Selvom man godt kan tale om en fælles spansk kulturarv, har regionerne også deres kulturelle egenart. For den catalanske befolkning er den arkitektoniske retning modernismo, der blev udviklet i slutningen af 1800-tallet, et udtryk for regionens særegne kultur. Dens fornemste repræsentant var Antonio Gaudí, arkitekten bag Barcelonas berømte katedral Sagrada Familia.

Til malerkunstens store navne fra 15- og 1600-tallet hører Diego Velázquez og El Greco. Blandt Spaniens mest berømte kunstnere er også Goya (1746-1828) og fra moderne tid surrealisten Salvador Dali samt Joan Miró.

Spanieren Pablo Picasso, en af modernismens førende repræsentanter og en af det tyvende århundredes største kunstnere, arbejdede hovedsageligt i Frankrig. I sit maleri Guernica fordømte han nationalisternes luftbombardement af den baskiske by af samme navn under borgerkrigen. Picasso skænkede maleriet til det spanske folk på den betingelse, at det først kom til Spanien, når der igen var blevet indført demokrati. Maleriet befinder sig på Reina Sofia-museet i Madrid, men efter åbningen af Guggenheim-museet i Bilbao i 1997 har regionalregeringen i Baskerlandet arbejdet for, at maleriet skal flyttes dertil.

Den spanske litteratur tæller en række verdensberømte forfattere fra Don Quijotes ophavsmand Miguel de Cervantes til dramatikeren og digteren Federico Garcia Lorca og Merce Rodoreda. Fem spanske forfattere har fået Nobelprisen i litteratur, heriblandt Gamilo José Cela (1989). Af nutidens spanske forfattere er de mest kendte Rosa Montero og baskeren Bernard Atxaga, Arturo Pérez-Reverte samt forfatteren og journalisten Manuel Vázquez Montalbán, der døde i 2003.

Spansk film var længe ensbetydende med surrealisten Luis Bunuel (1900-1983). Siden midten af 1980erne har Pedro Almodovar haft stort publikumstække med sine film, bl.a. Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud og Tal med hende, der vandt en Oscar i 2003.

Musiklivet omfatter et stort udbud af klassisk guitarmusik til folkemusik fra de forskellige regioner. Flamencoen er den mest kendte genre, der menes at være opstået blandt sigøjnerne i syd i slutningen af 1700-tallet. Mange spanske komponister er inspirerede af folkemusik, for eksempel Isaac Albéniz, Enrique Granados og Manuel de Falla. Guitaristen Andrés Segovia (1893-1997) slog klassisk guitarmusik fast som en selvstændig musikgenre, og Paco de Lucía er verdens kendteste flamencoguitarist.

Læs mere om kulturrejser til Spanien

Vigtige årstal i Spaniens historie

• 133 f.v.t. Romersk erobring
• 505-711 Vestgoterriget
• 711 maurisk invasion
• 1492 Columbus opdager Amerika
• 1704 briterne erobrer Gibraltar
• 1713 freden i Utrecht
• 1898 Spanien mister Cuba, Filippinerne og Puerto Rico
• 1936-39 Den Spanske Borgerkrig
• 1975 Franco dør, Juan Carlos bliver konge
• 1981 mislykket militærkup
• 1982 medlemskab af NATO
• 1986 medlemskab af EF
• 2004 terrorhandling i Madrid

De ældste spor af mennesker i det område, der i dag udgør Spanien, stammer fra den ældre stenalder. Der er fundet flere hulemalerier fra perioden 16.000-10.000 f.v.t., bl.a. i Altamira på nordkysten. Her begyndte man at dyrke jorden omkring 4000 år f.v.t.

Ibererne er det første kendte folk på halvøen. Det er i tidens løb blevet blandet op med andre folkeslag, bl.a. keltere, fønikere og grækere. Romerne erobrede den iberiske halvø år 133 f.v.t.

Spanien spillede en vigtig rolle i det romerske imperium, som blev opløst i 400-tallet, da germanske stammer, vandaler, sveber og vestgotere, invaderede halvøen. Vandalerne fortsatte til Nordafrika, mens vestgoterne kæmpede i over hundrede år, indtil de besejrede sveberne i 585.

I 600-tallet beherskede vestgotiske monarker således hele halvøen. De fleste indbyggere var dog kristne, og riget var så nogenlunde samlet. Denne enhed blev knust af maurerne (arabere og berbere), der gik i land nær Gibraltar i år 711 og i løbet af to år havde indtaget hele halvøen. Det mauriske rige var en kulturel blomstringstid. Det vidner utallige mindesmærker om – blandt andet borgen Alhambra i Granada.

Allerede nogle år efter den mauriske erobring blev den kristne tilbageerobring, la reconquista, indledt fra bjergområderne i nordøst. De små kristne stater udgjorde imidlertid ingen samlet helhed, men bekrigede hinanden lige så meget, som de sloges mod ydre fjender. I 1479 blev to riger – landbrugsstaten Castilien og håndværks- og handelsmagten Aragonien – forenet i en personalunion, da Fernando af Aragonien og Isabella af Castilien giftede sig. Under dette katolske kongepar faldt det sidste levn fra det mauriske vælde, kongeriget Granada, i 1492.

Den spanske konge førte med inkvisitionen en indædt kamp mod kættere af alle slags, dvs. folk, hvis tro afveg fra den officielle, katolske lære. Maurere og jøder blev udvist eller flygtede – det drejer sig efter sigende om 150.000 jøder – og utallige andre blev torteret og henrette.

