Så mange fans har vi ikke her på kulturrejser.dk, men jeg glæder mig over at vores venner fra VisitPortugal har så mange følgere på Facebook

Facebook/Visitportugal med præcis 1.070.652 “likes”

Der findes flere gode dansksprogede hjemmesider med speciale i Portugal. Både Portugal.dk og Portugalnyt er eksempler på gode og pålidelige sites, hvor man kan finde masser af gode informationer og nyheder om Portugal. I nogen udstrækning kan man også finde udlejningsboliger i Portugal mm. Det er dog vigtigt at understrege, at disse sites IKKE er Portugals officielle hjemmesider. Den findes der nemlig kun én af, og det er visitportugal.com.

Visitportugal har også en Facebook-side som er et særdeles levende forum, hvor man via besked/kommentar-funktionerne hurtigt kan få svar på sine spørgsmål. Visitportugals Facebook-side er særdeles velbesøgt, og har idag langt over 1 million “likes”.

Kilde: Portugals turistkontor

Hvis man holder af klassisk musik, måske endda i spændende og historiske omgivelser med masser af kultur når man rejser, så kommer chancen her. I perioden fra 21. december til 14. februar afholdes der nemlig en række koncerter i Pena Paladset ligger i smukke omgivelser på toppen af et bjerg i byen som ligger ca. 20 kilometer fra Lissabon.

Billetprisen er absolut overkommelig, det koster kun 10 euro pr. koncert.

Sintra var i mange år kendt som kongernes by. De var glade for den smukke natur, den friske luft i højderne, træernes skygge og ikke mindst de lidt lavere temperaturer. Derfor ligger der adskillige slotte, quintaer og små paladser i og omkring Sintra

De to mest kendte slotte er Pena-paladset, der ligger på toppen af bjerget (cirka 500 meter over havets overflade) samt Paço Real (også kaldet Palácio National de Si sjovt at besøge, da det er indrettet præcis som da kongefamilien boede der for 200 år siden, mens PaçoReal er mere historisk interessant. For musikinteresserede er det dog Pena med opmærksomheden. Yderligere oplysninger København på telefon 33131200

Han var en portugisisk flådeofficer, der som barn havde studeret humanisme og matematik under Pedro Nunes. Pedro Lunes er der ikke mange, der kender idag, men han blev betragtet som en af sin tids største matematikere og kosmografer. Blandt andet var han den første til at blive opmærksom på det matematiske fænomen loksodrom; dét at en linje trækkes på en kugleformet flade, sådan at den skærer alle meridianer med samme vinkel. Denne opdagelse kunne blandt andet forklare, hvorfor de portugisiske skibe, der på dén tid havde en uhelbredelig forkærlighed for nye verdensdele og ukendte horisonter, ikke ville rejse langs en ​​stor cirkel, selvom de fastholdt en stabil kurs, men i stedet ville følge en spiralformet kurs. Det var også ham, der opfandt den lineære måleskala nonius, som blandt andet anvendes på sekstanter, mikrometerskruer og skydelære.

Indisk eventyr

Det var mens han blev undervist af Pedro Nunes, at han havde stiftet venskab med Luis, hertugen af Beja, der var søn af den portugisiske konge Manuel den Første. Senere, da han var blevet atten år, rejste han til byen Tanger, der var under portugisisk herredømme, og blev af grunde, der fortaber sig i fortidens tåger, slået til ridder af den lokale guvernør Dom Duarte de Menezes. Dom Duarte de Menezes havde genvundet sin stilling som guvernør af Tanger efter et skandaløst virke som guvernør af Portugisisk Indien, hvor han først var blev arresteret for korruption af sin efterfølger, en vis Vasco de Gama, dernæst lagt i lænker og skibet til Portugal og til sidst holdt indespærret i syv endeløse år i slottet Torres Vedras i Lissabon-distriktet. Måske er det skæbnens lune, at det netop var Dom Duarte de Menezes, der slog ham til ridder. For 20 år senere – som 38-årig- begyndte hans eget livslange eventyr i Indien, der i første omgang førte til, at han med sin onkel rejste til staten Goa – der var en portugisisk koloni – og kort tid efter deltog i det første forsvar af den portugisisk indiske by Diu, der var blevet angrebet af en rigt udrustet og kamplysten osmannisk flåde. På trods af den osmanniske veludrustethed – flåden rådede over hele 72 skibe og 130 kanoner – vandt portugiserne kampen, ligesom de havde gjort det tre år tidligere, da han første gang var stødt på den osmanniske flåde i selskab med sin barndomsven og studiekammerat Luis, hertugen af Beja, med hvem han i 1535 deltog i Karl den Femtes erobring af Tunis.

Vice-konge

I 1540 deltager han i en ekspedition til den egyptiske havneby Suez og det Røde Hav, under hvilken han med en blanding af videnskabelig ærgerrighed og stor sandheds-kærlighed opmåler længde- og breddegrader, tegner detaljerede landkort over de kyster, han passerer, og noterer alle sine observationer omkring tang, fisk, strømforhold, vind, måneformørkelse og farven på det Røde Hav. Til at hjælpe sig med sine observationer bruger han forskellige navigations- og måle-instrumenter, som hans gamle lærer Pedro Nunes har givet ham med på rejsen. Da han efter ekspeditionen vender tilbage til Goa i Indien, er det med titlen filosof i bagagen; en titel, der er blevet ham tildelt for hans umættelige vidensbegær og videnskabelige erfaringer under rejsen. Syv år senere, i 1547, vinder han endnu en titel, idet han udnævnes til vice-konge af Indien af den portugisiske konge Dom João III efter endnu en heroisk befrielse af byen Diu, en næsten ligeså heroisk erobring af byen Bharuch, og en uforbederlig annektering af den malaysiske delstat Melaka. Udnævnelsen til vice-konge af Indien får dog vores hovedperson – flåde-officeren, humanisten, amatør-videnskabsmanden og nu også vice-kongen João de Castro – til at vende blikket mod sit hjemland. I et brev til kongen mindes han sin landejendom – quinta – i nærheden af Sintra, der bærer navnet “Quinta´en ved Kongens Fontæne”, hvilket er et meget belejligt navn nu, hvor han i samme anledning gerne vil bønfalde Hans Kongelige Højhed om at måtte trække sig tilbage til sit fædrene land – de smukke sintraske bjerge – ved udløbet af sin tre-årige embedsperiodes udløb.

Åbenbaringen

Vi ved ikke, om det er her, at klostret kommer ind i billedet eller om det sker tidligere. Vi ved heller ikke præcist, hvordan det forløber. Men legenden siger, at vice-kongen er på jagt i sin hjemegn i de sintraske bjerge, da det sker. Måske er han hjemme på en ferie fra sin tjeneste som vice-konge af Indien og ser sit snit til at undslippe sine slægtninges evindelige spørgsmål om hans turbulente, men hæderkronede liv omme på den anden side af jorden. Måske har han brug for at være alene, at indånde bjergenes og skovenes lutrende luft, mens han er på udkig efter et godt bytte. Eller måske er han på jagt sammen med familie, venner og tjenere og er kommet lidt afsides fra gruppen, fordi han har forfulgt en hjort, hvis flugt ind i et terræn, som han ikke kender så godt, fik ham til at miste orienteringen.

