Med mindre dine rejser i Italien er mange og lange, kommer du nok ikke til at tale flydende italiensk, men faktisk er det muligt at forstå en del i landet ved at følge tre simple råd fra den canadiske lingvist Madeline Jhawar.

Ifølge Madeline Jhawar kommer man et godt stykke uden nødvendigvis at begrave sig i ordbøger og grammatikhæfter. Gestikuleren og kropssprog spiller også en større rolle i Italien end i de fleste andre lande, og mange tegn og fagter er ret nemme at afkode.

Tal løs!

Hjernen vil gerne konstruere formfuldendte sætninger, og mange har svært ved at udtrykke sig, hvis ikke de mener, de gør det på et tilstrækkeligt højt niveau. Det vigtigste er dog at få betydningen med, og her kan man godt blande lidt ord fra forskellige sprog sammen med kropssprog og gestikuleren.

I første omgang vil samtalerne være begrænsede, men selve fællesskabet ved at kommunikere – og det nogle gange underholdende i at gøre det primitivt – danner grundlaget for og motivationen til at gå videre og langsomt, men sikkert at udbygge sit sprog og dermed få bedre og bedre samtaler.

Find noget, der interesserer dig!

Når du skal lære et nyt sprog som italiensk, er det ofte en god idé at starte omkring et tema, du allerede i forvejen kender godt og interesserer dig for og vil lære mere om.

På den måde har du et grundlag, hvor der sandsynligvis er et vist overlap i ord, og samtidigt en høj grad af motivation til at fortsætte indlæringen, da sproget giver adgang til mere viden om et emne, der interesserer dig. Det kan være musik, kultur eller historie eller simpelthen alt om Italien.

Fokuser på lyde

Prøv at lytte til de lokale, læg mærke til på hvilken stavelse i ordene, de lægger trykket, når de taler. Vær opmærksom på, hvordan Italienerne bygger sætningerne op og øv dig fra starten i dagligdags talesprog.

Madeline Jhawar siger, det er muligt at blive nogenlunde flydende i simple samtaler på cirka tre måneder. Grammatik og ordforråd kommer lige så langsomt af sig selv, mens du fokuserer på samtalen og kommunikation.

Pistoia er både den mindste provins i Toscana og den by, som er provinshovedstad i selvsamme provins. Provinsen Pistoia består dels af en frodig slette, dels af de toscanske Appennier, hvor man finder Abetone en times bilkørsel fra selve Pistoia by. Hverken byen eller provinsen Pistoia er kendt af mange danskere, hvilket vi nu vil forsøge at rette op på. 

Upåvirket af turisme

Foruden provins-hovedstaden Pistoia byder provinsen på en anden interessant og stor by, nemlig Pescia, dejligt beliggende på Valdinevoles slette og berømt for sin blomsterdyrkning. Provinsen Pistoia er også kendt for sine jernbane-konstruktioner, broderier, møbel- og skoproduktion. Her findes også Montecatini Terme, en kurbadeby af internationalt format.

Mange, der besøger denne del af Toscana, kører lige forbi provinshovedstaden Pistoia og det er faktisk ærgerligt, for i byen Pistoia er der mulighed for at opleve en livlig by, der ikke er påvirket af turisme. Foruden bare at nyde livet og de lokale, så byder byen også på en del spændende seværdigheder, som du kan læse mere om her.

Gør et stop i Pistoia by og oplev det rigtige Toscana

Pistoia har ca. 100.000 indbyggere og ligger kun 37 km fra Firenze, og bliver derfor ofte uden grund overset. Byen har et historisk centrum, effektive industrikvarterer og gode hoteller, hyggeligt beliggende i de middelalderlige gader. Endvidere er her gode restauranter og elegante butikker, så byen er et godt og attraktivt sted at bo. Bor man på et hotel i centrum, skal man sikre sig tilladelse til at parkere bilen for at undgå problemer. Ellers kan man blive nødt til at parkere uden for byen, godt 10 minutters gang fra centrum.

