Øen Irland udviklede tidligt et rigt kulturliv. I middelalderen havde Irland for eksempel en fremtrædende plads i den europæiske kulturkreds, og fra “helgenernes og de lærdes ø” udgik mange impulser inden for såvel kirke- som folkekultur. Takket være middelalderens munke er det ikke kun den religiøse litteratur, der er blevet bevaret for eftertiden, men også folkesagn om den keltiske mytologi er nedfældet i smukt illuminerede håndskrifter. I slutningen af 1800-tallet oplevede øen den såkaldte irske renæssance, en bevægelse med rødder i øens sagn- og almuetraditioner. Den blev båret frem af den på det tidspunkt udbredte nationalromantik inden for litteratur, musik og billedkunst og var stærkt knyttet til de politiske selvstændigheds-bestræbelser.

Allerede inden da havde irske forfattere og dramatiker opnået verdensry. De blev dog ofte betragtet som englændere, fordi de skrev på engelsk. Blandt disse forfattere er Jonathan Swift (Gullivers rejser, 1726), Edmund Burke og Thomas Moore. I moderne tid Oscar Wilde, George Bernard Shaw (der fik Nobelprisen i 1825), William Butler Yeats (nobelpristager 1923), Sean O’Casey og James Joyce (Ulysses, 1922). Senere blandt andre Flann O’Brien, Samuel Beckett (nobelpristager 1969), Frank O’Connor og Edna O’Brien. I 1990erne er Roddy Doyles skildringer af Dublins arbejderklasse blevet rost verden over, ikke mindst takket være filmatiseringen af blandt andet romanen The Commitments. Moderne irske forfattere, der har gjort sig bemærket, er Dermot Bolger, Maeve Binchy og Colm Tóbín. Og i 1995 kunne Irland føje digteren Seamus Heaney til den lange og imponerende række af modtagere af Nobelprisen i litteratur.

Den irske folkemusik, som grupper som Dubliners og Chieftains har gjort kendt langt uden for Irlands grænser, har i to omgange opnået renæssance: først i 1970erne, og siden i slutningen af 1980erne. Typiske danse er jig og reel. Ligesom traditionel skotsk musik betjener irsk musik sig også af sækkepiber, uileann pipes, og desuden af fløjten tin whistle og en særlig tromme, bodhran. Også irsk pop- og rockmusik, repræsenteret ved grupper som U2 og The Cranberries samt sangerinden Sinéad O’Connor, har opnået verdensry.

Øen Irland, på gælisk Éire, er opdelt i to politiske enheder: Republikken Irland, der har været selvstændig siden 1949, og Nordirland, der hører under Storbritannien.

Denne del af øen kaldes ofte fejlagtigt Ulster, men området Ulster udgør i dag også en del af republikken Irland. Irske Hav adskiller øen fra Storbritannien. Hele øen har et areal på 82.855 kvadratkilometer, hvoraf næsten 85 procent tilhører republikken Irland, der således er godt halvanden gang så stor som Danmark.

De centrale dele af øen består af en kalkstensslette, der er indrammet af bjergområder. Det højeste bjerg er Carrantuohill i sydvest. Der mange søer og floder, hvoraf den vigtigste er floden Shannon. Vestkysten er bjergrig og gennemskæres flere steder af fjorde og bugter.

Klimaet er påvirket af den varme Golfstrøm i Atlanten. Vintrene er milde og somrene forholdsvis kølige. Årets koldeste måneder er februar og marts, og den varmeste er august. Nedbøren er rigelig og jævnt fordelt over hele året. Helt skyfrie dage hører til sjældenhederne. På den anden side passerer et regnvejr som oftest hurtigt. Det milde og fugtige klima har en del af æren for den frodige bevoksning, der har givet Irland tilnavne som “den grønne ø” og “smaragd-øen”. For eksempel trives rododendron så godt, at der er store områder med vilde rododendronbuske på den sydlige del af øen.

Geografi og klima

• Areal: 70.283 km2
• Tid: som Danmark minus 1 time
• Nabolande: Storbritannien
• Hovedstad: Dublin (med forstæder ca. 1,3 mio. indbyggere)
• Øvrige større byer: Cork (174.000), Limerick (75.000)
• Gennemsnitstemperatur/døgn: Dublin 5 grader (januar), 15 grader (august)
• Gennemsnitsnedbør/måned: Dublin 79 mm (december), 47 mm (april)
• Højeste bjerg: Carrantuohill (1040 m.o.h.)
• Længste flod: Shannon (370 km)

Irland har været befolket i næsten tusind år. Omkring år 500 f.v.t. slog de gæliske keltere sig ned på øen. De blev senere blandet med anglere, saksere og nordboere.

Man regner med, at øen i 1840erne havde ca. 8,5 millioner indbyggere, de fleste af dem fattige bønder. I årene 1845-48 slog kartoffelhøsten fejl, og næsten en million irere døde af sult og mangelsygdomme. I hungerkatastrofens kølvand fulgte en massiv udvandring, først og fremmest til Nordamerika, og befolkningstallet faldt yderligere. I slutningen af 1800-tallet var befolkningstallet faldet til under fire millioner.

