Ingen by i Italien er så stilfærdigt urban som Lucca. Luccas bymur omslutter dusinvis af bittesmå romanske kirker, fredelige brolagte gader, dystre forsvarstårne og talrige museer og monumenter – et sted af den slags, som med Henry James´ord ”flyder over med alt, hvad der er mageligt, rigeligt, interessant og gør byen til et eksempel til efterfølgelse” (Italien Hours, 1909).

Lucca´s centrum er lukket for trafik, og dens velhavende og hensynsfulde borgere er gået over til cykler (selvom man kan spadsere tværs gennem byen på under 20 munutter). De vigtigste seværdigheder er Duomo, San Michele og San Frediano, Museo Nazionale Guinigi, Torre Guinigi og Piazza Anfiteatro. Men giv dig tid til at spadsere i hvert fald noget af vejen rundt om Luccas majestætiske bymur.

Luccas historie

Lucca var en blomstrende romersk koloni, hvad byens regelrette gadenet stadig afspejler. Lucca var den første by i Toscana, som blev kristen (byens første biskop, Paulinus, var Skt. Peters discipel). Senere blev den hovedstad i Toscana (Tuscia) under lombarderne og frankerne, indtil den regerende markgreve flyttede til Firenze. Dens rigdomme i middelalderen, som kun blev overgået af Firenzes, skyldtes bankvirksomhed og en blomstrende silkeindustri (undertøj er stadig en vigtig indtægtskilde).

Under den fremstormende Castruccio Castracani dominerede Lucca det vestlige Toscana, og erobrede Pisa og Pistoia; kun Castracanis tidlige død forhindrede erobringen af Firenze. Lucca forblev uafhængig til 1799 under en række adelsfamilier (først og fremmest familien Guinigi). Nemesis kom i 1805 i skikkelse af Napoleon, som forærede byen til sin søster Elisa Baciocchi. I 1817 arvede Marie Louise af Bourbon den, hvorpå den blev indlemmet i det toscanske storhertugdømme i 1847.

Duomo di San Martino – Luccas domkirke

Luccas domkirke blev indviet i 1070 af pave Alexander II (som havde været byens biskop), men byggeriet stod på, mere eller mindre, i de følgende 400 år. Den lange byggeperiode skabte visse problemer. Da man f.eks. opførte facaden i det 13. årh. skulle den på besværlig vis tilpasses klokketårnet, hvis nedre del var bygget som forsvarstårn i 1060’erne. Resultatet er blevet en facade med udpræget slagside (tårnets øvre del er fra 1261). Men trods manglende symmetri er facaden ikke desto mindre blændende, et højdepunkt af pisansk-romansk arkitektur med buer, arkader og indlagte søjler, som har gjort byen berømt. Læg især mærke til det vidunderlige indgangsparti (nathex) med de tre portaler (1233) og reliefferne ved venstre portal af ”Bebudelsen og De Hellige Tre Kongers Tilbedelse” – sandsynligvis tidligere arbejder af Nicola Pisano (muligvis hans første selvstændige værker). Reliefferne omkring hovedportalen forestiller scener fra Skt. Martins liv og månederne med motiver fra årets arbejdsgang.

Den smukkeste kristne sarkofag i Italien

Det meste af interiøret er af Matteo Civitali (1435-1501), som var barber, før han blev billedhugger. Han er næsten ukendt uden for fødebyen Lucca. Han har lavet mosaikgulvet, prædikestolen, vievandskarrene, to smukke gravmæler (i sydlige korsarm) og det store forgyldte marmor ”Tempietto” midt i skibet. Det ”Lille Tempel” er bygget til at huse et berømt ”Volto Santo” (Hellige Ansigt) på et Krucifiks, som den omvendte farisæer, Nikodemus, skal have hugget lige efter Korsfæstelsen; det er altså intet mindre end et portræt af Kristus! Skråt bag det står den sienesiske billedhugger Jacopo della Quercias mesterværk, gravmælet over Ilaria del Carretto (1410), som den engelske kunstkritiker John Ruskin har kaldt ”den smukkeste kristne sarkofag i Italien”. Statuen på sarkofagen forestiller den fredeligt sovende og underskønne Ilaria, Paolo Guinigis anden hustru. Ved hendes fødder sover en lille hund. Den store statue af Apostlen Johannes tæt ved er også af Quercia.

