Billedgalleri Provence

Provence er en region belliggende i det sydøstlige Frankrig, hvor middelhavet støder op til Italien. Provence er en del af den verdenskendte Provence-Alpes-Côte d’Azur. Rejser du til Provence vil du blive mødt af høj sol, lavendelmarker, kastanjeskove, vinmarker og sølvfarvede olivenlunde. Derudover byder Provence også på nogle fantastiske middelalderlige bjerglandsbyer, som bare venter på at blive udforsket.

Foto fra Provence, Frankrig – inspiration til din kulturrejse

Hvis du skal have lidt afveksling fra de gamle landsbyer kan du tage et smut til den glamourøse by Monte Carlo og gamble lidt på det verdenskendte Casino De Monte Carlo. I Provence finder du også masser af dejlige badestrande hvor du kan tage en forfriskende dukkert. Få inspiration til din næste kulturrejse til Provence med nedenstående fotogalleri.

Landsby i Provence, Frankrig - Kulturrejser

[nggallery id=27]

Aix-en-Provence, Provence fra sin bedste side

Aix-en-Provence ligger som navnet næsten antyder i området Provence-Alpes-Côte d’Azur i Frankrig og er den region af landet hvor de fleste danskere rejser på kulturrejse.

Tager man en slentretur i platantræernes skygge forbi de klukkende rokoko-springvand og de statelige bygninger fra 16- og 1700 tallet, de ugentlige torvemarkeder og de udendørs caféer, må man spørge sig selv: Er Aix-en-Provences Cours Mirabeau ikke bare den skønneste gade i Europa? Formentlig må man svare bekræftende. Lige siden de middelalderlige mure blev revet ned for at give plads til denne dejlige avenue, har den været det centrale strøg i Aix-en-Provence. Den er den perfekte hovedgade i den perfekte provencalske by; begge virker stadig uspolerede på trods af byens udvikling og vækst. Tag en tur ned ad le Cours i Paul Cézannes fodspor. Dette er det landskab, bl.a. med Mont Sainte-Victoire, som han elskede at male igen og igen.

Aix-en-Provence-festivalen

Prøv at besøge byen i de to sidste uger af juli, hvor alt står på den anden ende i anledning af Aix-en-Provence-festivalen, også kendt som den Internationale Festival for Poesi og Musik, og livet udfolder sig omkring operaen og de mange koncertarrangementer. Billetter til forestillingerne på friluftsteatret Théâtre de l’Archevêché med plads til 1200 tilskuere er naturligt nok de første, der er udsolgt, men de orkester-, kammer- og solokoncerter, der afholdes over hele byen, er lige så fascinerende. Forud for festivalen går det to uger lange Aix en musique sidst i juni med overvejende klassisk musik, og jazzen overtager, når festivalen slutter, og fortsætter det meste af august. Aix-en-Provence Festival, Palais de l’Ancien Archevêchë læs mere på www.festival-aix.com

Hôtel La Villa Gallici

Under besøget i Aix kan man indkvartere sig i fredelige, landlige omgivelser blot få minutters gang fra byen. Det lyse og solrige Hôtel La Villa Gallici fra 1700-tallet afspejler Provences charme og atmosfære. Hvert værelse vidner om en omhyggelig sans for detaljen: friske blomster overalt; et usvigeligt sikkert valg af farver og mønstre til alle guirlander, draperinger gardiner og tæpper og perfekt anlagte haver og terrasser. Platantræerne, der giver skygge under morgenmaden på terrassen, gør stedet til en oase, hvor det flotte svømmebassin i haven glitrer som et luftsyn. Og for at fuldende denne drøm skal man ikke gå langt efter det perfekte måltid. Hôtel la Villa Gallici: Avenue de la Violette

Le Clos de la Violette

Både hotellets enkle provencalske menu og de mere gastronomiske måltider i det nærliggende Le Clos de la Violette er køkkenchefen, Jean-Marc Banzos, værk. Begge steder kan byde på nogle af de største kulinariske oplevelser i det sydlige Frankrig. Le Clos de la Violette ligger på adressen 10, Avenue de la Violette i Aix-en-Provence.

