De ældste spor af menneskeliv i det nuværende Holland stammer fra den mellemste stenalder, hvor området var befolket af jægerfolk. Agerbruget blev indført østfra omkring 4000 f.v.t.

Umiddelbart før vor tidsregnings begyndelse erobrede romerne det meste af området. Kun dele af Friesland i nordvest holdt stand. Bataverne, det folk, der beboede Holland på den tid, blev fordrevet i 200-tallet af frankere og saksere. I det følgende århundrede holdt kristendommen sit indtog, da Sankt Servatius gjorde byen Maastricht til bispedømme.

Efter Romerrigets sammenbrud blev det hollandske område en del af frankerriget, der ved sit højdepunkt under det såkaldte karolingiske dynasti under Karl den Store (Charlemagne) og hans sønner strakte sig fra Pyrenæerne i syd til Nordsøen i nord. Frankerne fik også underkuet friserne i år 734. Efter frankerrigets deling i 843 blev noget af Holland en del af riget Lothringen, der også omfattede den nuværende franske region Lorraine.

I 900-tallet blev området indlemmet i det Østfrankiske rige, kerneland i det senere Tysk-romerske rige – men hverken tyskere, frankere eller romere kunne i praksis styre disse fjerne provinser. De havde en meget selvstændig stilling og blev ledet af lokale adelsmænd.

Grevskabet Holland voksede sig stærkt i middelalderen, men var stadig kastebold mellem de forskellige europæiske dynastier. Efter en kort periode under hertugdømmet Burgund tilfaldt Holland den tysk-romerske kejserslægt Habsburg og siden, da kejser Karl V abdicerede i 1556, den spanske konge Felipe II og dermed den spanske gren af huset Habsburg.

På grund af sin tekstilindustri, som var baseret på uld fra England, blev Holland et handelscentrum, der både havde kontakt til Hanseforbundet i nord og de italienske handelsbyer i syd. De rige provinser blev hårdt beskattet af de habsburgske herskere.

Efter reformationen i Tyskland og Schweiz havde den strenge calvinistiske kirke fået mange tilhængere i Holland, særligt blandt borgerskabet i byerne. En række katolske kirker blev raseret af fanatiske calvinister, de såkaldte billedstormere, hvilket udløste en kraftig modreaktion fra det katolske Spanien. Felipe II forsøgte at knuse den selvstændige hollandske adel. I 1568 indledtes et oprør mod de spanske herskere, og i 1579 udråbte syv hollandske provinser den selvstændige Utrechtunion. Under adelsmanden Wilhelm af Oranien og hans søn Moritz førte indbyggerne en uafhængighedskrig mod Spanien, som stort set varede uafbrudt i 80 år.

Formelt var Holland en republik med et parlament, generalstaterne, som bestod af repræsentanter for de syv provinser og de store byer. Byens borgere havde stor indflydelse i parlamentet. Slægten Oranien bevarede dog en stor del af magten gennem statholderskabet, en position som lignede en konges, og som gik i arv. I begyndelsen af 1600-tallet herskede der en åben magtkamp mellem kongemagten og borgerne, repræsenteret ved Jan van Oldenbarnevelt, som repræsenterede indbyggerne i den rige provins Holland. Magtkampen endte med, at Oldenbarnevelt blev henrettet i 1619.

Først med den Westfalske Fred i Münster i 1648 anerkendte Spanien hollændernes selvstændighed. Det oprindelige land var på det tidspunkt delt mellem en overvejende katolsk og spansktro del i syd (det nuværende Belgien) og en hovedsagelig protestantisk del i nord.

De hollandske provinser oplevede et kraftigt økonomisk opsving under selvstændighedskrigen. Landet blev verdens førende handelsmagt og kontrollerede ikke alene store dele af den europæiske handel, men også handelen med kolonierne i Afrika og Asien. Hollænderne skaffede sig besiddelser flere steder i den nye verden. Enorme rigdomme samledes i byerne, og kulturen blomstrede. Denne periode med økonomisk velstand betegnes almindeligvis som Hollands “guldalder”.

