En række flyselskaber flyver fra Danmark og andre steder i Europa til Bangkok. Hvis man vælger et af de asiatiske selskaber, kan man få thai-stemning lige fra man stiger ind i sit fly, men man kan også få en komfortabel rejse med et europæisk selskab. Flyet lander efter ca. 9 timer i Suvarnabhumi, Bangkoks internationale lufthavn, som ligger cirka 20 kilometer fra centrum. I nogle tilfælde er der mulighed for på forhånd at bestille transfer til sit hotel. Så kan man opleve at blive samlet op af en nydelig thailænder, der giver gode råd om, hvad man skal opleve i byen, og måske også kender en god skrædder, hvor han kan sikre særligt gode priser. Man kan dog også sagtens selv finde transport fra sit fly til sit hotel i Bangkok. Det billigste er normalt at tage lufthavnsbussen. Der går også S-tog fra lufthavnen til centrum. Her er prisen afhængig af, om man vælger ekspres-linjen eller den langsommere linje, der standser ved alle stationer. Det er også økonomisk overkommeligt at tage en taxa til bestemmelsesstedet. Så skal man blot sikre sig, at taxameteret tages i brug, eller at man alternativt får aftalt en rimelig pris med chaufføren inden bilen sætter i gang.
Tag-arkiv: Thailand
Det kan du opleve på en feire på Phuket i Thailand
Phuket er Thailands største ø og en af de mest kendte og besøgte af de skønne thailandske ferieøer. Og med god grund. For en ferie på Phuket giver mulighed for at foretage sig lidt af hvert. Her er både mulighed for afslappende dage på en af øens mange strande eller ved swimmingpoolen og mulighed for at se og opleve noget på udflugter til øens mange seværdigheder.
Besøg museerne og templerne i Phuket by, eller tag på en tur til regnskoven eller ind i mangroveskovene. Eller hvad med en tur med longtailbåd til en af de mange små tropeøer, der ligger rundt om Phuket. Koh Phi Phi er for eksempel den mest fantastiske lille drømmeø med skønne hvide sandstrande og den smukkeste blå lagune.
På en ferie på Phuket er der mulighed for at bo i et af de roligere og mere fredfyldte områder, blandt andet ved Karon Beach, hvor strandlivet primært handler om afslapning, solbadning og badeture. Men der er også mulighed for at vælge et af de områder af øen, for eksempel ved Patong Beach, hvor der er masser af restauranter, barer, natklubber, butikker og natteliv og gang i den døgnet rundt. Og hvor stranden byder på strandbarer og masser af muligheder for at være aktiv. Så der er noget for enhver smag på Phuket.
Hotel i Bangkok
Thailands hovedstad er en af verdens mest yndede turistmål, og mulighederne for at bo på hotel i Bangkok er talrige. I dette indlæg kan du læse lidt general information om hoteller i Bangkok. De udvalgte hoteller vi anbefaler til en kulturrejse finder du i indlæg her på bloggen.
Bangkok rummer et stort udbud for enhver pengepung og enhver smag. Uanset om du tager til metropolen med 14 millioner indbyggere for at shoppe, backpacke eller opleve kulturen og de lokale seværdigheder, finder du et hotel i Bangkok, som passer lige netop dig. Turistområdet Bangna, tæt på både strand og lufthavn, samt det glamourøse forretningsområde Chidlom-Ploenchit rummer massevis af luksuriøse hoteller, hvoraf flere er blevet kåret blandt verdens bedste. Du finder desuden en lang række af velkendte amerikanske hotelkæder som Marriott, Best Western og Sheraton.
Hotel i Chinatown
Ønsker du i stedet at bo på et hotel i Bangkok, som giver dig et mere autentisk indtryk af byens og kontinentets fortid, er Chinatown stedet for dig. Bydelen, som rummer massevis af lokale markeder såvel som nogle af byens mest besøgte turistattraktioner, sætter en ære i at dekorere et hotel i en autentisk asiatisk udformning og indretning, og giver muligheden for at opleve den asiatiske kultur indefra.
