Et besøg i denne lidet kendte moske, der i dag er museum, slår den besøgende med forbløffelse. Det har til huse i det, der oprindeligt var Den Hellige Frelserkirke i Chora (“ude på landet”), en lidt afsides beliggenhed i Istanbuls vestlige udkant. Selve bygningen blev opført i 400-tallet og siden ombygget utallige gange. En stor del af den nuværende bygning og dens prægtigt udsmykkede interiør blev fuldført i 1321 af Theodoros Metochites, statsminister og bannerfører for den kunstneriske og intellektuelle renæssance, der forvandlede det sene Byzans. Kariye-museet rummer beundringsværdige mosaikker og freskoer fra 1300-tallet med gengivelser af bibelske scener fra Adam til Kristi liv, og desuden nogle af de vigtigste og største byzantinske malerier i verden. Alligevel har den besøgende ofte stedet helt for sig selv., hvilket dog blot bidrager til følelsen af ærefrygt. Bagefter kan man få hold på tankerne igen på haveterrassen, hvor der serveres te. En række historiske osmanniske huse i nærheden udgør en romantisk tidslomme fra det gamle Istanbul i skyggen af byens mur fra 400-tallet (opført mindre end 100 år efter kejser Konstantin), der er flere etager høj med en tykkelse, der nogle steder når op på 6 m. Kariye museet ligger lige ved Edirneporten i den gamle bydel i Istanbul.
Tag-arkiv: Istanbul
Hotel Pera Palas i Istanbul
Hotel Pera Palas i Istanbul har igennem tiderne været mødested for spioner og berømtheder, men du behøver ikke bo på hotellet på din kulturrejse til Istanbul, du kan nøjes med at kigge forbi og fornemme historiens vingesus!
Kig indenfor til te på dette århundredgamle hotel, der oser af historie og nostalgi. Hotel Pera Palas blev bygget i 1892 til indkvartering af de overvejende europæiske gæster, der ankom til Konstantinopel med Orientekspressen (og blev transporteret til hotellet i bærestole). Dets gæstebog er som en fantasiens Blå Bog, hvor Mata Haris navnetræk ses i selskab med Agatha Christies, da sidstnævnte skrev en stor del af Murder on the orient Express (på dansk: Mordet i Orientekspressen) på værelse 411 i 1930’erne. Tyrkiets nationalhelt, Mustafa Kemal Atatürk (som senere skulle blive landets første præsident, da det blev republik i 1923), foretrak værelse 101, der er blevet bevaret, præcis som da han boede her, og i dag er et lille museum. Faktisk er der bestræbelser i gang på at omdanne hele hotellet til museum, hvilket forklarer, hvorfor en hårdt tiltrængt restaurering først nu er blevet igangsat. Gæster fra hotellets første tid ville stadig kunne genkende den originale elevator, der minder om et forgyldt fuglebur, og foyerens 6 m høje vægge af koralrød marmor. Det vidunderligt art déco-prægede interiørs let falmede stemning har gjort det til en favorit blandt briter og blandt filmhold, der prøver at indfange en atmosfære, som kun virkelighedens verden kan udstråle. Men gæsterne får lov at betale for nostalgien her, så mange søger andre steder hen og lader det blive ved en kop kaffe i den fornemme salon eller en drink i baren. Hotel Pera Palas finder du på adressen Mesrutiyet Caddesi i Istanbul, men du kan også læse om andre udvalgte hoteller i Istanbul her på bloggen om kulturrejser, også hoteller der ligger i et lidt billigere pris-niveau end Hotel Pera Palas.
Süleymaniye Moskeen i Istanbul
Süleymaniye Moskeen er den største og efter manges mening også den smukkeste moske i Istanbul. Besøg moskeen på din kulturrejse til Istanbul og få et indblik i den tyrkiske kultur og historie.
Sultan Süleyman 1. Qanunis (“Lovgiveren”) moske (Süleymaniye Camii), kendt for sine yndefulde minareter, sine glasmalerier og sin fremragende akustik, er den største og almindelig anerkendt som den smukkeste blandt alle Istanbuls mange moskeer. Den knejser på toppen af en bakke med sin umiskendelige silhuet og er Istanbuls lettest genkendelige vartegn, hvilket præcis var, hvad bygherren havde i tankerne. Süleyman 1., den største, rigeste og mægtigste af osmannernes sultaner, skabte dette monument over sig selv mellem 1550 og 1557, og han blev begravet her (sammen med sin yndlingshustru, der i Vesten er kendt som Roxelana, “Russeren”) blot ni år efter dens fuldførelse. I nærheden af deres kunstfærdigt fliseudsmykkede, ottekantede gravmæler (spørg efter türbeler) finder man det beskedne gravsted for Mimar Sinan, Tyrkiets største arkitekt, som var ansvarlig for dette enestående bygningsværk. Selv om Süleymaniye er den mest overdådige (og, som det skulle vise sig, berømteste) af de mange tributter, Sinan ydede til sin velynder, mente han selv, at hans mesterværk var Selimiye-moskeen i Edirne nordvest for Istanbul nær grænserne til Bulgarien og Grækenland. Süleymaniye Moskeen ligger på adressen Hesapcesme Caddesi, Beyazit i Istanbul. Læs mere om kulturrejser til Istanbul her på bloggen.