Hollændernes velstand var afhængig af frihandel og frie vandveje. Landet forsøgte derfor at føre en balancepolitik mellem de stater, der beherskede de vigtige vandveje. Man støttede på skift Sverige og Danmark under krigen i Østersøområdet og førte flere krige med England om herredømmet over havene. Den konflikt blev dog løst, da Wilhelm III af Oranien, som var gift med den britiske konges datter, besteg den britiske trone i 1688. Han regerede over begge lande frem til sin død i 1702. I løbet af denne periode blev tyngdepunktet såvel handelsmæssigt som politisk forskudt mod London. Nu begyndte en tilbagegang for Holland, som kom til at vare 1700-tallet ud.

Da franske revolutionshære marcherede ind i Holland i slutningen af århundredet, kunne landet med sit svage militær ikke yde modstand. Den gamle union blev erstattet af en enhedsstat under navnet Den Bataviske Republik og blev siden indlemmet i det franske kejserdømme med Napoleon Bonapartes bror, Ludvig (Louis), som konge. Efter Napoleon fald blev kongeriget De Forenede Nederlande udråbt med Wilhelm I, søn af en tidligere statholder, som konge. Også Belgien og Luxembourg indgik i riget.

Religiøse modsætninger og belgiernes utilfredshed med at blive regeret fra Amsterdam og Haag udløste et oprør i 1830. Det lykkedes belgierne at etablere et selvstændigt styre, men hollænderne anerkendte først Belgiens selvstændighed ni år senere. Luxembourg blev selvstændigt i 1890.

I løbet af 1800-tallet blev Holland industrialiseret, og frihandelen blev genindført. Forfatningen blev demokratiseret, så regeringen nu stod til ansvar over for parlamentet. Samtidig blev kolonivældet i Sydøstasien befæstet. Slaveriet blev ophævet i kolonierne.

Da de politiske partier begyndte at vokse frem i 1800-tallet, blev både det politiske liv og samfundet generelt inddelt i forskellige “støttegrupper”, hvor mennesker af samme trosretning eller politisk anskuelse samledes. De største grupper var katolikker, calvinister, liberale og socialister. De forskellige grupper dannede ikke alene politiske partier, men åbnede også deres egne skoler, fagforeninger, handelsorganisationer, ungdomsklubber og aviser. Ingen af dem var dog store nok til at dominere alene, og de blev tvunget til at indgå kompromiser.

I løbet af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet forsøgte Holland at holde sig uden for internationale konflikter ved at erklære sig neutralt. Det lykkedes det også at undgå at blive inddraget i Første Verdenskrig, skønt nabolandet Belgien blev besat. Mænd fik almindelig stemmeret i 1917, og kvinder i 1919.

Over for omverdenen førte Holland i 1930erne en forsigtig balancepolitik, og da Anden Verdenskrig brød ud, erklærede landet sig neutralt. I maj 1940 gik tyskerne alligevel til angreb uden forudgående krigserklæring. Den hollandske modstand blev slået ned efter knap en uge. Dronning Wilhelmina og regeringen flygtede til London. Da Japan gik ind i krigen i 1941, blev også de hollandske områder i Sydøstasien besat. I Holland opstod der en modstandsbevægelse, som omfattede alt fra konservative grupper til kommunister. Størstedelen af landets jødiske befolkning blev udryddet i tyske koncentrationslejre. Efter fem års besættelse blev Holland befriet i maj 1945 af de allierede styrker.

Indonesien erklærede sig selvstændigt efter Japans kapitulation, men de allierede valgte at overdrage landet til Holland. Det førte til kamp mellem indonesiske nationalister på den ene side og hollændere, briter og japanere på den anden. Briterne og japanerne trak sig tilbage i 1946, men hollænderne fortsatte krigen.

Vigtige årstal i Hollands historie

• 1579 Utrechtunionen
• 1648 Westfalske Fred, republikken Nederland
• 1795 Bataviske Republik
• 1806-1810 kongeriget Holland under Ludvig Bonaparte
• 1810 – 1813 Holland bliver en del af det franske kejserrige
• 1815 kongeriget De Forenede Nederlande (inkl. Belgien og Luxembourg)
• 1830-31 oprør i Bruxelles, Belgien bliver selvstændigt
• 1848 ny forfatning
• 1940-45 tysk besættelse
• 1949 Indonesien bliver selvstændigt
• 1957 Holland er blandt grundlæggerne af EF
• 1975 Surinam bliver selvstændigt
• 1994 første regering under de kristelige demokrater i 80 år

Historie efter 1945

Ved Anden Verdenskrigs slutning spillede støttesystemet og ikke mindst de calvinistiske og katolske kirker fortsat en vigtig rolle i det hollandske samfund. Den velfærdsstat, som blev opbygget i 50erne og 60erne, bar præg af det. Social- og uddannelsessystemet blev i det store og hele drevet af idealistiske eller religiøse organisationer samt frivilligt arbejde.