Siden da har udvandringen med få undtagelser været større end indvandringen, og i 1960erne nåede folketallet et foreløbigt minimum med knap tre millioner. I en treårsperiode i slutningen af 1980erne toppede udvandringen, da 135.000 mennesker i alt forlod Irland. Siden da er tendensen vendt, og udvandringen til Storbritannien, der før har været betragtelig, var i midten af 90erne næsten ophørt.

Den katolske kirkes indflydelse på familieplanlægningen har gjort, at Irland har en af Europas yngste befolkninger: halvdelen af alle irere er under 28 år.

De irske kelteres sprog irsk (et gælisk sprog) var længe det dominerende sprog. Det var først ved midten af 1800-tallet, at et flertal af befolkningen var gået over til at bruge engelsk som dagligsprog. I dag er irerne så godt som alle engelsksprogede, men der føres en aktiv politik for at bevare irsk, der har status som officielt sprog på linje med engelsk. De statslige medier er pålagt at sende i det mindste nyheder på irsk. Siden 19972 har landet haft en landsdækkende irsksproget radiostation, Raidió na Gaeltachta.

Der ydes støtte til de mindre områder på øens vestkyst, hvor irsk stadig er førstesprog. Regeringen forsøger for eksempel at skabe nye arbejdspladser for at bremse afvandringen fra disse områder.

Nu til dags tales irsk sjældent til hverdag, men fungerer snarere som en “sproglignationaldragt”. Ved en folketælling i 1991 opgav en tredjedel af Irlands befolkning, at de behersker irsk på “tilfredsstillende niveau”. Uafhængige undersøgelser har dog vist, at det kun er hver ottende irer, der kan klare mere end et begrænset antal fraser.

Befolkning i tal
Nedenstående informationer er fra 1995

• Indbyggertal: 3,6 mio.
• Antal indbyggere/km2: 51
• Andel af befolkningen, der bor i byerne: ca. 60%
• Fødselsrate: 1,4%
• Dødsrate: 0,9%
• Naturlig befolkningstilvækst: 0,5%
• Gennemsnitslevealder: kvinder 78 år, mænd 72 år
• Skolegang: fra seksårs-alderen til 15 år
• Læse- og skrivefærdigheder: 99% kan læse og skrive
• Befolkningsgrupper: næsten kun irere, lille britisk minoritet
• Sprog: engelsk, irsk (gælisk)
• Religion: romersk katolske 92%, protestanter 2,9%, øvrige 5,1 %
• Nationalitetsbetegnelse: irer

Religion

Den katolske kirke har stor indflydelse i Irland og er i allerhøjeste grad nærværende i dagligdagen. Præster er indflydelsesrige i lokalsamfundet, børn født uden for ægteskab var indtil 1988 ikke arveberettigede, og alle former for prævention var forbudt indtil 1978. Men det irske samfund er i forvandling, og kirkens magtposition mindskes til stadighed. Restriktionerne over for prævention er skridtvis blevet fjernet, og ved en folkeafstemning i 1995 blev forbuddet mod skilsmisse ophævet. Irland har dog fortsat Europas strengeste abortlovgivning: Et total-forbud mod abort er nedfældet i forfatningen.

I februar 1992 godkendte Irlands regering Maastrichtaftalen efter at være blevet garanteret, at fremtidig EU-lovgivning ikke ville påvirke det irske abortforbud. Men kort efter kom det til voldsom diskussion om netop abortspørgsmålet. I foråret 1992 fik en 14-årig pige, der var blevet gravid ved en voldtægt, forbud mod at rejse til Storbritannien og få foretaget en abort. Efter voldsomme protester fra abortforkæmpere blev pigens udrejseforbud dog hævet. Det menes, at der hvert år er mellem 5000 og 7000 irske kvinder, der får foretaget abort i udlandet.

Der blev afholdt folkeafstemning om abort i november 1992, og ligesom ved en lignende afstemning i 1983 var kampagnen forud for afstemningen særdeles følelsesladet. Der blev stillet tre spørgsmål til vælgerne: Skal abort være tilladt, hvis moderens liv er i fare? Skal det være lovligt for kvinder at rejse til udlandet og få foretaget abort? Skal information om indgrebet gøres alment tilgængelig? Omtrent 65 procent svarede “nej” til det første spørgsmål, og ca. lige så mange “ja” til de to følgende spørgsmål. Resultatet afspejlede med al tydelighed de dybe kløfter i det irske samfund: mellem by og land, mellem yngre og ældre og ikke mindst mellem kirke og stat.

I 1993 gjorde den irske regering – under voldsom kirkelig protest – det lovligt at være homoseksuel i Irland. Regeringen ophævede også receptpligten på kondomer, en beslutning, der i høj grad var motiveret af et ønske om at mindske risikoen for smitte med aids.