Blandt malerierne ses ”Madonna og Barn” (1509) af Fra Bartolomeo (lige før gravmælet over Carretto), Bronzinos ”Maria præsenteres i Templet” (første kapel til venstre), en lidt grel ”Sidste Nadver” af Tintoretto (tredje alter til højre) og en ”Troende Madonna” af Domenico Ghirlandaio (venstre væg i sakristiet). Ved siden af Duomo er åbnet et lille Museo dellÓpera del Duomo med en seværdig samling kirkesølv fra middelalderen.

San Michele in Foro

Man bliver ustandselig draget tilbage til Piazza San Michele (byens gamle forum, på italiensk ”foro”) for at beundre San Micheles sublime facade – én af de smukkeste i Toscana – med dens poetiske små arkader og snoede søjler. Det tog 300 år at bygge kirken, og endda slap pengene op, så interiøret aldrig blev færdigt. De eneste værker af interesse er en ”Madonna og Barn” af Lucca della Robbia og Filippino Lippis ”Skt. Hieronymus, Sebastian, Roch og Helena”.

Mens man er i kvarteret, bør man spadsere en tur i byens hyggelige hovedgade Via Fillungo og nyde en forfriskning på Caffè di Simo (Via Fillungo 58), som er berømt for sit smukke interiør fra århundredeskiftet. Den ligger ved siden af byens klokketårn fra 1471, Torre delle Ore. Mange af butiksfacaderne og -interiørerne i Via Fillungo er i smuk art nouveau. Kig også indenfor i San Cristoforo, hvor Matteo Civitali er begravet, og hvor der hænger et krigsmindesmærke over faldne fra Lucca. Kirken benyttes ellers som kunstgalleri.

San Frediano – en af Luccas store kirker

Den tredje af Luccas store kirker, San Frediano (1112-47), har ikke de to andres romanske facader med buer og søjler, men til gengæld en vidunderlig mosaik fra det 13. årh. Der hersker et mystisk halvmørke i kirken, så man kun lige kan skimte den pragtfulde døbefont fra det 12. årh., Fonta Lustrale, med relieffer af Apostlene, Årets Måneder, Hyrderne, Profeterne og scener fra Moses´ historie (bemærk Faraos soldater i middelalderrustninger på Overgangen over Det Røde Hav). Bag fonten hænger en ”Bebudelsen” af Andrea della Robbia pyntet med quirlander af glaserede terrakottafrugter. I Cappella di Santa Zita ved siden af opbevares resterne af tjenernes skytshelgeninde Santa Zita, som stjal brød fra sin frue for at give det til de fattige. Da hun en dag blev spurgt, hvad hun gemte i sit forklæde, svarede hun” kun blomster og roser”, og da madmor så efter, var brødet forvandlet til blomster og roser.

I Cappella Trenta (fjerde i nordlige sideskib) er der to gravsten og en marmoraltertavle (1422) af Jacopo della Quercia. I det andet kapel på samme side sidder Luccas bedste fresker (1508-09) – Amico Aspertinis ”Den Hellige Augustinus’ Levned, Volto Santo ankommer til Lucca” og ”San Fredianos Legende” (Frediano var en irsk munk fra det 6. årh.. som frelste Lucca fra oversvømmelse).

Piazza del Anfiteatro – Luccas gamle amfiteater

Den ovale piazza med de maleriske høje huse har bevaret formen fra det gamle romerske amfiteater, som lå her til det 12. årh. Man brugte sten fra teatret til at bygge byens kirker og paladser, men nogle af dem sidder stadig rundt omkring i husmurene omkring pladsen, flest på nordsiden. Hele denne fredelige del af byen er spændende at gå på opdagelse i. Bemærk Sant´ Agostino, Palazzo pfanner og San Pietro Somaldis romanske facade. Kig også ind i San Francescos grotteagtige indre på vej til Museo Nazionale.

