Først i februar 2003, tre måneder efter parlamentsvalget, stod det klart, at regeringssamarbejdet mellem Folkepartiet (ÖVP) og De Frie (FPÖ) ville fortsætte. Ved valget var ÖVP for første gang i tredive år blevet Østrigs største parti med over 42 procent af stemmerne, en stigning på 15 procentpoint. SPÖ gik også lidt frem til 37 procent. Valgets store taber blev FPÖ, der mistede to tredjedele af sine vælgere og sluttede på 10 procent.

Efter mislykkede forhandlinger om et samarbejde med De Grønne, der strandede på spørgsmålet om indkøb af nye kampfly, valgte ÖVP altså at fortsætte i regering med FPÖ, der fik tre ministerposter. I regeringsprogrammet indgik bl.a. en reform af pensionssystemet for at mindske de stigende udgifter, skattenedsættelser og højere brugerbetaling inden for sundhedssektoren.

Men problemerne fra den tidligere regering bestod. Tidligere partileder for FPÖ Jörg Haider handlede ofte på egen hånd og i modstrid med regeringens politik. Han sluttede sig bl.a. til protesterne mod regeringens pensionsreform. Protesterne udartede sig til den første generalstrejke i Østrig i 50 år, og denne strejke blev fulgt af flere. Strejkerne kan ses som et tegn på nye tider i østrigsk politik og en kurs på vej væk fra den tidligere kompromispolitik i “det sociale partnerskab”, der ellers har præget landet. I juni 2003 vedtog parlamentet pensionsreformen i lettere omarbejdet udgave. Hovedpunktet er en gradvis hævelse af pensionsalderen til 65 år.

FPÖ fortsatte sin politiske nedtur og tabte flere delstatsvalg. Det lykkedes dog Jörg Haider at blive genvalgt som guvernør (Landeshauptmann) i Kärnten hvor FPÖ erobrede 42 procent af stemmerne ved delstatsvalget i marts 2004. I juni blev Haiders søster, Ursula Haubner, valgt til partileder for FPÖ.

Østrigernes utilfredshed med den siddende regering viste sig også i faldende opinionstal for ÖVP og stigende støtte til oppositionspartiet SPÖ. Ved præsidentvalget i april 2004 vandt SPÖs kandidat, Heinz Fischer, med 52 procent af stemmerne. Han blev dermed den første socialdemokratiske præsident i 18 år.

EU-udvidelsen med ti nye medlemslande i maj 2004 var en varm politisk kartoffel i Østrig. Ikke mindst det EU-skeptiske FPÖ talte om de mulige negative konsekvenser af udvidelsen, såsom stigende indvandring og øget konkurrence på arbejdsmarkedet, hvilket kunne føre til højere arbejdsløshed og lavere løn. regeringen forsøgte at dæmpe uroen ved bl.a. at forlænge de allerede eksisterende restriktioner for udenlandsk arbejdskraft.

Fakta

• Officielt navn: Republik Österreich – republikken Østrig
• Statsform: forbundsrepublik
• Medlemskab af internationale og regionale organisationer: Europarådet, EU, FN, OECD, OSCE, PFP, WTO m.fl.
• Forsvarsstyrker: hæren 34.600 mand, flyvevåbnet 6850
• Forsvarsudgifter: 2,5 mia. US dollar

Udenrigspolitik og forsvar

Østrigs sikkerhedspolitiske situation forandrede sig med den kolde krigs afslutning i starten af 1990erne. Det traditionelle trusselbillede af en mulig militær konfrontation mellem øst og vest blev afløst af bekymring for følgerne af regionale konflikter syd og øst for landets grænser, især i det tidligere Jugoslavien. Østrig holdt stadig fast i sin position som neutralt land, men fik nu mulighed for at tolke sin neutralitetspolitik mere frit, hvilket blandt andet kom til udtryk i ansøgningen om medlemskab af EF. Forandringerne banede også vej for et mindre strengt syn på statsaftalen. I efteråret 1990 ophævede parlamentet nogle af de paragraffer i aftalen, der blev betragtet som forældede, herunder forbuddet mod køb af missiler og tyske våben. Ændringerne blev gennemført efter aftale med de øvrige underskrivende magter.

Da Østrig blev medlem af EU i 1995, bevarede det sin fulde neutralitet. Det har dog ikke forhindret landet i at være interesseret i et udvidet udenrigs- og forsvarspolitisk samarbejde inden for unionen. Østrig vil gerne bidrage med 2000 mand til EUs indsatsstyrke (Rapid Reaction Force), og regeringen har opmuntret alle bestræbelser på at koordinere EU-landenes forsvarspolitik.

Da USA indledte krig mod Irak i 2003, nægtede Østrig de amerikanske og britiske kampfly at bruge østrigsk luftrum, fordi angrebet ikke var blevet godkendt af FN. Under Golfkrigen i 1990-91 forholdt det sig anderledes, fordi den aktion havde FN-mandat.

Med neutraliteten som platform har Østrig spillet en vigtig rolle i efterkrigstiden som mægler i forskellige internationale sammenhænge. Særligt under Bruno Kreiskys tid som udenrigsminister og siden forbundskansler i 1960erne og 70erne førte Østrig en “aktiv neutralitetspolitik” og nød troværdighed i forskellige lejre, ikke mindst i mellemøsten. Landet har også spillet en vigtig rolle i FN. Efter Genève er Wien den by, der er vært for fleste af FNs under- og fagorganer.

