Oplev den portugisiske vin på kulturrejsen til Portugal

Udgivet den af Lennart

I Portugal vokser der mere end 500 forskellige druesorter. 95 % af alle druer, er sorter, som kun findes i Portugal og ikke findes andre steder i verden. Derfor bør du absolut prøve Portugals vin på din kulturrejse til landet.

De resterende 5 procent er internationale druer, som du genkender andre vinområder, og som du finder i vine fra næsten alle lande verden over. Hvis du vil finde dine egne personlige vine med ”nye” smagsoplevelser i Portugal, skal du gå på opdagelse i den portugisiske vinskat.

Her finder du bl.a. mange smagsoplevelser, som passer udmærket til det nordiske køkken. Røde, kraftige, frugtige vine, som egner sig glimrende til vores kødretter med både vildt, fugl og svin. Eller elegante hvidvine, som går godt sammen med vores skaldyr og friske fisk. I Portugal finder du vine til ethvert formål, det er blot om at vide hvor man skal lede!

Tag på vinrejse og oplev Portugals unikke vine

Begynd din rejse i Lissabon. Det er et naturligt udgangspunkt, eftersom der findes flere direkte flyforbindelser til Lissabon fra Danmark, bl.a. med TAP Air Portugal. I Lissabon kan du bestille billig billeje og starte din vinrejse med at køre sydpå, via Setúbalhalvøen ned til Algarve allerlængst nede i Portugal.

Efter et besøg i det sydlige Portugal går turen videre nordpå til Alentejo, Ribatejo og Estremadura. Du befinder dig nu i det centrale Portugal og rejsen går nu mod Nordportugal, via det store Beirasområde til Douro og Vinho Verde og derefter storbyen Porto. Skal du opleve alt hvad Portugal har at byde på indenfor vin, er Madeira og Azorerne også et must at besøge.

Siden Portugal kom med i EU har Portugal udvidet sin i forvejen rige bestand af vine yderligere. I dag er det ikke bare den berømte portvin, hedvinen fra Madeira eller “Den grønne Vin”, “Vinhos Verdes”, som vi kan nyde godt af, men også de mere og mere kendte rødvine i Portugal fra Bairrada og Dão-regionen, og de nye rødvine af høj kvalitet fra Alentejo- og Ribatejo-regionen.

Vin-regioner i Portugal

I Portugal skelner man normalt mellem ti forskellige vinregioner: Vinhos Verdes, Douro, Dão, Bairrada, Bucelas, Colares, Moscatel de Setubal, Ribatejo, Alentejo og Lagoa. Hver vin-region i Portugal har naturligvis deres karateristika. Dão-regionene er berømt for dens rødvine, Douro-regionen for den fremragende bordvine og dens portvin, Minho-regionen for dens vinhos verdes.

Moscatel de Setubal er verdenskendt for dens glimrende dessertvine, Ribatejo-regionen for både dens rød- og hvidvine, Alentejo-regionen for dens lovpriste, nye rødvine, og Lagoa for dens ligefremme og billige rødvine, som de lokale på Algarve-kysten nyder godt af, når de spiser deres rige fiskeretter.

<2>Alentejo vin

Med Atlanten i ryggen kører vi på motorvej IP1 fra Algarve mod Alentejo, de frugtagtige rødvines hjemstavn. Det var her, kvalitetsudviklingen for de portugisiske vine startede for nogle årtier siden. Her havde man både ressourcer, viden og vilje til at satse på topkvalitet. For ikke at tale om de glimrende, naturlige betingelser, der findes i denne del af Portugal.

Alentejo et vidstrakt landskab

Alentejo er stort – det dækker næsten en tredjedel af landets overflade. Dette til trods bor her kun 4-5 % af landets indbyggere. Det kan man kalde en tyndt befolket egn. Vi suser hurtigt frem gennem det bølgende landskab uden at se hverken biler, huse eller mennesker kilometer efter kilometer. I stedet er det marker med hvede, solsikker, majs, korkege, oliventræer og ikke mindst vinstokke, der passerer revy.

Efter en tilpas lang lur (dog ikke chaufføren) vågner vi op ved, at bilen pludselig stopper. Midt inde i en hvidkalket landsby er der en umotiveret lyskurv, som lyser rødt, selv om der hverken er biler eller fodgængere i nærheden. Vasco d’Avillez forklarer, at hvis man blot kører en smule for hurtigt gennem disse landsbyer, så skifter lyset fra grønt til rødt. Smart!
Évora i Alentejo – en by med verdensarvstatus

Den første nat bor vi i Évora, en lille hyggelig universitetsby, som vi varmt kan anbefale, at du aflægger et besøg. Den ringmursomkransede indre by er blevet optaget på Unescos verdensarvliste, så at også kommende generationer skal kunne beundre de smukke, hvidkalkede og flisedekorerede huse.

Efter en god og lang vandretur gennem byen slår vi os ned på en lillebitte taverna, eller ”tasquinha”, som det hedder på portugisisk. Tasquinha da Oliveira er kendt for sine delikate petiscos (portugisernes tapas), og vi bliver varmt modtaget af Manuel Oliveira. Efter at vi har bænket os, er restauranten faktisk fuld. Der er kun plads til fire personer ved to små borde. Vi får nok smagt 30 forskellige retter den aften samt rigtig gode vine. Her får vi virkelig beviser for, hvad Alentejos gastronomi kan tilbyde. Og sikke nogle vine.

Vin & gastronomi i Alentejo

Hvad er det da, som karakteriserer egnens vine? Traditionelt har man mest fremstillet rødvine. Dels passer de bedst til områdets varme klima (tidligere, dvs. før de temperaturkontrollerede ståltanke gjorde deres indtog, var det svært at opnå en god syre i hvidvinene), dels drikker man helst rødvin til maden, der til en stor del består af kød. Ikke så mærkeligt, da det tager et par timer i bil at nå ud til Atlanterhavskysten. Den sorte gris, får og geder er basis i madlavningen, sammen med krydderurter, korn og grøntsager. Desuden fremstiller man særdeles gode oste, på både ko-, fåre- og gedemælk.

De frugtige rødvine indgår et perfekt ægteskab med de tynde skiver lufttørret svinemørbrad fra den sorte gris, med lammekoteletterne med krydderurter, med den fyldige kyllingegryde og med alt andet godt, vi skal smage i løbet af vore dage her i Alentejo. Det er også spændende at smage hvidvinene og konstatere, at det nu lykkes fantastisk godt at fremstille hvidvine med en god syre og pragtfulde aromaer.

Som så mange andre steder ude på landet kan man også her vælte sig i søde desserter, og i så store mængder, at det burde kunne ses på kolesteroltallene. Sukker og æggeblommer er hovedingredienserne i de herlige buddinger, kager og pier. Gerne med lidt kanel eller kardemomme drysset over.

Udvalgte vinproducenter i Alentejo

I Alentejo er der tre officielle vinruter at vælge mellem. Det allerbedste er at besøge Alentejo Wine Route Office i Évora og bede dem om at hjælpe dig med at booke besøgene.

Cortes de Cima. Danske Hans Kristian Jørgensen har i mange år overrasket med sine herlige, frugtige vine fra sin gård uden for Vidigueira. Vinene har vundet utallige medaljer på udstillinger og i konkurrencer. Hans Kristian er hele tiden gået sine egne veje og har udfordret bureaukrater og regelsamlinger. Resultatet kan vi nu nyde godt af.

Fundacao EugénI De Almeida. Denne ejendom ejes og drives af en privat velgørenhedsorganisation. Her har man hele 250 hektar vinmarker med portugisiske druesorter. Der fremstilles vine af høj kvalitet, hvoraf den mest kendte nok er Pêramanca, en af de dyreste vine fra denne region.

Herdale da Malhadinha Nova. En smuk vingård beliggende lige uden for Beja i det sydlige Alentejo. Her blandes ny teknik med traditionelle metoder med rigtig gode resultater til følge, såvel røde som hvide, især lavet på portugisiske druesorter. På ejendommen opdrætter man også sorte grise og kødkvæg. Man tager gerne imod besøgende til smagninger og rundvisninger.

Herdade dos Coelheiros. Lige nord for Évora ligger denne lille, smukke vingård, hvor man dyrker ca. 25 hektar med druer som Cabernet Sauvignon, Aragonês, Trincadeira og Castelao. Vinene er af meget høj kvalitet og bliver solgt under navnene Tapada de Coelheiros og Vinha da Tapada.

Quinta do Mouro. Her fremstiller man vine på traditionel vis, helt uden kunstvanding, hvilket er usædvanligt i det hede Alentejo. Druerne plukkes nænsomt i hånden og fodtrædes i to dage. Resultatet er meget imponerende med fyldige rødvine rige på smag. Andenvinen hedder Zagalos og topvinen Quinta do Mouro.

Tapada do Chaves. Lige uden for Portalegre ligger en smuk hvidkalket vingård, omgivet af knudrede vinstokke, som har vokset her i mere end 80 år. Gården har længe været kendt for sine kvalitetsvine. Stedets Reserva koster tæt på 25 euro i en vinhandel. 99’eren, som vi smager, er tør og lidt stram med masser af mørke bæraromaer.

Fakta om vin i Alentejo

Siden 1995 har man haft en samlet betegnelse for området, nemlig DOC Alentejo. Tidligere brugte man de mindre distrikters navne til DIC-appellationerne, som Redondo, Portalegre, Borba etc. Men nu hedder der som sagt DOC Alentejo, eller Vinho Regional Alentejano, hvis man ikke kan eller vil få sin vin DOC-klassificeret. Antal hektar med vinmarker: ca. 22.000. Produktion: ca. 700.000 hektoliter vin, hvilket svarer til ca. 10 % af Portugals samlede vinproduktion.