Hotel i Khao San
For backpackere eller andre prisbevidste rejsende til Bangkok er området Khao San Road en oplagt mulighed. Mens man stadig befinder sig tæt på alle byens store seværdigheder, får man i dette område chancen for at opleve Bangkok i mere moderate omgivelser. Vælger du et hotel i Khao San Road vil du opleve hvordan de ydmyge ”guesthouses”, Thailands svar på vandrehjem, har udviklet sig til velbesøgte turisthoteller med alle de fornødenheder, man som turist kan ønske; pool, kabel-TV, i visse tilfælde endda spa-bad.
Breakfast
Breakfast-fænomenet er også nået til Bangkok, og i områder som Phloen Chit og Khlong Toei finder du en bred vifte af forskellige muligheder for, for få penge, at overnatte i en af Asiens mest pulserende storbyer. De hyggelige Bed & Breakfast er indrettet til at passe til den asiatiske livsstil, og vil give dig et unikt indblik i thaiernes kultur og levemåde.
Kendetegnende for et hvilket som helst hotel i Bangkok er, at de er holdt i en stil, hvor du vil opleve en standard af service og komfort, som du kender den fra de store turistmål i Europa, samtidig med at du vil overnatte i omgivelser, der er inspirerede og gennemsyrede af den asiatiske fornemmelse for finesse og design. de fleste hoteller i byen sætter en ære i at have en unik og personligt udvalgt stil i interiør, dekorationer og indretning, og dette særpræg vil være en ekstra, gratis oplevelse ved at overnatte på hotel i millionbyen Bangkok.
Informationer om Khao Lak i Thailand
Skal du på kulturrejse til Khao Lak i Thailand kan du her finde en kort beskrivelse med informationer om rejsemålet i Thailand.
Vil du besøge en smuk landsby beliggende mellem en skøn sandstrand og flotte bjerge dækket af grøn jungle, så er Khao Lak stedet for dig. Khao Lak byder på 20 km uspolerede sandstrande cirka 70 km nord for Phuket. Khao Lak nationalpark er 150 km2 stor og besøges i højere og højere grad af europæiske turister. Stedets varierede natur og afslappede atmosfære minder om Phuket for 20 år siden. Ved Nangthong stranden er der kik til flere klippeøer, ved Cape Pakarang er der smukke koralrev, og ved Pak Weeb er stranden jomfruelig hvid. Hele Khao Lak er præget af et roligt tempo. Her er ingen larmende barer, og jetski er forbudt. Lokale fiskere fanger fisk på samme måde, som deres fædre og bedstefædre har gjort før dem.
Uanset om du foretrækker at dykke eller at snorkle, finder du fantastiske steder med kik til de flotteste koraller. Du kan også tage på en udflugt til Similan øerne, der er verdenskendte for det smukke miljø under vandet. Khao Sok, der ligger kun en times kørsel fra Khao Lak, er en af verdens flotteste nationalparker. Her kan du tage ud og ride på elefanter eller sejle på floden. Hvis du vil se vilde elefanter, bjørne eller bøfler, skal du tage på en udflugt med en lokal guide.
Har du mod på selv at køre, kan du sagtens leje en scooter eller en motorcykel og udforske Khao Lak på egen hånd. Alle Khao Laks strande er offentlige, så du kan bare slå dig ned, hvis du finder et særlig hyggeligt sted. Der er mange vandfald og junglestier i bjergene, og i Old Takuapa ligger der en gammel mineby, hvor du kan se, hvordan de gravede tin.
Khao Lak henvender sig særligt til de turister, der ikke gider Phukets vibrerende gadeliv. Khao Lak er roligere og mere elegant. Strandene er ikke overrendte. Børnefamilierne kan sagtens gå ud om aftenen, og der er ingen bygninger højere end palmerne på stranden.
De lokale er hovedsageligt beskæftiget i turistindustrien, men der er også produktion af naturgummi og palmeolie samt landbrug. Efter tsunamien i 2004 har Khao Lak kæmpet for at genoprette lokaløkonomien og genopbygge området. Det meste af området blev totalt ødelagt af vandmasserne, men forskellige genopbygningsprogrammer blev iværksat. Indsatsen har båret frugt, for Khao Lak er Thailands hurtigst voksende turistdestination. Det kan man godt forstå, når man ser på de vidunderlige sandstrande og den frodige jungle, der tilbyder både afslapning og aktiviteter for enhver smag.
