Litteraturen står i særklasse blandt de islandske kunstformer. Den klassiske litteratur betegnes som middelalderlig, eftersom den blev nedfældet i 1100-tallet og 1200-tallet, men den gengiver for størstedelens vedkommende meget ældre, mundtlige traditioner fra perioden før kristendommens indtog. De ældste værker er blevet til i Norge. Denne litteratur kunne bevares på Island, eftersom landet til forskel fra det øvrige Norden blev kristnet under fredelige former. Derfor var det ikke så nødvendigt for kirken at undertrykke minderne fra hedningetiden.

De ældste værker, som er skabt af ukendte forfattere, findes i den såkaldte Eddadigtning. Af udødelige værker kan nævnes Hávamál, som blandt andet giver råd om vikingetidens sæder og skikke, samt Völuspá, som skildrer verdens skabelse og gudernes kamp forud for verdens undergang, ragnarok.

En mere tungt fordøjelig genre for den moderne læser er fyrstedigterne eller drapan, som i 900-tallet gav islændingen Egil Skallagrímsson og andre digtere mulighed for at boltre sig i udsøgt knudrede versemål. Inden for prosaen udgør person- og slægtssagaerne fra 1200-tallet en særlig genre. Den mest berømte af disse er Njáls Saga, hvis ordfattige, men dramatiske og udtryksfulde fortælleteknik den dag i dag tjener som inspirationskilde for forfattere.

Fortidens litterære traditioner levede videre i de første århundreder efter kristendommens indtog i 1000-tallet og frembragte nye værker. Et af disse er den ejendommelige og gribende Sólarljód (Solsangen), som er skrevet af en ukendt forfatter.

Historieskrivningen er en vigtig tradition. Den kan f.eks. beundres i Landnámabók, som skildrer øens kolonisering. Storbonden Snorri Sturluson (1179-1241) er en historiker og traditionsbevarer i særklasse. Han nedfældede bl.a. de norske kongers historie i Heimskringla. I 1300-tallet opstod en ny form for episk digtning, rímur (ental ríma), som var inspireret af datidens europæiske skjaldedigtning. Disse har bevaret deres popularitet på Island frem til vore dage.

Reformationen betød et afbræk for kulturlivet, som i høj grad var centreret omkring kirken. I 1600-tallet fremstod Hallgrímur Pétursson dog som en betydelig religiøs digter med sin samling af passionssalmer, som den dag i dag er den mest trykte bog på Island.

I 1800-tallet indledte islandske intellektuelle i København en national vækkelse. Den litterære produktion tog fart, og opgangen fortsatte i 1900-tallet.

I begyndelsen skrev mange islændinge såsom prosadigteren Gunnar Gunnarsson på dansk eller norsk, for derved at nå ud til et større nordisk publikum. Derimod skrev Halldór Laxness sine romaner på islandsk, bl.a. Salka Valka og Islandsklukkan (Islands Klokke). Han modtog Nobelprisen i 1955.

Af vore dages mange afholdte forfattere kan nævnes Frida Sigurdadottír, som modtog Nordisk Råds litteraturpris i 1993, og Einar Már Gudmundsson, som to år senere modtog samme pris for romanen Universets Engle.

I 800-tallet var nogle få irske munke bosat på Island, men de forlod efter sigende landet, da hedenske skandinaver holdt deres indtog. Den første nordbo, som reelt bosatte sig på Island, var nordmanden Ingólfur Arnarson, som i 874 byggede en gård ved Reykjavík. Dermed begyndte den såkaldte landnamstid. I denne periode blev Norges kystegne forenet i et rige under Harald Hårfager, hvilket førte til, at mange norske storbønder valgte at udvandre til Island.

Landnamstiden varede frem til år 930, da islændingene vedtog en fælles lov efter norsk forbillede. Fra og med dette år samledes et fælles ting, Altinget, hver sommer ved Thingvellir øst for Reykjavík. Altinget var lovgivende og dømmende, mens den udøvende magt lå hos de lokale høvdinge, goderne. I år 1000 besluttede Altinget, at kristendommen skulle være islændingenes officielle religion, men samtidig fik indbyggerne lov til at udøve den gamle religion i stilhed. Dermed lykkedes det bl.a. at forebygge, at det øvrige Norden indledte “korstog” mod Island for at frelse sjæle og inddrive skatter.

Den såkaldte islandske fristat varede frem til år 1261, da Altinget besluttede, at Island skulle tilslutte sig Norge. Island havde på det tidspunkt gennemlevet nogle årtier med borgerkrig mellem de mægtige stormænd, og landet var også ramt af epidemier og fejlslagen høst. Folketallet var steget kraftigt. Fiskeriet erstattede nu landbruget som vigtigste næringsvej, men islændingene var afhængige af norske fartøjer til fiskeeksport og al anden handel med udlandet.

