Vi er taget over floden Tejo til en spændende region, som har flere ligheder med Alentejo, nemlig Ribatejo. Navnet betyder ”oven over Tejo”, og det er da også floden Tejo, der præger denne frugtbare region. De årlige oversvømmelser og flodvandets aflejringer gør jorden ekstremt frugtbar og letdyrket. Majs, tomater, kartofler, ris og korn trives og vokser med rekordfart.

Egentlig er jorden næsten alt for god til vinmarker. Vinstokkene bliver tynget ned af mængder af fede drueklaser, og det kan være fristende for mange vinbønder at høste masser af druer, men dette påvirker oftest kvaliteten negativt.

Tidligere producerede man enorme kvantiteter af vin her i Ribatejo, men desværre var kvaliteten langt fra imponerende. Store dele blev destilleret til spiritus og solgt til portvinsproducenter i Douro. Man fremstillede også meget bulkvin, som blev transporteret til portugisiske kolonier i Brasilien, Afrika og Asien.

Ribatejo vinen ændrer karakter

Betingelserne ændredes, da portvinshusene fik tilladelse til at købe spiritus billigere fra andre lande. Og da den kommunistisk ledede regering, som efter diktaturets fald i 1974 havde magten i Portugal frem til 1988, desuden forærede flere af kolonierne bort, fjernedes de store markeder for vinproducenterne. Dette påvirkede vinproducenterne over hele Portugal, men det blev særlig tydeligt i Ribatejo, og man blev ganske enkelt nødt til at satse på kvalitet frem for kvantitet.

I spidsen for kvalitetsudviklingen går en række ambitiøse vinmagere og vinproducenter, som har besluttet sig for at ændre regionens vine og dens ry. Vinmarkerne, der traditionelt har ligget i de frugtbare flodsenge, flyttes i stedet op til de magrere jorde højt oven over floden.

Ribatejo – tyrenes og hestenes landskab

Foruden vin og de mange historisk interessante byer og bygninger har regionen en dybt rodfæstet tradition for tyrefægtning. Næsten enhver lille by har sin egen tyrefægtningsarena. Vi suser forbi store flokke af tyre og heste, mens vi kører langs floden mod vores første vingårdsbesøg her på egnen. Man har også brug for heste til tyrefægtning, men ikke hvilke som helst heste. Det skal være den ædle portugisiske race Lusitano. Disse heste er smukke og tilstrækkeligt smidige og lydige til at kunne følge rytterens mindste vink, og de kan vende på en femøre.

Man kan mene, hvad man vil, om tyrefægtning. For os nordboere kan det måske være vanskeligt at forstå de lokales begejstring, men rigtig mange elsker denne sport – eller hvad man nu skal kalde det, og de bedste matadorer er nationalhelte. Vi fik også at vide, at selv om tyren ikke bliver dræbt i arenaen (som i Spanien), bliver den slagtet kort tid efter, da den kun kan bruges én gang. Forklaringen er, at det ville være for farligt for mændene i arenaen at bruge tyren flere gange. Tyrene er nemlig ikke dummere, end at de ret hurtigt finder ud af, hvordan de skalbære sig ad med at overmande de dristige cavaleiros og forcados m.fl., der gør hvad de kan for at tirre dyret.

Ambitiøse satsninger i Ribatejo

Det viser sig at være utrolig interessant at køre rundt i Ribatejo og tale med vinmagerne, som ofte er relativt unge, veluddannede og med mange internationale kontakter. Der er viden, og der er ambitioner, og for manges vedkommende er der også midler til at investere i anlæggene. Medlemskabet af EU i 1986 blev et løft for hele den portugisiske vinproduktion. Som følge af tilskud har man råd til at modernisere vinifikationsanlæggene, investere i nyplantninger og udstyr. Der fremstilles i dag fantastisk gode vine her, og man mærker, at der findes et stort potentiale.

Smukke vinruter

Ribatejo er en af de regioner, hvor man er bedst til at tage imod vininteresserede besøgende. Der er fire organiserede vinruter at vælge mellem. Flere af vingårdene har etableret butikker, hvor man både kan smage på vinene og købe dem med sig hjem.

Casal Branco: Denne ejendom lige uden for byen Almeirim har været i den samme families eje i mere end 200 år. Den består af 660 hektar, hvoraf de ca. 115 er opdyrket med vin. Her fremstilles frugtagtige og moderne vine til et internationalt marked. Den unge vinmager Dina Luis har tilført meget til stedet, siden hun begyndte her. Vinen Falcoaria har f.eks. vundet flere internationale medaljer. Her er også en hyggelig vinbutik, vhor man kan købe gårdens vine.

Enoport/caves d. teodósio: Dette er en stor virksomhed, som blev grundlagt i 1924. Man fremstiller kvalitetsvine i flere regioner og eksporterer til mere end 30 lande. Det er en rigtig god idé at lægge vejen forbi denne nordlige del af Ribatejo og smage stedets produkter.

Companhia das lezírias: De sydøstlige dele af regionen, syd for floden, karakteriseres af sumpområder, ris- og majsmarker, vinmarker, enge og korkegeskove med græssende tyre og heste. Her finder du statsejet ejendom, hvor man dyrker både vin, majs, oliven og korkeg samt opdrætter tyre og heste. Vin har man fremstillet siden 1935, hvor store, automatiserede tanke købtes ind fra Algeriet, og tankene er i brug den dag i dag. Vinmageren hedder Fredeico Falcao – han har tidligere arbejdet i Alentejo, på Herdade do Esporao. Vinene er rigtig gode, og her er også en hyggelig butik, hvor du kan købe gårdens produkter.

Falua: Midt i Almeirims industriområde ligger et hypermoderne anlæg. Virksomheden tilhører Joao Portugal Ramos, som tror så meget på regionen, at han vil satse også her. Han har 35 egne hektar og supplerer med køb af druer fra vinbønder på egnen. Vinene er frugtige, moderne og billige.

Fiuza & Bright Fiuza er en familievirksomhed, som sammen med australieren Peter Bright producerer vine af høj klasse. Allerede i midten af 1980’erne var firmaet en af pionererne i Portugal med hensyn til at introducere internationale druesorter, som man på succesfuld vis har blandet med de portugisiske.