Beboerne i Pistoia er meget stolte af deres mange historiske monumenter og kirker, og her er meget lidt af det turistræs, der karakteriserer andre byer i regionen. Der er flotte, pompøse butikker ligesom i f.eks. Firenze og Lucca, og biltrafikken kan sagtens konkurrere med de øvrige italienske byer. Men når tusmørket falder på, genvinder de svagt oplyste gader i Pistoia deres ægte, middelalderlige stemning. Kirkeklokkerne ringer, franciskanermunke vandrer i gaderne i deres let genkendelige brune kutter og rebbælter, mens brostenene foran butikkerne fyldes med udsalgsvarer, som det var skik i middelalderen.

Romersk by

Pistoia var oprindelig en romersk by, der opstod som skifte-post langs Via Cassia, men den blev totalt ødelagt i år 400 af longobarderne. Den blomstrede som et vigtigt bankcenter i middelalderen, og fra den tid stammer også den vigtigste arkitektur. Byen led under krigen mellem Firenze og Lucca og kom under Firenzes herredømme. Ordet ”pistol” synes at have sin oprindelse her i Pistoia. Den siges at være opkaldt efter dolken – kendt som pistolese – som de lokale soldater bar på sig.

Seværdigheder i Pistoia og omegn

Den imponerende, trapezformede bymur med bastioner og fire porte blev bygget af familien Medici i 1400-tallet, og omgiver stadig byens inderste kerne. Den centrale Piazza del Duomo er spærret for biltrafik og når den ikke er fyldt med travle torveboder, er det et ideelt sted til i fred og ro at opregne Pistoias rigdomme, udstyret med et bykort fra turistkontoret i Palazzo dei Vescovi, der ligger på selve pladsen.

Domkirken

Domkirken San Zeno er oprindeligt fra 500-tallet, men blev ombygget i romansk stil i 1100-tallet, hvor den blev prydet med en vældig facade med grønne og hvide marmorstriber. En marmorsøjlegang blev tilføjet senere og dekoreret med et udsøgt blåt og hvidt basrelief af Andrea della Robbia. Indvendig er der mange middelalderlige fresker og renæssancemalerier, samt digteren Cino da Pistoias gravmæle.

Flottest af alt er nok det massive sølvalter i San Jacopos kapel. Det er gennem mere end to århundreder blevet udsmykket med relieffer og statuer af mange forskellige kunstnere med Brunelleschi i spidsen. Det er et uvurderligt kunstværk, men desværre er kapellet som regel lukket. Man skal spørge kirketjenere om lov til at se nærmere på sølvaltret. Ved siden af San Jacopos kapel, over turistkontoret, ligger Domkirkemuseet.

Sublimt klokketårn

Tæt ved domkirken rejser det sublime Campanile klokketårn sig. Oprindelig var det et vagttårn, som man senere udvidede med tre rækker grønne og hvide pisa-buer, der er en kopi af Duomos facade. Lige overfor ligger det ottekantede Battistero dåbskapel af San Giovanni in Corte, udført af Andrea Pisano. Battistero har et vidunderligt stenloft og en stor døbefont sammensat af mangefarvet marmor, som begge for nyligt er blevet restaureret.

Pladsen fuldstændiggøres af en række skønne renæssancepaladser, som Palazzo del Podestá, der stadig fungerer som byret. På modsatte side ligger Palazzo del Comune bygget i 1200- og 1300-tallet med en harmonisk facade af buer, fint pyntet med spidse vinduer og prydet med det allestedsnærværende Medici-våben samt et marmorhoved.

Indvendig er der en gård og en bred trappe, samt skulpturer udført af den berømte kunstner Marino Marini. Mange af værkerne skildrer riddere og heste, som var hans yndlingsmotiver, bl.a. Miracolo del Cavaliere fra 1953, som står ved foden af trappen.

Imponerende kunstsamling

På første og anden sal findes en imponerende kunstsamling i det nye Museo Civico, der bl.a. rummer et enestående maleri af den hellige Frans fra 1200-tallet, en række altertavler fra Pistoias kirker fra 1400-tallet og mange skønne, flerfarvede træskulpturer fra 1400-tallet, bl.a. Angelo af Francesco di Valdambrino. Museet indeholder også en smuk træskulptur af Madonna col Bambino fra 1500-tallet og mange værker af gode senere kunstnere.