Island bevarede i vidt omfang selvstyre under unionen med Norge. I denne periode fik kirken stor magt. I 1380 blev Norge, og dermed også Island underlagt Danmark i en personalunion, der siden som Kalmarunionen fra 1397 også kom til at omfatte Sverige-Finland. Island og Norge blev fra 1536 danske lydriger, da unionen blev endeligt opløst.

Danskerne stødte på hård modstand, da de begyndte at gennemføre reformationen på Island. Katolicismen blev først afskaffet, da den danske konge i 1550 lod den mægtige biskop i Hólar Jón Arason, dræbe. Store landejendomme, som tidligere havde tilhørt kirken, blev nu underlagt den danske krone.

Efter reformationen blev Island nærmest en dansk koloni. Altingets magt blev indskrænket, og det blev efterhånden reduceret til en dårligt fungerende domstol. I 1602 indførte den danske konge, Christian IV, et handelsmonopol og forbød al anden handel med Island. Visse købmænd købte dog licens af den danske konge. Følgerne blev katastrofale for den islandske økonomi, som var yderst afhængig af fiskeeksporten.

Hertil kom en forværring af klimaet – “den lille istid”. I løbet af 1700-tallet faldt befolkningstallet som følge af hungersnød og epidemier. Handelsmonopolet blev lempet i 1787, men handelen blev først frigivet i 1854.

I 1800-tallet begyndte en nationalistisk bevægelse at spire frem blandt islændinge, som var bosat i Danmark. Jón Sigurdsson var en af bevægelsens ledende skikkelser. I 1843 lykkedes det nationalisterne at få Altinget genoprettet som rådgivende organ (det havde været nedlagt siden 1799). Efter vanskelige forhandlinger under Jón Sigurdssons ledelse fik islændingene i 1870erne deres egen grundlov, og Altinget fik lovgivende beføjelser. Island blev dog først anerkendt som selvstændig stat i personalunion med Danmark i 1918. Den danske konge bevarede sin position som Islands statsoverhoved under unionen, og det påhvilede også Danmark at forsvare Island mod angreb udefra.

Vigtige årstal i Islands historie

• 874 første norske bosættelser
• 930 Altinget samles for første gang
• 1262 union med Norge
• 1536 Island bliver dansk lydrige, reformation
• 1602 Christians IV monopoliserer al handel med Island
• 1854 fri handel tillades
• 1874 forfatning med begrænset selvstyre
• 1918 Island bliver selvstændigt i personalunion med Danmark
• 1944 fuldstændig frigørelse fra Danmark
• 1949 medlemskab af NATO
• 1952-75 Island øger sine fiskerigrænser fra 4 til 200 sømil
• 1994 Island omfattes af EES-aftalen

Nyere historie

I 1940 skulle der efter planen have været afholdt nye forhandlinger om den dansk-islandske unions fremtid, men de fandt aldrig sted på grund af Anden Verdenskrig. Efter den tyske besættelse af Danmark blev Island i maj 1940 besat af britiske styrker for at forhindre, at tyskerne også besatte Island. Året efter overtog USA ansvaret for Island, og amerikanerne oprettede en flybase ved Keflavík til mellemlandinger i luftbroen til de allierede i Europa.

Efter en folkeafstemning besluttede Altinget at ophæve unionen med Danmark allerede før krigens afslutning og 17. juni 1944 blev Island udråbt til en selvstændig republik. USA hjemkaldte sine styrker i 1946, men bevarede visse landingsrettigheder i den nu civile lufthavn ved Keflavík.

I 1949 sagde Island ja tak til et medlemskab af den vestlige forsvarsalliance, NATO, men islændingen fastholdt, at ingen fremmede styrker måtte befinde sig i landet i fredstid. Eftersom Island ikke havde sin egen forsvarsstyrke, fremstod denne indretning imidlertid som uholdbar under den stigende spænding mellem øst og vest i forbindelse med Korea-krigen. I 1951 indgik Island en ny aftale med USA inden for NATO-samarbejdets rammer. Aftalen indebar, at amerikanerne fik ret til også i fredstid at anvende Keflavík som militærbase samt udstationere styrker til gengæld for, at de påtog sig ansvaret for Islands forsvar.

Samarbejdet med de øvrige nordiske lande indtog tidligt en fremtrædende plads i islandsk politik, og landet deltog i 1952 i oprettelsen af Nordisk Råd.

Islands indenrigspolitik har siden republikkens opståen været karakteriseret af regeringskriser og nyvalg med undtagelse af årene 1959-71, hvor landet blev regeret af en koalition mellem Selvstændighedspartiet og Socialdemokratiet. Denne periode var også præget af en kraftig økonomisk vækst som følge af rige fiskefangster. Landet gennemførte sociale reformer og levestandarden steg.

For at beskytte fiskeriet, som fik en stadig større betydning for den islandske økonomi, udvidede Island i årene 1952-74 gradvist sine fiskerigrænser fra fire til 200 sømil. Det medførte øgede spændinger i forholdt til Storbritannien og Norge. I 1970 tilsluttede Island sig frihandelsorganisationen EFTA for dermed at forbedre sine handelsmuligheder.