På samme tid opdagede italieneren Columbus, der var udsendt af den spanske konge, Amerika. Erobringerne i den nye verden lagde grunden til Spaniens stilling som stormagt i skarp konkurrence med Portugal. I 1494 indgik de to lande den såkaldte Tordesillas-traktat, der delte den endnu uopdagede verden op mellem dem. Det blev gjort sådan, at Brasilien, som blev opdaget seks år senere, havnede i den portugisiske interessesfære, mens resten af det amerikanske kontinent blev spansk. Spanien erobrede også Filippinerne og udviklede sig samtidig til en europæisk stormagt, der omfattede Nederlandene (det nuværende Holland og Belgien) og store dele af Italien.

Det varede ikke længe, før dette vældige rige begyndte at give sig i sømmene. Felipe I’s fanatiske katolicisme og reformationen i det nordlige Europa førte til oprør i Nederlandene, og Spaniens forsøg på at besejre det ligeledes reformatoriske England med den “uovervindelige armada” endte i en katastrofe i 1588. Krigen førte til statsbankerot.

Den sidste spanske habsburger, Carlos IIs, død år i 1700 gav stødet til Spanske Arvefølge 1701-1714, hvor både Frankrig og Østrig gjorde krav på tronen. Ved freden i Utrecht i 1713 mistede Spanien alle sine europæiske lydriger og måtte yderligere afgive Gibraltar og øen Menorca i Middelhavet til Storbritannien, der også havde deltaget i krigen. Sammen med Frankrig udkæmpede Spanien flere tabsgivende krige mod briterne i 1700-tallet.

I 1805 besejredes den fransk-spanske flåde af Storbritannien ved Trafalgar. Den franske kejser Napoleon tvang i 1808 den spanske konge, Fernando VII, til at abdicere og erstattede ham med sin bror, Joseph Bonaparte. Dette førte til befrielseskrig i Spanien, franskmændene blev fordrevet, og Fernando blev genindsat i 1814. Samtidig blev Spaniens i forvejen elendige økonomi forværret af, at dets kolonier i Amerika i 1810-1824 løsrev sig fra moderlandet.

Fernandos reaktionære regime blev i 1820 udsat for et oprør ledet af officerer. Frem til 1936 blev det til over 40 af den slags revolutioner, kontrarevolutioner og militærkup. Demokratiet fandt aldrig fodfæste, og den økonomiske nedgang fortsatte. De sidste rester af det spanske imperium – Cuba, Filippinerne og Puerto Rico – blev tabt i 1898 i en krig mod USA.

Spanien forsøgte at kompensere for sien tab ved at kolonisere dele af Marokko og kom i krig med de berbiske stammer der – en krig, der efter flere svære nederlag endte med spansk sejr i 1925.

Krigen i Marokko forværrede de indenrigspolitiske modsætninger, som den begyndende industrialisering havde skabt, og anarkisterne stod stærkere i Spanien end i noget andet land. For at forhindre en anarkistisk magtovertagelse tog general Miguel Primo de Rivara med kong Alfonso VIIIs støtte, magten i et militærkup i 1923. Alle politiske partier blev forbudt, men ligesom i Mussolinis Italien beholdt man kongen som formelt statsoverhoved. Da den økonomiske verdenskrise nåede Spanien i 1929, vendte folket sig dog mod diktaturet, og republikanerne og socialister dannede en revolutionskomité. Kommunevalget i 1931 førte til republikansk flertal i alle større byer, men ikke i landet som helhed. kongen abdicerede, og revolutionskomitéen dannede en provisorisk regering.

Trods den store arbejdsløshed og økonomiske stagnation forsøgte den republikanske regering at gennemføre sociale reformer, blandt andet blev Catalonien tildelt omfattende selvstyre. Men tiden var præget af social uro, voldsomme uenigheder mellem partierne, strejker og tilbagevendende regeringskriser.

Efter valget i 1936 kom en arbejderregering med venstreorienterede republikanere, socialister og kommunister til magten, men også denne koalition var ude af stand til at opretholde ro og orden. Det fascistiske Falangistparti fik flere og flere tilhængere. Et militærkup i juli 1936 mislykkedes, og regeringen delte våben ud til en arbejdermilits. Snart befandt landet sig i borgerkrig.

I begyndelsen havde republikanerne både økonomisk og militært overtaget, men ledelsen var splittet. Initiativet gled mere og mere over til venstrefløjen, og retsstaten holdt op med at fungere. De fascistiske oprørere blev ledet af general Francisco Franco, der fik tilnavnet el caudillo, lederen.

Franco fik effektiv støtte både økonomisk og militært af det nazistiske Tyskland og det fascistiske Italien, mens regeringssiden fik hjælp fra Sovjetunionen og den “internationale brigade” med 40-45.000 frivillige fra hele verden, heriblandt danskere. Flertallet af de europæiske stater forholdt sig neutrale, men indførte våbenembargo mod Spanien.

Den 1. april 1939 blev kamphandlingerne indstillet efter en sejr til Francos styrker. På det tidspunkt havde hundredtusinder af mennesker mistet livet på Spaniens slagmarker.

Historie efter 1939

Efter sejren i den spanske borgerkrig blev General Franco nu statsleder med diktatoriske beføjelser. De regeringsloyale spaniere fik en nådeløs behandling, og der blev intet gjort for at fremme forsoningen mellem “de to Spanien”. Francos terrorbombning af den basiske by Guernica var også med til at fremme baskisk-nationalistiske stemninger i dette område.

Selvom Spanien var ikke-krigsførende i Anden Verdenskrig, ydede landet på forskellig vis hjælp til Tyskland og Italien og blev derfor isoleret delvist isoleret efter krigen. Spanien blev først medlem af FN i 1955.