.

Eze i Provence

Når man nærmer sig Eze, der ligger 400 m over det koboltblå Middelhav, glemmer man let, at denne omhyggeligt restaurerede middelalderby oprindelig blev anlagt som militært forsvarsværk og ikke som turist indtægtskilde. Det er den højest beliggende af Provences bjerglandsbyer og en af de mest besøgte. Eze er et forunderligt syn, som den klynger sig til en kegleformet klippeformation, og dens krogede, trappeformede gyder og blomsterprydede, snævre, brolagte passager er hjemsted for kunsthåndværkere og antikvitetshandlere, der lever af turisthandelen. Ezes jardin Exotique (Eksotiske Have) kan byde på en enestående samling af kaktus – og overalt: hvilken udsigt! Stor inspiration synes at fremmes af store højder. Friedrich Nietzche, der var en hyppig gæst, skrev Also Sprach Zarathustra (på dansk: Således talte Zarathusstra) i Eze; en muldyrsti, der bugter sig ned til havet, kaldes i dag for Sentier Nietzche (Nietzsches Sti). Eze ligger ca. 10 kilometer øst for Nice, og ca. 10 kilometer vest for Monte Carlo.

Château de la Chèvre d’Or

Efter at de sidste endagsturister er draget af, har gæsterne på Château de la Chèvre d’Or det meste af denne lillebitte by for sig selv. De vil føle sig som forkælede gæster i en rig bekendts betagende hjem. Kun få swimmingpools har en udsigt som denne, og er man flyttet ind i Middelalder-suiten, byder ens private terrasse og udendørs-jacauzzi på samme storslåede panorama.

Château Eza

I en lillebitte enklave som Eze er det overraskende at kunne finde endnu et bemærkelsesværdigt etablissement, nemlig Château Eza, en 400 år gammel bygning, der blev nyindrettt i 1920’erne af prins Wilhelm af Sverige. I dag er det et luksushotel med en værdsat køkkenchef og en udendørs spiseterrasse så smuk, at man næsten glemmer de vidunderlige måltider. (Middagene på Château de la Chèvre d’Or er endnu finere, men her er der ikke udsigt fra restauranten).

Hostellerie de Crillon le Brave i Provence

Hostellerie de Crillon le Brave ligger i Grillon le Brave, Provence-Alpes-Côte d’Azur i Frankrig og kan bedst beskrives som “Det gamle Provences uskyldige charme”. Skal du på kulturrejse til Provence så læs mere om dette unikke sted.

For nostalgiske frankofile, der endnu ikke har virkeliggjort deres drøm om et hjem i Frankrig, er der Hostellerie de Crillon le Brave, der ligger i et højdedrag i Rhône-dalen. Ved siden af den lokale kirke danner en samling honning farvede stenbygninger fra 15- og 1600-tallet en landsby i landsbyen. Dette typiske provencalske landhotel er komfortabelt og smagfuldt indrettet med enkle antikviteter og strålende Cézanne-farvede Sluleiadostoffer. Hovedbygningen tjente engang som den lokale præsts hjem og som landsbyskole. Fliseterrassen ligger i skygge af cypresser og figentræer, klematis og jasminer. I det fjerne strækker lavendelmarker og olivenlunde sig op mod det 1800 m høje Mont Ventoux’ dramatiske konturer. Hotellets terrasserede middelhavshave fører ned til fredfyldte hjørner i løvhangets skygge og den smukt placerede swimmingpool. Crillon le Brave ligger uden for alfarvej, et roligt sted, langt fra travlhed og larm, men en håndfuld fristende endagsture kan måske lokke gæsten væk fra sit nyfundne hjem dybt inde i hjertet af Provence – i hvert fald for en tid.