Dfj Vinhos på Quinta de Fonte Bela: Et sykke uden for byen Cartaxo, har man foretaget et imponerende renoveringsarbejde. Det er en smuk, firelænget gård, hvor flere storkepar har slået sig ned på destilleringsovnenes gamle skorstene. Her er du velkommen til at smage stedets store sortiment af vine. Ejeren José Neiva Correia, der også er ansvarlig vinmager, er dygtig til at give markedet, hvad det efterspørger. I Skandinavien har det i flere år været muligt at købe virksomhedens vine som f.eks. Manta Preta, Esplanada og Consensus.
 

Fakta om vin i Ribatejo

Antal hektar: 21.000
Produktion: ca. 686.000 hektoliter vin/år. Det udgør ca. 9 % af landets samlede vinproduktion. Anbefalede rødvinsdruer er Baga, Camarate, Trincadeira og Castelao. Anbefalede hvidvinsdruer er Arinto, Fernao Pires og Talia. I Ribatejo finder man smukke og godt planlagte vinruter.

At lave vin er som at male et billede!

Lige nord for Alpiarca tager vi os frem på svimlende grusveje mellem vinmarkerne ud til Quinta da Lagoalva de Cima. Der er tale om en traditionsrig ejendom, som har tilhørt familien Campilho siden begyndelsen af 1900-tallet. Man ejer 5.000 hektar, men kun 45 af disse er vinmarker. Størstedelen udgøres af skov, korkege og pinjetræer, hvor kvæg og Lusitano-heste græsser.
Den unge Diogo de Braganca Campilho er vinmager og det eneste barn i familien, som har engageret sig i vinproduktionen (hans far er i øvrigt fætter til Domingos Soares Franco, vinmager på JM da Fonseca). Til sin hjælp har han Rui Reguinga, som kommer med gode råd.

Inspiration fra den nye verden

På Quinta da Lagoalva de Cima dyrker man en lang række af både nationale og internationale druesorter, og man er af den opfattelse, at gården har den bedste jord til vindyrkning i hele Ribatejo. Man tænker moderne på stedet, og man skjuler ikke, at meget af inspirationen kommer fra Australien. Dette gælder også vinkælderen, hvor man virkelig får en ”ny verden”-følelse. Målsætningen er vine med en distinkt karakter fra de forskellige druesorter, og at den varierede jordbund skal give hver vin sin egen personlighed.

Uden for høstsæsonen bruger Diogo meget tid på at rejse. Via sit netværk på internet har han kontakt til vinmagere i hele verden, og han tager ud og besøger dem så ofte som muligt. I høsttiden inviterer han sine udenlandske venner hjem til gården.

-Jo mere viden man har, desto lettere er det at tage beslutninger. At lave vin er som at male et billede. Det er humøret, vinen og druerne, som afgør, hvilke valg man træffer. Man kan ikke bare læse sig til det i bøger. Man må hele tiden improvisere.

Hvilke dufte!

En varm dag som denne føles det godt og rigtigt at begynde med at smage en frisk, tør hvidvin fremstillet på Fernao Pires, Arinto og en smule Alvarinho. Men gårdens rosé er nu også ganske udmærket. Den har igget med skaller fra Tinta Roriz, Castelao og Alvarelhao i atten timer med battonage, hvilket betyder at man rører rundt i vinen. Derefter vinificeres mosten som en hvidvin. Man producerer rundt regnet en halv snes forskellige vine på Quinta da Lagoalva de Cima, og bortset fra den hvide og roséen, så falder vi for stedets udmærkede røde Syrah – en vin, hvor druerne er hentet fra gårdens seks hektar store vinmarker udelukkende med Syrah-druer. Årgang 2000 er kraftig med en fyldig duft af mørke bær. Diogo fortæller, at de foretager en første udtynding af druerne, før den egentlige høst begynder, hvor otte kvinder går i marken og klipper de dårligste drueklaser fra.

Efter høsten bliver der igen foretaget en frasortering, hvilket for de bedste vines vedkommende kan betyde, at op mod 2/3 af druerne forsvinder inden vinifikationen begynder. Efter en lang maceration (første gæring) sammen med skallerne skal vinen lagre på fade i ni måneder, og man kan rigtig mærke inspirationen fra Australien i vinens karakter.

Tænk, at rosévin kan smage så godt!

På vej hen til den slotslignende bygning med udsigt over Tejofloden bliver vi stående under et fantastisk træ. Vi får senere at vide, at det hedder Phytolaccia Dioica, men at det lokalt kaldes for ”den vidunderlige skygge”. Vinmageren Nuno Cancela de Abreu møder os på trappen med et glas kølig rosé i hånden. Jeg tror aldrig, jeg tidligere har smagt en bedre rosé.

-Vi har valgt Touriga Nacional, som får lov til at ligge i tanken i 6-8 timer. Vi fjerner derefter 2 % af mosten til rosé og lader resten gå til vores almindelige røde Touriga Nacional, siger Nuno, samtidig med at han nipper til vinen.

Drives af fjerde og femte generation

Quinta da Alorna blev grundlagt i 1723 af Dom Pedro de Almeida, der var den første markis på Alorna. I dag drives Quinta da Alorna af fjerde og femte generation af familien Lopo de Carvalho. Det er en meget stor ejendom på 2.900 hektar med mest skov, men også med eukalyptus, korkege, pinjetræer, ferskner, gulerødder, kartofler og rødbeder. Men det er vinen fra 220 hektar, man er berømt for.

Ligheder med Alentejo

Nuno Cancela de Albreu er vinmager har sammen med Marta Simoes, og han fortæller, at under kommunistperioden var han nødt til at forlade Portugal og tage til Frankrig, hvor han studerede i Montpellier. Efter at være kommet tilbge til Portugal begyndte han at arbejde i Dourodalen, hvor han nu ejer ti hekktar vinmarker. I Ribatejo fremstiller han kun vine for Quinta da Alorna, men han har også en del konsulentopgaver i både Alentejo og Bucelas.

-I Ribatejo og Alentejo er jordforhold og klima ret ens, men efter min mening er Alentejo kommet lidt længere, både hvad angår kvalitet og image.

-Vores bedste vine er fremstillet på Touriga Nacional og Cabernet Sauvignon, som ikke er tilladt her i regionen, siger Nuno go slår ud med hænderne.

Sen høst på fernao Pires

På Quinta da Alorna benytter man sig af den nyeste teknologi, både hvad angår maskinel plukning og udstyret i kælderen. Man arbejder økologisk med både vin- og grøntsagsdyrkning. Ud af den samlede produktion på 1,5 mio. flasker vin årligt udgør rødvinen de 80 %.

