Sveriges ældste bevarede skrifter er indristede i Rökstenen i Östergötland og i andre runestene. Den hellige Birgittas Revelationes (Åbenbaringer) fra 1300-tallet hører til den ældste religiøse litteratur.

Religionens indflydelse blev svagere i det 18. århundrede, og kulturlivet blomstrede op efter fransk forbillede. Gustaf III grundlagde Svenska Akademien (der uddeler Nobels litteraturpris), Kungliga Teatern (der huser operaen) og Kongeliga Dramatiska Teatern. I dette århundrede levede også den berømte teolog og filosof Emanuel Swedenborg, visedigteren Carl Michael Bellman og naturvidenskabsmanden Carl von Linné.

I 1890erne blev flere forfattere kendt også uden for Sveriges grænser, bl.a. Gustaf Fröding, Selma Lagerlöf og Verner von Heidenstam. Selma Lagerlöfs fortælletalent har vundet international anerkendelse, og hun fik Nobels litteraturpris i 1909. Denne pris blev indstiftet af svenskeren Alfred Nobel, som opfandt dynamitten, og det at få prisen betragtes af mange som den fornemste anerkendelse, ikke kun inden for litteraturen, men også i fysikkens, medicinens og kemiens verden. Nobelfonden uddeler også en fredspris hvert år i Oslo.

Andre af den nyere tids svenske nobelpristagere i litteratur er Pär Lagerkvist (1951), Eyvind Johnson og Harry Martinsson (der delte prisen i 1974). De to sidstnævnte skildrede deres egen opvækst i et fattigt arbejderklassemiljø, en genre, der fik stor indflydelse i 1930-erne.

Den uden sammenligning mest kendte og indflydelsesrige svenske forfatter, August Strindberg, fik sit gennembrud med den samfundsengagerede roman Röda Rummet (1879). Internationalt blev han dog mest kendt for sin dramatik med værker som for eksempel Fröken julie.

Andre svenske forfattere, der også har en stor læserkreds uden for Sverige, er Olov Lagerkrantz, P.C. Jersild, Tomas Tranströmer, Göran Tunström, Kerstin Ekman, Jonas Gardell og børnebogsforfatteren over dem alle: Astrid Lindgren, der har skrevet både Emil fra Lønneberg og Pippi Langstrømpe. Krimi- og thrillerforfattere med internationalt ry er Jan Guillou og Henning Mankell.

Den svenske visetradition er lang og rig, og dens vel nok kendteste fortolkere er Evert Taube og (den hollandskfødte) Cornelis Vreeswik.

Svensk popmusik fik et internationalt gennembrud med gruppen ABBA i 1970erne. I 1990erne har andre svenske grupper, Roxette, Ace og Base, Cardigans og The Hives, toppet flere udenlandske hitlister.

Svensk films grand old man og en af filmkunstens helt store skikkelse er instruktøren Ingmar Bergman, der har et utal af film bag sig. Siden har også Lasse Hallström vundet international anerkendelse med sine mange amerikansk producerede film.

Sverige er Europas femtestørste land. Treriksröset, det punkt, hvor Sveriges, Norges og Finlands grænser mødes, ligger på samme breddegrad som det nordlige Alaska.
Over halvdelen af landet er dækket af skov, der med undtagelse af de sydlige egne mest er nåletræer. Omtrent en fjerdedel af arealet er fjelde, klipper og moser. Landbrugsjorden udgør kun ca. 7 procent, og Sveriges omkring 100.000 søer dækker 9 procent.
Den skandinaviske højderyg løber i retningen nord-syd og danner grænse mod Norge. I det sydlige Sverige er der en højslette – det smålandske højland.

Afstanden fra nord til syd – 1600 km – betyder, at der er store forskelle i klima fra egn til egn. Men takket være Golfstrømmen i Atlanten er det svenske klima dog mildere end mange andre steder på tilsvarende breddegrader. Vintrene er snerige de fleste steder, men ellers varierer nedbøren en del: de østlige egne får ikke meget mere end 600 mm om året, mens der i højfjeldet falder op til 2000 mm.

Geografi og klima i tal

• Areal: 449.964 km2
• Nabolande: Norge, Finland
• Tid: som Danmark
• Hovedstad: Stockholm (762.000, med forstæder 1,8 mio., 2003)
• Øvrige større byer: Göteborg (478.000), Malmø (267.000), Uppsala (180.000)
• Gennemsnitstemperatur/døgn: Stockholm -3 grader (februar), 17,2 grader (juli)
• Gennemsnitsnedbør/måned: Stockholm 27 mm (februar), 72 mm (juli)
• Højeste bjerg: Kebnekaise (2111 m.o.h.)
• Vigtigste floder: Torneelv, Dalelven, Göta elv
• Største sø: Vänern (5585 km2)

De ældste fund af menneskelige bosættelser i det nuværende Sverige stammer fra Skåne og kan dateres til 11.000-10.000 f.v.t. Den romerske historiker Tacitus var den første, der i et skrift fra omkring år 100 refererede til de våbenføre svionere, svenskere, i nord, som romerne handlede med.

