På opdagelse i Carmens by, Sevilla

Ingen kulturrejse til Andalusien uden at besøge Sevilla, hovedstaden i Andalusien og en by der byder på kulturoplevelser i verdensklasse.

Sevilla tager sig smukt ud på alle tider af året, men det er værd at omlægge hele sin rejserute og bestille værelse lang tid i forvejen for at kunne være der om foråret. Semana Santa (påskeugen) fejres overalt i middelhavsegnene og den kristne verden, men intetsteds som i Sevilla. Hver aften i ugen før påske går medlemmer af byens 60 cofradías (broderskaber), mange af dem hætteklædte, barfodede og med lænker om fødderne, langsomt i optog gennem de mørklagte gader. Der er processioner af kunstfærdigt forgyldte og udsmykkede fladvogne med billeder af Jomfru Maria eller Kristus, oplyst af levende lys. De bedrøvede, dybt andægtige salmer afløses to uger senere af pulserende rytmer fra den flamencodans og -musik, der fylder byen døgnet rundt under den løsslupne fest Feria de Abril, et énuges afbræk i den virkelige verdens problemer og bekymringer. Kvinder klædt i spraglede, flæsede flamencokjoler rider på hesteryg bag deres caballeros, der er klædt i deres elegante, kortjakkede dragter og regionens bredskyggede hatte. Sevilla ligger omkring 140 kilometer sydvest for Córdoba og ca. en times kørsel fra grænsen til Portugal. Den berømte påskeugen starter Palmesøndag til påskedag, og vil du opleve Sevilla på en kulturrejse i Påsken, så skal du bestille dit hotel i rigtig god tid. Skal du rejser til Sevilla på kulturrejse, så kan du få inspiration i de mange indlæg om byen her på bloggen om kulturrejser.

Tapas

Tapas skal efter sigende være skabt i Sevilla, og den uhøjtidelige, ligefremme, dejligt autentiske tradition med tapas-crawling er meget stærk her. Tanken er, at man hele tiden levner lidt appetit, mens man spiser sig vej rundt i byen på dens utallige lokale barer. Hvis det skal være helt rigtigt, skal de små, lækre snacks helst ledsages af regionens berømte hedvine og sherry’er fra det nærliggende Jerez. Man behøver ikke kigge langt efter ingredienserne – saltede grønne sevillano-oliven fra de omgivende bakkedrags lunde af knortede oliventræer og papirtynde skiver af jabugo-skinke, som de lokale insisterer på er verdens bedste. Der er små omeletstykker, friturestegt blæksprutte, skiver af krydret salami og humpler af lagret manchego-ost. Der er i reglen savsmuld på gulvet, og der hænger skinker ned fra bjælkerne; sømænd blander sig med de unge og de rige – en copa vin nedbryder alle skel. I La Albariza fungerer tomme sherrytønder som borde for det ret stilfulde klientel, mens Las Teresas er præcis, som man forestiller sig den typiske tapasbar. Hvor man end kommer, er man sikker på at forlade stedet med nyvundne venskaber og udsigt til tømmermænd. Bliver du små sulten så finder du La Albariza på Calle Betis 6, og Las Teresas på adressen Calle Santa Teresa 2 i Sevilla. Læs meget mere om mad og vin i Spanien i andre indlæg her på bloggen om kulturrejser.

Hotel Alfonso XIII

Prøv at få et værelse på Alfonso XIII (hvis du har råd), Spaniens nok mest eksotiske hotel, der bringer mindelser om fortidens mauriske pragt. Det blev bygget til indkvartering af besøgende kongelige under Verdensudstillingen i Sevilla i 1929, og under inspiration fra den lokale mudejar-arkitektur og -udsmykningskunst blev det skabt som et overdådigt spansk palads omkring et centralt gårdanlæg, der ville kunne narre selv en skeptisk kalif. Paneler af mauriske azulejo-fliser, kølige marmorgulve og søjler og buegange med indlægsarbejder udgør en oase midt i heden og trafikken på den centrale beliggenhed mellem Alcázar og katedralen, byens populæreste seværdigheder. Læg især mærke til Alfonsos foyer og åbne gård, hvor toda Sevilla kommer for at spise tapas eller tilbringe en aften med at drikke sherry i pianobaren. Hotel Alfonso XIII finder du på adressen Calle San Fernando 2, i Sevilla. Du kan læse om udvalgte hoteller i Sevilla og i andre byer i Spanien her på Kulturejser.dk.

Kulturrejser til Sevilla

En kulturrejse til Sevilla, der er Spaniens fjerdestørste by med 700.000 indbyggere, vil bringe dig til én af Andalusiens mest romantiske byer. Her oplever man – på trods af byens størrelse – Andalusiens forførende sjæl, omgærdet af al sin mystik, med masser af tapas, flamenco og spor af Andalusiens farverige og dramatiske historie.

Mange, der besøger Sevilla, gør det i forbindelse med påskeugen, Semana Santa, hvor nogle af de mest spektakulære processioner i den katolske verden finder sted. Derudover får Sevilla mange besøgende i forbindelse med forårsfesten i april, Feria de Abril, som er Spaniens mest farverige byfest med flamenco, tyrefægtning og rideheste.

