første parti, der valgte en kvinde, som var født og opvokset i det tidligere DDR, til partileder.

Tysk tilhører den vestgermanske gren af den germanske sprogfamilie. De ældste bevarede dokumenter på tysk stammer fra 700-tallet. Tysk eksisterede i en lang periode kun som en række dialekter. I 1500-tallet, da bogtrykkerkunsten dannede grundlag for udbredelse af Martin Luthers skrifter, fik skriftsproget en fastere form. Det “lutherske sprog” blev anerkendt og anvendt af det sene 1700-tals store digtere som Goethe og Schiller. Først da kan man tale om et fælles tysk skriftsprog.

Talesproget har altid været skiftende. Men der findes en fælles udtalenorm i form af “højtysk” – mere eller mindre det sprog, som tales på det tyske fjernsyn – der eksisterer sideløbende med de markant forskellige dialekter i både Tyskland, Østrig og det tysktalende Schweiz.

De fleste tyskere er kristne. Protestanterne findes primært i nord og øst, mens der er flest katolikker i de sydlige og vestlige egne. I det tidligere DDR fungerede den evangeliske kirke som et vigtigt forum for oppositionen mod det totalitære regime.

Før 1933 boede omkring en halv million jøder i Tyskland. Efter Hitlers udryddelser var der kun omkring 35.000 tilbage. De senere år er mange jøder fra det tidligere Sovjetunionen indvandret til Tyskland, og der er nu 60.000 jøder i Tyskland. Via indvandringen fra Sydeuropa og Asien har den græsk-ortodokse kirke og islam fået mange tilhængere i Tyskland.

Tyskland strækker sig fra Nordsøen og Østersøen i nord til Alperne i syd. Inden for dette område kan man groft set skelne mellem tre forskellige landskabstyper: det nordtyske lavland, det mellemtyske bjergland og alpeområdet.

Den tyske del af Alperne begrænser sig til tre mindre områder med bjergtoppe på mellem 2000 og 3000 meter. Længere mod nord falder alpelandskabet gradvist ned mod floden Donau og går over i det mellemtyske bjergland med adskillige mindre bjergkæder og dale.

Det nordtyske lavland er formet af istidernes gletsjere og er kendetegnet ved moræner, smeltevandsdale, grusplateauer, småsøer og heder. De øst- og nordfrisiske øer er rester af en ældre kystlinje, som i sin tid blev gennembrudt af havet. I dag er der diger ud for kysten for at forhindre oversvømmelser. Inden for disse breder en frugtbar sumpjord sig. Størstedelen af det tidligere Østtyskland ligger indenfor det nordtyske lavland.

Tyskland gennemskæres af floder på kryds og tværs. De største er Donau, Rhinen og Elben. Floderne Oder og Neisse udgør mod øst grænsen til Polen. Tysklands største indsø, Bodensøen, ligger på grænsen til Schweiz og Østrig.

Nordtyskland har kystklima med milde, regnfulde vintre og ikke særligt varme somre, mens resten af landet har fastlandsklima. Jo længere mod syd, man bevæger sig, desto større bliver temperaturforskellen mellem sommer og vinter. Den varmeste egn er den øvre Rhindal.

Geografi og klima i tal
Nedenstående informationer er fra slutningen af halvfemserne

• Areal: 357.000 km2
• Nabolande: Danmark, Polen, Tjekkiet, Østrig, Schweiz, Frankrig, Luxembourg, Belgien, Holland
• Tid: som Danmark
• Hovedstad: Berlin ca. 3,5 mio. indbyggere
• Øvrige større byer: Hamburg ca. 1,8 mio., München ca. 700.000), Essen ca. 650.000, Dortmund ca. 600.000, Stuttgart ca. 600.000, Düsseldorf ca. 600.000), Bremen ca. 550.000, Duisburg ca. 550.000, Hannover ca. 550.000
• Gennemsnitstemperatur/døgn: Berlin 0 grader (januar), 19 grader (juli)
• Gennemsnitsnedbør/måned: Berlin 33 mm (april), 74 mm (juli)
• Højeste bjerg: Zugspitze (29962 m.o.h.)
• Vigtigste floder: Rhinen, Elben, Donau, Weser
• Største sø: Bodensøen
• Største ø: Rügen (926 km2)

Regionalismen, som er et af grundtrækkene i Tysklands historie, mærkes tydeligt i kulturlivet. Der findes ingen selvskrevet kulturmetropol, men derimod mange centre. Forbundsregeringen fører heller ingen central kulturpolitik, og kulturministerier findes kun på delstatsplan.

Tysk musik, litteratur og filosofi har efterladt sig en mængde betydningsfulde værker. Af berømte forfattere kan bl.a. nævnes Goethe og Schiller, som gjorde byen Weimar i det østlige Tyskland til et kulturelt midtpunkt i slutningen af 1700-tallet.

Den tyske romantik i 1800-tallet første halvdel havde sine centre i Jena og Heidelberg. Til århundredets store digtere hørte Heinrich Heine og senere Reiner Maria Rilke, der fik stor indflydelse på moderne lyrik. I starten af 1900-tallet blev romanforfattere som Thomas Mann og Heinrich Hesse de store navne inden for litteraturen, og dramatikeren Bertolt Brecht havde stor succes med sine samfundskritiske forestillinger som Mutter Courage og Den kaukasiske kridtcirkel.

Hitlers magtovertagelser førte til en forstening af det tyske kulturliv, og de mest interessante og kritiske kulturpersonligheder flygtede til udlandet. Siden voksede en ny generation op, der forsøgte at gøre op med landets fortid, blandt dem Heinrich Böll og Günther Grass.

