En kulturrejse til Siena bringer dig til en af Italiens smukkeste middelalderbyer, centreret omkring den berømte plads “Piazza del Campo”. Den skrånende plads formet som en muslingeskal var model for Københavns oprindelige Rådhusplads. Her ligger også en af inspirationskilderne til Københavns Rådhus, det tårnhøje Palazzo Pubblico. Paladset rummer mange mesterværker fra den sienesiske skole, som også er repræsenteret i et af Italiens førende kunstgallerier, Pinacoteca Nationale.

Sienas Duomom, ét af Europas store gotiske bygningsværker, er fyldt med kunstskatte fra Pinturicchios levende fresker til Pisanos, Donatellos og Michalangelos skulpturer. I Museo dell’Opera del Duomo står det måske mest storslåede sienesiske værk, Duccios flerfløjede Maestà (Troende Madonna). Sienas gader er fulde af kirker, butikker og restauranter, for ikke at tale om nogle af Toscanas mest maleriske middelalderlige bymotiver.

Sienas grundlæggelse

Siena blev ifølge legenden grundlagt af Senius, søn af Remus, den ene af Roms berømte grundlæggere; det forklarer de mange statuer af hunulven, som de gav til tvillingerne Romulus og Remus. Men det var Augustus, som oprettede en romersk koloni, Saena Julia, i en lille etruskisk by på stedet. I 1125 var Siena en fri comune – allerede i skarp konkurrence med Firenze, som kom til at dominere byens middelalderhistorie. Da Sienas storhedstid oprandt efter sejren over Firenze i Slaget ved Montaperti i 1260, havde byen siden århundredets begyndelse været en af Europas førende. Sienesiske bankierer hørte til de rigeste på kontinentet, og sienesiske malere som Duccio, Martini og familien Lorenzetti var ved at tilføre nyt blod til italiensk kunst. Duomo, Piazza del Campo og Palazzo Pubblico blev til under det halvdemokratiske Nimandsråd, som regerede byen mellem 1287 og 1355.

Den Sorte Død i 1348 kostede to tredjedele af sieneserne livet. Byen overvandt aldrig denne katastrofe. Den følgende periode blev præget af religiøs og moralsk usikkerhed og domineret af to karismatiske lokale helgener, Santa Catarina di Siena (1357-80) og San Bernardino (1380-1444). Politisk kæmpede Siena med en stribe selvbestaltede tyranner eller stråmænd indsat af enten paven eller kejseren. I 1530 svor Siena troskab mod kejser Karl V, men kun for at falde i hænderne på Firenze efter en katastrofal belejring og efterfølgende militære nederlag til Storhertugdømmet Toscana i 1559. De følgende mange århundreder tilbragte Siena i skyggen. I dag ser det betydeligt lysere ud; byen er et blomstrende provinscenter, som er blevet rig på bankvirksomhed, landbrug og turisme.

Piazza del Campo – Sienas hovedtorv

Siena ligger på en Y-formet bjergryg mellem tre høje. I midten, hvor det romerske forum engang lå, ligger byens store hovedtorv, il Campo, som blev anlagt under Nimandsrådet (1287-1355). Brolægningen på den skrånende muslingeskal- eller vifteformede plads, som skal symbolisere Jomfru Marias skærmende kåbe, er stadig inddelt i ni sektioner efter de ni rådmænd. Caféerne og restauranterne langs pladsens periferi er dyre, men du bør mindst unde dig selv en enkelt cappuccino for bedre at nyde det brogede folkeliv. Springvandet, Fonte Gaia, er en kopi fra det 19. årh. af originalen fra det 15.

Palazzo Pubblico – Sienas rådhus

Sydsiden af Campo domineres helt af Palazzo pubblico bygget mellem 1297 og 1310 og stadig Sienas Rådhus. En indgang til venstre i gården fører til tårnet, Torre del Mangia, som skal være opkaldt efter sin første klokker, Giovanni di Balduccio, en vidtberømt grovæder og ødeland med øgenavnet mangiaguadagni (”spis overskuddet”). Udsigten fra toppen er uden sidestykke.