Foruden militæret og Den Nationale Bevægelse (Movimiento Nacional), som udsprang af Falangistpartiet, fik Francos diktatur i begyndelsen støtte fra den katolske lægmandsorganisation Opus Dei. Den havde stor økonomisk og politisk indflydelse, men i løbet af 1960erne begyndte den at slå til lyd for social retfærdighed.

Oppositionen mod Francos diktatur var dog som helhed forholdsvis svag. Strejker og demonstrationer rokkede ikke ved styret, men blev slået ned med hård hånd. Det økonomiske opsving i starten af 1960erne betød, at spaniernes levestandard blev forbedret. Store dele af det krigstrætte spanske folk accepterede passivt det strenge regime, men der herskede stor skuffelse over, at det var mislykkedes at skabe et fungerende, parlamentarisk demokrati.

Den militære baskiske separatistbevægelse, ETA (Euskadi Ta Askatasuna – Baskerlandet og Friheden), der var opstået blandt studerende i 1959, var en undtagelse fra den herskende passivitet. ETA førte en væbnet kamp for en selvstændig baskisk stat, men blev kun støttet af et mindretal af baskerne. I begyndelsen af 1970erne indledtes en offensiv, og i 1973 blev ministerpræsident Luis Carrero Blanco myrdet. I de sidste år af Francos regeringstid skete der en opblødning, der imidlertid ikke forhindrede, at en gruppe ETA-aktivister blev henrettet efter mord på nogle politibetjente. Henrettelserne vakte voldsomme protester både i Spanien og i udlandet.

Oliekrisen i begyndelsen af 1970erne ramte Spaniens økonomi hårdt. Arbejdsløsheden og den sociale uro voksede. Franco døde i 1975, men generalen havde gødet jorden for en formel overgang til monarki, og prins Juan Carlos, barnebarn af Alfonso XIII, besteg tronen i november 1975, et par dage efter diktatorens død. Han overraskede omverdenen ved at lægge kursen om og føre Spanien i retning af demokrati. Året efter blev Adolfo Suárez udnævnt til ministerpræsident, og politiske partier blev atter tilladte.

Valgdeltagelsen var høj, da spanierne i 1977 for første gang i 40 år havde mulighed for at stemme til et parlamentsvalg. Suárez’ parti Den Demokratiske Centrumunion (Unión Centro Democrático, UCD) vandt over hovedmodstanderen Socialistpartiet. Det følgende år blev en ny forfatning godkendt i en folkeafstemning.

Under demokratiseringsprocessen frygtede mange både i og uden for Spanien, at militæret ville forsøge et kup som så mange gange før i landets historie. Det alvorligste forsøg kom, da løjtnant Antonio Tejero sammen med en gruppeofficerer i februar 1981 trængte ind i parlamentet, cortes, og tog flere medlemmer som gidsler. Men kuppet blev afværget takket være kongens hurtige reaktion. Han talte direkte til folket i fjernsynet og radioen, tog afstand fra kuppet, manede til ro og overtalte kupmagerne til at overgive sig.

I 1981 besluttede parlamentet, trods modstand fra den socialistiske opposition, at ansøge om spansk medlemskab af NATO, og Spanien blev medlem i 1982. Samme år sejrede Socialistpartiet ved parlamentsvalget med over 48 procent af stemmerne og indledte en række sociale reformer. Regionerne fik bl.a. omfattende selvstyre.

I 1986 blev Spanien også medlem af EF. De regerende socialister accepterede nu også NATO-medlemskabet, der blev godkendt i en folkeafstemning samme år. Socialisterne vandt valgene i 1986 og 1989, men deres vælgerstøtte mindskede gradvist.

Den økonomiske vækst, der havde præget 1980erne, blev afløst af lavkonjunktur i starten af 1990erne. Regeringen kæmpede med et voksende budgetunderskud og en galopperende inflation. Ved valget i 1993 tabte socialisterne yderligere terræn og måtte danne en mindretalsregering med støtte fra catalanske og baskiske nationalister.

I øvrigt var årtiet præget af en række politiske skandaler, der involverede højtstående politikere fra Socialistpartiet. Til de alvorligste hørte afsløringerne af, at ledende kræfter inden for partiet stod bag antiterrorkorpset GAL, der i 1983-87 havde dræbt over 30 personer, som var mistænkt for at være medlemmer af ETA.

Ministerpræsident González blev siden renset for mistanke om, at han havde kendt til dødspatruljernes eksistens. Men i 1998 blev en tidligere indenrigsminister idømt ti års fængsel for sin andel i den “beskidte krig” mod ETA. Samme år blev en socialist og tidligere leder af civilgarden idømt 28 års fængsel for at have taget imod gigantiske summer i bestikkelse.

Allerede før dette skete, havde socialisterne måttet afgive regeringsmagten. I efteråret 1995 trak de catalanske nationalister deres støtte til regeringen tilbage og fremprovokerede på den måde et nyt parlamentsvalg i marts 1996. Det blev vundet af det konservative Folkepartiet (Partido Popular, PP) med en lille margen, og dets leder, José Maria Aznar, dannede regering med catalanske CiU, det baskiske nationalistparti PNV og De Canariske Øers Koalition (Coalición Canaria, CC).

For at kvalificere Spanien til deltagelse i EUs økonomiske og monitære union, ØMU, begyndte regeringen i slutningen af 1900erne at skære i de offentlige udgifter og indførte lønstop i den offentlige sektor.

Landets økonomi fik det bedre og bedre, og den høje arbejdsløshed faldt. Den gode udvikling førte til fremgang for PP i valget i år 2000, og partiet fik flertal i kongressen. Socialistpartiet og Det Forenede Venstre var gået til valg på et fælles program, men gik begge kraftigt tilbage. Efter nederlaget forlod Joaquin Almunia partilederposten, og José Luis Rodríguez Zapatero blev valgt til ny socialistleder.

