Du kan her læse om én af opera-historiens mest populære operaer, Carmen, komponeret af den franske komponist Georges Bizet, og baseret på en novelle af samme navn, der på sin side udsprang af den skildring, som den baskiske toreador Don José Lizzarrabengoa gav af sit liv, inden han blev henrettet for mordet på zigøjnersken Carmen.

Operaens forlæg

Grundlaget for teksten til ”Carmen” er novellen af samme navn, skrevet af den franske forfatter Prosper Mérimée (1803-70). I denne novelle, som udkom i 1847, gengiver han den skildring, som den baskiske toreador Don José Lizzarrabengoa gav af sit liv, da Mérimée besøgte ham i fængslet kort før hans henrettelse for mordet på zigøjnersken Carmen; Mérimée kendte dem begge fra tidligere rejser i Spanien. Novellen blev omskrevet til operatekst af de to kendte librettoforfattere Henri Meilhac og Ludovic Halévy, som foretog ret store ændringer, idet de i nogen grad forfinede Carmen-skikkelsen, der hos Mérimée nærmest er et ondskabsfuldt vilddyr, indførte den frit opfundne Micaëla som modpol til Carmen og gjorde tyrefægteren Lukas, som i novellen kun er en bifigur, til den anden mandlige hovedfigur, Escamillo. De forøgede også virkningen af slutoptrinet, mordet på Carmen, ved at flytte det fra den øde egn, hvor det foregår i novellen, til pladsen udenfor arenaen i Sevilla.

Bizets komposition

Georges Bizet tog fat på kompositionen i maj 1872 og arbejde på den i godt to år. Uropførelsen på Opéra-Comique blev en stor fiasko; man fandt den realistiske handling og hele det proletariske miljø frastødende, og musikken blev udskreget som wagnerpåvirket! Dette nederlag menes at have en ikke uvæsentlig andel i Bizets død, som indtraf nøjagtig tre måneder senere. Han nåede lige at slutte kontrakt med Wieneroperaen om en opførelse af operaen på tysk. Denne opførelse, som fandt sted den 23. oktober samme år (1875), blev en mægtig triumf for værket, som siden har gået over alverdens scener, og hvis popularitet er uformindsket den dag i dag. ”Carmen” er stadig en af de hyppigst opførte operaer i verden. I København kom operaen op i 1887 (efter at Stockholmoperaen ved et gæstespil havde spillet den den 16. og 19. juni 1883) med Elisabeth Dons i titelrollen og Johan Svendsen som dirigent.

En ægte opéra comique

Bizet komponerede ”Carmen” som en ægte opéra comique, dvs. med talt dialog ind imellem musiknumrene, men da operane skulle opføres i Wien, omskrev hans ven, komponisten Ernest Guiraud, de lange dialoger til korte recitativer, som han selv satte i musik, og i denne skikkelse er operaen blevet kendt. Opéra-Comique i Paris, hvor operaen har gået langt over 2000 gange, har dog så at sige kun benyttet originalversionen, som senere også har vundet indpas mange andre steder.

Realistisk skildring af samfundets lavere klasser

”Carmen” er den første opera af format, som giver en realistisk skildring af livet i samfundets lavere klasser, og kan derfor med nogen ret siges at indvarsle den senere ”veristiske” retning inden for operaen. Dog er dens musik præget af en langt mere forfinet smag – og et langt større tale -, end man finder hos de fleste af denne senere retnings repræsentanter.  Musikken er både i sin form, sin harmonik og sin instrumentation præget af en raffineret knaphed, som giver den en ejendommelig prægnans midt i al den melodiske sødme; den har desuden en psykologisk træfsikkerhed og en dramatisk slagkraft, som får personerne til at stå helt plastisk og giver handlingen en spænding, som river alle med.

Til wieneropførelsen sammenstillede Guiraud af numre fra andre værker af Bizet en balletmusik, som blev indlagt i 4. akt; den benyttes nu om dage kun sjældent, da den forhaler handlingen på en uheldig måde.

