Tag-arkiv: Musik

Tylteatret i Prag

Udgivet den af

Mozart lever stadig i denne musikkens by og det er specielt i det berømte Tylteatret. Skal du på kulturrejse til Prag og er interesseret i musik så læs mere om Don Giovanni, teatret og Mozart.

Prag har gennemlevet en uhørt kulturel genfødsel siden afslutningen på det 40 år lange kommunistiske styre. I århundreder virkede byen som en magnet på klassiske musikere (“Enhver, der er tjekke, er også musiker”, lyder et lokalt ordsprog), og i dag er den atter en drøm for musikelskere med prestigefyldte internationale festspil og en syndflod af muligheder for dem, der ønsker at høre musik af Bedrich Smetana og Antonín Dvorak, de lokale vidunderbørn fra 1800-tallet.

Mozart og Prag

Wolfgang Amadeus Mozart elskede denne by og kaldte dens indbyggere for “mine pragere”. Han solede sig i deres begejstring, en velgørende afveksling fra den manglende anerkendelse i hans hjemland, Østrig. Ånden fra Mozarts geni er næsten til at tage og føle på i det kerub-udsmykkede Tylteater (Stavovské Divadlo), stedet, hvor hans opera Don Giovanni blev uropført i 1787 under ledelse af komponisten selv. Teatret er blevet ført tilbage til sin neoklassiske, lyst grønne elegance og blev genåbnet i 1991 på 200-årsdagen for Mozarts død, og i dag er det formelig et smykkeskrin med balkoner i flere etager, og det tager sig prægtigt ud både indefra og udefra.
Koncertgængere vil kunne genkende det fra scener i filmen Amadeus af den tjekkiske instruktør Milos Forman; honorarerne fra filmoptagelserne udløste de første bevillinger til teatrets luksuriøse, otte år lange restaurering. Ethvert privilegeret publikum i vore dage vil formentlig give forfatteren Gustave Flaubert ret i hans udsagn om, at “de tre smukkeste ting, der nogensinde er blevet skabt i denne verden, er havet, Hamlet og Mozarts Don Giovanni.”

Tylteatret finder du på adressen Ovocý trh 1, i Prag. Du kan læse mere om historien, se program og købe billetter på www.narodni-divadlo.cz. Koncert- og operasæsonen løber fra september til juni, og MozartsDon Giovanni opføres hyppigt. Prags forårs-musikfestspil med koncerter som finder sted tre uger i maj er en stor begivenhed og skal du rejse på kulturrejse til Prag i denne periode så bestil dit hotel i god tid. Du kan læse meget mere om kulturrejser til Prag her på bloggen, bla. finder du indlæg om musik og opera.

Spoleto-Festivalen i Umbrien

Udgivet den af

Skal du på kulturrejse til Umbrien i Italien så læs mere om Spoleto-Festivalen. Spoleto ligger ca. 130 kilometer nord for Rom. Festivallen forløber over tre uger fra slutningen af juni.

Musik under Umbriens stjernehimmel

Den højt ansete Spoleto-festival der tidligere hed Festivalen for to Verdener, bragte Spoleto tilbage i rampelyset i 1957 efter århundreder i historiens glemmebog. Denne upåagtethed bevarede denne middelalderby stort set uberørt, hvilket gjorde Spoleto til det uovertrufne sted at afholde de tre uger med dans, musik, kunst og teater i verdensklasse og med verdensberømte kunstnere som Luciano Pavarotti, Paul Taylor Dance Company og mange, mange andre.

Kom til den store finale , hvor et henført publikum sidder på det terrasserede trappeanlæg, der fører op og væk fra Piazza Dumo. Solens sidste stråler oplyser guldmosaikkerne på kirkens facade fra 1100-tallet, mens spurve hopper rundt før solnedgang til tonerne af Beethovens eller Mozarts musik. Den italiensk-amerikanske grundlægger og komponist Gian Carlo Menotti besøgte mere end 30 bjergbyer i Toscana og Umbrien, før han måtte overgive sig til Spoletos fuldendte charme.

Fado de Coimbra

Udgivet den af

Universitetsbyen Coimbra har langt tilbage i historien haft tradition for at være en meget musikalsk by. Allerede i sekstenhundredtallet havde studenterne ved Coimbras universitet tradition for at synge udendørs og synge serenader sent om aftenen – faktisk så livligt, at kong João d. III i 1539 sendte et brev til universitetets rektor og bed ham om at stoppe gadens larm i nattens løb.