I 1949 var landet trådt ind i NATO, og da Kul- og Stålfællesskabet, spiren til vore dages EU, blev dannet i 1952, sad Holland med ved bordet.

De fleste af landets kolonier fik efterhånden deres selvstændighed. I Indonesien fortsatte frihedskrigen frem til 1949, da der blev indgået fred efter hårdt pres fra FNs Sikkerhedsråd, og Indonesien blev selvstændigt. Holland beholdt dog den vestlige del af Ny Guinea frem til 1962, da den blev overdraget Indonesien. Surunam i det nordlige Sydamerika blev først selvstændigt i 1975.

Holland blev i lange perioder i 1900-tallet ledet af forskellige koalitionsregeringer, hvor tre kristne partier, et katolsk og to protestantiske, stod i centrum. Disse tre partier samt Arbejderpartiet og det højreliberale Folkeparti for Frihed og Demokrati skiftedes til at indgå i forskellige regeringskombinationer.

I løbet af 1960erne blev religionens betydning i samfundet støt mindre, og der blev ført en stadig mere åben debat om emner som abort og miljø. De tre kristne partier begyndte at miste tilhængere og gik som et modtræk sammen i først en valgalliance og siden et egentligt parti under navnet Kristelig-Demokratisk Appel.

I forbindelse med oliekrisen i begyndelsen af 70erne steg priserne på naturgas, og det naturgasrige Holland fik store eksportindtægter. Produktionen steg, og indtægterne fra gassen finansierede en fortsat udbygning af velfærdssystemet. Men allerede hen mod slutningen af årtiet røg Holland ind i en lavkonjunktur, og arbejdsløsheden steg hastigt.

I 1980erne sad de kristelige demokrater i regering med Arbejderpartiet eller, for det meste, VVD, indtil VVD trak sig ud af samarbejdet og fældede regeringen i 1989 på uenighed om en ny miljølovgivning.

De kristelige demokraters leder, Ruud Lubbers, dannede derpå atter regering med Arbejderpartiet. Koalitionens politik blev præget af forsøgene på at bekæmpe inflationen og samtidig nedbringe de offentlige udgifter samt i et vist omfang at liberalisere økonomien.

Ved parlamentsvalget i 1994 gik begge regeringspartier kraftigt tilbage, mens VVD og det venstreliberale D66 gik betydeligt frem. Valgresultatet blev generelt udlagt som en tilkendegivelse af utilfredshed med regeringens stramningspolitik og førte til den første regeringsdannelse i 80 år uden deltagelse af et kristeligt demokratisk parti.

De ideologiske forskelle mellem de tre regeringspartier skabte spændinger. Et af de største stridspunkter var, hvordan landet skulle opfylde vilkårene for deltagelse i EUs økonomiske og monetære union, ØMUen, deriblandt kravet om, at budgetunderskuddet højst må være 3 procent af BNP. VVD plæderede for yderligere besparelser, mens Arbejderpartiet hellere vil hæve skatterne. Ofte måtte D66 indtage rollen som mægler i regeringen.

Regeringen valgte på forskellige måder at begrænse statens udgifter. Der blev blandt andet gennemført reformer af socialsystemet, herunder en privatisering af dele af sygesikringsordningen. Resultatet blev, at budgetunderskuddet faldt, samtidig med at der kunne gennemføres skattenedsættelser.

Wim Kok blev mere og mere populær og respekteret som ministerpræsident, efterhånden som økonomien blev bedre, og arbejdsløsheden faldt. Parlamentsvalget i 1998 blev afholdt få dage efter, at de økonomiske nøgletal viste, at Holland nu opfyldte kravene til deltagelse i ØMUen. Det blev en stor fremgang for Arbejderpartiet og Folkepartiet, der tilsammen fik et klart flertal i parlamentet, og de kunne bevare regeringsmagten sammen med D66.