Kooperativerne i Alentejo har længe været på forkant hvad kvalitetsudvikling angår og fremstiller ofte rigtig gode vine til meget rimelige priser. Tilsammen står de seks kooperativer for ca. 70 % af al den vin, som fremstilles i regionen. Anbefalede røde druesorter er Aragonës, Trincadeira og Castelao, men der er forskelle mellem de forskellige distrikter. De anbefalede hvidvinsdruer er Arinto, Fernao Pires, Roupeiro, Trincadeira das Pratas, Rabo de Ovelha, Antao Vaz og Perum, men også her er der regionale forskelle.

Vin og gastronomi i skøn forening

I hjertet af Alentejo-regionen ligger Herdade do Esporao, lige uden for byen Reguengos de Monsaraz.
Vi mødes af et imponerende syn med grønne vinmarker, der strækker sig, så langt øjet kan se. Ejendommen er fantastisk velplejet med et computerstyret vandingssystem til de 600 hektar vinmarker. Man har glimrende vejrforhold på Esporao med den varme sol i kombination med den fugtige Atlantaerhavsbrise, som når helt herhen fra nordvest. Og – måske vigtigst af alt – den vulkanske jordbund.

Det hele startede i 1973, hvor virksomheden Finagra blev grundlagt af de to kompagnoner Dr. José Roquette og Mr. Joaquim Bandeira. Men først i 1987 fik man opbygget sit eget vinhus og begyndte at producere kvalitetsvine. I 1992 købte José Roquette sin partner ud af selskabet, og i dag sidder han alene som firmaets overhoved.
Esporao kaldes også for Alentejos Mouton-Rothschild, da man siden 1985 har ladet en kunstner designe etiketten på stedets to bedste vine. Af disse to topvine produceres der årligt mellem 360.000 og 400.000 liter.

Vinmager fra Australien

Vi møder den yderst charmerende vinmager David Baverstock, som mener, at der er sket store forandringer og investeringer efter 1995 med såvel nyplantninger som omplantninger, og siden 1998 har man også satset gevaldigt på olivenolieproduktion. I dag markedsfører man ti forskellige varianter, hvor hvert voksested og hver olivensort præger oliens smag.
Australieren David Baverstock har arbejdet i Portugal i mere end 25 år og har foruden Esporao hjulpet flere andre producenter, bl.a. Cortes de Cima og Sir Cliff Richard.

-Produktionen ligger på i alt 9 mio. liter om året, siger David. Han føler sig ikke presset til at producere vin i store mængder – det er kvaliteten, der er i højsædet på Esporao.
-Vi bruger seks blå druesorter – især de for regionenklassiske druer Trincadeira og Aragonês. Sidstnævnte er den samme drue som Tinta Roriz. Eller Tempranillo, som den hedder i Spanien.
-Syrah er en drue, der også trives fortræffeligt her. Dernæst har vi Cabernet Sauvignon, Bastardo og Touriga Nacional, forklarer David. Og vi gør brug af lige så mange grønne druesorter; nemlig Roupeiro, Antao Vaz, Arinto, Perrum, Rabo de Ovelha samt Semillon til hvidvinene.

Vi får lov til at smage og igennem en række af vinene, hvor Private Collection er den, der imponerer mest – en rigtig frugtbombe. Den mousserende vin er også god. Den hvide Esporao blev i februar 2006 stemt ind som Portugals bedste hvidvin på en messe i Porto.

Fantastisk restaurant

Det seneste projekt her på Esporao blev søsat i 2001, hvor man lancerede stedets første oste under navnet Herdade do Esporao. Dem får vi lov til at nyde på gårdens restaurant, som vi virkelig kan anbefale. Her kan du opleve portugisisk gastronomi, når den er bedst.
Gården er godt gearet til at tage imod turister. Foruden restauranten har man også en vinbar og en hyggelig lille butik, hvor man kan købe gårdens produkter.

Vinstokkens børneværelse

På gården, der ligger i Montemor-o-Novo, hundrede kilometer fra Lissabon, er der fuld aktivitet. Det mærker vi, når vi vandrer rundt med Jorge Böhm og hans datter Dorina Lindemann. Smagslokalet er som et kunstgalleri, og biblioteket er mildelst talt velassorteret. Ifølge Jorge selv har han den største litteratursamling i verden omhandlende vinplanter og forskellige kloner. Man får med det samme en fantastisk respekt for denne mands viden om alt, hvad der er værd at vide om vinens vej fra plante til færdig drik.

Tysk forretningsmand

Jorge Böhm var tidligere forretningsmand og den største importør af bordvine til Tyskland, da han i 1969 fik øjnene op for portugisiske vine. Umiddelbart efter revolutionen i 1974 startede han et vin-eksportfirma i Portugal.

I denne periode var kvalitetsvine fra Portugal meget populære, men problemet var, at disse vine kun blev fremstillet i små kvantiteter. Man savnede dengang viden om de historiske, naturlige druesorter, som kom fra landets forskellige regioner. For at gå til bunds i dette påbegyndte Jorge Böhm undersøgelser på universitetet i Geisenheim af de bedste portugisiske druesorter. I 1978 blev resultatet af studierne præsenteret for Secretary of State for Agriculture, professor Carvalho Cardos. Tre år senere købte Jorge Böhm sin første ejendom i Montemor-o-Novo. Hans virksomhed er i dag den vigtigste klonproducent i Portugal.

150 forskellige kloner

På rundturen i lagerlokalerne ser vi lange rækker af stiklinger plantet i diverse bede. Kvinder sidder på gulvet og poder stiklinger på resistente rodstokke.
– I dag har vi et halvt hundrede forskellige druesorter og 150 forskellige kloner af disse, siger Jorge Böhm.
– De allervigtigste druer for Portugals vine synes jeg er Alvarinho, Arinto, Aragonês og Touriga Nacional. Ud af stedets årlige produktion på fire millioner planter forbliver næsten det hele inden for Portugals grænser – på nær en smule eksport til lande som Mocambique, Tunesien, Angola og Spanien

Dorina helliger sig vinene

Da datteren Dorina og hendes mand Thomas Lindemann kom til Alentejo i 1993, bestemte de sig for at opbyge et vinhus. De blev dog hurtigt trætte af kun at passe podningsplanter, så i perioden 1995 til 2002 fandt der omfattende nyplantninger sted, og i dag har man 50 hektar med vinmarker.

-Vi har valgt at dele vores ejendom Plansel op i tre dele for at få en bedre struktur og organisation, siger Dorina, før vi går i gang med at smage hendes vine.
-Viveiros Plansel drives af min mand, Thomas, og hér fremelsker vi både oliventræer og vinstokke.

Plansel Adega, der er vores vinproduktion, drives af mig, mens vi er fælles om Plansel Plantas Seleccionadas. Sidstnævnte er et samarbejde med universitetet i Évora, hvor vi vurderer, hvilke druetyper der er de bedste for Portugal, fortæller Dorina. Man producerer en lang række vine med forskellige sammensætninger samt en serie af enkeltdruevine, hvor vi koncentrerer os om deres Tinta Barroca.

-Ingen anden i Portugal fremstiller en vin kun på Tinta Barroca, siger Dorina med et smil, mens hun stolt serverer sine vine for os. På Plansel udforsker man hele tiden nye veje, og det næste mål er at frembringe et vellykket resultat af Grenache og Mourvedre.

Bordeaux-vinde blæser i Alentejo

Jeg må indrømme, at det faktisk var Quinta do Carmos’ vine, som åbnede mine øjne for portugisiske kvalitetsvine for mere end ti år siden.
-Men dengang var vore vine lidt for robuste, husker Joaquim Roque, som er ansvarlig for driften af Quinta do Carmo. Han mener endvidere, at problemet i Alentejo er de meget varme somre. De giver ind imellem vine med en for høj alkoholprocent og for få tanniner. Joaquim springer ud i vinmarken for at demonstrere, hvordan man i løbet af forsommeren renser blade bort, for at druerne langsomt skal vænnes til den varme sol.

-Det er lige som, når man selv begynder at tage sol i begyndelsen af sommeren – man er nødt til at tage det roligt i begyndelsen, så man ikke bliver forbrændt. Men når man engang er begyndt at få farve, tåler man solen meget bedre, siger Joachim.

Alentejo og Bordeaux

I 1986 havde ejendommen Quinta do Carmo kun 35 hektar vinmarker, men siden 1992 er der sket store forandringer. Stedet blev købt af Domaines Barons de Rothschild (Lafite) fra Bordeaux i Frankrig med det formål at kombinere Alentejos personlighed med Rothschildgruppens ekspertise. Man fortsatte med brugen af de traditionelle druesorter i kombination med et islæt af både Cabernet Sauvignon og Syrah. Til sin hjælp har Joaquim Roque nære kontakter med Christian Le Sommer fra Chäteau Lafite-Rothschild. Siden år 2000 ejer José Berardo fra Bacalhôa i Setúbalregioenne 45 % af selskabet. I begyndelsen af 90’erne gravede man alle de gamle stokke op og plantede nye, og i dag er man oppe på 150 hektar – svarende til en investering på 15.000 euro pr. hektar. Men hele ejendommen på 1.000 hektar rummer også arealer med både skov og korkeg.

Tæt ved den spanske grænse

Quinta do Carmo ligger kun et par kilometer fra landsbyen Esstremoz og kun 40 kilometer fra den spanske grænse. På de 150 hektar har man varierende jordtyper som kalksten og ler.
Fremstillingsprocessen er meget traditionel. Op til 1980 gjorde man brug af lagares under gæringen, men disse kar er erstattet af rustfri ståltanke for at kunne temperaturkontrollere gæringen bedst muligt. Før vinen tappes over på fade i januar, blandes den og får derefter lov til at tilbringe et år på 225 liters barriquefade, hvor en del kommer fra bødkerværkstedet på Château Lafite i Bordeaux. I løbet af året i kælderen sker der omstik et par gange, hvor vinen separeres fra bundfaldet.