Grunden til det svenske rige blev lagt, da folkene i Svealand, Östergötland og Västergötland samledes under en fælles konge i 1100-tallet. Stockholm blev grundlagt i 1250 og der blev dannet basis for en statsforvaltning og en fælles lovgivning. I 1350 fik Sverige en landslov for hele riget. Men Sveriges grænser var ikke de samme som i dag. Efter 200 års ekspansion langs den finske kyst havde Finland siden begyndelsen af 1300-tallet været en del af det svenske rige.

I 1397 blev Sverige indlemmet i Kalmarunionen med de andre nordiske lande under den danske dronning, Margrethe I. Unionen var først og fremmest en forsvarsunion mod tyske fyrster og de nordtyske hansestæder, og kom også hurtigt i åben konflikt med Hanseforbundet, der kontrollerede handelen i Østersøområdet. Konflikten førte i 1435 til et internt oprør, og efter en langtrukken kamp blev et svensk kongerige dannet under ledelse af Gustaf I Vasa i 1523. Det svenske rige bestod da af Sverige og Finland, men ikke Skåne, Halland og Blekinge eller Bohusllän, Jämtland-Härjedalen og Gotland, som først blev erobret fra Danmark-Norge i årene 1645-58.

Under slægten Vasa blev grunden lagt til den svenske rigsadministration, retsvæsenet, uddannelsessystemet og den militære organisation. Den svenske ekspansion i Baltikum blev også indledt i denne periode. Fra og med 1561 (hvor Sverige fik fodfæste i Tallinn) og til freden i Roskilde 1658 ekspanderede det svenske rige uafbrudt.

I midten af 1600-tallet – efter sejre i Trediveårskrigen på det europæiske kontinent og sejr over Danmark-Norge – kunne man i Stockholm betragte Østersøen som et svensk indhav.

Den Store Nordiske Krig 1700-1721 betød dog afslutningen på det svenske stormagtsvælde. Ved freden i Nystad i 1721 gik besiddelserne i Baltikum tabt, og rollen som den dominerende Østersømagt overgik til Peter den Stores Rusland.

Efter Karl XIIs død skete der en fuldstændig omorganisering af statsstyret. Magten gled fra kongen over til et råd, rigsdagen havde sammensat, samt til stænderrigsdagens udvalg. Perioden kaldes for frihedstiden og var præget af udenrigspolitisk modgang og indenrigspolitisk røre, men også af økonomisk udvikling og kulturel opblomstring.

Magtkampen mellem forskellige politiske grupper i rigsdagen førte til 1772 til frihedstidens ophør, da en stærk kongemagt blev genoprettet under Gustav III, som førte en meget omdiskuteret krig mod Rusland. Krigen fik det ønskede resultat – ophør af afhængighedsforholdet – men bidrog også til den politiske modstand mod d en nye styreform, og kongen blev myrdet i 1792. Først ved regeringsreformen i 1809 blev regentens magtbeføjelse atter indskrænket. Rigsdagen fik større indflydelse, og kongen fik pligt til at forhøre sig i statsrådet, inden han traf sine beslutninger.

Under den franske marskal Jean-Baptiste Bernadottes (Karl XIV Johans) ledelse lykkedes det Sverige at komme ud af Napoleonskrigene som en af de sejrende magter. Tabet af Finland og de nordtyske besiddelser blev opvejet af personalunionen med Norge, der bestod indtil 1905.

Sverige rettede nu opmærksomheden indad og accepterede sin rolle som en småstat i Europas periferi. Hen imod midten af det 19. århundrede blev en langsom økonomisk udviklingsproces indledt med skole- og landbrugsreformer, udbygning af kanaler og jernbaner samt begyndende industrialisering. Det politiske system blev ændret, og den gamle stænderrigsdag blev i 1865-66 afløst af en rigsdag med to kamre.

Omkring århundredskiftet blev de partier, vi kender i dag, grundlagt: Socialdemokratiska arbetarpartiet (1889), Liberala samlingspartiet (1900, i dag Folkpartiet) og Högerpartiet (1904, i dag Moderaterne). Kongemagten havde gradvist givet afkald på sine magtbeføjelser, og parlamentarisme samt almindelig valgret blev indført i perioden 1917-1921.

Under Første Verdenskrig var Sverige neutralt, og mellemkrigstiden var kendetegnet af mindretalsregeringer og skiftende politiske alliancer: socialdemokratiske, liberale og konservative regeringer skiftedes til at sidde ved magten. I 1930ernes første år blev også Sverige ramt af den økonomiske verdenskrise, og ligesom i Danmark var der arbejderopstande og almindelig uro på arbejdsmarkedet. Det var også i 1930erne, man lagde grunden til det moderne velfærdssamfund – dengang sammenfattet i begrebet “folkhemmet”.,

Også under Anden Verdenskrig opretholdt Sverige sin neutralitet, men under den finsk-russiske vinterkrig i 1939-40 var Sverige “ikke krigsførende” og gav betydelig hjælp til Finland. Samlingsregeringen var i stand til at holde Sverige udenfor krigen gennem en kombination af politisk snilde, held og store indrømmelser til Hitlers Tyskland. Blandt andet eksporterede Sverige jernmalm til den tyske krigsindustri, og tyske tropper fik lov at passere gennem Sverige til Norge og Finland.

