Enestående mulighed for at deltage i Skt. Patrick´s Day-parade i Dublin

Skt. Patricks dag d. 17 marts, Irlands nationaldag, er berømt langt ud over landets grænser. Hvis du gerne vil opleve den på tætteste hold, har du i år en helt enestående mulighed, idet arrangørerne af Skt. Patrick´s Festival for første gang nogensinde giver deltagere fra hele verden mulighed for at deltage i den årlige Skt. Patricks-parade i Dublin, og således blive en del af det uforglemmelige program, som venter de omkring 1,6 millioner tilskuere fra ind- og udland.

Festivalen løber af stablen fra d. 14 til d. 18 marts, og byder på en lang række kulturelle aktiviteter i løbet af festivalens fem dage, såsom teater-forestillinger, musik, dans, litteratur, samt diverse gade-forestillinger og familie-events.

Men højdepunktet på festivalen er naturligvis, ligesom de andre år, den store Skt. Patricks Day-parade på selve nationaldagen, som på spektakulær måde vil sno sig gennem hjertet af Dublin, imens den tryllebinder publikum på den 2,6 kilometer lange rute.


Youtube-video fra tidligere års parade på Skt. Patrick day

Og det er her, der i år åbner sig en helt enestående mulighed, for de, der gerne vil prøve selv at deltage i paraden: For første gang nogensinde inviterer festivalen hele 8.000 mennesker fra hele verden til at deltage i Skt. Patricks Day Parade i Dublin den 17. marts 2013. Som deltager i Folkets Parade vil du komme til at marchere i procession gennem gaderne i Dublin, indsnuse atmosfæren, mærke suset fra tilskuerne og de andre deltagere, og passere mange historiske seværdigheder undervejs, herunder Dublin Castle og Rådhuset.

Hvis du vil forfølge denne enestående chance for at blive en del af festlighederne, kan du ansøge om deltagelse via det irske turistkontors officielle hjemmeside.

Facts om Skt. Patrick´s Day

Skt. Patricks Day, også kaldet Feast of Saint Patrick eller på irsk-gællisk LÃ Fhéile Pádraig, er en kulturel og religiøs helligdag i Irland, der fejres den 17. marts, årsdagen for helgen Skt. Patricks død.

Dagen fejrer Skt. Patrick (385-461 e.Kr.), som var den mest almindeligt anerkendte af de irske skytshelgener, og ankomsten af kristendommen til Irland. Den er anerkendt af den katolske kirke, den anglikanske kommunion, den ortodokse kirke, samt den lutherske kirke.

I det tidlige syttende århundrede blev den gjort til en officiel festdag, hvorefter den efterhånden er blevet til en fejring af irsk kultur i almindelighed. Dagen er en helligdag i Irland, Nordirland, Newfoundland, Labrador og Montserrat og fejres almindeligvis af den irske diaspora rundt omkring i verden, for eksempel i Canada, USA, Argentina, Australien og New Zealand.

Fejringen af dagen foregår ved deltagelse i gudstjenester iført grønne klæder, offentlige parader og optog, og den midlertidige ophævelse af de liturgiske restriktioner for at spise og drikke alkohol i fasteperioden op til påske.

Oplevelser og overnatninger i Estoril

Portugal er velsignet med nogle af de smukkeste kyststrækninger, man kan tænke sig, og portugiserne har alle dage nydt godt af det store Atlanterhav, som har velsignet den gamle søfarernation med ”alt godt fra havet” i mange hundrede år.

For at have så nem adgang til havets skatkammer som muligt, slog de gamle fiskere sig ned i landsbyer langs kysten. Mange af disse små, gamle landsbyer er i dag yndede rejsemål for sol, afslapning og oplevelser til lands og til vands. Det er kultur og rejser i perfekt kombination.

Oplev Estorils smukke beliggenhed

Men det var ikke blot fiskerne, som ville så tæt på havet som muligt – i begyndelsen 1900-tallet slog den voksende gruppe af adelige sig ned og byggede smukke boliger og paladser, da der i denne periode var velstand blandt den portugisiske elite. Stedet er Estoril – og byens smukke beliggenhed til havet og i tæt afstand til den eksotiske storby Lissabon er med til at gøre Estoril så tiltrækkende.

Estoril har gennem tiderne vokset sig større, og i dag er Estoril kendt for dens strandpromenade og hyggelige bymidte med torvepladser, brostensbelagte stræder og rig mulighed for at nyde tilværelsen på en af de mange lokale caféer.

Ting at se på en rejse til Estoril

Besøg bl.a. nabobyen, Cascais, en gammel, charmerende fiskerlandsby, hvor havet alle dage har været den vigtigste fødekilde for lokalbefolkningen med et velbevaret centrum, smalle gader og stræder og masser af atmosfære. Udover Cascais kan du også lade turen gå til det vestligste punkt i Europa, nemlig Cabo da Roca, men også længere ind i landet og fra havoverfladen kan du komme op i højderne i den farverige eventyrby, Sintra, der – med dens mange små kongepaladser og sommerresidenser hvor adelen tilbragte de lune sommermåneder (også vor egen eventyrforfatter H.C. Andersen yndede at rejse til Sintra) – i dag står på UNESCO’s liste over verdensarv.

Besøg også metropolen Lissabon, der blot ligger 15 km. fra Estoril. Den portugisiske hovedstad emmer af liv og tilbyder et væld af farverige og historiske seværdigheder – ofte sammenlignes Lissabon med Italiens hovedstad, Rom, på grund af byens mange kvarterer opbygget på de 7 høje for foden af Tejo-floden.