Hvordan det nu end forholdt sig, skal vi forestille os ham som en jæger, der er faret vild. Han er gået rundt i det stejle, stedsegrønne landskab i lang tid, men finder til sidst ud af, at han er gået i cirkler. Der er ikke noget værre end at fare vild og så gå i cirkler. Men da det er hans elskede hjemegne, han er faret vild i, er han ikke urolig. Han føler sig overbevist om, at han nok bliver fundet igen, hvis han ikke selv finder hjem. Dette er hans landskab, et landskab, han har kendt siden han var et lille barn, og ikke et fremmed, truende landskab, som det han kender fra Indien, hvor det at fare vild kan vise sig skæbnesvangert, fordi han er en erobrer og en fremmed. Da han ikke er urolig, lader han trætheden ved at have vandret rundt i timevis brede sig til sin krop. Han prøver ikke, som mange vildfarne gør, at modsætte sig den, så de ikke falder i søvn eller mister modet. Han lægger sig derimod på en stor sten midt i en lysning. Han overgiver sig til luftens, træernes og bjergenes stilhed. Han mærker stenen mod sin ryg, den er stor og uflyttelig, og selve dens uflyttelighed giver ham en følelse af tryghed. Han tænker på sin barndom, hvor disse bjerge var hans gemmested. Billeder af hans mor, der kalder på ham, mens han løber væk fra et hus og ind mellem nogle træer, glider gennem hans halvvågne bevidsthed. Han tænker også på Gud, der indtil nu har været ham nådig. Takket være hans nåde har han blandt andet overlevet tre krige og set den anden side af jorden og vundet hæder i sit hjemland. Han tænker på alt dét, han burde gøre for at vise sin taknemmelighed. Lidt efter falder han i søvn. Og det er nu, mens han sover, at det mærkværdige sker: Han drømmer – og i sin drøm får han en åbenbaring. Og åbenbaringen fortæller ham, at han skal rejse et kristent tempel netop dér, hvor han er faldet i søvn.

Se youtube-video fra klostret

Dybt i grotten

I 1560 – tolv år efter vice-kongens død – opfører hans søn et kloster på det sted, hvor faderen fik sin åbenbaring. Sønnen hedder Álvaro de Castro og er rådgiver for den portugisiske konge, Sebastião I o Desejado. Det er meningen, at klostret skal anråbe det Hellige Kors (Santa Cruz), hvorfor klostret får navnet Convento de Santa Cruz da Serra da Sintra. Siden bliver klostret også kaldt for Convento dos Capuchos. I første omgang flytter otte munke ind i klostret. De kommer alle fra et andet kloster i nærheden, Arrábida-klostret, nær kystbyen Setúbal. De er franciskanere: ludfattige, kyske og hårdføre mænd. Én af disse munke, broder Honório, bliver senere berømt i eftertiden for ikke bare at leve 30 år i en mørk og fugtig grotte ved siden af det i forvejen yderst spartansk indrettede kloster, tilsyneladende fordi askesen i klostret ikke er asketisk nok, men tilmed at præstere at blive 100 år under de barske forhold. Broder Honórios radikale munke-liv inspirerer senere den engelske digter Lord Byron til følgende morbide, men stort set sanddruelige verse-linjer i digtet Childe Harold´s Pilgrimage:

Deep in yon cave Honorius long did dwell

In hope to merit heaven by making earth a hell

Royal bevågenhed

I årene mellem 1578 og 1580 får klostret tilført et kapel, San António kapellet, og en mur, der skal forsvare klostret mod ukristelige fjender. I det følgende år får klostret desuden royalt besøg af Felipe II, der lige er blevet indsat som konge af Portugal og Spanien. Klostret er i det hele taget populært blandt de portugisiske konger, der ikke bare aflægger lejlighedsvise besøg, men undertiden forsøger at overgå hinanden i gaver til det lille munke-samfund, selvom gavernes størrelse virker lige så beskedne som klostrets kyske beboere og forekommer mere symbolske end tilstrækkelige, måske fordi de royale herskaber er bange for at ødelægge munkenes tilstræbte og ærværdige fattigdom. I 1654 beslutter João IV de Portugal, at klostret årligt skal tildeles seks dusin fisk, en passende mængde kød, hvad det end er, og en ligeså passende mængde fisk til afholdelsen af den årlige São Francisco-festival. Kongens hustru – dronning Luisa de Gusmão – spæder til med ca. 15 kilo uspecificeret korn af landets årlige høst, samt en portion øremærket hvede. Og i den anden halvdel af det syttende århundrede bliver denne ration fordoblet af den portugisiske konge Pedro II. Selvom det alt sammen forbliver i det symbolske, er der tilsyneladende ingen ende på den royale bevågenhed.

Opløsning og forfald

I 1834 bliver munke-ordenen opløst og klostret overtaget af en efterkommer af vores oprindelige hovedperson Joâo de Castro, en greve med det uudgrundelige navn D. António de Saldanha Albuquerque e Castro Ribafria. Det forbliver i grevens familie indtil 1873, hvorefter det falder i hænderne på den excentriske britiske forretningsmand og kunstsamler Sir Francis Cook, der – efter at være blevet en af Englands rigeste mænd på handel med uld, silke og bomuld – havde købt Quinta´en af Monserrate, derefter opførte det eklektiske, maurisk inspirerede Monserrate palads og som følge deraf var blevet stedfortrædende greve af Monserrate. I begyndelsen af det tyvende århundrede – efter Cooks død i 1901 – bliver klostret erhvervet af den portugisiske stat, der fra midten af århundredet begynder på forskellige restaureringsprojekter, der skal sikre klostret mod tidens tand, men som dog viser sig at være ligeså lidt i stand til at forhindre en række plyndringer af klostrets relikvier som til at forebygge et generelt bygningsmæssigt forfald.

Capuchos´ venner

Forfaldet og plyndringerne fører i 1998 til at klostret bliver lukket for offentligheden. Men takket være en forening, der på samme kritiske tidspunkt sætter sig som formål at arbejde for klostrets beskyttelse og videre beståen, og som kalder sig Associação dos Amigos do Convento dos Capuchos, kan klostret igen åbne for offentligheden i juni 2001. Hvorved vice-kongens åbenbarende drøm – indtil videre – er bevaret for sin eftertid.

Læs her mere om rejsemålet Portugal.

Det danske rejseselskab Hideaways arrangerer rejser til Lissabonkysten.

Portugals storhedstid som søfartsnation omkring år 1500 var også en periode med kulturel blomstring. “Det portugisiske dramas fader”, Gil Vicente, skrev sine teaterstykker, farcer og komedier på denne tid. Noget senere skrev Luis Vaz de Camoes det historiske epos Lusiaden.

Inden for arkitekturen udvikledes den særprægede manuelinske stil (efter kong Manuel I 1469-1521), hvor opdagelsesrejserne satte deres tydelige spor på bygningernes udsmykning. På nogenlunde samme tid begyndte portugiserne at dekorere deres huse med malede kakler, azulejos. Denne teknik, som blev introduceret af arabere, der kom til Portugal via Spanien, fik sit nationale gennembrud i 1700-tallet, og mange steder rundt om i landet prydes husmure og pladser af kakler med historiske motiver, oftest i blåt og hvidt.

I begyndelsen af 1900-tallet var digteren Fernando Pessoa (1888-1935) aktiv. Han er formodentlig den internationalt mest kendte portugisiske forfatter, og mange af hans digte findes også på dansk. Af kendte, nutidige forfattere kan nævnes António Lobo Antunes og nobelpristageren José Saramago, der har fået flere bøger oversat til dansk, blandt andre Historien om Lissabons belejring. Fremtrædende poeter er Sophie de Mello Breyner, Eugénio de Andrade og Herberto Heldér.

Den portugisiske folkemusik, fado, der ofte fremføres af en sortklædt person til akkompagnement af en guitar og en slags lut, er blevet verdensberømt gennem sangerinden Amália Rodrigues (1920-1999). Det er en videreudvikling af denne stil, der har gjort gruppen Madredeus berømt og elsket verden over.