-Femten procent er hvidvin, og de resterende fem procent er en sød raritet, siger Nuno og trækker en flaske op af en Late Harvest på Fernao Piresdruen. I et normalt år begynder høsten af vores hvide druer omkring den 10.-20. august. I september plukker vi druerne til rødvinene, og i oktober druerne til denne søde vin.

-Saften til vores Late Harvest er fantastisk sød og koncentreret. Mosten har en potentiel alkoholprocent på 18, men når vinen når 14 procent, køler vi saften ned til nul grader, hvorved gæringen stopper, og vinen beholder sin naturlige restsødme, siger Nuno stolt.

Siden 2003 har man produceret denne vin, som afslutningsvis får lov til at tilbringe seks måneder på fad. Og vist er det en dejlig vin!
 

Man lever for sine lusitano-heste – og sine vine

Casa Cadaval ibyen Muge, lige syd for Almeirim i Ribatejo, ejer meget store områder på i alt over 5.000 hektar. Ud af disse er kun de 45 ha. Tilplantet med vinstokke.

Casa Cadaval er faktisk mest kendt for sine fuldblods Lusitanoheste. De smukke og graciøse heste er historisk set især blevet brugt til tyrefægtninger. I dag bliver de redet af dressurryttere over hele verden. En stor del af forretningen udgøres også af tyreopdræt, nemlig af den rustikke portugisiske tyrerace Mertolengo. I dag er man oppe på at have mere end 800 dyr.

Portugals første pinot noir

Vi møder den kvindelige vinmager Joana Vida, der sammen med Rui Reguinga fremstiller vinene for Casa Cadaval. Hun lader os smage et udvalg af gårdens vine. Ved smagningen ser jeg til min forbavselse, at man producerer en Pinot Noir – en druesort, der normalt er vanskelig at dyrke, og som i varme områder kun sjældent giver store vine.

-Vi fremstiller Portugals bedste Pinot Noir, siger Joana, inden hun trækker flasken op. Hun fortæller os, at man bragte stiklinger hertil fra Frankrig, og at man var først med denne drue i Portugal.

-I dag er vores Pinot Noir-stokke halvtreds år gamle, så druerne giver den rigtige koncentration til vinen, fortsætter Joana Vida stolt.

På Casa Cadaval har man valgt Trincadeira som sin hoveddrue, og den optræder som enkeltdrue i en af stedets vine. Ellers tegner druen sig for godt og vel 30 % af den samlede areal. Bestselleren blandt vinene hedder Padre Pedro og findes både som hvid, rød og rød Reserva.

Karismatisk madame

Ejendommen har en meget lang historie, der strækker sig fire århundreder tilbage i tiden, og der har boet både konger, dronninger, grever og baroner på stedet. Frontfigurerne har altid været mænd, men nu er det en kvinde, der styrer virksomheden – en karismatisk dame ved navn Madame Schönborn-Wiesentheid.

-Desværre har jeg ingen arvinger, så vi må se, hvad der sker, når jeg ikke er her mere, siger Madame (hvorefter vi er nogle stykker, der hurtigt melder sig som frivillige til at overtage denne pragtfulde ejendom).

Ribatejo er en region med mange traditioner, men samtidig også præget af mere og mere nytænkning. På Casa Cadaval anser man, at området er den region i Portugal, som er mest fremme i skoene. På gården er der en smagfuldt indrettet butik med mulighed for at købe stedets vine, og man tilbyder også konferencefaciliteter.

Madeira-vinen har undertiden været mere kendt end selve øen Madeira. Allerede på Shakespeares tid kendte man til vinen, som Shakespeare bragte antydninger til i sit skuespil Henrik 4.

I dag er Madeira-vinen kendt over hele verden som en fremragende hedvin, med en fyldig og sød smag, som vidner om alle de mange soltimer dens druer har opsamlet, inden den blev brygget.
 

Madeira-vinen – det hele begyndte på Kreta i 1400-tallet

Det var ved kolonisationen af Madeira i begyndelsen af 1400-tallet, at man plantede de vinstokke, som senere gav råstoffet til Madeira-vinen. Vinstokkene var skud fra den berømte malvesia-drue på Kreta – og allerede 50 år efter, at disse vinstokke var kommet til øen, var Madeira-vinen blevet til en legende blandt visse europæiske aristokratier, navnlig det engelske. 

I 1700-tallet gjorde man ved en tilfældighed en opdagelse, som fik stor betydning for Madeira-vinen. Historien går på, at en almindelig matros havde æren for opdagelsen, da han havde hyre på et skib fra Funchal til Hong Kong. Ombord på skibet var en række vinfade med Madeira-vin. Af en eller anden grund blev vinen ikke accepteret i Hong Kong og kort inden skibet vendte tilbage til Funchals havn, beordrede skipperen fadene med vinen kastet overbord. Da den pågældende matros fandt, at det ville være spild at kaste vinen ud, åbnede han et fad med vine og smagte på den – hvorved han fandt ud af, at vinen nu smagte meget bedre end før!

Siden er der opstået mange teorier om, hvad det var ved denne rejse der frembragte den nye smag: Var det selve rejsen over ækvator? Var det forskellene mellem dag- og nattetemperaturer? Var det havvandet, der var trængt ind i fadene? Eller var det skibets bevægelser, der havde fremkaldt den nye Madeira-vin? Endnu i dag er der intet klart svar på disse spørgsmål, men måske var det en kombination af disse faktorer.

I året 1800 førte endnu en tilfældig opdagelse til en forbedring af vinen. Det skete, da Napoleons bror Joseph besatte hele den Iberiske Halvø for at blokere englænderne søvejen til Madeira og dermed ødelægge en del af englændernes voksende handel. På grund af denne blokade blev vinlagrene i Funchal hurtigt fyldt op, og i frygt for at miste de dyrebare dråber af den rige vin, begyndte vinhandlerne at eksperimentere med forskellige måder at forlænge vinens holdbarhed på. Èn af metoderne var at tilsætte vinen alkohol – en metode, der viste sig at have yderst gunstige resultater. 

Det held, man havde opnået med denne forbedring blev imidlertid ødelagt mellem 1872 og 1873, da en vinpest, der stammede fra Amerika, ødelagde alle vinplanter på øen. Kun ved at lave hybrider mellem forskellige vilde, amerikanske og europæiske sorter overlevede de maderianske vinproducenter vinpesten – men med en faldende kvalitet som følge, der har forfulgt vinen siden.
 