Har du mod på endnu mere kultur og historie, kan du tage på en spændende udflugt til Fatima, Batalha, Nazaré og Obidos, som hver især byder på nogle af Portugals mest interessante seværdigheder. En rejse til Estoril giver både plads til afslapning i vandkanten og til spændende historiske og kulturelle højdepunkter.

Hotel i Estoril

På en rejse til Estoril kan du fx bo på det nyrenoverede Hotel Londres beliggende i hjertet af Estoril – et godt udgangspunkt for afslapning og oplevelser både i og uden for bygrænsen. Hotel Londres er et hyggeligt hotel med en perfekt beliggenhed i centrum af den charmerende gamle bydel i Estoril, hvor der kun er begrænset lokal trafik. Fra hotellet er der 5 minutters gang til stranden i Estoril, samt den smukke strandpromenade, der fører hele vejen til Cascais. Ønsker du at benytte toget til Lissabon, ligger stationen ca. 5 minutters gang fra hotellet og rejsen til centrum af Lissabon varer ca. 25 minutter. Hotellet serverer en god og solid morgenmad og middagene bærer præg af friske råvarer og et godt køkken. Hotellet har en meget hyggelig bar, hvor der flere gange om ugen er live-musik. Hotellet byder på en dejlig have og swimmingpool. Værelserne er alle pænt indrettet og har balkon med udsigt til byens park eller pool-område. Som gæst på Hotel Londres vil du nyde godt af den gode service og gode atmosfære.

Rejsetips til Estoril

Byrundtur i Estoril og Cascais
Oplev de to mondæne badebyer; Estoril og Cascais, der hver især tiltrækker mange besøgende hvert år med deres skønne strande og med deres afslappende og hyggelige atmosfære. Estoril er udover strand og bymiljø også kendt for dets velplacerede kasino i gåafstand fra Hotel Londres. ”Casino Estoril” er et af de største af sin slags i Europa og har haft mange prominente besøgende lige fra jetsettet, royale og under 2. Verdenskrig kom også mange agenter og spioner for at holde et vågent øje med de spillelystne. Det er faktisk herfra at en vis Ian Flemming, opfinderen af James Bond 007-karakteren, fandt inspiration med at skrive romanen fra 1953 – Casino Royale, som senere blev filmatiseret og har været en bragende succes verden over.

Udover kasinoet er en byrundtur i Estoril er en interessant oplevelse, da byen blev grundlagt i begyndelsen af det 1900 århundrede af en gruppe velhavende, som gjorde sig umage med at gøre de nyopførte bygninger smukke og æstetiske af udseende. Gå fx igennem byens ”grønne åndehul” – parken i Estoril, hvor du kan prøve en forfriskende (og stærk) portugisisk kaffe kaldet bica, der er ligeså elsket blandt portugisere som en espresso er blandt italienere.

Efter opholdet i parken kan du slentre langs strandpromenaden, hvor du kan nyde den smukke kyststrækning, og end i Cascais, som er nabobyen til Estoril, der også er velsignet med en skøn bymidte og en beliggenhed helt ned til vandkanten. I Cascais ligger fiskerestauranter skulder mod skulder og tilbyder hver dag frisk fisk – ofte får man selv lov til at vælge præcis hvilken fisk fra restaurantens akvarium, som man allerhelst gerne vil sætte tænderne i, man peger blot på den ønskede fisk og den vil efterfølgende blive tilberedt og serveret.

Den gyldne stad, Lissabon
For mange danskere er Lissabon endnu en uudforsket storby, og det er egentlig underligt, for Lissabon har så meget at byde på og sammenlignes ofte med både Rom, Paris og Barcelona – dermed tilbyder Lissabon oplevelser krydret med kultur, natur og historie, og det kan være svært at beslutte, hvor man skal begynde. Da portugiserne er en nation af søfarere, vil man hurtigt bemærke havets store betydning for indbyggerne, som i mange hundrede år har været byens livsnerve til omverdenen. De store, gamle søfarere har dermed også sat sit præg på byen – blandt andet monumentet af Henrik Søfareren, der med dens beliggenhed ved udmundingen af Tejo-floden ”byder velkommen” til vandvejens tilrejsende. I samme kvarter, Belém, ligger også Torre de Belém og Jeronimos-klostret, der er velbesøgte på grund af deres righoldige historie.

Lissabons gamle bymidte med de mange, små kvarterer fortæller hver især deres egen unikke historie, selvom de udadtil minder meget om hinanden med smalle, brostensbelagte gader og stræder samt et væld af små caféer, beværtninger og restaurationer. Desuden er den mest benyttede transport inden for bygrænsen de røde og gule sporvogne, der krydser hinandens spor, som de har gjort det i mange, mange år – man fornemmer straks, at Lissabon er én af de latinske storbyer, hvor livet på én gang er livligt og hektisk, men omvendt er der ingen, der har travlt – der er altid tid til at drikke en bica, læse dagens avis og diskutere verdenssituationen. Hvad man ikke når i dag, det når man sikkert i morgen.

Oplev Fatima, Batalha, Nazaré, Obidos og Carcavelos
Oplev Fatima, Portugals mest betydningsfulde pilgrimsby, der hvert år besøges af pilgrimme fra hele verden for at ære den hellige Jomfru Maria. Tag evt. også til UNESCO-byen Batalha, der er kendt for dens smukke, dominikanske kloster, Santa Maria da Vitória, og hvor man imponeres af datidens evner for at konstruere så store bygningsværker uden de midler, der stilles til rådighed for byggebranchen i dag.