Læs mere om kulturrejser til Khao Lak i Thailand her på bloggen.
Information om Koh Lanta i Thailand
Koh Lanta Yai er en af de smukke øer i Krabi-provinsen og omtales i dagligdagen blot som Koh Lanta. Arkæologer mener, at området er en af de ældste bosættelser i Thailand. Ko Lanta er den største af de mere end 50 øer i Mu Koh Lanta National Park, og den er også en af de mest besøgte. Nationalparken dækker et areal på 134 km2, og en del af øerne kan besøges med båd fra Koh Lanta.
Koh Lanta byder på ni smukke sandstrande på øens vestlige side samt flotte skove og jungle. Øen er ikke lige så udviklet i turistmæssig henseende som de store feriesteder i Phuket eller Ko Samui. De fleste turister kommer på grund af den uspolerede natur og muligheden for at dykke på de mange koralrev. I 2012 begyndte arbejdet med at bygge en bro, der skal forbinde Ko Lanta Yai med den mindre naboø Koh Lanta Noi. Den nemmeste måde at komme til Koh Lanta på er at tage med en af de daglige færger fra Krabi, Phuket eller Ko Phi Phi. Koh Lanta har kun to egentlige veje i henholdsvis det nordøstlige og det sydvestlige hjørne, så der er ikke den store risiko for at køre vildt, hvis du lejer en scooter. Du kan selvfølgelig også tage en af de små motorcykeltaxier eller en songthaew-bus, hvis du ikke har lyst til at køre selv.
Udover fantastiske strande byder Koh Lanta på en charmerende gammel bydel, der med sin historiske baggrund både huser kinesiske handlende, thailandske fiskerfamilier og et gammelt sigøjnersamfund, der taler deres eget sprog og dyrker deres egne traditioner og overtro. Tidligere var byen nemlig havn og handelscentrum for arabiske og kinesiske handelsskibe, der sejlede mellem Phuket, Penang og Singapore. I Khao Mai Kaew hulerne midt på øen finder du imponerende stalagmitter, stalaktitter og underjordiske søer. Hvis du kan lide blomster, er et besøg på øens orkidefarm oplagt. På Koh Lanta kan du dyrke dykning, snorkling og fiskeri eller gå sejle i kajak. Du kan også gå lange ture i de skønne skove, hvis du da ikke lige springe på en elefant. På øen ligger der et lille boksestadium, hvor du både kan se thai boksning og selv få undervisning i det. Et fredeligere gøremål er madlavningstimer eller et besøg hos en massør. Koh Lanta er desuden et godt udgangspunkt for et besøg på nogle af de omkringliggende øer.
Information om Koh Tao i Thailand
Koh Tao betyder skildpaddeøen. Øen har fået sit navn på grund af sin skildpaddeform, og den er også yngleområde for flere skildpaddearter. Koh Tao er kun 21 km2 stor og ligger nær den vestlige kyst i den thailandske golf. Den lille ø huser kun omkring 1400 indbyggere, og de lever næsten udelukkende af turisme. De fleste besøgende kommer nemlig til Koh Tao for at dykke og slappe af.
Øen var oprindeligt ikke beboet, men blev brugt af de lokale fiskere som overnatningssted, hvis vejrliget ikke tillod videre sejlads. I 1899 besøgte Kong Chulalongkorn øen og tegnede sit monogram på en klippe i Jor Por Ror-bugten ved Sairee stranden. Selv i dag er stedet helligt. I 1933 begyndte man at bruge øen som fængsel for politiske fanger, men i 1947 blev alle fanger løsladt, og Koh Tao lå igen øde hen. To brødre bosætter sig samme år på øen med deres familier, og de bliver første generation af den nuværende befolkning. Hovedbeskæftigelsen var landbrug og fiskeri. Selvom det var svært at nå over på øen, kom der alligevel flere og flere tilflyttere. I 1980’erne begyndte der så småt at komme turister til Koh Tao, og i 1990’erne blev øen kendt for sine fine muligheder for dykning.
