Er du på kulturrejse i Lissabon, må du ikke snyde dig selv for et besøg i en eller flere af byens smukke gamle kirker. Her kan du ikke blot besøge nogle af Lissabons mest spektakulære bygningsværker, som vidner om Lissabons lange historie, men får også ofte en chance for at opleve spændende festivaler og højtider.

Her får du vores vores bud på nogle af de mest interessante kirker i Lissabon, som kan tjene til inspiration til din næste kulturrejse til den smukke hovedstad.

Convento do Carmo

Kirken Convento do Carmo med det tilhørende tidligere karmelitkloster stammer fra 1300-tallet. Man kan se den vestlige hovedfacade med den smukke indgangsportal fra Largo do Carmo, men først fra broen til Elevador de Santa Justa kan man dog rigtig se, hvor stor klosterkirken egentlig er. Kirken Convento do Carmo er nærmest bygget ind i bakken. I 1755 ødelagde jordskælvet taget på kirken, som er det mest betydende vidnesbyrd om gotikken i Lissabon. Også uden tag er det et sted for stilhed, og midt inde i byen kan man høre duernes vingeslag. I dag ligger Det Arkæologiske Museum i kirken.

Igreja de Santa Engrácia

Kirken Igreja de Santa Engrácia har været det nationale pantheon siden 1966 og har afløst Mosteiro dos Jerónimos i denne funktion. Det blev besluttet allerede i 1916, men da var Igreja de Santa Engrácia ikke færdig endnu. Kirkens historie er dens opførelse. Den mest kendte anekdote om dette stammer fra en nykristen, som i 1630 blev sigtet for tyveri og for at have skændet billeder i kirken. Til dommeren sagde han, at kirken som bevis for hans uskyld aldrig ville blive færdig. I Santa Engrácia-kirken er også den berømte fadosangerinde Amália Rodrigues begravet.

Igreja de Sao Roque

Udefra er kirken Igreja de Sao Roque meget enkel, men indvendigt er denne kirke fra 1500-tallet så meget rigere udstyret. Efter jordskælvet i 1755 blev den til dels bygget op igen. Det mest kostbare eje er kapellet Sao Koao Baptista, et vidnesbyrd om italiensk kunst i 1700-tallet. Kong Don Joao bestilte dette kapel i 1742 i Rom. Efter at det var blevet bygget af de mest udsøgte materialer, blev det skilt ad og sammen med kunstnerne sejlet til Lissabon, hvor det har ligget siden 1749. Kapellet skal have slugt meget af det guld, der stammede fra Brasilien.

Igreja de Sao Vicente de Fora

Denne kirke med renæssancefacade og de smukke trapper blev bygget til ære for Sankt Vinzenz, hvis knogler ifølge legenden blev gemt i en båd ved Algarve. Urnen med hans aske befinder sig indeni. På tidspunktet for arabernes belejring slog Dom Afonso Henriques’ hær i 1147 lejr på det sted, hvor grundstenen til kirken blev lagt en måned efter generobringen af byen. I 1580 blev kloster og kirke bygget om under Filipe ll. Jordskælvet i 1755 beskadigede bygningen så meget, at den måtte bygges helt op igen.

Mosteiro dos Jerónimos

Klosteret, som af UNESCO er blevet erklæret for verdens kulturarv, blev ganske vist ikke opført, som så ofte antaget, i anledning af opdagelsen af søvejen til Indien. Dette mægtige mesterværk i manuelinsk kunst, som opstod under Dom Manuel l, vidner dog om den rigdom, søfarerne bragte med fra kolonierne; ornamenterne består af skibsreb, eksotiske planter og dyr. Nedlæggelsen af grundstenen fandt sted i 1502, første arkitekt var Diogo Boytac, vestportalen på den treskibede halkirke, Igreja de Santa Maria, blev skabt i 1517 af Nicolas Chanterène. I sideskibene findes de rigt udsmykkede gravmæler for Vasco da Gama og Luís de Camoes.

Sé Patriarcal

Katedralen Sé Patriarcal i Lissabon blev påbegyndt midt i 1100-tallet. Først måtte man dog fordrive maurerne, og over den indvendige gård på den gamle moske opstod kirken så. Beskadigelserne på grund af flere jordskælv og den efterfølgende genopbygning har forårsaget den noget ubalancerede arkitektur i forskellige stilretninger. Den romanske døbefond, som Sankt Antonius angiveligt er blevet døbt over, er noget særligt.