Tyskland har en lang musiktradition, repræsenteret ved bl.a. Dresdner Staatskapelle fra 1548 og Leipzigs Thomaskor, som stammer fra 1200-tallet. Den klassiske musiktradition holdes i live gennem årlige musikfestspil som for eksempel Beethoven-, Bach- og Mozartugerne og Wagnerfestspillene i Bayreuth. I starten af 1900-tallet fornyede komponisten Arnold Schönberg den klassiske tradition med sin tolvtonemusik, der dog blev forbudt under naziregimet.

DDR-regeringen skød enorme beløb i kulturen, men samtidig satte regimet snævre grænser for kulturlivet. Adskillige kunstnere valgte at forlade landet. Andre ønskede at blive og arbejde for større kunstnerisk frihed, men blev udvist som for eksempel Wolf Biermann.

Eftersom det gamle Berlins centrum tilfaldt den sovjetiske sektor efter Anden Verdenskrig, lå de mest prominente tyske teatre i den østlige bydel, for eksempel Deutsches Theater, Komische Oper, Volksbühne samt Berliner Ensemble, hvor Bertholt Brecht var kunstnerisk leder i årene 1949-56. I Vestberlin oprettede man tilsvarende institutioner, bl.a. Deutsche Oper og Schaubühne. Det genforende Berlin har dermed usædvanligt mange store og betydningsfulde kulturinstitutioner.

De tyske delstater har selvbestemmelsesret i undervisningsanliggender. Der er derfor store regionale forskelle, hvad angår undervisningsplaner, skoleårets begyndelse, eksaminer samt skoleformer.

Der er skolepligt i ni år, nogle steder ti. Den fireårige grundskole er ens for alle. Derefter afgør elevens karakterer (men også forældrenes ønsker), om eleven skal fortsætte i en folkeskole, Hauptschule, der varer i seks år, en realskole på ligeledes seks år eller i den otteårige gymnasieskole. I mange delstater er der også enhedsskoler, såkaldte Gesamtschulen, hvor alle tre skoleformer eksisterer mere eller mindre integreret under samme tag.

Næsten alle unge under 18, som ikke læser videre, går på erhversfaglig skole en eller to dage om ugen kombineret med lærlingeuddannelse i en virksomhed.

Landet har over 300 universiteter og højere læreanstalter med knap 2 mio. studerende. Tysklands ældste universitet i Heidelberg blev grundlagt i 1386. Tyskland har en førende position inden for forskning og videnskab. Ud over på de højere læreanstalter forskes der også ved uafhængige, men delvist statsfinansierede forskningsinstitutter samt på forskellige virksomheder.

Den vesttyske forfatning stammer fra 1949, og 3. oktober 1990 sluttede DDR sig til denne forfatning, hvorved dens provisoriske status ophørte.

Tysklands statsleder er forbundspræsidenten, som vælges indirekte for fem år af et valgkollegium. Forbundspræsidenten har hovedsageligt repræsentative opgaver.

Det tyske parlament består af to kamre: forbundsdagen og forbundsrådet. Forbundsdagens medlemmer vælges hvert fjerde år ved direkte valg gennem en kombination af flertalsvalg og forholdstalsvalg. Systemet indebærer, at antallet af mandater i forbundsdagen varierer. Efter valget i 1998 var der 669 medlemmer. Den stemmeberettigede alder er 18 år.

Regeringslederen, forbundskansleren, vælges af forbundsdagen og står til ansvar over for denne. Forbundsdagen kan dog kun afsætte ham eller hende gennem et “konstruktivt mistillidsvotum”, hvilket indebærer, at der skal være et flertal for en ny forbundskansler.

Til det øvre kammer i parlamentet, forbundsrådet, sender hver delstatsregering mellem tre og seks repræsentanter, afhængigt af delstatens størrelse. Medlemmerne er ved afstemningerne bundet af deres regeringers holdninger, og deres mandatperioder følger delstatsvalgene. Et magtskifte i en delstat betyder, at forbundsrådets sammensætning ændres. Rådet skal varetage staternes interesser over for centralregeringen og har medbestemmelsesret i det føderale lovgivningsarbejde.

Den tyske føderalisme bygger på en lang tradition. De 16 delstater, hvoraf Bremen, Berlin og Hamburg er bystater, har en høj grad af selvstyre. De har egne forfatninger, parlamenter og regeringer. Delstaterne lovgiver selv om kulturpolitik, skolevæsen, politi og kommunal forvaltning. Centralmagten er på sin side ansvarlig for al lovgivning vedrørende bl.a. udenrigspolitik, forsvar, told, spørgsmål om pas, indvandring og statsborgerskab, post, telekommunikation og møntvæsen.

I henhold til aftalen mellem DDR og forbundsrepublikken ved genforeningen er Berlin igen hovedstad for hele Tyskland. I sommeren 1999 flyttede parlamentet og regeringen dertil fra Bonn. Der er dog seks forbundsministerier og en række styrelser, der er blevet i Bonn.

En særlig forfatningsdomstol kontrollerer lovgivningen. Den er øverste instans i konflikter mellem forskellige forfatningsorganer eller mellem centralmagten og delstaterne, og den kan afgøre, hvorvidt en lov er i strid med forfatningen. Domstolen fungerer også som klageinstans for enhver, som mener, den offentlige magt har krænket hans grundlovssikrede rettigheder.

Indenrigspolitik

I hele efterkrigstiden har to politiske bevægelser, de kristelige demokrater og socialdemokraterne, domineret indenrigspolitikken i Vesttyskland, oftest i koalition med de liberale. I de senere år, ikke mindst efter genforeningen, er andre, mindre partier dog begyndt at spille en større rolle.

De borgerlige kristelige demokrater består i realiteten af to partier, Kristelig-Demokratisk Union (Christlich-Demokratische Union, CDU) og Kristeligt-Social Union (Christlich-Soziale Union, CSU). CSU findes kun i Bayern, CDU i de øvrige delstater. Det Socialdemokratiske Parti (Socialdemokratische Partei Deutschlands, SPD) er CDU/CSUs største rival. Det Frie Demokratiske Parti (Freie Demokratische Partei, FDP) er et lille liberalt parti, som trods sin ringe størrelse er det, der har siddet længst i regering i Forbundsrepublikkens historie – i koalition med enten CDU/CSU eller SPD.