Der var også stærke modsætninger at spore ved folkeafstemningen om skilsmisse i efteråret 1995, og mange irere betragtede afstemningen som endnu et skridt mod adskillelsen af kirke og stat. Ifølge meningsmålinger foretaget i foråret samme år var et stort flertal for skilsmisse, hvilket blandt andet skal ses på baggrund af en række skandaler inden for kirken i årene efter abortafstemningen. For eksempel havde to biskopper og flere andre præster brudt løftet om at leve i cølibat, og nogle havde forgrebet sig seksuelt på mindreårige børn.

Fronterne blev trukket endnu skarpere op, da kirken ved en appeldomstol fik omstødt regeringens ja-til-skilsmisse-kampagne. Ved folkeafstemningen sagde folket med et meget snævert flertal “ja” til skilsmisse, og i sommeren 1996 fastslog højesteret endeligt afstemningens gyldighed. På det tidspunkt ventede omkring 80.000 par på at få skilsmisse. Skilsmisse er nu tilladt i Irland, hvis et ægteskab er brudt sammen “hinsides al håb om redning”, og hvis parterne har været separeret i mindst fire år.

Uddannelse

Der er skolepligt i Irland for børn i alderen seks til 15 år, og de fleste børn tilbringer de første seks skoleår i de statsfinansierede såkaldte national schools. Religionsundervisning er frivillig, men mange forældre sætter deres børn i katolske skoler. Ved 12-årsalderen går de fleste børn videre til secondary school – hovedsageligt private, men statsstøttede skoler, der ofte er drevet af religiøse samfund – eller fagskoler og skoler, hvor boglig lærdom suppleres af praktisk undervisning.

Irland har syv universiteter: i Cork, Galway, Limerick og Maynooth samt tre i Dublin. Der findes også godt en snes andre højere uddannelsesinstitutioner.

Ifølge forfatningen fra 1937 er Irland en suveræn, uafhængig og demokratisk stat. Eftersom det er den officielle politik at forsøge at genforene Irland med Nordirland, gælder forfatningen på papiret – men ikke i praksis – hele øen Irland. I december 1993 erklærede regeringen sig som et led i fredsprocessen villig til at fjerne de artikler i forfatningen, hvor der gøres krav på Nordirland. En ændring af forfatningen kan kun ske efter beslutning i parlamentets to kamre og folkets efterfølgende accept ved en folkeafstemning. Irland har almindelig stemmeret fra 18 år.

Den lovgivende magt ligger hos parlamentet, oireachtas, der har to kamre: Det direkte folkevalgte deputeretkammer, der er bedst kendt under sit gæliske navn dáil Éirann, samt senatet, seanad. Antallet af medlemmer i deputeretkammeret står i forhold til befolkningstallet og er for øjeblikket 166. De udpeges gennem forholdstalsvalg for en periode af fem år. Der er ingen spærregrænse for småpartier. Af senatets 60 medlemmer udpeges 11 direkte af premierministeren, taoisech, og seks udpeges af visse universiteter. De resterende 43 udvælges af fem såkaldte “kandidatpaneler”, der repræsenterer forskellige interessegrupper.

Landets statsoverhoved er præsidenten, uachtarán, som vælges ved direkte valg for en syvårig mandatperiode og kan genvælges én gang. Præsidentens beføjelser rækker ikke meget længere end en konstitutionel monarks. Præsidenten udpeger premierministeren efter forslag fra parlamentet. Den udøvende magt udgøres af regeringen under ledelse af premierministeren. Regeringen står kun til ansvar over for parlamentet.

Indenrigspolitik

Landets to store politiske partier er Fianna Fáil (“skæbnens krigere”), og Fine Gael (“kelternes stamme”). Den oprindelige opdeling af partierne stammer fra frihedskampen i 20erne, da Fianna Fáil ville bryde med briterne, mens Fien Gael støttede det britiske fredsforslag fra 1921.

I dag er de ideologiske skel mellem partierne betydeligt mindre end dengang. Begge partier er af borgerlig observans og ret konservative i deres økonomiske politik og i deres syn på sociale spørgsmål. Den opdeling eksisterer dog, at Fianna Fáil er blevet småfolkets parti – arbejdere, bønder og landarbejdere – mens Fine Gael er de intellektuelles, virksomhedsledernes og storbøndernes parti. Udover de to store partier er der det socialistiske Labour-parti, der i 1990erne forsøgte at udvide sit vælgerunderlag for at blive et middelklasseparti. Et liberalt parti, De Progressive Demokrater (Prograssive Democrats, PD), blev dannet i 1985 af udbrydere fra Fianna Fáil. Der er også et lille “grønt” parti samt Demokratisk Venstre (Democratic Left), der blev dannet i 1992 af udbrydere fra det marxistiske Arbejderparti (Worker’s Party).