Østrigs regering har stræbt efter at styrke samarbejdet med de ti lande, der blev nye EU-medlemmer i maj 2004, ikke mindst med de fire nærmeste naboer. Men forholdet til disse lande har ikke været gnidningsfrit.

Den østrigske regering har i EU-sammenhæng krævet, at sikkerheden ved det tjekkiske atomkraftværk i Temelin skal forbedres. Forholdet til Tjekkiet og Slovakiet har også været påvirket negativt af det uløste spørgsmål om kompensation til de såkaldte sudetertyskere. Efter Anden Verdenskrig blev tre millioner sudetertyskere fordrevet fra det daværende Tjekkoslovakiet, og tusinder blev myrdet. En del af sudetertyskerne bor i Østrig, og de har krævet en undskyldning og erstatning fra regeringerne i Tjekkiet og Slovakiet.

Alliancefriheden er i de senere år blevet et følsomt indenrigspolitisk anliggende. ÖVP og FPÖ ønsker, at Østrig skal søge medlemskab af NATO, men det har SPÖ og De Grønne afvist. I 1990erne nærmede Østrig sig dog NATO, dels gennem deltagelse i Partnerskab for Fred, dels i NATO-ledede fredsbevarende missioner.

Militærbudgettet er blevet beskåret i de senere år, og hele forsvaret skal moderniseres. I juni 2003 godkendte parlamentet indkøbet af en snes nye kampfly efter en ophedet politisk debat om det timelige i disse udgifter.

Læs mere om Politik i Østrig i indlægget: Det politiske system

Kristendommen kom til det nuværende Østrig i 300-tallet. Da den protestantiske reformation bredte sig over Europa i 1500-tallet, havde den i begyndelsen succes blandt østrigerne. Men protestanterne blev trængt tilbage under den katolske kirkes modoffensiv i 1600-tallet. I dag er et flertal af befolkningen katolikker, og kun hver tyvende østriger er protestant. Der findes også mindre grupper af muslimer og ortodokse kristne i landet.
Uddannelsessystemet holder en høj standard, men udgifterne er større end i mange andre europæiske lande. Undervisningen er gratis og obligatorisk i alderen seks til 15 år. Alle børn går først i folkeskole (Volksschule) i fire år. Derefter kan de vælge mellem otteårige gymnasieskoler eller fire års grundlæggende studier (Hauptschule), som efterfølges op af en erhvervsfaglig uddannelse. Omkring halvdelen af alle 16-årige er lærlinge inden for et eller andet erhverv. Lærlingeuddannelsen, som normalt er treårig, omfatter ligesom i Danmark både praktik og teori, og en femtedel af uddannelsen foregår på skolebænken.
Voksenuddannelse foregår blandt andet på folkehøjskoler, som findes overalt i landet. Alle østrigere over 24 år og med erhvervserfaring har ret til at tage fag på en højskole, der har tilknytning til deres uddannelse.

Østrig har 13 universiteter. Universitetet i Wien blev grundlagt i 1365 og er dermed det ældste indenfor det tyske sprogområde. Ved starten af 2000-tallet blev er indført afgifter på universitetsuddannelserne, bl.a. i et forsøg på at afkorte de lange studietider.

Der findes bare de byer som er skabt til kulturrejser, og en af dem er bestemt Wien som i selskab med byer som Firenze i Italien og Sevillia i Spanien bør være på listen over rejsemål hos rejene der er interesseret i kultur og historie. Engelske Jan Morris kunne ikke forklare bedre hvad Wien er end i hans berømte citat:

“Den ligger i den fjerneste ende af Alperne som en fornem vogter af historien” – Jan Morris.

Jan Morris var engelsk historiker, essayist og rejsebogsforfatter og var som citatet siger “forelsket” i Wien, nøjagtig som jeg, selv efter mere end 10 besøg i byen.

Wien – hovedstaden i Østrig

Arven fra Beethoven, Freud, Klimt og Mahler lokker besøgende til denne fornemme, gamle by, den mindst hektiske og dog en af de mest spændende af Europas hovedstæder. Med sin Gemütlichkeit, sine sporvogne, sine caféer og sine konditorier er Wien en velgørende civiliseret og tiltalende by og et tidløst rejsemål for kunst-, musik- og kulturelskere.

Seværdigheder

En række af Wiens topseværdigheder befinder sig i Hofburg, residens for de habsburgske kejsere indtil 1918.

De Kejserlige Gemakker

De Kejserlige Gemakker som på tysk hedder Kaiserappartements var hjem for kejser Frans Josef 1. der boede her sidst i 1800- og først i 1900 tallet. Besøgende kan se hans overdådige private gemakker, den store audienssal, hoffets sølvtøjs- og service-værelse og spisesalene, der er rigt udsmykkede med stukarbejder i rokokostil, gobeliner og lysekroner af bøhmisk krystal – Wien, når det er mest wienerrisch.

Den Spanske Rideskole

Lipizzanerhestene i Den Spanske Rideskole – Den Spanske Rideskole, der blev grundlagt i 1572 og har hæget om den klassiske dressur i sin mest rendyrkede form, har opvisninger, der er tilgængelige for offentligheden. Hestene er fremavlet gennem århundreder af spanske, italienske og arabiske racer.

Skatkammeret

Skatkammeret – Denne fremragende samling omfatter kejserkronerne fra Det Tysk-Romerske og Det Østrig-Ungarske kejserrige og talrige skatte fra Huset Burgrund og ordenen Den gyldne Vlies.