Efterfølgende kan du køre mod kysten igen – mod Nazaré, den gamle fiskerlandsby, der i de varme sommermåneder fungerer som oase for mange portugisere på grund af det friske og tiltrækkende Atlanterhav. I Nazaré kan du passende nyde dagens frokost, som evt. kunne bestå af områdets største indtægtskilde, nemlig frisk fisk. Og portugiserne ved, hvordan fisk skal tilberedes, og det kan man som gæst nyde godt af under sit besøg.

Sluttelig kan du tage til Obidos, den gamle fæstningsby. I Obidos reklamerer boderne med den lokale likør, som kaldes ”ginjinha” – elsket blandt mange og hos andre bliver det aldrig yndlingsdrikken, men find selv ud af om du skal have en flaske ”ginjinha” med hjem til Danmark.

Tag evt. et smut til Carcavelos, som ligger ud til Atlanterhavet ved udmundingen af Tejo-floden og grundet dets gode forhold for vandsport, er Carcavelos et yndet mål for surfere fra nær og fjern. Eller tag på et af de lokale markeder – f.eks. i Lissabon. Forhør dig i området om hvor og hvornår der eventuelt er markedsdag og gør en god handel.

Udflugt til Sintra og Cabo da Rocha
En anden lille perle på landkortet er eventyrbyen Sintra, der emmer af romantik og tidligere tiders storhedstid. I den lille bjergby, Sintra, hvor man finder det ene lille palads efter de andet, er der mulighed på egen hånd for at besigtige det royale palads midt i byen – eller brug tiden på at nyde byen med de blomsterfyldte stræder, hvor der ofte skyder en café op, hvor man passende kan sætte sig og nyde stemningen.

Kør videre mod vest til det vestligste punkt i Europa. Stedet hedder Cabo da Rocha – skal man oversætte navnet til dansk vil det hedde ”for enden af klippen” og det er billedligt også rigtigt, da man fra udsigtspunktet kun ser det store hav, der vælter ind over de stejle klippeformationer.

Tilbage i Estoril kan du nyde stemningen på en af de mange caféer i byen eller tage en slentretur langs vandet.

Oplevelser og overnatninger på Madeira

Portugals smukkeste ø er velsignet med dramatiske landskaber og har fået øgenavnet “Atlantens Perle”. Madeira er blevet beskrevet som “en flydende have”, et navn der henviser til mange århundreders opdyrkning. Den rige, vulkanske jord, det milde klima og regn i tilpasse mængder har sørget for de store kontraster i landskabet.

Fra dale med små-søer og åer, til bjergsider med vin- og bananplantager. Madeira har det hele, og lidt til! De frodige parker og de berømte levadaer er i sig selv et besøg værd.

Seværdigheder på den rejse til Madeira

På en rejse til Madeira kan du opleve store seværdigheder, herunder øens fantastiske natur. Du kan vandre på de legendariske levada-stier, gå på opdagelse i lava-grotter og et vulkan-center, indånde duftene fra Portugals største rosenhave, nyde udsigten fra verdens næsthøjeste kystklippe, og opleve Madeiras nuværende ”hovedstad” Funchal, hvor du blandt andet kan besøge den fantastiske botaniske have, Jardim Botanico, og den næsten 500 år gamle domkirke Sé.  Du har mulighed for at køre gennem kastanje- og eukalyptusskove, besøge den maleriske fiskerlandsby Camara de Lobos, samt opleve øens første hovedstad Machico.

Gode hoteller når du rejser til Madeira

Hotel Enotel Baia do Sol er et godt firestjernet hotel, beliggende på Madeiras sydkyst, i landsbyen Ponta do Sol. Ponta do Sol er omgivet af bjerge og ligger ud til kysten, og kontrasten mellem de grønne bjerge og Atlanterhavskysten, gør opholdet på hotellet til en smuk oplevelse. Hotellet ligger 25 minutter fra hovedbyen Funchal og 45 minutter fra lufthavnen. Alle hotellets værelser har havudsigt, privat badeværelse, hårtørrer, air-condition, sikkerhedsboks, kabel-tv og telefon. Desuden har hotellet bar, restaurant, swimmingpool en dejlig tagterrasse, hvor man kan nyde solnedgangen.

Hotel Estalagem do Mar er et firestjernet hotel, beliggende på nordkysten af Madeira, nær landsbyen Sao Vicente, 40 kilometer fra Funchal og 50 kilometer fra lufthavnen. Alle 91 værelser og 8 junior-suites har havudsigt, twin eller dobbelt-seng, eget badeværelse, tv, hårtørrer og et behageligt interiør med blomstrede gardiner, lyse dekorationer, og mørke træmøbler. Hotellet har en restaurant, en bar, en have, en tennisbane, et fitnesscenter og en indendørs- og udendørs swimmingpool. Desuden er hotellet i besiddelse af jacuzzi, billard, bordtennis og dart, desuden safety box. Hotellets reception er åben alle døgnets timer.

Hotel Four Views Baia på Madeira er et splinternyt, fremragende hotel i Funchal med en fantastisk udsigt ud over Funchal bugt og bjergene omkring. Hotellet har 231 værelser og 30 lejligheder, som er fordelt på ni etager. Hotellets komfort og dets enestående beliggenhed gør et ophold på dette hotel til en oplevelse!Hotellet har restaurant med meditarreansk køkken, bar, have, terrasse, tennisbane, sauna, fitness-center og spa- og welnesscenter. Desuden råder hotellet over massage, jacuzzi, indendørs- og udendørs swimmingpool, tyrkisk bad, billard og gratis internetforbindelse via modem i forretningsområdet. Fra hotellet til Funchal centrum er der ca. 5-7 minutters gang.