Nord for Piazza Duomo, på Piazza Giovanni 12, ligger der berømte Ospedale del Ceppo opkaldt efter de udhulede træstubbe, ceppi, hvori der indsamledes almisser til de fattige. Det blev bygget i 1200-1300-tallet og fungerer stadig som hospital. Over hospitalets arkadedækkede front ser man Andrea og Giovanni della Robbias fantastiske terrakotta-frise, hvori skønne farver gengiver de Syv Barmhjertighedsgerninger: Gode borgere der giver mad til de fattige, trøster fanger og syge, vasker fødder på støvede pilgrimme og hjælper de døende. Figurerne er realistiske og endda humoristisk skildret trods alvoren i de situationer, de fortæller.

Kirker i Pistoia

Pistoia har et stort antal kirker. Mange har stor, arkitektonisk interesse, og nogle indeholder store kunstværker – ikke mindst Pisanos prædikestole, som er byens stolthed. Enkelte kirker er forsømte eller under restaurering, Nogle er lukket, og andre er så dårligt belyste, at det næsten er umuligt at se noget som helst. En del kirker er blevet ombygget og udsmykket i en sådan grad, at det mest interessante ved dem er at sammenligne de mangfoldige stilarter og forskellige århundreders smag.

De fleste kirker ligger kun en kort spadseretur fra hinanden, og på en formiddag kan man besøge et godt udvalg af dem. Husk at de fleste kirker er lukket mellem kl. 12 og 15. Man kan også nøjes med bare at smutte ind i de kirker, man tilfældigt kommer forbi, som et kort pusterum fra trafikken og de travle gader.

Berømte prædikestole

Sant’Andrea på Via Sant’Andrea er flankeret af et kæmpestort pinjetræ. Kirken har en facade med arkader og relieffer over hovedindgangen. Indvendig er der et elegant malet træloft og smalle kirkeskibe, der dog er udmærket belyst fra et øvre lysgalleri. Her finder man en af de berømte prædikestole af Andrea Pisano. Den er udført i 1298 i samme stil som Nicola Pisanos prædikestol i Pisas domkirke. De skarpt udskårne marmorrelieffer når melodramatiske højder i skildringen af Jesu liv og dommedagen. I højre kirkeskib hænger et udskåret trækrucifiks, også af Giovanni Pisano.

San Bartolemeo in Pantano, på Piazza San Bartolemeo, er en af Pistoias ældste kirker, bygget i 1100-tallet med en femdelt facade, som er rig på marmordekorationer og relieffer. Reliefferne over døren er placeret på en romersk sarkofag. Inde i kirken er der en rekonstrueret prædikestol af Guido da Coma (1250) med marmorrelieffer, der viser Kristi fødsel og som hviler på ryggen af mænd og løver i marmor.

Glaseret terrakottaværk

På Via Cavour møder man San Giovanni Fuorcivitas kirke, som fik dette navn, fordi den blev bygget i 1100-tallet uden for bymuren. Den har en meget fin facade med grønne og hvide marmorstriber samt vægge i pisa-stil. Indvendig er der tilstrækkelig belysning til, at man kan se nogle smukke kunstværker, bl.a. prædikestolen udført af Guglielmo da Pisa i 1270, et vievandskar af Giovanni Pisano og et smukt, glaseret terrakottaværk af Luca della Robbia, der forestiller Bebudelsesdagen.

San Domenico kirken og klostret på Piazza Garibaldi er et eksempel på 1200-tallets gotiske stil. Men det er også et vidnesbyrd om, hvad man ikke skal gøre ved en kirke, idet man har udskiftet de originale vinduer med nye og af uforklarlige årsager fjernet store malerier. En række farverige fresker og værker, der tilskrives Rossellino og Bermini, er dog bevaret.

Arkitektoniske fund på hvert gadehjørne

Lige overfor ligger det forhenværende Antonio Taus kapel, som ikke længere bruges til det oprindelige formål. Det er nu ”blot” et monument under restaurering fyldt med mange gotiske fresker på både væg og loft.