I perioden fra 1970 til 1980 blev Island på skift ledet af højre- og venstreregeringer. Usikre og varierende fiskefangster, uenighed om fastsættelse af fiskekvoter og en inflation, som i begyndelsen af 80erne udgjorde et trecifret tal, forårsagede social og politisk uro. Den påvirkede de politiske partier kraftigt, og der fandt flere udbrud sted fra det traditionelle partisystem. Socialdemokratiet blev for eksempel splittet forud for valget i 1983, men kunne snart tiltrække de fleste udbrydere igen.

Ved dette valg dukkede også et helt nyt parti op, Kvindepartiet, der kun havde kvindelige kandidater, og som fremsatte en række spørgsmål, det mente blev forbigået af Altinget og kommunerne. Partiet kritiserede blandt andet den mandlige dominans på høje poster inden for alle områder i samfundet. Nogle år tidligere, i 1980, havde Island dog fået verdens første folkevalgte kvindelige præsident – Vigdís Finnbogadóttir. I oktober 1985 strejkede præsidenten sammen med størstedelen af Islands øvrige kvinder i et døgn med krav om øget hensyn til kvinders rettigheder.

Politikernes forsøg på at få bugt med landets stadig mere alvorlige økonomiske problemer, som primært skyldtes faldende priser på eksportvarerne fiskeprodukter og aluminium, førte i sidste halvdel af 80erne til stigende politiske modsætninger og dermed til flere regeringskriser. De fleste koalitioner har bestået af Selvstændighedspartiet og Fremskridtspartiet eller Fremskridtspartiet og Socialdemokratiet. Siden slutningen af 80erne har også Borgerpartiet – udbrydere af Selvstændighedspartiet – samt Folkealliancen siddet med i regeringen.

Ved valget i 1991 fik Selvstændighedspartiet omkring 39 procent af stemmerne, hvorpå de dannede koalitionsregering med Socialdemokratiet. Selvstændighedspartiets farverige partileder, Davíd Oddsson, blev statsminister. Han havde tidligere været borgmester i Reykjavik.

Fra nord mod syd på bunden af det Atlantiske Ocean løber en vulkansk bjergkæde. Den Atlantiske Oceanryg, som Island udgør en nordlig del af. Islands nærmeste naboer er Grønland i vest, hvor afstanden er omkring 300 kilometer på et korteste sted, og Færøerne, som ligger omkring 400 mod sydøst.

Islands kraftigt sønderbrudte bjerggrund består af basalter, tuf og yngre lavalag. Landet er lidt mere end dobbelt så sort som Danmark. I syd er kysten flad, men ellers er den som oftest stejl og gennemskåret af fjorde samt omgivet af småøer. Indlandet er et højplateau med en del høje bjergtoppe.

Omkring en tiendedel af Islands areal er dækket af is i form af gletschere eller jøkler. Vatnajökull er verdens største gletshcer uden for de arktiske områder. Island har mange søer og elve, som af og til har høje vandfald.

Myvatn i nord er en berømt fuglesø. Visse år rammes en del vandløb af voldsomme oversvømmelser, såkaldte jøkelløb, når store is- og vandmasser frigøres fra jøklerne, hvilket af og til forekommer som følge af vulkanudbrud.

I dag er der kun få rester tilbage af fortidens fjeldbirkeskove. Landskabet er generelt nøgent med græsmarker, fjeldheder og moser. Store områder i indlandet er dækket af sten og grus, hvor intet kan gro. Der findes ingen større, vilde landpattedyr bortset fra de rener, som i sin tid blev bragt hertil udefra.

Island ligger umiddelbart syd for Polarcirklen, men takket være Golfstrømmen er klimaet relativt mildt med kølige somre og milde vintre, og de fleste havne er isfrie året rundt. Nogle gange forårsager drivis fra Grønland kraftige temperaturfald. En vedvarende strøm af lavtryk, som passerer i østgående retning, giver et blæsende og omskifteligt vejr. Der falder mest regn i de sydøstlige egne af landet, mens nordkysten er mere tør.

Geografi og klima i tal

• Areal: 103.000 km2
• Tid: som Danmark minus 1 time
• Hovedstad: Reykjavík ca. 110.000 indbyggere, med forstæder ca. 160.000
• Øvrige større byer: Akureyri ca. 16.000, Kopapavogur og Hafnarfjördur ca. 18.000, resp. 17.000 indbyggere – regnes ofte som forstæder til Reykavík, Keflavík ca. 8000, Garbabaer ca. 8000, Akranes ca. 5000, Vestmannaeyjar ca.5000
• Gennemsnitstemperatur/døgn: Reykjavík 1 grad (januar), 11 grader (juli)
• Gennemsnitsnedbør/måned: Reykjavík 97 mm (oktober), 41 mm (juni)
• Højeste bjerg: Hvannadalshnúkur (i Öraeafajökull, 2119 m.o.h.)
• Længste flod: Thjórsjá (237 km)
• Største gletscher: Vatnajökull (8400 km2)
• Største ø: Heimaey (13 km2)

Hvis man ser bort fra Grønland, er Island Europas tyndest befolkede land. Over halvdelen af de omkring 270.000 indbyggere bor i Reykjavík og omegn, mens størstedelen af de øvrige beboere har bopæl i små byer og samfund langs kysterne. Fødselstallet er lidt højere end i det øvrige Norden. De fleste indvandrere på Island kommer fra de øvrige nordiske lande. Indvandringen er dog, ligesom udvandringen, normalt meget lav. Efter den økonomiske nedtur i begyndelsen af 1990erne steg udvandringen dog mærkbart. Hvad gennemsnitslevealderen angår, hører islændingene til de mest sejlivede i verden.