Historie efter 1945

Den dominerende politiske skikkelse i Sverige efter Anden Verdenskrig var Tage Erlander, der kom til at præge politikken i over 20 år. Med undtagelse af perioden 1951-57, da han stod i spidsen for en koalitionsregering med Bondeförbundet (nu Centerpartiet), var Tage Erlander statsminister for socialdemokratiske regeringer frem til 1969, hvor han blev afløst af Olof Palme.

Sverige havde længe et forspring foran andre europæiske lande, eftersom landets industri og infrastruktur ikke var blevet ødelagt under Anden Verdenskrig. Mellem 1939 og 1960 blev bruttonationalproduktet fordoblet, og den økonomiske vækst fortsatte op gennem 1960erne, hvor grunden til velfærdssamfundet blev lagt.

Sverige blev dog også ramt af oliekrisen i 1973, og den daværende regering blev kritiseret for det høje skattetryk. Det bidrog til, at Socialdemokratiet tabte valget i 1976, og Centerpartiets leder, Thorbjörn Fälldin, blev den første ikke socialistiske statsminister i 40 år. Den borgerlige koalition gik dog i stykker efter to år på grund af uenighed om udbygning af atomkraften, som Centerpartiet var imod og de to andre regeringspartier for. Atomkraftspørgsmålet blev først løst i 1980, hvor man efter en folkeafstemning vedtog, at en langsom afvikling skulle finde sted frem til år 2010.

Ved valget 1982 generobrede Socialdemokratiet regeringsmagten under ledelse af Olof Palme. Han var statsminister, indtil han den 28. februar 1986 blev dræbt af skud på Sveavägen i Stockholms centrum. Mordet er aldrig blevet opklaret.

Hen mod slutningen af 1980erne begyndte det at gå dårligere for den svenske økonomi. Til trods for to store devalueringer i begyndelsen af årtiet var inflationen stadig høj, og eksporterhvervenes konkurrenceevne svækket. Socialdemokratiet vandt valget i 1988, men på grund af den økonomiske situation kunne regeringen ikke opfylde valgløfterne om en udbygning af velfærden. I stedet lavede regeringen et forlig med Folkpartiet om “århundredets skattereform”, der førte til kraftigt nedsatte marginalskatter. Det var et traditionsbrud i velfærdslandet Sverige og blev i 1990erne fulgt af adskillige socialdemokratiske indrømmelser til borgerlige løsninger.

Omvæltningerne i Østeuropa og de økonomiske vanskeligheder fik Socialdemokratiet til at opgive sin tidligere negative holdning til EF. I forbindelse med de økonomiske stramninger, man præsenterede i 1990, erklærede regeringen sig rede til at ansøge om medlemskab. Men det medførte, at Socialdemokratiet mistede store vælgerskarer, og ved valget i 1991 sejrede de borgerlige partier. De Moderates leder, Carl Bildt, dannede en mindretalsregering med Folkpartiet, Centerpartiet og De Kristelige Demokrater.

Regeringen nåede dog kun at gennemføre mindre skattelettelser, før lavkonjunkturen forværredes, og en rekordhøj arbejdsløshed samt store tab inden for banksektoren fulgte. Den påbegyndte privatisering af statslige virksomheder gik i stå af samme årsag.

Den økonomiske krise blev akut i efteråret 1992, og den borgerlige regering og Socialdemokratiet indgik et enestående samarbejde for at forhindre endnu en devaluering af den svenske krone. I to “kriseforlig” enedes partierne således om omfattende besparelser, blandt andet på overførselsindkomster. Men den borgerlige regering kunne ikke få socialdemokraternes støtte til en tredje sparepakke, og i november 1992 blev Sveriges nationalbank tvunget til at lade kronekursen flyde over for den fælles europæiske valutaenhed, ecuen. Det lykkedes at få aktiekurserne og eksporten stabiliseret.

Rigsdagsvalget i 1994 førte til et regeringsskifte. De borgerlige partier fik sammen 148 pladser i rigsdagen, og Socialdemokratiet og Vänsterpartiet 183. Ingvar Carlsson dannede en socialdemokratisk mindretalsregering og annoncerede en stram økonomisk politik, der skulle bremse den voksende statsgæld og samtidig bekæmpe arbejdsløsheden. Med støtte fra Vänsterpartiet og senere Centerpartiet blev yderligere nedskæringer i overførselsindkomsterne gennemført, og der blev indført en særlig midlertidig skat.

Ved folkeafstemningen om EU-medlemskab i november 1994 stemte godt 52 procent af svenskerne ja. De politiske partier var ligesom i Danmark splittede i spørgsmålet, især Centerpartiet og Socialdemokratiet, mens Miljøpartiet/De Grønne og Vänsterpartiet var imod. Geografisk set var Sverige også delt: de fleste nordsvenskere stemte nej, mens storbyboerne sagde ja til EU.

Den nye socialdemokratiske regering under Ingvar Carlsson gjorde en stor indsats for at engagere Sverige i det europæiske samarbejde. Samtidig førte den en stram økonomisk politik med faldende offentlige tilskud og stigende skatter og afgifter. Da Göran Persson overtog partiledelsen og statsministerposten i 1996, videreførte han store dele af det privatiseringsprogram, regeringen Bildt havde indledt.