Forbund 90/De Grønne (Bündnis 90/De Grünen) blev grundlagt i 1993 ved en sammenlægning af De Grønne i vest og Forbund 90, som omfattede flere af de oppositionsgrupper, der anførte den fredelige revolution i Østtyskland. Partiet er med tiden blevet et almindeligt politisk parti, som ikke udelukkende fokuserer på miljøspørgsmål. Det kom for første gang i regering i 1998.

Efterfølgeren til det østtyske kommunistparti, Partiet for Demokratisk Socialisme (Partei des Demokratischen Sozialismus, PDS), har siden genforeningen været repræsenteret i forbundsdagen. Partiet nåede ganske vist ikke over spærregrænsen på 5 procent ved valget i 1994, men det fik alligevel fuldt udbytte af sine 4,4 procent af stemmerne takket være den særlige regel, som sætter spærregrænsen ud af spillet for partier, der vinder tre direkte mandater. Ved de seneste delstatsvalg i det østlige Tyskland har PDS fået mellem 16 og 23 procent af stemmerne, hvilket tolkes som en protest mod den høje arbejdsløshed og andre sociale problemer. Partiet øgede sit mandattal i forbundsdagen fra 30 til 36 ved valget i 1998.

Højrenationale protestpartier, særligt Republikanerne (Die Republikaner), er i de senere år gået frem ved flere kommunal- og delstatsvalg. Republikanerne er repræsenteret i delstatsparlamentet i Baden-Württemberg, hvor de fik 9 procent af stemmerne ved valget i 1996. Den yderligtgående og udlændingefjendtlige Tyske Folkeunion (Deutsche Volksunion, DVU) fik i 1998 ca. 13 procent af stemmerne i Sachsen-Anhalt.

Valget i 1998 førte til et politisk magtskifte i Tyskland. De kristelige demokraters leder, Helmut Kohl, gik af efter at have været forbundskansler i 16 år, og hans borgerlige koalition mellem kristelige demokrater og liberale blev afløst af en rød-grøn koalition under ledelse af socialdemokraten Gerhard Schröder. Som følge af det første delstatsvalg efter magtskiftet, der fandt sted i Hessen i februar 1999, mistede SPD dog sit flertal i forbundsrådet.

CDUs nedgang begyndte, da SPD fik en rekordhøj andel af stemmerne, næsten 48 procent, ved delstatsvalget på Schröders hjemmebane, Niedersachsen. Schröder var gået til valg på løfter om en modernisering af det tyske samfund, og ved partikongressen i april samme år blev han med stort flertal udnævnt til SPDs kanslerkandidat.

Ved det efterfølgende valg til forbundsdagen fik CDU/CSU kun 35 procent af stemmerne. Det førte til, at Helmut Kohl og tidligere finansminister Theo Waigel (der var formand for CSU) gik af. SPD fik næsten 41 procent af stemmerne og kunne danne en flertalsregering med De Grønne, der bl.a. fik posten som udenrigsminister. Finansminister blev i første omgang Oskar Lafontaine, men han gik af efter nogle måneder, fordi han ikke kunne blive enig med kansler Schröder om regeringens økonomiske politik.

De Grønne fik gennemtrumfet krav om højere afgifter på benzin og fyringsolie og en afvikling af kernekraften, men de nærmere detaljer om, hvordan afviklingen skal foregå, strides regeringspartierne endnu om.

Schröder-regeringen havde lanceret et spareprogram med budgetnedskæringer i omegnen af 30 mia. D-mark, og det var planen, at underskuddet på statsbudgettet helt skulle fjernes inden år 2005. Det skulle gennemføres med stramninger i velfærdsprogrammet og ændringer i det statslige pensionssystem. Der var også planer om de største skattelettelser i forbundsrepublikkens historie for at stimulere økonomien.

Venstrefløjen inden for SPD var ikke begejstret over denne midtsøgende politik, og ved en række delstatsvalg i 1999 gik SPD tilbage og CDU atter frem. Ved partikongressen i 1999 fik Schröder dog opbakning fra sit parti som helhed og ros for, at han havde reddet en større byggekoncern fra at gå konkurs ved at bevilge et særlån.

i november 1999 kom det frem, at CDUs tidligere kasserer havde taget imod en million D-mark fra en kendt våbenfabrikant. Der blev også indledt en politiundersøgelse af Helmut Kohl, der indrømmede, at han havde taget imod ulovlige bidrag til sit parti på mindst 2 mio. D-mark. Hans efterfølger, Wolfgang Schäuble, og partiets ledelse i delstaten Hessen havde også taget imod ulovlige donationer og overført pengene til hemmelige bankkonti i Schweiz og Liechtenstein. Det fik Kohl til at forlade sin post som æresordfører for partiet, og også Schäuble gik af som partiordfører i februar 2000.

Ved en ekstraordinær kongres i april 2000 valgte CDU med s tort flertal Angela Merkel til ny partileder. Merkel er ikke kun den første kvinde på denne betydningsfulde post, men også den første partileder der er vokset op i det tidligere DDR. Hun tilhører den midtsøgende fløj af CDU.

Ved delstatsvalget i 1997 i Hamburg fik det antisemitiske DVU 4,9 procent af stemmerne og året efter 13 procent af stemmerne i Sachsen-Anhalt i det tidligere Østtyskland. Denne delstat har de højeste arbejdsløshedstal i Tyskland, og det er her, utilfredsheden med landets asylpolitik er størst.

Der har også været røre om nynazistiske aktiviteter indenfor den tyske hær, og i 1998 var der en række undersøgelser i gang. Det skyldes bl.a., at en tidligere dømt nynazist var blevet indbudt til at tale for eleverne ved militærakademiet i Hamburg.