De små partier spiller ofte en vigtig rolle som tungen på vægtskålen i kampen mellem de to store partier. Fine Gael har traditionelt regeret sammen med Labour, mens Fianna Fáil i reglen har klaret sig på egen hånd.

I december 1994 bristede koalitionsregeringen mellem Fianna Fáil og Labour. I forbindelse med at landets statsanklager blev udpeget til præsident for højesteret, opstod der en splittelse mellem de to partier, da det samtidig kom frem, at statsanklageren havde forhalet en udlevering af en præst fra Nordirland, der havde tilstået hen ved 30 tilfælde af seksuelle overgreb på børn. Trods dette holdt Fianna Fáil og premierminister Albert Reynolds fast ved udnævnelsen, og det førte til regeringskrise, da Labour nægtede at acceptere dette. Reynolds måtte gå af både som premierminister og partileder og blev på sidstnævnte post erstattet af finansminister Bertie Ahern.

I stedet dannede Fine Gael, med John Bruton som premierminister, regering sammen med Labour og Demokratisk Venstre. Det nye kabinet så som sin fornemste opgave at få Irland med i EUs valutaunion og at fuldføre arbejdet med at få skabt varig fred i Nordirland.

Der har været afholdt mange folkeafstemninger i 80erne og 90erne med det formål at harmonisere irsk lovgivning med det øvrige Europas, først og fremmest med Storbritannien. Siden FitzGeralds forsøg på at reformere forfatningen i 1981 har folkeafstemningerne været vigtige redskaber for de forskellige regeringer i deres forsøg på at løse nordirlands-spørgsmålet. En anstødssten i denne konflikt er netop, at de nordirske protestanter ikke kan forestille sig at leve i et forenet Irland, hvor forfatningen og den øvrige lovgivning er så stærkt katolsk præget, for eksempel hvad angår familielovgivning. Siden den europæiske union blev en realitet i 1993, har lovgivningsreformerne taget fart, da Irland nu i langt højere grad er tvunget til at tilpasse sine love efter de europæiske.

Regeringen Brutons politik i øvrigt har været præget af den vanskelige balancegang mellem to svært forenelige mål: at nedbringe arbejdsløsheden og samtidig leve op til de hårde krav til medlemskab af EU’s valutaunion. Afviklingen af de statslige monopolforetagender og på længere sigt en privatisering af en lang række statsvirksomheder står også på programmet.

Udenrigspolitik og forsvar

Den irske udenrigspolitik har været domineret af forholdet til Storbritannien og spørgsmålet om Nordirland. I Nordirland har den forbudte, katolske Irske Republikanske Hær (Irish Republican Army, IRA), siden 1968 med vold forsøgt at få briterne til at forlade provinsen. Også på den protestantiske side findes militante grupperinger, og begge sider har udført terrorhandlinger. Siden slutningen af 1960erne har omkring 3200 mennesker mistet livet i “urolighederne”, the troubles, som konflikten kaldes i Nordirland.

Efter resultatløse fredssamtaler i 1990 voksede antallet af terrorhandlinger i de følgende år, og efter flere særdeles voldsomme aktioner med flere dødsfald til følge er den folkelige opbakning bag terrorhandlingerne mindsket noget. I december 1993 underskrev Irland og Storbritannien den såkaldte Downing Street-deklaration, hvor de to lande nedfældede retningslinjerne for en kommende fredsaftale. Den britiske regering erklærede, at den ikke havde økonomiske, strategiske eller andre selviske interesser i at bevare Nordirland på britiske hænder. Irlands regering erklærede sig rede til at stryge de to paragraffer i forfatningen, hvor der gøres krav på området. Det blev endvidere besluttet, at fremtidige fredsforhandlinger vil være åbne for de partier, der har et demokratisk mandat, og som tager afstand fra vold som et politisk magtmiddel.

Den 31. august meddelte IRA, at de ville nedlægge deres våben, og seks uger senere fulgte de protestantiske terrorgrupper UVD (Ulster Volunteer Force) og UDA (Ulster Defence Association) trop. Våbenhvilerne kom som en overraskelse for det meste af omverdenen, men var i virkeligheden frugten af ti års arbejde bag kulisserne.

Siden slutningen af 80erne havde man ført hemmelige forhandlinger, muliggjort af det forbedrede samarbejde mellem de britiske og irske regeringer. Irlands regering talte med de katolske partier i Nordirland, mens briterne forhandlede med de protestantiske partier, og øens to største kirker agerede budbringere mellem parterne. Samtidig førte Nordirlands største nationalistparti SDLP (Social Democratic and Labour party) forhandlinger med IRAs politiske gren, Sinn Féin, og det største protestantiske parti. Ulsters Unionistparti, med UVDs og UDAs politiske grene.