Det var muligvis derfor, at Socialdemokraterne ved rigsdagsvalget i 1998 fik deres værste valg i 80 år. Valgets store vinder var Kristdemokraterna, der gik frem på især Centerpartiet og Folkpartiets bekostning. Trods det dårlige valgresultat blev Göran Persson siddende som statsminister med støtte fra Vänsterpartiet og De Grønne i rigsdagen.

I slutningen af 1990erne skete der en økonomisk opgang, der kulminerede i 2000, hvilket også afspejlede sig i statsbudgettet. Terrorangrebene mod USA den 11. september 2001 gjorde dog den økonomiske situation i hele verden usikker, og den svenske økonomiske vækst i 2001 blev betydeligt lavere end tidligere optimistiske prognoser.

Efter terrorhandlingen støttede Sverige USAs luftangreb på talebanerne i Afghanistan, hvor man mente, hjernen bag terroraktionerne, Osama bin Laden, befandt sig. Den borgerlige opposition støttede regeringen, men regeringens to samarbejdspartnere var meget kritiske over for den officielle svenske holdning.

Vigtige årstal i Sveriges historie

• 1250 Stockholm grundlægges
• 1350 første lov for hele riget
• 1397 Kalmarunionen med Danmark og Norge
• 1523 Gustav I Vasa bliver svensk konge
• 1630 Sverige går med i Trediveårskrigen
• 1648 Westfalske Fred, Sverige får nordtyske områder
• 1658 freden i Roskilde, Sverige får bl.a. Skåne
• 1718-72 frihedstiden
• 1809 Sverige taber Finland
• 1814-1905 union med Norge
• 1818 marskal Bernadotte bliver kong Karl XIV Johan
• 1866 stænderrigsdagen afskaffes
• 1921 almindelig stemmeret
• 1971 etkammerrigsdagen indføres
• 1986 Olof Palme myrdes
• 1995 medlemskab af EU
• 2003 udenrigsminister Anna Lindh myrdes

For et lille, vidt udstrakt land, har Sverige et stort internationalt ry. Det vrimler med forudfattede meninger om dette land – midnatssol, vintre hvor man sneede inde, ABBA, blondiner, kødboller, sild, Vikingerne og Volvo. Selv om du har tidligere oplevelser, så vil et besøg til Sverige både bekræfte disse og forvirre dig. De plyndrende vikinger hilser dig ikke velkommen ved stranden; i dag er der meget mere sandsynligt at du bliver dræbt af en gennemskærende musik, mode og madvarer, eller visioner om så-smukt -som -et billedskønt landskab, fantasilande og ø-idyl. Så ja, dan dig en stereotyp forestilling, og du vil ikke blive skuffet. Smag på kødbollerne, beundre blondinerne og grav efter vikingernes relikvier, men stop ikke her – det har historien ikke.

Bedste tidspunkt at besøge Sverige på eri perioden fra maj til august hvis du ønsker solskin, december til marts hvis du ønsker at stå på ski

Hovedstad: Stockholm
Indbyggere: 9.059.651 millioner
Areal: 450.295 kvadratkilometer
Officielle sprog: Svensk

Ting man bør se

• Den funklende smukke Stockholm fra Söder Højene
• En del af de 24.000 øer i Stockholms skærgård, ideelt med en båd cruise
• Midnatsolen over den nordlige polarkreds, helst fra Abisko National Park
• Glaspusteri på de perfekte glasværker i Glasriket
• Klippefyldte øer og idylliske fiskerbyer på den maleriske Bohuslän kyst

Ting man bør gøre i Sverige

• Hold midsommer (St. Hans) i de eventyragtige byer der ligger rundt om den skønne Siljan Sø
• Tag en cykeltur (med lejrliv) rundt på øen Gotland
• Tag en overnatning i det superkolde is-hotel på Jukkasjärvi
• Oplev attraktionerne på Djurgården i Stockholm, inkl. Skansen og Vasa Museum
• Bo med de verificerede vikinger på Foteviken Viking Reserve

Få Sverige ind under huden

• Læs: kriminal romaner bl.a. Stieg Larssons kæmpesucces Millennium Trilogy, eller Henning Mankell’s Kurt Wallander serierne, eller søde fortællinger om Pippi Langstrømpe
• Lyt: til ABBA eller Roxette, hvis du synes om dem, eller lyt til “the Hives” (bistaden) eller Millencolin noget mere dæmpet.? Prøv José González
• Se: nogle af de 62 film instrueret af Ingmar Bergman; den tiljublede Mit liv som en hund; den romantiske vampyr film Let the Right One In (Luk den rette in)
• Spis: laks i dens forskellige forklædninger; prøv elg og rensdyr; og köttbullar (svenske kødboller) serveret med kartoffelmos og sauce lavet af bær
• Drik: kaffe; vodka; eller den elskede aquavit (akvavit) og öl (øl)

Varemærker

ABBA; Ingmar Bergman; blondiner; Ericsson; Greta Garbo, Ikea; kødboller; Saab og Volvo; tennisspillere; VikingerneYderligere fakta

Den bedst kendte svenske opfinder er Alfred Nobel, som opdagede dynamit og også, ironisk nok, grundlagde Nobel Instituttet  som jo uddeler fredspriser.