Et af de mest populære steder er Sairee på vestkysten, hvis 1700 meter lange hvide sandstrand huser adskillige hoteller og restauranter. Øen Chalok Baan Khao, der ligger syd for Koh Tao, bliver også mere og mere populær og er nem at nå fra Koh Tao. Koh Tao er ikke lige så udviklet som f.eks. Koh Samui eller Koh Pha Ngan, men den er meget populær hos de yngre rygsæksrejsende på grund af de lave priser på overnatning og dykning. Koh Tao har omkring 150 hoteller og cirka 50 barer. Selvom turisterne oprindeligt var rygsæksrejsende, kommer der flere og flere hoteller til af en lidt bedre standard. Nogle af de første turister i 1990’erne vender nu om dage tilbage sammen med ægtefæller og børn, og de vil gerne have bedre senge og trådløse internetforbindelser.
Koh Tao har ikke mange veje, og 95% af trafikken foregår med scooter eller motorcykel. For at komme til øen kan man tage med en færge fra Surat Thani, Chumphon, Ko Samui eller Ko Pha Ngan. Fra Bangkok er der direkte forbindelse til Chumphon. Alle færger lægger til i Ban Mae Haad.
Hotel på Koh Samui
Skal du rejse til Koh Samui kan du her læse lidt general information om hoteller på Koh Samui i Thailand. De udvalgte hoteller vi anbefaler til en kulturrejse til øen finder du i hotel oversigten.
Koh Samui er, næst efter Phuket, Thailands største ø. Øen har gennem de seneste tyve år udviklet sig fra at være en tyndtbefolket ø med enkelte backpackende turister, til nu at være et velbesøgt turistmål med langt over en million turister hvert år. Ønsker man at bo på hotel på Koh Samui, er der derfor mulighed for at gøre det både på den økonomiske måde, som backpackere gør, i de såkaldte ”guesthouses” (som minder om vores vandrehjem), eller nyde en lidt mere luksuriøs ferie som de mange nyere strandhoteller giver mulighed for.
Stort set hele Koh Samuis befolkning, og dermed også hoteller og overnatningsmuligheder, ligger langs øen kystlinjer. Midten af øen er meget bjergrig og består af svært fremkommelig regnskov. Skal man vælge et hotel på Koh Samui, og har man lyst til at leve godt, kan man dog stadig vælge til og fra, alt efter hvor meget byliv, larm og turister man har lyst til.
De to dominerende strandområder, Chaweng og Lamai, har både et stort antal charterturister og backpackere, og dermed også et noget mere livligt natteliv, mens strande som Laem Yai og Mae Nam kan tilbyde mere stilhed og afslapning, uden at områderne på nogen måde er mindre fortryllende og billedsmukke end de mere tætbefolkede strande.
På øens vestkyst, der ligger 80 kilometer fra det thailandske fastland, er der rig mulighed for turisten, der virkelig vil overnatte på det mest luksuriøse hotel på Koh Samui. Her finder man et bredt udbud af femstjernede hotel-resorts fra blandt andre amerikanske Five Seasons. Grundet den forholdsvis høje pris for at overnatte her, er dette også øens absolut mest rolige strandområde.
Koh Samui tilbyder overnatning og ophold for enhver, uanset hvor langt ens budget kan række. Booker du hotel på Koh Samui har du 60.000 sengepladser at vælge imellem, hvad enten du backpacker rundt og blot har brug for en seng og et tag over hovedet, om du er på en afslappende ferie med børnene, eller om du tager til den maleriske Bounty-ø for at opleve 14 dage i vild luksus.
Selv om øen er et yndet turistmål for millioner af turister, kan du, på grund af de udstrakte strandområder, stadig finde muligheden for stille afslapning i harmoni, uden at skulle forholde dig til diskoteker og natklubber ti meter fra din strandstol. Uanset hvad er du garanteret hvide sandstrande op og ned af kysten, så langt øjet rækker, palmetræer i strandkanten og solnedgange i horisonten, som du almindeligvis kun ville se i Lotto-reklamer.
Hotel på Phuket
Skal du rejse til Phuket i Thailand kan du her læse lidt general information om hoteller på øen. Udvalgte hoteller vi anbefaler til en kulturreje finder du i oversigten over hoteller.