Storbritannien og Irland har siden 1985 samarbejdet om overvågning af grænseområdet. Den irske regering har siden da udleveret mistænkte IRA-terrorister til Storbritannien, og i 1994 blev begrebet “politisk fange” afskaffet. Det er dog sket flere gange, at Irland har vægret sig ved at udlevere en mistænkt, idet man frygtede, at vedkommende ikke ville få en retfærdig rettergang i Storbritannien. I begyndelsen af 90erne blev der opdaget flere tilfælde af fejlagtige, strenge domme mod IRA-aktivister i Storbritannien.

I oktober 1994 indbød den irske regering samtlige af øens partier til uformelle samtaler om udformningen af en fredsaftale. Nordirlands unionistpartier boykottede dog samtalerne. I begyndelsen af 1995 oprettede begge landes regeringer et permanent diskussionsforum, hvor man løbende skal diskutere det fælles fredsarbejde.

Forhandlingerne kørte fast allerede på et meget tidligt stadium. Briterne ønskede at udelukke Sinn Féin fra forhandlingerne, hvis ikke der blev indledt en afvæbning af IRA. Sinn Féin holdt lige så fast på, at man ikke kunne acceptere dette. De protestantiske partier forsøgte også at trække sig ud af forhandlingerne, som de mente kun kunne ende med et forenet Irland.

IRAs utålmodighed voksede imidlertid, da de hemmelige løfter om en snarlig fredsaftale ikke blev indfriet. Den britiske regering blev anklaget for at forhale processen, og i februar 1996 blev våbenhvilen brudt, da IRA sprængte en bombe i London. Bomben blev fulgt af flere lignende angreb i løbet af 1996 og begyndelsen af 1997.

I juni 1996 afholdtes der valg af delegerede til et fredsforum, men forhandlingerne har fået en træg begyndelse, og i vinteren 1996/97 havde man endnu ikke opnået resultater.

Irland har siden 1973 været medlem af EF/EU. Medlemskabet har været positivt for Irland både økonomisk (landet har modtaget omfattende støtte) og politisk (afhængigheden af Storbritannien er blevet mindre).

I anden halvdel af 1996 havde Irland for femte gang formandskabet i EU, og regeringen benyttede lejligheden til at forsøge at styrke mindre staters indflydelse på unionens politik. Det vigtigste spørgsmål – næst efter valutaunionen – var en eventuel udvidelse af EU mod øst. Det ser den irske regering med positive øjne på.

Siden landet blev selvstændigt har det været neutralt. Neutralitetspolitikken har ikke haft så meget med øst-vest-konflikten som med forholdet til Storbritannien og Nordirlandsspørgsmålet at gøre. Det traditionelle synspunkt har været, at Irland ikke kan være medlem af NATO, medmindre briterne lader øen blive genforenet. Et NATO-land kan ikke holde dele af et andet medlemsland besat, har en række irske regeringer fastholdt. I 1990erne har man dog også diskuteret neutralitetspolitikken. I den hvidbog for udenrigspolitikken, som regeringen lod offentliggøre i foråret 1996, blev døren åbnet på klem for irsk deltagelse i NATO-samarbejdet Partnerskab for Fred, PFP, der omfatter forskellige former for samarbejde med lande i Østeuropa samt neutrale lande som Finland, Sverige og Østrig.

Inden for EU har Irland indtil videre stillet sig uden for et eventuelt fremtidigt militært samarbejde, men har status som observatør ved WEU, den vesteuropæiske forsvarsunion, der med tiden eventuelt vil få ansvaret for EUs forsvarspolitiske aktioner. Den irske regering lader muligheden stå åben for et udvidet samarbejde, først og fremmest hvad angår humanitær hjælp og fredsbevarede opgaver.

Vigtigste årstal i Irlands historie

• 400-tallet Irland kristnes
• 1170 England indleder erobring af øen
• 1801 Irland indlemmes i Storbritannien
• 1916 påskeopstanden
• 1922 øen deles efter flere års borgerkrig
• 1949 Irland opnår selvstændighed
• 1973 medlemskab af EF
• 1985 britisk-irsk samarbejde om Nordirland indledes

De ældste spor af menneskelige bosættelser på øen Irland er knap 9000 år gamle. Man begyndte at dyrke landbrug på øen omkring 3000 år f.v.t. Fra omtrent samme tidspunkt stammer de store stenkammer-grave i dalen omkring floden Boyne. Der er desuden rige fund fra bronzealderen (2000-700 f.v.t.).

Blandt de keltiske stammer, der befolkede Irland fra omkring 500 f.v.t. var det gælerne, der satte deres præg på sprog og kultur. To århundreder senere var deres indflydelse blevet så stærk, at de fortrængte de tidligere indbyggere, der menes at have været iberere, folk fra det område, der i dag er Spanien. Kelternes Irland var opdelt i flere kongedømmer, der lå i evig krig med hinanden. Kongerne byggede herregårde og omgav sig med digtere, musikere og krigere, men derudover var befolkningen for flertallets vedkommende nomader. En overkonge, High King, var formelt øens regent, men hans stilling var symbolsk og magten stærkt begrænset.