Vil du opleve kultur i Portugal på din rejse, læs mere om kulturrejser til Portugal

De ældste spor af menneskeligbosættelse i det nuværende Portugal er ca. en halv million år gamle. Arkæologiske fund fra 700-tallet f.v.t. viser, at stammer, der levede af jagt og fiskeri, var bosatte langs Tejo-flodens bredder. Agerbrugskulturen begyndte cirka 4000 år senere. I perioden 1500-1000 f.v.t. blev området koloniseret af flere forskellige folkeslag: lígueras, iberere, fønikere og senere keltere og grækere.

Fra år 27 f.v.t. var området en romersk provins, Lusitanien. Efter Romerrigets fald omkring år 400 e.v.t. blev området invaderet af vestgotere.

I 711 lagde maurerne, der var arabere og islamiserede berbere, til ved sydkysten og ekspanderede hurtigt mod nord. I løbet af 1000-tallet blev det arabiske vælde dog svækket, og den iberiske halvøs mange kongedømmer – deriblandt Portucale i nærheden af det nuværende Porto – blev samlet under kong Alfonso VI af Leon og Castilien. Hans datter giftede sig med den franske korsridder Henri af Bourgogne (Burgund), og deres søn, Alfonso Henriques, førte kampen for portugisisk selvstændighed og blev i 1139 udnævnt til konge under navnet Alfons I.

Kampen mod maurerne fortsatte, og godt hundrede år senere havde Alfons Is efterkommere med korsriddernes hjælp også erobret det mauriske kongerige Algarve og beherskede herefter et område mere eller mindre sammenfaldende med det nuværende Portugal.

I 1303 indgik Portugal en aftale med England, hvor portugisiske skibe fik ret til at anløbe engelske havne, og portugisiske købmænd fik visse handelsprivilegier. Hermed var grunden lagt til landets udvikling til søfartsnation.

I 1381 døde den sidste af Burgunder-kongerne uden at efterlade sig en tronarving, og Portugals selvstændighed var truet. Kongen af Castilien sendte sine tropper af sted for at erobre Portugal, men med hjælp fra engelske soldater blev castilianerne besejret ved en folkelig opstand i 1385. Den militær-religiøse Aviz-ordens leder, Joao I, blev ny konge, og året efter blev en alliance indgået mellem England og Portugal.

Joaos søn, Henrik “Søfareren”, blev symbolet på Portugals ekspansion som søfartsnation. Portugiserne forbedrede skibsbygningskunsten, udviklede navigationsinstrumenter og begav sig ud for at “opdage” verden. Allerede i 1415 indtog de byen Ceuta i Nordafrika. De opdagede snart de dengang ubeboede øer Madeira, Azorerne og Kap Verde, der hurtigt blev koloniseret. Et af rejsernes vigtigste mål var at finde søvejen til Indien, så man dermed kunne kontrollere den vigtige handel med krydderier. Et andet formål var at udbrede kristendommen.

I 1487 rundede Bartolomeu Diaz Afrikas sydspids, Kap det Gode Håb, og godt ti år senere nåede Vasco da Gama Indien. Inden da havde Portugal fået konkurrence af Spanien, og i 1494 delte Tordesillas-traktaten den endnu ukendte verden op mellem de to kolonimagter. Grænserne blev trukket sådan, at Brasilien, der blev opdaget seks år senere, havnede i den portugisiske interessesfære, mens resten af det sydamerikanske kontinent blev spansk. Portugal fik blandt andet retten til Afrika og Indien.

I starten koncentrerede portugiserne sig om at kontrollere krydderihandelen fra Indien. Det lykkedes kun frem til 1590erne, hvor Holland og England begyndte at få overtaget på handelen med Asien. De afrikanske områder, man havde opdaget på vej til Indien, blev handelsstationer, hvor portugiserne hentede slaver, som de solgte videre på markeder i hjemlandet. I Brasilien plantedes sukkerrør til fremstilling af rom, og denne alkoholiske sukkerdrik kunne siden anvendes som betaling i Afrika for de slaver, man skulle bruge til de selvsamme sukkerplantager.

Profitten fra handelsrejserne kom dog ikke den portugisiske befolkning til gode. Kongefamilien, derimod, modtog en femtedel af fortjenesten i skat og styrkede sin magtposition. En stor del af handelsindtægterne blev dog satset på nye, dyre opdagelsesrejser. Lissabon blev mellemstation for råvarer, der blev solgt videre i Europa, først og fremmest til England. Det portugisiske landbrug blev forsømt, og der blev mangel på bl.a. korn. Da inkvisitionen, pavemagtens modtræk mod den protestantiske reformation, blev indledt i 1500-tallet, rettedes forfølgelserne først og fremmest mod jøder, der var konverteret til kristendommen. Jesuiterordenen fik stor indflydelse i Portugal, og al uddannelse kom under jesuitternes kontrol.

Da kong Sebastiao i 1578 døde på slagmarken i Nordafrika, stod Portugal atter uden tronarving, og to år senere erobrede Spanien landet. Efter et oprør i 1640 genvandt Portugal sin selvstændighed, men tabte i løbet af 1600-tallet dele af sit kolonivælde til Holland og England. Portugal knyttede atter nære bånd til England, og i 1703 indgik de to lande den såkaldte Methuentraktat, der gav briterne stor indflydelse på portugisisk handel.

I 1755 blev Lissabon ramt af et jordskælv, og titusinder af mennesker omkom. Genopbygningsarbejdet blev dygtigt ledet af markisen af Pombal, der i praksis blev regeringsleder i 1757. Pombal sanerede statens finanser, og under påvirkning af oplysningstidens ideer indledte han en modernisering af forvaltningen og uddannelsessystemet. Det var også Pombal, der udviste jesuiterordenen fra Portugal.

I begyndelsen af 1800-tallet marcherede den franske kejser Napoleons styrker ind i Portugal, og kong Joao VI flygtede til Brasilien. Landet blev forsvaret med Englands hjælp, og blev i en periode derefter i realiteten regeret af den engelske gesandt, Lord Beresford. På denne tid begyndte liberale ideer at vinde fodfæste i Portugal. Efter en opstand mod briterne i 1820 vendte kongen tilbage til landet, der i 1822 fik en ny forfatning, inspireret af den franske revolutions ideer.

Tiden frem til 1850erne var præget af partistridigheder mellem først og fremmest liberale og royalister. Et republikansk parti, der blev dannet i 1878, fik efterhånden flere og flere tilhængere, og efter en valgretsreform i 1901 voksede den republikanske opposition i styrke. I 1908 blev den portugisiske konge, Carlos I, myrdet, og to år efter blev der indført republik. Det regerende parti blev dog hurtigt splittet, og republikken Portugals første tid var præget af hyppige regeringsskift – i de første 16 år havde landet 45 forskellige regeringer.

I slutningen af 1800-tallet begyndte portugiserne en nærmere udforskning af territorierne i Afrika. Portugal ville kontrollere hele det sydlige Afrika, men frygtede samtidig, at tyskerne ville forsøge at erobre kolonierne. Derfor gik Portugal ind i Første Verdenskrig på Storbritanniens og Frankrigs side ,hvilket fuldstændigt undergravede den unge republiks i forvejen dårlige økonomi.

I 1926 blev den demokratisk valgte regering væltet ved et militærkup, der lidt efter lidt bragte nationaløkonomen António de Oliveira Salazar til magten. Han tiltrådte i 1928 posten som finansminister og fik vidtgående beføjelser. I 1932 blev han udpeget til ministerpræsident.

