En kulturrejse til Tenerife byder på smukke landskaber og en spændende atlantisk kultur, der med tiden har fået sit helt eget særpræg, fjernt fra fastlandets daglige rytme. Øen er præget af store naturmæssige kontraster mellem dens sydlige og nordlige del, og byder bl.a. på Spaniens højeste bjerg, fantastiske strande, et mildt klima, og et muntert folk, der sætter en ære i at opretholde deres unikke traditioner og fester.
Puerto de la Cruz er det ældste turistområde på De Kanariske Øer. Siden det 19. århundrede har det været et berømt rekreationssted på grund af det milde klima og de smukke omgivelser. Området ligger ved havet tæt ved den frugtbare Orotava-dal på øens nordkyst. Puerto de la Cruz er en del af dalens tropiske natur og det er dejligt at spadsere i gaderne med de mange blomster og træer. Specielt behagelig er strandpromenaden og Martiánez-søen, som er et område med naturlige bassiner, skabt af den store kunstner fra Lanzarote César Manrique. I byens omegn findes smukke steder, som man absolut bør se, som f.eks. den anerkendte botaniske have eller den ornitologiske park Loro Parque. Få kilometer herfra ligger naturen lige for med en mængde ekskursionsmuligheder, til fods eller i bil.
Forbundet med turistboligområderne i syd, hvor der er tørrere, men et bedre klima, ligger der andre steder, hvorfra man kan nyde havet. Det vigtigste område er uden tvivl Playa de las Américas-Los Cristianos, hvor der findes et fremragende udbud af indkvarteringsmuligheder, barer, restauranter, hoteller, natbarer og andre serviceydelser, der kan gøre livet behageligt for turisten. Langs sydkysten findes også andre mindre områder, som El Médano, hvor windsurfing står i højsædet, Costa del Silencio og Los Gigantes, hver især steder med sit eget særpræg.
Den sydlige del af øen er yderst velegnet til afslapning ved stranden, havbadning og til at udøve vandsport. Den mest populære er windsurfing.
En blomsterhave under vulkanen
Den imponerende Teide-vulkan, Spaniens højeste bjerg, er helt sikkert en af de kendteste naturattraktioner på De Kanariske Øer. Med en højde på 3.718 m over havets overflade rejser bjerget sig op fra en stor vulkansk nedsænkning, der ligger i 2.000 meters højde midt på Tenerife. Hele denne naturenhed med mærkelige former og lavafarver, og med en enestående flora og en mageløs geografi, udgør Teides nationalpark, som er den mest besøgte i Spanien.
Tenerife er i virkeligheden som et stort bjerg, der kulminerer i Teides kegleform. Øens geologiske historie er bestemt af de vulkanudbrud, der fulgte med dannelsen af denne vulkan og som dækkede størstedelen af øens jordoverflade og omdannede den til stejle bjergsider. To områder forblev imidlertid uberørte af lavastrømmen: det er Anaya- og Teno-massivet, som har en meget højere geologisk alder end det øvrige Tenerife og består af et landskab med dybe kløfter, der er urskovsagtige og tågede i Anaya-massivet og ørkenagtige og maleriske i Teno-massivet.
For foden af Tenerifes store bjerg udbreder sig et smukt og varieret landskab, som man har lovprist fra gammel tid. Den nordlige del, traditionelt et landbrugsområde, er et grønt tæppe, som hæver sig op fra havet til Teides sne: det er La Orotava-dalen, som det fortælles at den berømte naturvidenskabsmand Humboldt faldt på knæ for og kaldte Jordens smukkeste landskab. De øvre dele af dalen er dækket af tæt skov med et veludbygget net af skovveje, som man kan vandre ad.
I de sydlige dele af øen findes et landskab, der i kraft af dets modsætning til det i de nordlige dele forekommer overraskende. Skyerne fra havet fanges af de høje bjerge midt på øen og kan ikke fortsætte mod syd. Således er skråningerne i syd altid solbeskinnede, hvilket har skabt et tørt landskab, hvor lavaen ligger nøgen hen og viser sine forskellige farver. Vegetationen er den typiske for ørkenområder. Her findes også overraskende landskaber som Infierno-kløften eller Los Gigantes-skrænterne,som falder 600 m lodret ned mod havet fra Teno-massivet.
Et muntert folk, der holder af at feste
Det tenerifiske folk har en venlig, snakkesalig karakter og en forkærlighed for at fejre og feste, hvilket gør dem til et muntert folk, som holder af at dele enhver form for følelse med andre. På øen holdes mange traditionelle fester i hævd, hvoriblandt den vigtigste uden tvivl er det berømte karneval. Få er de indbyggere på øen, som ikke forbereder deres udklædning måneder i forvejen eller som ikke er en del af de grupper, der går rundt og synger i gaderne.
De vigtigste byer på øen er hovedstaden, Santa Cruz de Tenerife og den historiske by La Laguna. I førstnævnte, som har ca. 200.000 indbyggere, er der en hyggelig havn, smukke modernistiske herskabshuse og et væld af træbevoksede arealer. La Laguna, øens gamle hovedstad, er De Kanariske øers historiske universitetsby. I den historiske bymidte ligger en samling herskabshuse fra det 17. og 18. århundrede, og her findes øgruppens betydeligste religiøse bygningskunst.
Tre steder i det nordlige Tenerife er berømte for deres særpræg og historiske værdi. La Orotava i dalen af samme navn er en meget smuk by midt i et hav af bananpalmer, som dækkes af et tæppe af blomster under Kristi Legmesfest. I lcod de los Vinos, midt i det vindyrkningsområde, hvor de berømte malvasier-vine stammer fra, vokser det tusindårige drageblodstræ, selve symbolet på Tenerife, midt i den pragtfulde historiske bykerne. Garachico, beliggende i et terræn, som en lavastrøm erobrede fra havet, er en forunderlig by med brostensbelagte gader og smukke hvide bygninger.