I et gotisk kapel i det venstre sideskib kan man se den barokke julekrybbe med terrakotta-figurer af Machado de Castro. I 1990 begyndte man med udgravningsarbejderne i kirken, hvoraf man kan se næsten hele byens historie lige siden fønikerne.

Den grønne lunge i Lissabon er Parque de Monsanto, et kæmpemæssigt rekreativt område i den vestlige udkant af byen, som er særligt populær blandt fodgængere og joggere. Men Portugals hovedstad har også mange mindre parker og haveanlæg, som indbyder til en spadseretur og en lille pause på en kulturrejse til Lissabon. Således er for eksempel miradouros, udsigtspunkterne i Lissabon, små smukt anlagte haver.

Cemitério dos Prazeres
Prazeres-kirkegården er med sine gader og monumentale grave en sand by for de døde. En tur gennem kirkegården er også en noget gysende oplevelse, for på mange grave findes påskriften abandonado, som betyder forladt. På kirkegården lå også Femando Pessoa begravet, inden han fik sin plads ved siden af de store i Mosteiro dos Jerónimos i Belém. I nærheden af indgangen er der en gravplads for kunstnere.

Jardim Botânico
Nord for den lille park Principe Real ligger denne have fra slutningen af 1800-tallet. På et areal på over 4 ha kan man her finde de herligste planter. Haven hører til Museu Nacional de História Natural og er en del af universitetet i Lissabon. Den botaniske have blev tidligere regnet for en af de smukkeste botaniske haver i Europa, og den er stadig et besøg værd.

Jardim da Esrela
Sikkert en af de smukkeste haver i byen over for Basilica da Esgtrela. Populært mødested for unge og gamle. Her kan man se pensionister spille kort og forelskede par på parkbænkene. Ud over en meget gammel bestand af træer er der damme og et cafeteria.

Jardim Gulbenkian
8 ha stor er denne have, som ejes af Gulbenkian-stiftelsen. Ud over en sø og de mange skulpturer er der også et lille amfiteater. Her spilles der af og til koncerter i sommermånederne.

Parque Eduardo Vll og væksthuset Estufa Fria
Parken, som blev indviet i 1888, ligger mellem Praca Marquês de Pombal og Rua Sidónio Pais. Her afholdes ud over udstillinger og koncerter også året rundt bogmesser i det fri. Væksthuset i den øvre ende af parken gemmer på et rigt udvalg af planter fra alle dele af verden. Hen mod aften må man dog regne med at blive antastet, for parken er et tilflugtssted for prostituerede.

Når det om sommeren er meget varmt i Lissabon, kan man tage en spadseretur gennem Belém. Denne bydel ligger ca. 5 km vest for centrum ved Tejo. Tidligere var Belèm en forstad, men i dag hører den med til byområdet. Her er der for det meste lidt køligere, og her er en frisk vind. De rummelige anlæg i kvarteret med historisk vigtige bygninger, grønne parkanlæg, en bred promenade langs med bredden og mange gadecaféer og restauranter kan have en velgørende virkning, hvis man gerne vil væk fra storbyen og al trafiklarmen.

I den lille lystbådehavn har mange sejlere deres både liggende, og i weekenden tager de på tur på Tejo. Oven for Belém ligger villa- og diplomatkvarteret Restelo, et rent boligkvarter, hvor der ud over de pragtfulde villaer ikke er så meget at se.

Oplevelser i Bélem

Hvis man kommer fra Lissabon, skal man enten besøge det berømte karetmuseum, Museu Nacional dos Coches, på Praca Afonso de Albuquerque eller længere nede ad Rua de Belém caféen Fábrica dos Pastéis de Belém med de mange sale og smukke azulejos. Der kan man prøve de fremragende butterdejskager med vaniljecreme, pastéis de Belém. Denne café har eksisteret siden 1837, og der bages dagligt ca. 12.000 af disse lækkerier i de gamle ovne. Således styrket er man parat til at udforske Bélems seværdigheder.

Belém – søfarernes by

Belém kan takke søfarerne for sin glans. Den 25. juli 1415 brød 242 skibe med ca. 20.000 mand op herfra for at erobre det nordafrikanske Ceuta, og Columbus gjorde holdt her fra den 4. til den 13. marts 1493 på sin rejse tilbage efter opdagelsen af Amerika. Vasco da Gama sejlede fra Belém den 8. juli 1497 og opdagede søvejen til Indien, og også Pedro Álvares Cabral startede den 8. marts 1500 fra samme sted. Hans tur regnes for den officielle opdagelse af Brasilien. Det imponerende monumentbyggeri ved hieronymitklosteret og tårnet i Belém er de rigeste vidnesbyrder på disse ture og den umådelige rigdom, kolonierne gav det lille land. Alene disse manuelinske kunstværker er hele turen til Belém værd.

