Alle elsker Kreta

Rejs til Grækenlands mest populære ø, Kreta, og oplev ægte, græsk charme og varme, herlige strande, hyggelige havnebyer, en imponerende kulturarv og det fabelagtige græske køkken. Velbekomme!

Kreta – Grækenlands mest elskede ferieø

Alle elsker Kreta. Det vidunderlige sommervejr, den gode mad og den charmerende lokalbefolkning har tryllebundet danske rejsende i årtier, og mange vender tilbage hertil år efter år. Når du holder ferie på Kreta, kan du koble helt af fra din travle hverdag på Kretas skønne strande og nyde den behagelige badevandstemperatur og svalende havbrise. Men du kan også tage på enestående kulturelle oplevelser.

Overalt på Kreta kan du finde spor efter øens forgangne storhed – ikke mindst i det minoiske paladskompleks Knossos, Europas ældste by, der strækker sig over mere end 24.000 m2. Den spillede nemlig en central rolle i den græske mytologi, og man mente, at guden Zeus var født her.

Den kretensiske historie strækker sig hele 5.000 år tilbage i tiden, og minoerne, der beboede øen indtil cirka 1450 f.Kr., var Europas ældste civilisation.

Læs også: Kreta fuld af kultur og historie

Når du er færdig med at gå i fortidens fodspor, så besøg en lokal taverna og betragt de gamle mænd, der drikker stærk kaffe og spiller tavli, det græske svar på backgammon. Her kan du nyde den cremede, krydrede tzatziki, saftige souvlaki, delikate dolmades af friske vinblade og den elskede klassiker calamari, der bare smager bedst under græske himmelstrøg. Skyl efter med et glas køligt Retzina – det er føde, der er de græske guder værdige.

Chania

Chania-kysten byder på Kretas allerbedste strande og mangfoldige badebyer, der både tilgodeser børnenes behov og tilbyder underholdning for de voksne.

I feriebyer som Agia Marina og Platanias finder du familievenlige hoteller og et hav af hyggelige restauranter. Dagene går med sol og afslapning, mens børnene leger i vandkanten. Af de to feriebyer er Platanias den mest livlige, og når solen går ned, summer det af sommerliv på byens restauranter og barer. Uden for hotelområderne strækker de frodige bakker og plantager sig, og rejser du først eller sidst på sæsonen, indbyder området til spændende vandre- og cykelture.

Fra Agia Marina og Platanias har du kort afstand til selve Chania by, der er Vestkretas charmerende turistcentrum. I de kringlede, brostensbelagte stræder sælges lokale fødevarer, lædervarer og kunsthåndværk, der alt sammen er fremstillet efter stolte kretensiske traditioner. Byens hjerte er den venetianske havn, hvor der hersker en helt unik atmosfære. Sæt også tid af til det lokale marked i byens store markedshal, og lad dine sanser suge til sig blandt krydderier, grøntsager, fisk og frugter.

Kreta….
– er Grækenlands største ø og Middelhavets femtestørste.
– har 600.000 indbyggere, halvdelen af dem bor i landområderne, resten er koncentreret i de større byer.
– befinder sig på samme breddegrad som Nordafrika. Det giver dejlige sommertemperaturer på 25-35 grader helt fra april til november og en badevandstemperatur på over 20 grader sommeren igennem.
– ligger 3 timer og 30 minutters flyvetid fra Danmark.

Agia Irini kløften på Kreta

Agia Irini er en fantastisk kløft på Kreta, som er mindre besøgt end den berømte Samariakløft. Agia Irini ligger 43 km fra Chania og der kører busser til området. Kløften starter ved landsbyen Agia Irini i Selinou og er i alt 7 km lang. Gåturen er på 12 km og ender i Sougia, som er en vidunderlig lille by på Kretas sydkyst. Gåturen er besværet værd alene for at besøge Sougia, som byder på en af de mest fantastiske stenstrande på Kreta.

Kløften byder på et fascinerende landskab med klipper og store sten og en lille flod der bugter sig ned imellem de høje bjergsider. Naturen byder på mange forskellige buske og træer; cypresser, ahorntræer og vidunderlige lyserøde blomster. Der er ligeledes et rigt dyreliv med pindsvin, væsler, grævlinger mus og flagermus. Har det regnet dagen før, så bør man være forberedt på, at man ikke kan komme igennem kløften med tørre sko.
Afhængigt af årstiden, så er det en meget rolig og fredfyldt gåtur, da der ikke er så mange besøgende i denne kløft. Man skal huske at tage rigeligt med vand med på turen, og der er en café ved turens start og på halvvejen.

Faunaen i kløften er forunderlig og meget varieret. Der er pinjetræer, cypresser, platantræer, kermes-eg og carob træer. Man finder også mastik, myrter, jordbær, ibenholt, timian, salvie, lavendel samt den helende plante, Dictamo (Origanum dictamnus).
Efter en oplevelsesrig dag i kløften, så kan man slappe af og nyde livet i Sougia. Her kan man sidde på stranden og kigge ud over det Libyske Hav, som strækker sig så langt øjet kan række. Her kan man finde roen og nyde et lækkert måltid på en af tavernaerne langs stranden.

Fra Sougia kan man tage en kortere gåtur til Lissos. Her finder man ruinerne fra et tempel som blev bygget til Asclepius, som var kendt som en healer i oldtidens Grækenland. Nogle betegnede Asclepius som en Gud, og det var ham der oplærte Hippocrates, som i dag er velkendt som opfinderen af moderne medicin. Der har været mange udgravninger på Lissos, og der er fundet mange oldtidslevn, hvor mange af dem er bevis på Kretas handelsmagt som går tilbage til det 3. århundrede f.Kr.