Madeira-vinen i Danmark

En dansk skrøne siger i øvrigt, at danske sømænd tog stiklinger med hjem fra Madeira og plantede dem på Holmen i København. Da vinpesten havde hærget på Madeira, tog de stiklinger med tilbage til øen. Men at disse stiklinger, der sandsynligvis blev sendt fra Botanisk Have i København, førte til andet end spisedruer, er mere end tvivlsomt.  

I dag er Madeira-vinen genstand for en raffineret fremstillingsproces, som blandt andet involverer en opvarmningsproces, der karamelliserer vinen og en modningsproces i tønder af amerikansk og polsk egetræ. Hele fremstillingsprocessen bliver systematisk overvåget af Instituto do Vinho da Madeira, den statslige vininstitution, der blev oprettet i 1979 og som følger fremstillingsprocessen fra udplantningen af vinstokkene til proppen i flasken er sat i.

Selvom danske sømænd efter sigende skulle have medbragt stiklinger til Danmark, produceres der naturligvis ikke Maderia-vin på vores breddegrader. Selvom vi ikke selv kan producere Madeira-vin, er der mange steder at smage og købe Maderia-vin i Danmark og de sidste år er der også dukket flere special-forretninger op med stor viden om vine fra Portugal – og selvfølgelig også med viden om vine fra Madeira. Ønsker du at vide mere om Madeira-vin, kan du læse yderligere artikler her på siden eller besøge nogle af de butikker og hjemmesider, der er specialister i vin fra Portugal og Madeira-vinen.

Den bedste oplevelse får du naturligvis ved at drikke Madeira-vinen på Madeira, for det er nu engang sådan, at vin, ligesom så mange andre ting, ofte smager bedst i de rigtige omgivelser. Rejser du til Madeira, har du også mulighed for at besøge vingårde og følge med i produktionen og lære mere om fremstillingen af disse gyldne dråber. Du kan rejse til Madeira hver dag året rundt, men vil du opleve høsten skal du rejse i sensommeren. Det er naturligvis svært at vide nøjagtig, hvornår høsten går i gang på Madeira, så det er en lille chance man må tage, når man beslutter sig for, hvornår rejsen skal finde sted.

Vi kan anbefale, at du medbringer et godt kort, hvis du vil udforske den smukke vinregion Estremadura. Når man én gang har forladt forstæderne uden for Lissabon, er man virkelig på landet. Rundt om bakkedragene snor sig smalle veje gennem vin- frugt- og olivenplantager.

Med jævne mellemrum kører man gennem små landsbyer med nogle huse, en kirke og et par cafeer. På flere af højdedragene står der gamle hvidkalkede vejrmøller, som tidligere forsynede egnen med mel til det vigtige brød. Her skal man ikke have travlt. Vær forberedt på, at du kommer til at køre forkert nogle gange, og at du er nødt til at spørge om vej yderligere et par gange. Vejskiltene er vist ikke helt opdaterede, men det er under alle omstændigheder umagen værd at begive sig hertil.

Ni distrikter i Estremadura

Estremadura er en stor region, som strækker sig fra udkanten af Lissabon næsten helt op til byen Coimbra. Nærheden til kysten giver et lidt lunefuldt klima med en del kølige og fugtige atlanterhavsvinde. Landskabet er grønt og bølgende med bakker og bjerge på op til 660 meter, der fungerer som vindbrydere og påvirker mikroklimaet i de forskellige dele af Estremadura.

Her findes faktisk ni forskellige appellationer, og kvaliteten varierer meget mellem de forskellige distrikter. Samtidig med, at mange producenter værner om deres DOC-appellationer, indser man, at der ligger en styrke i at markedsføre regionen i fællesskab under ét navn. Som det er i dag, kan producenterne enten vælge at satse på DOC-stemplet på deres vine (hvis de vel at mærke opfylder de krav, der stilles) eller kalde deres vine for Vinho Reigonal Estremadura.

Forbedret image for Estremadura

Reigonens vine har pr. tradition ikke haft det bedste ry, bortset fra de tre ældste DOC-appellationer: Colares, Carcavelos og Bucelas. Ligesom i naboregionen Ribatejo fremstillede man i resten af Estremadura især vin, som bagefter blev destilleret til spiritus eller solgt billigt som hverdagsvin.

Estremaduras vine er stadig billige, men hvad kvaliteten angår, er der sket meget. Stadig flere producenter vælger at satse på kvalitet, hvilket har løftet hele regionen. Kooperativerne står for en stor og vigtig del af vinproduktionen, og der er hele 22 af dem i Estremadura. I løbet af vores rundrejse her valgte vi at koncentrere os om Alenquer, Bucelas og Colares, men her følger en kort præsentation af de ni appellationer fra nord til syd:

Encostas de aire i Estremadura
Dette distrikt er det største af Estremaduras distrikter. Her har man længe fremstillet enkle vine, men i de senere år er man begyndt at tænke mere markedsrettet, og så sent som i 2004 fik Encostas de Aire DOC-status.

Lourinha
Dette er især en appellation for aguardente (brandy). Hvad vin angår, har man historisk mest satset på kvantitet her på egnen. Store mængder vin blev solgt billigt til de portugisiske kolonier eller blev drukket af byboerne. Kooperativerne købte druer efter vægt og potentiel alkoholprocent, og druerne blev leveret hulter til bulter i bunker på store lastbilslad. Men forholdene er bedre i dag. En del af vinen bliver stadig solgt til lokalbefolkningen i plastdunke, men det meste bliver destilleret og bliver til aguardente af høj kvalitet.

Óbidos
Byen Óbidos er en af de mest velbevarede byer i Portugal og ligger i Oeste. Det er en pittoresk lille by med ringmur, brostensgader og hvidkalkede små huse. Området er temmelig fugtigt. Mellem Óbidos og Alenquer ligger en bjergkæde, som bevirker, at klimaet mellem de to regioner skiller sig relativt meget ad. Når der skal høstes, kan den ene region klimamæssigt være flere uger længere fremme end den anden. Óbidos domineres af to store kooperativer, Bombarral og Cadaval. Størstedelen af produktionen bliver destilleret, men her bliver også fremstillet kvalitetsvin.

Torres Vedras
Rundt om den lilleby Torres Vedras – mellem Serra da Montejunto og kysten – er der mange vinmarker. Atlantens vinde gør klimaet på stedet relativt køligt og fugtigt. Der fremstilles meget Vinho Leve, en let hvidvin lavet på druerne Vital og Jampal med maks. 0 procent alkohol. Her fremstilles også en del rødvin af god kvalitet, især på druesorterne Camarate og Castelao.

