Tips til den italienske Riviera

Den funklende italienske Riviera er en af de mest charmerende og smukkeste kulturkyststrækninger i verden. Blandingen af azurblåt vand, bølgende bakkedale og flotte, gamle herskabsbygninger giver en helt særlig stemning.

Og den ellers eksklusive Riviera i det nordlige Italien kan opleves uden at rejsebudgettet sprænger fuldstændigt. Ved omtanke, forberedelse og nogle simple råd, får du mulighed for at opleve de fantastiske omgivelser til en overkommelig pris.

1. Busser til Portofino frem og tilbage

Et bo på luksushotel i celebre Portofino koster mange penge, men hvis du kan leve med at bo mindre eksklusivt, er det smart at bo i en af de nærliggende større byer og så besøge Portofino med bus.

Det gælder i det hele taget mange af de små, hyggelige fiskerlejer langs den italienske Riviera. Landsbyerne kan opleves på en enkelt dag, så man behøver ikke overnatte der. Det er billigere i større byer i nærheden.

Der er også busser og tog imellem de mange flotte kystbyer. Det er langt billigere at rejse fra by til by end at tage på krydstogt mellem de forskellige havne, men nok heller ikke helt så sjovt. Med bus og tog er det også nemmere at undgå de store menneskemængder, der ofte følger med de større krydstogtskibe i området.

2. Bo som italienske turister

Nogle gange kan man lære meget ved at følge de lokale turister, der ofte kender de mere økonomiske steder. Mange familier fra forskellige steder i Italien besøger den italienske Riviera, og de bor ofte på steder som er mere økonomiske end de store hoteller.

Der er masser af økonomisk overkommelige muligheder for overnatning i for eksempel Cinque Terre. Mange steder kan man leje en hytte på campingpladser eller lignende, og det kan godt betale sig, hvis man er en hel familie afsted sammen.

3. Meget på den italienske Riviera er gratis

Der er masser af muligheder for gode gratis oplevelser på den italienske Riviera. Du kan bruge tid på de fantastiske strande. Nogle dage er der gratis adgang til museer, her handler det bare om lidt planlægning og forberedelse. Eller hvad med at slappe af på en marina og se bådene komme ind og ud?

For slet ikke at tale om den fantastiske natur. Det er ganske gratis at vandre i bakkerne og op i bjergene og udsigterne koster heller ikke penge. Mange seværdigheder er helt gratis, specielt hvis du har sat dig lidt ind i historien og besøger steder, der ikke typisk er forbundet med store mængder af turister. Kun fantasien sætter grænser!

Portofino på den Italienske Riviera

Postkortvue over Den Italienske Riviera, så er det Portofino der ligger i regionen Ligurien i det Nordvestlige Italien. Rejser du på kulturrejse til området så læg vejen forbi, for selvom man måske som jeg mener at stedet er præget for meget af at folk rejser til Portofino for at blive set, så ændre det ikke på at her er utroligt smukt!

Portofino

Portofino vinder efter manges mening enhver skønhedskonkurrence i Ligurien, den halvmåneformede region, der også kaldes for Den Italienske Riviera. Byens perfekte lille havn er udpeget som historisk mindesmærke, og Portofino skal efter sigende være den mest fotograferede lille by i verden. Fiskerhusenes facader er malet i de klare farver, Ligurien er kendt for – dæmpet sennepsfarvet, okker, lyserødt og rustfarvet. Portofino er ikke længere fiskerby, men prydes i dag af prangede villaer i de skovklædte bakkedrag oven for byen; de små både, der vugger i marinaen (side om side med glamourøse 150-fods yachter) bruges ikke længere til fiskeri, men til lystsejlads.

Denne overmåde smukke by ligger for enden af en uspoleret halvø, et omhyggelig overvåget statsreservat, der er gennemtrukket af afmærkede vandrestier med smukke udsigter op og ned ad kysten. En anden slags henrykkelse er nem at finde i havnerestauranterne på trods af deres beliggenhed lige midt i turistfældezonen. Følg den liflige duft af pestotilsmagt trenette-pasta og grillede scampi for at nyde et velgørende enkelt ligurisk måltid.

Portofino ligger små 40 kilometer sydøst for Genova og omkring 170 kilometer syd for Milano. den bedste tid at rejse til Portofino er i perioden fra maj til juni og i september. Selv om byen er spærret for biltrafik, vil trængeslen være en prøvelse i juli og august, så er du advaret.

Hotel Splendido

Med en udspekuleret beliggenhed på en skråning over byen finder man et af verdens mest berømte hoteller, Hotel Splendido. Hvis skaren af verdensberømte VIP-gæster ikke gør én svimmel (hertugen og hertuginden af Windsor var de første til at sætte deres navnetræk i gæstebogen i 1952), så vil udsigten gøre det fra dette tidligere benediktinerkloster, senere villa og i dag femstjernet hotel. Den 1½ ha store have med en yppig subtropisk plantevækst er så fascinerende, at selv de fem minutters gang ned til Portofinos fuldendt smukke havn (og det nyligt åbnede søsterhotel, Splendido Mare) vanskeligt vil kunne lokke gæsterne væk. Den enkle glæde ved en aperitivo på Splendidos terrasse med udsigt over den romantiske bugt og dens træbevoksede halvø gør enhver aften til noget ganske særligt. Groucho Marx udtrykte det glimrende: “Vidunderligt sted, vidunderlige mennesker”. Du finder Hotel splendido på adressen Salita Baratta 6 i Portofino.