Island blev befolket i løbet af den såkaldte landnamstid i årene 874-930 og i det følgende århundrede. Historiske kilder beretter om norske nybyggere, heriblandt vikinger, som tidligere havde holdt til på de britiske øer, og i mindre omfang også om andre nordboere. Men der er også mange keltere blandt de tidlige islændinge. De var muligvis trælle eller frie mænd, som var i tjeneste hos de norske rigmandsslægter.

Man mener, at Island i den tidlige middelalder kan have haft helt op til mellem 60.000 og 80.000 indbyggere. Men ved den første rigtige folketælling i 1703 var indbyggertallet faldet til 50.000, og blot seks år senere – efter en voldsom koppeepidemi – var tallet helt nede på 34.000, det laveste siden 1000-tallet. Først i løbet af sidste halvdel af 1800-tallet kom indbyggertallet på Island atter på fuld højde med middelalderens niveau.

I 1874 indførte landet fuld religionsfrihed. Omkring 90 procent af islændingene tilhører den evangelisk-lutherske statskirke.

Sprog og uddannelse

Islandsk er et vestnordisk sprog, som nedstammer fra vikingetidens oldnorsk. Det grundlæggende ordforråd og grammatikken har ikke forandret sig stort siden vikingetiden, men udtalen har derimod ændret sig en del.

Efter reformationen i midten af 1500-tallet fik det danske sprog en stærk position på Island, og man frygtede, at det på længere sigt ville udkonkurrere islandsk. For at beskytte deres sprog begyndte islændingene efterhånden at rense ud i de udenlandske låneord. Nye ord blev så vidt muligt dannet af det gamle ordforråd.

I løbet af den danske periode tog et fåtal af islændingene familienavne som for eksempel Laxness, men hvis man ser bort fra deres efterkommere, har islændingene ikke efternavne i samme forstand som moderne danskere. Søn- og datternavne, som normalt stammer fra faderens egennavn, udgør snarere personlige tilnavne, som efter behov supplerer fornavnet/egennnavnet. I telefonbogen er personerne i første omgang inddelt efter fornavne, og det er helt korrekt at tiltale eksempelvis Islands statsoverhoved ved fornavn. Udlændinge, som ansøger om islandsk statsborgerskab, skal ifølge loven tage et navn, som er i overensstemmelse med islandsk sprogbrug.

Islandske skolebørn lærer to obligatoriske fremmedsprog: dansk (fra ti-års alderen) og engelsk (fra 12 år). De fleste lærer desuden tysk eller fransk. Engelsk vinder øget indpas, og de unge taler almindeligvis meget bedre engelsk end dansk.

Skolevæsenet er efter skandinavisk model med obligatorisk skolegang i alderen syv til 16 år, men i dag er det mest almindeligt at begynde i skolen i seks-års alderen. Efter grundskolen kan eleverne vælge mellem en teoretisk eller erhvervsfagligt indrettet gymnasieuddannelse og specialskoler.

Børnene fra de mest tyndt befolkede og utilgængelige områder går ofte i kostskole, af og til suppleret med hjemmeundervisning.

Islands Universitet ligger i Reykjavík, og i Akureyri ligger en mindre læreanstalt med erhvervsorienterede fag. Der findes blandt andet lærerseminarier, landbrugsskoler og tekniske skoler på Island. Mange unge islændinge læser videre i udlandet, primært i Skandinavien og USA.

Befolkning i tal

Nedenstående informationer er fra 1995

• Indbyggertal: 269.000
• Antal indbyggere/km2: 2,6
• Andel af befolkningen, der bor i byerne: 91,6% (islandske byer kan dog være meget små)
• Fødselsrate: 1,64%
• Dødsrate: 0,65%
• Naturlig befolkningstilvækst: 0,99%
• Gennemsnitslevealder: kvinder 82 år, mænd 77 år
• Skolegang: obligatorisk i ni år
• Læse- og skrivefærdigheder: næsten alle kan læse og skrive
• Sprog: islandsk
• Religion: evangelsk-luthersk 92%, frikirkelige 3%, katolikker 1%, andre 4%
• Nationalitetsbetegnelse: islænding

I 1996 var den islandske økonomi bedre end næsten samtlige EU-landes økonomiske resultater. Islands vækst lå på 4,5 procent, mens inflationen og arbejdsløsheden var relativt lav. Underskuddet på statsbudgettet ventedes at udgøre mindre end et par procent af BNP.