Den nye stat, Estado Novo, der blev udråbt i 1933, fik en forfatning tydeligt inspireret af den italienske fascisme. Den tillod valg til nationalforsamlingen og valg af statsleder, men alle andre partier end Salazars Den Nationale Union var forbudte. I praksis blev Salazar Portugals diktator. Sikkerhedspolitiet holdt nøje øje med oppositionen og kontrollerede, at den strenge censur blev overholdt.

Under den spanske borgerkrig 1936-39 forholdt Portugal sig neutralt, selv om Salazar sendte en specialstyrke af sted til støtte for general Franco. Også under Anden Verdenskrig var landet neutralt, men man eksporterede wolfram til Tyskland, og lod fra 1943 de allierede anvende Azorerne som luftbase.

Historie efter 1945

Afslutningen på Anden Verdenskrig betød ingen politiske ændringer i Portugal – diktatoren Salazar bevarede sin magtposition. I 1949 blev Portugal medlem af NATO, og i 1955 af FN. Allerede tidligt var det lykkedes Salazar, gennem høje importafgifter og streng kontrol med økonomien, at skabe overskud på handelsbalancen og statsbudgettet, og det skaffede ham en vis anseelse i konservative europæiske kredse. Men portugiserne var fortsat blandt de fattigste i Europa, og det var arbejderne, der blev hårdest ramt af Salazars stramninger. Væksten i økonomien var lav, og landbruget blev prioriteret på bekostning af en industriel udvikling, som Salazar var bange for, ville føre til social uro.

Da Salazar i 1958 blev udfordret ved præsidentvalget af en modkandidat, general Humberto Delgado, svarede regimet igen ved at afskaffe de direkte valg til præsidentposten. Syv år senere blev Delgado myrdet, formodentlig af Salazars sikkerhedspoliti. Salazar sad sikkert i sadlen, så længe de, der blev tilgodeset af hans politik – de store jordejere, den katolske kirke og statsadministrationen – fortsat kunne pleje deres egne interesser. I 1968 fik Salazar et slagtilfælde og blev efterfulgt på præsidentposten af Marcello Caetano, der i det store og hele fortsatte Salazars politik.

I begyndelsen af 1960erne gjorde befrielsesbevægelser i kolonierne oprør, som blev nedkæmpet i dyre krige. Der blev indført fire års værnepligt, hvoraf de to år skulle aftjenes i Afrika. De unge officerer fandt krigene formålsløse og dannede i 1973 den såkaldte Kaptajnsbevægelse, der fik støtte af højere rangerende militærfolk. Den 25. april 1974 tog De Væbnede Styrkers Bevægelse (Movimento das Forcas Armadas, MFA) magten fra Caetano-regimet.

Et revolutionsråd bestående af militærfolk lovede frie valg efter en overgangsperiode. Øverst på MFAs program stod en afvikling af kolonierne, fulgt af demokrati og udvikling. Mange eksilpolitikere vendte hjem. Allerede i slutningen af 1974 blev de selvstændige stater Kap Verde og Guinea-Bissau udråbt, og året efter kom turen til Angola og Mocambique.

Det blev snart klart, at MFA var splittet i forskellige fraktioner. Efter et mislykket kupforsøg fra højrekræfterne inden for bevægelsen og militæret, styrkede de venstreradikale deres stilling. Banker, industrivirksomheder, forsikringsselskaber og de fleste aviser blev nationaliserede. I Alentejo besatte landarbejdere store godser, og det meste af landbrugsjorden blev omdannet til statsejede kollektivbrug.

På kort tid opstod næsten 80 politiske partier, de fleste af socialistisk overbevisning. I de første frie valg i 1975 vandt Socialistpartiet, PS, under ledelse af Mario Soares. Syv partier fik til opgave at udarbejde landets nye forfatning. I november samme år forsøgte den revolutionære venstrefløj et statskup, der mislykkedes.

Den forfatning, der blev vedtaget i 1976, var stærkt præget af de herskende forhold efter diktaturets fald. Socialismen var det erklærede mål for samfundets genopbygning, og militæret havde stor indflydelse. Præsidentvalget samme år blev vundet af hærchefen, general António Ramalho Eanes, der blev betragtet som garant for stabiliteten i landet. Han blev genvalgt i 1981. Socialisterne blev det største parti i parlamentet, og Soares dannede atter regering.

For at befæste den demokratiske udvikling ansøgte socialistregeringen i 1977 om medlemskab af EF. Det varede dog knap ti år, før Portugal i 1986 trådte ind i Det Europæiske Fællesskab. Frem til 1985 samarbejdede Socialistpartiet, Det Socialdemokratiske Parti, PSD, og de konservative Demokratisk Centrum enten i valgforbund eller koalitionsregeringer.

Portugals økonomiske system var blevet skabt under kolonitiden, hvor der var adgang til billig energi og billige fødevarer. Under oliekrisen i begyndelsen af 1970-erne blev det derfor tydeligt, at en modernisering af økonomien var tiltrængt. De cirka 700.000 mennesker, der var kommet hjem til fædrelandet fra kolonierne efter diktaturets ophør, skulle også integreres i samfundet. Portugal blev tvunget til at optage store lån i Den Internationale Valutafond, IMF, og med lånene fulgte betingelser om gennemgribende økonomiske saneringer. Arbejdsløsheden steg, og levestandarden faldt, hvilket skabte utilfredshed blandt konservative og radikale grupper.

Fra 1985 til 1995 blev landet styret af PSD under ledelse af økonomiprofessoren Aníbal Cavaco Silva. PSD-regeringen koncentrerede sig i første omgang om at begrænse inflationen og budgetunderskuddet, fremme private investeringer og modernisere uddannelsessystemet samt social- og sundhedsvæsenet.

I 1986 og i 1991 vandt Socialistpartiets kandidat, Mário Soares, præsidentvalget. Samarbejdet mellem Cavaco Silva og præsidenten fungerede smidigt frem til 1992, da Soares nedlagde veto mod flere regeringsbeslutninger, blandt andet et forslag om en drastisk nedskæring i landets væbnede styrker.

Parlamentsvalget i 1995 førte Socialistpartiet til magten. Mange var blevet trætte af det, de betragtede som magtfuldkommenhed hos PSD – stærke bånd mellem stat og parti og flere korruptionsskandaler indenfor partiet. Ved valget lykkedes det også det konservative Folkepartiet, PP, at vinde nye stemmer ved at give EU skylden for det portugisiske landbrugs og fiskeriets krise samt den stigende kriminalitet.

Socialistpartiet dannede nu en mindretalsregering under António Guterres. Under valgkampen havde partiet lovet sociale reformer – blandt andet indførelsen af mindsteløn samt flere ressourcer til uddannelse og sundhed. Den politisk uafhængige finansminister, António Sousa Franco, påpegede dog, at det krævede to år med økonomiske stramninger, før valgløfterne kunne opfyldes.

Ved præsidentvalget i 1996 vandt den tidligere socialistleder, Lissabons borgmester Jorge Sampaio, en klar sejr over modkandidaten, den tidligere ministerpræsident Cavaco Silva.

Da parlamentet skulle stemme om regeringens stramme finanslovforslag for 1997, afholdt PSDs medlemmer sig fra at stemme for ikke at risikere, at Portugal havnede uden for den Økonomiske og Monetære Union, ØMU-en. Som et af elleve lande blev Portugal medlem af ØMUen i 1998. Derefter blev der indført en garanteret mindsteløn.

Et halt års tid før parlamentsvalget i 1999 røg PSD ud i vanskeligheder. Partileder Marcelo Rebelo da Sousa havde taget initiativ til en alliance med Folkepartiet, men samarbejdet gik i stykker, og Sousa tog ansvaret for dette og gik af. Den nye partileder, José Manuel Durao Barroso, måtte længe kæmpe mod meningsmålinger, samtidig med, at Socialistpartiet havde medvind takket være landets gode økonomi.