Udenrigspolitik og forsvar

Tysklands økonomiske og befolkningsmæssige styrke samt den centrale geografiske beliggenhed betyder, at landets udenrigspolitik har stor betydning for hele Europa. Mod øst hersker der forhåbninger om økonomisk hjælp fra Tyskland, men også en vis angst for tysk dominans. Der er indgået aftaler af stor symbolsk betydning med de østlige nabolande, ikke mindst for at fjerne en eventuel mistanke om, at Tyskland vil fremsætte territoriale krav. Tyskland har også arbejdet for de centraleuropæiske landes (primært Polens, Tjekkiets og Ungarns) optagelse i EU og NATO.

Tyskland har en århundredlang tradition for nære forbindelser til Rusland, og i dag er forholdet også godt, ikke mindst takket være tyske kreditter, handel og investeringer i Rusland. Tyskland havde også i begyndelsen af 1990erne et storstilet bistandsprogram for Rusland, der bl.a. omfattede bygning af boliger til hjemvendte russiske officerer.

Tyskland har også et godt forhold til USA, og forbundsrepublikken har i alle efterkrigsårene været en af USAs mest loyale allierede i Europa.

For at berolige omverdenens frygt for et forenet og stort Tyskland, har et af de centrale elementer i den tyske udenrigspolitik efter genforeningen været at udtrykke støtte til integrationsprocessen i Europa. Tidligere forbundskansler Kohl var meget engageret i iværksættelsen af den europæiske økonomiske og monetære union ØMU’en, fra 1999, og kansler Schröder har talt for en yderligere integration af Europa hen imod en politisk union, der også omfatter sikkerheds- og forsvarspolitik.

Vesttyskland har spillet en ledende rolle i NATOs konventionelle styrker i Europa med sine Leopardkampvogne, Tornadoangrebsfly og moderne fregatter og ubåde. Genforeningsaftalen tillader Tyskland at indgå i NATO, men den sætter grænser for landets væbnede styrker og forbyder den tyske stat at besidde kernevåben. Det tyske forsvar er også i henhold til aftalen blevet kraftigt reduceret i de senere år. Tidligere udgjorde de to tyske staters samlede styrker i alt 610.000 mand – 470.000 i vest og 140.000 i øst. Ved genforeningen blev 50.000 østtyske soldater indlemmet i forbundshæren, og siden er de samlede styrker blevet beskåret til i alt 330.000 mand, heraf 137.000 værnepligtige. På trods af nedskæringerne vil Tyskland fortsat råde over den stærkeste hær i Vesteuropa. En ny generation af kampfly blev leveret i 2002. Det drejede sig om 180 fly af typen Eurofighter, der i alt kostede 30 mia. D-mark.

Siden Anden Verdenskrig har Tyskland haft udenlandske militære styrker på sit territorium. Før genforeningen var der omkring 500.000 udenlandske soldater i vest (heraf omkring 200.000 amerikanere) og omtrent 370.000 sovjetiske soldater i øst. De sidste russiske styrker forlod Tyskland i august 1994. NATO-landene har siden reduceret deres styrker til 100.000 mand.

Tysklands allierede indenfor NATO og EU udtrykte tidligt ønske om, at det nye, stærke Tyskland påtog sig et større internationalt ansvar, også militært i form af fredsbevarende operationer. Ifølge en tidligere tolkning af forfatningen kunne Tyskland ikke sende styrker uden for NATO-området. Spørgsmålet har været meget følsomt på grund af Tysklands belastede historie. I 1994 erklærede forfatningsdomstolen dog, at tyske militære indsatser i udlandet ikke er i strid med forfatningen, når blot det drejer sig om fredsbevarende operationer, og at aktionen iværksættes efter FNs Sikkerhedsråds beslutning. Det tyske militær har siden deltaget i flere operationer , bl.a. i det tidligere Jugoslavien.

Politik og forsvar i tal 1998

• Officielt navn: Bundesrepublik Deutschland – Forbundsrepublikken Tyskland
• Vigtigste politiske partier (mandater ved valget i 1998): SPD (298), CDU (198), CSU (47), De Grønne (47), FDP (43), PDS (36)
• Medlemskab af internationale og regionale organisationer: Europarådet, EU, FN, NATO, OECD, OSCE, WEU m.fl.
• Forsvarsstyrker: hæren 228.300 mand, flyvevåbnet 76.400, flåden 28.100
• Militærtjeneste: værnepligt i ti måneder, herefter reservetjeneste til 45-årsalderen
• Forsvarsudgifter: 31,1 mia. US dollar

Planlægger du en kulturrejse til Tyskland kan du her finde informationer og fakta om landet, også med en lidt “skæv vinkel”. Tyskland er oplagt som rejsemål til en eller flere kulturrejser, læs meget mere om de forskellige områder, byer og seværdigheder i indlæg her på bloggen om kulturrejser.

Tyske vine er overraskende gode. For et land der retfærdiggjort er kendt rundt om i verden for dets øl, så er produkterne fra dets smukke terrasser på vingårdene værd at tage i betragtning – skønt de ofte er lidt søde i det. Og det er på en eller anden måde et perfekt billede på resten af denne stolte nation i hjertet af Europa. Nu efter to årtier efter det velstående vesttyskland og det undertrykte østtyskland blev genforenet, er tingene ved at falde på plads. Opfattelsen om en ugennemtrængelig befolkning blevet overbevist med et antal af overraskelser om det modsatte. Et land kendt for sine pølser udmærker sig inden for økologien, og en befolkning kendt for sin ordenssans har de vildeste klubber, og livet i dag overskygger virkelig den tidligere disciplin. Og ja, vinen er ofte bedre end øllet.
Bedste tidspunkt at besøge landet på er i perioderne juni til august (sommer) når ølhaverne er bedst. Marts til maj (forår) og september til november (efterår) når der er færre mennesker og for det meste en mild vinter.