Holland indførte i 2002 euroen, og i god tid inden parlamentsvalget i maj 2002 meddelte Wim kok, at han ikke ville stille op endnu en gang. Kok og regeringen afgik allerede i midten af april, da en officiel undersøgelse kritiserede de hollandske FN-troppers handlinger i forbindelse med massakren på 7000 bosniske muslimer i Srebrenica i 1995.

I den periode, hvor de kristelige demokrater stod uden for regeringssamarbejdet, blev en række radikale lovforslag vedtaget på det sociale område. Dødshjælp (eutanasi) blev tilladt under visse forhold, homoseksuelle fik tilladelse til at gifte sig og adoptere, og bordeller blev legaliseret og beskattet.

Holland ligger ved Nordsøen i det nordvestlige Europa med grænse til Tyskland i øst og Belgien i syd. Landet er lidt mindre end Danmark.

Den korrekte betegnelse er Nederlandene, som Holland egentlig er en provins i. Betegnelsen Holland om landet som helhed – og deraf følgende hollændere om dets indbyggere og hollandsk om sproget – er imidlertid den, vi bruger mest i Danmark.

Holland er en del af det nordeuropæiske lavland. Kuperet terræn forekommer kun i sydøst, hvor en smal landstribe kiler sig ind mellem Belgien og Tyskland. Ellers er landskabet særdeles fladt med en gennemsnitshøjde på blot ti meter over havet. Næsten en fjerdedel af Holland ligger under havniveau.

Ca. en tredjedel af landet er indvundet fra havet eller de mange indsøer ved, at man har inddæmmet områder, hvorfra vandet er ledt bort via kanaler. Et sådant inddæmmet område kaldes en polder. Den store havbugt Zuiderzee blev i 1930erne afskåret fra Nordsøen via en 30 km lang spærredæmning. Havbugten er i dag erstattet af ferskvandssøen IJsselmeer. En del af de områder, der blev tørlagt i forbindelse med dette projekt, udgør provinsen Flevoland.

Hollands største floder Rhinen, (som deler sig i Lek, Waal og IJssel), Maas og Schelde har alle deres udspring uden for landets grænser, men munder ud i havet i Zeeland i sydvest. Der er mange større og mindre øer i dette delta. Gennem et system af store diger forsøger man at beskytte Zeeland mod oversvømmelser, som der har været flere af i landets nyere historie.

Langs kysten i det nordlige Holland finder man en kæde af sandbanker, som går over i de store vestfrisiske øer. Inden for kystens klitlandskab ligger marsklandet, som udgør omtrent halvdelen af landets areal. Der er for en stor dels vedkommende inddæmmet fra havet og yderst frugtbart.

Holland har et tempereret, fugtigt kystklima med kølige somre og milde vintre. Der falder omkring 800 mm nedbør temmelig jævnt fordelt på året. Luftfugtigheden er høj året rundt og bliver gennemtrængende i vinterhalvåret i kombination med kraftige vinde.

Øen Aruba og øerne i de Hollandske Antiller (Curacao, Bonaire, Sint Maarten, Sint Eustatius og Saba) i Vestindien udgør to selvstyrende områder i kongeriget Nederlandene.

Geografi og klima i tal
Nedenstående tal er fra år 2004

• Areal: 41.526 km2
• Nabolande: Tyskland og Belgien
• Tid: som Danmark
• Hovedstad: Amsterdam ca. 800.000 indb., Den Haag, regeringsby, ca. 500.000
• Øvrige større byer: Rotterdam ca. 600.000, Utrecht ca. 275.000, Eindhoven ca. 200.000
• Gennemsnitstemperatur/døgn: 2 grader (januar), 17 grader (juli)
• Gennemsnitsnedbør/måned: 73 mm (januar), 80 mm (juli)
• Højeste punkt: Vaalserberg (321 m.o.h.)
• Vigtigste floder: Maas, Schelde samt Lek, Waal og IJssel (de tre sidstnævnte kaldes også tilsammen Nederijn, Nedre Rhin)
• Største sø: IJsselmeer (1150 km2)

Holland er et af verdens tættest befolkede lande. Hertil kommer, at halvdelen af landets indbyggere bor på en femtedel af dets areal indenfor Randstad Holland – det næsten helt sammenhængende byområde, der udgøres af byerne Amsterdam, Utrecht, Leiden, Haarlem, Haag og Rotterdam. Her når befolkningstætheden op på ca. 1100 indbyggere pr. kvadratkilometer.