Men Islands store afhængighed af eksporten og fiskeriets enorme betydning for landet gør økonomien sårbar, eftersom både fiskefangsten og fiskepriserne i udlandet varierer fra år til år. Derfor oplevede Island en kraftig økonomisk tilbagegang i slutningen af 80erne og begyndelsen af 90erne. På trods af en skrap nedskæringspolitik blev Islands borgerlige koalitionsregering i efteråret 1992 tvunget til at følge Finlands og Sveriges eksempel og devaluere valutaen for at styrke konkurrenceevnen. Samtidig blev skattebyrden flyttet fra virksomhederne over til husholdningerne. Efter yderligere skærpelser af fiskekvoterne i 1993 måtte regeringen atter ty til devaluering og nye besparelser på budgettet. Den samlede fiskefangst fortsatte med at falde året efter, men udviklingen vendte i 1995 efter syvs års økonomisk tilbagegang.

Island har længe forsøgt at gøre sig mindre økonomisk afhængig af fiskeriet. Eksporten af ferro-silicon er steget betydeligt de senere år, og der planlægges en kraftig stigning i produktionen af aluminium i 1997. Investeringerne i aluminiumsindustrien har affødt flere tilskud, hvilket således også har bidraget til den høje vækst i Islands økonomi i midten af 90erne. Lønmodtagernes købekraft er steget efter flere års stilstand og tidligere tilbagegang. Men investeringerne i industrien har sammen med de stigende importpriser ført til, at overskuddet på handelen med omverdenen er blevet udlignet. Udlandsgælden er faldet betydeligt og lå i 1995 lige under halvdelen af BNP.

Fiskeri og landbrug

Island er omgivet af næringsrigt vand, og det er fiskeriet, der bærer landets økonomi. Efter en periode med tilbagegang for fiskeriet ventedes den samlede fiskefangst i 1996 at slå alle rekorder med to millioner tons, hvilket primært skyldtes en stor stigning i loddefangsten.

Den islandske eksport består for tre fjerdedeles vedkommende af fisk og fiskeprodukter, men kun omkring en tiendedel af arbejdsstyrken, 14.000 personer, er beskæftiget inden for fiskerierhvervet, som bliver drevet yderst rationelt med den mest avancerede teknologi. På de nye trawlere foregår hele forarbejdningsprocessen inklusive forpakningen ombord på fartøjet. Fiskerflåden omfatter omkring 1000 fartøjer.

De islandske fiskere modtager ikke statsstøtte og er helt afhængige af deres egen indsats. Der hersker fri konkurrence inden for de fangstkvoter, regeringen fastlægger. Eftersom landet står uden for EU, kan det selv fastsætte sine fangstkvoter. Men EU er langt det vigtigste eksportmarked for Island, og landet er sårbart over for de importregler og toldafgifter, der fastsættes i Bruxelles med henblik på at beskytte det kriseramte fiskeri inden for EU. En gennemsnitlig EU-fiskers årlige fangst udgør kun en ottendedel af det, en islandsk fisker henter op fra havet.

Island har udkæmpet flere såkaldte fiskerikrige eller “torskekrige” for at værne om sine fiskerettigheder. Den første blev udløst, da Island i 1952 udvidede sit fiskefarvand fra fire til 12 sømil ( 1 sømil = 1,8 kilometer), hvilket blev mødt med protester fra Storbritannien. 20 år senere, efter kraftige fald i fiskefangsten, udvidede Island sine fiskerigrænser til 50 sømil, hvilket førte til alvorlige sammenstød mellem britiske trawlere og islandske kystbevogtningsfartøjer. Den tredje fiskekrig blev den mest alvorlige. Skønt den Internationale Domstol i Haag underkendte den seneste fiskerigrænse, udvidede Island i 1975 atter sit fiskefarvand – denne gang til 200 sømil. Efter gentagne episoder afbrød Island i 1976 midlertidigt de diplomatiske forbindelser med Storbritannien. Den britiske regering blev tvunget til at anerkende den nye grænse, og måtte se sine fiskerettigheder indenfor denne kraftigt reduceret. Island har også haft lange konflikter med Norge om torskekvoter i Barentshavet og sildekvoter i Norske
havet. Torsken er den vigtigste fisk for det islandske fiskeri, men den er blevet overfisket, og fangstkvoterne er skåret kraftigt ned siden slutningen af 80erne. Silden, som tidligere var den vigtigste fisk, forsvandt fra islandsk farvand efter rovfiskeri i 60erne, men er nu på vej tilbage. Lodde anvendes til fiskemel og fiskeolie og fanges til tider i store mængder. Andre vigtige fiskearter er rødfisk, sej, rejer og kuller. Den islandske hvalfangst har rødder langt tilbage i tiden, men har ligget stille i 90erne efter bl.a. internationale protester mod hvalfiskeri.

