The Castle Trail i Skotland

The Castle Trail i Skotland er hvert mål for mange som rejser på kulturrejser til landet og fra start til slut er der c. 250 kilometer hvis du følger hele ruten “The Castle Trail”

Skotlands Loire-dal

Det skotske landskab er prydet af omkring 600 slotte, og den største koncentration findes i det forrevne Grampian Highlands, opkaldt efter det højdedrag, der deler området op. Mange af disse slotte er maleriske ruiner, som f.eks. Slains, der efter sigende inspirerede Bram Stoker til at skrive Dracula, og Dunnottar, hvor Zeffirelli valgte at optage filmen Hamlet. Digteren selv henlagde Macbeths mord på Duncan til Castle Cawdor – hjemsted for thegnen, det vil sige klanhøvdingen – nordøst for Iverness, Højlandets uofficielle hovedstad. Andre er smukt restaurerede, statslige boliger for deres ejere, som f.eks. Drum, Crathes og Fyvie. Balmoral Castle, dronning Victorias “elskede paradis”, er stadig privat sommerresidens for det britiske overhoved (og har derfor begrænsede åbningstider for både slottet og haven). The Castle Trail er en rundtur mellem 11 slotte i Grampians, afmærket med blå og hvide skilte – historiske ejendomme, bestyret af The National Trust for Scotland (overnatning kan arrangeres på privatejede slotte/hoteller i området). Turen følger floderne Dee, Don eller Spey (fremragende lakse- og ørredfiskeri) og kan med fordel kombineres med besøg på nogle af de mange single malt whisky-destillerier. Over halvdelen af Skotlands destillerier ligger i denne egn – og er områdets anden store stolthed.

Romantiske, landlige indkvarteringsmuligheder er der nok af men de færreste kan måle sig med Cawdor Cottages, hvad angår historie og stil. Fem småhuse i det 130 kvadratkilometer store område, der tilhører det 600 år gamle Cawdor Castle, er blevet restaureret med udsøgt smag af Lady Cawdor, en tidligere redaktør på et modemagasin.

Information om kulturrejse til The Castle Trail

Ruten, nordvest for Aberdeen hovedbyen i Grampian Highlands, er omkring 250 kilometer lang og den bedste tid på året at rejse til dette område er i perioden fra april til oktober.  Vær opmærksom på at rejser du uden for denne  periode så er ikke alle, ejendomme åbne daglig. Balmore Castle ved Royal Deeside er åbent fra april -til sidst i januar.

Atlnaharrie Inn – spis og sov godt i Skotland

Atlnaharrie Inn her finder du gourmet mad på bredderne af Loch Broom. Er du på kulturrejse i denne del af Skotland og sætter pris på god mad i smukke omgivelser så er Atlnaharrie Inn i Ullapool et godt valg

Man lader verden bag sig, når man træder om bord i den private motorbåd for at blive sejlet over til denne afsides fåredriver-kro fra 1600-tallet på Loch Brooms stejle bredder. Det overjordisk vidunderlige ved Altnaharrie skyldes til dels, at der hverken er tv eller telefoner, og at stedets generator er lukket om natten. Der er kun otte enkle og yderst charmerende soveværelser til indkvartering af de andagtsfulde madelskere, der kommer alle steder fra for at nyde den norskfødte køkkenchef, Gunn Eriksens, madkunst.

Maden

Et mindeværdigt måltid indledes, når man sidder ved et bord, hvor vilde blomster stikker hovederne frem fra servietten. Der er altid en fast fem-retters menu, men man lægger med glæde aftenens forløb i hænderne på den mesterlige køkkenchef, der udelukkende anvender de tilgængelige råvarer fra havet og lokale leverandører. Hun har opnået sin stjernestatus ved at tage sig friheder fra normale gastronomiske konventioner; hver af de opfindsomme retters succes skyldes den delikat og enkel tilsmagning. Morgenmaden er lige så stor en fornøjelse, som aftenens måltid var et mesterværk.
Du finder Atlnaharrie Inn ca. en times kørsel fra Inverness og der er Motorbåd fra Ullapool, Wester Ross. Bemærk at hotellet lukker i perioden fra midt i oktober til starten af april.