Siden en arkæolog i begyndelsen af 1996 uden for Dublin opdagede resterne af et romersk fort fra 100-tallet, har det været diskuteret, hvorvidt det lykkedes romerne at erobre Irland eller ej. Mange mener dog, at fundet er et udtryk for den begrænsede indflydelse, man hele tiden har vist, romerne har haft på øen Irland.

I 400-tallet kom kristne missionærer til øen, blandt dem ifølge overleveringen Irlands skytshelgen, Sankt Patrick. Kristendommen vandt hurtigt indpas, og der blev bygget talrige klostre og skoler.

Ved slutningen af 700-tallet var Irland hærget af talrige angreb fra vikinger, og de splittede keltiske konger var et let bytte. I to hundrede år holdt vikingerne store områder besat, først og fremmest langs kysterne. Her grundlagde de Irlands første byer, blandt andre Dublin, Cork og Limerick. I år 1000 lykkedes det dog de keltiske konger at forene sig, og i 1014 blev vikingerne besejret ved Clontarf.

Indre stridigheder bragte imidlertid atter kelterne til fald omkring 150 år senere, da normanner fra England fattede interesse for de uudnyttede, frodige irske jorde. På en keltisk konges opfordring kom en normannisk greve, kendt som Strongbow, til øen i 1170 for at oprette sit eget kongedømme. Den engelske konge, Henry II, modsatte sig dog dette og indlemmede i stedet Irland i sit eget rige. Det direkte engelske styre begrænsede sig dog til de østlige kystområder.

De engelske monarker førte en politik, som havde til hensigt at gøre den kulturelle kløft mellem englændere og irere så stor som muligt. Da englænderne gik over fra katolicismen til protestantismen i 1500-tallet, voksede modsætningerne. Irerne gjorde oprør, men oprøret blev hurtigt slået ned, og England befæstede sin magt. Ved midten af 1600-tallet kontrollerede England hele øen.

Til trods for, at protestantiske englændere og skotter i begyndelsen af 1600-tallet var blevet tildelt irsk jord af den britiske monark, og jordens oprindelige, katolske ejere var blevet fordrevet, forblev ca. to tredjedel af øen landbrugsareal på katolske hænder. I begyndelsen af 1700-tallet indstiftede englænderne de såkaldte straffelove, der forbød katolikker at købe eller arve jord og gjorde det umuligt at forpagte jord på rimelige vilkår. Resultatet var, at kun 7 procent af Irlands jord i 1778 var ejet af katolikker.

Lidt efter lidt lempedes straffelovene dog, og katolikkerne fik stemmeret. Men parlamentet forblev lukket for irere, hvilket fik den nationalistiske bevægelse United Irishmen til at gøre oprør i 1798, inspireret af den franske revolution ni år før. Efter et mislykket forsøg på at landsætte franske soldater til støtte for oprørerne gav disse op, og Irland blev formelt forenet med Storbritannien i 1801. Det blev ved samme lejlighed muligt for irere at opstille til det britiske parlament.

Liberale britiske regeringer under William E. Gladstone og Herbert H. Asquith forsøgte fra anden halvdel af 1800-tallet at komme de irske nationalister lidt i møde ved at foreslå selvstyre, home rule. Det mødte stærk modstand fra det protestantiske mindretal i Irland, men i 1914 besluttede det britiske parlament alligevel, at der skulle indføres selvstyre. Reformen trak imidlertid ud, og da Første Verdenskrig samme år brød ud, blev selvstyret udskudt på ubestemt tid.

Midt under krigen, anden påskedag 1916, besatte irske nationalister vigtige bygninger i Dublin og udråbte Irland til en selvstændig republik. Det lykkedes rebellerne, under ledelse af blandt andre James Connolly og digteren Padraig Pearse, at holde stand mod den britiske overmagt i en uge, men revolten blev slået ned og lederne henrettet. Det dårligt forberedte, romantiske og på overfladen mislykkede oprør fik en uhørt stærk symbolsk betydning og stor indflydelse på folkeopinionen i årene efter.

Således oprettede de irske medlemmer af det britiske parlament i 1919 deres eget parlament i Irland og udråbte landet til uafhængig republik. Det nye parlament valgte Eamon de Valera til præsident. Han var den eneste af lederne fra påskeopstanden, der ikke var blevet henrettet. Det irske parlament blev straks forbudt fra britisk side, og medlemmerne måtte mødes i hemmelighed. Samtidig rettede Den Irske Republikanske Hær, IRA, vold og terrorangreb mod politi og øvrighedspersoner. Det britiske politi, som briterne forstærkede med veteraner fra Første Verdenskrig (de såkaldte black and tans) svarede igen med samme mønt.