Omkring 400.000 af landets indbyggere er frisere, som hovedsageligt bor i provinsen Friesland i nordøst. Næsten en femtedel af befolkningen har udenlandsk baggrund, dvs. mindst en forælder, der er født i udlandet. Godt 4 procent er udenlandske statsborgere, heraf er de fleste tyrkere eller marokkanere. Mange indvandrere stammer fra den tidligere koloni Surinam i Sydamerika eller de nederlandske territorier i Vestindien.

Holland har traditionelt haft en generøs asyl- og indvandringspolitik, men efter en stor tilstrømning af asylsøgende, ikke mindst fra det tidligere Jugoslavien i 1990erne, er den blevet taget op til diskussion og skærpet flere gange. Blandt andet bliver asylansøgere uden identitetspapirer afvist. Antallet af asylansøgere blev mere end halveret i perioden 2000-2002. I februar 2004 besluttede parlamentet at sende 26.000 asylsøgere ud af landet i løbet af de næste tre år. Beslutningen blev kraftigt kritiseret af både oppositionen og menneskerettighedsorganisationer.

Det officielle sprog er hollandsk, der tilhører den vestgermanske sprogstamme, hvor man også finder engelsk og tysk. En sydlig variant af hollandsk, flamsk, tales af omkring seks millioner belgiere samt omkring 150.000 mennesker i det nordvestlige Frankrig.

Det frisiske sprog, der er nært beslægtet med plattysk, er officielt anerkendt som mindretalssprog. Det anvendes som undervisningssprog i visse skoler i Friesland, hvor det også er tilladt at bruge det i kontakten med myndighederne, forudsat at sagen ikke drejer sig om personer eller forhold uden for provinsen.

Befolkning i tal anno 2004

• Indbyggertal: 16,3 mio.
• Antal indbyggere/km2: 480
• Andel af befolkningen, der bor i byerne: 90%
• Fødselsrate: 1,2%
• Dødsrate: 0,9%
• Naturlig befolkningstilvækst: 0,3%
• Gennemsnitslevealder: kvinder 81 år, mænd 76 år
• Andel læsekyndige voksne: næsten 100%
• Befolkningsgrupper: hollændere 91%, frisere 3,7%, øvrige (tyrkere, surinamere, marokkanere, indonesere m.fl.) 5,3%
• Sprog: hollandsk, frisisk
• Religion: katolikker 30%, protestanter 19%, andre religioner 9%, ikke-troende 42%
• Nationalitetsbetegnelse: hollænder

Religion

Der er en overvægt af katolikker i forhold til protestanter, men den største gruppe af indbyggere erklærer sig ikke-troende. Antallet af muslimer er stigende.

Syd for floderne Rhinen og Maas dominerer katolikkerne, mens protestanterne er den største religiøse gruppe i nord. I 2004 gik landets tre største protestantiske kirker sammen i Nederlandenes protestantiske kirke.

Et flertal af protestanterne er calvinister. Den calvinistiske lære fik fodfæste i Holland under reformationen i 1500-tallet. Calvinismens grundlægger, den fransk-schweiziske reformator Jean Calvin, gik bl.a. ind for, at kirken skulle være uafhængig af statsmagten.

Holland er kendt for sin store tolerance. Allerede i 1600-tallet fungerede landet som en oase for fritænkere, der af politiske eller religiøse årsager var blevet fordrevet fra deres hjemegn. I dag findes der stærke liberale strømninger inden for både de katolske og de protestantiske kirker i landet.

Uddannelse

Der er skolepligt i ti år på fuld tid fra femårsalderen og derefter yderligere to år på deltid. Skolegangen er gratis. Staten betaler alle udgifter, også privatskolerne, hvor to tredjedele af eleverne går. Mange af dem drives af religiøse samfund. Holland er også kendt for sine mange Montessori-skoler.