Til højre i gården kan man købe billetter til Museo Civico i paladsets øvre etage. Udstillingen i museets 18 sale er meget broget, men omfatter også nogle af de sienesiske malerskoles største mesteværker. Gå lige igennem Sal 1-7 (keramik og malerier fra det 16. til 18. årh.) og drej til venstre ind i Sala di Balia med Spinello Aretinos fresker (1407) med scener fra pave Alexander III’s liv. Næste sal er Anticamera del Concistoro med fresker og sinopie, og bag den ligger Sala del Concistoro, hvis loftsmalerier (1529-35) af Beccafumi forestiller en serie allegorier over Bystyrets Dyder (et fast motiv for de fleste af paladsets kunstneriske bidragydere gennem årene).

Fra Anticamera fører døre gennem henholdsvis Vestibulen og Anticappella, det sidstenævnte rum med fresker af Taddeo di Bartolo. Til venstre ligger Cappella (Kapellet) bag et jerngitter (1435-45) af Sienas førende billedhugger i senmiddelalderen, Jacopo della Quercia. Freskerne her, Scener fra Jomfru Marias liv (1407-08), er også af Taddeo di Bartolo. Altertavlen er af II Sodoma. I den store Sala del Mappmondo efter kapellet hænger to af museets højdepunkter, Simone Martinis store Maestà (1315-21) på venstre væg og hans Rytterportræt af Guidoriccio da Fogliano (1328) på højre (om han har malet det sidste er dog omdiskuteret). I Sala della Pace (til højre) er endnu to berømte fresker, Ambrogio Lorenzettis vidunderligt detaljerede (men noget beskadigede) Allegorier over God og Dårlig Regering (1338), som man engang regnede for de mest betydningsfulde ikke-religiøse fresker fra middelalderen.

Skønt den ligger smukt på lave bjerge, er Chiusi tilsyneladende ikke en særlig spændende by, helt blottet for renæssancecharme. ”Lavbyen” er et handelscenter, og den lurvede ”højby” er nok indtagende, men overskygges af sin strålende etruskiske fortid, og er derfor oplagt at besøge på en kulturrejse til Siena provinsen i Toscana.

Dengang som nu er Chiusis indbyggere bønder, købmænd og håndværkere, interesser der er dominerende i forhold til mere kunstneriske aktiviteter. Men kender man lidt til etruskerne og er tilpas nysgerrig, er det en by, der er lige så spændende som nogen anden i Toscana. Den kan prale af en komplet underjordisk by; en uforlignelig samling begravelsesurner for kvinder og de eneste gravmalerier i hele Toscana, som findes på deres oprindelige plads.

Som en af de største bystater i det etruskiske forbund herskede Chiusi eller ”Chamars” over området fra Trasimener-søen til Monte Amiata. Efter at den havde nået et højdepunkt som handelscenter i det 7. århundrede f.Kr. blev det etruskiske Chamars opslugt af det romerske Clusium og senere af det middelalderlige Chiusi.

Den gamle by overlever i tre niveauer: Den udstrakte etruskiske dødeby under byhøjen, det romerske gadenet under domkirken og den middelalderlige by ovenover. Hvis byboerne ikke er særlig imponerede over det moderne Chiusi, er det nok fordi, de husker, at deres konge, Lars Porsena, besejrede Rom år 508 f.Kr. Byens tilbagegang blev fremskyndet, fordi den lå nær ved de malariaplagede sumpe. Arbejdet med sumpenes udtørring, der påbegyndtes af Cosimo de’Medici og fortsættes endnu i dag, har skabt et sundt økonomisk klima inden for de storslåede etruskiske mure.