Alenquer
Dette lille område skærmes mod Atlantens vinde af bjergene Serra da Montejunto, hvilket giver dage med sol og varme og kølige nætter – udmærkede betingelser for at fremstille rigtig gode rødvine. Og det gør man også! Druerne modner godt og giver krydrede, smagsfulde vine. Ofte lykkes det også at beholde en god syre i vinene. I Alenquer produceres også en del hvidvine af høj kvalitet.

Arruda
Et lille område i den østlige del af Estremadura. Her har kooperativerne længe fremstillet enkle hverdagsvine. Men duerne modner godt i ly bag bjergene, og nu fremstiller man stadig bedre rødvine, mørke og frugtagtge på bl.a. Camarte og Castelao samt tørre og aromatiske hvidvine på Arinto, Fernao Pires og Vital.

Bucelas
Denne traditionsrige region fik sin DOC-status i begyndelsen af 1900-tallet. Området er som skabt til at udvikle førsteklasses hvidvine med en høj grad af syre og citruslignende, frugtagtige aromaer. Her er nætterne ofte kølige, og hen ad solopgang kommer der en fugtig tåge, som lægger sig som en dyne over vinmarkerne. I løbet af formiddagen letter tågen, og solen tørrer og varmer duerne. Temperaturforskellen mellem nat og dag er stor. Jorden består af mager ler og kalksten, og den absolut vigtigste druesort er Arinto.

Colares
Dette er Portugals mindste vindistrikt. Det fik sin DIC-status i 1908. Colares ligger mellem Sintrabjergene og Atlanten og præges af sand og havvinde.

Colaresvinen fremstilles af den røde Ramiscodrue. Den har en elegant struktur og evner at ældes med ynde. Colares er det eneste sted i verden, hvor der vokser Ramisco. Den vokser i sandklitter, og i dag er kun ca. 10 ha opdyrket. Plantningen sker i op til otte meter dybe diger i sandet, hvor man når ned til et lerlag, som vinplanten kan slå rod i. Hullet fyldes op med sand, efterhånden som stokken vokser. Gravearbejdet er meget vanskeligt og har sågar kostet menneskeliv.

Oppe i ”jordniveau” lader man vinstokken kravle langs sandet, men den bliver holdt lidt oppe af 40 ca. lange bambuspinde, for at klaserne skal kunne udvikles frit hængende. De små vinmarker beskyttes mod de hårde, saltholdige vinde af høje bambushegn, som sine stede er erstattet af opspændt plastvæv, der tåler vejr og vind.

Her i sandklitterne har man dyrket vin siden 1100-tallet, men i dg er der kun få hektar tilbage. Man får ca. 1 ton druer ud af hver hektar, hvilket svarer til 7,5 hektoliter vin. Så man forstår, at det er vanskeligt at finde økonomi i Colares-vinene. Der er dog enkelte, der har forsøgt sig med at plante Ramisco-stokke på moderne vis.
Det er helt fantastisk at komme her og se, hvordan vinstokkene vokser, og hvordan man fremstiller vin på stedet. Man fornemmer virkelig, at der ikke er sket meget de seneste 70 år. Ikke mindst, når man besøger António Bernardino Paulo da Silva på hans vingård midt inde i det nu om dage populære badested Azenhas do Mar. Her ligger vinene på de samme store fade af brasiliansk træ, som de har gjort det i 100 år, og etiketterne bliver stadig klistret på flaskerne med håndkraft!

Hvordan er Colares-vinene så? Ifølge Paulo da Silva må de ikke have for høj en alkoholprocent, 11-12 % er tilpas. Vinene er helt deres egne, stramme og tanninrige, faktisk ikke helt lette at drikke. Man flirter da heller ikke med de målgrupper, som foretrækker lettilgængelige og frugtige vine. Da vi var på besøg, blev 1995-årgangen af Colares Chitas Reserva Velho lanceret. Alkoholprocenten ligger på 11 %. Den har en duft af læder, tørret frugt, koriander og lidt jordkælder. Kan gemmes længe!

Fremtiden er mildest tal usikker for disse vine. En dyr produktionsproces og en minimal efterspørgsel gør, at Colares-vinene risikerer helt at uddø. Vil du smage nogen af disse rariteter, må du forsøge dig i en velassorteret vinhandel i Lissabon. Eller begiv dig ud til Colares og bank på hos nogle af producenterne. Gør det – og vær med til at redde disse rariteter!

Carcavelos
Dette lille distrikt er også et af Estremaduras klassiske, som fik sin DOC status i begyndelsen af 1900-tallet. Nu ligger det trængt inde blandt Lissabons forstæder. Dyre grundpriser og Lissabons befolkningstilvækst i forstæderne har bevirket, at vingårdene er blevet mindre. I 1930 blev der produceret 40.000 liter vin om året, men i dag er vinene meget svære at finde. Kun 20 hektar er i dag tilplantet med vin.

Carcavelos-vinene fremstilles på en blanding af op til ni forskellige røde og hvide druesorter. De får tilført alkohol, så de opnår en procent på 18-20. Den murstensrøde vin lagres mindst fem år på store egetræsfade, hvilket giver vinen en rosin- og nøddelignende smag. Mange synes, den i stilen minder om en Tawny port.
 

Vingårde i Estremadura

Casa Santos Lima: Vingården Quinta da Boavista i Alenquer ejes af virksomheden Casa Santos Lima, som i alt ejer 190 hektar vinmarker. Her fremstiller man udmærkede vine – især røde – i alle prisklasser.

Quinta do monte d’oiro: En vingård, som fremstiller små kvantiteter vin, men af udsøgt kvalitet. Vinene er blevet rost af vinskribenter og har vundet priser i flere år. Gården ligger i Alenquer.

Quinta do Sanguinhal: Dette er en smuk vingård lige uden for Óbidos. Her eksperimenterer man gerne med internationale druesorter som Cabernet Sauvignon og Syrah, gerne i kombination med lokale druer. Resultatet bliver rigtig godt.

Quinta da Cortezia: Her fokuserer man især på Touriga Nacional og Tinta Roriz, og de vine, der kun er fremstillet på disse druer, har fået priser lige siden den første årgang 1997. Virksomheden er familieejet og ligger vest for byen Alenquer.