Crillon le Brave ligger små 40 nordøst for Avignon, og ca. 30 kilometer øst for orange i Provence. Fra Marseilles skal du beregne en god times kørsel.. Hostellerie de Crillon le Brave finder du på adressen Place de l’Église. Kan du rejse til Provence i juni kan du opleve de blomstrende lavendler og i november kan du deltage i trøffeljagt. Læs meget mere om Provence her på bloggen og få inspiration til din kulturrejse til Frankrig.

Kulturrejser til Provence i efteråret

Med efteråret kommer der en speciel magi over den smukke perle og højt skattede turist-favorit Provence i Sydfrankrig. Regionen er stadig fyldt med lys og luft, og den specielle stemning og fornemmelse, som Middelhavets nærhed giver, fornægter sig ikke på noget tidspunkt af året. Men temperaturen er en smule mere behagelig – medmindre, man udelukkende er til stærk varme, når man rejser – og de største turistmasser er rejst hjem. Tilbage, sammen med de relativt færre efterårs-turister, er “les provencaux” og deres mange aktiviteter. Her er nogle af de bedste:

Gåture i dale og bjerge i Alpes-de-Haute-Provence

Er man til gåture, bør man ikke gå glip af Provences største “gå-festival”, som finder sted 1. og 2. oktober. Her tilbydes ikke mindre end 37 guidede gåture rundt i en af de smukkeste dele af Provences landskab – nærmere bestemt i dalene og bjergene i Alpes-de-Haute-Provence. De fleste af gåturene starter fra Digne, den charmerende provinshovedstad for den del af Provence, og der er ture for næsten alle energi- og helbredsniveauer. De varer fra to timer til en hel dag, og er en god måde at opleve området på, ikke mindst om efteråret, når varmen ikke er så kraftig som om sommeren. Se detaljer om gåturene på www.cc3v.com.

Gør en god handel i Saint Tropez!

Senere i oktober måned bliver noget så uhørt som at tage til den eksklusive luksus-by Saint Tropez for at gøre en god handel muligt. Her holder byens luksuriøse mærkevarebutikker ofte gadeudsalg for at komme af med overskydende tøj fra forårs- og sommersæsonen. Udsalget inkluderer masser af varer fra de største, mest eksklusive og mest eftertragtede mærker, som for eksempel Yves Saint Laurent, Dior, og Dolce & Gabbana. Så drømmer du om at få peppet garderoben op med lidt luksuskvalitet til en betydeligt mere rimelig mønt end disse mærker normalt sælges for, så er det ikke en dårlig idé at lægge vejen forbi Saint Tropez, hvis din efterårs-rejse går til Provence.

Byen, der ellers er kendt for sine skyhøje priser, har i det hele taget sin egen charme. Når du går rundt i byen, så bemærk det farvestrålende klokketårn, som stammer helt tilbage fra Middelalderen, og er byens specielle kendemærke. Af oplevelser i Saint Tropez, som er til at betale, hører det pudsige, lille, støvede “Musée des Papillons” (“Sommerfugle-museet”) – et helt museum dedikeret til ikke bare farverige, eksotiske sommerfugle, men til insekter og edderkopper af enhver art, form, farve og størrelse. Gys over enorme, udstoppede fugleedderkopper, og lær nye, forunderlige ting om de forskellige små – og større – krybs liv og verden.

Musikfestival i folkelige Marseilles

Hvis gåture, shopping og insekter bliver lidt for stillestående for dig, kan det anbefales at lægge turen forbi Marseilles, Provences største by. Ikke nok med, at Marseilles er et betydeligt billigere alternativ til de fleste større byer i Provence; den har også langt mere puls og et meget højere dagligdags tempo end for eksempel Nice – og så har den en ganske folkelig kultur og befolkningssammensætning. Faktisk er den kendt som en af de få storbyer i Frankrig, hvor det stadig er almindeligt, at arbejderklassen og andre lavindtægtsgrupper bor i selve bykernen frem for i boligblokke i forstæderne.