Vin med potentiale

Vi bliver inviteret indenfor i et lokale på gården, hvor vi får lov til at smage stedets fire forskellige vine. Dom Martinho kommer fra en mark ved samme navn som vinen, der har lagret på ståltanke, og som skal drikkes ung. Quinta do Carmo findes som hvid og rød, hvor både Cabernet Sauvignon og Syrah indgår i rødvinen. Begge vine præges af Rothschildgruppens vinmageri. Endelig er der prestigevinen Quinta do Carmo Reserva, som kun produceres i store år. Her kan man mærke mere koncentration, finesse og karakter. Det er en vin, der kan blive så god, det skal være.

En frontfigur

Joao Portugal Ramos må betegnes som en af Portugals vigtigste vin-personligheder. Ligegyldig hvem man taler med i vinbranchen, så ved alle, hvem han er. Trods mange internationale tilbud har han altid været trofast mod Portugal. Det handler om viden, tradition passion og kreativitet at fremstille gode vine, og det er netop passionen at fremstille vine uden for Portugals grænser, som Joao mangler. Det er Portugals vine, han brænder for.

Efter endt eksamen som vinmager blev Joao meget rost for sin indsats både som ”flyvende vinmager” og rådgiver for forskellige vinhuse rundt om i Portugal. Det, der har betydet mest for ham, er opstarten af hans egen gård, Monte da Caldeira i 1990. På ejendommen har han kombineret traditionelle metoder med de nyeste. Han har f.eks. bygget lagares (trædekar) af det berømte marmor fra Estremoz til fodtrædning af de bedste vine, samtidig med at han er i besiddelse af den mest moderne teknologi til sin vin-infikation. Fra gårdens terrasse har man en smuk udsigt op mod landsbyen Estremoz, som også er afbildet på den etikette, der pryder vinen Vila Santa.

Viva Vila Santa

Vila Santa er en bestseller i Sverige, som opkøber 60 % af den samlede produktion på 300.000 flasker om året. Til min forbavselse fandt jeg ud af, at vinen koster 16-20 euro i Portugal, mens man i Sverige kan købe den for under 10 euro!
-Jeg startede med Vila Santa i 1993, og Sverige var mit første marked.
-Man er jo altid bange for at tabe markedsandele, så derfor har jeg beholdt den samme pris i Sverige i nu ti år, fortæller Joao. Og indskyder samtidigt, at kvaliteten er væsentlig forbedret i mellemtiden. Vingården er ældre, druerne er bedre, og ikke mindst er teknikken blevet moderniseret.

På spørgsmålet til Joao om, hvad han helst selv drikker uden for Portugals grænser, kommer svaret prompte:
-En klassisk Pauillac fra Bordeaux! Eller en Bourgogne, eller noget fra den nye vinstil i Spanien.

Elsker at eksperimentere

Mht. de internationale druesorter har Joao Portugal Ramos de seneste to år især eksperimenteret med Syrahdruen på en to hektar stor vinmark.
-Stilen på min Syrahvin er en mellemting mellem en australsk vin og en Rhône-vin, siger Joao Ramos. Det tog nogle år, før han blev helt tilfreds med kvaliteten, og ifølge Joao er det først efter høsterne i 2004 og 2005, at han er blevet rigtig tilfreds med sine rødvine. Han forventer inden længe også at kunne erklære sig tilfreds med sine hvidvine fra de tyve hektar, der er tilplantet med grønne druesorter.

I dag omfatter vinporteføljen elleve vine, heraf to, der går under etiketten Loios, i både hvid og rød. Man producerer også to vine af standardkvalitet med etiketten Marquês de Borba. Stedets Marquês de Borba Rerserva har jeg altid anset for at være en af Portugals absolut største vine, hvor man har gjort brug af de klassiske Alentejodruer Trincadeira, Aragonês, Alicante Bouschet samt en anelse Cabernet Sauvignon for at få lidt internationalt præg ind i vinen. Dette mesterværk lagres altid på små franske egetræsfade i et år.

Så har vi bestselleren Vila Santa og afslutningsvis fem vine, hvor man vil præsentere forskellige druesorter, nemlig den hvide Antao Vaz samt de røde Trincadeira, Aragonês, Tinta Caiada og Syrah. Og vi må ikke glemme den storsælgende Ramos, som for nogle år siden blev valgt til Årets Rødvin i Sverige.

Førsteklasses vine med lagringspotentiale

På Mouchao kan man virkelig tale om kraft i vinene. En fyldig, frugtagtig og speciel kraft, som adskiller sig fra alt andet, vi har prøvet i Alentejo. Men hvad er det da, der gør disse vine så specielle?
-Vi har vores eget syn på tingene, og desuden fremstiller vi vine på samme måde, som vi gjorde det her på stedet for hundrede år siden, siger Iain Richardson, som i dag ejer og driver ejendommen.
Det hele begyndte i slutningen af 1800-tallet, hvor Reynoldsfamilien opbyggede ejendommen med dens 900 hektar. I dag er 38 hektar af disse tilplantet med vinstokke.

Unikke vine på flere måder

Ved revolutionen i april 1974 blev gården konfiskeret af kommunisterne, ligesom så mange andre gårde i Alentejo, og det skulle vare tolv år, før familien kunne vende tilbage i 1986.
-Vi befinder os i en del af Alentejo, hvor der er stærke følelser mellem lokalbefolkningen og ejendommen, og vi ansætter i princippet kun folk fra egnen, siger Iain.
Vinmarkerne er meget gamle, og det faktum, at vinstokkene vokser i en lavning med meget ler, er med til at gøre vinene specielle. Alt er håndværk, og druerne bliver naturligvis håndplukket. I kælderen ser man, at intet er ændret i hundrede år.-Vi presser stadig druerne varsomt med vore fødder i lagares (store kar), hvorefter gæringen tager fat i 6-8 uger, forklarer Paulo Laureano, som er stedets ansvarlige vinmager. Man har denne lange kontakt med skallen for at give vinen mest mulig farve. Derefter lagres vinen i to år på 30-40 år gamle, kæmpemæssige fade, som i sig selv ikke bidrager med nogen karakter til vinen. Desuden lagres vinen altid yderligere i to år på flaske inden lanceringen. Altså i alt fire år fra drue til færdig vin ude hos forbrugeren.
-En stor del af vores succes skyldes brugen af druen Alicante Bouschet, som trives ekstremt godt her på Mouchao, siger Iain, der i parentes bemærker, t druen ikke har noget særlig godt ry i Frankrig.

Stort lagrinspotentiale

En stor del af besøget handler om stoltheden over gårdens traditioner og over valget af en lidt anderledes druesort. I en klassisk årgang indgår Alicante Bouschet med 70 %, mens resten er Trincadeira. Når man smager vinen, mærker man et islæt af mynte og eukalyptus, hvilket Paulo Laureano mener dels kommer fra jorden, dels fra den store andel af Alicante Bouschet. At vinen også har et fint lagringspotentiale, erfarer vi, da der bliver trukket en 1974’er op, som er helt mageløs. Iain Richardson fortæller, at man stadig har nogle drikkelige vine fra 1954 og 1963, men at meget forsvandt efter revolutionen. Man producerer i dag fire vine på gården: Dom Rafael (både Branco og Tinto), hvor hvidvinen er fremstillet på Arinto og Antao Vaz. Rødvinen har en lidt mindre andel Alicante Bouschet, og begge vine er aldeles udmærkede. Stedets klassiske vin hedder kort og godt Mouchao, og her ligger 25 % af vinen på nye fade for lagring i løbet af den første vinter. Endelig fremstiller man en exceptionel kraftkarl ved navn Herdade do Mouchao Tonel No 3-4. Får man fat i denne raritet, får man lov til at slippe godt og vel 70 euro flasken.

Solmættede, varme vine fra Borba

Man får en fornemmelse af, at man er på vej ind til en regulær industrivirksomhed, når bilen ruller ind på gården ved Adega Cooperativa de Borba. De fleste af Portugals kooperativer blev grundlagt under regenten Salazars tid i midten af 1900-tallet for at tilgodese den øgede efterspørgsel efter portugisisk vin. Den gang var man især indstillet på at producere kvantitet, og ved at købe druer fra egnens bønder kunne man på kooperativerne fremstille meget store mængder vin, som bl.a. solgtes til de portugisiske kolonier som Angola og Brasilien. Men efterhånden som forbrugernes krav steg, steg også kravene til kooperativernes produkter, og man fokuserer nu mere på kvalitet til rimelige penge. De virksomheder, som ikke har fulgt med, og for hvem det ikke er lykkedes at sætte kvaliteten i vejret, er for de flestes vedkommende gået nedenom og hjem. I dag er der ca. 120 kooperativer tilbage rundt om i Portugal, hvoraf mange præsterer vine af god kvalitet.

Alentejos første kooperativ

Et af de mest kendte portugisiske kooperativer er det, der ligger i Borba i Alentejo. Det blev grundlagt i 1955, og man har for tiden ca. 320 medlemmer, dvs. bønder, der leverer druer. Medlemmerne ejer i alt 2.200 hektar vinmarker, hvilket giver en produktion på omtrent 10 millioner liter om året. Her har man ændret syn på vinene, og bønderne bliver ikke længere kun betalt efter, hvor mange druer de kommer med, men også kvalitet og sukkerindhold spiller nu afgørende ind ved afregningen. Det har været en nødvendig foranstaltning for at opnå en højere kvalitet.