Drengekor

Wiener Sängerknaben I Hofburgkapelle – Dette drengekor, der har været en fast del af Wiens musikliv siden 1498 og i tidens løb har samarbejdet med komponister som Mozart, Schubert og Bruckner, har holdt koncerter over hele verden siden 1926. Info: Medlemmer af koret synger ved søndagsmessen i det kejserlige kapel januar-juni og september – december. Forudbestilling nødvendig

Albertina

Albertine, der har til huse i et sammenbygget kompleks af et 1600-talspalæ og en ny, 14 etager høj bygning, rummer en af verdens største samlinger af grafisk kunst (fra gotikken til i dag), plus omkring 25.000 arkitekturtegninger og en stor ny fotografisamling.

Belvedere

Schloss Belvedere er faktisk to slotte fra 1700-tallet, forbundet af en terrassehave; Øvre Belvedere har udstillinger af wiensk kunst fra 18- og 1900-tallet (bl.a. værker af Klimt), mens Nedre Belvedere er helliget gotikken og barokken.

Kunsthistorisches Museum

Et af de mest righoldige kunstmuseer i verden med udstilling af værker fra antikken og fra hele Europa i prægtige sale. Den italienske og flamske samling er særligt betagende, da det er verdens største samling af malerier af Pieter Brueghel.d.æ.

Karlskirche

Et af Wiens prægtigste bygværker, Karlskirche, blev opført i det tidlige 1700-tal. Indgangen er flankeret af vældige, fritstående søjler, der kan måle sig med Trajansøjlen i Rom. Der er en fabelagtig udsigt oppe fra taget.

Stephansdom

Stephansdom, der har bevaret sin middelalderlige atmosfære trods århundreder med restaurering og ombygninger, dominerer byens skyline med sien høje gotiske spir. Dens indre er fyldt med monumenter, skulpturer og malerier. Der er ture gennem katakomberne mandag – lørdag.

Schloss Schönbrunn

Dette vældige slot med 1441 værelser (hvoraf ca. 40 kan beses), bygget af habsburgerne mellem 1696 og 1712, er fuldt af dejlige rokoko-interiører, der står i kontrast til den strengere stil på Hofburg. Mozart spillede her i en alder af seks år for kejserinde Maria Theresia, og kejser Frans Josef blev født her. Slottets park blev åbnet for publikum omkring 1779 og blev hurtigt et populært udflugtsområde med sin hæklabyrint, en kunstig romersk ruin, botanisk have og zoo.

Der findes utallige andre spændende seværdigheder du kan opleve på en kulturejse til Wien, ovenstående var blot få udvalgte eksempler.

Jul i Wien

Wien er jul: hvidpudret af sne, udsmykket med traditionelle dekorationer og velsignet ukommerciel. Der er midnatsmesse i Stephansdom, og på rådhuspladsens vældige Christkindlmarkt sælger i hundredvis af festsmykkede udendørs boder alt, hvad der dufter og smager af jul. “Stille Nacht” og andre julesalmer fra Wien fremføres af Wienersängerknaben. Man kan slutte festdagene af med det ekstravagante nytårskejserbal på Hofburg!

Hofburg

Hofburg er en af de berømteste koncertsale i verden, bygget i barokstil i 1867 og med en fuldendt akustik. Den er hjemsted for Wienerfilharmonikerne, hvis nytårskoncerter med musik af bl.a. Johan Strauss transmitteres til hele verden. De populære Wiener Mozartkonzerte finder sted her og andre steder i byen maj-oktober.

Statsoper

Det grønkuplede operahus, bygget i 1887 som kejserlig hofopera, er et af verdens bedste og byder på en usædvanligt lang sæson (september – juni) for det meste med det kendte repertoire: Verdi, Mozart og Richard Strauss. Du kan læse mere om opera i Statsoper på www.wiener-staatsoper.at

Hoteller

Der findes mange fantastiske hoteller i Wien som du kan bo på under en kulturrejse til byen. Det vil være en lang omgang at beskrive dem alle her, men et par enkelte af Wiens mest kendte hoteller kan du læse en kort beskrivelse af.

Palais Schwarzenberg

Dette hotel, der blev bygget i begyndelsen af 1700-tallet af en adelig familie, hvis efterkommere stadig bebor omkring halvdelen af det, ligger midt i 7 ha landlig idyl i hjertet af Wien og minder mere om et majestætisk herresæde end om et byhotel. På trods af aneportrætter og anden kunst (bl.a. Renoir’er og gobeliner) er fællesarealerne og værelserne indbydende og velgørende uhøjtidelige. Hotellets berømte restaurant har en af byens mest imponerende beliggenheder (og køkkenchefer). (Hotellet er lukket indtil 2008 på grund af ombygning og renovering).

König von Ungarn

Wiens ældste hotel gemmer sig i skyggen af Stephansdom og har fungeret siden 1815. Det er enkelt og blankpoleret med en dejlig atriumgård og er et velgørende fristed på afstand af byens overflod af indtryk.

Mad og drikke

Wien er kendt for god mad og drikek, og ikke mindst for kager – få her et par tips til god mad og drikke i Wien.