Valget i oktober 1999 blev klart vundet af socialisterne, der dog ikke fik flertal i parlamentet. PSD gik tilbage, mens Kommunistpartiet og De Grønne gik frem. Den nye partialliance Venstreblokken fik to pladser i parlamentet. På højrefløjen beholdt PP sine 15 mandater.

Guterres dannede ny regering med støtte fra halvdelen af parlamentets medlemmer. Eftersom oppositionen var så splittet, var det dog ikke vanskeligt for regeringen at få sine lovforslag igennem. I 2000 strejkede de offentligt ansatte for højere løn.

Præsidentvalget i januar 2001 blev vundet af den siddende præsident Sampaio, der med lethed slog sin førende rival, den konservative Joaquim Ferreira do Amaral.

I lokalvalgene i december 2001 led socialisterne dog et sviende nederlag og mistede magten i flere store byer, bl.a. Lissabon og Porto. Nederlaget var så stort, at ministerpræsident Guterres valgte at gå af. Ved det efterfølgende parlamentsvalg erobrede PSD godt 40 procent af stemmerne foran socialisternes 38 procent. PP fik næsten 9 procent.

Vigtige årstal i Portugals historie

• 1249 Portugal får sien nuværende grænser
• 1498 Vasco da Gama finder søvejen til Indien
• 1580 Portugal kommer under spansk styre
• 1640 landet bliver atter selvstændigt
• 1822 Brasilien løsriver sig
• 1910 monarkiet styrtes, og der indføres republik
• 1926 militærkup fører til fascistisk diktatur
• 1974 diktaturet styrtes af militæret
• 1976 ny, demokratisk forfatning
• 1986 medlemskab af EF

Siden revolutionen i 1974 har Portugal udviklet sig fra t fattigt fiskeri- og landbrugssamfund med en stor arbejdskraftudvandring til en moderne økonomi domineret af servicesektoren, ikke mindst turismen. Andre sektorer i vækst er finans-, telekommunikations- og byggebrancherne. Landbrugets andel af BNP er faldet fra 25 procent i 1960erne til godt 3 procent i starten af 2000-tallet.

Indtægterne fra turismen er betydelige og stod for knap 10 procent af BNP i 2002. Penge, som portugisere i udlandet sender hjem – 2,5 mia. euro i 2003 – spiller også en rolle for samfundsøkonomien.

Økonomien oppebæres især af små og mellemstore virksomheder med højst 500 ansatte. Produktionen er i høj grad koncentreret i kystregionen, først og fremmest Lissabon og Porto.

Siden Portugal i 1986 blev medlem af det daværende EF, har to perioder med stor økonomisk fremgang – anden halvdel af 1980erne, hhv. anden halvdel af 1990erne – ført til, at landet efterhånden kan konkurrere med andre vesteuropæiske lande. Alligevel kan Portugal stadig betragtes som Vesteuropas fattige slægtning med en BNP per indbygger på godt 70 procent af gennemsnittet i unionen før udvidelsen i 2004.

Portugals økonomiske vækst i anden halvdel af 1990erne skyldes for en stor del den øgede eksport samt investeringer fra andre EU-lande, først og fremmest på finans- og ejendomsmarkedet. Det gode investeringsklima blev skabt af et forholdsvis lavt lønniveau sammenlignet med andre EU-lande. Selv om de portugisiske lønninger er steget siden da, er niveauet stadig kun 75 procent af gennemsnittet i de 15 “gamle” EU-lande.

En anden vigtig årsag til den økonomiske fremgang var, at Portugal modtog stor støtte fra EUs strukturfonde. De gik først og fremmest til grundlæggende infrastrukturer, sundhedssektoren og uddannelse. Portugal har været en stor nettobidragsmodtager siden sin indtrædelse i EU, men støttet vil nu blive sat gradvist ned som følge af EUs udvidelse.

Øget konkurrence fra lavtlønslande i Central- og Østeuropa samt i Asien gjorde, at Portugal i starten af 2000-tallet opdagede, at det ikke længere kunne regne med, at de lave lønninger ville tiltrække investeringer nok. Allerede i år 2000 kunne der mærkes en tydelig afmatning i økonomien, hvilket førte til faldende investeringer og lavere skatteindtægter. Samtidig voksede de statslige udgifter, og i 2001 stod landet i en alvorlig budgetkrise. Portugal, der har været med i ØMUens tredje fase fra starten i 1999, havde et budgetunderskud for 2001, der oversteg stabilitets- og vækstpagtens grænse på 3 procent.

Socialistregeringens manglende evne til at mindske statens udgifter bidrog til valgnederlaget i 2002. Den nye, højreliberale regering havde held til at afværge trusler fra EU om sanktioner både i 2002 og 2003 ved at sætte skatterne i vejret, foretage nedskæringer i den offentlige sektor og sælge ud af statslige virksomheder, bl.a. dele af papirgiganten Portucel. Der er også planer om at privatisere dele af energisektoren. Regeringens sparepolitik fik dog skarp kritik fra både opposition og fagforeninger.

I 2003 oplevede landet en økonomisk nedgang. Inflationen steg til 3 procent, BNP faldt med 1,3 procent, og arbejdsløsheden var på over 6 procent. Økonomien trækkes også stadig med gamle problemer, der stammer fra diktaturtiden. Det generelle uddannelsesniveau er lavt, og der er store strukturproblemer på arbejdsmarkedet, hvor de fleste jobs findes på lavtlønsområder. Derudover mangler der veluddannet arbejdskraft til de mere fremtidsrettede brancher.

Portugal har traditionelt underskud på handelsbalancen, selv om det faldt betragteligt i 2003. Størstedelen af samhandelen foregår med andre EU-lande.

Økonomi i tal

Nedenstående informationer er fra år 2003

• BNP/indbygger: 19.400 US dollar (købekraftkorrigeret.
• Diverse sektorers andel af BNP: landbrug, skovbrug og fiskeri 4%, industri 30%, service og andet 66%
• Naturressourcer: kobber, wolfram, jern, tin, marmor, kalksten, granit, uran, svovlkis
• Årlig eksport: 25,5 mia. US dollar
• Årlig import: 38,3 mia. US dollar
• Vigtigste eksportvarer: tøj, tekstiler, sko, papirmase, kork, maskiner, transportmidler
• Vigtigste importvarer; levnedsmidler, kemikalier, olie og olieprodukter, køretøjer
• Vigtigste handelspartnere: Tyskland, Spanien, Frankrig
• Valuta: 1 EUR = 7,44 DKK

Naturressourcer og energi

Minedriften har en lang tradition i Portugal, men står nu kun for en beskeden del af BNP, og beskæftiger en brøkdel af arbejdsstyrken. Der brydes dog kobber, wolfram, jern og tin i større skala, og landet er en af verdens største marmoreksportører. Der udvindes kalksten, granit, uran og svovlkis.

Portugal er afhængig af olieimport til at dække sit energiforbrug. Der arbejdes på at etablere andre energikilder, bl.a. importeret naturgas. I det nedbørsrige nordlige Portugal er der flere vandkraftværker, og der fyres også med kul.

Landbrug, skovbrug og fiskeri

Trods EU-støtte befinder størstedelen af det portugisiske landbrug sig i krise. Moderniseringen er gået langsomt, og produktiviteten er lav. Gårdene er for små, og bønderne for gamle. Jorden er mange steder næringsfattig, og nedbøren ujævn. Landbrugets andel af både BNP og beskæftigelse er faldet kraftigt siden 1980erne.