Det Nationale etruskiske Museum

Det Nationale etruskiske Museum er en vidunderlig og forvirrende oplevelse, som rummer en af de fineste samlinger i Italien. Samlingerne vidner om Chamars livskraft og viser en overvægt af kvindelig indflydelse, idet der er flest gravurner for kvinder samt kanopekrukker og runde cippi gravsten. Askebeholderne har låg i egyptisk stil og ligner menneske- eller dyrehoveder. Etruskerne lånte frit fra grækerne og egypterne. De imiterede græske vaser er mindre formfuldendte, men mere livfulde end originalerne.
Noget enestående for Chiusi er bucchero, blank, sort keramik, ofte i form af vaser med figurer i relief. Denne keramik har en raffineret metallisk overflade, som moderne kunsthåndværkere ikke kan genskabe. Skønt meget af lertøjet til husholdningsbrug rummer en naturlighed, der nærmest grænser til det banale, afslører sarkofagerne, askekrukkerne og den hvilende sfinsk en grundlæggende besættelse af døden og forsøg på at berolige skyggerne i dødsriget.

I domkriken i Chiusi er tre forskellige civilisationer synlige på én gang: Den ”barbariske” romanske domkirke er bygget af etruskiske og romerske fragmenter, og den antikke cisterne under klokketårnet stammer fra 1. århundrede f.Kr. Det er muligt at få adgang til de etruskiske gravgader under byen efter aftale med kuratoren. Før man gør det, kan man se sig om efter ”bydekorationer”, dvs ægte etruskiske urner og skulpturer i de lokale haver. Den særlige etruskiske fysiognomi kan man finde hos bartenderen med det ironiske smil.

Gravene rummer sarkofager, askekrukker og, i ”Abegravens” tilfælde, sjældne vægmalerier, der viser sportskampe og scener fra hverdagen. Uden for byen kan man godt ignorere de to uanselige tårne, Beccati Questo og Veccati Quello, der afspejler gamle indbyrdes stridigheder, som gamle chiusi-borgere kan snakke om i timevis.

Chianciano Terme

Efter det underjordiske Chiusi er Chianciano Terme bogstavelig talt som en mundfuld frisk luft. Stedet kan prale af det sundeste og rigeste klima i Toscana, bjerge, kursteder, fyrreskove, læger, flere pelse pr. kvadratmeter end noget andet sted i Italien. ”Tag til Chianciano og plej din lever” siger skiltene langs vejen ind til byen; de indbyder, opfordrer eller smisker. Den middelalderlige ”lavby” med sit lille etruskermuseum og sin Signorelli-fresko undgås omhyggeligt af de fleste italienske gæster. ”Højbyen” er stedet, hvor italienerne siden romertiden er kommet for at nyde godt af acqua santas enestående virkninger. Som et af verdens vigtigste kursteder er Chianciano en by for alle dem, der skal pleje lever og livslyst.

Denne sydlige del af Siena-provinsen er fuld af etruskiske levn, og udgravninger afdækker stadig en lind strøm af spændende fund. I Chianciano leder velafmærkede stier til adskillige nyligt opdagede grave og templer samt til et nyt, virkelig godt Etruskisk museum. Museet rummer mange vigtige og imponerende fund, inklusive en intakt monumental prinsessegrav omgivet af bronze og pyntet med forskellige guld- og bronzegenstande. Det store museum indeholder også resterne af et spa-kompleks fra det 1. århundrede f.Kr.

I nærheden af Chianciano findes nogle af de dejligste spadsereture eller køreture i hele Toscana. Mange af turene starter ved La Foce, en gård fra 1400-tallet, som ligger med udsigt over det frodige Valdichiana og de trøstesløse kratere i Val d’Orcia. De uovertrufne haver blev tegnet af den berømte landskabsgartner Cecil Pinsent. Der er udsigt over en etruskisk boplads mod Monte Amiata og Monte Cetona. Dens fortrinlige strategiske beliggenhed betød, at dens ejere, de engelsk-italienske Origo, brugte stedet som tilflugtssted for partisaner under Anden Verdenskrig. Udgravninger her har indtil videre afsløret 200 stort set uforstyrrede etruskiske grave.