Coimbras fado hører til Portugals mest traditionelle, og skal du på kulturrejse i byen, bør fado’en absolut være på programmet. Traditionen går langt tilbage, og man oplever den stort set uforandret i dag. Man samledes tidligere primært på gader for at synge og danse, og derfor er den oprindelige form for Fado de Coimbra, der næsten altid bliver sunget udenfor, tæt forbundet med middelalderens musikalske traditioner.

Stadig i dag samles musikere og fado-sangere ved Santa Cruz klostrets trappe eller ved den gamle katedral. Guitarerne man bruger, stemmes anderledes end dem i Lissabon, dvs. i en lavere tone og med det formål at tilpasse klangen til udendørs sang, og også fordi Coimbras fado-sangere har en dybere stemme, der minder om en opera-tenor. Når man synger fado, skal det være i dyb stilhed, så man lytter til den sublime symbiose mellem sangeren og musikere. I Coimbra synes fadoen kun af mandlige studerende iført universitetets traditionelle sorte dragt.

Fado de Coimbra  – med politiske budskaber

Teksterne kan tit være politisk orienterede, meget lærde eller handle om kærlighed. I 1950’erne, mens Salazars diktatur styrede landet, opstod der blandt en af universitetets studentergrupper, der var imod regimet, en måde at bekæmpe og kritisere systemet gennem fadomusikken. En del sangere blev fængslet af samme årsag, herunder Zeca Afonso, der blev en af Portugals største sangere.

Universitets og Portugals ældste, akademiske afslutningsfest ”Queima das Fitas”, der foregår 2. uge i maj, afsluttes med en ”Serenata de Coimbra”. Ud på natten samles tusindvis af studerende ved den gamle katedral og en gruppe studerende spiller og synger: ”Coimbra tem mais encanto, na hora da despedida”- Coimbra har mere charme når tiden kommer til at sige farvel.

Særligt Artur og hans søn Carlos Paredes udviklede og ændrede den måde musikerne spiller guitar på, og især Carlos Paredes udbredte guitarens alsidighed således, at dette portugisiske musikinstrument blev verdenskendt og var han en respekteret guitarspiller.

Rossini Opera Festival

Udgivet den af

Rossini Opera Festival, opera på hjemlig grund i byen Pesaro i regionen Marche, Italien.

Den store komponist Gioacchino Rossini holdt så meget af sin hjemby, Pesaro, at han efterlod en mindre formue til byens myndigheder, som ærede ham ved at grundlægge en Rossini-stiftelse. Af disse midler opstod den årlige Rossini Opera Festival, udelukkende helliget hans værker (de sjældent fremførte så vel som de berømte) og i dag en af Italiens mest populære sommer-musikfestivaler, en favorit blandt Rossinis tro tilhængere, siden den blev indstiftet i 1980. Selv uden for festivalperioden udfolder livet sig omkring – hvad ellers? – den livlige Via Rossini. Pesaro er en populær, smuk badeby, og dens piazzaer og caféer er altid fyldt.

Hotel Vittoria

Vil man have det fulde udbytte af festivalen, skal man flytte ind på det smukt nyindrettede, men stadig gamle og ærværdige Hotel Vittoria ved havnen, mødestedet for festivalens stjerner. Stift bekendtskab med det kulinariske geni Otello Renzi, en sand madens og vinens discipel, hvis restaurant, Da Teresa, er opkaldt efter hans mor, der styrer slagets gang i køkkenet. Husets specialiteter, frisk pasta og friske fisk, tiltrækker hvert år de deltagende operastjerner. Hotel Vittoria ligger på adressen Piazzale della Libertà 2

Information

Rossini Opera Festival finder sted på adressen Via Rossini 37. Festivalen er over to uger fra midten til slutningen af august. Læs mere om opera i Italien her på bloggen om kulturrejser, du kan f.eks læse om La Scale i Milano. Vil du vide mere om Rossini Opera Festival så læs mere på www.rossinioperafestival.it.

 

La Scala i Milano

Udgivet den af

La Scala som på italiensk hedder Teatro Alla Scala er nok verdens populæreste operahus. La Scala ligger i Milano, og skal du på kulturrejse til regionen Lombardiet i Italien og sætter pris på opera så forsøg at få billetter til en opera i La Scala.