Øen Phuket, der er Thailands største ø, ligger i landets sydlige del, og er blandt de mest yndede turistmål i landet for turister verden over. Derfor er naturligvis også talrige muligheder for enhver for at booke et hotel på Phuket, som passer med ens ønsker og økonomi. Phuket er specielt anerkendt for sin mange, forskelligartede strande, hvoraf navne som Kata, Karon og Patong Beach tiltrækker millioner af turister året rundt, og vil virke bekendte for mange, der endnu ikke har besøgt Phuket endnu.
Med det store areal af strande er et gennemsnitligt hotel på Phuket typisk tilpasset den almindelige turists behov og pengepung, hvad enten man er en børnefamilie på udflugt eller et ungt par på deres første udlandsrejse sammen. På de mest velbesøgte strandområder er hotellerne meget tilpasset, hvad vestlige turister ville forvente af et hotel. Øen har mange turist-resorts, så mulighederne for at møde nye mennesker fra hele verden, er absolut til stede.
Phuket er dog andet og mere end bare strande. Øen har også mere afdæmpede, mindre besøgte, kystområder, og her virker hotellerne mindre overrendte end på de mest besøgte turistmål. Udenfor turistsæsonen kan de måske virke en smule øde, men det giver samtidig muligheden for ro og afslapning i mere harmoniske områder og på mere stille hoteller på Phuket end i ”festhovedstaden” Patong Beach. Foruden turister på badeferie er øen også velbesøgt af surfere, der rejser dertil langvejs fra for at ride på bølgen ud for Phuket. Hoteller på Phuket giver desuden tag over hovedet til en lang række turister og dykningsentusiaster, som rejser til de omkringliggende småøer for at snorkle og dykke.
Standarden på hotellerne, også i de mindre besøgte områder, bliver dog stadig holdt høj, så turisternes forventninger bliver indfriet. Hotellerne er stadig indrettede med blandt andet air condition, pool og tv. Da øen er så velbesøgt af turister, kan man forvente en meget acceptabel standard på et hvilket som helst hotel på Phuket. Hotellerne er dog målrettet turister, og derfor skal man ikke forvente en stor grad af lokalt præg og kultur på øens hoteller.
Generelt kan man forvente den velkendte thailandske gæstfrihed på et hotel på Phuket, hvor lokalbefolkningen, der i høj grad lever af turisme, vil gøre meget for at turisterne får den bedst mulige oplevelse ud af et ferieophold på Phuket. Priserne er rimelige, hotellerne velbesøgte og forholdene tilpasset de høje krav fra udenlandske gæster.
Informationer om Koh Chang i Thailand
Koh Chang er Thailands tredjestørste ø og en af de mere end 50 øer i Mu Ko Chang Marine National Park. Koh Chang betyder elefantøen på thai, og dem finder du mange af på øen, selvom de ikke er naturligt forekommende. Øen ligger cirka 300 km sydøst for Bangkok i nærheden af grænsen til Cambodja.
Turistindustrien er først kommet til Koh Chang ret sent på grund af øens isolerede placering mod øst. Det skyldes også, at det har været svært at udvikle en god infrastruktur. De stejle bjergskrænter går helt ned til vandet, men i dag er der et tilfredsstillende vejnet på øen. Hvis du vil langt væk fra det hele, kan du tage ned på Lonely Beach på sydspidsen af Koh Chang. Det er nemmest at komme dertil ad søvejen, men det er turen værd. Her kan du under de høje, slanke træer koble helt af og koncentrere dig om at nyde vandet, sandet og dine eventuelle rejsefællers selskab. Du kan for en beskeden sum leje en bungalow på stranden, så du om morgenen blot behøver at trille ud af sengen for at få dit morgendyk.
Skal der være lidt mere gang i den, skal du vælge Hat Sai Khao, der også kaldes White Sand Beach. Det er øens største turistområde. Om dagen nyder turisterne den smukke strand med palmetræer og turkisblåt vand. Om aftenen åbner Hat Sai Khaos barer og natklubber, og musikken pumper løs, mens folk drikker, danser og morer sig. Sørg for at prøve de lokale thairetter, der tilberedes med lokalt producerede varer og lokalt fangede fisk.