En ufremkommelig sti fører til Petraporciana, partisanernes skjulte hovedkvarter, og til en forhistorisk skov. Denne faggeta er fuld af kæmpestore egetræer, alpevioler, vilde orkideer eller vintergækker – en perfekt tur om foråret eller efteråret.

I nærheden af La Foce ligger Castelluccio, et slot der har den mest elskede udsigt på hele egnen: En bugtet række cypresser, der viser en etruskisk rute mellem kraterne. En kort tur fører videre til Pocce Lattaie og nogle forhistoriske huler med dryppende stalaktitter, der har form som brystvorter eller patter på et dyr. Disse forhistoriske huler blev brugt ved frugtbarhedsritualer og ofringer, der skulle formilde guderne. Hvis man vil se hulerne, må man endelig hyre en guide, samt låne en lommelygte.

En kulturrejse til Toscana i Italien bør absolut indeholde et besøg i Siena – læs om Palion, det verdensberømte væddeløb i Siena.

I løbet af mindre end et minut er Campoen i Siena fyldt med en uudholdelig glæde og irrationel fortvivlelse, mens århundreders rivalisering bliver testet
Det er mærkeligt, at et væddeløb, der kun varer 90 sekunder, kan kræve et helt års forberedelser, en livslang tålmodighed og en hel bys deltagelse. Men det gør Sienas berømte Palio, og har gjort det siden 1200-tallet, hvor Palioen for første gang afholdtes. På den tid foregik løbet på bar hesteryg hele vejen gennem Siena. Væddeløbet rundt på Campoen blev introduceret i 1600-tallet. I dag afholdes Palioen to gange om året, i begyndelsen af juli og i midten af august.

Palioen har fundet sted i krigstid, under hungersnød og pest. I 1300-tallet blev fangerne lukket ud af fængslet for at være med i festlighederne. Da fascisterne var ved at vinde terræn i 1919, udsatte Sienas borgere valget af det ny byråd indtil efter Palioen. I 1943 var briterne bange for opstand i en tunesisk krigsfangelejr, fordi de forbød fangerne fra Siena at arrangere Palio. Den sienesiske begejstring løb af med sejren.

Vigtige forberedelser

Selv om sieneserne siger, at ”il Palio corre tutto l’anno” (Palioen løber hele året), er de endelige forberedelser kogt ned til tre dage, hvor der trækkes lod blandt hestene, som skal repræsentere hvert kvarter (contrada), vælges jockeyer (der ofte kommer fra Maremma) og så de seks prøveløb – hvoraf det sidste afholdes samme morgen som selve Palioen og kaldes provaccia (eller ”ildprøven”). Aftenen før løbet afholdes en spændt ”forsoningsmiddag” i hver contrada. Der er mange, som flokkes omkring Campoen for at se løbet, men der er andre, der ikke kan holde spændingen ud og i stedet sætter sig omkring tv-skærmen på contradaens torv eller går i kirke for at bede.
Flagekvilibrister Et højdepunkt ved Palioens pomp og pragt er flagbærernes optræden. De er berømte over hele Italien for deres kunstfærdige behændighed med enorme flag, som de kaster højt op i luften.

Contrada på parade.

De 17 contradaer i Siena er alle repræsenteret i Palioens farverige Corteo Storico (historiske parade). Deltagerne bærer kostumer, typiske for netop deres kvarter.

Middelalderudstyr. Ordene ”C`´e terra in piazza” (der er jord på torvet) er signalet til at tage dragterne ud af museet og gøre dem klar til den store, historiske parade.
Velsignelsen. På selve Palio-dagen tages hestene hen til de enkelte contrada-kirker for at blive velsignet. Præsten holder hestens hoved og kommanderer den til at ”Vai e torni vincitore!” (gå og kom sejrrig tilbage).
Alt er tilladt. Det nådeløse væddeløb går tre gange rundt om Campoen. Hvis en rytterløs hest vinder, bliver hesten nærmest ophøjet til helgen, den får ærespladsen ved den efterfølgende banket, og hovene bliver forgyldt.
Historisk pomp og pragt. Den historiske parade, der afholdes inden hovedløbet, har Sienas århundredlange strid med Firenze som tema, fra den glorværdige sejr i 1260 til det forsmædelige nederlag i 1560.