Det er den 7. december, åbningsaftenen på La Scala, og hele Milano er her, klædt i deres stiveste puds: et velhavende, passioneret, uhyggeligt kræsent publikum, mindst lige så teatralsk som operaen, der udspiller sig på scenen. Efter en 1000 dages intensiv og minutiøs restaurering genåbnede verdens mest berømte operahus i 2004 til forbløffelse og udelt begejstring for mange – den ubetinget største stjerne på dens genåbningsaften. Højdepunkterne i restaureringen til 475 mio.kr. af La Scala, der blev tegnet af Giuseppe Piermarini og åbnede første gang i 1778, er den fremragende akustik og den gennemgribende omdannelse af bagsceneområdet, der i dag fremtræder som et vidunder af den nyeste teknologi. Dette smykkeskrin af forgyldninger og fløjl har fra begyndelsen præsenteret det bedste inden for operaverdenen. Verdis Otello og Falstaff havde premiere her, og det samme havde Puccinis Turandot og Bellinis Norma. Maria Callas sang her oftere end noget andet sted. Det lille, intime Museo alla Scala, der indgik i den totale renovering, og som ingen operaelsker må snyde sig selv for, er genåbnet i sine oprindelige lokaler (indgangen ligger på Largo Ghiringhelli) og er sluppet godt fra den verdenskendte musikdirektør og dirigent, Riccardo Mutis, nylige stormfulde fratræden.

Teatro Alla Scala ligger på adressen Via Filodrammatici 2, Piazza alla Scala i Milano. Du kan læse mere på www.teatroallascala.org eller i andre indlæg her på bloggen om musik og opera i Italien, læs f eks om operaen Aida. Operasæsonen i La Scala går fra 7. december til og med juli i andre måneder er ballet og koncerter i teateret.

Få mere inspiration til din kulturrejse til Milano, læs de mange indlæg om kultur, natur og historie, se foto og meget mere. Læs f.eks om den flotte domkirke i Milano i indlægget Il Duomo i Milano Italiens gotiske mesterværk

Operaen Aida

Udgivet den af

Operaen Aida, skrevet af den enestående italienske operakomponist Guiseppe Verdi, er blevet et af operahistoriens mest kendte og elskede værker. Du kan her læse om Aida-operaens fantastiske skæbne fra de første spæde ideer blev udtænkt i Ægyptens hovedstad Cairo for næsten 150 år siden til den nåede alle verdens større operahuse i færdigt format og blev den bragende succes, som den stadig er idag.

Et oldægyptisk tema

I november 1869 åbnedes Suez-kanalen, og kort forinden var det nye operahus i Cairo blevet indviet med en opførelse af ”Rigoletto”. Man havde bedt Giuseppe Verdi komponere en hymne til kanal-åbningen, hvad han havde afslået med den begrundelse, at han ikke skrev lejlighedsværker. Den ægyptiske vicekonge/khediv Ismail Pasha, som var meget operainteresseret, havde i sin tjeneste den franske arkæolog Auguste Mariette, og denne udarbejdede i april 1870 – efter sigende ud fra en idé, som vicekongen havde givet ham – en temmelig detaljeret handlingsplan for en opera med oldægyptisk emne.

I hænderne på Verdi

Den sendtes nu til sekretæren ved Pariser-operaen, Camille du Locle (som havde været medforfatter af den franske tekst til ”Don Carlos”), med anmodning om at lade den gå videre til Verdi, da vicekongen ønskede, at han skulle skrive musikken – og hvis han ikke var interesseret, ville man henvende sig til Gounod eller Wagner. Verdi fandt imidlertid behag i emnet og udarbejdede selv i samarbejde med du Locle en nøjere handlingsgang; den endelige udformning af teksten foretoges dog af Antonio Ghislanzoni, som havde foretaget omarbejdelsen af ”Don Carlos” til italiensk og bistået med revisionen af ”Skæbnens Magt”. Verdi gav ham meget nøje forskrifter for tekstens udformning – lige til verseliniernes og verseføddernes antal.

Verdi gik ind på khedivens krav om, at operaen skulle være færdig senest i november samme år, idet premieren skulle finde sted i januar. Til gengæld måtte khediven gå ind på Verdis vilkår, som dels gik ud på, at Verdi skulle have 150.000 francs, for hvilke khediven erhvervede ejendoms- og opførelsesret for operaen i Cairo, mens Verdi forbeholdt sig indtægterne ved opførelser andetsteds; og dels skulle Verdi have ret til selv at bestemme dirigenten, som han til gengæld for egen regning skulle sende til Cairo. Verdi var fyr og flamme for emnet og foretog endog en rejse til Ægypten for at få indtryk af atmosfæren.