Portugal er derfor tvunget til at importere store mængder levnedsmidler, men er dog selvforsynende med frugt, grønsager, oliven, svine- og lammekød. Produktionen af vin, frem for alt portvin, er betydelig. De vigtigste vinområder ligger langs floderne Douro, Mondego og Lima.

Det nordlige Portugal er domineret af småbrug, der først og fremmest producerer til eget forbrug, men der er også større, mekaniserede landbrug med kommerciel drift. De vigtigste afgrøder er hvede, vindruer, kartofler, sukkerroer, tomater og majs. I landets centrale egne er der større gårde langs floden Tejos bredder. Her dyrkes der især hvede, byg og ris.

De store sletter i Alentejo var tidligere ejet af store godser og blev dyrket med gammeldags metoder. Jordreformen efter revolutionen i 1974 indebar, at der blev dannet mange kollektivbrug, men i dag er de fleste gårde tilbage på de oprindelige ejeres hænder. På disse såkaldte latifundos dyrkes først og fremmest hvede.

Godt en tredjedel af Portugal er dækket af skov. De mest almindelige træer er pinje, eukalyptus og korkeg. Portugal er en af verdens største eksportører af naturkork.

Fiskeriet har altid været vigtigt for Portugal. Lissabon, Setúbal, Matosinhos og Portimao er de vigtigste fiskerihavne. Der fiskes især sardiner til eksport. Desuden er fiskeopdræt en voksende industri. Fiskerierhvervet som sådan befinder sig dog i krise. Ligesom andre steder i EU er overfiskning et stort problem.

Industri

Industrisektoren er domineret af letindustri, frem for alt tekstil- og konfektionsindustrien. Foruden tøj produceres der sko, papirmasse, kork, fiske- og grønsagskonserves, cement, keramik og elartikler. Sværindustrien består af jern- og stålværker, skibsværfter og miner.

De fleste industrier ligger ved kysten. Mange virksomheder er dog små og umoderne og har lav produktivitet. Især disse virksomheder har mærket konkurrencen fra andre lavtlønslande i Europa og Asien. I 1990erne voksede den højteknologiske industri med produktion af biler, elektriske komponenter og medicinalvarer i betydning. Regeringen forsøger at fremme udviklingen inde for disse industrigrene, men mangelen på kvalificeret arbejdskraft er en hindring.

Arbejdsmarked

Ved indtrædelsen i EU i 1986 begyndte den ellers høje arbejdsløshed at falde, ikke mindst fordi de mange udenlandske investeringer skabte nye arbejdspladser. I slutningen af 1990erne opstod der dog mangel på uddannet arbejdskraft, og mange portugisere, der tidligere var udvandret i søgen efter arbejde, vendte hjem.

I 2003 lå arbejdsløsheden på godt 6 procent, hvilket er meget tæt på EU-gennemsnittet før udvidelsen i 2004. Lønningerne er steget i de senere år, men er fortsat blandt de laveste i Europa. Der er en lov om garanteret mindsteløn, og der findes også arbejdsløshedsforsikring, men systemet er dårligt udbygget.

Siden 1989 er arbejdsmarkedet gradvist blevet liberaliseret. Det er bl.a. blevet lettere at afskedige medarbejdere. I 2003 gennemførte regeringen derfor en omfattende arbejdsmarkedsreform. Straffen blev sat op for de arbejdsgivere, der ikke respekterer den ansattes rettigheder, men samtidig blev fagforeningernes forhandlingsret svækket, og de regler, der gælder ved strejker, blev skærpet. Der blev også tage skridt til at komme det høje sygefravær til livs – portugisiske lønmodtagere har dobbelt så mange sygedage som den gennemsnitlige lønmodtager i EU. Der er også indført mere fleksible arbejdstider, så ansatte nu kan arbejde op til 60 timer om ugen mod tidligere 50.

Fagforeningernes rolle bliver også mindre. I dag er det kun en fjerdedel af lønmodtagerne, der er fagligt organiseret. Der er to konkurrerende landsorganisationer: Confederacao Geral dos Trabalhadores Portuguêses-Intersindical Nacional (CGTP-IN), der står kommunistpartiet nært, og Uniao dos Trabalhadores de Portugal (UGTP), der har nære bånd til Socialistpartiet.

Strejker har været ret sjældne i Portugal, men i de første år af det nye årtusind blev der afholdt flere generalstrejker i protest mod nedskæringer og lønstop inden for den offentlige sektor.

Der forekommer børnearbejde inden for landbruget og på sko- og tekstilfabrikker, men også inden for byggebranchen og på hotellerne. Ifølge ILO arbejdede ca. 11.000 børn mellem 10 og 14 år i 1995.

EU vedtog i 1994 et direktiv om børnearbejde. De portugisiske myndigheder har siden da skærpet tilsynet med arbejdspladserne, og antallet af børnearbejdere er nu faldet drastisk.

Sociale forhold

Sammenlignet med mange andre EU-lande er Portugal et fattigt land med store regionale forskelle i social og økonomisk standard. I Lissabon er gennemsnitsindtægten 30 procent højere end landsgennemsnittet, mens indlandet i nord halter mest bagefter.

Siden diktaturets ophør i 1974 har de portugisiske myndigheder forsøgt at bekæmpe den udbredte fattigdom og analfabetismen. Arbejdet med at etablere et socialt sikkerhedsnet har stået på lige så længe, og der er sket store fremskridt, men systemet er stadig ikke altomfattende. Sundhedssektoren er ineffektiv, og ventetiden er ofte lang. Derfor bliver der flere og flere private alternativer. Der findes sygedagpenge og barselspenge. Pensionsalderen er 65 år.

I 1990erne blev de økonomiske forskelle i samfundet større. I Lissabons udkant er der slumkvarterer, der mere leder tanken hen på den tredje verden end på en europæisk storby. Børnedødeligheden er faldet betydeligt ,men er stadig en af de højeste i Europa.

Selvom forfatningen garanterer kvinderne ligestilling, er det portugisiske samfund endnu mandsdomineret. I 2003 var kun hvert femte parlamentsmedlem kvinde. I dag er over halvdelen af alle kvinder dog udearbejdende, sammenlignet med en tiendedel i 1960.

Abort er kun tilladt i vise tilfælde, f.eks. når moderens liv er i fare. Det er et meget følsomt spørgsmål, og i 1998 stemte et lille flertal på 51 procent af befolkningen i en folkeafstemning nej til abort inden tiende svangerskabsuge. Retssager mod kvinder, der har fået foretaget illegal abort, vækker ofte en ophidset debat. Det skønnes, at der finder mellem 20.000 og 40.000 af sådanne illegale aborter sted i landet hvert år. Der er også mange kvinder, der rejser til Spanien for at få foretaget indgrebet der.

Læs også om befolkningen i Portugal

Infrastruktur og turisme

Det portugisiske vejnet var længe særdeles mangelfuldt, men det er nu blevet forbedret med hjælp fra EU og Verdensbanken. På fastlandet findes der godt 70.000 km landevej, heraf 1400 km motorvej.

Jernbanenettet omfatter godt 3000 km. Moderne hurtigtog kører på strækningen mellem Lissabon og Porto. Lissabon har både sporvogne og en undergrundsbane. De vigtigste havne er Lissabon, Leixoes (Porto), Setúbal og Funchal (Medeira). Havnene i Portimao på Algarvekysten og Azorerne besøges regelmæssigt af krydstogtskibe.

Den omfattende privatisering af statslige virksomheder i 1990erne gjaldt også transportsektoren, bl.a. de statslige motorveje og luftfartsselskabet TAP. Der er internationale lufthavne i Lissabon, Faro, Porto, Funchal (Medeira) samt Sao Miguel og Santa Maria (Azorerne).