Landbrugt er frem for alt indrettet på dyreopdræt. Bønderne opdrætter primært får, men også de berømte islandske heste, samt tilstrækkeligt med kvæg til, at de næsten dækker hele det islandske behov for mælk og kød. Uldindustrien var tidligere inde i en god udvikling, men den er de senere år blevet ramt af tilbagegang. Der dyrkes foderplanter og kartofler en del steder.

Naturressourcer, energi og industri

Island har mere end rigeligt med vandkraft, og hidtil er kun en tiendedel af kapaciteten taget i brug. Landet er også rigt på jordvarme, som hentes fra de varme kilder, der bl.a. opvarmer hovedstaden Reykjavík. De store energiressourcer til lave priser anvendes som lokkemad for at tiltrække energiforbrugende industrier fra udlandet. En af disse er det store aluminiumssmelteværk Isal i Straumsvík, som ejes af den schweiziske virksomhed Alusuisse, og som forbruger mere end en tredjedel af Islands elkraft. Også norsk og en japansk virksomhed har store aktieandele i et smelteværk, der fremstiller ferro-silicon. Begge de omtalte smelteværker arbejder med importerede råvarer. Island har ikke selv nogen nævneværdige mineralforekomster. Derfor foreligger planer om islandsk eksport af el til det europæiske kontinent via undervandskabler.

Lavkonjunkturen i begyndelsen af 90erne gjordet det svært for Island at tiltrække udenlandske interesser, og planerne om øget aluminiumsproduktion blev udskudt. Men siden er opbygningen kommet i gang, og fra 1997 begyndte produktionen af aluminium at stige. Et andet stort investeringsprojekt, som blev påbegyndt i 1996, var opførelsen af en vejtunnel under Hvalfjördur nord for Reykjavík.

Fiskeforarbejdningen er den industri, der har allerstørst betydning for Island. Den omfatter bl.a. nedfrysningsanlæg og konservesfabrikker. Desuden findes der bl.a. tekstil- og konfektionsindustri, møbelfremstilling, kemisk industri samt cementfremstilling.

Arbejdsmarked og sociale forhold

Arbejdsløsheden på Island har normalt været lav, og det vakte bekymring, da den i slutningen af 80erne steg til over 1 procent. Derpå fulgte en drastisk forværring af forholdene på arbejdsmarkedet, og i 1995 nåede arbejdsløsheden op å den historiske rekord – 5,6%. Skønt regeringen iværksatte flere beskæftigelsesskabende foranstaltninger, berørte arbejdsløsheden ikke alene fiskerierhvervet, men også bygge- og servicesektoren og dermed flere grene af industrien. Med den generelle bedring i økonomien faldt arbejdsløsheden til 4 procent i slutningen af 1996, hvilket svarede til, at omkring 5500 mennesker stod uden arbejde. Efter de senere års tilflytning til Reykjavík er arbejdsløsheden i hovedstaden nu højere end i den øvrige del af landet. Før i tiden var det omvendt.

Mange islændinge har flere job – de arbejder i gennemsnit omkring 48 timer om ugen. Omtrent tre fjerdedele af de erhvervsaktive er fagligt organiserede.

Islands sociallovgivning ligner de øvrige nordiske landes, men den er ikke helt så omfattende. Der findes bl.a. almindelig sygeforsikring, barselsydelse i seks måneder og alderspension fra 67 år. Alkoholisme er det største sociale problem på Island, mens narkotikamisbrug samt voldsforbrydelser og prostitution er et sjældent syn.

Infrastruktur og turisme

Som følge af Islands beliggenhed er forbindelserne til omverdenen en større belastning for økonomien end i de fleste andre lande. Islandske rederier opretholder regelmæssig trafik til havne i Europa og USA. Den geografiske placering har dog på den anden side kunnet udnyttes til lønsom flytrafik mellem Europa og Nordamerika. Også indenrigsflyvningen er omfattende på Island, hvis vejnet er dårligt udbygget. Flyselskabet Icelandair er Islands største virksomhed.

Vejene er for størstedelens vedkommende uasfalterede, og om vinteren kan der være yderst svært fremkommeligt mange steder. I indlandet findes der store områder uden veje. Hovedvejen rundt om Island, den såkaldte ringvej, blev færdig i 1974 efter problematiske broopførelser over voldsomme og uventede jøkelløb. Der findes intet jernbanenet på Island.

Islands særprægede natur lokker en del turister til landet, langt de fleste kommer i sommermånederne. Antallet af udenlandske besøgende har været stigende i de seneste årtier og udgjorde i 1994 omkring 175.000 personer. De fleste kommer fra Nordeuropa (primært Tyskland, Danmark og Sverige) samt fra USA.

Det konservative Morgunbladíd er Islands største dagblad med et oplag på omkring 52.000 i 1996, mens Dagbladid-Vísir, der betegner sig som uafhængigt, med et oplag på 39.000 er næststørst. Aviserne Dragur-Tíminn (ca. 15.000) og Althydubladid (ca. 8000) er talerør for henholdsvis Fremskridtspartiet og Socialdemokratiet. Der findes også omkring 15 ugeaviser på Island.