Vil du have lidt adspredelse fra solbadning og badning, kan du tage på øhop i nationalparken. Mange af øerne er ikke beboede, men de fleste har prægtige sandstrande, som minder om scenariet fra en reklamefilm eller om selveste Paradis. Du kan også tage en ridetur på elefantryg eller besøge den lille elefantby, Ban Kwan Chang, hvor du kan få lov at fodre eller bade elefanterne. Skal det være lidt mere udfordrende, kan du tage på jungletrekking. Koh Changs flotte jungledækkede bakker gemmer på smukke vandfald samt interessante dyr og planter.
Koh Chang ligger tæt på Cambodja, så det er oplagt at tage en tur til nabolandet. Når du alligevel er i den østlige del af Thailand, kan du lige så godt tage over grænsen og opleve det fantastiske khmertempel Angor Wat.
Læs mere om kulturejser til Koh Chang og andre rejsemål i Thailand her på bloggen om kulturrejser
Information om Chiang Mai i Thailand
Skal du på kulturrejse til Chiang Mai i Thailand kan du her læse om de vigtigste informationer. Du finder også indlæg om hoteller, naturen, historien og meget mere. I billedgalleriet kan du se foto fra Chiang Mai og andre rejsemål i Thailand.
Thailand er mere end hvide sandstrande. 700 km nord for Bangkok ligger byen Chiang Mai omgivet af bjerge. Langt oppe i bjergene lever stammefolk, der dyrker deres ældgamle traditioner og særegne sprog. Indtil udgangen af det 19. århundrede var Chiang Mai området et selvstændigt kongedømme, og Chiang Mai var hovedstaden. Byen var vigtig på grund af sin placering tæt på Ping floden og de store handelsruter. Helt frem til 1939 regerede Chiang Mais egen kongefamilie området, selvom det allerede var blevet en del af Siam, som Thailand hed tidligere. Chiang Mai er stadig en af de største byer i Thailand og den vigtigste i området. Chiang Mai dækker omkring 200 km2.
Hvert år besøges millionbyen Chiang Mai af mere end fem millioner turister, hvoraf op mod to millioner er udlændinge. Det er nemt at komme til Chiang Mai med fly, tog eller bus fra Bangkok. Byen har en charmerende gammel bydel bag en voldgrav og fire byporte. Mod vest ligger Chiang Mai Universitet og mod nord bygges der stadigt flere hoteller og kursteder. Langs floden findes traditionelle restauranter med hyggelig indretning og lokale retter. Over hele byen er der natklubber, barer og restauranter, hvor turister, rygsæksrejsende og lokale mødes til pumpende rytmer eller skønsang i karaokesalonerne. Der er også rig mulighed for at få thaimassage, tage madlavningstimer eller gå på shopping.
Chiang Mai har mere end 300 buddhistiske templer. Wat Phrathat Doi Suthen fra år 1383 er det mest berømte. Wat Chiang Man fra 1200-tallet er det ældste tempel i Chiang Mai. Byen rummer også omkring 20 kristne kirker samt 16 moskeer, to Sikh templer og et hinduistisk tempel.
Hvert år er der storslåede festivaler i Chiang Mai. I november måned fejres Loi Krathong, hvor Vandets Gudinde hyldes med lys flydende på bananblade og kinesiske lanterne. Blomsterfestivalen i den første weekend i februar fremviser de smukkeste tropiske blomster. Thailandsk nytår, Songkran, finder sted i midten af april. Nytårsfestlighederne byder blandt andet på vandkampe i gaderne, parader og skønhedskonkurrencer.
Chiang Mai er et godt udgangspunkt for at besøge den nordlige del af Thailand. I den nærliggende Doi Inthanon Nationalpark ligger Thailands højeste bjerg. Selvom det kan være udfordrende at forcere bjergene til fods, på mountainbike eller på elefantryg, er det besværet værd, når man når frem til et lille stammefolk, der stadig taler deres eget sprog, klæder sig i traditionelle gevandter og holder fast i deres egen urgamle religion.