Det færdige partitur

Midt i juli 1870 gik han i gang med kompositionen, og allerede midt i november forelå det færdige partitur. På grund af den fransk-tyske krig måtte man imidlertid udsætte premieren, bl.a. fordi man ikke kunne få fat i dekorationerne, som efter Mariettes anvisninger var blevet udført i Paris, som nu var indesluttet af tyskerne. Verdi benyttede ventetiden til at foretage en revision af partituret, og juleaften 1871 gik operaen over scenen i det nybyggede operahus i Cairo for et prominent, internationalt publikum. Operaen, som dirigeredes af kontrabasvirtuosen Giovanni Bottesini, fik en dundrende succes, som ikke blev mindre, da den den 8. februar 1872 for første gang opførtes på Scala-operaen i Milano med Franco Faccio som dirigent og med Teresa Stolz, Verdis yndlingssangerinde i hans senere år, i titelrollen. Til denne opførelse havde Verdi komponeret en længere ouverture, men da han havde hørt den ved en prøve, forkastede han den atter og lod det korte forspil blive stående. (Partituret til denne ouverture var vistnok i dirigenten Toscaninis eje og er nu kommet for dagen og indspillet på plade.)

Operaens sejrsgang

Skønt kritikken atter talte om påvirkning fra både Meyerbeer og Wagner, kunne intet standse operaens sejrsgang, og den opførtes i løbet af kort tid på alle større scener verden over, og dens popularitet er usvækket indtil vore dage. I 1885 kom den op på Det Kgl. Teater i København under Johan Svendsens ledelse og med fru Keller i titelrollen, Tørsleff som Radamès, Algot Lange som kongen, frk. Dons som Amneris (der blev et af hendes bedste partier; Willumsens statue af hende i denne rolle står i teatrets foyer), Hartmann som Ramfis og Niels Juel Simonsen som Amonasro; operaen modtoges med begejstring.

Selv om der forekommer adskillelige ”numre” i denne opera, er den dog gennemkomponeret i langt højere grad end nogen af Verdis tidligere. Den ægyptiske lokalkolorit, som på yderst virkningsfuld måde præger flere af optrinene, er dobbelt beundringsværdig, da den jo ifølge sagens natur er aldeles frit opfundet af Verdi; der findes ikke overleveret musik fra oldtidens Ægypten. Musikken er i øvrigt rent italiensk i sin snart brillante, snart følelsesfulde sangbarhed, og Verdis melodiske inspiration har ikke svigtet et eneste øjeblik. Det ret store orkester er virtuost og virkningsfuldt behandlet, og korsatserne er uden sidestykke i deres pragtfulde klangudfoldelse. ”Aida” er med sin letfattelige handling, sin rige mulighed for sanglig udfoldelse og med sine pragtoptrin festoperaen frem for nogen.

Rolleliste:

• Radamès; feltherre
• Ramfis; ypperstepræst
• Aida; ætiopisk slavinde
• Amneris; datter af kongen af Ægypten
• The King; kongen af Ægypten
• Amonasro; konge af Ætiopien, Aidas fader

Scenebilleder:

1. akt 1. billede: Sal i kongepaladset i Memphis
1. akt 2. billede: Det indre af Vulkantemplet i Memphis
2. akt 1. billede: Amneris’ gemak i paladset
2. akt 2. billede: Festpladsen i Theben
3. akt: Uden for et Isistempel ved Nilens bred.
4. akt 1. billede: Sal i kongepaladset med nedgang til retssalen
4. akt 2. billede: Forneden: Det underjordiske fængsel, foroven: Isis-templets indre

Første akt

Første billede
Den unge feltherre Radamès ønsker, at han må blive udkåret til at lede det forestående felttog mod ætioperne, og besynger i sin berømte arie sin kærlighed til slavinden Aida, som er datter af Ætiopiens kone, Amonasro, men har holdt sin høje byrd hemmelig. Den ægyptiske kongedatter Amneris, som elsker Radamès, kommer og håber at finde genklang for sine følelser; da Aida træder ind, mener Amneris imidlertid at kunne læse i Radamès ansigt, at det er hende, han elsker. Nu træder kongen ind med følge; et bud melder om nye overfald fra ætioperne, og kongen forkynder, at Isis har udset Radamès til hærens anfører; Amneris overrækker ham den hellige fane, og alle begiver sig til vulkanens tempel. Kun Aida bliver tilbage og udtrykker sine smerte over, at den, hun elsker, skal kæmpe mod hendes fader og brødre.