Portugals beliggenhed ved Atlanterhavet med de lange sandstrande og et mildt klima har gjort turismen til en af landets vigtigste indtægtskilder og arbejdsgivere: hver tiende portugiser arbejder inden for denne branche.

I starten af 2000-tallet besøgte ca. 12 mio. turister landet om året. De fleste kommer fra Spanien, Storbritannien, Frankrig og Tyskland. De største turistanlæg ligger på Algarvekysten og på øen Medeira, men også Lissabon trækker mange besøgende til. Også Azorerne popularitet er stigende.

I de øvrige dele af landet er turismen ikke særligt udviklet. Myndighederne forsøger med EU-tilskud at lokke flere “kulturturister” til ved at restaurere gamle slotte, klostre og andre kulturelle seværdigheder.

Madeira og Azorerne

Madeira ligger i Atlanterhavet 700 km sydvest for det portugisiske fastland. Foruden hovedøen Madeira hører ørne Porto Santo, Ilhas Desertas og Ilhas Selvagens til den selvstyrende region, der har cirka 245.000 indbyggere på sammenlagt 797 km2. Funchal er hovedby og den vigtigste havneby.

Azorerne, 1200 km vest for fastlandet, består af ni større øer og flere mindre. De kan inddeles i tre grupper: Sao Miguel (hvor over halvdelen af befolkningen bor) og Santa Maria i øst, Terceira, Graciosa, Sao Jorge, Pico og Faial i midten samt Flores og Corvo i vest. Ponta Delgada på Sao Miguel er hovedby og vigtigste havneby. Øerne har et samlet areal på 2335 km2 og 244.000 indbyggere.

De første besættere kom til Madeira i 1419, og otte år senere slog de første indbygger sig ned på Azorerne. Øgrupperne forsynede længe moderlandet Portugal med majs og hvede. Den dag i dag er de fleste af Azorernes indbyggere landarbejdere, der er ansat på store gårde.

Fattigdommen og udvandringen fra begge øgrupper har været stor gennem årene. De fleste emigranter fra Madeira er rejst til Venezuela og Sydafrika, mens USA og Canada har været målet for indbygger fra Azorerne, hvor de penge, emigranter sender hjem til deres slægtninge, stadig spiller en stor rolle for økonomien. På Madeira er levestandarden i de seneste årtier vokset betragteligt, takket være turismen. Børnedødeligheden er faldet, og udvandringen er stilnet af. I starten af 2000-tallet steg også turiststrømmen til Azorerne.

Øgrupperne er selvstyrende regioner og har lokale regeringer. Medlemmerne vælges samtidig med valget til nationalforsamlingen i Lissabon. Den portugisiske stat er repræsenteret ved en minister udpeget af Portugals præsident.

Både Azorerne og Madeira har et mildt klima og en smuk og afvekslende flora, hvilket gør dem til populære turistmål. Øerne er af vulkansk oprindelse, og der er bøje bjerge på fleste af dem. På Azorerne har kraterne i flere udslukte vulkaner dannet laguner. Foruden turisme er fiskeri og landbrug vigtige erhverv.

På Azorerne ligger den strategisk vigtige luftbase Lajes, der anvendes af den amerikanske flåde og flyvevåbnet.

Portugal ligger på den iberiske halvø i Europas sydvestlige hjørne, ud til Atlanterhavet. På alle andre sider er landet omgivet af Spanien. Portugal er næsten dobbelt så stort som Danmark.

Den nordlige del af landet er kuperet, en fortsættelse af det spanske centralplateau. Bjergkæden Serra da Estrela har tinder på næsten 2000 meter. Floden Douro flyder gennem et vidstrakt højland i nord.

Syd for floden Tejo ændrer landskabet karakter. Her breder det tørre og varme sletteområde Alentejo sig. Det meste af Alentejo ligger lavere end 200 meter over havet, bortset fra højlandet lige bag sydkysten, Algarve. Denne kyst består af flade sandstrande og klipper.

Over en tredjedel af Portugal er dækket af skov. De almindeligste træsorter er korkeg og pinje. Jorden er generelt mager og tør, og store skovbrande er almindelige om sommeren.

De vulkanske øgrupper Medeira og Azorerne i Atlanterhavet hører også til Portugal. Der er ingen tilbage af landets tidligere kolonier rundt om i verden. Den sidste, Macao, blev i 1999 overdraget til Kina efter 442 års portugisisk styre.

Det sydlige Portugal har et udpræget middelhavsklima med milde, fugtige vintre og behagelige varme somre. I de indre egne af landet kan det blive meget varmt, over 40 grader om sommeren, og her er i reglen tørt med risiko for vandmangel. I det nordlige Portugals kuperede og bjergrige landskab regner det en del mere end i resten af landet, og der er større forskel på temperaturen sommer og vinter.

Geografi og klima i tal

• Areal: 92.100 km2, inkl. Azorerne og Madeira
• Nabolande: Spanien
• Tid: Som Danmark minus 1 time
• Hovedstad: Lissabon ca. 600.000 indbyggere – med forstæder ca 3 mio.
• Øvrige større byer: Porto ca. 300.000), Amadora ca.150.000, Braga ca. 120.000), Coimbra 105.000, Funchal ca.110.000
• Gennemsnitstemperatur/døgn: Lissabon 11 grader (jan.), 22 grader (august)
• Gennemsnitsnedbør/måned: Lissabon 109 mm (jan.), 2 mm (juli)
• Højeste bjerg: Pico (Azorerne, 2351 m.o.h.). Serra da Estrela (1991 m.o.h.)
• Vigtigste floder: Tejo, Douro, Guadiana

Nok er den lille, men den smukke Costa Verde egn, som ligger gemt væk i Portugals nordvestlige hjørne, er en herlig blanding af kontraster med landskaber, historiske monumenter og dejligt stemningsmættede byer. Costa Verde, som kaldes ”den grønne kyst” på grund af sine frodige, smaragdgrønne skove og blomstrende vinmarker, er også elsket af mange for de lange strækninger med hvide sandstrande, vilde Atlanterhavs-brændinger og dramatiske bjergformationer. Med alt lige ved hånden kan et ophold her blive så varieret, som man kan ønske sig. Kig på fiskerne, der hjembringer deres fangst, rid på bølgerne som en windsurfer, se kongeørne på en gåtur gennem nationalparken, eller tag til Porto og indtag et gourmet-måltid med udsigt til det sprudlende liv ved floden.

Hvad kan du opleve?

De, som elsker udelivet, bliver ovenud forkælet her midt i dette betagende og varierede landskab. Mange ferierende drages til kystlinjens vilde og herlige bølger, og der er rig mulighed for at slutte sig til de lokale på et fiskested langs Minho og Tamego floderne, eller tage en sporvognstur i Porto. Alt imens man i den fantastiske Peneda-Geres Nationalpark opdager forunderlige scenerier, hvor man kan udforske oldtidsruiner og dyrelivet, og for de mere eventyrlystne er der fantastiske vandre- og klatreruter, og kajakroning og fiskeri tilbydes også.

En dag på stranden

Hvad enten man fristes til at surfe på de buldrende bølger fra Atlantens dønninger, eller man er tilfreds med blot at slappe af i solen, så er de fine sandstrande langs Costa Verde smukke, nemme at komme til, og sjældent overfyldte. Feriestedet Vila Praia da Ancora længst mod nord i regionen har en smuk, afskærmet bugt, som strækker sig mellem byens to oldtidsfæstninger, mens nabostranden Moledo nær Caminha, med sit blå flag er berømt for de kraftige bølger og dejlige sandklitter.

