H.C. Andersen var født i en periode, hvor man for alvor begyndte at opdage den fortidige verden. Et århundrede før hans tid havde man opdaget de romerske byer Pompeji og Herkulanum og interessen for fortidens kunst, kultur og arkitektur blev ikke mindre i Andersens århundrede; 1800-tallet. Dette århundrede var også tiden, hvor danske forfattere, malere og komponister rejste ud i Europa for at danne sig. Et af de lande, de tog til, var Italien, og en af de forfattere, der rejste dertil, var Andersen.

H.C. Andersens dagbøger er en meget vigtig kilde til hans liv og færden. De oprindelige dagbøger blev udsat for et stort slid efterhånden som flere mennesker fattede interesse for Andersen. Derfor var det nødvendigt at udgive bøgerne, hvis originalmanuskripterne skulle bevares for eftertiden.

H.C. Andersens dagbøger

Der har løbende været bragt uddrag af dagbøgerne, herunder ”Skoledagbogen”, som kunne læses i Edvard Collins store bog ” H.C. Andersen og det Collinske Huus” fra 1906. I respekt for Andersens private optegnelser og hans vens ikke altid loyale optegnelser var man meget tilbageholdende med at udgive disse dagbøger, og for ikke at udstille H.C Andersen og hans venner skete der først noget i 1936.

Fra 1936 og frem til 1971 blev optegnelser fra rejser, skoler m.m. udgivet enkeltvis med noter. Den udgave af dagbøgerne, der blev udgivet i 1971 af det danske Sprog- og Litteraturselskab skulle indeholde alle de optegnelser, der på den tid var kendte. Hovedparten af originalerne til dagbøgerne findes på det Kongelige Bibliotek og der er i tidernes løb fra privatpersoner blev testamenteret flere dele til dagbøgerne. Dagbogsrækken er dog ikke fuldstændig, idet der mangler originalmanuskripter til nogle af de oplysninger, som har været bragt i bøger og pressen. Dagbøgerne blev hovedsageligt ført på H.C. Andersens mange rejser og ved særlige lejligheder, herunder krige, sygdom og dødsfald.

De første optegnelser var ikke så systematiske som de sidste, der skulle bruges til senere udgivelser, bl.a. rejseskildringer. Først fra 1860 og indtil sin død i 1875 førte digteren dagbog hver dag. Selve optegnelserne fandt ikke sted i en dagbog som den findes i dag, men i notehæfter og stilebøger. I digterens sidste leveår blev dagbogsnotaterne mere fyldige samtidig med at digterens litterære produktion næsten stoppede. De seneste år skriver han fortrinsvis om stemningerne i byen, krigen og om kongerne Fredrik den Syvendes og Christian den Niendes regeringstid.

Dagbogen til privat brug

Dagbogsnotaterne er ikke lavet for at videregive oplysninger til andre, men til eget brug og de er brugt som inspiration til digterens litterære udgivelser. I dagbøgeme bliver ofte noteret noget om hans helbred, tandpine, bylder m.m. Vejret får næsten hver dag et par ord med på vejen. Naturen og menneskene spiller en stor rolle. H.C. Andersen har lavet en del tegninger fra sine rejser, og mange af hans dagbogsnotater understøtter selve tegningerne. Dagbogsnotaterne beskriver hans rejser og ophold rundt i Danmark og i Europa. Livet på herregårdene Frijsenborg, Basnæs og Glorup beskrives også i dagbøgerne.

H.C. Andersens almanakker er en vigtig kilde til, hvor han har været på forskellige tidspunkter og de indeholder optegnelser over de begivenheder, der fandt sted i hverdagen, men fra 1862 indeholder de kun opgørelser over modtagne og afsendte breve. Dagbogsnotaterne og til en vis grad også almanakken rummer stof og inspiration for enhver person med henblik på at udforske Andersen på sin egen facon.

H. C. Andersens rejser til Italien og andre lande

H.C. Andersen var mere rejsende end andre kulturpersonligheder i samme periode. Andersen begyndte på rejserne, da han var 25 år og sluttede, da han var 68 år. Han rejste ofte i længere perioder end andre og rejste ikke kun i de traditionelle rejselande i Centraleuropa, som f.eks. i Italien, England, Frankrig, Spanien og Schweiz, men besøgte også mere ”oversøiske” steder som Skotland, Tanger i Afrika, Portugal og Balkanlandene. Også Sverige var ét af de lande, han besøgte. Danmark gennemrejste han på kryds og tværs fra Skagen til Aabenraa, Amager til Falster – samt mange andre steder.

Andersen var ivrig til at nedskrive, hvad han foretog sig på sine rejser, og derfor har vi i dag et godt indtryk af rejseaktiviteterne fra hans dagbøger, almanakken, samt fra hans utallige rejsebeskrivelser. Hans første rejsebog er ”Skyggebilleder” fra 1832.

Andersen vurderede altid, om han havde penge til at gennemføre rejserne og desuden blev der lagt nøjagtige planer og ruter for rejserne. Hans første Italiensrejse fandt sted 1833-1834. Formålet med rejsen var en stræben efter udvikling og modenhed og den findes ude blandt menneskene i verden, mente Andersen. At rejse er ikke kun for at leve, at elske, men også for at lære. Andersen var en skarpsindig iagttager af naturen og folkene, og hans rejseprojekter gik ud på at undersøge, hvor grænserne for naturen går i mennesket. Andersen havde det let med andre folkeslag, religioner, kulturer og politiske systemer. Vi ved dog fra Charles Dickens familie, at hans sprogfærdigheder i bl.a. engelsk ikke var store, men han klarede sig alligevel.

Guldalderen

Tiden mellem 1800-1850 betegnes som Guldalderen. Det var en periode med stor kulturel rigdom, selvom landet var ved at gå bankerot. Kontrasterne med det bundfattige land og den kulturelle rigdom var store og den kulturelle kom let til at fremstå meget harmonisk og idyllisk. Thorvaldsen skabte sine skulpturer, Bournonville sine balletter og Grundtvig og Ingemann deres salmer. Ligesom H.C. Andersen, C.F. Hansen og Lundbye frembragte de kunstneriske præstationer.

Det var almindeligt i Guldalderen, at kunstnere, videnskabsmænd, erhvervsfolk m.fl. søger viden og udvikling uden for landets grænser. Teknikken bød på nye muligheder, således også et telegrafkabel, “Den store søslange”, på bunden af Atlanterhavet mellem Europa og Amerika.

I 1842 udkom rejsebogen ” En Digters Bazar”. Denne rejsebog og den første “Skyggebilleder” i 1831 var udtryk for det fælles Europa, der bygger på den samlende ånd i naturen, og som drømmer om et fælles Europa, der mere bygger på de kulturelle og sproglige fællesskaber end politiske og statslige grænsedragninger.

At rejse repræsenterer for H.C. Andersen den tanke, at mennesket altid er i bevægelse – dette kan være fysisk eller psykisk. Ligeså var naturen udtryk for en kontinuerlig proces, som solen, månederne, årstiderne, dagen.

H.C. Andersen og Vesuv

H. C. Andersen har malerisk beskrevet Vesuv og blev allerede på sin første Italiensrejse i 1833-34 stærkt fascineret af vulkanen, hvilket også mange kunstnere blev i denne periode. Dette har vi talrige beviser på fra guldaldermalerne. For nogen har Vesuv altid været symbolet på det gode og det onde, hvilket vor store eventyrdigter også indså, ved dels den frugtbare lavaaske, men også de uhyggeligt stærke naturkræfter, som på få timer kan udslette generationers arbejde.