Andre kirker, som er et besøg værd i Pistoia, kunne være Santa Maria delle Grazie, San Frencesco, San Paolo og Santo Spirito. Men på næsten hvert gadehjørne finder man arkitektoniske fund fra fine paladser til smukke træskærerarbejder over en gadedør.

På indkøb i Pistoia

De vigtigste indkøbsgader er Via Cavour, Via Cino, Via Ateo Vannucci og Via Orafi, hvor man kan købe tøj, sko, læder og smykker. Her er passeggiata, aftenpromenade, en rigtig italiensk skik. Hvert år den 25. juli holdes der Giostra dell’Orso bjørne-turnering, på Piazza del Duomo. Det er en forestilling med smukke og farverige kostumer, hvor emnet er en turnering med 12 riddere og en bjørn. I dag er bjørnen erstattet med en træfigur. Ca. fem kilometer uden for bycentret ligger Pistoias berømte zoologiske have i en stor pinjeskov.

Prato er Toscanas mest driftige, men ved første blik mindst smukke by. Men bag industriområderne i byens udkanter (med 75 % af Italiens tekstilproduktion) skjuler sig en kompakt gammel bykerne med en interessant renæssancekirke og en af Toscanas mest spændende freskocykler.

De første uldspinderier blev bygget i Prato i 1108, 56 år før Firenze kom med. Pratos stridende partier i middelalderen var ude af stand til at nå til enighed, og i 1313 gav byen sig frivilligt ind under det angevinske kongerige Napolis beskyttelse. Men da florentinerne, som var bekymrede over konkurrencen fra Prato, indledte en belejring af byen i 1350, svigtede dronningen af Napoli sine lensherreforpligtelser og ”solgte” den til Firenze året efter. Herefter havde Prato historie fælles med Firenze. Nu er rollerne byttet om; Prato har et langt mere dynamisk erhvervsliv end den gamle rival.

Pratos borg

Når man er kommet gennem Pratos grimme forstæder, finder man en middelalderby inde bag en sekskantet bymur i ly af Castello dell’Imperatore. Borgen, opført i det 13. årh. til kejser Frederik II, gjorde tjeneste som kejseligt støttepunkt mellem Tyskland og Frederiks besiddelser på Sicilien og i Syditalien. Borgen er kraftigt restaureret, men fra murene er der god udsigt over byen. Der holdes sommerkoncerter på borgen.
Nord for borgen ligger en tidlig renæssancekirme, Santa Maria delle Carceri, påbegyndt i 1485 af Giuliano da Sangallo. Både den og pladsen har navn efter et tidligere fængsel. Kirken er bygget til ære for en underfuldt talende Madonna malet på en af fængselsmurene, Madonna delle Carceri. Kirkens harmoniske, men lidt kølige interiør, som er så almindelig i Firenze, viser tydelig indflydelse fra Brunelleschi og Alberti. Monotonien brydes af en fornem glaseret frise og en serie tondi med Evangelisterne (1490) af Andrea della Robbia.

Pratos hovedtorv – Piazza del Doumo

Piazza del Duomo et par gader nord for kirken og borgen er Pratos hovedtorv med Piazza del Comune på den ene side og en guirlande af smukke middelalderpaladser på den anden. Duomo, grundlagt i 1211, udmærker sig ved en smuk udvendig prædikestol, Det Hellige Bæltes Prædikestol, tegnet af Donatello og Michellozzo (1428-38) til fremvisning på særlige dage af Marias bælte, Pratos helligste relikvie. De dansende putti er kopier; originalerne af Donatello er nu i Museo dell’Opera del Duomo sammen med Maso di Bartolomeos Hellige Bæltes Relikvarium. Over kirkens hovedportal sidder en smuk lynette af terrakotta (1489) af Andrea della Robbia af Madonna med helgenerne Stefano og Lorenzo. Den usædvanlige halvstribede facade er fra 1385-1457.