Demel und Sacher

Demel åbnede tilbage i 1887 og er en af grundene til, at Wien er kendt som Europas kagehovedstad: Her byder man på en olympisk vælde af over 60 forskellige kager i de dukkehusagtige forværelser. Den femlagede chokoladekage Annatærte og den overdådige Sachertærte med chokolade er husets specialiteter. Smag på lækkerierne her, og gå derpå om på Hotel Sacher’s café for at sammenligne – begge insisterer å at have den originale opskrift, men det er i reglen Demels, der løber med prisen. Sachers Strudel med Schlagobers (flødeskum) er der dog ingen, der kommer op å siden af.

Café leopold Hawelka

Der er skrevet bøger på og om denne klassiske, frejdigt røgfyldte café, den evigt unge prototype i den by, der opfandt Europas cafékultur. Dens ypperlige kaffe er stærk, bitter og frisk. Du kan læse mere om den berømte café leopol Hawelka i Wien på www.hawelka.at

Heurigen-Miljøet

På disse friluftsvinstuer, der ligger spredt rundt i udkanten af den nærliggende Wienerwald, er anselige mængder af tilsyneladende harmløs vin delvis ansvarlige for den livlige stemning af gemytlighed, sang og skamløst sukkersød wiensk harmonikamusik. Beethoven boede på Mayer am Pfarplatz i 1817; i dag er det et populært heurigensted.

Steirereck

Østrigs fineste restaurant og fødested for det Nye Wienske Køkken, der serveres med elegance og flair i fornemt indrettede lokaler. Find et bord i den mere intime og romantiske vinterhave, en plantefyldt tilbygning til restauranten.

Zu Den Drei Husaren

Det gamle Wiens urokkelige monument over byens haute cuisine-stil. Turister elsker den, men det samme gør de lokale, som ved, at de altid kan finde en høj wiensk standard her ved bordene med levende lys i en fornem romantisk atmosfære med gevirer og gobeliner på væggene. Smag på Østrigs fineste aftapninger fra stedets enorme vinkort.

En kultur aften i Wien

Her er opskriften på en perfekt aften hvis du er på kulturrejse til Wien. Vi har dog ikke taget hensyn til et budget, hvilket jo er nemt når man bare skal skrive om en perfekt kultur aften i Wien!

Operabal og Hotel Imperial

I Wiens Faschingszeit (karnevalstid) deltager i tusindvis af mennesker i kjole og hvidt og elegante aftenrober i de over 300 højtidelige baller med forskellige temaer. Men det fineste af alle ballerne er det legendariske operabal. Det finder sted i Wiener Staatsopers barokbygning minus operaen og dens tilskuerpladser, der er blevet fjernet af den mindre hær af håndværkere, som fra den ene dag til den anden har omdannet det prægtige operarum til en strålende balsal. Operaballet åbnes med det højtidelige indtog af 200 yndige, unge debutantinder (døtre af rige og betitlede østrigske familier), ledsaget af 5000 gæster, der kommer fra alle lag af Wiens overklasse og fra resten af verden for at deltage i denne eventyragtige begivenhed, der blev indstiftet af kejser Frans Josef i 1877. Dansegulvet forvandles til et kalejdoskop af farver, når de dansende svinger sig til wienervalsens muntre toner. Når trefjerdedelstakten klinger ud kl. 5 om morgenen, kan man blade frem i eventyrbogen ved at trække sig tilbage til sit værelse på Hotel Imperial, Wiens mest luksuøse hotel. Det blev opført i 1867 i renæssancestil som en gave fra kejser Frans Josef til hans niece og hendes mand, hertugen af Württemberg, og blev benyttet til indkvartering af hertugens fornemste gæster, og det er stadig det officielle hotel for besøgende notabiliteter, som f.eks. dengang hvor Richard Wagner reserverede syv værelser og komponerede dag og nat. Hotellet har ikke indretning, marmorgulve, forgyldte balustrader, loftsfresker og glitrende lysekroner. Gæsterne vil naturligt nok føle det, som bliver de behandlet som dronning Elizabeth, der før sin afrejse konstaterede, at “det er det smukkeste hotel, vi nogensinde har boet på.”

Jeg håber at ovenstående informationer har givet dig inspiration til en kulturrejse til Wien, ellers kan du læse mere om Wien og Østrig i andre indlæg her på bloggen om kulturrejser.

Østrig har forekomster af jernmalm, olie, naturgas, brunkul, magnesiumkarbonat og zink.

Den mængde olie og naturgas, der udvindes, er relativt beskeden, og omkring 70 procent af det samlede energibehov dækkes af import fra især Rusland.

Over 70 procent af elektriciteten fremstilles ved vandkraft. Spørgsmålet om en fortsat udbyggelse af denne energiform er blevet mødt med kraftig modstand fra miljøbevægelsen, som har haft held til at bremse flere planlagte opførelser. Et nyt vandkraftværk blev dog indviet i Wien-området i 1998. Landets eneste atomkraftværk er aldrig blevet taget i brug, eftersom en folkeafstemning i 1978 satte en stopper for udnyttelsen af kernekraft.

Landbrug og skovbrug

Omkring 40 procent af Østrigs areal anvendes til dyrkning og græsning. På sletterne i øst er der et varieret landbrug med bl.a. vin- og frugtavl, mens husdyrhold primært forekommer på alpeskråningerne i vest, hvor det er svært at dyrke jorden. Halvdelen af landbrugsproduktionen består af animalske produkter – kød og mælkeprodukter. De vigtigste afgrøder er hvede, byg, majs og sukkerroer.