Man fremstiller ca. 20 forskellige vine lige fra rigtig billige hverdagsvine til den berømte Borba Reserva med sin typiske korketikette. Desværre smagte også flaskens indhold af kork, så den vin, vi skulle smage, var helt ødelagt. Men til gengæld gjorde Garrafeiraen os glad! Druerne er typiske for regionen: Aragonez, Trincadeira og Alicante Bouschet. Vinen har en aromatisk duft med en urteagtig bærkarakter. Der er smag af elegante vanilletoner fra egetræsfadene, og tanninerne er fyldige, men bløde. En vel afbalanceret vin. Hvidvinen Montes Claros er også rigtig god med en markeret citrussyrlighed og vel integrerede fadtoner.

I hjertet af Alentejo

Ingen tvivl om, at man på Borba har et moderne vinanlæg, og at man i Óscar Gato har en ambitiøs vinmager. Med lidt oversættelseshjælp fra sine medarbejdere fortæller han os om egnen, mikroklimaet og om sine vine.

Borba ligger i hjertet af Alentejo, godt placeret midt i en rund dal, som giver et specielt mikroklima. En stegende sol i sommerhalvåret og en tør, kold vinter. Jorden består især af kridtholdigt ler og skifer. Vinene tilpasses forskellige målgrupper. Størstedelen bliver solgt i Portugal. Eksporten er på ca. 15 %, men der er planer om, at denne del skal udvides. Den nyeste vin, Cinquentenário, som man udviklede for at fejre virksomhedens 50-års jubilæum, har vundet flere medaljer i forskellige internationale konkurrencer og udstillinger. Det er en rigtig god vin, fremstillet på Cabernet Sauvignon, Alicante Bosuchet og Syrah, som har ligget på egetræsfade i et år.
-Vi vil ganske enkelt være bedst til alt. I de seneste år har vi investeret millioner i udstyr, i kælderen og i dygtigt personale.

Populær vin i Portugal

I modsætning til de fleste andre vinproducerende lande, har Portugal primært valgt at benytte de lokale portugisiske druesorter (Touriga Nacional, Periquita, Trincadeira, Tinta Roriz, etc.). I de senere år er man dog i det små begyndt at anvende visse internationalt kendte sorter som Merlot, Cabernet Sauvignon, osv.

Det giver vinene en helt særlig karakter, og de senere år er kvaliteten af portugisiske vine kommet op på et niveau, der matcher de bedst kendte internationale regioners. Også vinene er regionalt baseret med store forskelle regionerne imellem. Det er for øjeblikket en udbredt opfattelse, at de bedste vine kommer fra den solrige Alentejo-provins eller fra området omkring Douro-floden i nord, hvor det berømte portvinsdistrikt også er beliggende.

Også vine fra Costa Azul er af høj klasse. Vinhuset José Maria da Fonseca i Azeitão leverer eksempelvis mange tusindvis flasker ”Periquita” til Netto, som sælger den til sølle 32 kroner. I Portugal koster den ofte væsentligt mere, selv i et discountsupermarked. For blot en lille ekstraskilling, kan man p.t. købe fremragende vine som f.eks. José de Sousa, som koster 40 kroner i Netto.

Vinho Verde (grøn vin) er en særlig og helt unik portugisisk hvidvin, som produceres i det nordlige Portugal. Den laves på druer, der grundet klimaet ikke indeholder meget sukker. Dermed får vinen en frisk, let sprudlende konsistens. Portvin og Madeira-vin er et kapitel for sig selv. I Funchal er et besøg på museet for Madeira-vin næsten obligatorisk, også selvom man ikke skulle bryde sig om vinen, kan man ikke undgå at blive fashioneret af lagret med de århundrede gamle støvede flasker.

Portugals særlige vinhistorie

Portugal ligger helt ude mod vest på den Iberiske Halvø med ærkefjenden Spanien i ryggen. Denne beliggenhed forhindrede portugiserne i at få kontakt med andre europæiske lande, og hvad var mere naturligt end at man i stedet for vendte blikkene ud mod havet. Den maritime handel og eksport i Portugal blomstrede i 1200-tallet, samtidig med at vinene fra Douro begyndte at finde vej ned til Porto. Med Henrik Søfareren i 1400-tallet begyndte ”De Opdagelsesrejsendes Tid”, som blev af stor betydning for vinproduktionen i Portugal og starten på vinens historie.

Sømændene tog vine med sig ud på de lange rejser, og snart var der en efterspørgsel rundt omkring i verden efter portugisisk vin. Portugal har altid haft særlig gode relationer til England, som fik en stor indflydelse på portvinshandelen. I år 1750 fik Sebastiao Jesé de Carvalho e Mello, mere kendt under navnet Marquês de Pombal, magten i Portugal. Han satte sig for at reducere den magt, de engelske handelsmænd havde over de portugisiske vinbønder.

I år 1756 blev Real Companhia de Agricultura das Vinhas do Alto Douro derfor grundlagt. Virksomheden ejedes af en gruppe Douro-bønder, som begyndte med at fastsætte grænser for Douro. Dermed opstod verdens første vinregion i Douro med faste grænser.

Mange kvalitetsregler i vinens historie i Portugal

I starten af 1900-tal fik flere regioner i Portugal DOC-stemplet; Colares,Carcavelos, Setúbal, Dão og Vinho Verde. Begyndelsen af 1900-tallet var i Portugal som mange andre steder i Europa præget af politisk kaos, og diktatorerne afløste hinanden. En vigtig del af Portugals nyere historie er tiden fra 1926 til 1968, hvor den samme mand sad ved magten – en mand ved navn Salazar.

Salazar var diktator i Portugal og engagerede sig kraftigt i landbrug og fik fastsat kvalitetsregler for bl.a. vin. Det er primært Salazar der var årsag til grundlæggelsen af de mange kooperativer, som i dag findes i hver vinregion i Portugal. Desværre fik kooperativerne i visse regioner så stor en magt, at de kvalte al konkurrence, hvilket hæmmede vinene fra en del gårde. Trods dette blev nogle af Portugals mest succesrige vinproducenter grundlagt i løbet af Salazars styre.

Efter Salazar blev Caetano premierminister i Portugal, indtil han den 25. april 1974 blev afsat ved en revolution. I en kort periode tog staten magten over visse vinproducenter, men efter nogle år havde det værste kaos lagt sig, og staten slap grebet om producenterne. Endelig kom der politisk ro i Portugal selvom der efter mange portugiseres mening stadigvæk hersker kaos og uro på den politiske sene i landet.

EU medlemskab har betydning for vinens historie

Portugal blev i 1986 medlem af EU, hvilket gav Portugal økonomi og andre ressourcer til at opstrukturere og modernisere vinproduktionen. Der blev fastsat appellationsregler, og der blev satset på uddannelse og især investeret i teknisk udstyr. De mange tilskud fra EU bevirkede, at vinproducenter kunne investere i klimaanlæg, ståltanke og computere til forbedring af deres betingelser for at fremstille vin.

Det er ikke kun inden for vinproduktionen at Portugal har modtaget store beløb fra EU. Overalt kan man mærke, at der i de sidste 20 år er blevet bygget nyt, f.eks. på de mange flotte motorveje, der forbinder Portugal fra nord til syd og øst til vest.

Satsning på ønologer i Portugal

Satsningen på ønolog-uddannelser har gjort, at vinmager-ehvervet i dag er relativt velbetalt og betragtes som et højstatusjob i Portugal. Det, der tidligere var et erhverv fyldt med traditioner og hemmeligheder, og som gik i arv fra far til søn, er i dag noget ganske andet. Den ny generations vinmagere rejser gerne rundt og udveksler erfaringer med deres kollegaer. Desuden er mere end halvdelen af alle færdiguddannede ønologer kvinder. Det bevirker også, at man rundt omkring i verden på vinmesser møde mange vinmagere fra Portugal, der har stor anerkendelse.

Blandt alle, uanset alder og køn, som der arbejder med vin, er der en glødende passion for denne drik og en kærlighed til Portugals traditioner og kulturarv. De unikke druesorter er en skat, som de allerfleste vinmagere i Portugal er opsatte på at bevare, og denne kærlighed for landets traditioner vil du helt sikkert støde på under din vinrejse til Portugal.

Bo på pousadas på din kulturrejse til Portugal

Udgivet den af Lennart

Blandt Portugals mange gode hoteller, er der specielt en type hotel, som hæver sig over de andre: De berømte Pousadas. De skal simpelthen opleves på kulturrejsen til Portugal, for de er enestående for Portugal!

Pousadas de Portugal er et netværk af mere end 40 lokaliteter, som tilbyder deres gæster de bedste kulturelle oplevelser hver især i den region de er beliggende i: Minhos grønne dale, Trás-os-Montes frodige bjerge, Alentejos gyldne sletter, Algarvekystens fine sandstrande osv.

Siden de første Pousadas åbnede for et halvt århundrede siden har de tilbudt en både moderne og original førsteklasses oplevelse til de der ønsker at opleve Portugals ukendte skatte. Service, komfort og gode oplevelser er dyder man bestræber sig på at holde i hævd, og har man først prøvet en Pousada, kommer man sandsynligvis igen.

Pousadas: En del af Portugals historie

Pousadas de Portugal opstod i 40erne, da de første regionale Pousadas åbnede med mulighed for ophold og forplejning i tråd med hver regions stil og tradition. I 50erne opstod de historiske Pousadas, som ikke alene bygger på den lokale tradition, men også har til huse i historiske bygninger som slotte, klostre, borge og steder med stor naturskønhed.