Det hellige bælte

Straks til venstre, når man kommer ind i kirken, ligger Cappella della Cintola (1385-90) med det Hellige Bælte. Et kraftigt bronzegitter skjuler næsten alterskulpturen af Madonna og Barn (et mesterværk af Giovanni Pisano) og Agnolo de Gaddis freskocykel Det Hellige Bæltes legende (1392-95). I venstre sideskib står en fornem prædikestol af Antonio Rossellino og Mino da Fiesole. Men domkirkens fornemste kunstværk er Fra Filippo Lippis enestående freskocykel (1452-66) i koret, én af de mest berømte fra den tidlige renæssance. Freskerne på venstre korvæg fremstiller scener fra San Stefanos levned, på højre scener fra Johannes Døberens levned. Den dansende Salome i Herodes’ Banket er et portræt af Lucrezia Buti, nonnen som blev forført af Lippi, der selv var munk. Lippi skal faktisk have forført hende under festen for Jomfruens Bælte, hvad man så skal lægge i det. Lucrezia blev senere malerens model og mor til deres fælles søn, Filippino Lippi, som selv blev en dygtig maler.

Salento er den sydlige del af regionen Apulien – Italiens støvlehæl. Området er en populær sommerferiedestination hos italienerne selv, da Salento er kendt for dens gode strande, gode mad og klima. Ikke mange udenlandske turister har endnu fundet ned til dette afsidesliggende hjørne af Italien og det er en skam. Der er nemlig mange gode oplevelser og ferieminder at hente netop her!

Salento strækker sig fra byen Lecce i nord til Santa Maria di Leuca i syd og et stort areal af området er dækket af sølvgrå oliventræer, som strækker sig så langt øjet rækker over landskaber med knaldrød mineralholdig jord og gamle dekorative stengærder, der vidner om en landsdel med en lang landbrugstradition.

August er måneden man bør undgå, hvis man vil slippe for højsæsonen, hvor der er allerflest gæster i regionen. Maj, juni og juli er alle dejlige måneder på disse kanter og antallet af andre rejsende er sparsomt i forhold til, hvad man kunne forvente, for klimaet er herligt i disse måneder. August, der er italienernes industriferie og årets varmest måned, er derimod mere travl og overfyldt.

Men hvad er der at se og opleve i Salento og hvad gør Salento så speciel?

Oplev Lecce by night

Den nordligste del af området Salento huser områdets største by – Lecce. Byen er en større smuk barokby med mange imponerende kirker, torvepladser og et herligt byliv. Byen er nok smukkest om aftenen, hvor de dramatiske barokbygninger er smukt lyst op og ornamenterne med de mange barokfabeldyr virkelig kommer til deres ret og bliver næsten helt levende.

Blandt de mange kirker i byen er det nok katedralen Santa Croce, som er den vigtigste og der er heller ikke sparet på dekorationerne på katedralens front. En anden storslået kirke er domkirken, hvis høje tårn man ikke kan undgå at lægge mærke til. Lecce kaldes i folkemunde sydens Firenze p.g.a. dens smukke bygningsværker, dog er Firenze nok mere kendt for sin renæssancestil, hvorimod Lecce er kendt for sin barokke stil. Und dig selv et besøg i Lecce ”by night” og kombinér det med en god restaurantoplevelse og én af de gode og korpøse lokale vine.

Nyd kystlivet i Otranto

Otranto er en sand perle af en by kun ca. en times kørsel syd for Lecce. Turen er klart smukkest (men også mere besværlig – kræver nogle gange et skift undervejs) i tog end i bil. Turen i tog fra Lecce til Otranto tager dig gennem landet langs smukke naturscenerier og enorme olivenlunde. Otranto ligger smukt ud til Adriaterhavet og huser, udover et meget hyggeligt og lille bycentrum, også et par udmærkede strande.

Otrantos centrum er domineret af smalle stræder og gader, store åbne pladser med fuld havudsigt og den kolossale fæstning Castello Aragonese, der også kan besøges. Byens katedral er et kapitel for sig. I denne enorme bygning fra 1088 findes der et fabelagtigt mosaikgulv (fra 1166!), hvor historier fra det gamle testamente er afbilledet med små farverige mosaikker. Et enormt arbejde og et smukt og uvurderligt kunstværk.