Hagia Sophia i Istanbul
Hagia Sophia i Istanbul, er Byzans’ fornemste arv og et must at besøge på en kulturrejse til Istanbul i Tyrkiet.
Hagia Sofia
Den vældige kuppel og de fire elegante minareter på Hagia Sofia, som på dansk betyder, den hellige visdoms kirke, hæver sig over kaosset og trængslen i Istanbuls centrale bydel og har gennem mere end et årtusind været den mest imponerende silhuet på asiens skyline. Men forlad den nådesløst brændende sol, og find dens væsens kerne i den betagende skønhed i dens dunkelt oplyste indre, et af de største lukkede rum i verden. Den byzantinske hovedstad, Konstantinopel, nærmede sig hastigt sit højdepunkt som Romerrigets religiøse, kommercielle og kunstneriske centrum, da kejser Justinian i det 6. århundrede e.Kr. påbegyndte arbejdet på denne bygning ved Bosporus, der med tiden skulle blive til den fornemste kirke i hele det gamle Byzans og symbolisere dets herskeres magt og rigdom. Desværre blev meget af kirkens originale guld og marmor og dens 1½ ha med kunstfærdige mosaikker røvet under korstogene i 1204 og bortført som bytte. I 1453 blev Konstantinopel erobret af osmannerne, og kirken blev omdannet til moske. I 1934 blev den ribbet for alle religiøse betydninger og funktioner, men den vil for altid være en åndelig oase og forblive det fornemme bygningsværk, der har overlevet fra senantikken.
Four Seasons Hotel
Ikke langt herfra byder værelserne og restauranterne i Four Seasons Hotel på udsigt til denne kirke og desuden til den elegante Blå Moske og dens seks minareter, bygget af sultan Ahmed 1. og påbegyndt i 1609. Ironisk nok fungerede Four Seasons-bygningen gennem mange år som fængsel, hvor systemkritiske tyrkiske forfattere og politikere fra 1917 blev indespærret under langt mindre overdådige forhold end dem, man finder i dag. De ville sagtens kunne se ironien ,men aldrig genkende de rummelige værelser, den elegante indretning og bestemt ikke de forførende dejlige badeværelser. Den indre gård, der i dag er fyldt med planter og fuglesang, er en sval, væksthusagtig oase, hvor en restaurant byder på måltider, der ikke på mindste måde minder om fængselsmad. En kop tyrkisk kaffe eller en solnedgangsdrink på tagterrassen med udsyn til Istanbuls spir er den fængslende ramme om en fredfyldt stund ….og så tændes lysene og fremhæver Istanbuls smukke bygninger mod den blæksorte aftenhimmel, og man vil føle sig som en glædens fange, denne gang i en romantisk stemning og opvartet af et personale, som sultanerne kun ville have kunnet drømme om. Four Seasons Hotel ligger på adressen Tevkifhane Sokak 1, Sultanahmet-Eminonu i Istanbul, men der findes naturligvis mange andre gode og billige hoteller i byen. Læs om udvalgte hoteller til en kulturrejse i andre indlæg her på bloggen om kulturrejser.
Topkapi paladset i Istanbul
Topkapi paladset i Istanbul er endnu en af mange seværdigheder i byen man bør besøge på en kulturrejse til Istanbul.
Gennem næsten fire århundreder regerede 25 sultaner det vældige Osmannerrige fra det 70 ha store, vidstrakte paladskompleks Topkapi, der er opført på et forbjerg med udsigt over Bosporusstrædet. I dag fremtræder mange af værelserne og udstillingerne så fascinerende og legenderne så eksotiske, at det er nemt at forestille sig den periode, hvor dette palads rummede et samfund på 40.000 mennesker og var som en by i sig selv. De fleste af sultanatets skatte er forsvundet for længe siden, men de tilbageværende genstande, der er udstillet i Skatkammeret, er nok til at beskæftige fantasien med, hvilke andre kostbare ting folk som Süleyman 1. Qanuni omgav sig med. Den berømte Topkapi-dolk er indlagt med enorme smaragder, og det samme er Selim 1.s trone, der er prydet af over 25.000 ædelsten. Skemagerens Diamant, den femtestørste i verden, kunne første gang beundres af offentligheden i Mehmet 4.s kroningsturban i 1648. Topkapi Paladsets indgang ligger for enden af Babuhümayun Caddesi, lige bag Hagia Sofia
Haremsområdet
Den anden kilde til fascination i dette palads er haremsområdet (“harem” betyder “forbudt” på arabisk). Antallet af haremskvinder forøgedes støt i takt med Osmannerigets tilbagegang og talte over 800 i midten af 1800-tallet,hvor sultan Abdülmecid 1. forlod Topkapi til fordel for det Versailles-agtige Dolmabahcepalads længere oppe ad Bosporusstrædet, lige så ødselt og prangende, men i fransk, ikke tyrkisk stil.
