Il Corso i Perugia, at se og blive set siden tidernes morgen. Perugia er en by som ofte bliver glemt når programmet for en kulturrejse skal planlægges og det er synd. Geografisk ligger byer perfekt hvis du skal på kulturrejse til f.eks Toscana eller Umbrien. Perugia ligger mere bestemt omkring 180 kilometer nord for Rom, og godt 150 kilometer sydøst for Firenze i Toscana.
Måske skyldes det, at den er det eneste flade stykke land i dette yderst stejle byområde, eller måske er det, fordi et livligt, internationalt kontingent af studerende har sat liv i kludene i denne velstående by siden 1270, men når det er tid til en passeggiata sidst på eftermiddagen, er det uvægerligt Perugias Corso Vannucci, “il Corso”, alle styrer imod. Ligesom hver større dansk by har sin hovedgade, har hver italiensk by sin hoved-corso, og et eller andet indbygget alarmsystem sender hver gående perugineser, gammel som ung, denne vej, punktligt som et urværk.
Intetsteds kan det tidløse aftenritual med at gå rundt for at se og blive set opleves mere fuldkomment end i Perugia. Handelen og kunsten blomstrede her i middelalderen, og en stor del af de imponerende omgivelser – Fontane Maggiore, Palazzo dei Priori og Palazzo del Cambio – stammer fra Perugias guldalder i middelalderen. Iagttag peruginesernes elegance og særpræg, når de går tur her for at stoppe op, sludre, gestikulere, diskutere fodboldkampe, generelle lønforhøjelser eller politiske skandaler og for at se de seneste modetrends, vindueudstillinger, nye børnebørn eller hinanden. Og så er det blevet tid til middag: Den brede Corso Vannucci tømmes, og Perugia falder atter tilbage i sin egen fredelige tidslomme – i hvert fald indtil i morgen, samme tid, samme sted.