Da José María Aznar dannede ny regering, erstattede han flere konservative ministre med en yngre generation af erhvervsvenlige teknokrater. Men fornyelsesarbejdet blev forstyrret af korruptionsanklager. Aznar blev kritiseret for at tilgodese personer i sin egen omgangskreds ved at tildele dem høje stillinger i privatiserede statsvirksomheder.

På denne tid optrappede ETA sine voldshandlinger. Regeringen og PSOE dannende fælles front mod terrorismen. Efter terrorangrebene mod USA i september 2001 blev ETA stemplet som en terrororganisation af EU. Den spanske regering vedtog året efter en lov, der forbød partier, som støtter terrorisme. Den blev brugt til at forbyde ETAs politiske gren, Batasuna.

I november 2002 indtraf Spaniens værste miljøkatastrofe nogensinde. Mindst 25.000 ton olie lækkede ud i Atlanterhavet, da den Liberiaregistrerede olietanker Prestige sank ud for Galiciens kyst. Selvom skibet havde meddelt de spanske myndigheder, at det lækkede olie, besluttede regeringen, at det skulle bugseres ud på åbent vand, hvor det sank. Længe efter ulykken sivede der olie ud. Det gik hårdt ud over fiskeriet ved den galiciske kyst, landets vigtigste fiskeriområde, og regeringen fik hård kritik for sin håndtering af sagen. Et år efter ulykken blev Galicien bevilget 12 mia. euor af centralregeringen til dækning af omkostningerne ved rengøring af kysterne og genopbygning af regionens økonomi.

I januar 2004 blev det afsløret, at en af den catalanske regionsregerings topfolk, Josep Lluís Carod, fra partiet ERC i al hemmelighed havde mødtes med to ETA-ledere i Frankrig. Carod måtte gå af. En måned senere erklærede ETA, at man ville indstille sin væbnede kamp i Catalonien, hvilket af regeringspartiet PP blev tolket som, at der eksisterede en “hemmelig pagt” mellem ETA og de catalanske nationallister.

Tre dage før parlamentsvalget, den 11. marts 2004, fandt den alvorligste terrorhandling nogensinde i et EU-land sted i Madrid. I løbet af et kvarter sprang ti kraftige bomber på forskellige tog og togstationer i Madrid midt i morgenmyldretiden. 191 mennesker mistede livet, og 2000 blev såret. Regeringen stillede omgående ETA til ansvar for angrebet, og allerede samme aften vedtog FNs sikkerhedsråd en resolution, der fordømte bevægelsen.

Politiet fandt dog bevismateriale, der pegede i en anden retning, og dagen før valget blev fem mistænkte anholdt, blandt dem tre marokkanere. Samtidig nægtede ETA at have haft noget med angrebet at gøre, og nogle anonyme “al-Queda-tilhængere” tog ansvaret for det. Det tydede mere og mere på, at terrorangrebet var udført af en radikal islamistisk gruppe, men over for offentligheden fastholdt ministerpræsident Aznar, at det var ETA, der stod bag. Det var formodentlig det, der afgjorde parlamentsvalget, som blev afholdt som planlagt tre dage efter terrorhandlingerne. Befolkningen gav udtryk for sin utilfredshed med Aznars håndtering af sagen ved at stemme Socialistpartiet tilbage til magten.

Med Madrid som eneste undtagelse er Spaniens befolkning koncentreret langs kysterne og på De Canariske Øer og Balearerne. Tættest befolkede er regionerne Catalonien og Valencia ved Middelhavet og Baskerlandet ved Atlanterhavet. De kystløse regioner Aragonien, Castillia Y Leon, Castillia-La Mancha og Extremadura udgør over halvdelen af Spaniens areal, men kun omkring en sjettedel af landets befolkning bor her.

Befolkningstilvæksten har været lav i det meste af 1900-tallet, men er begyndt at stige i de senere år, takket være den stigende indvandring. Spanien har verdens laveste fødselstal, men også det er begyndt at stige igen på grund af indvandringen.

Tilstrømningen af udlændinge til Spanien begyndte at tage til i midten af 1990erne og var ved starten af 2000-tallet den største i EU. I 2003 levede 2,7 mio. indvandrere i Spanien, svarende til godt 6 procent af befolkningen. Næsten halvdelen af dem beregnes at være indvandret illegalt. Den største indvandrergruppe kommer fra Ecuador, og i alt bor der 1 mio. latinamerikanere i Spanien.

En vigtig årsag til den stigende indvandring var det økonomiske opsving i Spanien i slutningen af 1990erne. Allerede i 2001 skærpede regeringen dog reglerne under henvisning til, at landet ikke længere behøvede så megen arbejdskraft. Nye love gjorde det lettere at afvise asylansøgere ved grænsen og at udvise illegale immigranter. Senere indførte Spanien ligesom de øvrige lande inden for EUs grænsekontrolsamarbejde Schengen også visumtvang for colombianere og ecuadorianere.

Et stort problem er menneskesmugling fra Afrika til Spanien over Gibraltarstrædet. Med EU-penge har Spanien installeret et avanceret elektronisk overvågningssystem ved Gibraltar, men det har bare medført, at smuglerruterne nu går til det østlige Andalusien og De Canariske Øer. Tusinder af afrikanere kommer til Spanien hvert år på denne måde. Mange drukner også på vejen over Middelhavet.

Der bor cirka en million sigøjnere i Spanien, der også har et jødisk mindretal på 30.000 personer.