I 1950 havde Sverige omkring 7 mio. indbyggere. I dag er dette tal vokset betydeligt. Denne befolkningstilvækst skyldes især en massiv indvandring, der siden 1930erne har oversteget udvandringen. Umiddelbart efter Anden Verdenskrig kom tilflytterne først og fremmest fra Finland og de øvrige nordiske lande, og siden fra Sydeuropa, efterhånden som industrien og den hurtigt voksende servicesektor fik brug for arbejdskraft. Endnu senere kom flygtninge og deres pårørende til Sverige fra Mellemøsten og Latinamerika.

Der er især mange mennesker fra det tidligere Jugoslavien, der har bosat sig i Sverige, først som gæstearbejdere i 1960erne og 70erne, siden i forbindelse med krigene på Balkan i 1990erne.

På dette tidspunkt begyndte indvandringspolitikken at blive omdebatteret. Efter at Sverige i 1993 indførte visumtvang for bosniske flygtninge, aftog flygtningestrømmen dog. I perioden 1991-2000 blev der i alt bevilget 438.000 permanente opholdstilladelser, heraf 36 procent til decideret flygtninge.

I dag er 13,5 procent af den fast bosatte befolkning – det svarer til 1 million – født uden for Sverige. Mange af dem er nordiske statsborgere.

Ligesom i mange andre vestlige lande har den stigende velfærd medført, at befolkningen lever længere. Samtidig føder svenske kvinder færre og færre børn, og den naturlige befolkningstilvækst er negativ. Sverige er i dag blandt de lande i verden, der har den største andel af ældre mennesker, og denne andel beregnes at vokse i de kommende år og koste stadig flere penge i form af pensioner og udgifter til pleje.

Samerne har boet i Nordskandinavien i umindelige tider. Den svenske samebefolkning anslås i dag til omkring 17.000 personer. Det samiske sprog er længere ude beslægtet med bl.a. finsk. Der bor også en række finsksprogede grupper i det nordlige Sverige, især i Tornedalen ved den finske grænse. Finsk og samisk samt den særlige tornedalsdialekt af finsk, meänkieli, jiddisch og romani (sigøjnernes sprog) er officielle minoritetssprog.

Svensk udgør sammen med dansk, norsk, islandsk og færøsk den nordiske gren af den germanske sproggruppe. Svensk har dog, ligesom dansk, modtaget stor påvirkning fra hovedsprogene, først fra tysk og fransk, og i de senere år især fra engelsk (amerikansk).

Befolkning i tal

Nedenstående tal er fra år 201.

• Indbyggertal: 9 mio.
• Antal indbyggere/km2: 20
• Andel af befolkningen, der bor i byerne: 83%
• Fødselsrate: 1,03%
• Dødsrate: 1.05%
• Naturlig befolkningstilvækst: -0,02%
• Gennemsnitslevealder: kvinder 82 år, mænd 78 år
• Skolegang: obligatorisk i ni år
• Andel læsekyndige voksne: 100%
• Befolkningsgrupper: svenskere 89%, finner 1%, Desuden irakere (36.000), nordmænd (33.000), danskere (26.000) m.fl.
• Sprog: svensk er officielt sprog
• Religion: evangelisk-luthersk 82%. Desuden katolikker (150.000), ortodokse kristne (100.000), muslimer (130.000-250.000)
• Nationalitetsbetegnelse: svensker

Religion

Ligesom i Danmark fik kristendommen fodfæste i Sverige i det 11. og 12. århundrede, og i tiden derefter byggede cistercienser-, dominikaner- og franciskanermunke klostre i landet.

Da reformationen kom til Sverige, besluttede kong Gustaf I Vasa at bryde med paven og den katolske kirke. Det skyldes ikke mindst et ønske om at tilegne sig nogle af kirkens rigdomme, og i 1544 blev landet udråbt til protestantisk kongerige. Reformationen foregik dog forsigtigt, og først i 1593 blev den officielt afsluttet. Den svenske statskirkes monopollignende stilling blev etableret i 1726 i den såkaldte konventikelplakat, der forbød private bønnemøder.

De sidste rester af dette monopol blev først ophævet i år 2000, hvor stat og kirke officielt blev adskilt. Siden 1996 har det været et krav, at børn skal døbes, før de kan blive optaget i den svenske folkekirke. Fire ud af fem svenskere er medlemmer af folkekirken, men kun nogle få procent går til gudstjeneste hver søndag.

De seneste årtiers store indvandring har betydet, at muslimer og katolikker er de største religiøse grupper ved siden af den svenske kirke. Blandt de traditionelle frikirkelige samfund er Pinsebevægelsen (90.000 medlemmer) og Svenska Missionsförbundet (68.000).

Uddannelse

Der er skolepligt for børn mellem syv og 16 år. Siden 1998 har alle børn haft mulighed for at starte i børnehaveklase fra seksårsalderen.

Efter folkeskolen fortsætter ca. 95 procent af hver årgang i gymnasiet. Når et gymnasiekursus er afsluttet, får en elev et bestemt antal point, i lighed med det system, der benyttes på universitetsniveau.