Highland games, en del af kulturen i Skotland

Skotsktern, sækkepiber og råstyrke, det er Highland games og en stor del af kulturen i Skotland. I dette indlæg kan du læse om området Braemar, som er en del af det smukke Highlands, i Skotland, men du finder “highland games” i mange andre byer i området.

Braemar

Dette enestående sportsstævne med sine tartans i flammende farver og til den gennemtrængende lyd af sækkepiber, hvor urgamle klaner danser og fejrer Skotland og alt skotsk, har rødder helt tilbage til middelalderen. Det begyndte som regionale markeder til udveksling af varer og nyheder, men gav tillige klanhøvdingene mulighed for at bedømme den fysiske styrke hos områdets mest lovende unge mænd. Af landets over 40 årlige stævner er dét i Braemar, det mest berømte. Dronning Elizabeth dukker som regel op fra Balmore Castle lige i nærheden for at heppe på de kiltklædte skotter. En gruppe gigantiske mænd, som kaldes “The Heavies”, konkurrerer i at “slynge hammeren”, “bære stenen” og, som stævnets højdepunkt, “kaste træstammen” – 6 m lang med en vægt på over 60 kg. Der er alle former for Highland-danse og folkemusik og en smule whisky for at få det hele til at glide.

Du kan læse mere på  www.braemargathering.org

Oplev Highland games på en kulturrejse

Skal du på kulturrejse til Skotland og vil opleve Highland games er der nok at vælge imellem. Der er stævner overalt i The Highlands. Det mest berømte finder sted i Princess Royal and Duke of Fife Memorial Park i Braemar.i perioden fra sidst i maj til slutningen af september.

Rejs til Edinburgh på kulturrejse i nytåret!

Hogmanay, en traditionel nytårsfest med skæg og ballade i Edingburgh, Skotland.

Dette er årets vigtigste festdag overalt i Skotland, men den fejres med særligt eftertryk i Edinburgh. Det er årets ceilidh, Den Store Begivenhed, hvor der festes igennem i hjemmene, pubberne og forsamlingshusene.

I Edinburgh er det tillige Europas største gadefest med sang og dans natten igennem og til langt op ad morgenen. Dens mest rodfæstede tradition, der er uløseligt forbundet med liv og glade dage, er indtagelsen af store mængder spiritus (lad os ikke glemme, hvor whiskyen stammer fra), hvilket får en allerede støjende festdag til at nærme sig det løsslupne. Den berømte skotske ret, som verden elsker at hade, haggis (en løst pakket pølse af hakket fåreindmad og havregryn, kogt i en fåremave), spiller en vigtig rolle i aftenens timelange måltid, der ofte ledsages af dans og sækkepibers smægtende klagen.
Betydningen af ordet “Hogmanay” har længe været omstridt. Det siges, at det kommer af enten det angelsaksiske Haleg Monath (Hellig Måned) eller det urgamle gæliske Oge Maidne (Ny Morgen). I nogle byer kaldes Hogmanay stadig for Cake Day, fordi børn førhen gik fra dør til dør for at tigge gaver i form af kager og søde sager. Det, der har overlevet århundrederne, er skotternes faste forsæt om, at det nye år skal indledes i en glædesrus.
Info: Fejres overalt i Skotland, men mest storslået i Edinburgh. Festen varer i tre dage med kulmination den 31. december.

 

The Trossachs Gallander i Skotland

The Trossachs Gallander, i West Highlands er området hvor lavlandet møder højlandet i  Skotland og området indgår i de manges rejseplaner på en kulturejse til Skotland

Trossachs lyngklædte bakker og deres største attraktion, Loch Lomond, den største og mest berømte af Skotlands fjordlignende søer, har bjergtaget rejsende, siden romanforfatteren Sir Walter Scott gjorde dette område kendt gennem sine værker i begyndelsen af 1800-tallet.

Her møder lavlandet det skotske højland mod nord og vest i et område, der er rigt på historie, takket være Rob Roy (Red Robert), en højlænder fra 1700-tallet, kreaturhandler og fredløs, som blev en skotsk folkehelt i stil med Englands Robin Hood.