Andet billede
I templet indvies Radamès under mystisk sang og dans til sit hverv og får overrakt de indviede våben.

Anden akt

Første billede
Amneris, som er omgivet af sine slavinder, der tilvifter hende kølighed og danser for hende, tænker kun på Radamès. Da hun ser Aida komme, sender hun de andre bort, og med hyklet venlighed søger hun at få Aida til at røbe sit hjertes hemmelighed. Hun bilder hende ind, at Radamès er faldet, for straks efter at indrømme, at han lever, og af Aidas uskrømtede følelsesudbrud ser hun, at hun har haft ret i sin formodning. Hun bekender sig åbenlyst som Aidas rivalinde; Aida er lige ved at røbe sin høje byrd, men tager sig i det og beder om nåde.

Andet billede
De sejrende krigere med Radamès i spidsen holder deres indtog i Theben. Ameneris overrækker ham sejrskransen, og kongen lover at ville opfylde ham et ønske, hvad det så end er. Nu føres fangerne ind, og Aida genkender med bevægelse sin far, som hun omfavner. Han røber dog ikke, at han er Amonasro, ætiopernes konge, som han påstår er faldet i kampen. Radamès beder nu trods præsternes indsigelse om frigivelse af fangerne, hvad kongen ifølge sit løfte ikke kan nægte ham; kun Aida og hendes far skal holdes tilbage som pant. Kongen skænker nu Radamès Amneris’ hånd og lover, at han engang skal herske over riget sammen med hende. Radamés sværger dog ved sig selv aldrig at ville svigte Aida.

Tredje akt

Ved Nilen. Ramfis fører ved nattetid Amneris til Isis’ tempel for der at våge i bøn sammen med hende. Aida venter på Radamès for at tage afsked med ham. Amonasro kommer og overtaler hende til at lokke Radamès til at røbe hærens opstilling, for at et i stilhed forberedt ætiopisk modangreb skal krones med held. Hun vægrer sig, men må dog til sidst give efter. Radamès kommer, og da han har røbet, hvad hun vil vide, overtaler hun ham til at flygte med sig. Amonasro kommer til og giver sig til kende, og Radamès erkender med forfærdelse og skam at have forrådt sit land. Amneristræder nu ud af templet, og da hun ser de tre sammen, slår hun alarm; Amonasro og Aida flygter, men Radamès giver sig i præsternes vold.

Fjerde akt

Første billede
I paladset. Amneris fortryder, at hun har overgivet Radamès til præsterne; hun lader ham komme og tilbyder ham friheden, hvis han vil glemme Aida, men han er standhaftig og føres bort til forhør. Han forsvarer sig ikke og dømmes til levende at indemures under Isistemplet.

Andet billede
Scenen er delt i to etager: øverst Isistemplet, nederst en kælderagtig hvælving. Radamès sidder på trappen, mens præsterne er ved at tilmure nedgangen. Da opdager han Aida, som ubemærket har sneget sig derned, og sammen tager de afsked med livet, mens den sørgeklædte Amneris knæler på stenen, som dækker deres grav.

Guseppe Verdi

Du kan læse meget mere om opera i forskellige blog indlæg her på kulturrejser.dk, læs også mere om Giuseppe Verdi og de forskellige opera han har skrevet.

Spaccanapoli, et herligt kaotisk hverdagsliv

Udgivet den af

Vi befinder os i Napoli i regionen Campanien i det sydlige Italien, måske har du aldrig hørt om Spaccanapoli, som er en bydel i Napoli med et herligt kaotisk hverdagsliv på den napolitanske måde…. Rejser du på kulturrejse til området og besøger Napoli, så kommer du helt sikkert til at stifte bekendtskab med Spaccanapoli-kvarteret som ligger vest for Duomo di San Genaro.