De fleste folke- og gymnasieskoler er kommunale, og undervisningen er gratis. Der er også et stigende antal friskoler i landet. Skolesystemet er i de senere år blevet stadig mere decentraliseret. Det er kommunerne, der har det fulde ansvar for driften af skolerne, mens staten definerer målene og vurderer resultaterne.

Nedskæringerne i 1990erne inden for uddannelsessektoren har betydet, at der især i folkeskolen er blevet mange flere elever i klasserne. Det har også givet anledning til kritik af undervisningen, og undersøgelser har vist, at mange børn – især børn af indvandrere – går ud af skolen uden at have fået deres afsluttende eksamen i alle fag.

Der er en lang tradition for voksenuddannelse i Sverige. Folkebevægelser, organisationer eller amter driver højskoler, og kommunerne tilbyder voksenuddannelse på grundskole- eller gymnasieniveau.

Ca. en tredjedel af hver gymnasieårgang begynder på en højere uddannelse. De finder sted på et af landets 10 universiteter eller en af de godt 30 andre højere læreanstalter.

Sverige er et konstitutionelt monarki med en parlamentarisk styreform. Ligesom i Danmark er monarkens funktioner af repræsentativ og symbolsk karakter.

Ifølge grundloven udgår al magt fra folket. Folkets repræsentanter er rigsdagens 349 medlemmer, der vælges for fire år ad ganen i forholdstalsvalg. Man har valgret og er valgbar, når man er fyldt 18 år. Valgdeltagelsen i Sverige er som regel høj og ligger på 85-90 procent. Der kræves mindst 4 procent af stemmerne i hele landet eller mindst 12 procent i en enkelt valgkreds for at komme over spærregrænsen til rigsdagen.

Rigsdagen har den lovgivende magt. Det er rigsdagen, der godkender en ny statsminister, og ved et mistillidsvotum, der støttes af over halvdelen af rigsdagens medlemmer, der kan tvinge regeringen eller et medlem af regeringen til at gå af. Statsministeren leder regeringsarbejdet.

Sverige er inddelt i 290 kommuner, der styres af folkevalgte forsamlinger. Kommunerne er samlet i 24 län (amter) hvor den øverste civile myndighed er länsstyrelsen. Den svenske stat er repræsenteret i hvert län ved en landshövding.

Ombudsmandsfunktionen er karakteristisk for den svenske forvaltning. Der er bl.a. en justitsombudsmand, en forbrugerombudsmand, en børneombudsmand og en ombudsmand for ligestilling. De har til opgave at varetage borgernes interesser over for de offentlige myndigheder.

Domstolene er uafhængige. De forskellige instanser er: tingsrätt (byret), hovrätt (omtrent svarende til landsret) og Högsta domstolen (højesteret). Ved siden af disse almindelige domstole er der særlige domstole som arbetsdomstolen (arbejdsretten), vaattendomstolen (der behandler sager om vandløbsrettigheder og miljø) samt forvaltningsdomstolene: länsrätten (underret), kammarräatten (appeldomstol) og regeringsrätten (øverste instans).

De svenske partier har på flere måder nærmet sig midten af det politiske spektrum i de senere år. Det, der først og fremmest skiller dem ad i dag, er deres holdning til skattetrykket og størrelsen af den offentlige sektor. De borgerlige partier taler i større grad for lavere skatter og begrænsninger i de offentlige udgifter. Et andet spørgsmål, der også har været årsag til splittelse internt i partierne, er EU-medlemskabet. Miljøpartiet og Vänsterpartiet er blandt de mest EU-kritiske.

Socialdemokratiets meget lange periode ved magten er noget specielt for Sverige. Sveriges Socialdemokratiske Arbetarparti, SAP, har siden 1917 været rigsdagens største parti, men har kun ved to valg – 1940 og 1968 – fået absolut flertal i rigsdagen. Partiet blev dannet i 1889, og siden 1996 har Göran Persson været formand.

Vänsterpartiet (tidligere Vänsterpartiet Kommunisterne) har normalt fungeret som støtteparti for de socialdemokratiske mindretalsregeringer. Partiet blev grundlagt i 1917 af en gruppe udbrydere fra Socialdemokratiet og har i tidens løb skiftet navn flere gange og udviklet sig til et venstresocialistisk parti. Partiet gik stærkt frem i 1990erne under partileder Gudrun Schyman, der dog trådte tilbage i 2003 efter kritik pga. nogle tvivlsomme skattefradrag. Ny partileder blev Lars Ohly.

Blandt de traditionelt borgerlige partier har Moderata samlingspartiet siden 1979 været det største, og fra tid til anden tilmed større end Folkepartiet og Centerpartiet tilsammen. Moderaterne, der før 1970 hed Högerpartiet, har et program præget af markedsøkonomisk liberalisme med visse konservative islæt. Carl Bildt var partiformand i mange år, men nu ledes partiet af Fredrik Reinfeldt, der har ført det nærmere midten.

Folkepartiet Liberalerna, grundlagt i 1902, er et klassisk socialliberalt parti, der går ind for markedsøkonomi og et socialt velfærdssystem.