Operaen danner grundlag for Hammersteins musical ”Carmen Jones” (1945 – filmatiseret 1955), hvor personerne alle fremstilles af sorte sangere. I 1984 kom Francesco Rosis operafilm med Julia Migenes-Johnson i titelrollen og Placido Domingo og Ruggero Raimonolo som hhv. Don José og Escamillo.

Rolleliste

• Carmen: den skønne sigøjnerpige, som arbejder på cigaretfabrikken
• Don José: sergent
• Zuniga; løjtnant
• Micaëla; en bondepige
• Escamillo; tyrefægter

Handlingen foregår i Sevilla og omegn i 1820

Første akt

En plads i Sevilla, baggrund: cigaretfabrik og kaserner.
På en plads i Sevilla betragter soldaterne det brogede liv. Micaëla spørger efter Don José og trækker sig sky tilbage, da hun ikke finder ham. Nu kommer vagtafløsningen anført af Don José, og kort efter kommer pigerne fra cigaretfabrikken ud for at nyde en pause i det fri. Blandt dem er Carmen, som hyldes stormende af de unge mænd. Hun synger sin Habanera om kærlighedens ustadighed og uberegnelighed og slutter med at tilkaste Don José, der har siddet bortvendt, en blomst, hvorpå hun under latter løber ud med de andre piger. José tager blomsten op og skjule den på sit bryst, da Micaëla netop kommer. Han glædes over den hilsen fra hans moder, som hun bringer, og lover sig selv at opfylde moderens ønske og tage Micaëla til brud. Nu lyder der skrig fra fabrikken; Carmen har i slagsmål såret en pige med sin kniv. Hun føres bunden frem, men giver den forelskede løjtnant Zuniga spot til svar, da han vil forhøre hende. José skal bevogte hende, mens arrestordren skrives, men Carmen synger sin Seguidilla og får ham hurtigt viklet om sin finger, og da han skal føre hende bort, giver hun ham efter aftale et stød, så han falder, – og hun undslipper.

Anden akt

Lillas Pastias kro
I Lillas Pastias kro er der sang og dans, som også Carmen deltager i; hun erfarer, at José samme dag er sluppet ud fra fængslet, som han blev dømt til, da hun flygtede.  Tyrefægteren Escamillo træder nu ind og hyldes for sin tapperhed. Han synger sin toreadorsang med det kendte omkvæd, og Carmen betages af ham. Da kroen er tømt, kommer smuglerne Remendado og Dancairo og opfordrer Carmen og hendes veninder Frasquita og Mercedes til at hjælpe ved et smuglerkup samme nat. Carmen vil ikke med – hun venter, at Don José vil opsøge hende, og da dette også sker, gør hun ham ganske fortumlet ved at synge og danse for ham. Da retræten kalder, ægger hun ham ved sin spot til at blive, og han synger sin arie om blomsten, hun kastede til ham, og som var hans eneste trøst i fængslet. Hun opfordrer ham til at flygte med hende, men han mander sig op og vil gå. Da banker det på døren; det er Zuniga, som er kommet for at træffe Carmen. Rasende af skinsyge udfordrer José ham, men de hastigt tilkaldte smuglere lægger sig imellem og sikrer sig Zunigas person. José, hvis tilbagevenden til militæret jo er umuliggjort ved duellen med hans overordnede, har nu ingen anden udvej end at slutte sig til smuglerne.

Tredje akt

Smuglernes lejr
I en vild egn i Pyrenæerne holder smuglerne ved nattetid en kort rast. José er kommet til at hade smuglerhåndteringen, ikke mindst efter at Carmens kærlighed er kølnet; hun opfordrer ham spottende til at finde noget andet arbejde – eller gå hjem til sin mor! Pigerne spår sig selv i kort, og også Carmen prøver lykken, men kortene forkynder hendes snarlige død. Nu bryder man op, kun José efterlades som vagt. Lidt efter kommer den frygtsomme Micaëla, som søger efter José for at befri ham fra Carmen. Hun synger sin arie og skræmmes bort af et skud. Nu viser Escamillo sig, og Don José bliver hurtigt klar over, at der består et forhold mellem ham og Carmen. Han udfordrer Escamillo, men Carmen styrter til og skiller dem. Escamillo indbyder dem alle til sin næste tyrefægtning i Sevilla og drager bort. Nu opdages Micaëla, der havde skult sig; hun beder José komme med hjem til moderen, som ligger for døden, og han går, idet han truende lover Carmen, at de skal mødes igen.