Rejsetips til Madeira

Let vandring omkring Ponta do Sol
Tag på vandring i den smukke natur omkring Ponta do Sol. Ved frokosttid kan du ende i selve Ponta do Sol, som er en ganske lille landsby, der kan prale med at have en meget smuk beliggenhed, da den ligger godt beskyttet af de omkringliggende bjerge, men med åbning til det store Atlanterhav.

Da Madeira er en klippeø, afspejles dette også på de fleste af øens strande, som er stenstrande – dette betyder ikke, at du ikke kan bade; det anbefales dog at have et par badesandaler med i bagagen hjemmefra.

 Prazeres, Porto Moniz, São Vicente m.m.
Tag turen langs sydkysten via Madalena do Mar til Calheta, hvor du kan besøge den gamle sukkerrørsfabrik. Stop nede ved fyrtårnet i Ponta do Pargo, øens vestligste by, hvorfra udsigten kan nydes. Hertil er motor-trafikvejene endnu ikke nået, så det går ad den gamle, snoede landevej til Porto Moniz, hvor du er kommet til det nordvestligste punkt – en smuk køretur hvor naturen kan nydes på tæt hold.

Spis frokost i Porto Moniz og få dig et bad i de naturlige havbassiner, som byen er kendt for – eller tag en slentretur i byen. Efter besøget i Porto Moniz kan du køre op til dalen Chão da Ribeira, som ligger på et plateau oven for byen Seixal. Dalen er kendt for sine små, charmerende stenhuse, som i virkeligheden er gamle ”kohuse” eller stalde, der er blevet forvandlet til sommerhuse (i dag ligner de allermest små dukkehuse), hvor mederianerne ynder at tage til i weekenden med familien.

São Vicente, lava-grotter og afslappet vandring
São Vicente er nordkystens ”hovedstad”. Her ligger lavagrotterne og det vulkanske center, som illustrerer Madeiras skabelse – absolut et besøg værd da man får en forklaring på, hvorfor Madeiras landskab netop er så særpræget og frodigt. Hvis du har mulighed for det, så prøv at opleve det bjergrige landskab til fods – i området ligger der flere vandrestier og der er mulighed for levadavandring.

Fra Ponta Delgada, Santana, Funchal
Denne dag kan du lade den østlige del stå for tur. Sæt kurs mod et spændende besøg og i Arco São Jorge, hvor den største rosenhave i Portugal ligger. Her findes ca. 17.000 forskellige eksemplarer af roser – du vil blive mødt af en eksplosion af farver og dufte! Lad næste stop være i Santana, hvor du kan besøge den Tematiske Park, som er et slags frilandsmuseum. Her kan du også nyde dagens frokost.

Fra nord til syd kan du komme til Machico, Madeiras første ”hovedstad”, og nu øens næststørste by, og videre til den nuværende hovedstad og største by, nemlig Funchal.

Funchals gamle by og markedsbesøg
Stift bekendtskab med Madeiras ”hovedstad”, Funchal og omegn. Besøg bl.a. domkirken ”Sé”, der står næsten uberørt siden kolonitiden, det farverige bymarked ”Mercado dos Lavradores”, og den frodige botaniske have, der blandt andet bevokses af lokale dragetræer. Tag på tur rundt i den gamle bydel, med dens pragtfulde arkitektur og dens mange smalle gader, og tag ned og nyd Funchals smukke lystbådehavn. Sørg også for at besøge museet ”Quinta das Cruzes” samt broderifabrikken. Hvis du har mulighed for det bør du også få smagt på øens Madeira-vin.

Nyd udsigten ved Nonnernes Dal
Kør via eukalyptus- og kastanjeskove til Eira do Serrado (1094 m.o.h.) med fantastisk udsigt til den lille landsby Curral das Freiras, som ligger i Nonnernes Dal.  Landsbyen er omgivet af høje bjergtinder på alle sider, og nogle forskere mener, at dette er øens oprindelige vulkankrater. Lad turen gå videre til Câmara de Lobos, en pittoresk lille fiskerlandsby og derefter til verdens næsthøjeste kystklippe, Cabo Girão (580 m.o.h.), hvorfra der er en udsigt over hele Camara de Lobos og Funchal-området, som ikke kan beskrives – det bør opleves!

Porto rejsetips

Porto er Portugals andenstørste by. Portvin har igennem mange århundreder gjort byen berømt, eftersom denne handelsby har tiltrukket mange udenlandske familier og skabt et dynamisk interkulturelt samspil.

Porto byder på talrige seværdigheder, såsom kirker, museer, og det historiske centrum, som er byens hjerte. Trods hverdagens travlhed føles det afslappende at færdes i en by, der ikke er overrendt af turister.

Tips på rejsen til Porto:

Sea Life Porto– Spændende tematisk park beliggende i Parque da Cidade (Byens park) og den emblematiske Castelo do Queijo (Ost fæstning), ved Foz kvarteret. En unik individuel eller familie undervandsoplevelse. Inter-aktivitet med havets dyr. Undervandstunnel bringer dig tæt på hajer, blæksprutter, rokker. En tropisk skov byder på eksotiske og sjældne tropiske dyr. Familiepris (4 voksne + 2 børn 32,40 €) .

