København byder også på kultur

Verden udenfor Danmark er fyldt med attraktive kultur-oplevelser og enestående kulturelle seværdigheder, som du kan læse om hos os på Kulturrejser.dk. Men i denne måned har du også muligheden for at opleve kulturen på hjemlig grund, nærmere betegnet i den danske hovedstad, når kulturprojektet “Wondercool” for tredje år i træk løber af stablen.

Kulturprojektet, der begyndte i fredags og slutter torsdag d. 28 februar, byder på mere end 100 kultur-begivenheder spredt ud over den vinterkolde hovedstad. Bag arrangementet står en række kulturelle, gastronomiske og kunstneriske institutioner, der inkluderer Copenhagen Jazz Festival, Designmuseum Danmark, Dansk Arkitektur Center, musikfestival FROST, Arken, Louisiana, Statens Museum for Kunst, Copenhagen Cooking og Copenhagen Fashion Festival.

Med disse institutioner i ryggen er kulturprojektet i stand til at byde på en særdeles mangfoldig række af kultur-begivenheder, der strækker sig fra mode over musik, gastronomi, arkitektur, billedkunst, design, moderne maleri, til forskellige typer musik; ja, der er sågar kultur-events i programmet, der blander disse genre, så du både kan opleve musik, gastronomi og design på samme tid.

Gåtur og arkitektur i Ørestaden

Blandt de mange kultur-begivenheder arrangerer Dansk Arkitektur Center for eksempel dét, de kalder for en Sunday Morning Walk, der præsenterer dig for nyskabende dansk arkitektur i den centrale del af Ørestaden. Gåturen, der blandt andet går forbi “Bjerget”, hvor du får en fantastisk udsigt ud over Københavns skyline, vil undervejs introducere dig til ny, internationalt berømmet arkitektur i det arkitektoniske laboratorium, som Ørestaden har udviklet sig til. Arrangementet, der foregår på engelsk, løber af stablen på søndag, d. 10 februar, og gentages søndag d. 24 februar.

Hvis du er interesseret i at deltage, kan du læse mere om arrangementet og booke billetter her.

 Vinter-jazz på Islands Brygge

Du har også muligheden for at opleve en god omgang vinter-jazz i Kulturhuset Islands Brygge d. 17 februar med den danske guitarist Jakob Bro og hans internationale trio. Bro bliver ledsaget af den amerikanske bassist Thomas Morgan og af den avantgardistiske norske trommeslager Jon Christensen, der hører til blandt Europas bedste og mest spændende jazz-trommeslagere.

Trioen har tidligere turneret i en række europæiske lande og planlægger at indspille plade for ECM i maj 2013. Billetter købes ved døren og koster 100 kroner. Du kan her læse mere om koncerten.

Fisk til folket

Kultur-projektet byder også på smagsprøver til ganen. I Meyers Madhus har du mulighed for at deltage i en lyn-workshop efterfulgt af middag, der sætter fokus på, hvordan man håndterer og tilbereder fisk.

Under workshoppen, der foregår imorgen d. 7 og igen d. 21 februar, får du en filetkniv i hånden og skal tilberede friske fisk, men under kyndig vejledning og råd fra Madhusets kokke. Belønningen kommer bagefter, hvor du kan nyde et fiskemåltid med ”Meyers Køkkens Tavleretter”. En af retterne er du selv med til at lave.

Arrangementet koster 550 kroner alt inklusiv og du kan læse mere om det og booke billetter her.

Kunstens detalje

Hvis du finder detaljen, og ikke kun helheden, interessant, så har du nu også en unik mulighed for at få et indblik i den kunstneriske detalje. Statens Museum for Kunst bidrager nemlig til kultur-projektet med en udstilling, der stiller to spørgsmål: Hvilken rolle spiller detaljen for forståelsen af et billede? Og hvordan har kunstnere gennem tiden arbejdet med detaljen?

På udstillingen vil der bogstaveligt taget blive sat lup på mestre som Vilhelm Hammershøi, Christen Købke, Caspar David Friedrich, Richard Mortensen og Franciska Clausen. Udstillingen varer indtil d. 28 februar kl 10 og billetter købes ved døren. Du kan læse mere om udstillingen her.

Dette var bare et lillebitte udpluk af de mange spændende kultur-begivenheder, som foregår i den danske hovedstad i denne måned. Du kan her læse om alle kultur-begivenhederne i projektet – god fornøjelse!

 

Syditalien klar til flere besøgende

Den sydlige del af Italien vil nu til at gå Central- og Norditalien i bedene og tiltrække flere besøgende – og Syditalien har faktisk virkelig meget at byde på.

Syditalien har endnu ikke været i stand til at tiltrække investorer og udvikle turistindustrien i noget nær samme omfang som de mere nordligt beliggende regioner i Italien. Meget tyder nu på, at det endelig er ved at ændre sig, da handelskamre i de sydlige byer er begyndt mere systematisk og formelt at samarbejde med både private og offentlige interessenter om at give bedre vilkår for tiltag, der kan trække turister til området.

Handelskamre spiller central rolle

Nationale og internationale virksomheder, der har planer om at drive forretning i Syditalien baseret på turisme, kan tage kontakt til handelskamrene i de enkelte byer. Handelskamrene spiller en central rolle i både handel generelt, men også i alt der har med turisme og rejser at gøre. De kan hjælpe med at vælge det rigtige område, da de ligger inde med specifik viden om det lokale marked, og de muligheder den enkelte by giver nye entrepenuers inden for sektoren. Handelskammeret kan i nogle tilfælde selv indgå i et projekt og hjælpe med at formidle lån.

Uudnyttet potentiale

Syditalien har med sine historiske steder, vingårde, forladte slotte og borge, og lange kyststrækninger et stort uudnyttet potentiale, og det er billigere for iværksættere at komme til end i resten af Italien, hvor der allerede er mere fyldt op. Sammen med de syditalienske byers handelskamre er her en verden af muligheder for de entrepenante og ambitiøse personer med kendskab til turist- og rejsebranchen.

Matera: En succeshistorie

Et hel konkret Syditaliensk succeshistorie handler om byen Matera. Her har handelskamret i samarbejde med arkitekter formået at bevare byens oprindelige præg med de mange gamle sten og huler – de såkaldte Sassi – og kombinere det med mere moderne faciliteter for at tiltrække turister til området. Området er nu også blevet tildelt en ærefuld plads på UNESCO’s liste over bevaringsværdige steder.

Hele projektet er gennemført i overensstemmelse med de lokale beboeres ønsker, og den lokale gasrtronomi spiller en central rolle. Samarbejdet har gjort det muligt at skabe en hel og sammenhængende løsning, der både har tiltrukket turister og high-tech virksomheder til de gamle stenbygninger i Matera, der dermed også er sikret bevarelse. Så overvej Syditalien næste gang, du rejser til Italien.