Der er ingen grund til at romantisere over situationen i Marseilles, som er en by, der rummer mange store, sociale udfordringer. Men på en kulturrejse til Provence kan man opleve Marseilles som et forfriskende og “autentisk” afbræk fra den stemning af eksklusivitet, der er i mange andre byer i regionen. Prisniveauet er som skrevet en anden fordel, og byen er fuld af kulturelle og gastronomiske oplevelser af enhver art.

Nyd trøfler i Richerenches

Sidst men ikke mindst rummer efteråret i Provence – en region, der er kendt for sit fantastiske køkken – naturligvis også særlige begivenheder for madelskere. Kan du vente helt til november med at komme ned i det behagelige klima, så kan du opleve den årlige trøffel-festival i byen med det mundrette navn Richerenches. I Richerenches markerer man trøffel-sæsonens start med et overdådigt trøffel-marked, hvor man ikke bare kan opleve bugnende trøffelboder, men også kan se udstillinger, folk klædt ud i imponerende, ceremonielle rober, høre musik og købe andre lækre spiser end trøfler. Der er mulighed for selv at gå på trøffeljagt. Se mere på Richerenches her

Saint-Tropez i Provence

Saint-Tropez ligger i regionen Proovence-Alpes-Côte d’Azur i det sydlige Frankrig og er en nostalgisk myte, der aldrig vil dø. Det er meget få der rejser på kulturrejse til Provence og bor i Saint-Tropez, men er du på disse kanter bør du afsætte nogle timer til at besøge byen og opleve den specielle stemning.

Birgitte Bardot lever

Siden la Bardot første gang kom hertil i 1956 for at medvirke i Roger Vadims film Et Dieu créa la femme (på dansk: Gud skabte kvinden), har hun aldrig forladt stedet. En parade af sexede Bardot-kloner, gulddrenge og håbefulde lykkejægere fylder de topløse – og undertiden bundløse – strande, nogle af de fineste sandstrande ved Rivieraen. “De gode, gamle dage” og deres løsslupne nydelsessyge er falmet gennem årtierne, men Saint-Tropez har overlevet sin berømmelse, succes og syndflod af sommerturister og er endda gået hen og blevet fashionabel igen. Dens forførende charme er stadig mærkbar, især i de tidlige morgentimer eller uden for sæsonen, hvor lyset og præget af uskyld over denne gamle fiskerby stadig kan betage. På den anden side handler alt på dette skøre feriested om dets excentriske stamgæster og deres improviserede gadeteater. Det var måske Colette, der startede det hele i 1920’erne, da hun forargede omverdenen ved at gå rundt med bare ben. Det er ikke et sted, hvor man kommer på afstand af det hele.

Café Sénéquier

Ønsker man at studere mennesker, skal man blot tage hen på hovedkvarteret Café Sénéquier på Quai Jean Jaurès ved havnen og spise morgenmad – eller komme her, når strandgæsterne vender tilbage efter at være blevet dybstegt på den populære Plage Tahiti (hvor topløs solbadning efter sigende er opstået) eller på Pampelonne. Dette er det evige “insted”, hvor man kan overvære hele paraden af folk i alle de forskellige æstetiske udgaver af strand, og ferieantræk, de aldrig ville slippe af sted med at promenere derhjemme. Glamour-niveauet i Saint-Tropez er stadig højt med masser af flair og dristighed. Saint-Tropez ligger omkring 70 kilometer sydvest for Cannes. Café Sénéquier finder du på adressen Quai jean Jaurès.

Vieux Nice

På balsamiske sommeraftener summer Vieux Nice – den middelalderlige gamle bydels tæt bebyggede kvarter (der kaldes babazouk på Nice-dialekt) – og den populære Cours Saleya af liv med deres blanding af unge og gamle, lokale og turister. Nice er Frankrigs femtestørste by, men har en lillebys atmosfære, og det store torvemarked fra tirsdag til og med søndag fremmaner farverne, duftene og skønheden i de provencalske landskaber lige uden for byen. Den gyldne tid, hvor Nice var Europas mest fashionable vinterkvarter, afspejles i byens elegante rosa – og okkerfarvede arkitektur i italiensk stil (Nice har som bekendt hørt under Italien; den blev afstået til Frankrig i 1860). Vieux Nice ligger i regionen Provence-Alpes-Cöte d’Azur i det sydlige Frankrig kun ca. 30 kilometer fra Nice. Kører du i egen bil på kulturferie til Provence så har du staigvæk 900 kilometer til Vieux Nice når du passere Paris. Festival de Jazz finder sted anden uge i juli og det kendte karneval finder sted hvert år sidst på vinteren.