Parque da cidade – Portugals største urbanpark på 80 hektar, projekteret af landskabsarkitekt Sidónio Pardal, hvor det ikke føles, at man er midt i en stor by. Utrolig flotte landskaber og søer, samt stier, der inviterer til dejlige spadsereture og opfordrer til unik afslapning. Der er fire indgange til parken.

Bordallo Pinheiro – Berømt portugisisk keramiker fra d. 19. årh, som skabte et innovativt og ”appetitligt” keramik-koncept ved at afbilde grøntsager, frugt, kål i sine tallerkener, fade, mv. Bl.a. kan man købe Bordalo Pinheiros keramik i MOMA (New York). Danmark er Bordallo Pinheiros 6. vigtigste eksport marked.

Lost Underground – Musik-butik, hvor man finder sjældne vinyl-plader, magaziner,  T-shirts, mv.

Bombonaria Bonitos – Traditionel familie-ejet chokolade-butik med hjemmelavede udsøgte chokolader, marmelader, honning, kiks, te, mv.. – Rua Afonso Lopes Vieira 150, 4120-020 Porto

Købmandsbutik Pérola do Bolhão – Beliggende i en flot ”Art Noveau” bygning, blev grundlagt i 1917 i hjertet af Porto. Portugisiske produkter og råvarer. Rua Formosa 279, 4000-252 Porto

A Vida Portuguesa – Efterfølger til den første butik i Lissabon; er specialiseret i genuine portugisiske ”retro”-produkter. – Rua Galeria de Paris 20 – 10., 4050-162 Porto

Café Guarany – Grundlagt i 1933, er kendt som ”musikerens café” og byder på live-musik hver torsdag, fredag og lørdag. Lige fra Fado til Bossa Nova eller cubanske aftener. – Avenida dos Aliados 89-85, 4000-066 Porto

Café Majestic – Portos ”Belle Epoque”s luksus-café indviet I 1921 som ”Elite”, skiftede dog navn til ”Majestic”, var et fast mødested for Portos kunstnere, politikere, forfattere. Har status som ”værdibevarende monument” og blev totalt restaureret i 90’erne.  – Café Majestic Rua de Santa Catarina 112 – 4000-442 Porto

Marked ”Bolhão” – Monumentale stor bygning opført i Neo-klassisk stil i 1914, erstattede den første fra 1839, som et forsøg for at samle byernes købmænd et sted, ligger i hjertet af Porto. Fra mandag til lørdag oplever man en her en livlig atmosfære. Her findes specielle butikker der sælger ægte portugisiske produkter. Rua Fernandes Tomás – 4000-214 Porto

Restaurante Escondinho – En foretrukket restaurant for mange i Porto, der siden 1934 her har kunnet smage på genuin portugisisk gastronomi i en hyggelig atmosfære præget af vægge belagt med smukke håndmalede kakler fra d. 17. årh.. Restauranten har været anbefalet af prestigefyldte rejsemagasiner.

Restaurante Tripeiro – En restaurant velkendt for sit typisk ”Portos-køkken”, herunder den traditionelle ”Tripas à moda  do Porto” (en gryderet tilberedt bl.a. med kalv, kalkun, kylling, og hvide bønner, der serveres med ris tilberedt i ovnen, typisk i en speciel ler-gryde). Restaurante Tripeiro – Rua Passos Manuel 195, 4000-382 Porto

Oplev Alentejo

Her finder du masser af inspiration til oplevelser og seværdigheder på din kulturrejse til Alentejo.

Alentejo regionen i Portugal har hidtil været meget overset, både af turister, men også af portugiserne selv. Faktisk nyder andre portugisere at gøre grin med befolkningen i Alentejo. Det er lidt ligesom, når vi herhjemme fortæller Molbo-historier. I den seneste tid, har portugiserne dog selv fået øjnene op for rejser til Alentejo, og nu er turen kommet til de internationale turister.

Det regionale turiskontor i Alentejo er derfor gået i luften med en kampagne, som skal trække internationale turister til Alentejo og der sandeligt også masser at se, smage og mærke i den skønne region.

Afslappet folkefærd

Befolkningen i Alentejo er et roligt folkefærd, måske for roligt, hvis man spørger andre portugisere. De beskyldes for at være meget afslappede, nærmest dovne og det der med at arbejde er ikke noget, som de er særligt begejstrede for.

Når man rejser til Alentejo, vil man dog få en hel anden oplevelse af de mennesker, man møder. De er utroligt søde og gæstfrie, og de er meget opsatte på, at du som gæst føler dig godt tilpas.

De vil gerne have, at mange flere mennesker fra hele verden rejser til Alentejo og kommer og ser alle de smukke seværdigheder, der findes i kort afstand fra hinanden. Der er masser af ting at se, så det vil være umuligt at remse dem alle op på en gang, men til at starte med, kan vi anbefale de vidunderlige naturoplevelser, som du vil få på en rejse til Alentejo.

Smuk natur i Alentejo

Alentejo regionen fylder arealmæssigt omkring halvdelen af det samlede areal af Portugal. Alligevel er det kun ca. 6% af den portugisiske befolkning, som bor i Alentejo. Dette gør naturligvis, at der er meget uberørt natur og store skovarealer, der skal passeres, når man rejser rundt i Alentejo.

Den bedste rejseform i Alentejo vil være med billeje i Alentejo, eller med leje af en bus med chauffør, hvis man tager af sted som gruppe. Kører man i en bil, som man fx. har lejet i Lissabons lufthavn, er man også hurtigt i regionen, som ligger syd for Tejo floden.