Castiliansk (spansk) er officielt sprog i hele landet, mens catalansk, galicisk og baskisk er officielle sprog i deres respektive regioner. Valenciansk og balearisk er varianter af catalansk, men har status som “regionale sprog”. Spansk, catalansk og galicisk er ibero-romanske sprog. Catalansk er desuden nært beslægtet med provencalsk, som tales på den franske side af Pyrenæerne, mens galicisk snarere ligner portugisisk end spansk. Baskisk er et før-indoeuropæisk sprog, hvis oprindelse stadig diskuteres. Under Francos diktatur (1939-1975) blev de regionale sprog forbudt og først tilladt igen i 1978. I dag taler hver fjerde indbygger i Spanien et af regionalsprogene.

Befolkning i tal anno 2004

• Indbyggertal: 42,8 mio.
• Antal indbyggere/km2: 85
• Andel af befolkningen, der bor i byerne: 78%
• Fødselsrate: 1%
• Dødsrate: 0,9%
• Naturlig befolkningstilvækst: 0,1%
• Gennemsnitslevealder: kvinder 82 år, mænd 75 år
• Skolegang: obligatorisk i alderen seks til 16 år
• Andel læsekyndige voksne: 98%
• Befolkningsgrupper: spaniere 67%, cataloniere 16%, galiciere 6%, baskere 5%, øvrige 6%
• Sprog: spansk (castiliansk), catalansk, galicisk, baskisk
• Religion: katolikker 82%, muslimer mindst 1,2%, protestanter 0,1%, øvrige, inkl. ikke–troende 16,7%
• Nationalitetsbetegnelse: spanier

I lang tid var katolicismen den officielle religion i Spanien. Den katolske kirke var en af Francodiktaturets mest trofaste støtter. I forbindelse med demokratiseringen efter 1975 mistede kirken sin monopollignende stilling, og med den nye forfatning af 1978 blev stat og kirke adskilt. Alligevel har den katolske kirke stadig visse privilegier. Spanierne har ret til at afsætte en halv procent af deres indkomst til den katolske kirke, og staten garanterer kirken en minimumindtægt.

I 2002 erklærede 82 procent af spanierne sig som katolikker, og heraf var 19 procent aktive kirkegængere. Mindst en halv million indbyggere er muslimer, og omkring 350.000 protestanter.

De ti års grundskole er gratis og obligatorisk for alle børn i alderen seks til 16 år. Skolegangen er delt op i en seksårig grundskole og fire års “mellemskole”. Herefter kan eleverne vælge en toårig teoretisk linje, der afsluttes med en studentereksamen, bachillerato, eller en erhvervsrettet uddannelse af samme længde.

Knap en tredjedel af alle elever går i privatskole, hvoraf næsten halvdelen drives af religiøse ordener.

Spanien har nogle af Europas ældste universiteter, f.eks. det i Salamanca, der blev grundlagt i 1218. Der findes private universiteter, men i studieåret 2002/2003 gik 91 procent af landets 1,5 mio. studerende på de offentlige universiteter.

Den spanske forfatning stammer fra 1978. Kongen er statsoverhoved, men regeringen ledes af ministerpræsidenten. Kongen kan opløse parlamentet på anmodning fra ministerpræsidenten, eller hvis denne er blevet fældet i en tillidsafstemning i kongressen.

Den lovgivende magt ligger hos parlamentet, cortes, der har to kamre: kongressen og senatet. Kongressen har mindst 300 og højst 400 medlemmer (i 2004 var der 350). Antallet af deputerede afhænger af befolkningstallet i valgkredsen, og medlemmerne vælges i forholdstalsvalg for en periode af fire år. Hver provins udgør en valgkreds. Spærregrænsen er 3 procent. Den stemmeberettigede alder er 18 år.

Senatet har 259 medlemmer med en mandatperiode på fire år. 208 vælges direkte af folket, mens de resterende 51 senatorer udpeges af regionernes parlamenter.

Ombudsmanden – Defensor del Pueblo – har til opgave at sørge for, at de rettigheder, der er indskrevet i forfatningen, efterleves. Modstridende fortolkninger af forfatningen af gøres af forfatningsdomstolen.

Spanien er opdelt i 17 regioner, communidades autónomas, der har forskellige grader af selvstyre. Hertil kommer de nordafrikanske enklaver Ceuta og Melilla, der også fik selvstyre i 1995. Regionerne er inddelt i 50 provinser og flere end 8000 kommuner.

Hver region har en regionspræsident og sit eget parlament og regering, egen forvaltning og højesteret. Centralregeringen i Madrid har ansvaret for blandt andet forsvars- og udenrigspolitik, udenrigshandel, retsvæsen, fiskeri samt sø- og flytransport.

Derudover er der stor forskel på, hvad regionerne selv må bestemme over. Navarra og Baskerlandet opkræver selv alle skatter og disponerer over midlerne. De øvrige regioner har siden 2002 haft rådighed over godt 30 procent af indkomstskatten og momsen samt en større andel af visse punktafgifter. Derudover har alle regioner selvbestemmelse, hvad angår sundhed og uddannelse. Baskerlandet og Catalonien har deres egne politistyrker. De Canariske Øer er fritaget for told og andre afgifter.

En rådinstans, Consejo General del Poder Judicial, med tyve medlemmer, som er udpeget af parlamentet, står som garant for det spanske retsvæsens uafhængighed.

Øverste retsinstans er højesteret i Madrid. Under den findes et antal nationale domstole for civil- og straffesager, samt provinsretter, der hovedsageligt tager sig af straffesager. I de større byer er der også underretter for civile søgsmål. Retssystemet omfatter desuden specielle domstole som arbejdsretten, skattedomstolen og militærdomstolen samt en domstol for mindreårige.

Spansk politik er domineret af to store, nationale partier: Socialistpartiet (Partido Socialista Obrero Espanol, PSOE) og det konservative Folkeparti (Partido Popular, PP).