Siden 1986 har private tv- og radiostationer været tilladt. Der eksisterer flere reklamefinansierede, private radiostationer og to private tv-kanaler. Det statsejede tv- og radioselskab, Rikisutvarpid-Sjónvarp, finansieres med licenspenge og reklamer. Den amerikanske base ved Keflavík har egne radio- og tv-udsendelser.

Ifølge forfatningen fra 1944 (der er blevet ændret nogle gange) er Island en republik med parlamentarisk styreform. Landets præsident vælges hvert fjerde år ved direkte valg og kan genvælges. Præsidenten udpeger regeringen, men ministrene er ansvarlige over for Altinget – parlamentet. I teorien er den udøvende magt delt mellem præsidenten og regeringen, men i praksis ligger den hos regeringen.

Der er valg til Altinget hvert fjerde år. Tingets 63 medlemmer vælges efter forholdstalsvalg. Altingets medlemmer var tidligere inddelt i to kamre, men blev af praktiske årsager i 1991slået sammen til ét kammer. Den stemmeberettigede alder blev i 1987 sat ned fra 20 til 18 år.

Indenrigspolitik

Selvstændighedspartiet, der betegner sig som liberalt-konservativt, har domineret islandsk politik siden republikkens grundlæggelse, dog uden at kunne skabe flertal alene. Fremskridtspartiet (et bonde- og midterparti) har som oftest været det næststørste parti, mens Socialdemokratiet (i praksis et socialt-liberalt parti) og den venstresocialistiske Folkealliance plejer at konkurrere om tredjepladsen. Det er svært at forklare islandsk politik ud fra den traditionelle højre-venstre inddeling. Groft forenklet kan man sige, at Selvstændighedspartiet og Socialdemokratiet repræsenterer en moderne side af samfundet, mens Folkealliancen og Fremskridtspartiet snarere holder fast ved det traditionelt islandske.

Kvindepartiet kan beskrives som et lettere miljøvenligt og lettere forsvarsfjendtligt parti, skønt det ikke kræver, at Island skal træde ud af NATO (hvilket end ikke Folkealliancen kræver længere). Partiets hovedspørgsmål er kvindernes stilling i samfundet. Alligevel gik regeringen tilbage ved valget i april, hvilket ikke mindst skyldtes dens splittelse i EU-spørgsmålet. Socialdemokraterne med udenrigsminister Jon Valdvin Hannibaldsson i spidsen gik som eneste Altingsparti til valg på kravet om islandsk EU-medlemskab. I det spørgsmål havde de koalitionspartneren Selvstændighedspartiet og statsminister David Oddsson imod sig. Ved valget mistede socialdemokraterne tre af sine ti pladser i Altinget, og i stedet kom Folkeviljen, som var dannet af utilfredse socialdemokrater, ind med fire nye mandater. Regeringskoalitionen blev opløst, og Selvstændighedspartiet, som kun mistede et af sine 26 mandater, dannende ny regering med Fremskridtspartiet, der øgede sit mandattal med to til 15.

EU-spørgsmålet er langt fra afgjort i islandsk politik. opinionen er dybt splittet og har vekslet mellem en generelt negativ holdning til EU fulgt af en periode med flertal for EU-medlemskab for siden, efter Norges nej til EU i 1994, endnu engang at vende tilbage til et flertal imod et medlemskab.

Da EES-aftalen blev stemt igennem i Altinget i 1993, hævdede fortalerne, som primært kom fra Selvstændighedspartiet og Socialdemokratiet, at det var livsvigtigt for Island at få del i de fordele for fiskeeksporten til EU, som aftalen ville medføre. Men modstanderne, som primært kom fra Folkealliancen, Fremskridtspartiet og Kvindepartiet, mente, at aftalen var begyndelsen til en proces, som på længere sigt ville fratage Island kontrollen med dets fiskefarvand. Når spørgsmålet om EU-medlemskab skal afgøres, vil det med al sandsynlighed blive dets betydning for det islandske fiskeri, der vil være udslagsgivende. Island er ikke medlem af EU på nuværende tidspunkt.

Islands meget populære præsident Vigdís Finnbogadóttir gik af i 1996 efter fire mandatperioder. Forhenværende universitetsprofessor Olafur Ragnar Grimsson blev valgt til hendes efterfølger. Han er en erfaren Altingspolitiker, der tidligere har været partileder for Folkealliancen og finansminister.

