Segovia og Mesón de Cándido

Segovia ligger i Castilien og Léon regionen i Spanien og regionen er kendt for et rigtig godt køkken, hvilket restaurant Mesón de Cándido er et godt bevis på.

Restaurant Méson de Cándido

Med sin enestående atmosfære og den bedste stegte pattegris (cochinillo asado) i et land, der bryster sig af stegt pattegris, er denne 100 år gamle restaurant lige stedet. I den måske allersmukkeste by i Spanien har mange generationer af den vennesæle Cándido-familie serveret for gud og hvermand fra Hemingway til Salvador Dalí. Deres restaurant er blevet et kulinarisk pilgrimsmål for kongelig, politikere, tyrefægtere og kunstnere. Ingen forlader stedet uden at være blevet overbevist om, at et dejligere og mere typisk spansk måltid ikke fås nogetsteds. Stedets cochinillo overgås kun af dets cordero asado (stegt lam), en anden forbilledligt tilberedt regional delikatesse. Segovia ligger små 100 kilometer nordvest for Madrid. Fra den 21.til 29. juni er der fest i byen, her fejre man de lokale skytshelgener, San Juan og San Pedro. Méson de Cándido finder du på adressen Plaza de Azoguejo 5, læs evt mere på www.mesondecandido.es. Læs meget mere om mad i de forskellige regioner i Spanien her på bloggen om kulturrejser.

Segovia

På disse kanter er det tid til siesta efter et mindeværdigt måltid, så før man overgiver sig til Cándidos enestående madkunst, bør man overgive sig til Segovias monumentale seværdigheder. Man mener, at Walt Disney valgte borgen Alcázar som forlæg for slottet i Snehvide og de syv dværge. Det er en af Spaniens mest fotograferede og højest værdsatte seværdigheder og blev opført i 11- og 1200-tallet på et højtliggende klippefremspring, hvor den kan ses fra nær og fjern. Den lige så velbevarede Acueducto Romano (Den romerske akvædukt) er et af Europas fineste bevarede eksempler på romersk arkitektur, og dens 166 buer i to etager blev opført uden brug af mørtel for mere end 2000 år siden. Man bør tage sig tid til at bese det indre af den yndefulde katedral fra 1500-tallet, den sidste og mest elegante, der blev opført i gotisk stil på et tidspunkt, hvor resten af Europa var langt inde i renæssancen.