Efter parlamentsvalget i marts 2004 kom Socialistpartiet atter til magten, og dets nye leder, José Luis Rodríguez Zapatero, blev ministerpræsident.

Socialistpartiet blev grundlagt allerede i 1879, men var forbudt under Franco. Det stod længe langt il venstre, men under Felipe González udviklede det sig til et socialdemokratisk parti. Det havde regeringsmagten i perioden 1982-1996.

Folkepartiet blev dannet i 1976 under navnet Folkealliancen, men fik ikke megen støtte, eftersom partilederen, Manuel Fraga, havde stået Franco nær. I 1989 vedtog partiet et nyt program baseret på kristeligt-demokratiske værdier, og tog samtidig navneforandring. Året efter blev José Maia Aznar valgt til ny partileder. Under Aznar er PP blevet et moderne højreparti og Socialistpartiets hovedmodstander. Med Aznar som ministerpræsident regerede PP fra 1996 til 2004, hvor Aznar gik af som partileder og blev efterfulgt af Mariano Rajoy.

Til de større nationale partier hører også Det Forenede Venstre (Izquierda Unida, IU), som blev stiftet i 1986. Koalitionens dominerende parti er kommunistpartiet (Partido Comunista deEspana, PCE). Vælgertilslutningen til IU er faldet kraftigt siden 1996, hvor partiet fik 11 procent af stemmerne.

I de senere år har regionale partier fået meget større indflydelse. Frem for alt de catalanske nationalister Samling og Enhed (Convergencia i Unió, CiU), en koalition af to konservative partier, men også Det Baskiske Nationalistparti (Partido Nacionalista Vasco, PNV) optræder ofte som tungen på vægtskålen i parlamentet. Samling og Enhed har også haft rollen som tungen på vægtskålen i kongressen. I 2003 afgik Jordi Pujol som partileder efter 23 år. Han var også regionspræsident i samme periode. Efter regionalvalget i 2003 erobrede socialisterne med støttepartier magten i Catalonien.

Det Baskiske Nationalistparti (Partido Nacionalista Vasco, PNV) har også haft en nøglerolle. Det har dog udviklet sig i en mere radikal retning i de senere år. Partileder og regionspræsident Juan José Ibarretxe foreslog i 2002, at Baskerlandet skulle være en fristat med en løsere tilknytning til Spanien. Han har lovet en folkeafstemning om sagen senest i 2005. PNVs nye holdning har forværret partiets relationer til cantralregeringen og de øvrige spanske partier.

Den baskiske separatistbevægelse ETAs politiske gren, Batasuna, blev forbudt af højesteret i 2003.

Politik anno 2004

Parlamentsvalget i 2004 bragte Socialistpartiet til magten efter otte år i opposition. Til det sidste tydede alt på, at Folkepartiet, PP, ville blive siddende, men da det blev mere og mere sandsynligt, at det var islamiske terrorister og ikke ETA, der stod bag terrorhandlingen i Madrid tre dage før valget, blev mange spaniere vrede over ministerpræsident Aznars hårdnakkede fastholdelse af ETAs ansvar. Regeringen blev desuden hårdt kritiseret for sin støtte til USAs krig mod Irak og for at tilbageholde oplysninger om terrorhandlingen. Dagen før valget demonstrerede tusindvis af mennesker ud for PPs partikontor i Madrid og andre steder.

Valget gav Socialistpartiet 43 procent af stemmerne mod godt 38 procent til PP. Socialisterne fik 2,8 mio. flere stemmer end ved sidste vang, mens PP tabte 700.000, og socialisterne dannede en mindretalsregering under José Luis Rodríguez Zapatero.

De største forandringer efter regeringsskiftet kom inden for udenrigspolitikken, der i højere grad blev orienteret mod Europa. Zapatero fordømte besættelsen af Irak, og i slutningen af maj blev de spanske styrker kaldt hjem. Indenrigspolitisk lovede regeringen sociale reformer samt satsninger på uddannelse, kultur og infrastruktur. Zapatero lovede også ikke at øge skattetrykket.

Ministerpræsidenten har ligeledes indledt en dialog med regionerne. Han er gået med til at overveje “rimelige” ændringer af forfatningen til de selvstyrende regioners fordel, men er ligesom tidligere ministerpræsident Aznar imod den såkaldte Ibarrexte-plan om større selvstændighed til Baskerlandet.

Regeringen viderefører den tidligere administrations hårde linje over for ETA og andre terrororganisationer. Jagten på de ansvarlige for bombningerne i Madrid i marts 2004 stod på i lang tid. I august var en snes mennesker blevet arresteret, de fleste af dem marokkanere. I juni arresterede det italienske politi en egypter, der var mistænkt for at være en af hovedmændene bag Madrid-bomberne og forbindelsesled mellem terroristerne i Madrid og den marokkanske leder af terrornetværket al-Queda i Europa. Ifølge italiensk politi var der også spor tilbage til terrorhandlingerne i Casablanca i 2003, hvor en række bygninger i centrum blev sprængt i luften af selvmordsbombere, og et halvt hundrede mennesker mistede livet.

Baskerlandet og ETA

Den baskiske patriotisme har rødder tilbage til slutningen af 1800-tallet, men blev radikaliseret under diktatoren Francos undertrykkelse af Baskerlandet.