Hôtel Negresco

Hôtel Negresco i kransekagestil, der blev opført i 1912 på strandpromenaden i fornem fransk château-tradition, er et af Rivieraens fine hoteller og fortjener et nærmere bekendtskab. Dette nyrestaurerede, nationale vartegn glitrer som en juvel; den enorme lysekrone af baccarat-krystal fra 1800-tallet i Salon Royal blev bestilt af en russisk zar. Gobelinerne på væggen ser uvirkeligt store ud, men det er den ægte vare. Fra værelser, der vender ud til Baie des Anges, har man fra balkonen udsigt over den legendariske Promenade des Anglais, hvor en slentretur ved solnedgang tydeligt overbeviser om, at Côte d’Azur stadig er et luksusparadis. Hôtel Negresco finder du på adressen 337, Promenade des Anglais i Vieux Nice. Du kan her på bloggen om kulturrejser læse om mange andre udvalgte hoteller i Provence og på andre rejsemål i Frankrig.

Avignon og Hôtel la Mirande

Avignon og Hôtel la Mirande, en livsstil for rigmænd og paver. Skal du på kulturrejse til Avignon som ligger i Provence-Alpes-Côte d’Azur i Frankrig venter der dig store oplevelser og langt de fleste der besøger denne fantastiske by afsætter alt for lidt tid til at se og opleve  de mange spændende seværdigheder. Overvej derfor at bo et par dage i Avignon, det vil du ikke fortryde.

Den gamle paveby Avignon rummer mange historiske perler bag sine krenelerede mure fra 1300-tallet. Den er kendt som hjemsted for syv paver, der brød med Rom, den første i 1309. Fem paver levede og regerede gennem 100 år fra deres engang så overdådige fæstningsresidens, Palais des Papes. Paladset blev under den franske revolution ribbet for alt af værdi, og i dag kræver det en god fantasi at forestille sig det ødsle liv, der engang udfoldede sig her. Det afspejles til dels i Chapelle Saint-Jean, kendt for sine smukke fresker fra 1300-tallet af Matteo Giovanetti, og i den enorme festsal med sit berømte loft. Det er nemmest at forestille sig de pavelige beboere i deres private gemakker, hvoraf det smukkest er Chambre du Cerf, pavens private studereværelse, hvor de vægmalerier, der afbilder jagtscener, sandsynligvis er fra Giovanettis hånd. Det nærliggende Petit Palais, det tidligere ærekebiskopspalads, som blev påbegyndt i 1318, huser i dag en righoldig samling af 1400-talsværker fra Avignon-skolen og italienske 12- 1500-talsværker, hvis højdepunkt er den unge Botticellis Madonna med barn.

Festival d’Avignon

Hvis man besøger Avignon ved midsommer, kan man deltage i en af Europas vigtigste og mest spændende fester, Festival d’Avignon. Den betragtes som landets fremmeste teater- og dansefestival, der nu har sprængt rammerne på sit oprindelige spillested, gårdspladsen i Palais des Papes, og “Off Avignon” (som den livlige alternative scene kaldes) omfatter nu hele byen. Alle teatre, kirker, klostre, pladser og gadehjørner kan være scenen for franske og udenlandske ensembler, der byder på oplæsninger, lystspil, opera, musik, mime og dans. Kernen i festivalen er dog stadig teatret; premierer på stykker af nulevende skuespilforfattere veksler med klassikerne og lejlighedsvise opførelser på engelsk. Festival D’Avignon finder du på 8 bis, Rue de Mons, læs vet. mere på www.festival-avignon.com. Festival D’Avignon finder sted i perioden fra først i juli til først i august