Store dele af landbruget består stadig af mindre familiebrug, selvom tendensen går i retning af større og større enheder. Ligesom andre industrilande har Østrig ydet store tilskud til landbruget. I kraft af medlemskabet af EU er Østrigs landbrugspolitik blevet samordnet med de øvrige medlemslande, og det har betydet faldende tilskud til bønderne. Samtidig er grænserne blevet åbnet for produkter fra andre lande. Den stigende konkurrence førte umiddelbart efter indtrædelsen i EU til store prisfald på landbrugsprodukter. Mange østrigske landmænd forsøger nu at hævde sig i den internationale konkurrence ved at satse på økologisk dyrkning.

Næsten 47 procent af Østrig er dækket af skov, og det er næsten alt sammen i privat eje. Skovbruget spiller en betydningsfuld rolle for økonomien og forsyner papir- og trævareindustrien med råvarer.

Industri

Efter Anden Verdenskrig blev store dele af den østrigske basisindustri og energiproduktion nationaliseret, fordi man mente, at kun staten kunne mobilisere tilstrækkelig kapital til at få gang i industrien, som lå i ruiner efter krigen. Foruden energisektoren omfattede nationaliseringen også hele olieindustrien, malm- og kulminerne, størstedelen af elektronikindustrien, de største kemiske fabrikker samt den vigtigste del af jern-, stål-, metal- og bilindustrien.

De statslige virksomheder blev forvaltet af holdingselskaber ÖIAG, som var blandt Europas 50 største industrigrupper. Ved midten af 1980erne blev de statsejede virksomheders tidligere så gode økonomiske resultater vendt til tab, og der blev behov for stadig større kapitalindsprøjtninger for at holde selskaberne kørende.
På denne baggrund indledte regeringen i 1987 en omfattende omstrukturering af den statsejede industrisektor, og i 1996 fandtes der ikke længere 100 procent statsejede industrier i Østrig. Regeringen Schüssel fortsatte privatiseringen i starten af 2000-tallet og solgte det statslige Austria Tabak samt store dele af teleselskabet og stålindustrien Vöest-Alpine. Den tidligere regel om, at det statslige holdingselskab skulle beholde en fjerdedel af aktierne, blev fjernet.

Industrisektoren består i dag overvejende af mellemstore familievirksomheder. Produktionen steg kraftigt i slutningen af 1990erne og i år 2000, men stagnerede så næsten i 2001 og 2002 på grund af en generel nedgang i økonomien. Sammenlagt står industrien for ca. 20 procent af BNP. Blandt de vigtigste sektorer er maskin- og metalindustrien, papirindustrien og levnedsmiddelindustrien.

Efter krigen blev Østrig og Wien, ligesom Tyskland og Berlin, inddelt i fire besættelseszoner. I årene umiddelbart efter krigen kæmpede landet med store forsynings- og genopbygningsproblemer, som blev værre af, at Sovjetunionen krævede krigsskadeserstatning . Østrig modtog økonomiskstøtte fra FN og Marshallhjælp fra USA.
Den 15. maj 1955 blev den såkaldte statsaftale indgået mellem Frankrig, Storbritannien, Sovjetunionen, USA og Østrig. Aftalen gav Østrig dets suverænitet tilbage, og i oktober forlod de sidste udenlandske styrker landet. Ifølge statsaftalen må Østrig ikke under nogen omstændigheder tilslutte sig Tyskland. Aftalen indeholder også forskellige begrænsninger for det militære forsvar, herunder forbud mod at fremstille og eje masseødelæggelsesvåben. Landets neutralitet er dog hverken omtalt eller garanteret i statsaftalen. Neutraliteten er i stedet fastslået i en lov af forfatningsmæssig karakter, som blev vedtaget i det østrigske parlament senere samme år. Perioden efter statsaftalen betragtes som den “anden republik”.

Fra 1947 til 1966 blev Østrig styret af en “stor koalition” mellem de to dominerende partier, det borgerlige Folkeparti, ÖVP, og Socialistpartiet, SPÖ. Regeringssamarbejdet udviklede sig med tiden til det såkaldte Proporzsystem, der betød, at alle vigtige politiske poster og højere stillinger i det offentlige blev fordelt proportionelt mellem de to partier. Systemet kom med tiden til at gennemsyre det østrigske samfund. Efter valget i 1966 kom en rent borgerlig regering til magten. Den videreførte dog den tidligere koalitions politiske linje.
Økonomien ekspanderede kraftigt frem til begyndelsen af 1970erne. Det skyldes bl.a., at der var fred på arbejdsmarkedet, samt at den østrigske schillings tilknytning til den tyske mark holdt schillingen stabil på trods af uro på valutamarkederne.

Efter valget i 1970 dannede socialisterne en mindretalsregering med Bruno Kreisky som forbundskansler (regeringsleder). I 1971 blev der afholdt valg baseret på en ny valglov, og SPÖ fik flertal i parlamentet. Det socialistiske flertal bestod frem til valget i 1983, da Bruno Kreisky blev efterfulgt på kanslerposten af partifællen Fred Sinowatz. Denne dannede en koalitionsregering sammen med det lille Frihedsparti, FPÖ, som tidligere havde været holdt udenfor enhver form for regeringssamarbejde på grund af det nazistiske og tysk-nationale synspunkter.

Samfundsdebatten i og om Østrig var især præget af begivenhederne i nazitiden og østrigernes manglende opgør med deres fortid. I 1986 blev det afsløret, at ÖVPs præsidentkandidat, FNs tidligere generalsekretær Kurt Waldheim, havde fortiet adskilligt om sin fortid som officer i en tysk enhed på Balkan, der sendte adskillige jøder, partisaner og allierede soldater i døden.