Fjerde akt

Pladsen udenfor arenaen i Sevilla
Udenfor arenaen i Sevilla ankommer publikum og de pragtfuldt klædte tyrefægtere. Også Escamillo viser sig med Carmen ved sin side. Da alle går ind til kampen, advarer veninderne Carmen mod Don José, som er set i mængden, men hun er uden frygt. Da hun vil gå ind, træder han frem og bønfalder hende om at vende tilbage til ham; hun vil dog ikke høre tale herom, men indrømmer åbent, at hun elsker Escamillo. Dette vækker Josés raseri, og da hun slynger ham hans ring i ansigtet, dræber han hende med sin dolk for straks derefter at synke sammen i fortvivlelse ved hendes lig.

I det følgende kan du læse om ét af operahistoriens mest kendte og betydningsfulde opera-værker, operaen Turandot, skrevet af den legendariske opera-komponist Giacomo Puccini, og således finde inspiration til en operarejse til Puccinis hjemland.

Opera-værkets opståen

I 1919 stiftede Puccini bekendtskab med journalisten Renato Simoni, der havde tilbragt en årrække i det fjerne Østen. Simoni og Adami (som Puccini havde samarbejdet med i forbindelse med ”Kappen”) tilbød Puccini en libretto, som han imidlertid afviste (”Fanny” efter Dickens). Simoni foreslog derpå, at man kunne benytte et skuespil, ”Turandot”, af den italienske digter Carlo Gozzi (1720 – 1806), som i de fleste af sine stykker genoplivede den italienske maskekomedie. Puccini afviste først ideen, men kom snart efter i tanke om, at han nogle år tidligere i Berlin havde overværet en opførelse af Schillers bearbejdelse af Gozzis ”Turandot” (fra 1802), som i Max Reinhardts iscenesættelse havde gjort et stærkt indtryk på ham.

Han enedes nu med de to forfattere om, at de skulle forsøge at skrive en tekstbog over dette skuespil – som for øvrigt Ferruccio Busoni i 1917 havde benyttet som grundlag for sin lille Turandot-opera. Turandot skulle blive Puccinis sidste og mest storslåede værk – og det, som voldte ham de største kvaler. Han havde altid levet stærkt med i sine operaer, mens han skrev dem, men denne blev en formelig besættelse; den red ham som en mare i de sidste fire år, han levede, og han var periodevis så modløs, at han alvorligt overvejede at opgive det hele. Først i 1922, da de to første akter forelå fuldt færdigt komponerede, sluttede han endelig kontrakt med de to forfattere, og så sent som i foråret 1923 var han endnu en gang ved at springe fra.

Kontrakt med Scala-operaen i Milano

I september 1924 sluttede Puccini kontrakt med Scala-Operaen i Milano om førsteopførelsen, men en måned efter konstaterede en halsspecialist i Firenze, at Puccini var angrebet af strubekræft, og i november tog han til Bruxelles for at lade sig operere af en derboende berømt specialist. Han medførte på 36 nodeblade skitserne til den sidste scene af Turandot, men han skulle ikke komme til at fuldføre sit værk. Nogle dage efter den tilsyneladende veloverståede operation faldt ham pludselig sammen og døde. Operaens sidste scene fuldførtes efter skitserne af Puccinis elev, komponisten Franco Alfano, men overgangen er tydelig at høre. Førsteopførelsen fandt sted på Scala-Operaen i april 1926 med Rosa Raisa i titelrollen og Michele Fleta som Calaf. Toscanini dirigerede, og da man havde spillet sørgekoret efter Liùs død i 3. akt, lagde han taktstokken og vendte sig mod publikum med ordene: ”Her ender mesterens værk”; tæppet gik ned, – og først ved den anden opførelse spilledes slutscenen. Turandot spilledes snart på alle større scener i verden og vandt efterhånden anerkendelse som Puccinis ejendommeligste og betydeligste værk.