Fra Lissabon kører man over den imponerende Vasco da Gama bro og så er man allerede i Alentejo. Det er en vidunderlig region at besøge, både for familier eller voksne, som ønsker at holde en afslappende ferie for sig selv. Er man med en gruppe og skal man besøge nogle af regionens mange vingårde og smage noget af den vidunderlige vin som bliver produceret i regionen, så er det en god idé at tage af sted i en bus, hvor man enten kan skiftes til at køre, eller lade en chauffør tage sig af den tjans.

Korktræerne i Alentejo

Så snart man kører ind i regionen, vil man opdage de mange korktræer, som står overalt i regionen. Rejser man til Alentejo, vil man opdage, at produktionen og forarbejdningen af kork er meget betydningsfuld for regionens økonomi.

Korktræerne ses alle steder, så snart man kommer ud af byerne og de fleste af dem er letgenkendelige på deres karakteristiske stammer, som ofte er helt bare pga. den bark, som er pillet af og sendt videre til forarbejdning. Der høstes kork ca. hvert niende til hvert tiende år og når barken er pillet af, skrives det årstal, hvor korken er pillet af på træets stamme.

Faktisk sidder Portugal på omkring 54 procent af verdens korkproduktion. Dette understreger, hvor vigtig korken er for regionen, og det vil være noget man oplever meget tæt på, når man rejser til Alentejo.

Kork kan bruges til mange ting, så man tager fejl, hvis man tror, at det er et materiale, som kun bruges til vinpropper og gulvbelægning. I Alentejo producerer man både tasker, kjoler, bukser, sko og meget mere at korken, og det er et holdbart materiale, som både tåler vask og slid som andre gængse materialer.

Naturoplevelser i Alentejo

Alentejo er en region med en meget smuk natur. Portugiserne siger selv, at det er bedst at rejse til Alentejo i foråret eller efteråret, fordi naturen på disse årstider er meget grøn, og fordi det er på denne tid på året, at træerne og blomsterne bærer blomster.

Om sommeren er landskabet meget mere tørt og gult, og man fristes sommetider til at tro, at man befinder sig i Afrika. Det er utroligt smukt at se på det barske landskab, og kører man gennem landskaber som disse, sidder man sommetider blot og venter på, at der skal dukke en løve eller en giraf op i landskabet.

Opdag stjernerne på La Palma

De Kanariske Øer er mest kendte for deres spektakulære natur, med storslåede strande, usædvanligt plante- og dyreliv, mægtige bjerge og vulkaner, og et fantastisk subtropisk klima, der egner sig til rejser hele året rundt. Men der findes også andre muligheder på De Kanariske Øer. På ét af arkipelagens øer, La Palma, findes nemlig nogle af verdens bedste muligheder for at kigge på stjerner.

I skyggen

La Palma er ikke den mest kendte af De Kanariske Øer. Den står ofte i skyggen af større og mere populære kanariske øer som Tenerife, Gran Canaria, Lanzarote eller Fuerteventura. Men om ikke andet så på ét punkt overtrumfer La Palma sine større brødre: La Palma er ét af de bedste steder i verden for at kigge på stjerner.

Nordic Optical Telescope, La-Palma. Foto: Michael Hanselmann @ www.MichaelHanselmann.de

Unikke forhold

Grunden til dette skal blandt findes i øens geografiske placering og dens geologiske forhold. Beliggende midt ude i det Atlantiske Ocean, fjernt fra fastlandet, og med øens høje bjerge, der i nogle tilfælde når op til 2400 meters højde, er der perfekte muligheder for at få frit udsyn opad mod stjernehvælvet.

En anden vigtig grund er naturligvis, at øen er i besiddelse af ét af verdens bedste observatorier, kaldet Observatorio de Roque de los Muchachos, opkaldt efter det bjerg, som det er placeret på, i knap 2400 meters højde. Observatoriet rummer nogle af verdens største teleskoper, herunder det svenske 1-m Solar-teleskop, der giver den højeste opløsning af sol-billeddannelse blandt alle verdens teleskoper. I alt har øen 14 store teleskoper fra 11 lande, herunder Danmark, der var blandt de fire første lande, som i 1985 indviede observatoriet.

Observatoriet er et vigtigt forskningssted for mange lande og bruges ikke blot til stjerne-observation om natten, men er også genstand for observationer af solen (den såkaldte sol-fysik). Desuden er observatoriet et attraktivt studiested for specialister i høj-energi astrofysik.

Guidede ture

Observatoriet på Roque de los Muchachos tilbyder guidede ture for grupper af en varighed på mellem 45 og 90 minutter, hvor det indre af observatoriet vil blive vist og forklaret. Rundvisningerne er gratis, men forudbestilling er nødvendig.

Du kan her læse mere om mulighederne og betingelserne for at få en rundvisning på observatoriet Roque de los Muchahos på deres egen hjemmeside

 

Oplev international kulinarisk festival på kroatisk drømme-ø

Du har nu mulighed for at opleve gastronomi på højt plan under særdeles attraktive omstændigheder, idet sammenslutningen af kokke ved Middelhavet og i de europæiske regioner afholder deres årlige kulinariske festival i den smukke kroatiske kystby Supetar på øen Brač i næste måned.

Festivalen afholdes fra d. 20 til d. 24 marts, og har fået navnet “Pearl of the Sea”, der også kunne have været en passende betegnelse for det smukke sted, hvor den afholdes.