Ud over den portugisiske gæstfrihed oplever man bygninger som er restaureret med respekt for Portugals historiske arv, og som samtidig rummer moderne komfort. Her er tale om steder som tilbyder en fascinerende rejse gennem landets kultur, traditioner og kunstneriske arv. I en hver Pousada er der altid en særlig historie at fortælle, en legende eller en tradition at opdage.

Pousadas de Portugal er som den største restaurantkæde i Portugal kendt for sit gode og varierede køkken, hvor hver regions gastronomiske tradition og de bedste, portugisiske vine bliver præsenteret. På alle Pousadas serverer restauranterne regionale specialiteter.

Pousadas: En del af Portugals kulturarv

Pousadas de Portugal bestræbelse på at bevare den kulturelle og arkitektoniske arv, og på samtidig at forny og forbedre det produkt der bliver tilbudt gæsterne, har fået ASTA (the American Society of Travel Agents) og The Smithsonian Foundation til at belønne Pousadas med en pris for bevarelse af miljøet og den kulturelle arv. Blandt andet oplever man at design, møbler og udsmykning afspejler den lokale egn, og at den historiske atmosfære på de enkelte Pousadas bliver respekteret i valg af periodetypiske møbler, tapeter, malerier etc.

Pousadas er steder, der skal opleves! Besøg de smukkeste egne af Portugal, og oplev på forskellige Pousadas den særlige atmosfære og høje standard. Man vil over alt gøre, hvad man kan, for at du kan føle dig hjemme.

Sport på kulturrejsen til Portugal

Udgivet den af Lennart

Sport er i dag en vigtig del af enhver kultur – det gælder ikke mindst i Portugal. De fleste portugisere er vilde med sport.Portugal er en meget sportsglad nation, som gennem tiderne har produceret mange store sports- og idrætsudøvere inden for så forskellige sportsgrene som basketball, svømning, atletik, tennis, gymnastik, hockey, volleyball, rugby, og ikke mindst fodbold.

Stor succes med sport i Portugal

Portugal har især en storslået tradition indenfor atletik, og har været fødested for legender som Rosa Mota, Carlos Lopes, Fernanda Ribeiro og Manuela Machado. Rui Silva, som har konkurreret inden for mænds atletik, har vundet adskillige guld-, sølv- og bronzemedaljer i Europa- og Verdensmesterskaber, samt i de Olympiske Lege.

Francis Obikwelu og Naide Gomes er andre store portugisiske elite-atleter, der har vundet adskillige medaljer. I triatlon har Vanessa Fernandes vundet en lang række af medaljer og større konkurrencer, herunder i 2008, hvor hun vandt sølvmedalje ved de Olympiske Lege. Nelson Évora er verdensmester og olympisk mester i trespring.

Inden for vandsport, såsom surfing, windsurfing, kitesurfing, kajak-roning og sejlrace, har landet også vundet adskillige titler. Her er de største navne Manuel Centeno, Justin Mujica og Tiago Pires.

Rugby og rally er stor sport i Portugal

Også inden for rugby har landet gjort sig gældende. Det nationale rugbyhold blev i 2007 det første amatør-hold i verden, der kvalificerede sig til et verdensmesterskab i sportens professionelle æra. Den portugisiske ligas syv hold er blevet så stærke, at nogle af dem nu er mellem de stærkeste i Europa, og har været europæiske mestre ved flere lejligheder.

Portugal har store traditioner inden for rally med et af de mest berømte rallyløb i verden, kaldet Rally of Portugal. Rallyløbet på Madeira er også berømt. Off-road-løb, som f.eks. Lisabon-Dakar, har også opnået international anerkendelse.

Fado-musikken og kulturrejser til Portugal

Udgivet den af Lennart

Fado er autentisk kultur i Portugal, og ingen kulturrejse til Portugal ville være komplet uden en oplevelse af denne egenartede type. Fado betyder egentlig ”skæbne”, men er blevet betegnelsen for den traditionelle portugisiske folkesang, der oftest er melankolsk, grænsende til det sentimentale.

Fado-musikken er hjertet i portugisernes sjæl. Man diskuterer stadig, om det er den ældste folkemusik i verden. Nogle siger, den kommer fra en dans i Afrika omkring 1900-tallet og blev taget til sig af de fattige på gaderne i Lissabon. Eller måske begyndte det på havet med bedrøvede, melodiske sange, der blev skabt af sømænd og fiskere, som led af hjemve.

Uanset hvor den stammer fra, har Fado-temaerne altid været: skæbne, svigtende kærlighed, død, og fortvivlelse. En typisk tekst er som følger: ”Hvorfor forlod du mig, hvor gik du hen? Jeg går i gaderne og ser på de steder, vi besøgte sammen, selvom du ikke er der”. Det er melankolsk musik og en Fado-forestilling er ikke succesfuld, hvis publikum ikke bliver rørt til tårer.

Fado-musikkens historie

Tidligt i 20erne blev Fado-musikken fast inventar i hverdagen hos arbejderklassen i Lissabon. Den blev spillet til fest, men også for at lindre på det pinefulde liv. Dygtige sangere, kendt som fadistas, optræder sidst på dagen og langt ud på natten. Fado-musikken hørte til tavernerne og bordellerne og på gadehjørnerne i Alfama og Mouraria, den ældste del af Lissabon.

Fado bliver normalt sunget af mænd eller kvinder og akkompagneret af en portugisisk guitar og en klassisk guitar, som bliver kaldt viola i Portugal. Denne sang opnåede sin gyldne periode først i 20’erne, da den portugisiske diktator Salazar (1926-1968) tvang de fado-optrædende til at blive professionelle og indskrænkede dem til at synge i fado-huse og de såkaldte ”revistas”, en populær genre af ”vaudeville”.

Fra 1940, og indtil hendes død i 1999, var Amalia Rodrigues topfigur i den portugisiske fado. Hun var fado diva, tilbedt hjemme og fejret udenlandsk som den mest berømte repræsentant for den portugisiske kultur. Da hun døde, erklærede landets statsminister national sørgedag i 3 dage.

Saudade i fado-musikken

En vigtig del af fado-musikken er saudade, et portugisisk ord for længsel, nostalgi og drømme, der aldrig er blevet realiseret. Den handler om en udefineret længsel, som ikke kan tilfredsstilles. Portugisiske emigranter betragter fado som et udtryk for hjemve til det sted, man har forladt.

Lige som andre former for folkemusik, såsom amerikansk blues, argentinsk tango eller græsk rebetika, kan man ikke forklare fado-musikken. Det skal føles og opleves. Man skal have sjælen med for at få den rigtige fornemmelse. En fadista, som ikke har saudade i tankerne, er ikke autentisk. Publikum er meget kyndigt og meget krævende. Såfremt de ikke føler, at fadistaen giver sig selv, og forbinder sig med saudaden, vil de stoppe forestillingen.

Fado-musikken kan udføres af mænd eller kvinder, skønt mange foretrækker den rå følelse af kvindelig fadista. Klædt i sort med et sjal over skulderne, står fadistaen foran musikken og kommunikerer ved hånd- og ansigtsudtryk. Hænderne bevæges, men kroppen holdes stille. Når det udføres korrekt, er det en højtidelig og majestætisk forestilling.

Anderledes udgave af fado-musikken

Ud over fadoen fra Lissabon findes der en helt anderledes udgave af denne sang, sunget af de studerende fra Coimbra Universitet, hvis ældgamle rødder ses i sangene fra middelalderen. Disse sange kaldes trovas. Her er emnerne hovedsagelig kærlighed, venskab og nostalgi.

Denne form for fado-musik opnåede sin storhedstid i perioden fra 1950 til 1960’erne, da navne som Edmundo Bettencourt, Luis Gois, Jose Afonso og musikerne Artur Paredes, Carlos Paredes og Antonio Portugal, for at nævne nogle, indflettede en ny form og lyrik i fado-musikken, begrænset til kredse af studerende.

Fado-musikkens instrumenter

Det traditionelle akkompagnement i fadistaen er en portugisisk guitar, eller guitarra, et 12-strenget instrument, og en bas-guitar, eller viola. Nogle gange tilføjes en akustisk guitar. I de senere år har man tilføjet piano, violin og harmonika, instrumenter som af og til akkompagnerer musikken i gaderne i Lissabon.

Fado-musikken i dag

I dag er den yngre generation i Portugal ærbødig, men ikke pligttro med hensyn til fado-musikken. Men en ny generation af yngre musikanter har bidraget til den sociale og kulturelle overlevelse af fado-musikken. De har taget den til sig og blandet den med tidens nye tendenser. Nye fado-musikanter, såsom Misia, og fadistaser som Cristina Branco og Mariza, Amelia Muge, Antonio Zambujo, Ana Lains, Ana Moura, Joana Amendoeira, Katia Guerreiro, Mafalda Arnauth, balancerer på grænsen mellem den traditionelle udgave af fado-musikken og den nye form for fado.

Portugals kultur

Udgivet den af Lennart

Det eventyrlige Portugal er ikke meget kendt af gennemsnitsdanskeren. Man kender måske sydkysten, Algarve, med dens badestrande, og Atlanterhavsøen Madeira. Men det portugisiske hovedland er et land med mange og overraskende kulturminder, god mad og vin og venlige mennesker. Portugal er det oplagte mål for kulturrejser!

Lissabon

Lissabon er en af Europas smukkeste byer, med en helt usædvanlig beliggenhed, hvor de nyere bydele er præget af flot anlagte boulevarder, mens de ældre har snævre middelalderlige gader som sporvognene snor sig op ad.