ETA (Euskadi Ta Askatasuna – Baskerlandet og friheden) blev grundlagt i 1959 af en gruppe studenter og var en undergrundsbevægelse lige fra starten. ETA kæmpede for baskisk selvstændighed, først og fremmest gennem propaganda og hemmelig undervisning i det baskiske sprog, som var forbudt under Franco. ETA havde stor støtte i offentligheden, også da gruppen efter nogle år begyndte at bruge vold i sin kamp. I 1968 udførte den sit første politiske mord. Fem år senere myrdede ETA den spanske ministerpræsident Luis Carrero Blanco, som Franco havde udpeget til sin efterfølger. Selv spaniere, der ikke gik ind for politisk vold, havde svært ved at fordømme mordet, eftersom det satte en stopper for Francos planer for at føre diktaturet videre efter sin død.

I forbindelse med demokratiseringen fra 1975 og frem fik Baskerlandet en højere grad af selvstyre end nogen anden region i landet. ETA begyndte langsomt at miste sin brede støtte, men fortsatte sin selvstændighedskamp og betragtede selvstyreaftalen som forræderi. ETA kræver den dag i dag et selvstændigt Baskerland, der også omfatter Navarra og de baskiske dele af Frankrig, som gruppen også opererer i.

I 1995 udførte ETA et mordforsøg på den daværende spanske oppositionsleder, José Maria Aznar. Da Aznar og hans parti, PP, året efter fik regeringsmagten, indledte separatisterne en offensiv mod PPs lokalpolitikere i Baskerlandet. I sommeren 1997 blev den unge politiker Miguel Ángel Blanco kidnappet og myrdet, da ETA ikke fik opfyldt sine krav om en flytning af fængslede ETA-medlemmer til baskiske fængsler. Mordet på Blanco blev et vendepunkt – nu begyndte selv baskere åbent at protestere mod ETA.

I september 1998 indledte ETA for første gang en våbenhvile. Det belønnede centralregeringen i Madrid ved at flytte nogle ETA-fanger til baskiske fængsler. En skrøbelig fredsproces begyndte, men den blev afbrudt godt et år senere, da regeringen ikke ville diskutere spørgsmålet om selvstændighed.

Siden 1968 har ETA stået bag 800 mord. Ofrene har først og fremmest været politi- og militærfolk samt politikere, der har modsat sig ETAs krav. Bevægelsen har også rettet sin terror mod turismen, der spiller en vigtig rolle for Spaniens økonomi. Over hundredebombeangreb har ramt turiststeder, og flere udenlandske turister er blevet såret, men ingen udlændinge har mistet livet.

ETA finansierer sin virksomhed dels gennem kidnapninger, hvor man kræver store løsesummer udbetalt, dels med en “revolutionær skat”, som opkræves af lokale forretningsmænd.

Det vides ikke, hvor stor ETAs underjordiske organisation er. De egentlige aktivister, der trænes i at myrde, kan være så få som 30. Derimod findes der nogle hundrede personer i ungdomsbevægelsen Jarrai, der kaster brandbomber og udfører andre terrorhandlinger.

Nogle måneder efter terrorangrebene mod USA i september 2001 blev ETA stemplet som en terrororganisation af EU. Det samme gjaldt Jarrai og støttegruppen for ETA-fanger, Gestoras Pro Amnistía.

I de seneste år er en række ETA-medlemmer blevet arresteret, og gruppen betragtes som særdeles svækket. I august 2003 sad 545 ETA-folk fængslet. I marts 2004 opfordrede ETA regeringen til en fredsdialog, men sagde samtidig, at man havde til hensigt at fortsætte den væbnede kamp. Zapatero kommenterede ikke engang udspillet.

Selv om de fleste baskere har taget afstand fra ETAs terrorisme, vil et flertal styrke selvstyret og den baskiske identitet. Størst støtte har det moderate Baskiske Nationalistparti, PNV, der ikke kræver selvstændighed.

Indtil ETAs politiske gren, Folkelig Enhed (Herri Batasuna, HB), blev forbudt i 2003, fik det 10-20 procent af stemmerne i valgene. HB, der var en koalition af venstreorienterede grupper, krævede et selvstændigt Baskerland og tog ikke afstand fra ETAs terror. Partiet skiftede flere gange navn for at undgå myndighedernes forsøg på at forbyde det. Forud for lokal- og regionalvalgene i 2003 forbød forfatningsdomstolen over 200 partilister i Baskerlandet og Navarra. På listerne var navne på tidligere HB-medlemmer, der nu stillede op som “uafhængige” kandidater.

Det Baskiske nationalistparti er blevet mere radikalt i sine holdninger, siden HB blev forbudt, ikke mindst for at forsøge at erobre de stemmer, HB ellers ville have fået. Ved valget i 2003 øgede nationalistpartiet sit mandattal og kunne fortsætte med at lede regionsregeringen. Partiets leder, regionspræsident Juan José Ibarretxe, foreslog i efteråret 2003, at Baskerlandet skulle være en slags fristat med en løsere tilknytning til Spanien. Han mener, at det vil gøre en ende på ETAs voldshandlinger.

Udenrigspolitik og forsvar

Under diktaturet var Spanien internationalt isoleret, men det ændrede sig hurtigt efter Francos død og den efterfølgende demokratisering. I 1982 kom Spanien med i NATO, og i 1986 blev landet medlem af EF. I dag deltager Spanien også i ØMUen, og euroen har erstattet den spanske peseta.

Socialistregeringens valgsejr i marts 2004 betød store forandringer i udenrigspolitikken. Den nye ministerpræsident, José Luis Zapatero, brød det nære forhold til USA, som forgængeren, Aznar, havde opbygget, og begyndte igen at nærme sig Tyskland og Frankrig.

Aznarregeringen støttede den USA-ledede invasion af Irak i marts 2003, og efter krigen sendte Spanien en fredsbevarende styrke på 1300 mand til Irak. Hele 90 procent af befolkningen var imod den spanske støtte til krigen, og Aznars politik satte forholdet til Tyskland og Frankrig under stærkt pres. Efter socialisternes valgsejr fordømte Zapatero Irakkrigen og trak de spanske soldater hjem. Samtidig erklærede Zapatero, at FN bør opbygge en ny alliance mod terrorisme.