Centerpartiet ligner det danske Venstre i kraft af sin oprindelse blandt bønder og partiets nuværende betoning af decentralisering. Partiet står stadig stærkt i landområderne.

I 1988 kom Miljöpartiet De Gröna, dannet i 1981, for første gang i rigsdagen. Kristdemokraterne, der blev dannet i 1964, har siddet i rigsdagen siden 1991. Partiet forsøger at fremme de kristne værdier og etiske spørgsmål i politik, men er efterhånden blevet et almenborgerligt værdikonservativt parti.

Et vigtigt indslag i det politiske liv i Sverige er de forskellige organisationer og folkebevægelser, hvoraf mange har dybe historiske rødder og en bred folkelig opbakning. Nogle er mere eller mindre fast knyttet til bestemte politiske partier, såsom Landsorganisationen, LO, til Socialdemokratiet.

Aktuel politik anno 2002

Rigsdagsvalget i 2002 førte kun til små forandringer i mandatfordelingen mellem venstre og højre. Socialdemokratiet klarede sig bedre, end meningsmålingerne havde antydet, og fik 40 procent af stemmerne, nok til 144 mandater, en fremgang på 13.Vänsterpartit gik tilbage fra 43 til 30 mandater, mens Miljøpartiet De Grønne lige akkurat klarede spærregrænsen og fik 12 mandater.

De største ændringer skete inden for den borgerlige blok, hvor Folkpartiet Liberalerna gik kraftigt frem fra 17 til 48 pladser. Det skete i høj grad på Kristdemokraternes bekostning, for de måtte nøjes med 33 mandater mod tidligere 42.

Værst ramt blev dog Moderaterne, det største borgerlige parti. De gik tilbage fra 82 til 55 mandater og fik dermed det dårligste valgresultat længe. Det fik partileder Bo Lundgren til at gå af. Centerpartiet gik beskedent frem fra 18 til 22 mandater.

Resultatet betød, at Göran Persson og Socialdemokraterne bevarede regeringsmagten med støtte fra de traditionelle allierede, Vänsterpartiet og Miljøpartiet.

I 2003 og 2004 blev Sverige rystet af en række skandaler. Den største var, da forsikringsselskabet Skandias tidligere ledelse i en uafhængig undersøgelse blev anklaget for uden om bestyrelsen at have tilranet sig mange millioner i form af bonusprogrammer og andre goder. Skandias bestyrelsesformand, der ikke var blandt de anklagede, gik af, da rapporten blev offentliggjort, og en anklager indledte en retslig undersøgelse af to af de involverede. En anden skandale havde at gøre med Systembolaget, hvor det blev opdaget, at ansatte havde taget imod bestikkelse fra leverandører.

Sveriges evt. deltagelse i ØMUen var stadig et varmt debatemne i starten af 2000-tallet. Flere politiske partier var splittede i spørgsmålet, og der var endda uenighed inden for regeringen. Der blev udskrevet folkeafstemning til 14. september 2003.

Fire dage før afstemningen blev udenrigsminister Anna Lindh overfaldet og stukket ned i et varehus i det indre af Stockholm. Hun døde dagen efter af sine kvæstelser. En mand i 30-årsalderen blev siden dømt for mordet. Anna Lindh var ja-sidens stærke kort, og det var derfor usikkert, hvordan hendes død ville påvirke afstemningsresultatet.

Folkeafstemningen blev gennemført som planlagt og gav en klar sejr til nej-siden med 56 procent. Resultatet blev af mange tolket som “folkets sejr” over det politiske “establishment” og som et udtryk for en generel utilfredshed med landets ledelse.

Ved valget til Europa-Parlamentet i 2004 var valgdeltagelsen i Sverige rekordlav – 37 procent, og det nydannede EU-skeptiske Junilistan blev tredjestørste parti med 14 procent af stemmerne. Modstanden mod EU i befolkningen fik regeringen til at ændre kurs. Efter længe at have talt varmt for en udvidelse af EU, antydede Sverige nu, at de nye EU-borgere ikke automatisk burde have adgang til det svenske arbejdsmarked og velfærdssystemet. Rigsdagen nedstemte dog regeringens forslag om overgangsordninger.

Udenrigspolitik og forsvar

Sverige har ikke været i krig siden 1814. I sin udenrigspolitik har landet bestræbt sig på at undgå politiske engagementer og bindinger, hvor der var risiko for at blive trukket ind i storpolitiske konflikter. I den forbindelse har det været en fordel, at landet ligger i udkanten af Europa. I de to verdenskrige erklærede Sverige sig neutralt, og siden 1945 har det ført en alliancefri politik med henblik på neutralitet i tilfælde af krig. Det har dog ikke forhindret et vist samarbejde med vestmagterne.

Sveriges sikkerhedspolitiske position var tidligere præget af den strategiske beliggenhed i det delte Europa mellem den vestlige forsvarsalliance, NATO, og Warszawa-pagten. Afslutningen på den kolde krig i starten af 1990erne betød nye forudsætninger for Sveriges neutralitetspolitik. I 1995 blev Sverige medlem af EU, men landet er stadig erklæret neutralt. EU-medlemskabet betyder dog, at Sverige kan deltage i fredsbevarende opgaver i EU-regi og i EUs indsatsstyrke til krisestyring (Rapid Reaction Force). Alliancefriheden er heller ikke blevet betragtet som en hindring for et aktivt svensk engagement i Partnerskab for Fred, PFP. I starten af år 2000 deltog svenske tropper også i den internationale fredsbevarende styrke i Bosnien og Kosovo under NATOs overkommando.