Deltagere fra mere end 20 lande

Festivalen vil have deltagelse af et stort antal professionelle kokke, amatør-kokke, journalister, rejsearrangører, ejere og repræsentanter for hoteller, restauranter, byer og kommuner fra mere end tyve lande i Europa og –  i særdeleshed – Middelhavs-områdets regioner.

Festivalen vil blandt andet rumme workshops, gastro-udstillinger og konkurrencer, hvor alle deltagere får mulighed for at præsentere deres lande og regioner gennem deres gastronomi.

Øen Brač

Supetar, hvor festivalen afholdes, ligger på øen Bračkun 45 minutters sejlads fra Kroatiens andenstørste by Split. Brač er Adriaterhavets tredjestørste ø med lidt under 15.000 indbyggere, hvoraf de godt og vel 3.500 lever i hovedbyen Supetar.

Brač har Adriaterhavets højeste punkt på en ø med 778 meter og er kendt for sine smukke natur, sine gode strande og sit attraktive, mediterranske klima, med masser af soltimer, lange somre og korte, milde vintre, der hvert tiltrækker mange kroatiske og udenlandske besøgende. En anden værdsat egenskab ved øen er dens luft, der er fyldt med duften af rosmarin, kurveblomster, samt appelsin-, figen- og citron-træer, der vokser på øens klippede undergrund.

Lige siden romertiden har den udmærket sig med sine fremragende landbrugsprodukter, såsom ost, vin, fårekød og olivenolie, og for nutidens besøgende er dens gådefulde og spraglede historie et interessant bekendtskab, med påvirkning fra grækere, romere, ungarer, habsburgere, venetianere, ottomannere, franskmænd, serbere, slovenere m.fl.

Desuden er øen kendt for sine hvide sten af høj kvalitet, der ikke bare er blevet brugt til at bygge øens smukke huse, men også er en eftertragtet vare i andre dele af verden, herunder Det Hvide Hus i Washington.


Youtube-video fra Supetar

Supetar

Supetar, der vil være vært for den kulinariske festival i marts, ligger på den nordvestlige del af Brač, og er en smuk fisker- og havneby med en usædvanlig arkitektur: Størstedelen af de mange flotte villaer i byen er mere end 200 år gamle; nogle går helt tilbage til 1600-tallet. Byen er omgivet af flere fremragende strande, og er pakket ind i et tæppe af tamarisk- og fyrtræer, der breder sig op ad bjergskråningerne bag byen.

Men byens nerve er dens idylliske havn, flankeret af en promenade med palmetræer, samt en række hyggelige restauranter, cafeer og forretninger, der gør byen til et særdeles attraktivt rejsemål, ikke bare for gastronomiske festivaler i marts, men hele året rundt.

Læs mere om Supetar på byens turistkontors hjemmeside

Oplev Europas kulturhovedstæder i 2013

Hvert år udnævner EU et par europæiske byer til kulturelle hovedstæder for at fremme den kulturelle udveksling mellem de europæiske lande. Sidste år var de to valgte kulturhovedstæder Guimarães i Portugal og Maribor i Slovenien. I år er det så Marseille i Frankrig og Košice i Slovakiet, der nu får æren af at være europæiske kulturhovedstæder for et års tid. Begge byer er oplagte som rejsemål for en kulturrejse.

En græsk ide

At udnævne europæiske kulturhovedstæder er ikke nogen ny forteelse. Ideen er oprindeligt græsk og stammer fra 1983, kun to år efter at Grækenland var blevet optaget i det europæiske samarbejde. I det græske kulturministerium sad en kvinde med en visionær tanke, der siden skulle blive en fast del af EU´s kulturpolitik. Kvinden hed Melina Mercouri, og var iøvrigt en glimrende skuespiller. Men det var i egenskab af kulturminister og ikke i egenskab af skuespiller, at hun kom på ideen med at hvert år at udnævne en by i Europa til europæisk kulturhovedstad for at bringe de europæiske kulturer tættere på hinanden.

Kun to år efter at ideen var blevet udtænkt af Melina MercouriI, blev den blev realiseret, forøvrigt med Mercouris egen hovedstad, Athen, som den første europæiske kulturhovedstad. Siden da er 40 byer blevet udnævnt til europæisk kulturhovedstad af EU´s Ministerråd.

Flere kulturhovedstæder ad gangen

I begyndelsen var det kotume kun at udnævne én by som kulturhovedstad – hvilket også må siges at være det mest logiske – men fra år 2000 ændrede denne praksis sig brat; herfra begyndte Ministerrådet at udnævne flere byer om året som ligeværdige kulturhovedstæder, hvilket kulminerede i år 2007 med hele ni europæiske kulturhovedstæder.

I de sidste år har der dog normalt kun været et par stykker ad gangen og i år er turen som sagt kommet til Marseille og Košice.

Marseille 

Marseille er Frankrigs anden-største by efter hovedstaden Paris, beliggende i den sydøstlige del af Frankrig. Byen, der er hovedstad i regionen Provence-Alpes-Côte d’Azurer, ligger ned til Middelhavet og er berømt for sin havn, der er Frankrig største kommercielle havn. Men byen, der ofte kaldes Frankrig ældste by, med spor af mennesker, der går hele 30.000 år tilbage, er også rig på historie og kultur, og er et oplagt rejsemål for en kulturrejse.