Stirling Castle

Her ligger også Stirling Castle, landets betydeligste fæstning – den, der ejede Stirling, kontrollerede den skotske nation. Den blev opført i middelalderen, står kun tilbage for Edinburgh Castle i storhed og var residens for Maria Stuart, da hun var barnedronning.

Naturen

The Trossachs ligger lige nord for Glasgow og omgiver besøgende med den slags vilde, uberørte natur, man normalt forbinder med The Highlands længere mod nord. Loch Lomonds “bonnie, bonnie banks” (med udsigt til over 30 bittesmå øer) er bestemt “bonnie” (kønne), men Sir Walter Scott satte også pris på skønheden ved Loch Katrine, hvortil han henlagde sit fortællende digt “The Lady of the Lake” fra 1810. I dag sejler en lille victoriansk damper, SS Sir Walter Scott, i fast rutefart i dens stille vande, der spejler skovklædte tinder og træbevoksede bredder.

Information&lt

Rob Roy and Trossachs Centre, Ancaster Square, Callander øst for såvel Loch Lomond som Loch Katrine er det traditionelle udgangspunkt for ture i The Trossachs

Stirling Castle ligger små 40 kilometer fra Glasgow. Stirling Highland Games afholdes en søndag i første halvdel af juli, Callander World Championship Highland Games finder normalt sted sidste weekend i juli.

På vores kultur blog kan du læse mere i de mange indlæg om oplevelser på en kulturrejse i Skotland.

Hebriderne i Skotland, på krydstogt mellem Højlandet og øerne

Det dramatiske landskab på Hebriderne (“øerne på kanten af havet”), skabt af jordskælv, vulkaner og vigende gletsjere, overgås kun af den flydende herregårdsluksus om bord på Hebridean Princess. Dette romantiske femstjernede fartøj, der kun modtager 50 meget forkælede passagerer (og en besætning på 38 mand), sejler rundt mellem øgruppens 500 øer, stadig forholdsvis uspolerede af turisme, ud for Skotlands vestkyst. Der er en atmosfære af aftenselskab med uhyre respektable gæster, der slapper af i de smukke chintzdraperede kahytter (nogle med private balkoner), indtager udsøgte middage med bl.a. røget laks og champagne (med 18 forskellige slags skotsk whisky at vælge imellem) og tager på daglige besøg i fjerne byer ved øde søer. Små både bringer passagererne i land ved gamle destillerier til en “wee dram”, en forfriskende tur på skibets cykler eller oplivende vandreture gennem naturreservater uden en sjæl at se i miles omkreds. Dagen kan byde på besøg ved et længst forladt slot på toppen af et ensomt forbjerg eller måske blot små eftermiddagsture på øde strande eller indkøb i antikvitetsforretninger i en søvnig lille havneby.

Rum, Mull, Colonsay, Staffa, Barra, Lewis – for dem, der ikke er fortrolige med Hebridernes storladne, undertiden dystre og ofte lidt uhyggelige natur, er arrangementet “Hebridean Sampler” en fornøjelig oplevelse, lige fra det øjeblik, hvor gæsterne bydes velkommen med sækkepibemusik, og til de vuggende toner af Mendelssohns majestætiske koncertouverture “Hebriderne”, der varmer passagererne i solnedgangen unde tæpperne i dækstolene.

Du finder de fleste afgange fra Oban  som ligger ca. 150 kilometer nordvest for Glasgow, og 200 km nordvest for Edinburgh. Der fines flere forskellige krydstogter som besøger Hebriderne, Højlandet og dets bagland og Irland. Du kan sejle på krydstogter fra marts til starten af november. Læs mere om kulturrejser Skotland i de mange indlæg her på kultur bloggen og få inspiration til din ferie.