Hovedstad: Berlin, indbyggere i Tyskland: 82.329,758 millioner, areal: 356.866 kvadratkilometer, officielle sprog: Tysk

Ting man bør se i Tyskland

• Berlin, som fortsætter med at genopfinde sig selv om fortiden stadig spøger
• De skyhøje – og evig-overlevende – spir på Køln’s århundrede gamle katedral
• De umenneskelige rædsler på Holocaust stederne, så som Dachau og Buchenwald
• Dresdens atmosfære i de gamle smøger hvor modernisering er en mangelvare men hedonisme ligger på lur
• München med dens Alpine træk, elskværdige lokale indbyggere og et fuldstændigt godt liv

Ting man bør gøre i Tyskland

• Forsvind i de perfekte små byer, så som Bamberg eller Weimar
• Deltag i turisternes sejlture langs med de umulige kliché steder på Rhinen
• Drik til nirvana (opnå salighedstilstand) og find din favorit Bavarian ølhal eller have.
• Vandre i engene og skovene i Alperne
• Udforsk den lillebitte landsby gemt midt i Harzens bjerge

Få Tyskland ind under huden

• Læs: Goethe’s Faust, som er en fortælling om den klassiske måde at beskæftige sig med djævlen på.
• Lyt: til klassisk musik af Bach eller Beethoven, og hop derefter nogle århundrede frem til Berlin-stilen med punk-symbolet Nina Hagen, Kraftwerk’s 80’ernes techno og uhyre populære Wir sind Helden
• Se: The Lives of Others, (Et anderledes liv) en prisbelønnet vinder om de krævende kompromiser/forlig når man lever i det gamle kommunistiske Østtyskland
• Spis: nogle af de forskellige pølser som findes i hundredvis
• Drik: nogle af de forskellige øl som findes i hundredvis, lige så mange forskellige som udvalget af pølser
• Med ord:Wie gehts? Hvordan går det?
• Varemærker: Cuckoo clockradioer; mørke minder om WWII; ingen fartbegrænsning; Oktoberfest, Berlin Muren; rettidige tog; BMW Folkevognen, Mercedes, Audi og Porsche
• Yderligere fakta: Mere end 5000 slags øl bliver solgt i Tyskland, de fleste af dem produceret af små, lokale bryggere og de fleste ligner lagerøl kendt for ikke at have nogle tilsætningsstoffer og den friske smag

I Tyskland købes der omkring 31 mio. aviser hver dag, flere end i noget andet europæisk land. Fire ud af fem tyskere læser mindst en avis om dagen.

Springer-forlaget dominerer avismarkedet. Forlaget udgiver bl.a. Bild-Zeitung med et oplag på 4,5 mio. eksemplarer. Derudover foretrækker de flest tyske avislæsere de dagblade, som udgives i de forskellige delstater.

De få landsdækkende kvalitetsaviser udkommer i relativt små oplag (100.000-430.000 eksemplarer). Den konservative Frankfurter Allgemeine Zeitung og den liberale Süddeutsche Zeitung nyder størst anseelse. Til denne gruppe hører også Die Welt, den venstreorienterede Frankfurter Rundschau og den liberale Der Tagesspiegel. Endvidere er ugemagasinerne Focus og Der Spigel samt ugetidsskriftet Die Zeit politisk indflydelsesrige. Udbuddet af fagblade og illustrerede ugeblade er meget stort.

Kun et fåtal af de tidligere østtyske aviser har overlevet genforeningen. Mange er blevet købt op af eller har indledt et samarbejde med vesttyske forlag. Samtidig har de vesttyske aviser haft svært ved at skaffe nye læsere i det østlige Tyskland.

Også de elektroniske medier er stærkt decentraliserede. De offentligt ejede regionale stationer producerer i fællesskab programmer til en landsdækkende tv-kanal, Kanal 1, inden for samarbejdsorganet ARDs rammer.

Desuden findes ZDF (Zweites Deutsches Fernsehen), som drives i fællesskab af delstatsregeringerne, samt en tredje regional kanal. Finansieringen af tv sker via licensafgifter og reklameindtægter. Deutschlandradio producerer reklamefri radio for hele landet, men den fører en skyggetilværelse sammenlignet med de populære regionale radiostationer.

Det hurtigt voksende private tv-marked domineres af to virksomhedsgrupper, Bertelsmann-koncernen og Kirch-gruppen, der har store ejerandele i de populære stationer RTL og SAT1, som sender via kabel og satellit.

Deutsche Welle sender radio og satellit-tv på tysk og andre sprog for et hovedsageligt udenlandsk publikum.

Tyskland har længe haft den stærkeste økonomi i Europa, skønt væksten stagnerede i 90erne som følge af omstillingsproblemer efter genforeningen.

I perioden forud for genforeningen havde Vesttyskland en meget høj økonomisk vækst, mens den østtyske økonomi befandt sig på randen af et sammenbrud. Den planøkonomiske model havde medført gigantiske fejlinvesteringer, ressourcespild og miljøødelæggelser. Siden 1990 har forbundsregeringen og de vestlige delstater satset enorme beløb på genopbygning i øst. Bruttooverførslerne til det østlige Tyskland udgør over 5 procent af Tysklands BNP.. i perioden 1991-98 modtog det østlige Tyskland sammenlagt 1000 mia. D-mark i finansiel støtte, mens udbygget derfra (primært i form af skatteindtægter) kun udgjorde en fjerdedel af dette beløb.

Den økonomiske vækst tog af under den internationale lavkonjunktur i 1990-96, bl.a. fordi den højt vurderede D-mark gjorde tyske produkter dyre på eksportmarkederne. Men i 1998 oplevede Tyskland en vækst på 2,8 procent, til trods for et vist tilbageslag i forbindelse med den økonomiske krise i Asien og Rusland. Økonomien blev holdt oppe af en stigende indenlandsk efterspørgsel.