Contradaens magt

I Siena er contradaen almægtig: Spørg en sieneser hvor han kommer fra, og han vil sige ”Ma sono della Lupa” (Jeg er da fra Ulvecontradaen). Loyalitet er først og fremmest til byen i sjælen, ikke til byen på kortet.
Ti af de 17 kvarterer deltager i palioen. De syv, der ikke deltog i den foregående, og tre fundet ved lodtrækning. Hver contrada udpeger en kaptajn og to løjtnanter, der er ansvarlig for kampagnen. Op til Palioen bliver det illegale legat; kidnapning, bestikkelse, komplotter og doping af hestene er almindelige foreteelser.
Hver af byens contradaer har sit eget flag, der vises rundt omkring i byen under Palioen, og som spiller en vigtig rolle i den ceremonielle del af begivenheden.
Flag eller bannere er en central del af Palioen. Faktisk er selve Palio – trofæet som alle strides om – et banner. Et silkeflag med et billede af madonnaen og byens våbenskjold, som sieneserne ironisk refererer til som centio eller pjalt.
Contradaen, der er så dygtige/heldige at vinde sæsonens palio, beholder banneret indtil næste løb.

Det mærkeligste område i Siena-provinsen i Toscana ligger vest for disse byer. Fra Buonconvento til Rapolano Terme findes et forhistorisk landskab. Det kaldes betegnende nok for Crete og ligner et månelandskab med bleggule lerhøje og nøgne kløfter, vævet ind i hinanden. Om vinteren er der koldt, dystert og endnu mere krateragtigt. Lokalbefolkningen omtaler disse ufrugtbare, furede steder som maligne crete, ”de onde steder” ligesom man i Australien har ”ødemarken”. Beboerne i Siena elsker dette golde sted, men de ulykkelige bønder tager i stigende grad imod støtte fra EU for at gøre landet egnet til at dyrke hvede på det.

Der er et ekstraordinært stort dyreliv, som er let at få øje på, i området. Om dagen strejfer vildtet omkring ved Ombrone-floden, og om natten finder man pindsvin og ræve rundt om i skovene. Den uforfærdede vandrer, der vover sig ud en aften ved efterårstide, møder muligvis en mærkværdig fremtoning med et par hunde, en lommelygte og en slags rustning. Det er trøffeljægeren, der snuser efter trøfler i de fugtige grøfter.
De sardiske bønder, som sælger oste, er mere lovlydige. I modsætning til toscanerne er sarderne villige til at bo på fjerne, ufrugtbare steder. Trist nok sætter lokalbefolkningen kun sarderne i forbindelse med tre ting: Pecorino, ridning og kidnapning.

Buonconvento der ligger på en slette midt i Crete, er et sted, hvor man kan gå på jagt og spise. Det er også en stilfærdig, historisk by, der er kendt for sin muraria, de imponerende, røde 1300-tals bymure og store trælåger i portene. I 1366 genopbyggede Siena murene, fordi Buonconvento var blevet ødelagt, da den var en sienesisk forpost. Byen er først og fremmest et sted, hvor man i ro og mag kan stifte bekendtskab med trøfler eller vildt eller holde en sommerskovtur i de fredelige haver ved bymuren.

Fra Buonconvento til Monte Oliveto Maggiore er det barske landskab oversået med bemærkelsesværdige gårde på bjergtoppene. Der er en lidet trafikeret landevej, hvor fasanerne kan dukke op hvert øjeblik. Området kaldtes Accona-ørkenen i middelalderen, og den har beholdt sin åndelige isolation frem til i dag.