Devonshire Gardens i Glasgow

Når en person som Leonard Bernstein kunne finde 1 Devenshire Gardens “inspirerende” og “rendyrket teater”, kan man forestille sig den virkning, dette hotel vil have på den uforberedte almindelige gæst. Man er nødt til ved ankomsten at ringe på dørklokken ved fordøren, men det er også sidste gang under et ophold her, man behøver at røre en finger. Tre vidunderligt restaurerede victorianske huse fra det sene 1800-tal er blevet slået sammen til et elegant smykkeskrin, hvis ypperlige betjening og højt lovpriste restaurant kan friste til at glemme alt om at se Glasgow uden for disse pragtfulde mure. Kritikere har fremhævet Glasgow som det fineste bevarede eksempel på en victoriansk by, og her er der virkelig syn for sagn. Besøgende millionærer vil rigtigt føle sig hjemme; alle andre vil have det, som var de døde og kommet i himlen, forkælede, som de er, af et uhyre betænksomt personale fra fordøren og fremefter. Den uforstyrrede beliggenhed i byens grønne, fashionable West End-kvarter giver det en ekstra afsondret og eksklusiv atmosfære; de overdådigt indrettede værelser, hvoraf mange har rigt draperede mahogni-himmelsenge og knitrende kaminild, bidrager også. Indkvarteringen i Glasgow tog et kæmpespring fremad med åbningen i 1986 af dette privatejede boutiquehotel, der er på højde med det bedste, Paris og London kan tilbyde. Det alene gør Glasgow værd at besøge.

Kulturrejse til Glasgow

Glasgow ligger ca. 65 kilometer vest for Edinburgh i Skotland og det er nemt at finde gode flyforbindelser. Et godt tidspunkt at rejse på kulturrejse til Glasgow er når Glasgow International Jazz Festival løber af stablen i slutningen af juni og starten af juli. Du kan læse meget mere om kulturrejser til Skotland og Glasgow i de mange indlæg her på kultur bloggen, og ligeså om andre musik festivaller rundt omkring i verden.

Balfour Castle på Shapinsay, en del af Orkneyøerne i Skotland

Midt ude i havet ligger øen Shapinsay og byder på et rigt dyreliv, et victoriansk slot og dugfriske råvarer.

Det meste af den lille frugtbare ø Shapinsay, som er en af de nordligste af de 67 øer, der udgør Skotlands fjerne øgruppe Orkneyøerne, ligger stadig overvejende hen som græsningsområde for kvæg og får og er så lille at man kan gå øen rundt på en dag. Her er man langt væk fra pc’er og rudekuverter og hverdagens stress; dagens højdepunkt er observation af sæler og fugle (der er registreret 300 arter på øerne), og baggrundsmusikken er lammenes brægen og mågeskrig ude over havet.

Balfour Castle

Balfour Castle med sine syv spir er et vartegn på de forblæste Orkneyøer. Slottet blev opført i 1848 omkring et eksisterende hus fra 1793 af Shapinsays betydeligste velgører og blev i 1960 købt af en polsk officer, kaptajn Zawadski. Hans skotske enke og hendes familie driver det i dag som et fornemt hotel og herresæde for 12 heldige gæster. Måltiderne er rigelige, enkle og velsmagende med grøntsager direkte fra slottets have, lokalt produceret kød og skaldyr fra det omgivende hav (ingen gæst har næppe nogensinde smagt så gode hummere eller kammuslinger) og serveres, når gongongen lyder et eller andet sted fra slottets indre. Skulle der være et tv på stedet, er ingen interesserede i det, og den eneste avis på øen er The Orcadian, der udkommer hver torsdag. Shapinsays eneste pub, der ligger i slottets gamle portbygning, giver begrebet “ø-natteliv” en ganske særlig drejning.

Rejsen til Shappinsay

Der er daglig flyforbuindelse dog ikke om søndagen fra Inverness eller Aberdeen til naboøen Kirkwall på Orkneyøerne. Herfra finder du hyppig forbindelse med bil- og passagerfærge til Shappinsay. Turen med færgen tager omkring en halv time. www.orkneyferries.co.uk. Balfour Castle: www.balfourcastle.co.uk. Den bedste tid at besøge dette område af Skotland på en kulturrejse er fra juni til midt september. Er du interesseret i at opleve det rige fulgeliv så er det perioden omkring midsommer du skal rejse til øen. Mange synes det er en oplevelse at se søpapegøjer, og her er chancen bedst fra maj til først i juli.