Museo Nazionale Guinigi

Luccas museer kan ikke bære vand mod Firenzes eller Sienas, men de 20 sale i galleriet i Via della Quarguonia rummer en morsom blandet samling af arkæologiske fund, skulptur og malerier. Blandt højdepunkterne i stueetagen er fundene fra det romerske Lucca (Sal 1), en gravsten af Jacopo della Quercia (Sal 2) og adskillige værker af den allestedsnærværende Matteo Civitali (Sal 5). Malerisamlingen på første sal domineres af en række forholdsvis ukendt malere fra Lucca, men her hænger også sienesiske værker og to malerier af Fra Bartolomeo, ”Madonna della Misericordia og Gud Faderen med Maria Magdalene og Santa Catarina af Siena”.

Torre Guinigi – Luccas excentriske vartegn

Den østlige del af Lucca er ikke særlig spændende, så gå tilbage fra Museo Nazionale til Via Sant’Andrea med et af byens mere excentriske vartegn, Torre Guinigi. Tårnet hører til familien Guinigis vidtløftige palads i røde mursten fra det 14. årh. På toppen står en hel lille lund af kristtjørn med rødder ned i værelset nedenunder. Gå op i tårnet for at se det og samtidig nyde den fantastiske udsigt over byen og landskabet udenom.

Beregn også tid til at besøge Santa Maria Forisportam, som hedder sådan, fordi kirken indtil 1260 lå uden for bymuren og porten til romer- og middelalderbyen. Facaden er smuk, og inde i kirken findes et par gode værker af Guercino i den nordlige korsarm og over fjerde alter i nordlige sideskib.

Bymuren i Lucca

Et besøg i Lucca er ikke fuldendt uden en spadseretur under træerne på i hvert fald et stykke af den imponerende bymur (den totale omkreds er 4 km). Muren blev bygget mellem 1500 og 1650 til at imødegå den nyeste våbenteknologi, som havde gjort den gamle bymur fra 1198 værdiløs. Voldgravene er 35 m brede, og 11 bastioner beskytter det 12 m høje og 30 m brede fæstningsanlæg. Det hele er omgivet af en 200 m bred grønsvær, hvor fjenden ikke kunne finde ly, men som nu tjener til at holde de værste udslag af det moderne liv på behørig afstand. Forsvarsværket er et af de mest vedbevarede i Europa, men har aldrig fået ilddåben; den eneste gang, det var i brug, var da man lukkede portene i 1812 for at beskytte byen mod oversvømmelse. Napoleons søster Elisa Baciocchi måtte hejses over muren i en kran. Det var hendes søster og efterfølger, Marie Louise af Bourbon, som kort efter plantede alléerne på muren og gjorde den til en promenade.

Chianti er snarere en spirituel end en geografisk stedbetegnelse. Dets flydende grænser afspejler vekslen mellem magten i Firenze og Siena, men dets sjæl bliver der, hvor den altid har været: På florentinsk jord.

Landskabet i provinsen Siena er lidt vildere, dalene dybere og bjergene højere, men på bunden er det ligesom Firenzes Chianti-provins: Søvnigt og overciviliseret.
I modsætning til den sydlige del af provinsen er Chiantiegnen ikke stedet med kunstneriske eller arkitektoniske kulisser. I stedet er det et område, hvor den omtumlede historie har skabt en scene med den mest fuldendte form for harmoni bestående af blide højdedrag og venlige mennesker.

Castellina in Chianti

På et sted, hvor det ikke er vigtigt at se helt bestemte ting, er det muligt at foretage mange fine udflugter. Castellina in Chianti ligger bekvemt placeret ved Chiantigiana, den snoede landevej der forbinder Firenze med Siena. Castellina ser ud over symmetriske vinmarker og lunde, et landskab der er oversået med lave stenhuse og sene renæssancevillaer.
Der er bygget nye vingårde af sten, fjernt fra middelalderens borgruiner. Vinbønderne har i dovenskab således gjort det oprindelige slot eller tårn til en gård, men navne som ”La Rocca” eller ”La Torre” afslører deres oprindelige funktion.