Et stort flertal af østrigerne sluttede op bag Waldheim. Under parolen “vi østrigere vælger, hvem vi vil” stemte 54 procent af vælgerne på Waldheim. Præsidentvalget førte til Fred Sinowatz’ afgang som kansler. Han blev efterfulgt af endnu en socialdemokrat, Franz Vranitzky. Den nye regering nedsatte en international historikerkommission, som fik til opgave at afgøre, hvorvidt Waldheim havde gjort sig skyldig i forbrydelser under Anden Verdenskrig. Kommissionen konkluderede, at Waldheim ikke personligt havde begået krigsforbrydelser, men han blev alligevel erklæret moralsk skyldig, eftersom han havde haft kendskab til forbrydelserne. Østrig genvandt omverdenens tillid, da ÖVPs kandidat, Thomas Klestil, i 1992 blev valgt til ny forbundspræsident.

I 1980erne begyndte den økonomiske politik med store statslige udgifter at få negative konsekvenser. Budgetunderskuddet steg, mens industriens konkurrenceevne faldt, eksporten stagnerede, og væksten aftog.

Koalitionen fra 1983 mellem SPÖ og FPÖ gik i stykker i 1986, da den højreradikale nationalist Jörg Haider blev formand for FPÖ. SPÖ betragtede et fortsat regeringssamarbejde som udelukket, og forbundskansler Vranitzky udskrev valg. FPÖ næsten fordoblede sit stemmetal til 10 procent, og i 1987 dannede SPÖ og ÖVP, som begge led store tab ved valget, en ny “stor koalition”.

For at mindske budgetunderskuddet lancerede regeringen et langsigtet økonomisk program, der indebar vidtgående stramninger og en omstrukturering af den statslige industrisektor. Samtidig gav omvæltningerne i Østeuropa Østrig yderligere motivation til at nærme sig Vesten, og i 1989 indleverede landet en ansøgning om medlemskab af EF. Ved valget i 1990 holdt tendensen fra 1986 sig. FPÖ gik frem, mens ÖVP havde sit dårligste valg nogensinde. Det lykkedes SPÖ at holde sig på nogenlunde samme niveau som tidligere. Efter valget fortsatte SPÖ og ÖVP regeringssamarbejdet.

Østrigske virksomheder var hurtige til at skaffe sig andele på de nye markeder i Øst- og Centraleuropa, og det lykkedes derfor landet i det store hele at undgå de negative effekter af den internationale lavkonjunktur i starten af 1990erne. Østrig oplevede faktisk en økonomisk vækst på 4 procent i 1990, den højeste i 11 år. Men da Tyskland – Østrigs største handelspartner – blev ramt af økonomisk tilbagegang i 1992-1993 førte det også til faldende vækst i Østrig.

I 1990erne forsøgte Østrig at gøre op med sin nazistiske fortid. Da forbundskansler Franz Vranitsky i 1991 erkendte, at mange østrigere bar et medansvar for det, der skete i Hitlertiden, var det den første officielle stillingtagen på dette område. I 1992 blev det strafbart at benægte nazisternes folkemord, og i 1994 besøgte en østrigsk præsident for første gang Israel. Præsident Thomas Klestil indrømmede under sit besøg, at “mange østrigere var blandt nazisternes værste håndlangere”. Året efter oprettede parlamentet en fond for økonomisk erstatning til de 30.000 østrigere, der overlevede koncentrationslejrene eller havde held til at flygte fra nazismen.

Hen mod slutningen af 1993 blev spørgsmålet om medlemskab af EU stadig mere aktuelt. Under forhandlingerne med EU krævede Østrig bl.a. at få lov at bevare sin neutralitet og sine begrænsninger af lastbiltrafikken gennem Alperne. Da parterne var kommet til enighed, afholdt Østrig i juni 1994 en folkeafstemning om medlemskab af EU. 66 procent af borgerne sagde ja.

Efter parlamentsvalget i 1994 dannede SPÖ og ÖVP en ny “stor koalition”. En måned senere blev Østrig, sammen med Sverige og Finland, medlem af EU. Østrig sluttede sig til flertallet af medlemslandene og forberedte sig på at kvalificere sig til den tredje fase af den Økonomiske og Monetære Union, ØMU. Det blev nu yderst vigtigt for Østrig at få orden i statsfinanserne, hvis landet skulle klare optagelseskravene til ØMUen. Regeringspartierne kunne ikke blive enige om, hvordan det mål skulle nås, og regeringskoalitionen gik i stykker i oktober 1995.

Efter valget i december 1995, blev de to store partier enige om en toårig spareplan med bl.a. skattestigninger og nedskæringer af de sociale goder, og de kunne danne en ny koalitionsregering med Franz Vranitzky som forbundskansler. Han blev siden efterfulgt af Viktor Klima, der også blev valgt til SPÖs partileder.

Ved parlamentsvalget i 1999 gik SPÖ kraftigt tilbage. Selvom det stadig var parlamentets største parti, havde det kun 33 procent af vælgerne bag sig – det dårligste resultat siden Anden Verdenskrig. Før valget havde lederen for ÖVP, Wolfgang Schüssel erklæret, at hans parti ville forlade regeringskoalitionen med socialdemokraterne, hvis ÖVP mistede sin position som det næststørste parti i parlamentet. Da stemmerne var talt op, viste det sig, at det populistiske FPÖ havde fået 415 stemmer mere end ÖVP, selvom de to partier fik lige mange mandater i parlamentet. ÖVP trådte derfor ud af regeringen.