Efter besøget på Lissos kan man tage tilbage til Sougia, hvorfra man kan tage en båd til Paleochora, men det er også oplagt at blive i Sougia, hvor man kan slappe af på stranden med de små sten og det krystalklare dybe vand.

Der er også andre små kystbyer i området, som kan nås med en færge, som sejler langs kysten til Agia Roumeli, Loutro og Chora Sfakion.

Kreta, fuld af kultur og spændende historie

Kreta i Grækenland er en ø med en enestående historie og kultur og et oplagt rejsemål for en kulturrejse til Grækenland. De fleste som rejser til Kreta forbinder nok ikke øen med en kulturrejse, men derimod som et rejsemål til årets sommerferie med sol og strand. Netop det at Kreta også har et fantastisk klima, en smuk natur med de dejligste strande gør at øen er oplagt at besøge på en kulturrejse hvor man også ønske at kunne slappe af nogle timer på stranden eller måske vandre en tur i de smukke bjerge.

Kreta Grækenlands største ø

Den største af de græske øer er også en af de mest fascinerende. Kreta var fødestedet for den minoiske kultur, Europas første fremskredne civilisation, og Knossos – der blev opdaget så sent som i 1900 – var dens hovedby. Det rekonstruerede palads i Knossos mente man tidligere var hjemsted for sagnkongen Minos, hvis hustru fødte Minotauros – halvt tyr, halvt menneske – som levede af menneskeofre og holdt til i en hemmelig labyrint under paladset. Selve paladset dateres til 1700 f.Kr., selv om dets freskers strålende og livfulde farver og dets raffinerede anlægsplan og opbygning får det til at virke næsten moderne.

Knossos

Knossos’ restaurering har været kilden til større uoverensstemmelser mellem arkæologerne, der betragter den som et i bedste fald kvalificeret gætværk fra den tidlige 1900-tals-arkæolog Sir Athur Evans’ side. De kongelige gemakker er uden tvivl indbegrebet af et luksuøst hofliv med deres fire etager med værelser, der illustrerer livet i den minoiske kultur for over 3000 år siden. Mange af de minoiske skatte og fresker (uden lige i oldtidens verden), der vidner om et bemærkelsesværdig fremskredent og fredeligt samfund, er blevet fjernet og kan i dag ses på det arkæologiske museum i Iraklio (som kun overgås af museet i Athen). Kræsne kendere foretrækker det nærliggende palads i Phaistos. Det blev udgravet næsten samtidig og stammer fra samme periode, men er blevet præsenteret i en praktisk taget urekonstrueret tilstand. Knossos ligger ca. 50 kilometer sydøst for Iraklio

Samarià-kløften

Den mest imponerende naturseværdighed på Kreta er Samarià-kløften, den længste kløft i Europa. Den populære, men anstrengende vandretur ned ad bakke gennem De Hvide Bjerge (Lefka Ori) begynder med et fald på 900 m over de første 1½ km ad den stejle, zigzaggende Xylóskalo (Trætrappen). Herefter flader vandrestien ud de næste 17 km, som præges af duftende bjergtimian og vild merian. Er man heldig kan man få et glimt af den sjældne vilde bjergged (besoarged), som man ved lever her. Vandreturens højdepunkt er Sidirósportes (Jernportene), hvor vandrerne skal klemme sig gennem kløftens smalle sted på blot 4 m’s bredde mellem klippevægge, der hæver sig til 600 m’s højde til begge sider. Turen afsluttes ved en landsby nede ved havet med en kølende dukkert i Det Libyske Hav 5-7 interessante timer senere. Det normale udgangspunkt er kystbyen Chania, der er kendt for sin stemningsfulde historiske havn. Kløften er åben fra maj måned og til midten af oktober. Den bedste rejsetid er i Maj og september og specielt i maj hvis du vil opleve Kretas berømte vilde blomsterflor.

Hotel Elounda Mare

Ikke lige i nærheden, men en køretur værd, ligger det dejlige hotel Elounda Mare, der er opført på en terrasseret skråning ved den naturskønne Mirabella-bugt og med udsigt til de fjerne bjerge. Halvdelen af suiterne har deres egen murkransede have og et lille siddebassin, men det turkisblå hav er ikke langt væk. Den mediterrane æstetik på Elounda Mare, som er en smagfuld balance mellem nordeuropæisk raffinement og de græske øers enkelhed, afspejles i møblerne, der er traditionelle, men af høj kvalitet, og i dets køkken. Elounda Mare har hele tre velansete restauranter, alle med udendørs servering, et fremragende udvalg af friske fisk og skaldyr og et omfattende vinkort. Her på bloggen om kulturrejser kan du finde beskrivelser af flere udvalgte hoteller på Kreta som er velegnet til en kulturrejse til øen. Hoteller med god beliggenhed og autentiske oplevelser er vigtige og dem findes der mange af på Kreta. Elounda Mare ligger ca 80 kilometer øst for Iraklio

Kulturrejser til Kreta

Skal du planlægge en kulturrejse til Kreta finder du her nogle praktiske informationer. Du kan også læse mere om øen og andre rejsemål i Grækenland i de mange andre indlæg om historie, kultur, natur, mad her på bloggen. Phaistos ligger ca. 50 kilometer sydvest for Iraklio og Chania omkring 140 kilometer vest for Iraklio. Afstande på Kreta er store og der er meget kørsel i bjerge, derfor er det en god ide evt. at bo to forskellige steder på øen under din ferie.