Politik og forsvar

Nedenstående informationer er fra 2005 og 2006

• Officielt navn: Lydveldid Ísland – Republikken Island
• Statsform: republik
• Statsleder: præsident Olafur Ragnar Grimsson
• Regeringsleder: statsminister Davíd Oddsson
• Vigtigste politiske partier (mandater ved valget 1995): Selvstændighedspartiet (25), Fremskridtspartiet (15), Socialdemokratiet (7), Folkealliancen (9), Kvindelisten (3), Folkeviljen (4)
• Medlemskab af internationale og regionale organisationer: EFTA, Europarådet, FN, NATO, nordisk Råd, OSCE, WTO
• Forsvarsstyrker: ingen egne, men 2200 amerikanske soldater
• Forsvarsudgifter: 48 mio. dollar (offentlig orden og sikkerhed)

Udenrigspolitik og forsvar

Island har ingen selvstændig hær, men derimod blot en mindre kystbevogtningsstyrke. Island er i stedet medlem af NATO, og landet stiller et område ved Keflavik 50 kilometer fra Reykjavik til rådighed for USA, som her har anlagt en flybase. På denne måde har Island sikkerhedsgarantier i tilfælde af krig. Aftalen indebærer dog, at der ikke må opføres bygninger eller opstilles våben på basen uden tilladelse fra den islandske regering. Altinget besluttede i 1985, at der under ingen omstændigheder må indføres kernevåben i landet. Siden slutningen af 80erne har Island arbejdet for, at de internationale nedrustningsaftaler også skal omfatte kernevåben til havs.

Island er en vigtig allieret for USA. Øen, som kaldes “et usænkeligt fartøj i Atlanterhavet” ligger omtrent halvvejs mellem Washington og Moskva på den korteste luftrute mellem USA og Europa. Denne strategiske beliggenhed gav Island en særstilling under den kolde krig, d.v.s. frem til 1991.

Keflavíkbasens betydning er blevet betydeligt mindre siden Warszawa-pagtens og Sovjetunionens opløsning. USA har derfor bestemt, at den amerikanske militære tilstedeværelse på Island skal trappes ned. Det er et tilbageslag for Island, eftersom Keflavíkbasen er en betydelig økonomisk ressource. Mange af de amerikanere, som gør tjeneste i Keflavík, har medbragt deres familie, og desuden udfører mange islandske firmaer entreprenøropgaver for basen. Den civile flytrafik kan også anvende basens start- og landingsbaner omkostningsfrit.

I 1970erne var Keflavíkbasen og Islands medlemskab af NATO hedt debatterede emner. I dag er selv tidligere kritikere dog begyndt at udvise bekymring for risikoen ved en kraftig reduktion af de amerikanske tropper.

Island støtter NATOs planer om en udvidelse mod øst og ønsker også at se de tre baltiske stater som medlemmer af NATO. Regeringen i Reykjavík har den holdning, at Rusland ikke bør have vetoret mod den beslutning, og den lægger vægt på de små staters ret til selv at vælge, hvilke internationale organisationer, de ønsker at være medlem af. Ud over sit medlemskab af NATO er Island tilknyttet forsvarssamarbejdet inden for den Vesteuropæiske Union, WEU.

Island har hidtil valgt at stå uden for EU, men landet har siden 1994 været omfattet af EES-aftalen. Det sidstnævnte har påvirket Islands udenrigshandel i positiv retning. Der hersker dog islandsk utilfredshed, når det gælder aftalen om fiskeeksporten til EU. Regeringen i Reykjavík ønsker total toldfrihed for fiskeeksporten.

Efter at flertallet af de nordiske lande er blevet medlemmer af EU, spiller det nordiske fællesskab en stadig større rolle i Islands udenrigspolitik. Regeringen håber derigennem at mindske risikoen for, at landet bliver isoleret fra resten af Europa. Island er repræsenteret i størstedelen af de nordiske samarbejdsorganer og deltager i udformningen af fælles-nordiske udtalelser i FN og andre internationale fora.

Økonomi og arbejdsmarked

Nedenstående informationer er fra perioden 2004 til 2006

• BNP/indbygger: 23.273 dollar
• Diverse sektorers andel af BNP: landbrug og fiskeri 13%, industri 17%, byggevirksomhed 7%, transport 7%, handel 12%, service og andet 44% (1993)
• Naturressourcer: fisk, vandkraft, jordvarme, diatomit (fra kiselalger)
• Årlig eksport: 1,6 mia. dollar
• Årlig import: 1,35 mia. dollar
• Vigtigste eksportvarer: fiskeprodukter (76%), aluminium, ferro-silicon, diatomit, fåreprodukter
• Vigtigste importvarer: maskiner, transportmidler, olie, levnedsmidler
• Vigtigste eksportlande: Storbritannien, USA, Tyskland, Japan
• Vigtigste importlande: Norge, Tyskland, Storbritannien, Danmark
• Valuta: 1 króna (flertal: krónur) = 100 aurar. 100 islandskekroner = 9,10 DKK
• Andel beskæftigede i forskellige sektorer: landbrug 4%, fiskeri og fiskeindustri 1%, industri og byggevirksomhed 18%, transport og kommunikation 6%, handel 16%, finans- og ejendomsmarkedet 8%, service og andet 37% (1994)
• Arbejdløshed: 4%
• Fagforeninger: ASI (islandsk LO) med 65.000 medlemmer, BSRB (offentligt ansatte) med c a. 15.000 medlemmer.