Fakta om vin i Estremadura

Vinmarker: 26.000. År 2006 produceredes der 1.181.000 hektoliter vin. For vinho Regional Estremadura er reglerne temmelig liberale, og det er tilladt at bruge ca. 30 røde og 30 hvide druesorter. Hvis man vil have en kvalitetsappellation på vinen, er reglerne strengere. De anbefalede druesorter varierer mellem de forskellige kvalitetsappellationer. Hvis du skulle have lyst til at tage til denne smukke del af Portugal og ønsker flere tips, anbefaler vi dig at kontakte Gabinete da Rota do Vinho do Oeste.

Estremaduras lysende stjerne

Quinta de Chocapalha ligger fantastisk smukt ved de solbeskinnede højdedrag i Estremadura nordøst for Lissabon. Markerne har været her siden 1500-tallet, og man kan godt forstå, at ægteparret Alice og Paulo Tavares da Silva faldt for ejendommen og købte den af Joao Portugal Ramos forældre i 1987. På det tidspunkt var markerne i temmelig dårlig stand, da gården ikke havde været i brug i over tredive år. I 1991 fandt der store nyplantninger sted, og de dengang 45 haktar blev forøget til 70.

Studier i Italien

Datteren Sandra er i dag ansigtet udadtil, og hun har virkelig gjort et fantastisk arbejde på familiegården. Sandra regnes i dag til en af landets nye stjerne-vinmagere, og hun er kendt blandt vinkendere verden over, ikke mindst for sit arbejde på Dourogården Quinta Vale Dona Maria.

-Efter endt agronomeksamen i Lissabon valgte jeg at studere ønologi i Piacenza i Norditalien, siger Sandra. Mor Alice tilføjer, at studierne blev finansieret gennem Sandras arbejde som model, hvor springbrættet var titlen ”Elite Look of the Year”.

Traditionel vinproduktion

Efter Sandras eksamen i 2000 anså man, at kvaliteten på markerne var så høj, at kan kunne lancere sin første vin med egen etikette. Sandra siger, at meget af det, man praktiserer på gården, som f.eks. brugen af ”lagares” (trædekar), ikke er noget, man lærer i vinskolen.

-Vi efterstræber vine i ”den gamle verdens stil”, men vi er samtidig fortalere for, at vinene har en generøs frugtighed, siger Sandra, mens hun slynger vinen rundt i glasset og dufter til den.

Snadra elsker Touriga Nacional, som giver vine med en stor portion frugtighed, men som har et lavt afkast.

Quinta de Chocapalha – hvilke vine!

Vinene påp Quinta de Chocapalha fremstilles meget traditionelt med håndplukning, afstilkning samt fodtrædning i stenkar (lagares). Sandra fortæller, at det nu om dage er vanskeligt at få fat i fodtrædere. Det er en af grundene til, at man har installeret en robot, der står for trædningen. Gæringen finder sted ved lav temperatur for at få så mange aromastoffer som muligt ud af druerne. Lagringen sker for rødvinens vedkommende på franske fade fra Allier.

Produktionen ligger i dag på 50.000 flasker samt 30.000 liter til Bag-in-box, hvilket er temmelig anselige kvantiteter for så lille en familiegård.
Vi smager stedets herlige hvide Reserva, som imponerer os meget.

-Her benytter vi os af tre druesorter: Chardonnay, som får lov til at gære og lagre på egetræsfade i syv måneder, samt Vital og Arinto, som begge vinificeres på rustfrit stål.
-Estremadura har perfekte betingelser for fremstilling af hvidvin. Vinene får såvel en god syre som en fin modningskarakter. Sandra tilbringer normalt hele ugen oppe i Douro-dalen på sin og ægtefællen Jorge Serôdio Borges gård samt på Quinta Vale Dona Maria, men hun har hele tiden kontakt med forældrene her nede sydpå. Og sædvanligvis ses man her i weekenderne for at sikre, at intet går galt i kælderen.

Estremadura – Arintodruens hjemmebane

Vi bliver budt velkommen af Manuel Rocha, adm. Dir. På Companhia das Quintas, som jer Quinta da Romeira. Der er fuld aktivitet på gården, og Manuel har sammen med vinmageren Nuno do Ó forberedt en meget stor smagning af hele stedets sortiment, som dækker mange vinområder i Portugal. I rask tempo kommenteres vinene af Manuel selv, og hans begejstring over vinene har ingen problemer med at skinne igennem.

Et traditionsrigt lille distrikt

Men vores besøg skal især handle om Bucelas, en region, som har et godt ry, der strækker sig tilbage til begyndelsen af 1900-tallet. Efter at have smagt en række vine, som har fået et par års lagring, og som åbenbarer en meget interessant karakter, er det spændende at høre, hvad Manuel og Nuno har at fortælle om denne prisværdige hvidvin.

-Hertugen af Wellington var meget begejstret for vinen, og den blev sejlet hjem til Kong George III, pointerer Manuel i sin fortælling om, at området, der hører til blandt de ældste i Portugal, blev grundlagt i 1911. I løbet af 1970’erne og 80’erne mindskedes efterspørgslen, og da Quinta da Romeira blev grundlagt i 1988, var regionen næsten uddød.

-Kvaliteten af vore vine kan især tilskrives vores kalkstensjord, hvor Arintodruen trives allerbedst, indføjer vinmageren Nuno.

Arinto har en god syre

Fra godsets smukke terrasse, som blev bygget på 1600-tallet, betragter vi stedets arealer, som omfatter godt og vel firs hektar, hvor hovedparten er tilplantet med Arinto.

-Når vi plukker druerne, putter vi dem i små kasser, så druerne ikke bliver mast, før de ankommer til vineriet, siger Nuno do Ó.

Man lader saften få skalkontakt de første 6-8 timer, før man forsigtigt presser druerne med en pneumatisk presse. Den fungerer omtrent som en ballon, der udvides inden i pressen, hvilket giver den mest skånsomme presning. Hele processen finder sted i rustfrit stål, og gæringen ved lav temperatur er lang og udtrukket.

-Det gør vi for at få så mange aromastoffer som muligt ud af Arintodruern, som har en naturlig syre, siger Nuno, mens han drejer glasset og snuser til indholdet. Den unge vin er temmelig neutral, tør og frisk. Men efter kun et par års lagring byder vinen på en stor personlighed med en vis fedme.