Portugals arkitektur og folklore

Flere rigdomsperioder, i 1500–tallet og i 1700-tallet, har præget Portugal med en spændende og malerisk arkitektur – og portugiserne elsker også i dag at udsmykke deres bygninger på en original måde. Landet har modtaget kulturelle påvirkninger fra både maurere, spaniere, franskmænd, englændere og hollændere, men har formået af disse mange kulturpåvirkninger at skabe en helt speciel europæisk kultur, som stadig er spillevende. Også folkloren er rig – således som man oplever det ved sangfesterne og Fado-musikken.

Portugals vin

Vinmæssigt er Portugal først og fremmest kendt for portvinene, som simpelthen har navn fra den by i Nordportugal, som også har givet hele landet navn, Porto. Men derudover frembringes der fremragende rød- og hvidvine. Køkkenet er raffineret, og præget ikke mindst af fiskeretter. Man mærker i høj grad, at Portugal er et atlantisk land.

Portugal – opdagelsesrejsernes land

Portugal er som Danmark dybt afhængigt af havet, og portugiserne fulgte i vikingernes kølvand som opdagelsesrejsende. Det resulterede i opdagelsen af Brasilien og søvejen til Indien, og dannelsen af det verdensomspændende portugisiske kolonirige, som først styrtede sammen i 1970’erne.

I 1400- og 1500-tallet var Portugal et af de politisk, kulturelt og økonomisk rigeste lande i verden, med kolonier på flere kontinenter. Dette var den såkaldte ”Opdagelsestid”, hvor portugisiske søfarere drog til den Nye Verden og Afrika og erobrede nyt land. Opdagelsestiden har sat så markante spor på Portugals arkitektur, kunst og kultur, at det stadig må betragtes som den kulturelt vigtigste periode i Portugals historie.

Det har præget landet meget, og netop sammenhængen med de tidligere kolonibesiddelser i Amerika, Afrika og Asien spiller en stor rolle for den portugisiske identitet. Dertil kommer, at portugiserne er et meget venligt og gæstfrit folk, der gerne deler deres lands kultur og traditioner med de tilrejsende. Portugal som rejseland er derfor på alle måder en positiv oplevelse.

Portugals kultur er rodfæstet i det antikke Roms latinske kultur, men har også spor fra den keltiske indflydelse i landet og den mauriske invasion i den sydlige del af landet – specielt Algarve og Alentejo.

Portugals kulturseværdigheder

Portugal bugner af seværdigheder, som mange danskere ikke kender til. En del har fået øjnene op for Lissabons mange attraktioner og Algarves fantastiske kyststrækninger, eller Portos portvinshuse. Men mange kender endnu ikke til den eventyrlige bjerglandsby Sintra, der har været sommerresidens for mange generationer af portugisiske monarker, eller Tomar, der blev grundlagt af tempelridderne i 1100-tallet, og som – ligesom Sintra – er blevet gjort til verdensarv-by af Unesco.

Portugals seværdigheder – Tomar

Tomar i Portugal på Unescos verdensarvsliste World Heritage. Unesco klassificerede klosterborgen i byen Tomar som et af Portugals 13 World Heritage Sites tilbage i 1983. Borgen er et arkitektonisk vidunder, og blev fra starten grundlagt af tempelriddere i slutningen af 1100 tallet efter maurernes fordrivelse. Senere blev borgen overtaget og kraftigt udvidet af kristusriddere.

Denne af Portugals seværdigheder er et stort kompleks og består af en klosterborg og klostergårde. Kirken i Tomar er i dag et symbol på Portugals åbning mod andre civilisationer i det 15. århundrede og er absolut et besøg værd på din rejse til Portugal. Tomar ligger ca. 1 time i bil nord for Lissabon, Portugals hovedstad. Byen ligger ved floden Nabão og har med de andre byer i kommunen ca. 45.000 indbyggere. Tomar er som andre byer i denne del af Portugal præget af landbrug, men rummer også lidt industri, specielt indenfor papir og tekstil.

Sintra – også en stor kulturseværdighedseværdighed i Portugal

Sintra ligger ca. 25 kilometer vest for Lissabon og er et af Portugals World Heritage Sites. Sintra er ikke nogen stor by, men utrolig charmerende, og i centrum af Sintra finder man kongepaladset (Palãcio Nacional) med sine to karakteristiske, koniske tårne. Der er flere vigtige seværdigheder i og omkring Sintra bl.a. Palãcio da Pena. Palãcio da Pena ved Sintra er et slot beliggende ca. 4 km fra Sintra, bygget i romantisk stil i 1800-tallet. Ferdinand II ombyggede en klosterruin til et romantisk slot med elementer af gotisk, egyptisk, maurisk og renæssance-stil. Slottet er omgivet af en park med mange lokale og eksotiske vækster.

Hele landskabet i og omkring Sintra er et besøg værd på din rejse til Portugal, for det er en enestående kombination af arkitektur, parker og smukke bjerglandskaber. Sitra er beliggende på et bjerg, som om sommeren var et sted for folk fra Lissabon, der tog hertil for at komme til et køligere område – og du kan gøre det samme på din rejse til Portugal.

Nøgleårstal i Portugals kulturhistorie

Her kan du finde historiske fakta om Portugal, som kan give dig lidt baggrundsviden til din ferie i Portugal.

1143 – grev Afonso Henriques opretter kongedømmet Portugal ved underskrivelse af Zamora traktaten og bliver den første konge.
1147 – Kong Afonso Henriques erobrer Lissabon fra maurerne.
1249 – Den sidste by i Algarve indtages af Kong Afonso III, og Portugal får sin nuværende form.
1415-27 – Henrik Søfareren begiver sig på opdagelsesrejse til Afrika, Madeira og Azorerne.
1494 – Portugal og Spanien underskriver Tordesillas traktaten, hvor man enes om at dele den ”ny verden” mellem sig, som venter på at blive opdaget vest for Afrika.
1497-98 – Vasco da Gama finder søvejen til Indien og grundlægger handelsbyer, der indvarsler Portugal som en voksende handelsmagt.
1500 – Pedro Álvares Cabral opdager Brasilien. Koloniseringen af ”den ny verden” begynder 1519 – Fernao de Magalhaes (Magellan) påbegynder den første jordomsejling. I 1521 opdager han Filippinerne og dræbes under kamp. Et af hans besætningsmedlemmer Sebastian d’Elcano fuldfører jordomsejlingen i 1522.
1543 – Portugiserne når til Japan, hvor de som de første vesterlændinge møder den japanske kultur.
1640 – Portugal bliver selvstændig igen efter at have været under spansk herredømme i 60 år.
Det 19. århundrede – Brasilien genvinder sin selvstændighed (1822) og Portugal udvider sine afrikanske kolonier, Angola og Mozambique.
1910 – Monarkiet afskaffes og republikken indføres, hvor kirke og stat er adskilte.
1926 – Militærdiktatur indføres i Portugal.
1974 – Diktaturet afskaffes ved Nellikerevolutionen og i de efterfølgende år genvinder kolonierne i Afrika og Asien deres selvstændighed.
1976 – Den første konstitutionelle regering dannes.
1986 – Portugal kommer med i EU.
2002 – Portugal er blandt de første lande, der vedtager euroen.

Madkultur og vinkultur i Dão

Udgivet den af Lennart

Solen stråler denne dag, hvor vi møder Carlos Lucas uden for Restaurante de Cabriz i Dão, som er en af Portugals nordlige regioner, hvor mad og vin hører til den stolteste del af kulturen. Han spørger os, om vi ikke har lyst til at se stedets vinifikationsanlæg?

Efter en rejse fuld af besøg i kældre med ståltanke, siger vi pænt ned tak og foreslår i stedet, at vi går ind i deres restaurant og prøver at smage områdets mad og vin.

– Vi var den første vingård i Portugal med egen restaurant, og her har vi mulighed for at præsentere vore vine sammen med forskellige lokale madspecialiteter, siger Carlos, da han åbner døren til spisestedet.

Spisesalen er godt fyldt, og mange gæster benytter muligheden for at smage forskellige vine til retterne.

– I Portugal er portionerne ofte meget store, og spiser man ikke op, tror kokken, at man ikke kan lide maden, konstaterer Carlos, mens han bestiller nogle småretter som forret til en mousserende vin produceret på druerne Malvasia Fina og Bical.

Lækker mad og vin i Dão

Mange besøgende nøjes med at bestille de billigste Dão-vine, men dermed går de glip af det fantastiske potentiale, som den lækre mad og vin Dão byder på.

Virksomheden Dão Sul blev grundlagt så sent som i 1990, og på firmaets gård Quinta de Cabriz blev den første vin fremstillet i 1998. Vinmagerteamet består af 3 x Carlos, som sætter deres præg på vinene, nemlig Carlos Moura, Carlos Rodrigues og Carlos Lucas, som vi er mødtes med. Deres portefølje er gigantisk med vine fra Dão, Douro, Bairrada, Estremadura og Alentejo samt en lille mark i Brasilien.

Mad og vin for de fine smagsløg

Carlos Lucas spørger os, hvad vi kunne tænke os at smage til maden. Da han har talt en del om Dãos enorme potentiale, begynder vi med dette og går videre op til Douro. Carlos skænker et glas Encruzado op og fortæller, at druen ikke vokser uden for Dãos grænser.
– Dette er den første hvidvin, jeg nogensinde har produceret, og årgangen er 2005, siger Carlos, da han stolt skænker vinen op. Halvdelen af mosten har gæret på fade og resten på ståltanke. Flasken er forsynet med en etikette af plast, for at den ikke skal blive gennemvædet og løsne sig fra flasken efter et stykke tid i is-spanden. Smart fundet på!