Spanien ser store muligheder i et fremtidig økonomisk samarbejde med Nordafrika. Men ikke mindst med den nærmeste nabo i syd, Marokko, er der flere konflikter. En af dem drejer sig om de spanske enklaver i Nordafrika, Ceuta og Melilla, som Marokko gør krav på.

Et andet alvorligt problem er narkotika- og menneskesmugling over Gibraltarstrædet. I starten af 2000-tallet anklagede den spanske regering Marokko for ikke at gøre nok for at stoppe menneskestrømmen og smugleriet. Det førte til en diplomatisk krise, og den marokkanske ambassadør blev kaldt hjem. Situationen spidsede til, da tolv marokkanske soldater i juli 2002 gik i land på en lille klippeø i Gibraltarstrædet, angiveligt for at stoppe smugleriet til Europa via denne ø. Soldaterne blev fjernet af det spanske militær, og efter amerikansk mægling indgik de to lande en aftale om at betragte øen som neutralt territorium. Forholdet blev endnu bedre i 2003, da Aznar besøgte Marokko og lovede landet et stort lån til at skabe nye arbejdspladser og mindske den illegale udvandring til Spanien. I april 2004 rejste Zapatero til Marokko på sit første udlandsbesøg som ministerpræsident. De to lande blev enige om at styrke samarbejdet for at bekæmpe terrorismen.

Landets konflikt med Storbritannien om Gibraltar, der har været under britisk kontrol siden 1713, er endnu ikke løst.

Spanien har stærke bånd til landene i Latinamerika. Madrid har gjort en stor indsats for at fremme demokrati og menneskerettigheder i Mellem- og Sydamerika. Det økonomiske samarbejde med regionen er også voksende, og Spanien er den største europæiske investor i området.

For at opnå et ja i folkeafstemningen om spansk medlemskab af NATO i 1986 besluttede den daværende socialistiske regering, at landet skulle stå uden for NATOs fælles militære struktur. I 1996 besluttede parlamentet dog med et bredt flertal, at Spanien skulle integreres fuldt ud i forsvarsalliancen. På det tidspunkt var den tidligere spanske udenrigsminister Javier Solana organisationens generalsekretær. Spanien deltog også i NATOs luftangreb på jugoslaviske nøglepunkter i 1999, og var med blandt NATO-tropperne under USAs krig mod Afghanistans talebanregime i 2001.

Siden 1953 har Spanien haft en forsvarsaftale med USA. Nu er der dog kun 2000 amerikanske soldater tilbage i landet. Værnepligten blev afskaffet i 2002, og hæren består nu kun af professionelle soldater.

Politik og forsvar i tal anno 2004

• Officielt navn: Reino de Espana – kongeriget Spanien
• Statsform: konstitutionelt monarki
• Statsleder: kong Juan Carlos I (siden 1975)
• Regeringsleder: ministerpræsident José Luis Rodríguez Zapatero
• Vigtigste politiske partier (mandater i kongressen efter valget i 2004): Socialistpartiet, PSOE (164) Folkepartiet, PP (148), CiU (10), ERC (8), Det Baskiske Nationalistparti PNV (7).
• Medlemskab af internationale og regionale organisationer: EU, Europarådet, FN, NATO, OECD, OSCE, WEU, WTO
• Forsvarsstyrker: hæren 95.600 mand, flåden 37.000, luftvåbnet 22.800
• Forsvarsudgifter: 9,9 mia. US dollar

Trykkefriheden er sikret i forfatningen af 1978, og medierne spiller en betydningsfuld rolle som kontrolinstans af den politiske magt. Myndighederne har dog fra tid til anden forbudt aviser og radiostationer med tilknytning til oprørsbevægelsen ETA. I 2003 blev Egunkaria, den eneste helt baskisksprogede avis, forbudt. ETA har til gengæld truet journalister, der kritiserer bevægelsen, og i 2000 blev en ETA-kritisk baskisk journalist myrdet.

Kun hver tiende spanier køber avis dagligt. Mange læser sportsaviser, der har store oplag. Der findes fire landsdækkende dagblade. Den mest indflydelsesrige er El País (oplag 434.000 eks.) Andre større aviser er den konservative ABC (279.000) og den liberale El Mundo (312.000). El Periódico de Catalunya og La Vanguardia udkommer begge i Barcelona. De kendteste nyhedsmagasiner er Cambio 16 og Tiempo.

Regeringen har stor indflydelse på de elektroniske medier. Både borgerlige og socialistiske regeringer har brugt denne mulighed for at påvirke medierne til egen politisk fordel. Kongressen udpeger bestyrelserne for radio og tv-selskabet Radiotelevisión Espanola, RTVE. Det statslige fjernsyn Televisión Espanola, TVE, har to kanaler og en række regionale tv-stationer, der kontrolleres af de respektive regionsregeringer. Herudover transmitterer de privatejede Antena 3, Tele 5 og Canal Plus samt Canal Satélite Digital, der ejes af Spaniens største mediekoncern Prisa, som også ejer avisen El País.

For at mindske Prisas magt over medierne opmuntrede den borgerlige regering i 1990erne etableringen af et mere regeringsvenligt medieselskab. Det startede digital tv-selskabet Vía Digital og købte en privat radiostation samt en stor aktiekapital i El Mundo.

Det statslige Radio Nacional de Espana, RNE, har fem landsdækkende kanaler, en udlandssender og 17 regionale stationer. Derudover findes der mange private og uafhængige radiostationer i landet.