Uden støtte fra ÖVP kunne SPÖ ikke længere samle flertal i parlamentet, og SPÖs leder ville ikke samarbejde med FPÖ, så der var tale om et politisk dødvande. Derfor forsøgte de to gamle partier efter pres fra præsident Klestil alligevel at finde en løsning, men det mislykkedes, da de ikke kunne blive enige om fordeling af ministerposterne.

Så indledte ÖVP overraskende forhandlinger med FPÖ, og Schüssel og Jörg Haider fremlagde et regeringsprogram, der i det store og hele lignede det, ÖVP tidligere var blevet enig med SPÖ om. Der var f.eks. ingen indvandrerfjendtlige elementer, og De Frie havde måttet opgive modstanden mod EUs østudvidelse. Haider gjorde ikke personligt krav på nogen ministerpost, men ville derimod blive siddende som guvernør i Kärnten. De Frie ville dog få tildelt syv ministerposter, deriblandt den attraktive post som finansminister.
Før præsident Klestil ville godkende den nye regering, tvang han de to partiledere til at underskrive en erklæring om, at de fordømte Østrigs nazistiske fortid og bekendte sig til de europæiske, demokratiske værdier.

Alligevel vakte det stor uro i omverdenen, at Jörg Haider og De Frie nu pludselig sad på regeringsmagten i Østrig. Stats- og regeringscheferne for de øvrige EU-lande besluttede at indføre diplomatiske sanktioner over for Østrig. Israel kaldte øjeblikkeligt sin ambassadør hjem fra Wien.

Umiddelbart efter den nye regerings tiltrædelse i februar gik Haider overraskende af som partileder for De Frie. Han håbede, at den internationale og hjemlige kritik dermed ville aftage. Partilederposten blev overtaget af Susanen Riess-Passer, vicekansler i regeringen. Også SPÖ fik ny partileder i april 2000, da Alfred Gusenbauer overtog posten efter Viktor Klima.

Sanktionerne varede i over seks måneder, indtil en EU-delegation, der havde gransket den nye østrigske regerings forhold til menneskerettigheder og demokrati, anbefalede, at sanktionerne blev hævet, hvilket EU-landene omgående efterkom.

Regeringen førte de sociale og økonomiske reformer ud i livet, indledte en privatisering af de statslige virksomheder og begyndte at rokere rundt på de højeste poster i forvaltningen. ÖVP-FPÖ-regeringen ville gerne lidt bort fra det system, der havde karakteriseret samfundet under de store koalitioners tid, hvor alle vigtige poster blev fordelt ligeligt mellem disse to partier. Kritikere påpegede imidlertid, at det nu bare var FPÖ og ÖVP, der deltes om kagen.

Snart blev FPÖ hjemsøgt af interne stridigheder mellem partiets ministre og yderfløjene, anført af Jörg Haider. Støtten til FPÖ faldt i takt med problemerne. Haider forsøgte at genvinde vælgernes opbakning i populistiske kampagner, der ofte stod i modsætning til regeringens politik. I en kampagne i starten af 2002 krævede Haider, at Østrig skulle nedlægge veto mod tjekkisk medlemskab af EU, hvis nabolandet ikke lukkede det sovjetisk byggede atomkraftværk Temelin ved den østrigske grænse. Hele 900.0000 østrigere skrev under på Haiders begæring, men forbundskansler Schlüssel afviste kravet.

Svære oversvømmelser i sommeren 2002 medførte en regeringskrise. For at kunne finansiere oprydning og reparationer efter oversvømmelserne, besluttede regeringen at udskyde en række planlagte skattenedsættelser for lavindkomstmodtagere. Jörg Haider protesterede, men fik ikke FPÖ-ministrene på sin side. På et landsmøde i FPÖ i september fik Haider dog støtte fra et flertal af de delegerede, og det fik FPÖ-ministrene til at træde ud af regeringen. Samtidig forlod Susanen Riess-Passer posten som partileder og blev afløst af Mathias Reichhold, der betragtes som en af Haiders folk. Krisen udløste parlamentsvalg i november 2002.

Læs også: Den ældre historie i Østrig

Østrig har en veludviklet industri, men også en stor servicesektor, hvor ikke mindst turismen spiller en stor rolle. Landets BNP per indbygger har siden slutningen af 1980erne været blandt de højeste i Europa. Samtidig har arbejdsløsheden været betydeligt lavere end i de fleste andre europæiske lande.

Indmeldelsen i EU i 1995 og deltagelsen i ØMUen samt Østeuropas åbning over for omverdenen efter den kolde krig fik en positiv indvirkning på Østrigs økonomi. Der er store forhåbninger til, at de central- og østeuropæiske nabolandes medlemskab af EU i 2004 vil sætte yderligere skub i økonomien.

Alle de ovennævnte forandringer har fremtvunget en række omstruktureringer i Østrig. Tidligere var den hjemlige industri og landbruget ret beskyttet, men nu er alle økonomiske sektorer blevet liberaliseret. Østrig har åbnet sine grænser for udenlandske produkter og virksomheder, og erhvervslivet må nu kæmpe på samme vilkår som de øvrige EU-lande. For at opfylde optagelseskravene til ØMUen i 1999 blev Østrig tvunget til at mindske statsgælden og underskuddet på statsbudgettet. Det lykkedes i midten af 1990erne takket være skattestigninger, fyringer i den offentlige sektor og nedskæringer inden for socialsektoren.