Hotel La Mirande

I mellemtiden bør man gøre alt, hvad man kan, for at komme til at bo på Avignons perle af et boutique-hotel, La Mirande. Kun superlativer rækker til at beskrive dets beliggenhed (næsten alle værelser har udsigt til Palais des Papes); historie (Ludvig 14. – solen over hotellets indgang antyder en facade af nyere dato, men denne 1400-talsbygning blev opført på fundamenterne af et tidligere kardinalspalads); smag (dets fremtræden og atmosfære som i en fornem 1700-talsbolig er dygtigst genskabt af en af Frankrigs bedste designere); og formfuldendte indretning (mange af de fine antikviteter stammer fra den kunstelskende ejers familie). Superlativerne fortsætter i hotellets restaurant – en af byens bedst. En højt berømmet køkkenchef er den kreative kraft bag en dæmpet belyst spisesal med en Aubusson-gobelin og dobbelt kassetteloft. Der er desuden en central, glasdækket gård, det perfekte sted til en kop te, og en have fuld af farver og dufte af jasminer og kaprifolier.. Virkningen er så overdådig og spektakulær, at man kunne føle sig hensat blandt de ødsle sætstykker til en Visconti-film. Hôtell la Mirande ligger på adressen 4, place de la Mirande og jeg behøver næppe at nævne at det ikke er byens billigste hotel. Vil du læse om andre udvalgte hoteller til din kulturrejse, så klik rundt her på bloggen, vi skriver om hoteller i alle regioner af Frankrig og du kan se foto og meget mere.

Kulturrejser til Alpes-Maritimes i Provence

Alpes-Maritimes området ligger i det sydøstlige hjørne af Provence, og er bedst kendt for at være hjemsted for nogle af de mest populære feriesteder ved kysten i Frankrig, så som Nice, Antibes og Cannes. Men der er meget mere i Alpes-Maritimes end Rivieraen, og hvis man bruger tid på at udforske indlandet, vil man blive introduceret til en anderledes verden, en meget smuk egn med storslåede landskaber og udsigter, ofte langt væk fra de menneskemængder, der befinder sig på kysten blot et par kilometer sydpå.

Seværdigheder i Alpes-Maritimes

Alpes-Maritimes området kan måske bedst anskues ved at inddele det i tre hovedsektioner:
Først er der kystregionen, stort sat op og travl, og med den smukkeste kystlinje og nogle af de mest populære strande i Frankrig. Denne stribe optager måske de ti kilometer, der ligger tættest på kysten.

Mod nord starter de lave bjerge, og de mindre byer og landsbyer, der kendetegner regionen. Vejene bliver på dramatisk vis mere fredfyldte (og ofte smallere), efterhånden som man nærmer sig regionens imponerende bjerg- og skovlandskab.
Nogle af de byer, der bør udgøre en del af besøget i denne del af Alpes-Maritimes, er: Biot, inde i landet fra Antibes; ”den smukkeste by” ved Gourdon; Mougins, den højtbeliggende kunst- og gastronomiby, hvor Picasso tilbragte de sidste år af sit liv; parfumebyen Grasse og de højtbeliggende landsbyer ved Tourrettes-sur-Loup og Bar-sur-Loup.

Byen Valbonne, der nu er tæt forbundet med den teknologiske region Sophia Antipolis, har også en interessant historisk bymidte, mens den lillebitte naboby Opio også fortjener et besøg.
Vest for Nice bør man på en kulturrejse besøge det historiske centrum i Vence, den smukke landsby Saint-Paul-de-Vence, og kunstmuseet ved Fondation Maeght tæt derved.

Nord for Nice er der en fascinerende mangfoldighed af forhistoriske højtbeliggende landsbyer hver med deres egen helt specielle charme (og udsigt over landskabet): Eze, La Gaude, Saint-Jeannet, Falicon, Colomars, Aspremont, Castagniers, Tourrette-Levens, Saint-Blaise, La Roquette-sur-Var, Levens, Coaraze, Duranus.
Længere østpå mod grænsen til Italien er Sospel et besøg værd, og videre ind i Royadalen for at besøge bjergbyerne Saorge og Tende og Merveillesdalen.