Opera og vasketøj i Napoli

Kig ind i baggyderne med deres vasketøjs-guirlander i en af Italiens mest livlige og hektiske byer for at fange et glimt af det temperament og den livfuldhed, napolitanerne er kendt for. I det kvarter, der kaldes Spaccanapoli, som førhen var en enklave med monumentale palazzi og prægtige kirker udfolder livet sig i dag på en baggrund af nedslidte lejekaserner og værksteder. Dette travleste område i byen er langsomt ved at undergå en grundig byfornyelse, i takt med at Napoli oplever en kulturel genopblomstring, og det er ikke længere farligt at færdes alene her. Snævre gader vrimler med lokale småhandlende, der falbyder alt fra smuglercigaretter over varme pizzaer til de muslinger, der bringes i land ude fra Napolibugten. Byens berømte San Carlo-operahus er måske nok et af Europas største og mest storslåede, men Spaccanapoli byder på spontan gadeopera, og her går tæppet aldrig ned. Sangeren Enrico Caruso blev født her og havde fra 1905 og til sin død i 1921 et værelse reservert på det historiske Grand Hotel Vesuvio ved havnefronten. Hotellets tagrestaurant, Ristorante Caruso, og dens udsigt over marinaen og Castel dell’Ovo fra 1100-tallet kan meget vel have været det sted, hvor en eller anden første gang udbrød: “Se Neapel og dø!”.

Festivalen, hvide nætter i St. Petersborg

Udgivet den af

Solen går aldrig ned over russisk kultur lyder et ordsprog og festivalen Hvide Nætter i St. Petersborger et godt bevis på det. Festivalen de Hvide Nætter afholdes på Mariinskij teatret og andre steder i byen i de sidste to uger i juni. Har du mulighed for at rejse på kulturrejse til St. Petersborg i denne periode og er interesseret i musik og historie, så er det en ekstra oplevelse.

Den forholdsvis nye musikfestival Hvide Nætter, opkaldt efter den årstid, hvor solen aldrig går ned, har begejstret sit publikum med forskellige opførelser og kulturelle begivenheder, hvis højdepunkter er St. Petersborgs fremragende opera- og balletkompagni og det teater med balkoner i fem etager, der har givet kompagniet dets navn – Kirov under sovjetstyret, i dag (som i zartiden) Mariinskij. Denne kulturfestival, der løber over én måned, giver et internationalt publikum mulighed for at overvære gallaforestillinger fra de klassiske russiske balletter til koncerter med St. Petersborg-filharmonikerne og gæstende verdensklassekunstnere.

Det fornemste spillested, Mariinskij-teateret fra 1800-tallet, har sammen med Bolsjoj-teatret i Moskva frembragt nogle af verdens bedste balletdansere. At overvære en forestilling her bør gå forud for alt andet, selv om de lange sommernætter for længst er forbi. Træk i det stiveste puds, få et glas champagne i pausen, og gå rundt mellem dem, der er lykkelige over at genopleve en svunden tid.

Grand Hotel Europe

Fortsæt det historiske tema ved at flytte ind på Grand Hotel Europa. Dette mirakel af et hotel, som er et internationalt joint venture, er en gennemgribende restaureret reinkarnation af det tidligere Europeiskaja, der åbnede i 1875 og dermed er St. Petersborgs ældste hotel. Meget af fortidens gammeldags aristokratiske atmosfære er borte. I stedet mødes man – til henrykkelse for internationale gæster, der følger i fodsporene på Gorkij, Strauss og Debussy – af den slags europæiserede, femstjernede betjening og hvidhandskede fornemhed, der endnu ikke er slået igennem på Ruslands håbefulde hoteller.

Grand Hotel Europe, der ligger lige ved Nevskij Prospekt, St. Petersborgs Champs-Élysées, var engang det funklende symbol på zarbyens blomstrende periode som Ruslands hovedstad fra 1712 til 1918. I dag angiver det igen pulsslaget i en genfødt by: Den elegante Caviar Bar er det foretrukne mødested for de Nye Russere med deres mobiltelefoner og cigarer, og den højt ansete Restaurant Europe byder på et niveau af luksus og fornem madkunst, man aldrig så i denne by under kommunismen. Hvis man ikke indkvarterer sig her, bør man i det mindste kigge ind til morgenmadsbuffet under hotellets fornemme art nouveau-loft med glasmalerier eller til jazz-brunch søndag formiddag. Grand Hotel Europe finder du på adressen Mikhajlovskaja uliza 1/7 i St. Petersborg. Læs om udvalgte hoteller i Rusland og andre lande i Europa her på bloggen om kulturrejser.

