Mada’in Saleh, levn fra fortids storhed

Sammenligninger med Jordans rosafarvede klippeby Petra er uundgåelige, selv om Mada’in Saleh på mange måder er mere spændende. Den er mindre kendt, vanskeligere tilgængelig og derfor mindre besøgt end Petra. Mada’in Saleh er udhugget i store klippeformationer i Den Arabiske ørken og kendt for sine grave, der stammer tilbage fra 100 f.Kr. Selv om de lokale bjergarter anses for knap så flotte som dem i Petra, er de mere modstandsdygtige over for vejr og vind, og gravene er derfor lidt bedre bevarede. Erosionen har dog resulteret i en del bizarre dannelser, og de mangefarvede lag af mineraler er frilagt og spiller i det skiftende lys dagen igennem. Mada’in Saleh, der ligger stik nord for Wadi Hadramawt i det, der i dag er Yemen, var en rasteplads på den berømte røgelsesrute for karavaner, der transporterede denne værdifulde last og andre aromastoffer og krydderier til Syriens havnebyer ved Middelhavet. Men Mada’in Salehs storhedsperiode var kortvarig (den sidste grav blev anlagt i år 76 e.Kr.); de altid opfindsomme romere begyndte at fragte deres højtelskede røgelse med skib ad Det Røde Hav direkte til Egypten.

Mada’in Saleh ligger ca. 330 km nordvest for Medina og er et ”must” hvis du rejser på kulturrejse til Saudi-Arabien.

Jeddas gamle bydel, en indfaldsport til Mekka hæger om sin historie

Den tidløse strøm af muslimer på vej til Mekka, islams helligste by, forvandlede for længe siden indfaldsporten Jedda ved Det Røde Hav til en blomstrende storby. Det er Arabiens Rom, når det gælder pilgrimstrafik og handel. I modsætning til de fleste andre byer i den arabiske verden er det lykkedes Jedda at bygge omkring i stedet for oven på sin historiske arv. I Jeddas gamle kvarter, hvor Silkevejens købmænd stadig ville føle sig ret godt hjemme, er den gamle bymur blevet revet ned, mens portene er blevet skånet. Resten er i dag et fredet byområde; mange af husene er bygget af koralkalk, udvundet fra rev i Det Røde Hav. De mere imponerende boliger af træ og med traditionelle udskæringer tilhørte købmandsklanerne, der levede højt på pilgrimshandelen. I dag er en del af disse huse museer; andre er faldefærdige, fordi deres velstående ejere sammen med deres familier er flyttet til moderne højhuse. Basaren i Jeddas gamle bydel regnes for den bedste af de tilbageværende i Saudi-Arabien; hvor de fleste andre basarer er blevet omdannet til indkøbscentre, der falbyder varer og modetøj, fremstillet i Vesten, har dette livlige og hektiske sted bibeholdt en stor del af sin historiske charme.

.