Endelig er den tredje region den mere bjergrige nordlige halvdel af området sædvanligvis uden for rækkevidde for endagsturister, men med masser af storslåede scenerier. Herunder den omfattende Mercantour Nationalpark, og der er masser af muligheder for de, der søger en aktiv ferie – se udendørs aktiviteter i Alpes-Maritimes – herunder vandreture, cykling på mountainbike, huler, bjergklatring, hanggliding og kajaksejlads.

Frankrigs fem flotteste feriemål

Frankrig har meget at tilbyde den rejsende, og en liste over de fem flotteste steder vil naturligvis altid være farvet af smag og behag. Ikke desto mindre vil vi her til almindelig inspiration forsøge at give et bud på fem fortrinlige områder i Frankrig du kan besøge på en kulturrejse.

Noget af det mest slående ved Frankrig er alsidigheden i landskabstyper og vejrlig. Alt fra flade stepper til Europas højeste bjerge, finder du i Frankrig. Der er meget at se og opleve i Frankrig og hvert område har sin egen kultur og historie.

Provence

Provence står nok øverst på ønskelisten hos mange danskere, der endnu ikke har rejst så meget i Frankrig. Og med god grund. Kontrasten til Danmark er nemlig her større end i mange andre af Frankrigs regioner.

Provence er varmt, solrigt vejr; Provence er lange strande med badevand i behagelig temperatur til svømmeture og sjov. Provence er historiske og velbevarede middelalderbyer, bakkede vin- og olivenlandskaber. Og Provence er et kulturelt kraftcenter.

Loiredalen

Alle der interesserer sig for Champagne og vinslotte kender Loiredalen. Men Loiredalen er meget mere end det. Sceniske landskaber og harmonerende arkitektoniske mesterværker inspirerer både kunstnere og rejsende.

Danskerne har også et særligt historisk forhold til Loiredalen, da Vikingerne sejlede op gennem denne som et af de første steder i Frankrig. I dag er dele af Loiredalen dog beskyttet af UNESCOs verdensarvsliste, så vi må nu nøjes med fredelige besøg.

Alsace

Mange danskere på bilferie besøger Alsace i det østlige Frankrig grænsende op mod Tyskland. Navnet på områdets hovedstad Strasbourg vækker også genkendelse hos de fleste. Alsace har en interessant vinrute, der bringer den rejsende rundt i hele området på en spændende måde.

Alsace har en fascinerende historie og den lille region spiller stadig en stor rolle på den europæiske scene. Landskabet er flot med flotte udsigter over små, hyggelige landsbyer. Nogle steder er det som om tiden har stået stille. De spredte ruiner og borge fortæller om en mere stridsom fortid i området.

Corsica

Corsica er en utrolig smuk ø med bjergelanskaber og fantastiske udsigtspunkter. Her er også dejlige strande. Rundt på øen ligger hyggelige middelalderbyer med masser af stemning og atmosfære. Langt væk fra storbyernes trængsel og alarm!

Efter sigende skulle nogle af verdens smukkeste kvinder befinde sig på Corsica, den franske popsangerinde Alizee er fra øen. I det hele taget er rejsemålet meget romantisk og perfekt for par, der vil fyre op under forholdet.

Bretagne

Bretagne er mere rå i sine kyststrækninger end mange andre områder langs Frankrigs langstrakte kyster. Området giver dermed også et mere “friskt” indtryk med vind og bevægelse end de mere stillestående vande langs Middelhavet længere sydpå.

Bretagne kan bryste sig af nogle af Frankrigs mest hyggelige og autentiske småbyer. Blandt tilrejsende er Rennes meget populær, men det er også mere afsides liggende steder, der er mindst lige så attraktive. Nogle af de små øer ud for kysten kan være vanskelige at komme ud på, men det er besværet værd.