Standen V. Nova de Milfontes ved Viana do Castelo kilde: Wikikedia

Historiens vingesus

Oldtidsbyen Porto ved flodens bred er ganske enkelt fuld af historiske bygninger og monumenter, der genkalder den farvestrålende fortid. Det er et glimrende sted at beundre arkitektoniske juveler, så som den imponerende katedral og dekorative Sao Bento togstation. Gå ikke glip af et besøg i middelalderbyen Vila do Conde ved kysten, og det berømte Santa Clara Kloster med sin 5 km lange akvædukt, bygget på 999 buer. Eller tag til landsbyen Cabeceiras de Basto og besøg St. Michaels kloster med den storslåede 33 m høje kuppel.

Det lokale køkken

Med havets frugter på den ene side og frugtbare dale på den anden kan det ikke undre, at denne egn er selvforsynende med friske, lokale ingredienser. Traditionelle favoritter er f.eks. den sunde Caldo Verde suppe, lavet med strimlet kål, kartofler og hvidløg, smagfuld gedestuvning og fiskeretter, lige fra flodsild og hvilling til den evigt populære balcahao (saltet torsk). Hvad enten man indtager sit måltid på én af Portos stemningsmættede bistroer ved floden, på stranden eller på en rustik landsbycafé, så er et afkølet glas af egnens lettere mousserende Vinho Verde et udmærket akkompagnement.

Udvalgte oplevelser

• Gå rundt i Porto, landets charmerende og andenstørste by, og få en smag på det summende liv, den slående arkitektur og rækken af barer og restauranter.
• Tag på tur til egnens berømte vingårde og portvinsbrug for at smage verdensberømte årgangsportvine og udsøgte vine.
• Tag lange, afslappende gåture langs de betagende flotte strande, eller prøv at ride på bølgerne.
• Udforsk Portugals eneste nationalpark, den storslåede Peneda-Geres, for at nyde det utrolige landskab og det rige dyreliv.
• Tag ind i landet til Guimaraes, hjemsted for landets første konge og nu en pulserende verdensby med masser af kulturel charme, gode indkøbsmuligheder og et fristende opbud af spisesteder.

Portugals befolkningstal er vokset med gennemsnitligt en halv procent om året i de sidste 10 år. Det skyldes ikke kun, at kvinderne føder flere børn end før, men især at den tidligere så omfattende udvandring er stilnet af. I slutningen af 1990erne, da økonomien i Portugal fik det bedre, og der opstod mangel på arbejdskraft, vendte mange portugisere hjem igen. I år 2000 udvandrede ca. 4700 portugisere – samme år oplevede Portugal en indvandring på næsten 70.000 personer.

Udvandring har ellers været et fast indslag i samfundslivet siden 1400-tallet. I 1960erne og 70erne forlod mange fattigdommen og arbejdsløsheden i Portugal, men efter diktaturets fald i 1974 stilnede udvandringen af. Da kolonierne i Afrika blev selvstændige kort efter, vendte 700.000 portugisere fra især Angola og Mocambique hjem. Der er stadig store grupper af portugisere i Brasilien, Frankrig, Sydafrika, Canada, USA og Venezuela.

Der findes også et par hundredtusinde indvandrere fra andre lande, heraf mange illegale. De fleste kommer fra tidligere portugisiske kolonier som Angola og Kap Verde, samt fra Øst- og Centraleuropa. Der forekommer indvandrerfjendtlighed og diskriminering af etniske mindretal, særligt sigøjnere.

De tættest befolkede områder er omkring de store byer ved Atlanterhavet. Indlandet og det meste af Alentejo i syd er relativt tyndt befolket. Den største befolkningstilvækst sker i Algarve, bl.a. fordi, mange pensionister flytter dertil, især fra Storbritannien.

Portugiserne siges at nedstamme fra lusitanerne, et folk med keltiske og iberiske rødder, der levede på den vestlige del af den iberiske halvø, da romerne invaderede området i 200-tallet f.v.t. Under folkevandringerne i 400-tallet blev de blandet op med germanere, især i de nordlige egne. Den mauriske periode efterlod sig arabiske sport i syd, og fra kolonitiden i 1500-tallet og frem er der sket en indvandring fra Asien, Afrika og Sydamerika.

Portugisisk er et romansk sprog med rødder i latin. Det tales i hele landet samt i de tidligere kolonier. Den arabiske indflydelse mærkes især i syd. Der er også kommet afrikanske låneord i portugisisk og i de senere år også engelske og franske ord.

Befolkning og sprog i tal

Nedenstående informationer er fra perioden omkring år 2002

• Indbyggertal: 10 mio.
• Antal indbyggere/km2: 112
• Andel af befolkningen, der bor i byerne: 66%
• Fødselsrate: 1,1%
• Dødsrate: 1,0%
• Naturlig befolkningstilvækst: 0,1%
• Gennemsnitslevealder: kvinder 79 år, mænd 73 år
• Skolegang: obligatorisk i ni år
• Andel læsekyndige voksne: mænd 95%, kvinder 90%
• Befolkningsgrupper: portugisere, mindre grupper af øst- og centraleuropæere samt indvandrere fra tidligere kolonier, bl.a. Kap Verde, Brasilien og Angola
• Sprog: portugisisk
• Religion: katolikker, små mindretal af protestanter, jøder og muslimer
• Nationalitetsbetegnelse: portugiser

Religion

Forfatningen fra 1976 garanterer religionsfrihed, og kirke og stat er adskilt. Befolkningen er overvejende romersk-katolsk, men også Portugal bliver mere og mere sekulariseret. I midten af 1990erne oplyste en tredjedel af katolikkerne, at de gik regelmæssigt i kirke. Den katolske kirkes indflydelse er særlig stærk i de nordlige egne.

Portugal blev kristnet allerede i de første århundreder efter Kristus. Frem til slutningen af 1400-tallet var der en ganske stor tolerance over for andre religioner, men i 1497 blev jøder og kristne maurere, der ikke var konverteret til katolicismen, fordrevet. I århundrederne derefter havde jesuitermunke stor magt i landet. Først under den første republik (1910-1926) blev båndet mellem kirke og stat brudt, men under diktaturet (1926- 1974) blev kirkens stilling atter styrket, og familien, menigheden og kristendommen blev betegnet som samfundets grundpiller.

Uddannelse

Skolegang er gratis og obligatorisk i ni år fra seksårsalderen. Efter de første seks år kan eleven vælge mellem en treårig gymnasieforberedende linje eller en mere erhvervspræget. Skolesystemet omfatter desuden en frivillig, gratis forskole for børn mellem tre og seks år og et ligeledes frivilligt treårigt gymnasium med forskellige linjer. Der findes privatskoler på alle niveauer.

Uddannelse blev ikke prioriteret under diktaturet, og så sent som i begyndelsen af 1970erne var knap en tredjedel af alle portugisere analfabeter. Nu begynder næsten alle børn i skole, men manglerne i undervisningssystemet er fortsat store, særligt på landet. Lærerlønningerne er lave, faciliteterne dårlige og undervisningsmaterialet utilstrækkeligt. Der er også mangel på uddannede lærere.

Mange elever gør ikke skolen færdig – fire ud af ti går ud af skolen i 14-årsalderen.

Portugal har ti universiteter og et dusin højere læreanstalter. De vigtigste universitetsbyer er Lissabon, Coimbra (hvis universitet blev grundlagt i 1290) og Porto. Antallet af studerende er mangedoblet i de sidste 30 år, men målt i forhold til befolkningstallet er det stadig betydeligt lavere end gennemsnittet for EU-landene.