Produktion af vine i Dão

Carlos Lucas har mange bolde i luften. Her i Portugal er han med til at producere mere end tres vine, og desuden har han også projekter i Priorat i Spanien og Piemonte i Italien. Vinene er storstilede med megen frugt og kraft i en helt fantastisk balance, og aldrig tidligere har vi smagt så imponerende vine fra Dão. Det er ikke til at tage fejl af, at Carlos er stolt af sine vine.

– Tidligere arbejdede jeg på et kooperativ, før jeg fandt mine partnere, siger Carlos fornøjet. Han arbejder 14 timer om dagen, syv dage om ugen.

Med sine 300 hektar er virksomheden den største i Dão, og i det øvrige Portugal ejer virksomheden yderligere 700 hektar.

– Jeg køber aldrig druer fra andre, men jeg overvejer at købe eller leje mig ind på nye marker, og jeg ved præcis, hvad jeg går efter, siger Carlos.

Det opbud af vine, vi skal smage er meget imponerende med alt fra Quinta das Tecedeiras fra Douro til den spændende Dourat, hvor man har blandet Touriga Nacional fra Douro med Garnacha fa Priorat i Spanien.

Ud af de 1.000 flasker, som fremstilles af denne raritet, bliver de femhundrede solgt i Portugal og de resterende i Spanien. Før vi kører mod Lissabon, når vi lige at smage et glas fantastisk Vintage Port 2003, og vi når også et besøg i stedets hyggelige vinbutik, som er nabo til restauranten. Det er en omvej værd at komme hertil. Dão er et fortinligt mål for kulturrejser for alle, der interesserer sig for vin og gastronomi

Oplev kulturen på Faial

Udgivet den af Lennart

Azorernes traditionelle, lidt sørgmodige musik lyder lidt anderledes, og måske lidt mere charmerende på Faial. Og denne musikform er en helt central del af kulturen på Faial. En kulturrejse til Faial bør indbefatte øens særprægede musik og kunsthåndværk. Her vil vi forsøge at bekrive nogle af de mange kulturoplevelser på Faial, der venter på en ferie på øen.

Øens beboere holder meget af musik, hvilket også afspejles i de syv bands, som spiller ved festivaler og først og fremmest i holder fast i den traditionelle musik med de specielle strengeinstrumenter, som alle Azoernes beboere elsker. Denne kærlighed til musik har også givet anledning til en pudsig ceremoni til ære for Skt. Cecilia, musikernes skytshelgen, som knytter alle øens musikere sammen i Hortas sognekirke.

Kunsthåndværk på Faial

Kunsthåndværk fra Faial er lige så bedårende, som øen selv. Der er fine og sarte broderier på tyl, blomster lavet af fiskeskæl, papirklip, fine hæklede arbejder med karakteristiske motiver i helt tynde kvaliteter. Eller stråhatte som kan klare flere års sol og regn. Den mest aristokratiske stråhat er lavet af lyse, faste strå og minder om tidligere tiders elegante stråhatte. Desuden vævede tasker af strå med dekorative remme, samt også kunsthåndværk i pileflet.

Helt unik kunsthåndværk lavet af figentræ. Kunsten at lave vidunderlige små miniature figurer af figentræ har været praktiseret på Faial siden midten af det 19. århundrede og er sandsynligvis påbegyndt af fingernemme nonner i klostrene. Den mest kendte ekspert var Euclides Rosa, som omformede figentræ til de fabelagtige figurer, som nu er Horta Museets stolthed. Figentræet skæres i tynde, gennemsigtige strimler, som med fingernemhed og tålmodighed og ganske lidt lim formes til huse og vindmøller, blomster og dyr, skibe og fine, skrøbelige figurer.

Udskæringsarbejder

Det var fordums barske hvalfangere, som bragte udskæring af hvaltænder, havets elfenben, til Azorerne. De skar skibe med fulde sejl, fristende sirener og hvalfangst scenerier. Hvalfangerne er borte, men den vanskelige udskæringskunst eksisterer stadig på nogle af øerne i øgruppen. Dygtige, hårdtarbejdende håndværkere anvender århundrede år gamle teknikker og illustrerer fortidens fangstscener på de værdifulde og sjældne hvaltænder og bevarer således med fantasi og kunstnerisk snilde en fortid, som bliver stadig mere fjern.

Den mærkelige ’capote-e-capelo’

Oprindelsen af den store kappe, ’capote-e-capelo’, som dækkede kvindens skikkelse og kun tillod et glimt af hendes ansigt, er usikker. Nogle mener, at den kom fra Flandern, medens andre hævder at den er en videreudvikling af en frakketype, som var på mode i Portugal i det 17. og 18. århundrede. Under alle omstændigheder var ’capote-e-capelo’en et typiske beklædningsstykke for kvinder på Azorerne. Snittet kunne variere fra ø til ø, og hætten kunne være arrangeret på forskellige måder. Den var typisk syet af kraftigt blåt stof, som dårligt kunne slides op, og den gik derfor ofte i arv fra mor til datter. Kvinderne på Azorerne ophørte med at bare denne kappe omkring 1930-40.

Havet og søsportsaktiviteter er hovedattraktionen for de, der ønsker en aktiv ferie på Faial. Horta-bugten og Faial-Pico kanalen er de foretrukne områder til sejlsport, windsurfing og roning. Den forrevne kyst, vulkankraterne og den rige flora og fauna byder på uendelig mange timers oplevelser for dykkerne. Men det er nok lystyachterne, som er allermest glade for Faial.

Horta – et stop på ruten for mange yachter.

Søfart har altid haft en stor betydning for udviklingen på Faial og er en central del af øens maritime kultur. I moderne tid har øen fungeret som havn for masser af store yachter.

Nu er der yachter i hundredevis, som anløber Horta som et fast stop-over på vej over Atlanten, eller som et yderpunkt på en rejse i en trekant, der slutter i Amerika eller Europa. Mange nyder kulturrejsen på Faial med udgangspunkt i øens marinaer.

Berømte navne som Joshua Slocum, den første styrmand, som sejlede alene rundt om jorden, Sir Francis Chichester, Malinovsky og Fougeron, alle har ankret deres både op i havnens blå vand på deres historiske rejser. Og Horta har været anløbshavn eller mellemstation ved internationale regattaer. En ny marina har udvidet kapaciteten til at modtage og forsyne alle yachter, som anløber Horta, og har således understreget byens maritime tradition og forstærket den rolle som en sikker og hyggelig havn i Nordatlanten.

Seværdigheder på Faial

Her har vi samlet en række seværdigheder på Faial, som vi gerne vil anbefale til din ferie på Faial. Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til artiklen, er du meget velkommen til at skrive til os.
Cabecao Gordo – 1043 m højt, beliggende midt på øen, har en fantastisk udsigt til naboøerne Pico og Sao Jorge.

Caldeira – også en stor attraktion, et enormt krater med en diameter på 2 km og 400 m dybt. Området er klassificeret om et naturreservat.

Monte da Guia – et bjerg, hvorfra man kan se ud over byen. Også et naturreservat.

Ponta dos Capilinhos – en af Faials hovetattraktioner. Her kan man se resultatet af vulkanudbruddet i 1757/58, som forandrede landskabet, begravede marker og huse. Det gamle fyrtårn eksisterer stadig.

Llajinha og Ponta Furada – store seværdigheder p.g.a deres huler og spektakulære lavaformationer, hvor havet ofte slår hårdt mod klipperne.

Vale de Flamengos – et indbydende område med farvestrålende planter, blomster og charmerende huse.

Scrimshaw Museet – en privat samling, som tilhører ejeren af den populære Peter’s Cafao. Her er udstillet over 100 effekter, som bl.a. relaterer til sejlskibe, havfruer og hvalfangst.

Horta Museet – indrettet i en tidligere jesuiter-skole – er kendt for sin samling af figentræs genstande, som er et af øens traditionelle kunsthåndværk.

Havnen i Horta – anlagt i 1876 og en vigtig anløbshavn for mange transatlantiske yachter. Muren omkring havnen er særlig interessant, da den rummer hundredevis af malede billeder og beskeder fra de mange rejsende, som har besøgt havnen.

Berømte begivenheder på Faial

Udgivet den af Lennart

Faial og resten af Azorerne har – måske overraskende – spillet en vigtig rolle for hele Europas historie, særligt videnskaberne om vejr og klima – og senere også luftfartens udvikling. Det er øgruppens beliggenhed, der har givet dem den særlige historiske og kulturelle betydning. Inden du tager på kulturrejse til Faial, kan du her læse lidt om nogle berømte begivenheder på øen.

Azorerne og meteorologien

Azorerne er en region midt ude i Atlanterhavet, hvor ændringer i det atmosfæriske tryk finder sted og påvirker vejret i større område. Øerne nævnes derfor næsten dagligt for at forklare det gode eller dårlige vejr i Europa og Nordamerika. Denne kendsgerning blev understreget af Prins Albert af Monaco i forbindelse med en række oceanografiske ekspeditioner, som han udførte i øgruppen i sidste halvdel af det 19. århundrede.

Dette førte til oprettelsen af meteorologiske observatorier i Azorerne, hvoraf det første og vigtigste var det i Monte das Mocas i Horta. Observationer herfra blev transmitterede via undersøiske kabler til Lissabon, London, Paris, Hamburg og Washington.

Telegrafkabler på Faial

I 1893 blev de første telegrafkabel, som forbandt Horta med Caecavelos i Portugal, etableret, og det første skridt var taget henimod at gøre byen til et af de største telekommunikationscentre i verden i første halvdel af det 20. århundrede. Det første kabel blev udelukkende lagt for at kunne transmittere meteorologiske observationer til at udarbejde vejrmeldinger på Azorerne og deres indflydelse på vejret i Europa.