Engang én af Europas rigeste byer

Ser man tilbage i historien, var det lbererne som grundlage Sevilla, og da romerne kom til i år 45 f.kr., var Sevilla allerede en blomstrende by. Vandalerne og vestgoterne fulgte efter og i 712 e.Kr. blev den erobret af maurerne. Maurerne herskede her i over 500 år.

I 1248 kom Sevilla under spansk styre igen. I 1503 fik Sevilla monopol på handlen med ”Den nye verden” og Sevilla var de efterfølgende 200 år en af Europas rigeste byer.

Columbus´ grav

Byen, som ligger 65 km fra Atlanterhavet, ved floden Guadalquivir, er centrum i et frugtbart landbrugsområde og regionshovedstad for Andalusien. Den har alsidig industri og mange turister, og som værtsby for EXPO 1992 fik den et nyt løft. Den gamle bydel på venstre flodbred er delvis præget af den arabiske tid med bl.a. slottet Alcázar (1100-1300-tallet). Her ligger også katedralen, Santa Maria de la Sede (påbegyndt 1402), som er én af verdens største gotiske kirker. Den har en ombygget minaret som klokketårn, La Giralda, og rummer Columbus’ grav.

Domkirken

Sevillas største seværdighed. Det er den højeste og største kirke i Spanien, verdens tredjestørste (efter Peterskirken i Rom og Sankt Paul’s i London) og den største gotiske kirke.

Den kristne domkirke blev bygget i perioden 1402-1506 på det sted, hvor der tidligere lå en moské. I kirkens midte findes Capilla Mayor med en flamsk altertavle. Overfor i det sydlige tværskib kan man se Columbus´gravmæle fra 1890´erne med fire kæmpeskikkelser, der symboliserer de tidligere kongeriger Navarra, Aragonien og Léon og Castilien. For enden af domkirkens hovedskib findes kongernes kapel, Capilla Real. Dette kapel er elegant og rigt udsmykket i renæssancestil og er en kontrast til kirkens mere dystre gotiske stil. I kapellet ligger kong Ferdinand 3., der befriede Sevilla fra maurerne. I sakristiet kan man se fantastiske kirkeskatte tilbage fra 1200-tallet.

La Giralda

Ved siden af domkirken står et 93 m højt tårn, La Giralda, som er et levn fra maurertiden, og som i sin tid blev brugt som minarét ved den store moské, der blev anlagt i år 1171. Tårnet blev rejst i perioden 1184-1196.

På nordsiden af domkirken findes Patio de las Naranjas, som er en lille skyggefuld oase med appelsintræer og fontæner, som blev brugt af maurerne til rituel renselses, før de trådte ind i den hellige moské.

Reales Alcázares

Alcázar er et bygningsværk som er opført i flere stilarter. Oprindelig var det en maurerborg  – for siden at blive beboet af kristne konger. Byggeriet fandt sted i perioden 1350 – 1369 og er bygget i mudéjar-stil, hvilket vil sige en blanding mellem maurisk stil, gotik og renæssance.

Alcázar omfatter tre paladser, som er udsmykket med kakler og stukkatur. Gulve, lofter og vægge er komplicerede kunstværker, og højdepunktet for denne kunstoplevelse ses i Karl 5.s værelse og Salón de Embajadores. Patio de las Doncellas er berømt for sine friser, kakler og fine stuk.

Barrio de Santa Cruz

Dette sted var det tidligere jødekvarter og i dag Sevillas mest maleriske kvarter. I 1600-tallet var det adelsmændenes foretrukne adresse. De hyggelige cafeer i de smalle gader og de romantiske restauranter er meget indbydende til et aftenbesøg.

Archivo general de Indias

Dette er Sevillas gamle børs, som siden 1785 har samlet 36.000 dokumenter, der fortæller om eventyrerne i opdagelsestidens kolonisering, koloniadministrationen og detaljer fra den oversøiske handel. Alt dette vidner om, at Sevilla var hovedkvarter for den ”Nye Verden”, og som følge heraf en af de rigeste byer i verden.

Parque de Maria Luisa

Denne park er sevillianernes grønne oase, som i 1929 var ramme om den spansk-amerikanske udstilling, der skulle knytte nye ligeværdige bånd mellem de gamle kolonimagter og kolonierne i Sydamerika. Parken rummer stadigvæk bygningerne tilbage fra udstillingen i 1929. En af disse bygninger rummer Museo Arquelógico, hvor man bl.a. kan se en fin samling af fund fra romernes by Itálica 12 km nord for Sevilla.

Plaza de Espana: Palads beliggende i Parque de Maria Luisa. Paladset består af en lang halvrund række buer, der har keramiske byvåben fra alle de spanske provinser. Flere keramik- og murstensbroer går over den lille koncentriske strøm, der flyder gennem den omfattende plaza.

Den gamle Tobaksfabrik

På nordsiden af Park de Maria Luisa ligger Den Gamle Tobaksfabrik, som engang beskæftigede 3000 kvindelige cigarmagere og som blev udødeliggjort i Bizets opera Carmen fra 1875. Det enorme barokke bygningsværk er i dag en del af Sevillas universitet.

Toro del Oro

Toro del Oro (Guldtårnet) ved floden Guadalquivir blev opført i 1220, som en del af maurerfæstningen Reales Alcázares og har navn efter tårnets oprindelige gyldne fliser, der reflekterede solens stråler. Tårnet kom senere til at fungere som guld-depot for de spanske erobringer i Amerika. I dag fungerer det som søfartsmuseum.