-Vi fremstiller også en eksklusiv vin, som vi kalder Morgado de Santa Catherina, siger Manuel Rocha stolft. Vinen produceres i meget små mængder og kun af de bedste druer. På grund af disse druers kompleksitet finder både gæring og lagring sted på små franske, nye fade. Og man føler, at denne vins smøragtige personlighed vil kunne nå rigtig langt. Jo, der er tale om et meget spændende lille vindistrikt.

Lille vingård med store ambitioner

Vingården ligger som i en gryde i en dal, og solen steger på markerne med Arintodruer. På Quinta da Murta kan man tilbyde forskellige aktiviteter, og i det firehundrede kvadratmeter store festlokale arrangeres alt lige fra bryllupper og modeshows til kunstudstillinger. Da vi møder Francisco Castelo Branco i firmaets smagslokale, er man i fuld gang med at rydde op efter gårsdagens festarrangement.

Arinto, Arinto, Arinto

Denne lille vingård ligger godt og vel 20 km nord for Lissabon, og ud af ejendommens 27 hektar er de 15 tilplantet med vinstokke.

-96 % af de vinstokke, I ser, er Arinto, siger Francisco, mens han peger ud mod sine marker. Ifølge lovgivningen i Bucelas skal mindst 75 % af vinen være fremstillet på Arintodruer, og man har lov til at bruge to andre druesorter til den sidste fjerdedel, nemlig Rabo de Ovelha og Esgana Cao.

Vi fortæller Francisco om vores begejstring for lagrede Bucelasvine, og han beretter, at man ugen forinden åbnede en flaske fra gårdens første høstår, 1994, og at vinen var aldeles perfekt.

-På etiketten kan vinen både staves Bucellas og Bucelas, men jeg benytter mig af den moderne måde at stave på med et L, siger Francisco og lader os smage hans Bucelas 2005.

Mikroklima

Markerne på Quinta da Murta er de højeste beliggende i hele Bucelas-området, og her har man virkelig et specielt mikroklima.

-Druerne modner så forskelligt her, at der kan være tyve dages forskel mellem vingårdene, når vi starter plukningen, fortæller Francisco. Vi forsøger at plukke så tidligt som muligt, da vejret plejer at blive dårligere fra midten af september.

Jagt og historie

Inde i huset kan vi se, at Francisco er bidt af jagt med vægge fulde af trofæer, bl.a. fra rejser i Sydafrika. På skrivebordet står der familiebilleder, men også et antal billeder fra forskellige jagtrejser. Francisco er meget historisk interesseret, og han fortæller, at Bucelas var den anden klassificerede vinregion i Portugal efter Douro, og han er sikker på, at der allerede i romertiden blev dyrket druer i Bucelas.

-Selv Shakespeare nævner vores vin i et af sine stykker, siger Francisco, og fortæller videre, at man i gamle antikvitetsbutikker kan købe små skilte med kæder til at hænge rundt om flaskehalsen:

-Mest almindelige er skiltene med teksten ”Port” og ”Madeira”, men også ”Bucellas”, hvilket er et bevis på, at vinen også har et godt ry set med historiske briller, mener Francisco.

En kultvin værd at bevare

Colares er Europas vestligst beliggende vinområde, og denne lille region, som kun omfatter fire vinhuse, er Portugals mindste bordvinsregion.

Området ligger ved Atlanterhavskysten vest for byen Sintra, hvor vinstokkene vokser i sandklitter under temmelig barske forhold med kraftige, fugtige og salte vinde fra havet.

Landets ældste kooperativ

Kooperativet i Colares er det ældste i Portugal. Det blev grundlagt 1931, treogtyve år efter, at området fik sin egen appellation i 1908.

I dag leveres der duer fra 50 medlemmer, og fordelingen mellem rød- og hvidvin er ens.

I rødvinen er Ramisco-druen altid den dominerende, mens resten udgøres af andre portugisiske druer. Den hvide, tørre vin fremstilles på Malvasia de Colares eller Colares Malmsey, som druen også kaldes.

-Af de fire vinhuse, der er tilbage, er der kun to, som producerer vin. De to andre er kun tapperier, fortæller Francisco Figueirede, der har ansvaret for produktionen på denne adega (egl. Kælder).

Colaresvinene er ikke ligefrem kendt for deres lettilgængelighed, og Francisco indrømmer, at deres vine godt kan være lidt ”vanskelige”. Man har forsøgt at modernisere teknikken en smule, men man mener, det er vigtigt at holde de gamle traditioner i hævd.

-Her fremstiller vi ikke de der indsmigrende, frugtagtige og bløde vine, som forbrugerne sædvanligvis foretrækker, siger Francisco med et skuldertræk. Men da vi ligger så tæt på Sintra, kommer der mange besøgende, og som en souvenir køber de gerne nogle flasker med sig af denne historiske vin.

Ældgamle vinmarker

Men det, der gør vinen så speciel, er vinrankernes dyrkningsbetingelser, og vi kører nogle kilometer fra vinhuset ud mod Atlanten for at se, hvordan vinstokkene kravler langs jorden som ”bushvines”.

-Når vi foretager nyplantninger, er vi først nødt til at fjerne sandet, og vi må typisk grave et hul på op til fire meter, afhængig af hvor dybt nede vi finder det fugtige ler, fortæller Fransisco.

I løbet af de følgende 3-4 år skovles sandet gradvist tilbage rundt om planten, som aldrig er blevet podet på en amerikansk rodstok, som det skete i resten af Europa efter vinlusens hærgen. Dette er den originale plante! Ved hjælp af små pinde stammer man vinrankerne op, så druerne ikke kommer i kontakt med sandet.

Det hele virker ældgammelt, og vi får at vide, at de fleste af vinstokkene har en gennemsnitsalder på 100 år. Det er også en tradition at plante andre frugter blandt vinen, og vi ser masser af æbletræer, som står skiftevis mellem vinstokkene på en lille mark, der skærmes af et bambushegn.

Sikke et lagringspotentiale!

Jeg fortæller Francisco, at jeg engang smagte en rød Colares fra 1955 ved en blindsmagning, og at jeg troede, vinen var tyve år yngre, end den egentlig var.

-Garvesyren forsvinder aldrig, siger Francisco, og forklarer dette ved, at Ramisco er en lille drue med mange kerner.

Da vi smager stedets rødvin, får vi at vide, at man i 2004 prøvede at lagre vinen på lidt mindre fade – med et meget vellykket resultat. Så femover vil der muligvis ske små forandringer i dette historiske distrikt.