De gigantiske udgifter til genforeningen har ført til en kraftig stigning i såvel statsgælden som budgetunderskuddet. Statsgælden var i 1998 på 1500 mia. D-mark, og over 20 procent af statens udgifter gik til betaling af renter på gælden. Inflationen og renteniveauet er derimod atter faldet, efter at disse toppede i kølvandet på genforeningen.

Tyskland har hele tiden været en ivrig tilhænger af det europæiske valutasamarbejde, ØMUen, men det var længe uklart, om budgetunderskuddet for 1997 ville overstige de 3 procent af BNP, der er maksimum, hvis et land ønsker optagelse i ØMUen. Det lykkedes at få budgetunderskuddet tvunget ned på 2,7 procent, og Tyskland blev medlem af ØMU-samarbejdet i 1998. Ved den lejlighed fik den tyske mark en fast vekselkurs over for euroen.

I 1999 overtog den europæiske centralbank ansvaret for ØMU-landenes renteniveau, der blev sat til 3 procent. Det er også lykkedes Tyskland at holde en lav inflationsrate – kun 0,6 procent for 1999.

Der er fremgang i tysk økonomi, eksporten er voksende, men landet står over for flere vanskelige økonomiske beslutninger de kommende år. ØMUens succes afhænger af en fortsat sanering af de tyske statsfinanser. Der er allerede skåret kraftigt i statsbudgettet for 2000 i forhold til 1999, men bl.a. OECD peger på, at arbejdsløsheden stadig er alt for høj. Den skal nedbringes gennem lønstop samt en reform af skattesystemet og arbejdsmarkedet.

Den skattereform, regeringen har fremlagt, indebærer en gradvis nedsættelse af indkomstskatterne og virksomhedsbeskatningen frem til 2005, hvilket udover faldende arbejdsløshed skulle give øget økonomisk vækst. Det er meningen, reformen skal gøre Tyskland til et af de EU-lande, hvor skattetrykket er mindst.

Trods moderniseringer halter det østlige Tyskland i økonomisk henseende endnu efter resten af landet. Siden 1997 har væksten i bruttonationalproduktet, BNP, været lavere i øst end i vest, og levestandarden vurderes til kun lige over halvdelen af den vestlige. Hver tredje arbejdsløs bor i det tidligere DDR, der ellers kun huser en femtedel af alle tyskere.

Økonomi i tal

• BNP/indbygger: 29.600 US dollar (1999)
• Diverse sektorers andel af BNP: landbrug 1%, industri 33%, service og andet 66% (1997)
• Naturressourcer: stenkul, brunkul
• Årlig eksport: 529 mia. US dollar (1999)
• Årlig import: 461 mia. US dollar (1999)
• Vigtigste eksportvarer: maskiner , transportudstyr, levnedsmidler, papir, tekstil, jern og stål, kemiske produkter, metalvarer, medicinalvarer (1997)
• Vigtigste importvarer: maskiner, transportudstyr, olie, gas, levnedsmidler, halvfabrikata (1997)
• Vigtigste eksportlande: Frankrig, USA, Storbritannien, Italien, Holland
• Vigtigste importlande: Frankrig, Holland, Italien, USA, Storbritannien, Belgien/Luxembourg
• Valuta: Euro
• Andel beskæftigede i forskellige sektorer: landbrug 3%, industri 34%, service og andet 63% (1997)
• Arbejdsløshed: 10,5% (1999)

Naturressourcer og energi

I Tyskland er mængden af natur- og energiressourcer begrænset. Kun forekomsterne af stenkul, brunkul og salt er værd at udvinde i større stil. Stenkul findes først og fremmest i Ruhrdistriktet og i Saarland, brunkul bl.a. i Sachsen.

I 1997 stod olie for omkring 40 procent af det samlede energiforbrug, naturgas for 21 procent, kul for knap 25 procent og kernekraft for 13 procent. Godt halvdelen af elektriciteten kommer fra kulfyrede kraftværker og omtrent en tredjedel af kernekraft. De sovjetisk fremstillede kernereaktorer i det tidligere DDR er blevet lukket, eftersom de end ikke efter ombygning kunne leve op til sikkerhedskravene.

I år 2000 besluttede den tyske regering i samråd med atomindustrien, at de 19 tilbageværende reaktorer i det vestlige Tyskland skulle lukkes etapevis over en periode på 20 år.

Landbrug

Landbruget er et lille erhverv målt i andel af BNP. De vigtigste områder for korndyrkning findes ved Østersøkysten samt i delstaterne Niedersachsen, Sachsen-Anhalt og Bayern. Ved Nordsøkysten og i dele af Bayern er produktionen dog koncentreret på mejeriprodukter og kød. Rundt om Ruhrdistriktet i Nordrhein-Westfalen dyrkes primært grønsager til storbymarkederne. Langs den mellemste del af Rhinen og i Moseldalen er der omfattende vindyrkning. I Baden-Württemberg dyrkes bl.a. tobak og frugt.

I det tidligere DDR fandtes der næsten udelukkende enorme, statslige kollektivlandbrug. Dyrkningsmetoderne medførte bl.a. kolossale skader på jorden, som blev udpint af gift og gødning. Som følge af omstruktureringen af det østtyske landbrug er flere end 650.000 arbejdspladser forsvundet siden genforeningen.

De østtyske bønder skal gradvist føres ind i EUs komplicerede landbrugspolitik med produktionskvoter, prisforhandlinger og støtteregler. Privatiseringen af den østtyske landbrugsjord gennemføres i to etaper. I den første etape blev der tegnet forpagtningsaftaler, og fra 1996 har landbrugsjorden kunnet købes af dem, der dyrker den.

Det østtyske landbrug har dog en fordel i sin tradition for storstilet produktion. Skønt mange tidligere kollektivbrug nu deles op i mindre enheder, vil det østlige Tyskland fortsat bevare sine stordriftsfordele.

