Flyv 1500 km ud i Atlanterhavet fra Lissabon i retning mod New York, så lander du på Azorerne. Ni små vulkanøer, der ligger tre og tre midt imellem tre kontinenter: Afrika, Amerika og Europa. Den særlige klima og den særlige beliggenhed har gjort dyrkning af glimrende vine til en central del af Azorernes kultur. Glem ikke at smage på vinen på din kulturrejse til Azorerne.
Vin på São Miguel
Vi lander på hovedøen São Miguel i hovedstaden Ponta Delgada, hvor 130.000 ud af de ni øers samlede befolkning på 260.000 indbyggere bor. Men vi begiver os straks videre i et nyt lille fly for at opdage de unikke vinmarker. Vi flyver over til Pico Island lige som en ”azor”, der er navnet på en rovfugl, som lever her (deraf navnet Azorerne).
Pico er den vigtigste ø, hvis man er interesseret i vine. Efter en times flyvning lander vi på denne vulkanske ø, hvor en vigtig indtægtskilde for beboerne tidligere var hvalfiskeri. En lastbil fyldt med tunfisk kører forbi, og vores chauffør fortæller, at netop tunfisk nu er mest indbringende for fiskerne.
Vin på Pico
Der bor 16.000 indbyggere på Pico, hvor der hersker en fantastisk afslappet stemning. Det lader til, at man har al mulig tid i verden til sin rådighed, og at man lever i fuldstændig harmoni og uden stress. De fleste familier bor ved foden af vulkanen, der senest havde et udbrud i perioden 1718-1725. Skyerne dækker denne dag toppen af vulkanen, som, får vi at vide, er Portugals højeste punkt med sine 2.300 meter over havet.
Vinen har altid spillet en central rolle på Azorerne og har sikret overlevelsen for indbyggerne i dette barske og stenede miljø. I slutningen af 1400-tallet tog præsterne vinstokke med sig til øerne, da man syntes, at vin udvikledes bedre på lavajord. Men vinplantningen var ensbetydende med hårdt arbejde. Man flyttede lavasten efter lavasten, indtil man fik et lille stykke jord, hvor man kunne plante vinstokken. Stenene blev til mure, der effektivt gav læ for vinden, og desuden opsuger stenene varme og reflekterer den tilbage til drueklaserne. Dette indebærer, at man altid høster fuldt modne druer, fulde af sukker.
Disse bittesmå vinmarker, der ofte ikke er større end et almindeligt værelse, kaldes ”currais”. De danner et monumentalt mønster i landskabet, som er så unikt, at alle vinmarkerne på i alt 987 hektar, i dag er omfattet af Unesco’s Verdensarvsliste.
Vinene på Azorerne
Den primære drue er Verdelho, og som tilfældet var så mange andre steder, blev også disse Verdelhostokke slået ud af vinlusen i slutningen af 1800-tallet. Man genplantede amerikanske sorter, som dog slet ikke levede op til Verdelho kvalitet. Nu er druen genplantet på de øer, som i dag står for vinproduktionen, nemlig Pico, Terceira og Graciosa. Dog forekommer der også en række andre druesorter, hvoraf langt de fleste naturligvis er portugisiske, og de giver interessante og spændende vine. For eksempel Arinto, Terrantês, Boal, Malvasia, Sercial m.fl. Men her findes også Chardonnay, Riesling, Cabernet Sauvignon og Pinot Noir.
Man fremstiller også hedvine af Verdelho, som får en guldjul til brun farve med lidt grønne toner og med en silkeblød smag og en lille tobaksduft sammen med andre krydderier. Nogle af disse vine er Brum, Lajido og Czar, dejlige som aperitif eller til desserten.
På hele øgruppen produceres der ca. 2 mio. liter vin, hvoraf næsten det hele drikkes på Azorerne. Der er masser af små, private vinbønder, som selv sørger for en stor del af vinifikationen, og som sælger til venner og bekendte. Vinmarkerne ligger i nærheden af små landsbyer med store stenhuse, der fungerer som weekendhuse for familierne, hvor man mødes, spiser godt og drikker sin egen vin. Mændene kan godt lide at afrunde måltidet med en god, azorisk cigar.
