Portugals næststørste by Porto er en fascinerende by. Der bliver skrevet og sagt meget om byens historie, handelsbetydning og portvin. Men Porto er meget mere end det. Når man ankommer til byen, bliver man hilst velkommen af en pulserende, men samtidig rolig og romantisk atmosfære. Portos fantastiske beliggenhed, byens imponerende arkitektur og dens behagelige klima udgør en eksotisk cocktail, som vækker eventyrlige sanser i dig. Man føler sig hurtigt hjemme i Porto og lysten til at trænge ind i byens daglige rutine, eller mangel på samme viser sig allerede ved ankomsten.
Porto er en arbejdende by, som i modsætning til Lissabon, vågner meget tidligt. Lige som danskere på tværs af landsdelene driller hinanden, så markerer konkurrencen sig mellem Porto og Lissabon så markant, at de mest banale udtryk som espresso hedder ”Bica” i Lissabon og ”Cimbalino” i Porto (og simpelthen ”Café” i Algarve). Ja, kært barn har mange navne. Portos caféer og konditorier sender langt før daggry deres uimodståelige dufte af lækre brød og kager ud i byens gader. Man bliver helt sulten og caféerne tager imod de første morgenkunder – og der er tid til en kort sludder, mens man nyder en dejlig, frisk tilberedt morgenmad. Portos hyggelige caféliv er simpelthen fortryllende og afspejler byens identitet og sociale puls, og der er masser af betagende og historiske caféer i byen, som absolut er værd at besøge, på en rejse til Porto.
Udvalgte caféer i Porto
Herunder vil vi nævne nogle af byens mest charmerende og sågar berømte caféer i Porto.
Café Bogani
Beliggende på den sydlige bred af Dourofloden ved portvinshusene. Bogani café byder på den bedste udsigt over Portos fredede historiske centrum. Caféen er indrettet med Philip Starcks designmøbler. Caféens terrasse tilpasser sig årstidens sæsoner og bliver opvarmet og delvist tildækket om vinteren. Det er et ”must” at opleve de lokale hyggestunder med sådan en smukt ”view”, mens man nyder et glas af den lækre nektar, som gav navn til byen – naturligvis portvin.
Café Brasileira
Selv om Porto udgaven ikke er så berømt som storebroren i Lissabon, udgør cafeen en historisk milepæl i byens liv og har været en del af portuensernes hverdag i over ét århundrede. Den er en meget populær café, samt en efterspurgt restaurant. Du finder Brasileira på denne adresse: Rua Sá da Bandeira 75, Porto
Café Majestic, måske den mest berømte cafe i Porto
Café Majestic er smuk, sofistikeret og byder på en helt usædvanlig behagelig atmosfære. Den blev indviet i 1921 som Elite Café, men skiftede kort derefter navnet til Majestic. Caféens smukke Art Noveau udsmykning ligger til grund for stedets navn og overalt er der spejle, keruber, lysekroner, marmor og træ. Det var engang mødested for kunstnere og politikere og stadig i dag besøger berømte personligheder denne café, som i øvrigt er blevet kåret som en af Europas og verdens allersmukkeste caféer.
Café Guarany
Mærkesagens Guarany café blev indviet på Portos fornemmeste allé i 1933. Navnet kommer fra en sydamerikansk indfødt indianerstamme fra Brasilien, og det er fra denne del af Brasilien hvorfra det meste af kaffen serveret på caféen stammer fra. På facaden ses et marmor høj-relief af en indianer lavet af en portugisisk billedhugger. Caféen er ”trendy” og et faste mødested for forretningsfolk og intellektuelle. Caféens kalender er fyldt med spændende musik arrangementer og der arrangeres også digtoplæsning, debatter og koncerter. Guarany caféen er kendt som “musikere caféen” på grund af sin hyggelige, livlige og kunstneriske atmosfære.
Confeitaria Tavi
Hvis du er på slankekur, så må du lade være at træde ind i denne elegante og smagfuldt indrettede café, som i over 70 år har nydt godt af berømmelsen som Portos bedste konditori. Indbyggerne i Porto og omegn rejser meget langt for at hente en forudbestilt fødselsdagskage eller andre lækkerier, herunder udsøgte gourmet specialiteter til den søde tand. Beliggenheden tæt ved Atlanterhavet og stranden er i sig selv gode undskyldninger for, at aflægge et besøg hos Tavi.
Homem do Leme
Denne indbydende strandcafé på den smukke Foz strandpromenade holder åben hele året, lige meget om det regner eller solen skinner. Caféen summer af en afslappende atmosfære og et bredt udvalg af lækre drikkevarer og måltider. I løbet af sommermånederne bliver de udendørs borde hurtigt optaget, men der er også et fantastisk havudsigt indenfor lige meget hvor man sidder takket være caféens store panoramavinduer.
Praia da Luz
Dette er en café, bar og restaurant, beliggende på stranden, så det er et sted som er et besøg værd uanset om du blot ønsker at drikke kaffe eller indtage et komplet måltid. Caféen holder åbent hele året, og er opvarmet udenfor såvel som indenfor, hvor der er en dejlig hyggelige pejs. I godt nattevejr, byder caféens program på masser af musik og dans, som indtil kl. 03.30 bliver leveret af en DJ.
Café Progresso
Man bliver hilst velkommen af en stærk kaffearoma og antikke møbler, på denne historiske café, som er over ét hundrede år gammel. Den blev indviet i 1899. Den øverste etages indretning har fået et mere moderne touch, herunder internet-service. Det er et dejligt stop på ethvert tidspunkt af dagen (lukket om søndagen).