I 1900 fulgte kabler fra tyske og amerikanske selskaber. Efter Første Verdenskrig blev nye kabler lagt i 1924, 1925, 1926 og 1928. De 15 kabler, som forbandt Horta med verdens vigtigste hovedstæder, krævede uddannet personale til drift og vedligeholdelse samt de nødvendigt tekniske faciliteter.

En række bygninger, som kom til at ændre byens udseende, blev derfor opført i en gade, opkaldt efter Konsul Dabney; de vidner om en kosmopolitisk atmosfære i denne gyldne periode, hvor folk af mange forskellige nationaliteter blandede sig med den lokale befolkning til festivaller, sportsbegivenheder og vandreture på øen. Et levn fra denne tid er det tyske firma D.A.T.s bygninger, som nu anvendes til regeringsbygninger, men som har bevaret deres oprindelige udseende (bl.a. en balsal med glasmosaikruder) og det amerikanske firma Western Unions bygninger, som er blevet omdannet til et hotel.

Den teknologiske udvikling ekspanderede fra telefon til radio og senere satellit. Alt dette medførte en gradvis lukning af de firmaer, som opererede i Horta. Det sidste firma lukkede i slutningen af 1969.

Horta og flyvning

Nogle af de største øjeblikke i historien om luftens erobring fandt sted i Horta. Det hele begyndte i 1919, med den lille og skrøbelige flyvebåd NC4, som mellemlandede i Horta med amerikaneren Albert C. Read som pilot, da han foretog den første flyvning med mellemlanding over Nordatlanten. I de følgende år valgte også italienske, tyske, amerikanske og franske piloter Horta til deres mellemlandinger under deres ikke altid vellykkede forsøg på at krydse Atlanterhavet.

I 1929 landede hvad der dengang var det største fly i verden – Dornier DO-X, et 30-tons kæmpefly med 12 motorer – i Horta, og i 1933 gjorde en del af Marskal Balbos italienske eskadrille det samme, på tilbagevejen fra den Rom-Chicago-Rom flyvning. Men det var med Charles Lindberghs besøg i det samme år at Horta indskrev sig i den kommercielle flyvnings historie. På denne flyvning for Pan American var helten fra den ensomme flyvning over Atlanterhavet i stand til at påvise byens betydning ved mellemlanding på fremtidige flyvninger mellem Europa og Amerika.

Det første flyselskab, som brugte Horta som base, var Lufthansa. Også Imperial Airways (det senere British Airways, BA) og Air France gennemførte flyvninger her mellem 1937 og 1939. Mellem 1939 og 1945 var Horta et fast mellemlandingssted for Pan Americans faste ruteflyvninger.

Faials historie

Udgivet den af Lennart

I det følgende vil vi forsøge at give dig en kort oversigt over Faials historie. Faials kultur afspejler den lange og rige historie. Alt dette opleves bedst på en kulturrejse til Faial.

De ældste kort i Faials historie

På de ældste kort kaldes Faial for Ventura øen. De første portugisiske søfolk kaldte den São Luiz. Ifølge legenden var Faials første beboer en eneboer, som søgte tilflugt her. Senere landede Josse van Huerter, en velhavende flamlænder, ledsaget af femten landsmænd, på øen, som allerede da var beboet af nybyggere fra Portugal. Han ledte efter tin- og sølvårer, som man mente fandtes på øen.

De første prøver viste, at dette var en fejltagelse, og ekspeditionen var derfor en fiasko. Men van Huerter havde set, hvor frugtbar øen var og gav ikke op. Gennem hertuginden af Burgunds mellemkomst, datter af kong Joao I af Portugal, fik han i 1468 overdraget retten til at bringe flere nybyggere til øen fra Flandern. Disse flamlændere bosatte sig i Flamengos sognet – et navn som vidner deres egen herkomst, og senere omkring Horta.

Blomstring, krige og jordskælv

Øen blomstrede på grund af landbrug og eksport af planten vajd, som bruges til plantefarvning. I 1583 sejlede en spansk flåde til Faial i forbindelse med besættelsen af Azorerne, som indledtes på øen Terceira. En gruppe bevæbnede mænd gik i land ved Pasteleiro og angreb forsvarerne, som blev forstærket med franske tropper. Spanierne overvandt dog modstanden og indtog øen. Herefter fulgte angreb fra engelske lejetropper, som forårsagede store ødelæggelser, og meget senere kom det ødelæggende jordskælv i 1672.

I det 19. århundrede tog Faial aktivt del i kampen mellem de liberale og tilhængerne af enevælde. Det endte dog med de førstnævntes sejr, og øen fik besøg af kong Pedro IV i 1832. Øen bidrog med en gruppe tapre krigere til frihedskampen og havde også et arsenal, som blev brugt til at udstyre den flåde, som landede i Mindelo i det nordlige Portugal.

Indtil ca. 1860, var Faials beliggenhed af stor betydning for fragtskibe, som sejlede med appelsiner, og for de amerikanske hvalfangerskibe, som lagde til her for at få forsyninger. I den første halvdel af det 20. århundrede var Faial et vigtigt center for undersøiske kabelforbindelser og for de tidlige flyvninger i luftfartens historie.

I dag er Faial en ø i stadig udvikling, med en økonomi som hovedsageligt er baseret på landbrug, kvægavl, mejeriprodukter, fiskeri og handel.

Dabney-familiens andel i Faials historie

John Dabney ankom til Horta i slutningen af 1808, idet han var udsendt hertil af den unge republik De forenende Stater som den første konsul på Azorerne. Han var en forudseende forretningsmand, som hurtigt fik bygget pakhuse, som tiltrak skibe til Horta, hvor de provianterede og fik deres skibe reparerede, om nødvendigt.

En særlig gruppe søfarende var hvalfangerne, som undertiden tilbragte op til en måned i havnen for at lade mandskabet hvile ud og for at losse hvalolie. John Dabney, og senere hans efterkommere, var også involverede i eksport af Pico vin (som dengang var ganske berømt) og appelsiner; sidstnævnte var en eksotisk frugt i USA, og tusindvis af kasser blev eksporteret dertil i specielt chartrede skibe.

Desværre blev vinstokkene og appelsintræerne ramt af plantesygdomme i anden halvdel af det 19. århundrede, hvilket resulterede i et brat fald i eksporten. Dabney familien forlod derfor Horta og Azorerne i 1892. Man kan stadig se spor af deres ophold Horta: flere smukke byhuse findes stadig samt enkelte pakhuse på den landtange som forbinder Monte Queimado og Monte Guia ved Porto Pim.

Long Tom skyder sig ind i Faials historie

I slaget mellem det amerikanske skib ’General Armstrong’ og en britisk flåde i Horta bugten i 1814, kom en kanon ved navn Long Tom til at spille en afgørende rolle.

Long Tom var støbt i Frankrig i 1786 og var den del af udrustningen på ’Hoche’, et skib som blev erobret af englænderne under Napoleonskrigene. Senere blev kanonen solgt til USA og anbragt på ’General Armstrong’. Dens ødelæggende skud anrettede skade på skibene i den britiske flåde, indtil det amerikanske skib sank.

Long Tom blev reddet op fra havets bund og efter mange års ’tjeneste’ på Santa Cruz borgen blev den givet tilbage til USA i 1892. Den står nu udstillet på Flådearsenalet i Washington.

Restauranter og vin i Beiras

Udgivet den af Lennart

Beiras er navnet på en stor og spændende region i Midtportugal, der egner sig fabelagtigt til kulturrejser. Rejser du til Portugal så så overvej at bruge et par dage i Beiras, en region fuld af gode mad og vin oplevelser. I Beiras ligger Quinta da Pont, som er en ombygget, ældre herregård med meget atmosfære og fine lejligheder. Efter en dag fuld af vinsmagninger er det dejligt med en rigtig afslappende aften.

Vi havnede på pousadaen i byen Almeida, der ligger i et af de imponerende forsvarsanlæg, som skulle have været uindtagelig for fjenden. Denne borg faldt dog, efter at krudt- og våbenlageret uheldigvis sprang i luften under en belejring. Men maden er, som den plejer at være på Portugals pousadaer, stærkt præget råvarer fra Beiras og omegn.

Restaurante Aqua i byen Coimbra tilbyder international mad med latinske fortegn i et afslappet miljø.

Casa Vidal på Rua das Almas i Aguada de Cima samt Restaurante Oásis i Mealhada er begge gode eksempler på pattegriserestauranter med lokale traditioner og mousserende rødvine.

Restaurante Colmeia i byen Guarda er et spisested med mange kulinariske overraskelser. Med petiscos, dvs. små appetizers som lufttørrede skinker, oste, oliven mm., alt sammen fra egnen, derefter en Arroz de Tamboril (fiskegryde med havtaske og skaldyr) tæt fulgt af en Posta Mirandesa (bøf af helstegt ryg), vidunderligt mør og serveret med smørstegte grøntsager og ris.

Vinen i Beiras matcher maden

Ligesom i næsten alle andre regioner i Portugal har madkultur og vinkultur gennemgået en parallel udvikling i Beiras. I den del af Beiras som hedder Bairrada har der fundet et unikt møde sted mellem mad og vin. Det er Leitão – pattegris, helstegt i brændefyret ovn, som, sammen med en almindelig grøn salat, håndskårne pommes frites og en stærkt krydret sauce, som møder en mørkerød vin af Bagadruen. Men læg mærke til, at vinen er mousserende, fremstillet på klassisk vis. Et forbavsende møde mellem det sprøde, salte kød og den friske og meget kraftige og sprudlende vin.

Det er ikke så underligt, at næsten alle portugisere, der kører i bil mellem Lissabon og Porto stopper op for at få deres frokost på en af de 200 pattegrisrestauranter, som ligger i dette område i Beiras. Mad og vin er en helt central del af kulturen her.