I slutningen af 1921 gik irerne efter næsten tre års borgerkrig modvilligt med på et britisk fredsforslag. Seks af Irlands 32 grevskaber (det nuværende Nordirland) forblev britiske, mens de resterende dannede den Irske Fristat. Selvstyret havde en række begrænsninger, og for mange var aftalen en skuffelse. Det irske parlament blev splittet, og de Valera gik af i protest. Det førte i 1921-22 til et nyt oprør fra de republikanske nationalister, men dette blev slået ned. Regeringen henrettede og straffede ved den lejlighed langt flere, end briterne havde gjort i 1916.

I de første ti år styredes fristaten af det konservative parti Cumann na nGaedhal (fra 1933 Fine Gael). I 1927 kom de Valera tilbage i irsk politik som leder af det ligeledes konservative parti Fianna Fáil. Hans parti fik magten ved valget 1932 og begyndte straks kampen for et øget selvstyre. Trods sin revolutionære fortid var de Valera fortaler for, at kampen skulle føres politisk og ikke med vold, og IRA blev derfor forbudt i 1936. Som et led i irernes politiske kamp for øget selvstyre førtes der en fem år lang handelskrig mod Storbritannien, hvor irerne indførte importtold på britiske varer og afskaffede den jordskat, som de katolske jordejere betalte til briterne.

I 1937 vedtog Irland en ny forfatning, for en stor del udarbejdet af de Valera, og båndene til Storbritannien var nu kun formelle. Republikken Éire oprettedes, og i forfatning blev nedfældet, at adskillelsen mellem republikken og Nordirland kun kunne være midlertidig. De sidste bånd til Storbritannien blev kappet i 1949, da Irland ved lov ophævede den forfatningsmæssige forbindelse til Storbritannien og udtrådte af det britiske statssamfund, Commonwealth.

Under Anden Verdenskrig opretholdt Irland en streng neutralitet, men de Valera gav i hemmelighed sin og sin regerings støtte til de allierede. Mange irere kæmpede side om side med briter i verdenskrigen, men IRA benyttede sig af muligheden for under det gamle slogan “Englands vanskeligheder er Irlands muligheder” at udføre en række terrorangreb i Storbritannien i protest mod øens deling.

Prisen for de Valeras handelskrig var høj. Landet blev ramt af stagnation og isolation som følge af den protektionistiske handelspolitik og en virkningsløs økonomisk politik, der delvis var funderet på den romantiske opfattelse af Irland som en mægtig landbrugsnation. Efterkrigstidens kommunistforskrækkelse og den kolde krig førte til en styrkelse af båndene mellem den katolske kirke og de Valeras konservative Fianna Fáil-parti. Kirken havde imidlertid stor indflydelse på alle de større politiske partier.

En hurtig udbyggelse af velfærdssystemet og den centrale administration samt en voksende urbanisering prægede 1950erne. Det blev kun gjort få forsøg på at modernisere det forældede landbrug. Først i slutningen af årtiet styrkedes landbruget, samtidig med at flere regeringer gjorde halvhjertede forsøg på at opbygge industrien, men målene var svære at forene. I 1960 indgik regeringen en handelsaftale med briterne.

I midten af 1960erne kom en yngre generation af politikere til magten med visioner om frihandel og øget samarbejde med resten af Europa. Der var flere forsøg på at få Irland indlemmet i EF, men ligesom de britiske forsøg mødte irernes ansøgninger modstand fra den franske præsident, Charles de Gaulle, der frygtede at et irsk (og et britisk) medlemskab ville øge den amerikanske indflydelse i Europa. Irland forsøgte med lave skatter at lokke udenlandske investeringer til landet, og i 1967 blev republikken medlem af frihandelsorganisatioenn GATT (General Agreement of Tariffs and Trade).

IRA, der kæmper for et forenet Irland, indledte i 1956 sin såkaldte grænsekampagne med angreb i de nordirske grænseegne fra baser i republikken. Den irske regering valgte at se gennem fingre med dette, og det var først i 1980erne, at der blev indledt et samarbejde med den britiske regering om en fælles offensiv mod terroren. IRAs 1950er-kampagne døde ud, men i 1968 vendte IRA tilbage og indledte den terrorbølge, der stadig hærger.

I 1970 afgik tre Fianna Fáil-ministre, blandt dem finansminister Charles Haughey, efter at det var kommet frem, at der foregik våbentransport fra republikken til IRA. Ingen af de afgående ministre kunne dog direkte forbindes til våbensmuglingen, men deres anseelse led et alvorligt knæk. Haughey tabte sin plads i parlamentet ved valget i 1973, og Fianna Fáil var præget af indre splittelse.

Det var i 70erne, at mønsteret af hyppige regeringsskift og vekslende koalitioner, der præger irsk politik den dag i dag, blev indledt. Den Fine Gael-ledede regering, der trådte til i 1973, forsøgte at modernisere det irske samfund og industrien. Det var dem i 1970erne en forbundsfælle i det socialistiske irske Labourparti (dannet 1912).