Andre produkter fra Azorerne
Her findes flere tobaksmarker, som leverer tobak til Fábrica de Tabaco Estrela – en lille håndværksbaseret cigarproduktion med en meget begrænset produktion på 350.000 cigarer årligt (hvilket er en dråbe i havet set med internationale øjne). Men her er 12 ansatte, som alle er dygtige til at rulle cigarer i hånden. Denne lille fabrik har vundet internationale priser og har ved et par lejligheder sågar slået de berømte Cubacigarer.
Ellers tiltrækkes mange rejsende af gastronomien, og aldrig tidligere har jeg spist så godt oksekød som her. Kvaliteten beror formentlig på, at dyrene går ude hele året, og at kødet derved bliver dejlig saftigt og smagfuldt. Her er også store ananasplantager, som i den jævnt fordelte varme året igennem bliver udsøgt søde og saftige. Størstedelen af produktionen bliver fløjet ind til fastlandet, hvor den serveres som opfriskende desserter. Gerne sammen med et glas madeira.
Hvis du kommer til Azorerne, må du heller ikke gå glip af deres oste. Især ikke den såkaldte søfarerost fra den lille ø Sao Jorge. Denne ost er blevet fremstillet siden 1500-tallet som proviant til søfarerne over Atlanterhavet. Den modnede ombord og varede hele vejen over til den ny verden.
Fakta om vin på Azorerne
Her produceres ca. 20.000 hektoliter vin om året. Appellationerne er OPR Pico, OPR Graciosa og IPR Biscoitos. På Picos og Biscoitos fremstiller man hedvin, som skal indeholde mindst 16% alkohol. På Graciosa fremstiller man tørre hvidvine, især på druesorterne Terrantez, Malvasia Fina, Verdelho, Arinto og Fernao Pires.
CVR Acores er den myndighed på Azorerne, som administrerer og overvåger øernes vinproduktion.
Specielle vine fra Vulkanøen Pico
Vi møder en blandet forsamling af medlemmer fra kooperativet på Azorerne, som lidt reserveret fortæller om deres arbejde med at producere vine. Der er i alt trehundrede medlemmer, som leverer druer til vinhuset, men der er også en anden lille vingård på øen ved navn Coral Atlantic, hvor Jorge Böhm fra Alentejo har finger med i spillet.
Der er fire dage til høsten i slutningen af august, og der er fuld aktivitet med mange forberedelser top til indleveringen af de mange tons druer. På vej ind til anlægget maser vi os vej sammen med en busfuld af besøgende.
-Vi har mange besøgende hvert år, ikke mindst fordi alle hoteller anbefaler et besøg med tilhørende smagning hos os, siger et af medlemmerne. Stedet for smagningen er placeret midt blandt ståltankene, og de besøgende får virkelig en indsigt i, hvordan man producerer vin. Vi smager en hvidvin fremstillet på druesorterne Arinto og Verdelho, som virker lidt kulsyreagtig. Jeg spørger, om det er meningen, at vinen skal være sådan?
-Et uheld, svarer et af medlemmerne, og mere bekymrede man sig ikke om denne skævhed i vinen.
Unikke vinmarker på Azorerne
Der er vinplanter overalt på Pico, og stokkene bliver skærmt af stengærder (currais), som er opbygget af lavasten fra de seneste vulkanudbrud. I et normalt år regner man med en potentiel alkoholprocent på mellem 14 og 15, men José Duarte Garcia, der er en af de ældste personer i selskabet, fremstiller en meget speciel vin med en procent på hele 18. José byde os et glas af sin vin Ezar, som har sherrylignende Tokajitoner i karakteren.
-Vinen er lavet på Verdelho og Arinto, som har fået lov til at gære naturligt op til 18,5%, siger José stolt. Jeg bliver forbavset over det, han fortæller, da gæringen normalt stopper ved 15-16%.
-I 2004 var vinen på vej op til 22%, men så kølede jeg også mosten ned for at stoppe gæringen, betror José mig. Han fortæller også, at vejret kan spille egnens bønder et stort puds, hvis de ikke får høsten ind før den 15. september, hvor den barske regnperiode begynder!
På Azorerne findes der ingen klassificerede DOC-vine – de fleste vine har Vinho Regional Acores trykt på etiketterne. Ind imellem ser man en vin med betegnelsen V.L.Q.P.R.D. Pico-Lajido, hvor man har benyttet sig af druerne Arinto, Verdelho og Terrantez. Det lader til, at man ikke bekymrer sig om, at vinene ikke eksporteres, da de alligevel bliver drukket af lokalbefolkningen eller af besøgende turister på øen.