Byen har sit eget berømte operahus, en perlerække af historiske og maritime museer, en fantastisk gastronomi, et væld af gode teatre, barer, cafeer og restauranter, og et vidunderligt klima. Marseilles har også fem kunstgallerier, der bærer spor af nogle af Frankrigs største kunstneres gang i byen, såsom Braque, Renoir og Cézanne.

I anledning af året som europæisk kulturhovedstad har byen stablet endnu flere kulturelle aktiviteter på benene end normalt, herunder et helt nyt museum for bosættelser i Europa og ved Middelhavet tegnet af arkitekten Rudy Ricciotti.

Du kan her læse mere om kultur-programmet i Marseilles som europæisk kulturhovedstad.

Košice

Košice er Slovakiets anden-største by efter hovedstaden Bratislava, og ligger i den østlige del af landet, nær grænsen til Ungarn. Košice er et vigtigt industrielt centrum i Slovakiet, men rummer samtidig en velbevaret historisk bykerne, der er berømt for sine historiske bygninger i gotisk, barok- og renæssancestil, sine mange katolske kirker, sine aristokratiske paladser, og sine mange fremragende cafeer, restauranter og butikker.

Byen er også rig på museer, gallerier og teatre, herunder byens hovedteater, der blev grundlagt i 1945, og som består af tre ensembler (drama, opera og ballet), foruden Slovakiets største gotiske katedral, St. Elizabeth.

Også Košice har naturligvis stablet endnu flere kulturelle aktiviteter på banen end normalt, og vil gennem hele året byde på kultur for enhver smag, lige fra europæisk litteratur over folkedans til fantastiske galleriudstillinger.

Du kan her læse mere om kultur-programmet i Košice på den officielle hjemmeside for byen som kulturhovedstad.

Desenzano – Gardasøens ukendte perle

Byen Desenzano er beliggende ved Gardasøens sydvestlige bred. Gardasøen var allerede i 1960 et af de første populære rejsemål for danske rejsende. Derfor er bynavne som Limone, Malchesine og Garda kendte navne fra charterrejser og campingferier, men idag er området også blevet kendt som destination for andet end charterrejser, f.eks. kulturrejser.

Desenzano (20.000 indbyggere) er ikke så kendt som rejsemål i Danmark som visse andre byer ved Gardasøen, idet Desenzano har flest italienere og ikke så mange udenlandske turister. Desenzano er en smuk og renlig by, hvilket blandt andet skyldes at kommunen er bevidst om, at byens hovedindkomst kommer fra turismen, og gør derfor meget for at holde byen i en god stand. Der er opsat bænke og blomsterkummer; flere steder er der indrettet springvand.

Desenzanos skytshelgen

Desenzanos skytshelgen er Angela Merici, og hun levede i 1500-tallet, og oprettede en nonneorden for unge piger. Senere blev hun helgenkåret. På byens centrale plads står en skulptur af Angela Merici, og i byens domkirke er der indrettet et kapel til hendes ære. Domkirken er bygget i 1500-tallet. Indgangspartiet er tilført i 1600-tallet og er en demonstration ud i barokken. Kirkens indre er en overdådighed af guld, glimmer, lys, billeder og skulpturer.

Desenzano har også et “castello” (en forsvarsborg fra middelalderen). Her afholdes koncerter og teater i løbet af sommeren. Desuden har Desenzano en lystbådehavn, og der afgår hydrofoilbåde og mindre skibe til andre af Gardasøens byer. I Desenzano findes en lille stenstrand, hvor turister kan nyde Gardasøens rene vand, der er 24 – 26 grader varmt.

Marked hver tirsdag i Desenzano

Der er marked i Desenzano hver tirsdag – en tradition, som stammer fra middelalderen. Fra morgenstunden strømmer de handlende til og snart er byens pladser og gader tæt besat med boder. Når klokken er ni, begynder de lokale beboere og turister at komme ud i byens gader. Der er nu livlig handel med tøj, sko, porcelæn, blomster, ost, skinke og meget mere. Når klokken er kl. 13, tynder der ud i de købelystne. Lidt efter lidt pakker de handlende sammen og kører deres vej. Snart har Desenzano sit normale liv igen.

Ligurien

Ligurien er en kystregion i den nordvestlige del af Italien, og kaldes også for Costa Azzura (Den lyseblå kyst). Den grænser op til Toscana mod øst, Piemonte mod nord, Frankrig mod vest, og det Liguriske Hav mod sydvest. Ligurien er blevet kendt for sit milde kystklima, der har givet den tilnavnet den ”italienske Riviera”, sin rige olivenolie, og sin gode vin. 

I den sydlige del af Ligurien finder man naturparken Cinque Terre, der er blevet erklæret verdensarv af Unesco. Hovedbyerne i regionen er Sanova, Sestri Levante, La Spezia, Levanto, Albenga, Ventimiglia og regions-hovedstaden Genova.

Genova

Genova (eller Genua) har Italiens største industrihavn. Desuden har byen et livligt kulturelt centrum nede omkring havneområdet med arkader, der går tilbage til Columbus´ tid. Byens position som én af verdens vigtigste havnebyer skabte et særdeles velhavnende borgerskab, hvilket de mange smukke paladser og palæer i byen vidner om. Denne position faldt dog med opdagelsen af den nye Verden, der vendte søvejen mod vest. Byen fik dog en økonomisk opblomstring i den anden halvdel af det nittende århundrede, efter at Italien blev samlet, og var sammen med Milano og Torino drivkraften bag industrialiseringen af den nye nationalstat, blandt i kraft af byens store skibsværfter. Byen er desuden kendt for sine mange banker, hvor man i sin tid opfandt vekslerne.