Castellinas navn afslører også dens middelalderlige funktion som florentinsk forpost. Sent i 1200-tallet var den hjemsted for det første Chianti-forbund, en gruppe bestående af tre feudale, florentinske borge, der hver var ansvarlig for en tredjedel af området. Borgen er i dag et befæstet rådhus med et lille etruskermuseum og et mylder af stemningsfyldte gyder, hvorfra man kan se glimt af Chianti-bjergene.

Enoteca Vini Gallo Nero

Den anden attraktion er Enoteca Vini Gallo Nero (Via della Rocca 13), et sted hvor man smager på vin, får råd om vinture og hvor der er vendita diretta, salt fra butikken.
Radda in Chinanti, i 1415 hovedkvarter for Chianti-forbundet, har bevaret sin middelalderlige byplan og sit imponerende rådhus. Ligesom i Castellina er den selvgroede arkitektur ude på landet af større værdi. Klassiske Medici-villaer med 1500-tals vinduer kappes med romantiske villaer, skabt af resterne fra borge eller etruskiske ruiner. Villa Vistarenni er mesterværk fra 1600-tallet, et sofistikeret hvidt fyrtårn, der ville være utænkeligt i landskabet syd for Siena.

De elegante loggiaer og arkitekturens åbne karakter er beviser på den voksende sikkerhed, befolkningen oplevede ude på landet og i nærheden til det urbane Firenze. I den rolige Chianti-egn er landet rigere og mere civiliseret end byen. Det modsatte gælder bysamfundene syd for Siena.

Middelalderlig by

Uden for Radda ligger Volpaia, den mest maleriske landsby i Chianti. En proptrækkervej klatrer op mod den middelalderlige by med sine tårne, forfaldne borg og kirken i Brunelleschi-stil. Hvis landsbyerne og byerne i Chianti i dag kun har ringe sans for identitet og blot få kunstneriske skatte, er det, fordi de er opstået med fuld udviklet Firenze- og Siena-identitet. Mens landsbyerne manglede kunstneriske mæcener og egen vilje, havde de militære forposter som Radda ikke tid til at udvikle sig i kunstnerisk retning. Kun klostrene i Chianti, som havde deres egne midler, var uafhængige nok til at skabe deres egen kultur.

Badia a Coltibuono

Mellem Radda og Gaiole ligger Badia a Coltibuono, med det passende navn, kloster for den gode høst, placeret midt mellem pinjer, ege, kastanjer og vinranker. Siden klostrets opløsning i 1810, har dette middelalderlige anlæg tilhørt en enkelt familie.

Selv om den bedårende klostergård fra 1400-tallet, kapellet og lofterne med fresker kun er tilgængelige for deltagerne i et madkursus om toscansk mad, er det en dejlig oplevelse at se 1100-talsmurene og klokketårnet udefra. Under klostret findes vinkældre, fulde af Chianti Classico – det som man pr. tradition lever af her.Ikke mindre berømt er honning fra kastanjeblomster eller jomfruolie. Sådanne produkter kan købes på stedet eller smages i klostrets restaurant.

Gaiole in Chianti, en lille by i Chianti-forbundet, er en nyere bebyggelse beliggende ved flodbredden i en skovklædt dal. Det er et populært villeggiatura, sommertilflugtssted for varmeplagede florentinere, der er ude efter familiehoteller, hjemmelavet mad og vin med det kendte logo gallo nero, den sorte hane.