Turandot i Danmark

I Danmark blev den første gang opført på scenen ved det italienske gæstespil på Falkonèrcentret i København den 29. november 1959. Den 2. juli 1991 opførtes Turandot ved en af radioen foranstaltet koncert i Tivoli; Eva Marton sang titelpartiet og Giorgio Lamberi Calaf, de øvrige var danske sangere; Leif Segerstam dirigerede. På Det kgl. Teater kom den op i 1995 (sunget på italiensk).

Afviger fra Schiller

Sammenligner man Schillers Turandot-skuespil med operaens tekst, springer det straks i øjnene, at Liùs skikkelse er noget nyt; Puccini måtte have en af de lidende, opofrende kvindeskikkelser, som han så ofte før havde skildret, som modvægt mod den umenneskelige prinsesse. I skuespillet forekommer en tartarisk prinsesse, Adelma, som også elsker den ukendte prins, men hun vil flygte med ham – ikke lide for ham.

I stedet for de traditionelle commedia dell’arte-figurer hos Gozzi (Pantalone, Truffaldino, Brighella) møder vi i operaen de tre halvt humoristiske, halvt dæmoniske ministre, som har inspireret Puccini til noget af hans mest fantasifulde musik. Også til denne opera gjorde Puccini omfattende studier i landets originale musik, og atter benyttede han kun brøkdele deraf direkte, men lod sig i desto højere grad inspirere til selvvirksomhed. To af de direkte anvendte melodier hørte han udført af et spilleur, som en af hans berejste venner havde hjemført fra Kina. (Den ene er den kinesiske kejserhymne, som næsten uforandret er indført i 2. akts finale). Orkesterets mange slaginstrumenter og ikke mindst brugen af xylofonen og gong-gongen har forbilleder i kinesisk musik. Man finder i øvrigt mange steder, som tydeligt er inspireret af hans samtidige, fx Debussy, Ravel og Stravinskij, men påvirkningen har altid præg netop af inspiration og aldrig af plagiat.

Wagner-påvirkning

Den Wagner-påvirkning, som man stedvis har kunnet iagttage i musikken til en del af hans tidligere operaer, er her snarest at finde i handlingen, hvis ”forløsningsmotiv” ikke er uden slægtskab med Wagners tanker. I denne opera har Puccini lagt verismen og de lyriske stemningsbilleder helt bag sig og skrevet en ”stor opera” med en handling, som giver mulighed for udfoldelse også for koret, som her spiller en større rolle end i nogen af hans tidligere operaer. Det halvnaturalistiske, idylliske Japan i ”Madame Butterfly” virker som en bleg skitse i sammenligning med den fantasi, Puccini har lagt for dagen i Turandot, som er præget af en storslået pragt, en isende grumhed og en grotesk komik, som man ikke før har mødtt hos ham. Midt i alt dette lyser den stakkes Liùs skikkelse med dens varme menneskelighed.

Opera i 3 akter (5 billeder)

Tekst af Giuseppe Adami og Renato Simoni.
Handlingen foregår i Peking på eventyrenes tid.