Kombinere kultur og golf i Skotland

Mange der rejser på golffeire er også interesseret i kultur og der er vel ikke noget andet land i verden hvor du har mulighed for at kombinere end kulturrejse med golf.

Golfsportens vugge

En valfart til de baner, hvor golfspillet blev opfundet, giver golfelskere snesevis af muligheder. Mange af banerne her er ubestrideligt nogle af de fineste i verden. Golf har været officielt anerkendt siden 1552 og menes at være opstået som tidsfordriv for den livstrætte skotske adel så tidligt som i 1300-årene. Man vil selv føle sig adelig på en håndfuld legendariske hoteller, hvis fornemste opgave er at forkæle gæsterne med så meget uforlignelig golf, som døgnets lyse timer tillader – og dertil luksuøse indkvarteringsmuligheder efter spillet.

Udvalgte golfbaner

The Old Course på St. Andrews er verdens mest gelendariske golftempel, hvilket forklarer, hvorfor man normalt er nødt til at bestille tid her op til et år i forvejen. Et elegant edwardiansk herregårdshotel, Greywalls Hotel, udstråler en hygge som i et privat hjem – et hjem, vel at mærke, de er så heldigt at have adgang til den sagnomspundne Muirfield-bane. Det er verdens ældste golfbane, og besøgende kan få adgang med en smule hjælp fra Greywalls opsynsmand. Gleneagles, hvis Queen’s- og King’s-baner er de ældste af de fem, ligger i en storslået natur.

Det pragtfuldt beliggende Turnberry Hotel vender ud mod havet og har sit eget fyrtårn; British Open har været afholdt her tre gange på dets to berømte baner ved den vilde skotske kyst. Nybegyndere kalder Carnousties bane forræderisk, men verdensstjerner kalder den for den bedste i Storbritannien.

På Royal Troon er det kun mænd, der har lov at kommentere dens gamle bane, denne klub er så traditionstro, at kvinder stadig ikke har lov at spille her. Alle og enhver kan afprøve talentet på Royal Dornach. Den ligger blot 6 grader syd for polarcirklen og er den nordligste af verdens store golfbaner, men med et mildt klima takket være Golfstrømmen. Listen bare fortsætter og fortsætter – der findes langt over 500 golfbaner i Skotland – men hvorfor ikke begynde med de bedste?

 

Kinnaird Estate – hotel i den smukke skotske natur

Kinnaird Estate ligger midt i et poetisk, endeløst landskab i området Dunkeld, Perthshire i Skotland. Skal du på kulturrejse til Skotland er det værd at overveje at bo et par nætter på dette fantastiske hotel. OK, prisen er ikke billig, men kvaliteten er i top!

Over 3500 hektar natur

Ethvert herresæde har et tilliggende, og Kinnairds udgøres af 3600 pragtfulde hektar. Selv i Skotlands smukke landskaber kommer kun få af de mange slotte eller herresæder, der modtager overnattende gæster, op på siden af dette. Trods sin enorme størrelse og den fine godsrestaurants voksende ry er Kinnaird, med blot ni smukt indrettede værelser i den prægtige hovedbygning fra 1770, et sted med ægte varme og charme.

Den indbydende atmosfære skyldes i høj grad det venlige, samvittighedsfulde personale og ejere, den amerikanskfødte Constance Wards, afslappede livsindstilling. Hun sikrer gæsterne en autentisk skotsk herregårdsatmosfære, fri for firkantet formalitet, men med den aldrig svigtende opmærksomhed på den mindste detalje, som man ellers kun finder på femstjernede hoteller. Kinnaird ligger ved den fiskerige Tay-flod med bjergtagende udsigter over dalstrøget og blev bygget som jagtslot for en lokal, tydeligvis meget rig hertug. Det tiltrækker stadig mest de jagt- og fiskeglade, men selv friluftssky typer lokkes af vandreture gennem et romantisk og malerisk landskab med skove, søer og lyngklædte bakker.

Du finder Kinnaird Estte ca. 15 minutters kørsel fra Dunkeld og en god halv time fra Perth. Flyver du fra Danmark til Edinburgh skal du beregne en god times kørsel.