Dybe kastanjeskove

Historien ligger og venter i Meleto og Vertine, to usædvanlige borge, og Barbischio, en middelalderlig landsby blot en kort spadseretur herfra. Fristende stier med afmærkningen Sentieri del Chianti fører helt til Siena. Med vinmarkerne, der ligger op ad de blide skråninger, er det rolige Gaiole og det søvnige Greve et helt typisk Chianti-land.
Landdistriktet fra Gaiole sydpå mod Siena og østpå mod Arezzo er højere, vildere og vådere. De skovklædte tinder på Siena-Chianti-egnen er tindrende grønne og dufter af timian, rosmarin og pinjekerner. De dybe kastanjeskove giver ideelle vilkår for vildsvin, som er indført for nylig.

Chianti-vingårde

Blandt de mange florentinske slotte er Brolio det mest imponerende – ikke mindst på grund af udsigten over de oprindelige Chianti-vingårde mod Siena og Monte Amiata. På middelalderens skakbræt havde alle florentinske slotte deres sienesiske modstykke. Hvis de tilbageværende slotte er florentinske, så er det fordi Siena tabte kampen og mistede alle sine brikker. Mens det sienesiske Cereto og Cettamura i dag er murdynger, stråler de florentinske Brolio og Meleto stadig.

”Når Brolio rører sig, ryster Siena”

Som en florentinsk forpost spænder Brolios fortid over konflikten mellem guelfer og ghibelliner, en plyndring fra Siena i 1529, tysk besættelse og allierede bombninger i 1944. De middelalderlige bymure er det mest slående træk, sammen med et kapel fra 1300-tallet, der ligger midt i det frodige land. Brolio har længe været kontrolleret af familien Ricasoli, der har været godsejere siden 700-tallet. Baron Bettino Ricasoli, som var italiensk statsminister i 1861, grundlagde den moderne Chianti-vinindustri, et foretagende der fortsættes af den nulevende familie. Mundheldet ”Når Brolio rører sig, ryster Siena” gælder stadig, ikke mindst inden for vinproduktionen.

Campi di San Gusmé

Chianti-egnen er stedet, hvor man drysser omkring og tilfældigt falder over noget, f.eks. det lillebitte Campi di San Gusmé, straks syd for Brolio. En lille klatretur fører op til et lille tårn, en romansk kirke og udsigt mod sammenstyrtede borge, villaer og vingårde. Tårnet blev bygget højere end de omkringliggende cypresser for at se ud over dem, men ikke særligt overraskende voksede træerne; det gjorde tårnet ikke.

Provinsen Livorno har mange facetter, f.eks. dejlig vin, Elba, sandstrande, napoleonske myter og mindre heldige industrihavne. Der er ikke så meget renæssancekunst i Livorno, at det kan redde en overskyet dag på badeferien; men byen er broget som sin berømte fiskesuppe, cacciucco. Den laves på fiskeingredienser – lidt af hvert i det rigtige forhold.

Når man ser de toscanske impressionisters skiftende sindsstemninger nedfældet på lærreder, forekommer den nordlige klippekyst lige så dramatisk, som den sydlige er beroligende. Fastlandet varierer fra det vilde, sumpede Maremma til det ujævne, bakkede indland og Elbas bjerge.

Livorno er ikke nogen arkitektonisk ørken; en række pisanske vagttårne og Medicifæstninger langs kysten skjuler romerske villaer og etruskiske grave spredt i landskabet. Indlandet, med sine forsømte landsbyer på bjergtoppene, var inspiration for Carducci, Livornos største digter. Livorno er rig på romansk og barok arkitektur, men det afsidesliggende kloster eller den rødkalkede bondegård er et mere sandt billede af Livornos kultur.

Byen Livorno i Toscana

Byens tilblivelse skyldes tilsandingen af Pisa i 1530 og en livorneser-spøg siger, at de, til forskel for pisanerne, aldrig vil være så uforsigtige at lade deres hav slippe væk fra dem. Rivaliseringen mellem Pisa og Livorno er legendarisk og lever stadig i bedste velgående. Den er oven i købet temaet for et månedligt satirisk magasin, Il Vernacoliere, der sælges i hele Mellemitalien. Der findes også et ordsprog i Livorno: Meglio un morto in casa che un Pisano all’uscio – det er bedre at have et lig i huset end en fra Pisa uden for døren. I 1421 betalte florentinerne Genua 100.000 floriner for Livorno; dengang et kæmpebeløb for en mudder- og myggeplaget landsby.