Industri

Tyskland er en af verdens vigtigste industrinationer og producerer især elektronik, biler og lastbiler, kemiske produkter og levnedsmidler.

Frem til 1960erne var kul-, jern- og stålindustrien de vigtigste brancher, men i dag er det transport- og maskinindustrien samt den kemiske industri, der har størst omsætning, står for den største del af eksporten og beskæftiger flest. Den elektrotekniske og elektroniske industri er også en branche i hastig vækst. I 1980erne skød en lang række højteknologiske virksomheder op i delstaterne Baden-Württemberg og Bayern. Her finder man også mange fremtrædende forskningsinstitutter.

I de seneste år er der dog sket store forandringer i industrien, bl.a. en del store sammenlægninger. Elproducenterne Veba og Viag er gået sammen, og kemivirksomheden Hoechst er købt af franske Rhone-Poulenc og skal i fremtiden satse mere på fremstilling og uvikling af medicinalvarer. Tysklands største virksomhed, Daimler-Benz, solgte en række datterselskaber fra for at satse på biler, tog og fly, og i 1998 gik selskabet sammen med amerikanske Chrysler. Koncernen Siemens fremstiller alt fra glødelamper over mobiltelefoner til lokomotiver, og har også planer om at sælge selskaber fra.

Tysklands fremtid som industriland er ofte til debat. Tyskerne frygter, at høje skatter og afgifter og ændrede regler vil skræmme investorer bort og tvinge virksomheder til at flytte produktionen til udlandet. Den tyske arbejdskraft er blandt verdens dyreste, og flere tyske virksomheder har etableret sig i de østlige nabolande, bl.a. i Polen og Tjekkiet.

DDR satsede ensidigt på sværindustri og energiproduktion. Priser og produktionsmængde blev fastsat via politiske beslutninger, og det førte til alvorlige fejlsatsninger samt til, at urentable industrier blev holdt kunstigt i live. Derfor er det kun en mindre del af de østtyske virksomheder, der har kunnet fortsætte en rentabel produktion efter indførelse af markedsøkonomi i 1990. Nogle virksomheder er gået konkurs, bl.a. et af DDR-industriens flagskibe, maskinproducenten SKET i Magdeburg.

Den østtyske industri, som for 99 procents vedkommende var statslig, blev overført til et holdingselskab, Treuhandanstalt, som varetog salget af de virksomheder, der blev anset for at være levedygtige, og afviklede de øvrige. Da Treuhandanstalts aktiviteter blev indstillet i 1994, var omkring 14.000 virksomheder blevet privatiseret for i alt 65 mia. D-mark, og 1,5 mio. arbejdspladser var sikret. Omkring 3000 virksomheder blev købt af de ansatte.

Byggesektoren er uforholdsmæssig stor i det østlige Tyskland, men den havde gyldne tider under moderniseringen fra genforeningen og frem til 1998. Siden er der sket en tilbagegang, fordi det ikke er lykkedes at leje alle de nye huse og kontorlokaler ud, og markedet er mættet.

Men der er andre brancher i fremgang i det tidligere DDR. Opel har en stor bilfabrik i Thüringen, og der er over 350 virksomheder inden for IT-sektoren, der er flyttet østpå. Nær Leipzig har 15 store foretagender inden for kemi- og oliebranchen, de fleste af dem udenlandske, etableret sig.

Der var store miljøproblemer i det østlige Tyskland ved genforeningen: Byerne havde elendige kloaksystemer, og i industriområderne var luften sundhedsfarlig på grund af giftige udslip. Elben var en af Europas mest forurenede floder.

Miljøsaneringen blev i første omgang koncentreret om at ombygge industrier for at mindske udslippene i luft og vand. Nogle af de største miljøskurke – kemiske fabrikker og brunkulsværker – blev lukket helt.

Luften er blevet renere i øst, og vandkvaliteten er blevet forbedret flere steder, selv om der er meget at gøre endnu. Desuden er det lykkedes Tyskland, i modsætning til de fleste andre europæiske lande, at mindske udslippet af kuldioxid siden 1990.

Udenrigshandel

Tyskland er verdens største handelsnation efter USA og står for 10 procent af verdens samlede eksport. Overskuddet i handelen med udlandet faldt umiddelbart efter genforeningen, da efterspørgselen på importerede varer steg, men overskuddet voksede igen efter 1992. Siden 1991 har der derimod været underskud på vare- og tjenestebalancen.

Finansielle kriser i omverdenen førte til, at den tyske eksport til Sydøstasien i slutningen af 1998 faldt med 40 procent. Også handelen med andre EU-lande blev påvirket. Siden er der sket en forbedring, ikke mindst fordi euroen, som den tyske D-mark er knyttet til, har været vurderet så lavt, at de tyske eksportvarer blev mere konkurrencedygtige.

Halvdelen af den tyske handel foregår med de øvrige EU-lande. Tyskland har også i mange år været Danmarks vigtigste handelspartner.

Indførelsen af D-marken i DDR i 1990 medførte, at den tidligere så livlige handel mellem landene i Østeuropa og det østlige Tyskland næsten gik i stå. Man ville hellere handle med Vesten, når man alligevel skulle betale vestlig valuta. Senere har de nye virksomheder i det østlige Tyskland dog været medvirkende til, at eksporten er steget, særligt til Polen og Tjekkiet. De genforenede Tyskland er nu blevet den vigtigste handelspartner for flere lande i Central- og Østeuropa.

Arbejdsmarked

De tyske fagforeninger er tilknyttet de centrale organisationer Deutscher Gewerkschaftsbund, DGB, (omtrent det samme som LO) med i alt 8,6 mio. medlemmer og Deutsche Angestellten-Gewerkschaft, DAG. Deutscher Beamtenbund, DBB, der organiserer tjenestemænd. Derudover findes en kristen centralorganisation, CGB.