Kapellet i Belém

Ud over de monumentale bygningsværker bør man også besøge det lille Capela dos Jerónimos.  Det ligger oven for klosteret i nærheden af fodboldstadionet (Estádio do Restelo). Det kun ca. 11 m lange kapel blev bygget i starten af 1500-tallet af Diogo Boytac, som også var den første arkitekt på hieronymitklosteret. Kapellet charmerer med sin enkelthed og de harmoniske proportioner. Desværre er det for det meste lukket. Men pladsen foran kapellet er også værd at se. Der, hvor træernes blade ikke er for tætte, åbner der sig en smuk udsigt over Belém og floden.

Udsigt fra Belém

Hvis man har lyst til en herlig panoramaudsigt, kan man køre op til udsigtsplatformen på mindesmærket for opdagelserne. Floden med broen Ponte 25 de Abril, klosteret og kulturcentret kan så ses i al deres storhed. I udsigtstårnet er der desuden to udstillingsrum.

Et populært sted for lisboetterne i weekenden er også den store eng foran tårnet i Belém, som man ubetinget skal se på en kulturrejse til Lissabon. Det var egentlig planlagt som forsvar af flodmundingen, men det er forblevet næsten ubeskadiget gennem århundrederne frem til nu. Under byfesterne afholdes der koncerter på engen. En herlig udsigt over Tejo kan man også få fra Centro Cultural de Belém fra terrassen på den populære café. Hele anlægget for kulturcentret er blevet tilpasset til strukturen i centrum af Lissabon, hvor der ligeledes hele tiden er frit udsyn over floden fra gaderne.
Et historisk betydningsfuldt sted er også Beco do Chao Salgado. Her lå huset for Távoras, som den 3. september 1758 udførte et mislykket attentat mod Dom José l. Jorden blev efterfølgende forurenet med salt, således at der aldrig kunne vokse noget der igen. På det sted, hvor anslaget fandt sted, lod kongen Ogreja da Memória henrette.

Historisk vingesus i Belém

Oven for Belém, ved Calcada da Ajuda, ligger en af de smukke botaniske haver, som Marquês de Pombal lod anlægge. I den øvre ende ligger Palácio Nacional da Ajuda, hvis forgængerbygning blev ødelagt af en brand i 1794. Her svor Dom Miguel i 1828 på forfatningen. Egentlig skulle paladset være et nyt Versailles. Selv om det har tydeligt mere beskedne dimensioner, er det et besøg værd. I dag er det sæde for kulturministeren, desuden huser paladset et museum. På skiftende udstillinger kan man se de kongelige gemakker.

Hvis man ønsker at slutte aftenen i Belém på en god restaurant, kan man tage ind på Rosa dos Mares i Rua de Belém, 110. September lukket! Specialiteten her er arroz de marisco, ris med skaldyr.

Monumentet Padrao dos Descobrimentos

Bugen af en karavel viser det monumentale mindesmærke for opdagelserne i Belém, som blev færdiggjort i 1960. Monumentet Padrao dos Descobrimentos blev bygget i gips i 1940 til udstillingen af den portugisiske verden, og blev først senere færdiggjort i sten. Henrik Søfareren og en besætning matroser, missionærer og kunstnere er i overdimensioneret størrelse på udkig efter nye verdener. Fra udsigtsplatformen, som man kommer op til med en elevator, har man en herlig udsigt over seværdighederne i Belém og vindrosen i bunden af monumentet med de portugisiske opdagelser og de tidligere besiddelser.

Tager du på kulturrejse til Lissabon, bør du bruge mindst én aften i Bairro Alto-området, som ligger højt oppe på toppen af byen. Når man er kommet op, vender man sig til højre mod Miradouro Sao Pedro de Alcântara, hvorfra man har en vidunderlig udsigt over byen og slottet. Over for denne lille have indbyder Solar do Vinho do Porto til en aperitif. I en hyggelig atmosfære kan man her gøre sig fortrolig med portvinens store mangfoldighed og slappe helt af, inden man tager hul på aftenen i Bairro Alto.