Det var den oplyste Cosimo 1., der omdannede Livorno til den største medicihavn i 1571. Cosimo blev hjulpet af Bernardo Buontalenti, hvis plan for den ”ideelle by” man kan få et indtryk af i den nuværende stjerneformede havn med de fem bastioner.

Storhertug Ferdinand brugte den kendte skibsingeniør Robert Dudley til at bygge havnemuren og til at forvalte havnen. Dudley nød godt af Livornos status som ”åben by” med frihandel, skattefritagelse og beskyttelse mod forfølgelse.

Aristokratisk by

Så sent som i 1800-tallet var Livorno en aktiv og aristokratisk by. Kosmopolitiske saloner, elegante boulevarder, renæssance- og barok-villaer gjorde havnebyen til en stor attraktion for ”Grand Tourists”. Men efter 80 ødelæggende bombardementer under Anden Verdenskrig ligner Livorno i dag snarere et moderne nekropolis.

Bortset fra østersbankerne, etableret af Cosimo, er Medicihavnen uforandret. Det smuldrende, rødstenede Fortezza Vecchia er et kludetæppe samlet af Livornos historie; Antonio da Sangallos og Buontalentis mesterværk har romerske ruiner i det store Medici-fangehul; den pisanske mur fra 1300-tallet indbefatter et lille Medicihus og er kronet af et romansk tårn.

Fortezza Nouva

Fortezza Nuova, bygget i 1590, fuldender Medicis ambitiøse fæstningsplaner. De skumle kanaler, som omgiver den, førte engang til Pisa. Fortezza Nuova er restaureret og huser i dag konferencer, festivaler og børnenes vilde leg mellem palmetræer og haver.

Mellem de to fæstninger ligger det såkaldte Venezia, et sygeligt forfaldent område, der ikke har meget at gøre med Venedig. Kalanerne er kantet med 1600-tals palazzi, smuldrende varehuse, fiskeboder og værksteder. Området er dog ikke helt uden charme: Effetto Venezia festivalen afholdes her i juli-august med optrædende, koncerter og film. Området får også nyt liv i juli med Carnevale Marinaro, der mere er et vandfestspil end en konkurrence.

Eskorteret af svømmere, udklædt med karnevalsmasker, følger pyntede både kanalernes labyrint mellem de to fæstninger og sejler under hovedpladsen, Piazza Repubblica. Besøgende finder hurtigt ud af, at byen lever af handel snarere end turisme. Et umuligt, ensrettet gadenet, usle hoteller og dårlig restaurantservice forklarer hvorfor turisterne kun opholder sig her en nat, før de tager videre til øerne, bjergene eller Firenze.

Livorno burde være mere kendt i Danmark. Her gik Niels Steensen i land i 1666, og her kom hans lig tilbage til, for at blive begravet i Firenzes San Lorenzo.

Livorno – En usædvanlig by

Livorno er ofte beskrevet som cittá particolare, en usædvanlig by, men det er svært at opfatte byen som en middelalderlig eller en elegant by. Besøger man byen, kan man dog godt blive fascineret af dens flåde- og militærhistorie. Når man dykker ned i byens historie, kan man som besøgende dog også godt mærke den store forskel mellem Livornos ærefulde fortid og dens ordinære nutid.

I det skønne naturreservat Rimigliano som ligger ved kysten mellem San Vincenzo og Polulonia i Toscana, er der gode muligheder for at se flamingoer under pinjeparaplyer. San Vincenzos sandstrand og monotone bungalow-kolonier kan også byttes til fordel for Populonias etruskerby. Etruskernes ønske om at blive begravet ved en bugt kranset af pinjetræer, er en god grund til at besøge etruskernes eneste kystby.