Forsøgene på at reformere økonomi og forvaltning fortsætter. Energisektoren er blevet åbnet for privat konkurrence, og privatiseringen af statslige virksomheder fortsætter. To storbanker og dele af andre større virksomheder er blevet solgt fra.

I 2001 – et år før planlagt – lykkedes det at slippe af med underskuddet på statsbudgettet, der havde plaget landet i flere år. Nu kom der i stedet et lille overskud, dog snarere takket være stigende indtægter fra skatteborgerne end faldende udgifter. Allerede året efter var der igen underskud, hvilket primært skyldes øgede statslige udgifter til oprydning og reparation efter oversvømmelserne i 2002. Forbundskansler Wolfgang Schüssel og hans regering lægger vægt på at nedbringe skattetrykket, der er blandt de højeste i EU. I januar 2004 blev indkomstskatten sat ned, og der er planer om flere nedsættelser.

I årene omkring årtusindskiftet havde Østrig en økonomisk vækst på gennemsnitlig 3 procent om året. Men den internationale lavkonjunktur, der begyndte i 2001, påvirkede landets økonomi voldsomt. I perioden 2001-2003 voksede BNP kun med godt 1 procent om året. Stagnationen blev forklaret med en for lille hjemlig efterspørgsel og den tyske økonomis nedtur. Østrig har længe været afhængig af den tyske økonomi, og en tredjedel af eksporten går til det tyske marked. Lavkonjunkturen førte til stigende arbejdsløshed i 2002 og 2003 (ca. 5 procent i 2003). Inflationen er dog fortsat lav.

I starten af 2000-tallet gik over en tiendedel af den østrigske eksport til de øst- og centraleuropæiske nabolande. Samtidig foregik ca. to tredjedele af udenrigshandelen med EU. Den største enkelte handelspartner er Tyskland, der aftager 32 procent af den østrigske eksport.

Fakta om økonomien i Østrig

• BNP/indbygger: 27.900 US dollar (købekraftkorrigeret, skøn, 2002)
• Diverse sektorers andel af BNP: landbrug, skovbrug og fiskeri 2%, industri 33%, service og andet 65% (2001)
• Naturressourcer: Jernmalm, kul, olie
• Årlig eksport: 73 mia. US dollar (2002)
• Årlig import: 72 mia. US dollar (2002)
• Vigtigste eksportvarer: maskiner og transportudstyr, halvfabrikata, (tekstil, papir, metaller), kemiske produkter
• Vigtigste importvarer: maskiner og transportudstyr, halvfabrikata, forbrugsvarer, kemiske produkter, brændstof
• Vigtigste eksportlande: Tyskland, Italien, Schweiz, Ungarn
• Vigtigste importlande: Tyskland, Italien, Frankrig, USA
• Valuta: 1 EUR= 7,44 DKK (oktober 2004)

Østrig er kendt for at have ro på arbejdsmarkedet. Grundlaget for denne fred er det samråd mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter, som udspiller sig inden for rammerne af det såkaldte sociale partnerskab samt i den pris- og lønkommission, som blev grundlagt i 1957. I kommissionen sidder repræsentanter for fagene og kamrene samt et antal ministre. På denne måde får fagforeningerne indflydelse på beslutninger, som vedrører landets økonomi, og bliver medansvarlige for den økonomiske udvikling.
Den faglige centralorganisation ÖGBm Österreichischer Gewerkschaftsbund, organiserer lønmodtagere på såvel det private som det offentlige arbejdsmarked. Medlemskabet er frivilligt, og omkring 60 procent af lønmodtagerne er organiseret. De faglige organisationer har en tæt tilknytning til lønmodtagerkamrene. Der findes ingen egentlig arbejdsgiverforening. Alle selvstændige er dog medlem af erhvervslivets kammer.

Betydningen af det sociale partnerskab er faldende. Særligt ÖVP-FPÖ-regeringerne har gennemført reformer, bl.a. den seneste pensionsreform, trods protester fra lønmodtagerorganisationerne. Roen på arbejdsmarkedet er truet af disse tendenser, og i maj 2003 blev den første generalstrejke i 50 år gennemført i protest mod pensionsreformen.

I starten af 2000-tallet steg antallet af arbejdsløse, men sammenlignet med andre EU-lande har Østrig stadig en ret lav arbejdsløshed, cirka 5 procent i 2003.
Østrig har et veludbygget velfærdssystem med bl.a. obligatorisk syge-, pensions- og arbejdsløshedsforsikring. Lovgivning og praksis i spørgsmål vedrørende arbejdstid, tryghed i ansættelsen, ferie og orlov minder en del om forholdene i Danmark. I 2002 fik alle mødre ret til børnepasningstilskud på 430 euro om måneden i to et halvt år.
Det sociale sikringssystem finansieres gennem bidrag fra arbejdsgivere og lønmodtagere samt tilskud fra staten.

Den lovfæstede pensionsalder er 65 år for mænd og 60 år for kvinder. Men i kraft af forskellige andre regler har østrigerne tidligere kunnet forlade arbejdsmarkedet allerede i 50-års alderen. En kontroversiel pensionsreform fra 2003 sænker statens udgifter til pensionerne og begrænser mulighederne for en tidlig pensionering.