Efter terrorhandlingerne i USA i september 2001 bakkede Sverige sammen med de andre EU-lande op om USAs ret til at forsvare sig med militære midler. Den svenske regering støttede USAs luftangreb på talebanerne i Afghanistan og har siden 2002 bidraget med en mindre, væbnet styrke til den NATO-ledede indsats i landet.

Den svenske holdning til USA blev dog skærpet i starten af 2003, hvor Sverige kritiserede USAs planer om et militært angreb på Irak. Da krigen blev en realitet i marts, indtog regeringen den holdning, at det stred imod folkeretten, eftersom aktionen ikke var blevet godkendt af FNs sikkerhedsråd.

Siden 1991 har Sverige støttet udviklingen i det nordvestlige Rusland og Baltikum. Sammen med de øvrige nordiske lande har Sverige givet udtryk for at føle et særligt ansvar for de baltiske lande. Sit videre internationale engagement har Sverige først og fremmest kanaliseret ind i FN – Sverige har altid været blandt organisationens største bidragydere, målt i forhold ti befolkningstallet, og har altid stillet tropper til rådighed for FNs fredsskabende og fredsbevarende opgaver.

Sverige valgte efter Anden Verdenskrig at satse på et stærkt, konventionelt forsvar baseret på almindelig værnepligt, hvilket betød få stående styrker, men mulighed for på kort tid at mobilisere betydelige ressourcer. Siden den kolde krigs afslutning har den svenske regering dog reduceret både freds- og krigsmobiliseringen, og en omstrukturering af hele forsvaret er i gang. I 1999 besluttede man at skære antallet af tropper ned til det halve, og i 2004 blev der varslet yderligere nedskæringer. Antallet af værnepligtige er faldet fra 46.000 i 1987 til 15.000 i 2004.

Politik og forsvar i tal

Nedenstående informationer er fra år 2003

• Officielt navn: Konungariket Sverige – Kongeriget Sverige
• Statsform: konstitutionelt monarki
• Statsleder: kong Carl XVI Gustaf (siden 1973)
• Regeringsleder: i 1996 Göran Persson
• Vigtigste politiske partier (mandater ved valget i 2002): Socialdemokratiet (144), Det Moderate Samlingsparti (55), Folkpartiet (48), Kristdemokraterne (33), Vänsterpartiet (30), Centerpartiet (22), Miljøpartiet De Grønne (7)
• Medlemskab af internationale og regionale organisationer: Barentsrådet, EU, Europarådet, FN, IMF, Nordisk Råd, OECD, OSCE, PFP, Verdensbanken, WTO, Østersørådet m.fl.
• Forsvarsstyrker: hæren 13.800 mand, flåden 7900, flyvevåbnet 590
• Forsvarsudgifter: 5,5 mia. dollar

Den svenske presselovgivning er en af de mest liberale i verden. Den forbyder bl.a. censur af trykte skrifter og giver journalister ret til at beskytte deres kilder. Ligesom i Danmark gælder loven om aktindsigt, der giver adgang til offentlige dokumenter. Hensigten med den liberale lovgivning er at sikre massemediernes rolle som kontrol af statsmagten. Pressens eget arbejde overvåges ligesom i Danmark af et pressenævn, og Sverige har også en presseombudsmand.

Svenskerne er et af de mest avislæsende folk i verden, men dagspressen er udsat for hård konkurrence fra de elektroniske medier. Lovgivningen giver dog mulighed for statsstøtte til økonomisk trængte aviser for at fremme konkurrencen, men der uddeles færre og færre statskroner på denne måde.

Sveriges største avis er den socialdemokratiske Aftonbladet . Den uafhængigt liberale aftenavis Expressen ejer også GT i Vestsverige og Kvällsposten i syd. Den uafhængigt liberale morgenavis Dagens Nyheder  og den uafhængigt moderate/konservative Svenska Dagbaldet  er landsdækkende morgenaviser, der udkommer i Stockholm. Dagens Industri, der hovedsageligt bringer erhvervsstof, havde i 2004 et oplag på 188.500. Dagbladene i Stockholm har også fået en konkurrence fra gratisavisen Metro, der udkom første gang i 1995.

Blandt de øvrige storbyaviser kan nævnes Göteborgsposten  og Sydsvenska Dagbladet (Malmø, uafhængigt liberal.

Sveriges Television sender fjernsyn på i alt seks kanaler, heraf en til udlandet og to specialiserede kanaler med hhv. børn som målgruppe og uddannelse som tema. Riksradion og Lokalradion driver fire radiokanaler samt Radio Sweden, der sender til udlandet på flere forskellige sprog. Der er også et stort antal lokalradioer.

SVT har konkurrence fra flere privatejede kanaler, heriblandt TV4 og TV3. Fjernsynsudsendelserne er hovedsagelig licensfinansierede, men de private radio- og fjernsynskanaler har reklamer.