Bag Porto Barattis bugt ligger Populonia, den sidste af de 12 etruskiske byer, der blev grundlagt. Den gamle by var delt i to; ”akropolis”, det religiøse center, der ligger i klynger omkring landsbyen, og det maritime og industrielle center ved bugten. Nekropolis dækker skråningerne mellem de to centre. Da Maremma åbenbarede sine skatte i 1800-tallet, forbavsede kontrasten mellem de øde sumpe og de raffinerede gravmæler både de lokale og videnskabsfolkene.

Populonias historie

Takket være det nærliggende Elba og de metalrige Campiglia-bjerge blev Populonia en rig industriby, ofte respektløst kaldt oldtidens Pittsburg. Mens Elbas jern blev bearbejdet og handlet inden for det etruskiske forbund, blev mineraler fra Campiglia eksporteret til Korsika, Sardinien og Frankrig.

Populonias stabile industrielle grundlag medførte, at byen, til forskel fra de andre etruskiske byer, blomstrede fra år 9 f.Kr. og frem til den romerske tid uden økonomiske eller politiske omvæltninger. I det gamle industriområde har nylige udgravninger afsløret en højovn og sofistikerede metalværksteder dateret til år 6 f.Kr. Fremmede slavearbejdere blev brugt til at grave vandkanaler, arbejde ved ovnene og præge mønter. Populonia var i år 6 e.Kr. den første etruskiske by, der prægede guld-, sølv- og bronzemønter, ofte med et løvemotiv. Gravene blev genbrugt og alle gravtyper er repræsenteret; de tidlige orientalskprægede grøftegrave, de cylindriske kammergrave, tempelgrave og små nichegrave.

Desværre er mange grave sunket sammen under de mange års slaggedyngers vægt. Andre har været udsat for plyndringer, selv i nyere tid.

Røgfyldte udsigter

Nye grave bliver regelmæssigt opdaget og afslører redskaber, sølvmønter og bronzesmykker, ofte tegnet af udvandrede græske guldsmede og stenslibere. Det meste fra gravenes indhold findes i dag i Firenze, men det yndige museum i Populonia viser en samling hellige genstande fundet i den enestående ”Tomba dell’Arpia”.

Fra Populonia er der røgfyldte udsigter til Piombino, men det første og mest karakteristiske billede får man fra en varm trafikprop på vejen til Elba. Spredte jern- og stålværker fortsætter Populonias erhvervstradition. Piombino er blevet styret af pisianere, den adelige Apiani-familie, den usmagelige Cesare Borgia og mest effektivt af Elisa Bacciocchi, prinsesse af Piombino; men bedre kendt som Napoleons søster.

Levn fra det gamle Piombino, som engang var hovedstad for en lille stat, findes i Piazza Verdis bymur og den stærkt restaurerede Palazzo Comunale fæstning. Piombino ses bedst til fods; men dens fornemme, lidt forfaldne charme findes stadig i de rolige pladser og i Art Deco cafeerne.

Byen Taormina ligger på den nordøstlige del af øen Sicilien og har cirka 11.000 indbyggere. Taormina har været et af Siciliens bedste rejsemål siden byen blev en del af den europæiske Grand Tour i det 19. århundrede. Taormina har rester af græske og romerske beboelser og et fint middelalderkvarter, samt slotsruiner.

Byen byder selvfølgelig også på moderne butikker og restauranter. Taormina byder på en fantastisk udsigt over kysten og Etna-vulkanen. Taormina har ligeledes gode strande, hvor du kan svømme i det klare og varme havvand. Taormina kan besøges hele året, men de bedste tider er juli og august, hvor der er  varmest. Man skal dog være opmærksom på, at det selvfølgelig også er på dette tidspunkt af året, hvor der er flest turister.

Taormina befinder sig 200 meter over havets overflade på Monte Tauro på Siciliens østkyst. Byen ligger 48 kilometer syd for Messina, som er Siciliens nærmeste by til det italienske fastland. Etna-vulkanen er omkring 45 minutters kørsel fra Taormina og længere sydpå finder man Catania, en af Siciliens største byer.