Til de største fagforeninger hører IG Metall (2,7 mio. medlemmer) inden for fabriksindustrien og ÖTV (1,6 mio. medlemmer) inden for bl.a. den offentlige forvaltning. Fagforeningerne har de seneste år mistet medlemmer.

Arbejdsgiverorganisationen Bundesvereinigung der Deutschen Arbejtgeberverbände, BDA, repræsenterer de tyske arbejdsgivere. I Tyskland er det ikke de centrale organisationer, der forhandler, men forbundene og deres branchearbejdsgivere eller regionale, faglige repræsentanter og arbejdsgivere.

Arbejdsløsheden er steget støt siden genforeningen i 1990 og er nok det økonomiske og sociale problem, Tyskland har sværest ved at tackle. I 199 var den officielle arbejdsløshed 10,5 procent. Der er dog stor forskel fra egn til egn: Arbejdsløsheden er langt større i øst end i vest.

Derudover er der mange, der deltager i omskoling, videreuddannelse eller statsligt beredskabsarbejde. I det tidligere DDR drejer det sig om ca. 300.000 personer. Denne situation ventes at blive noget bedre fremover, bl.a. fordi mange vil forlade arbejdsmarkedet gennem pensioneringer. Et stort problem er dog de såkaldte flaskehalse: Der er mangel på arbejdskraft i visse sektorer, mens de færreste arbejdsløse har den uddannelse, der kræves i andre brancher.

Sociale forhold

Tyskland har et veludbygget socialt sikringssystem. Arbejdsgiver og arbejdstager betaler hver halvdelen af udgifterne til pension, sygesikring og arbejdsløshedsforsikring. Efter som alle sociale sikringsordninger er afgiftsfinansierede, er man nødt til at have en indtægt for at være forsikret. Sygesikringen giver gratis læge-, tandlæge- og sygehusbesøg og tilskud til medicin. Nogle af disse fordele gælder også medforsikrede (hustru og børn ) og arbejdsløse. De fleste lønmodtagere har seks ugers ferie.

I tilfælde af sygdom skal arbejdsgiveren betale 80 procent af lønnen i seks uger eller fuld løn ifølge aftaler. Derpå betaler forsikringskassen 70 procent af nettoindkomsten i en vis periode. Den spareplan, som regeringen fremlagde i 1996 om bl.a. nedskæringer i sygedagpengene, blev mødt med voldsomme protester, og siden er arbejdsgiverne gået med til at fortsætte udbetalingen af fuld kompensation ved sygdom.

Barselsorloven omfatter fuld løn for moderen i seks uger før og otte uger efter nedkomsten. Desuden har forældrene ret til i alt 36 måneders forældreorlov.

Det statslige pensionssystem er generøst – og koster statskassen dyrt. De, der har haft arbejde, får 72 procent af den gennemsnitlige nettoløn i pension. Der er planer om en omfattende reform af systemet for at opmuntre til øget privat opsparing, samtidig med, at den statslige pension sættes ned.

Abortloven tillader abort i løbet af de første 12 uger af en graviditet under forudsætning af, at kvinden først gennemgår en rådgivningsprocedure. I Bayern gælder der dog en mere restriktiv lov, som tvinger kvinden til at redegøre for årsagen til en ønsket abort.

Infrastruktur og turisme

Genforeningen nødvendiggjorde store investeringer i infrastrukturen. Ved midten af 1997 havde delstaterne i øst fået 5000 km nye jernbanespor og 10.000 km nye eller reparerede veje.

Det vestlige Tyskland har et overordentligt tæt net af transportveje af forskellig art. motorvejsnettet omfatter godt 11.000 km. Skønt mange jernbanestrækninger i det vestlige Tyskland (over 10.000 km) er blevet nedlagt de seneste årtier, er der fortsat omkring 46.000 km jernbane i hele landet. Jernbaneselskabet Deutsche Bahn er landets største transportvirksomhed.

Det vestlige Tyskland har også et veludviklet net af indre vandveje, hvorpå en femtedel af al godstransport foregår. De større floder knyttes sammen af et net af kanaler. Den vigtigste indlandshavn findes i Duisburg i Ruhrdistriktet. De største havne i Hamburg, Bremen, Rostock og Wilhelmshaven har også betydelig kapacitet. Genforeningen har betydet et opsving for det gamle transportforbindelse Elben, som flyder gennem det østlige Tyskland og passerer Hamburg.

Luftfartsselskabet Lufthansa flyver indenrigs og til hele verden. Der findes flere store internationale lufthavne i Tyskland, heriblandt Frankfurt am Main, der er en af Europas mest trafikerede. Hovedstaden Berlin har tre lufthavne med begrænset kapacitet – et levn fra byens opdeling. Lufthavnen Schönefeld, som tidligere betjente Østberlin, bliver dog nu udbygget til en stor, international lufthavn.

Tyskerne er et rejsende folkefærd. Tyske turister bruger omtrent fire gange så mange penge i udlandet som udenlandske turister i Tyskland. På trods af sin centrale beliggenhed i Europa og den rige kulturarv har Tyskland kun en fjerdedel så mange udenlandske besøgende som Frankrig regnet i antal overnatninger. Den største gruppe udenlandske gæster består af hollændere, efterfulgt af amerikanere og briter. Tyskerne selv står for næsten 90 procent af overnatningerne på tyske hoteller, pensionater og private indkvarteringer.

De mest fremtrædende turistattraktioner i Tyskland er middelalderbyerne og borgene, Rhin- og Moseldalene samt Nordsøkysten og en række sommer- og vinterturistområder i Schwarzwald og det sydlige Bayern. Også de traditionsrige kursteder er velbesøgte, ligesom de mange musik- og teaterfestspil. Berlin, Hamburg, München og andre storbyer tiltrækker også store skarer af turister.