Bairro Alto – en gammel bydel i Lissabon

Bairro Alto hører til de gamle bydele i Lissabon. De snævre gyder er velbevaret, da jordskælvet og den senere moderniseringsiver næsten ikke har anrettet nogen skader her. Frem til Marquês de Pombals tid, som voksede op og boede her, var Bairro Alto et nobelt kvarter. De mange villaer og bypalæer med de fine haver er et vidnesbyrd om dette. Eftersom Lissabon har udvidet sig siden slutningen af 1700-tallet, hører Bairro Alto i dag til de centrale kvarterer.

Fest og farver i Bairro Alto

I 1800-tallet flyttede avishusene ind her – navnet på gaden Diário de Notícas vidner om dette. Med aviserne og trykkerierne begyndte også ryet, som kvarteret har haft indtil for ikke så længe siden, som et ikke så pænt sted og et natteliv med mange barer, tascas og billige værtshuse. Dette kvarter har trodset alle arkitektoniske fornyelser. I sommeren 2003 lod Lissabons borgmester endelig nogle centrale gader i kvarteret spærre af for biltrafik. Det har været en stor gevinst for Bairro Alto, for der, hvor bilerne tidligere gjorde livet vanskeligt for fodgængerne, står der nu borde, hvor man kan spise og feste i det fri.

Bairro Altos kulinariske stemning

Der er mange muligheder for aftensmad i Bairro Alto: Der er den sympatiske l´de Maio og det noget mere noble Pap´Acorda i Rua da Atalaia. Men hvorfor skulle man dog ikke gå ind i det typiske Bota Alta, som helt sikkert er en fast størrelse her? Hvis man kommer kort før kl. 20, får man normalt en plads med det samme, hvis man kommer senere, må man stille sig i køen uden for restauranten. For portugiserne er ventetider i øvrigt et bevis på restaurantens kvalitet – og tolereres tålmodigt. Ikke en eneste vært ville få den ide, at skynde lidt på gæsterne. Hvis man kommer senere, må man altså vente!

Fado, kulturliv og Miradouro Santa Catarina i Bairro Alto

Efter maden vil det i reglen stadig være for tidligt for det portugisiske natteliv. En slentretur gennem de krogede gyder er en god ide, forbi folkene, der prøver at lokke en ind i fadohusene, som gæsterne ofte bliver dirigeret ind i direkte fra busserne. Kvaliteten af disse steder er helt sikkert ikke dårlig, og musikken er meget traditionel. Men man skal regne med, at der kræves et stort minimumsforbrug. Og det er længe siden, man har kunnet finde fado vadio, altså noget lignende gadefadoen, i Bairro Alto.

Bairro Alto er imidlertid ikke længere blot et forlystelseskvarter for natteravnene, her findes også interessante kulturelle tilbud. Boghandlen Ler Devagar måtte flytte fra Rua Sao Boaventura, men åbner snart igen i Bairro Alto med et kulturprogram bestående af oplæsningsaftener, film og musik.  I samme gade er en lille boghandel, som har specialiseret sig i filosofi, Eterno Retorno (Rua Sao Boaventura, 42), hvor der især arrangeres oplæsningsaftener.

Men inden natten sådan rigtig begynder, skulle man måske hellere gå en lille tur ad Rua da Atalaia, forbi Elevador da Bica til Miradouro Santa Catarina for at drikke den obligatoriske kaffe efter maden der. Dette udsigtspunkt har eksisteret siden 1883. Centrum er statuen af Adamastor af blå marmor. Engang søfarernes skræk, men her virker den mere som vogter over Tejo.

Fest i Bairro Alto til den lyse morgen

Jo senere på aftenen det er, desto flere mennesker er der i Bairro Alto. Skarer af for det meste yngre lisboetter driver gennem gaderne. I øvrigt er der her også interessante mode- og designerbutikker, som holder længere åbent i weekenderne, og som giver mulighed for at shoppe sent om aftenen. Hen mod midnat kan det godt betale sig at kigge ind i Frágil, som også ligger i Rua da Atalaia. Der bliver dog først rigtig fuldt i dette stadig topaktuelle diskotek fra kl. 2. Hvis man mener, man hører med til det kulturelle miljø – fra filmfolk til musikere og kulturkritikere – skal man lade sig se her af og til, for det hører sig ganske enkelt til.

Hvis man nu ikke kan få nok i Bairro Alto, kan man gå ned ad Rua do Alecrim på vejen til natbarerne på Cais do Sodré eller derfra videre til de allernyeste diskoteker i Rua 24 de Julho og til Docas ved Tejo-breden.  Der bliver der garanteret danset og festet til den lyse morgen. Og man kan jo altid sove, når man kommer hjem.