Fianna Fáil kom atter til magten efter valget i 1977, takket være blandt andet generøse valgløfter om at skabe 80.000 nye job i løbet af de næste fire år. Udbygningen af det sociale velfærdssystem resulterede dog kun i en gigantisk statsgæld og kun en brøkdel af arbejdspladserne blev oprettede. I 1979 fik Charles Haughey et storstilet politisk comeback, da han blev udpeget til premierminister og ny leder for Fianna Fáil. Men det lykkedes heller ikke Haughey-regeringen at knægte den finansielle krise.

To år senere kom Fine Gael og Labour til magten. Den nye premierminister, Garret FitzGerald, erklærede straks, at han ville forsøge at få den forældede forfatning ændret. Den katolske moral og nationalismen, der præger grundloven skræmmer Nordirlands protestanter og umuliggør en genforening af øen, lød hans ræsonnement. Det lykkedes dog ikke for FitzGerald at få ændret forfatningen, og han måtte senere medgive, at tiden nok ikke var moden til så radikale ændringer.

Fra 1987 og frem til 1994 var regeringsmagten med en kort undtagelse på Fianna Fáils hænder, under ledelse af den farverige og kontroversielle Charles Haughey. Det lykkedes ham, trods en række skandaler, at holde sig på magtens tinder eller lige i nærheden i næsten 40 år, og han anses for at være den person, der sammen med de Valera har sat det betydeligste præg på moderne irsk politik.

I lighed med resten af Vesteuropa blev Irland ramt af en økonomisk nedgang i begyndelsen af 80erne. Krisen medførte såvel høj inflation som stor arbejdsløshed. Økonomiske stramninger gjorde dog, at stagnationen blev brudt, og i slutningen af 80erne oplevede irsk økonomi et kraftigt opsving med stor vækst i industrien (særligt den højteknologiske) og eksporten.

Skiftende regeringer har gennem årene haft forskellige bud på, hvordan Nordirland-spørgsmålet kunne løses, men uden held. I maj 1983 lod FitzGerald en rapport udarbejde, og i den blev der fremlagt tre forslag: et forenet Irland, en føderation mellem nord og syd eller et fælles britisk-irsk styre i Nordirland. Briterne forkastede samtlige alternativer, men de samtaler, der fulgte, førte i november 1985 frem til indgåelsen af den historiske Hillsborough-aftale. Her fik republikken Irland for første gang en rådgivende rolle i forhold til nordirsk politik og forvaltning.

Aftalen førte også til et nærmere samarbejde mellem de irske og britiske regeringer og en samordning mellem de to landes politistyrker i grænseområdet Éire-Nordirland. IRA-terrorister, der tidligere uden risiko havde kunnet søge tilflugt i republikken, risikerede derefter at blive udleveret til Nordirland.

I december 1990 blev Mary Robinson, jurist og tidligere labourpolitiker med stærkt engagement i menneskerettighedssager, valgt til præsident i Irland. Præsidenten må ikke udtale sig i konkrete politiske spørgsmål, men Robinson har på anden vis markeret sine synspunkter i en række kontroversielle spørgsmål.

I 1991 måtte Haughey gå af som partileder, blandt andet efter afsløringer af hans indblanding i en aflytningsskandale i 80erne. Han blev efterfulgt af Albert Reynolds. Ved parlamentsvalget i november 1992 gik både Fianna Fáil og Fine Gael tilbage, mens Labour mere end fordoblede antallet af parlamentsmedlemmer, fra 15 til 33. Regeringsdannelsen trak ud, men i januar 1993 dannede Labour koalitionsregering med Fianna Fáil.

Samtidig med parlamentsvalget blev en folkeafstemning om abort afholdt. Folket stadfæstede forfatningens abortforbud, men hævede forbuddet mod at søge information om emnet.

I juni 1992 sagde irerne med stort flertal “ja” til EU i en afstemning om Maastricht-traktaten. Forud for den officielle unionsdannelse i januar 1993 gennemgik EF en valutakrise, som især ramte Irland hårdt. Centralbanken hævede rentesatserne for at redde det irske pund, men for at beskytte eksportindustrien måtte regeringen devaluere valutaen med 10 procent i januar 1993.

Præsident Robinson blev i 1992 den første irske statsleder, der kom på officielt besøg i Nordirland. Året efter besøgte hun igen Nordirland for at markere sin støtte til fredsprocessen. Dette blev mødt af hård kritik, både i Irland og Storbritannien, eftersom Robinson mødtes med Gerry Adams, lederen af IRAs politiske gren, Sinn Féin, i Belfast. Samme år mødtes præsidenten med Storbritanniens dronning, Elizabeth II, i Buckingham Palace i London, det første møde nogen sinde mellem de to landes statsledere.

I efteråret 1994 indgik terrorgrupperne i Nordirland en våbenhvile, der delvis var en følge af et langsigtet samarbejde mellem britiske og irske regeringer. Gennembruddet i fredsprocessen blev regeringen Reynolds største politiske succes, men blot et par måneder senere blev den alligevel nødt til at gå af.