Ciragan Palace Hotel
Hvis man skulle få lyst til selv at prøve livet som pasha, kan man overveje Sultansuiten på Ciragan Palace Hotel, der i en kort periode i 1800-tallet var bolig for sultan Abdülaziz. Dette palads, der ligger majestætisk ned til Bosporusstrædet ca. 2½ km nord for Topkapi, er blevet minutiøst tilbageført til fordums uhæmmede overdådighed med frodige haveanlæg, udendørs restaurant-terrasser og en café nede ved vandet. Gæster, der ikke har lagt beslag på den største suite i Europa, må tage til takke med standardværelserne i den nyere bygning ved siden af, men de er dog intet mindre end fyrstelige. Hotellets højt ansete Tugra-restaurant på en terrasse med udsigt over Bosporus, behandler alle og enhver som kongelige gæster og serverer klassiske osmanniske retter til akkompagnement af tyrkiske musikere. Ciragan Palace Hotel ligger på adressen Cira an Caddesi 84, Besiktas i Istanbul. Find dit hotel i Istanbul på kulturrejser. Læs om udvalgte hoteller i Tyrkiet og andre lande i de forskellige indlæg. I billedgalleriet kan du se foto og priser finder du i hotel oversigten.
Den overdækkede basar og tyrkisk bad i Istanbul
Tyrkisk basar, tyrkisk bad og andet tyrkisk, det er kultur så det basker og måske netop derfor er Tyrkiet og Istanbul blandt de rejsemål som virkelig oplever en stigning i antallet af besøgende der rejser på kulturrejse.
Basaren Kapali Carsi
Skulle det måske være et flyvende tæppe? Tæpper i vilde mængder og alt muligt andet kan man få i Istanbuls mægtige Kapali Carsi (overdækkede basar), en miniby, der breder sig over 65 gader og 20 ha og rummer omkring 4000 butikker, bittesmå caféer og restauranter – hele herligheden omgivet af en mur og med adgang gennem 11 forskellige porte. Den blev oprindelig opført af Mehmed 2. Fatih (“Eroberen”) i 1450’erne, men er blevet væsentligt ombygget gennem århundrederne på grund af brande, dog er dens originale stil med buegange og fliseklædte springvand blevet bibeholdt. Det er et af de største (og ældste) indkøbscentre i verden, og det byder på et utal af muligheder for at købe lokale souvenirer og tingeltangel: tæpper, smykker, ikoner, lædervarer, servantekander, merskumspiber, keramik, bronzegenstande og kobberting. Istanbuls indbyggere kommer her stadig indimellem for at købe et par meter klæde eller et guldarmbånd til en særlig lejlighed, og som det ofte er tilfældet, er sidegaderne de mest autentiske med mindelser om de gode, gamle dage. Den overdækkede Bazar finder du på Yeniceriler Caddesi og Fuatpasa Caddesi. Basaren holder åben mandag til lørdag.
Tyrkisk bad
Når man har handlet færdig og trænger til at komme til hægterne, er et traditionelt tyrkisk bad lige sagen. Der er stadig over ét hundrede at vælge imellem, men det bedste sted at hvile ørerne efter en lang, støvet og støjende dag med købslagning er Cagaloglu på Yerebatan Caddesi. Ca alo lu var en gave til byen i 1741 fra sultan Mahmud 1., og man mener ,at både kong Edward 8., kejser Wilhelm 2., Franz Liszt og Florence Nightingale har besøgt dens storslåede, kuppeldækkede dampbaderum i skinnende hvid marmor – Tony Curtis har uden tvivl gjort det. Offentlige badeanstalter blev oprindelig anlagt af romerne, der gav denne tradition videre til byzantinerne og fra dem igen til tyrkerne. Badeanstalter var en service for befolkningen på grund af vandmangel og forenede på fremragende vis Koranens bud om renlighed og glæden ved at lade kroppen forkæle i smukke omgivelser. Skønt de fleste tyrkiske boliger i dag (især i byerne) har indlagt vand, tjener badeanstalterne stadig et socialt formål. Cagaloglu Haman ligger på Yerebatan Caddesi ved Babiali Caddesi nær Cagaloglu-pladsen lige i nærheden af Hagia Sofia.
For resten blev en mand, der blev opdaget i kvindernes badeafdeling, førhen straffet med døden, i vore dage slipper man med livet i behold, men i dag ligger mænds og kvinders badeafdelinger i hver deres bygning med interiører, der ikke har ændret sig meget siden Osmannerrigets tid.
Kulturrejser til Istanbul
Har du aldrig været på kulturrejse til Istanbul, så sæt byen på listen over rejsemål du må besøge. Istanbul er en fantastisk by og rummer kultur oplevelser nok til mange rejser. Læs meget mere om kulturrejser til Istanbul og andre rejsemål i Tyrkiet i andre indlæg her på bloggen.