Når man endelig får løftet blikket fra gulvet, vil ens øjne møde det store alter for enden af kirkerummet og er man ikke forberedt, vil man nok blive en smule forskrækket. Her ligger nemlig utallige kranier og knogler stablet ovenpå hinanden (dog dækket af glas). De vidner om tyrkernes (ottomanernes) blodige indtog i byen tilbage i 1480. Her beordrede de 800 lokale indbyggere op på bakken Minerva, nu kaldet Martyrbakken, hvor de blev halshugget på grund af deres kristne tro. Knoglerne er i dag at finde i katedralen som en reminder om disse 800 menneskers grusomme skæbne.

Når sulten melder sig, for det gør den jo uanset hvilke grusomheder man må have set, så er der en del restauranter i Otranto at vælge imellem. Blandt disse kan især Trattoria/Pizzeria ”La Botte” anbefales. Den ligger i Via Guglielmotto d’Otranto, 15 i Otranto (tel. 0836 804293). Her er retterne veltillavede, priserne fair og stemningen familiær og rustik. Særligt populære er deres gode skaldyrsretter og sprøde pizzaer.

Cykel fra Otranto til San Cesarea Terme

Kystbyen San Cesarea Terme er af mindre skala end Otranto og byen er primært kendt for sine helbredende kurbade. Det kan anbefales at leje cykler i Otranto og tage turen langs kysten helt til San Cesarea Terme. Her er ikke megen trafik undervejs, vejene er gode og man får sig samtidig en ret unik oplevelse allerede efter få kilometer udenfor Otranto ad vejen Variante di Otranto. Her, på ens venstre side, fornemmer man et sted hvor jorden er meget rødlig lidt inde på marken. Tag en af stierne, der fører dig gennem det røde sand, og forvent ingen skilte trods den attraktion af format, der vil møde dig.

Cava di Bauxite er en naturskabt sø, hvis omkransende jord er meget rød og vandet i søen har en usædvanlig grøn farve, som står i smuk kontrast til den røde jord. Området er utrolig smukt og ligger underligt nok det meste af tiden øde hen, for ikke mange turister finder vejen frem til denne naturskønne og dårligt markedsførte naturperle. Fortsæt ad den store vej stadig mod San Cesarea Terme, som vil føre dig langs det smukke blå Adriaterhav, hvor du på klare dage nogle steder vil kunne skimte Albaniens kyst i horisonten.

En lille perle

Før du når San Cesarea Terme, kommer du fordi en anden lille perle, nemlig Porto Badisco, som ligger på din venstre hånd. Denne lille plet er meget vellidt hos de lokale og man kan parkere ganske tæt på havet – lige noget for italienerne! Trænger du til et pit-stop, så smid cyklen og tag en forfriskende dukkert her.

Herfra fortsætter du sydover ad vejen – SP358 – som du kom fra. Når du er kørt igennem en mindre skov (og lidt bakker!), er du ganske nær San Cesarea Terme – og har du ramt frokosttid, så ligger der nogle dejlige små caféer langs hovedgaden, hvor du fra nogle af dem har udsigt over havet. Seværdigheder er her ikke så mange af – trækplastret er kurbadene – men der er alligevel et par fine kirker bl.a. Chiesa Madre del Sacro Cuore, der ligger flot med front mod havet samt villaerne Villa Sticchi og Villa Raffaella fra attenhundredetallet – opført i en usædvanlig og karakteristisk byggestil. Sidstenævnte villa fungerer i dag som hotel.

Slap af i Gallipoli

En anden kystnær perle er byen Gallipoli i det sydlige Salento – perfekt beliggende ud mod det Ionske hav. Her bør man gå byen rundt langs de smukke brostensbelagte gader og nyde stemningen, som er lys og luftig. På byens havn lige uden for den gamle bydel kan man følge med i fiskerne arbejde – og det er ikke kedeligt – eller man kan fra den gamle bydel tage trapperne ned til byens strand. Der findes dog andre bedre strande i området kun et stykke udenfor Gallipoli. Et godt restauranttip i Gallipoli er ”Il Bastione” på V. Sauro 28 – Gallipoli (tel.+39 0833 261122). Her kan man forkæle ganen med gode lokale retter og især vældig gode fiskeretter, mens man nyder havudsigten der omgiver restauranten.