Hvis du holder af aperitifs og en digestif til kaffen eller som et frisk pust mellem retterne eller måske i en frugtsalat, ja så er Portugal det rette sted for dig. Landet er som en gemt skat, når det drejer sig om de såkaldte bagaceiras og aquardentes. Nu om dage opdager og efterspørger flere og flere de destillater, som vinbønderne tidligere beholdt for sig selv.

Lad os begynde med at forklare begreberne bagaceira og aguardente. Hvad betyder de, og hvordan produceres disse spirituosa?

Hvor vinen slutter, begynder Bagaceiraen

Portugals Bagaceira fremstilles, lige som sine middelhavsslægtninge: den franske marc og den italienske grappa, af de presse-rester (skind, kerner og stilke), som bliver tilbage ved vinfremstillingen. Denne spiritus var tidligere i Portugal temmelig ”rå” i både smag og duft, men i 1986 indførtes et strengt regelsæt, som resulterede i en væsentlig kvalitetsforbedring af bagaceiraen. Samtidig begyndte også vinmagerne at interessere sig for denne forædlede drik. En stor del af bagaceiraen fremstilles af resterne fra rødvinsproduktionen. Men i Vinho Verde, som samtidig er mest kendt for sine hvidvine, især på Alvarinho- eller Loureiro-druerne, fremstilles mange af de bedste bagaceiraer.

Jo friskere presserester, desto bedre bliver destillatet, og mange påbegynder destillationen allerede inden for to døgn og lader den fortsætte kontinuerligt. Den bedste bagaceira destilleres langsomt i kobberkedler, hvor man får spiritus med en procent på ca. 60. Det er også almindeligt, at man bruger en specielt designet kedel, som passer til kontinuerlig destillation, en såkaldt alambic armagnacais. Så får man en renere spiritus med en højere alkoholprocent og noget mere nuancerede aromaer. Alkoholprocenten på bagaceira varierer mellem 38 og 36, og bagaceiraen bliver oftest solgt uden at være lagret. Dog forekommer det nu stadig hyppigere, at den får lov til at ligge lidt på egetræsfade, hvorved den får en svagt gylden farvetone. En almindelig misforståelse i forbindelse med bagaceira er, at den oftest skulle være fremstillet på rester af druen Baga, og at navnet stammer derfra. Men presserester hedder bagaco på portugisisk og kommer af bago, som betyder drue eller bær. Så enkelt er det.

Aguardente bygger videre på vinen

Aguardente er i nær familie med f.eks. cognac, forstået på den måde, at de bliver fremstillet på stort set samme vis. Det, der adskiller, er sammensætningen af den vin, man destillerer, druer, voksested, lagring mm. Mange mener, at den bedste aguardente bliver lavet i Minho i Portugal, hvor man fremstiller Vinho Verde. Her begyndte man at producere aguardente allerede i 1700-tallet, og her finder man stadig lette, syrerige og tørre vine med gode aromaer og en lav alkoholprocent.

Den portugisiske aguardente destilleres to gange i kedler, de såkaldte pot-stills. Denne metode benyttes især af de mindre producenter. Spiritussen får en alkoholprocent på ca. 70, som spædes op til den endelige alkoholstyrke. Som minimum ligger den på 36 procent, men man kan finde aguardenter, som er op til 44%. Til at begynde med er væsken farveløs – sin fine kulør får den ved at modne på egetræsfade. De større producenter destillerer ved hjælp af såkaldt kolonnedestillation, som resulterer i en mere smagsneutral spiritus. Denne får derefter sin karakter gennem fadlagring. Alderen varierer, men ind imellem kan man finde aguardenter med mere end 25 år på bagen.

Eksempler på Bagaceira og Aguardente

Her følger nogle få eksempler fra den righoldige skat, der oftest ligger skjult for os skandinaver. Det er hyggelige ferieminder, man kan købe med sig hjem og nippe til, når rusk og kulde hersker udenfor.

Sao Domingos er en bagaceira fra Bairrada. Alkoholprocenten er hele 46. Duften er godt nok noget stikkende, men med megen moden frugt blandet med mineraler og en anelse flintesten. Smagsnuancerne eksploderer i munden som et fyrværkeri og bliver der meget længe med en eftersmag af chokolade og æble. En af de bedste bagaceiraer, og tillige den mest populære i Portugal.

Neto Costa, produceret af Caves Neto Costa i Bairrada. Denne bagaceira har en høj alkoholprocent på 48. Men den er også stærk på dufte og smagsnuancer med en lidt blomstret frugttone iblandet modne blommer. Den har en mild sødme og en lang eftersmag af frugt, krydderurter og chokolade.

Quinta Das Arcs-Sociedade Agricola Aguardente. Vingården hedder Caves Arcos do Rei og ligger I Bairrada. Denne aguardente har en elegant gyldenbrun farve med en behageligt moden duft uden egetræsdominans, selv om den har ligget på fad i 25 år. Den har en vidunderlig balance og en lang, kompleks eftersmag. Alkoholprocenten er 40.

Den næste aguardente kommer fra Vinho Verde, nærmere bestemt fra Adega Cooperativa De moncao. Den er lavet på Alvarinhodruen og har ligget på franske egetræsfade i 8 år. Dér har den fået en mørk kastanietone og en duft af tørret frugt. Den er dejlig mild og fyldt med fine, lange og komplekse smagsnuancer.

Quinta Do tamariz Aguardente fra Vinho Verde har ligget i 20 år på franske egetræsfade og portvinsfade. Den har en brun, klar farve med meget modne toner af mellemmørkt egetræ. Den er fyldt med behagelig dufte med bl.a. lidt kaffe, og i smagen finder man et afbalanceret mix af træ, mandler og tørrede figner. 40 procent alkohol.

I Skandinavien er José Maria da Fonseca mest kendt for sin Periquita, men nu stifter vi bekendtskab med stedets QGUARDENTE, VELHA RESERVA, der er en Colheita af Vinho Verde-type fra 1964. Den har en markant duft af tørrede frugter i trækasse, og smagen er rund, blød og finstemt med lidt træ i en stor kraftfuld krop af hasselnød, valnød og mandel.

Sådan serverer man Bagaceira og Aguardente i Portugal

Begge disse avec’er passer rigtig godt til en kop stærk kaffe, en espresso (eller bica, som det hedder i Portugal). Servér spiritussen i et rundhåndet cognacglas, som du evt. varmer lidt på forhånd. Så vil aromastofferne udvikle sig bedre, og du vil kunne dufte og smage elle drikkens herlige nuancer.