Le Mans er mest kendt for det berømte 24-timers bil-racerløb, der hvert år får kraftig eksponering i medierne og lokker mange rejsende til byen. Men Le Mans er mere og andet end motorsport.
Le Mans i den nordvestlige del af Frankrig – nærmere bestemt i regionen Pays de la Loire – er en smuk og charmerende by, der egner sig glimrende til et par dages fransk kulturrejse. Byen er blandt andet kendt for at byde på et spændende mix af nyt og gammelt, og er et godt valg af rejsemål for en kulturrejse.
Første stop på rejsen: Den storslåede Saint Julien katedral
Når man rejser til Le Mans, er første stop på vejen som regel den storslåede Saint Julien katedral. Katedralen er bygget med en blanding af romersk og gotisk arkitektur, og tilegnet den første biskop i Le Mans, som etablerede kristendommen i området i 300-tallet. Den er især berømt for sine mange imponerende og velbevarede vinduer af farvet glas, som viser en spændende variation af scener fra det gamle og det nye testamente, samt – på god, katolsk facon – fra forskellige helgenes og jomfru Marias liv.
Når mørket falder på, og man har spist middag på en af de mange gode restauranter nær katedralen, der byder på så forskelligt godt til ganen som højkvalitets kalvekød, hajkød og kængurukød, er det en god idé at nyde det fantastiske lysshow “La Nuit des Chimeres”.
Imponerende lysshow fører turisten tilbage i tiden
Showet kører fra tirsdag til lørdag i juli, august og december fra kl. 21.30 – så det er enten en sommer- eller en vinterfornøjelse. Men er du i Le Mans i de perioder, kan det bestemt anbefales.
Showet er et lokalt finansieret projekt, der fører dig tilbage i tiden, og bringer myter fra Middelalderen til live. Historier om konger og dronninger, slag og romancer udspiller sig for dine øjne langs med hele syv af byens seværdigheder. Showet starter på Saint Julien katedralen og kører langs med den imponerende velbevarende bymur fra romertiden. Projektorer gemt i store, grå bokse bringer således fortiden til live på din aften-gåtur gennem smukke Le Mans.
Den gamle del af byen er dog så interessant i sig selv, at en gåtur i dagslys også er et must på rejsen til Le Mans. Overvej eventuelt at få fat i en lokal tour-guide, som kan fortælle om den lokale historie og de mange små pudsigheder, der er knyttet til den.
Et eksempel på et pudsigt fænomen i den gamle del af Le Mans er det såkaldte “teddy bjørne-hus” – muligvis verdens mindste hus! Man støder på det på sin gåtur igennem de snævre, gamle, charmerende gader, men det er ikke nødvendigvis nemt at få øje på uden hjælp fra en lokalkendt: Faktisk kan man ikke komme i nærheden af mini-huset uden at gå igennem et andet hus’ have.
Huset er placeret vakkelvornt på toppen af to mure, og skulle efter sigende være til salg efter de tidligere ejere er rejst. Måske fandt de det en tand for lille? Navnet “teddy bjørne-huset” stammer fra, at man tidligere placerede en stor teddy bjørn i et af vinduerne, så det blev tydeliggjort for besøgende, hvor småt huset er.
Ualmindeligt velbevaret romersk bymur – og en smuk øko-have til den naturglade rejsende
Den gamle, romerske bymur er et andet must at besøge for turister i Le Mans. Det er en af de bedst bevarede i verden, og man kan stadig levende forestille sig, hvordan denne imponerende struktur holdt fjenderne for døren i tidernes morgen. Muren er ikke længere komplet, og man har i moderne tid bygget huse ind i selve muren for at skabe flere lokale hjem. Der skal modige vinduespudsere til for at holde husenes vinduer rene, for muren er bemærkelsesværdigt høj og facaderne ujævne. Efter dit besøg på muren er det tid til at klatre ned af den 100-trins stentrappe, der leder ind til byens centrale plads.
Her kan man nyde en god, fransk frokost – og det er ikke en dårlig idé at leje en bil, så man kan bruge eftermiddagen i den lille landsby Asnières sur Vègre, som er en kort køretur fra Le Mans. Her kan man besøge den vidunderlige have Le Jardin Mosaiqe, hvor man kan se sjældne planter og blomster, høre om specielle urter og prøvesmage lækre frugter og grøntsager.
Haven bliver kørt af en idealist, Philippe Grandry, og hans hustru, som forvandlede et forladt, bart område til et smukt, frodigt økologisk havebrug. Alt her vokser og trives med naturlige midler, uden brug af pesticider og lignende. Så for de naturglade venter der også positive oplevelser på rejsen til Le Mans.