Taormina afholder mange forskellige arrangementer i løbet af året. Den årlige kunstfestival løber fra juni til august. Teater, koncerter og en filmfestival afholdes udendørs i det græske teater i løbet af sommeren. Madonna della Rocca fejres den anden weekend i september med en religiøs procession og fest. Taormina har også ét af de bedste karneval på Sicilien. Det afholdes i maj og det er med traditionelle dragter og sicilianske vogne.

Restauranter i Taormina

Taormina har mange gode restauranter i alle prisklasser. Det er et fantastisk sted hvis man gerne vil spise lækre fisk- og skaldyrsretter. Nær Duomo serverer restauranten Casa Grugno en blanding af moderne og traditionelt italiensk mad i en middelalderlig gotisk-catalansk bygning. Ristorante da Lorenzo serverer fisk og skaldyr på en terrasse med udsigt over havet. På Ristorante la Griglia serveres der traditionelt siciliansk mad på en udendørs terrasse, så man samtidig med middagen kan nyde det gode vejr. Har man lidt ondt i pengepungen, er restauranten Porta Messina et billigt og godt alternativ. Restauranten ligger ved siden af byens mure på Largo Giove Serapide 4.

Shopping i Taormina

Taormina’s centrum, især Corso Umberto, er et godt sted for shopping. Der er mange butikker, der sælger varer af høj kvalitet, primært fra Sicilien, men du vil også kunne finde designermode og smykker fra det italienske fastland. Der er butikker for mode, smykker, kunsthåndværk, keramik, dukker, porcelæns dukker og andre souvenirs.

Når talen falder på Aosta-dalen, så tænker man umiddelbart på skiløjperne ved Cervinia, Cormayer og Pila, som er berømte over hele Europa. Men dalen har meget andet at byde på, blandt andet fantastisk natur og skjulte historiske perler.

Aosta tilbyder utrolige naturattraktioner, men gemmer også på andre kulturelle og traditionsrige skatte. Kommer man sydfra, er der mulighed for at beundre den symbolske indgang til Pont Saint Martin, hvor vejen der går ind i den smukke Gressoney-dal starter. Den romerske bro fra det 1. århundrede f.Kr., hvor den gamle konsulære vej til Aosta går, er et eksempel på den romerske indflydelse på dette område.

Langs dalen, der strækker sig fra Pont Saint Martin til Courmayer, kan der tælles godt 82 bygninger, der står i dalen som vagtposter, blandt primitive befæstninger, militære borge, residenser og udkigstårne, der bevidner Aosta-regionens rige feudale historie – en utrolig charmerende og interessant rute.

Slotte og gamle monumenter

Det mest berømte slot i Aosta-dalen er Castello di Fénis, der umiddelbart ser spartansk ud, men som faktisk rummer den bedste forsvarsteknik fra den periode; slottets raffinerede indre afslører de tidligere beboeres rigdom. Andre smukke slotte er Issogne, Sarriod de la Tour, Sarre, Saint-Pierre, Ussel, for blot at nævne nogle få. Vejen, som slottenes placering udtegner, går til Aosta, en blanding mellem romersk og middelalderlig historie, beriget af maleriske traditioner. Denne romerske by viser tydelige tegn på den periode med betydningsfulde monumenter som Augustusbuen, Den prætorianske indgang og murene, hvorpå man kan tage en lang og behagelig spadseretur, næsten i hele murens længde. Santa Maria Assunta-katedralen er særlig interessant, med de arkæologiske udgravninger, der kan besøges under kirkens nuværende gulv, og den monumentale bygning Sant’Orso Kollegiale Kirke, der kan dateres tilbage til det 11. århundrede.

Det lokale marked

Det marked, der foregår hvert år i Aosta i slutningen af januar, er også dedikeret til Sant Orso. Tusindvis af turister fylder op i de udsmykkede gader i den gamle by, der her fremviser de ældste håndværk fra Aosta-dalen, og som inkluderer skulptur- og træarbejde, smedejerns-, læder- og fletarbejde, uldstoffer, kniplinger, og spil og masker.