Personerne

• Altoum, kejser af Kina
• Turandot, hans datter
• Timur, afsat tartarkonge
• Den ukendte prins, hans sønv
• Liù, en ung slavinde
• Ping, kansler
• Pang, forsyningsminister
• Pong, køkkenchef
• En mandarin
• En persisk prins
• Bødlen

Første akt

Uden for det kejserlige palads i Peking forkynder en mandarin, at prinsesse Turandot vil ægte den mand af kongeligt blod, der kan løse tre gåder, hun stiller; den, som uden held forsøger sin lykke, bliver henrettet. I trængslen møder den gamle kong Timur, som ledsages af slavinden Liù, sin søn, prins Calaf, som han ikke har set længe; de er alle på flugt for dem, der har berøvet Timur tronen, og må derfor leve ukendt. Man aner, at Liùs trofasthed mod Timur skyldes kærlighed til Calaf. Nu føres en ung persisk prins, som ikke har kunnet løse Turandots gåder, til retterstedet; mængden gribes af medlidenhed og anråber prinsessen om nåde. Calaf, der er oprørt over hendes grusomhed, slutter sig til, men da hun viser sig, overvældes han af hendes vidunderlige skønhed og styrter hen til den store gong-gong for at melde sig til prøven. De tre komiske skikkelser, ministrene Ping, Pang og Pong, prøver forgæves at skræmme ham fra hans farlige forehavende; end ikke bødlen, der fremviser perserprinsens afhuggede hoved, gør noget indtryk på ham, og som i en rus slår han på gong-gongen og går fortrøstningsfuldt sin skæbne i møde.

Anden akt

Første billede
Ping, Pang og Pong klager over deres triste hverv; de føler sig kun som ministre for bødlen og længes efter, at der skal komme en, der løser gåderne, så disse skrækkelige tider kan få ende.

Andet billede
Hoffet samler sig, den gamle kejser og hans datter Turandot sætter sig i tronstolen. Calaf træder frem, men kejseren, der finder behag i ham, vil sende ham bort, for at han ikke skal udgyde sit blod forgæves. Turandot fortæller, at hun har gjort gåderne så vanskelige, for at ingen skal vinde hende; hun ønsker ikke at tilhøre nogen. Dette ægger Calaf yderligere, og Turandot stiller ham de tre spørgsmål, som han til hendes forfærdelse besvarer rigtigt. Hun bønfalder nu kejseren om ikke at udlevere hende til den fremmede, og Calaf siger, at han kun vil have hende, hvis hun elsker ham. Han vil derfor endnu en gang vove sit hoved for hendes skyld: Hvis hun inden næste soloopgang kan nævne ham hans navn, som han har fortiet, vil han overgive sig til bødlen. Hun går ind derpå, men kejseren og hele hoffet håber, at det ikke må lykkes hende at opspore navnet.

Tredje akt

Første billede
Turandot har truet en mængde mennesker med døden, hvis de ikke skaffer oplysning om prinsens navn. Calaf er dog ved godt mod; han afventer i slottes have dagens frembrud. De tre ministre, der også er blandt de truede, søger ved alle midler at friste Calaf til at røbe sit navn, så vil de hjælpe ham til flugt. Men han ønsker kun èt: at eje Turandot. Nu indbringes Timur og Liù, som er set sammen med Calaf; Ping lader Liù, som påstår, at hun er den eneste, der kender prinsens navn, underkaste tortur, men hun siger intet. Turandot, som er blevet tilkaldt, byder, at hun skal løses, og spørger, hvad der giver hende en sådan styrke. Liù svarer: ”Kærligheden”, og da bødlen nærmer sig for atter at pine hende, dræber hun sig med en dolk. Alle er dybt grebne og slutter sig til sørgetoget, da hun bæres ud. Trods Turandots modstand trykker Calaf hende nu i sine arme og bedækker hende med kys; da viger hendes kulde, og hun indrømmer, at hun fra første øjeblik har både hadet – og elsket – ham. I sin henrykkelse røber Calaf sit navn for hende, men da blusser stoltheden pludselig op i hende igen. Nu vil hun kunne nævne hans navn for hoffet; hans liv er endnu en gang i hendes hånd.

Andet billede
Uden for paladset; kejseren og hele hoffet er forsamlet. Calaf føres frem, og Turandot forkynder triumferende, at hun kender den fremmedes navn, det er ”Kærlighed”. Calaf og Turandot styrter i hinandens arme, og under folkets jubel slutter operaen.