Solnedgang i Santa Maria di Leuca

Helt i syd ligger Santa Maria di Leuca. Nok en lidt for lang tur på cykel fra San Cesareo Terme. Men und dig selv alligevel at tage til Apuliens – og Salentos – sydspids. Her har du nemlig nogle af områdets allerbedste strande – endda så fine at de har fået tilnavnet ”Le Maldive d’Italia” (Italiens Maldiver).

Byen Santa Maria di Leuca er domineret af basilikaen De Finibus Terrae (Verdens ende). Står man her på denne store plads, føler man næsten, at man har nået Verdens ende og Virgil må have følt det samme, da han kort før vores tidsregning beskrev området i episke vendinger i Æneiden. Er man heldig at ramme Santa Maria di Leuca ved solnedgang, vil man få en ret unik oplevelse. Solens lyserøde skær oplyser hele De Finibus Terrae og giver de sandfarvede vægge et smukt skær. Udsigten over lystbådehavnen med solnedgangen i baggrunden er ligeledes en uforglemmelig oplevelse her på ”kanten af verden”.

Der er flere forskellige historier om, hvordan byen fik sit navn. De mest gængse siger, at Jomfru Maria engang reddede nogle både fra en storm, hvorfor man tilføjede hendes navn til bynavnet Leuca af taknemmelighed.

Santa Maria di Leuca huser et af Italien vigtigste fyrtårne bygget i 1864. Det er ikke til at overse med sine 47 meter i højden og placering på mere end 100 meter over havets overflade. Fyrtårnets 254 trapper kan være noget af en udfordring for selv den hærdede trappegænger, og skulle man ikke have fået trapper nok efter en tur oppe i fyrtårnet (hvis åbent), så kan man tage trapperne ned til byens havn (184 trappetrin).

Spis, drik og dans dig glad i Apulien

Apuliens køkken er noget de fleste syntes godt om. Tomaten indgår i mange retter, da den dyrkes i hobetal hernede. Pastaen, man får serveret, er oftest hjemmelavet og i Salento er især pastaen, som er formet som et lille øre (orechiette), meget anvendt. En egnstypisk ret er ”fave e cicoria” (bønner med cikorie). En noget anderledes ret end vi danskere er vant til, men den bør prøves. Mere smag er der (heldigvis) i Salentos vine.

Mange kender måske til vinene Primitivo Rosso di Salento, der fås i stort set alle supermarkeder herhjemme og vil man kaste lidt flere penge efter en god flaske vin, belønnes man med meget intense og mørke vine med en kraftig smag (ofte med et højt alkoholindhold). Prøv evt. vine på druen negroamaro, som er meget karakteristiske for netop Salento.

Speciel musikgenre

Salento er kendt for sin specielle musikgenre og der knytter sig megen historie hertil. Tarantellaen er en type folk-musik, hvor rytmen er meget dominerende og hvor mange forskellige instrumenter er involveret. Musikgenren opstod kort før 1800-tallet, hvor man hyrede spillemænd til at bringe de lokale kvinder på rette køl.

Med det skal forstås, at kvinderne dengang levede et meget hårdt liv – både i marken og derhjemme – og af og til påstod de at de var blevet bidt af områdets store edderkop (tarantellaen) og dermed røg ind i en slags febervildelse. I denne tilstand skabte de sig og opførte sig som værende i en slags trance i dagevis, og dansede den såkaldte Pizzica-dans (pizzica = stik (fra edderkoppen)).

Kun Tarantella-musikken kunne eftersigende få dem ud af trancen og bringe dem tilbage til normal tilstand. I dag siger sociologer, at kvindernes påståede edderkoppebid var en opfundet undskyldning for – i det mindste for et par dage – at slippe for det hårde liv og få lidt tiltrængt opmærksomhed. Der findes i dag et udmærket museum i byen (Casa Museo del Tarantismo), der forklarer mere om denne tradition – hvilket den vel egentlig kan kaldes.

Der afholdes hvert år i Salento en pizzica-festiva (La notte della taranta), hvor berømte kunstnere optræder med musik i tarantella-genren og dansen pizzica genopleves. Festivallen et stort tilløbsstykke også for udenlandske besøgende.