Montreux Jazz Festival

Udgivet den af

Montreux Jazz Festival i Schweiz, stor musik blandt store bjerge. Kombinere en kulturrejse til Schweiz med god musik og fantastisk natur

Jazz og smuk natur

Siden 1967 har Montreux Jazz Festival været Europas førende jazz begivenhed, men den har aldrig lagt sig fast på ét bestemt tema og byder tillige på blues, reggae, funk, soul, rap, rock og pop. Festivalen har altid fingeren på pulsen og byder på både nye og etablerede talenter, eksklusive jamsessions og de fineste lydsystemer og spillesteder, hvor de helt store navne spiller på de store steder, og de knap så kendte må tage til takke med gader og stræder – men det er ingen hemmelighed, at de sidstnævnte kan være lige så fornøjelige at høre. Festivalen begyndte som et tredags-arrangement, men er nu vokset til 16 dage og har i høj grad bidraget til den stærke musiktradition i denne evigt populære by ved bredden af den skønne Genèvesø.

Siden 1800-tallet er billedkunstnere, forfattere og musikere blevet tiltrukket til denne ferie- og kurby med dens tydelige franske islæt og kosmopolitiske atmosfære, som man ambitiøst sammenligner med Cannes. Man forstår til fulde, hvorfor Genèvesøen kaldes Den Schweiziske riviera, når man ser palmerne, cypresserne og magnoliaerne, der stortrives her (takket være bjergene, der beskytter byen mod den barske vinterblæst), og caféerne, der ligger langs de pragtfulde søpromenader. Cannes kan kun drømme om Château de Chillon, lige nede ad kysten og inden for synsvidde af Montreux. Det er Schweiz’ vigtigste og mest fotograferede slot, og dele af det går 1000 år tilbage. Det inspirerede forfatteren Lord Byron til at skrive sit berømte digt The Prisoner of Chillon og har utvivlsomt også givet inspiration til de musikere, der hvert år i juli sætter liv i Montreux.

Information

Byen Montreux ligger for foden af Alperner ca 100 kilometer øst for Genève ved foden af Genèvesøen. Skal du selv arrangere en kulturrejse og vil besøge Montreux Jazz Festival
så kan du få flere informationer på www.montreuxjazz.com. Festivallen vare i 16 dage og løber af stablen i juli måned. Husk at bestille hotel i god tid hvis du vil bo i nærheden af byen.
Du kan læse mere om udvalgte hoteller i Schweiz og få inspiration til din rejse i indlæg om andre festivaller, naturen, kulturen og historien i Schweiz her på kulturrejser.dk

 

Luzern-Festivalen i Schweiz

Udgivet den af

Luzern-Festivalen i Schweiz er en udsøgt musikfestival i værdige omgivelser. Skal du på kulturrejse til Schweiz og er interesseret i musik og natur, så læs mere om festivallen i Luzern.

En af Europas ældste festivaller

Hvis det gælder kvalitet frem for pragt, publikumstal eller reklametrommer, er Luzern-festivalen svær at overgå. Det er en af Europas ældste (indstiftet af Toscanini i 1938), mest bredtfavnende og mest charmerende og nævnes ofte i samme åndedrag som de øvrige større sommerbegivenheder inden for musikken: Salzburg, Bayreuth, Aix-en-Provence, ja, selv Glyndebourne. Et imponerende katalog af verdenskendte dirigenter, orkestre (undertiden over en halv snes), solister og kammerensembler giver koncerter på en række forskellige lokaliteter, bl.a. det nye, ultramoderne Kultur- og kongrescenter. Det ligger på de Lido-agtige bredder af den smukke Luzernsø og byder på et dramatisk afbræk fra byens middelalderlige eventyrbogs-miljø.

Luzern og Wagner

Luzern er populær blandt turister, til dels fordi den er selve billedet på en schweizisk by. Wagner, der var fortrolig med denne egn, skrev: “Jeg kender ikke noget smukkere sted i denne verden!”, og når han var i byen, opholdt han sig på det store Schweizerhof Hotel fra 1800-tallet (splinternyt efter nyindretning i 1999). Dets gæstebog er fyldt med navnetræk fra nylige festivalgæster, som f.eks. Princhas Zukerman, Mstislav Rostropovitj og, forhåbentlig, en selv.

Luzern ligger små 60 kilometer sydvest for Zürich. Festivallen har program fra midt i august til midt i september.