Grundskolen består af to forberedende år og seks almindelige skoleår. Derefter kan eleverne vælge mellem tre typer gymnasieskoler: almene, erhvervsrettede eller universitetsforberedende. Landet har en relativt lav andel af elever på de tekniske gymnasielinjer, lidt under en tredjedel sammenlignet med EU-gennemsnittet på knap halvdelen. Fuldtidsundervisning er afgiftsbelagt fra 18-års alderen.

Godt en tredjedel af de unge går videre til studier på universitetet eller andre højere læreanstalter.

Hollandsk malerkunst er verdensberømt: Hieronymus Bosch, Pieter Bruegel d.æ., Peter Paul Rubens, Rembrandt og Vermeer er nogle af de velkendte navne fra 1500-tallet og guldalderen i 1600-tallet. Fra de seneste godt 100 år kan nævnes Vincent Van Gogh, De Stijlbevægelsen med blandt andre Piet Mondrian samt desuden Karel Appel og Constant fra Cobragruppen (hvor også danske Asger Jorn deltog).

Af de store navne i hollandsk litteratur kendes 1500-talsforfatteren og humanisten Erasmus af Rotterdam samt Folkerettens grundlægger, Hugo de Groot (Grotius), og filosoffen Baruch Spinoza, som begge var virksomme i 1600-tallet. De skrev alle deres værker på latin.

I 1100-tallet begyndte man at anvende hollandsk i ridderromaner, dyrefabler og skuespil, og i 1600-tallet fik sproget sin plads i litteraturen gennem blandt andre PieterC. Hooft og Joost van der Vondel. Til de kendte forfattere fra 1800-tallet hører Louis Couperus og Multauli (pseudonym for Eduard Douwes Dekker), som kritiserede kolonialismen i sin roman Max Havelaar.

I begyndelsen af 1900-tallet satteSimon Vestdijk og Hella Haase deres præg på litteraturen. Af de senere årtiers forfattere kan nævnes Jan Wolkers, Hans Mulisch, Adrien van der Heijden, Anja Meulenbelt, Cees Nooteboom og den populære Maarten ‘t Hart. De senere år er flere forfattere med indvandrerbaggrund dukket op, heriblandt Naima El Bozaz.

Flere hollandske spillefilm har tiltrukket sig opmærksomhed de seneste år, bl.a. Esmé Lammers børnefilm Længe leve dronningen samt Antonias verden, instrueret af Marleem Gorris, som i 1996 vandt en Oscar for bedste udenlandske film. En anden instruktør, der har vundet international anerkendelse, er Fons Rademakers (Max Havelaar og Overgrebet).

Hollands forfatning stammer fra 1814 og blev senest revideret i 1983. Landet er et konstitutionelt, parlamentarisk monarki med såvel mandlig som kvindelig arvefølge.

Den udøvende magt ligger hos regeringen, ministerrådet. Den lovgivende magt indehaves af parlamentet, generalstaterne, som består af et førstekammer med 75 medlemmer og et andetkammer med 150 medlemmer. Begge kamres medlemmer vælges for en mandatperiode af fire år. Førstekammeret sammensættes af byrådene på provinsniveau. Medlemmerne til andetkammeret vælges i almindelige forholdstalsvalg. Der er ingen spærregrænse. Kun andetkammeret kan tage initiativ til love og har ret til at foretage ændringer i regeringens forslag. Førstekammeret kan kun afvise eller vedtage et lovforslag i dets helhed. Stemmeretsalderen er 18 år.

Statsrådet er et rådgivende organ, som skal kontrollere alle lovforslag og internationale aftaler, der indebærer lovændringer i Holland. Rådet fungerer også som landets øverste forvaltningsdomstol med ret til at ophæve lavere myndigheders beslutning. Statsrådets medlemmer udpeges for livstid af regenten, der også sidder med som formand, når rådet afholder møder.

Holland er inddelt i 12 provinser og godt 600 kommuner. Provinserne har et begrænset selvstyre. De styres af provinsråd, hvis medlemmer vælges for fire år i almindelige valg. Provinsguvernørerne udpeges af regenten. Kommunerne har deres egne politistyrker og er ansvarlige for folketælling. De styres af borgmestre, som er udpeget af regeringen, og kommunalråd, som vælges for fire år i almindelige valg.

Aruba og de Hollandske Antiller er selvstyrende dele af kongeriget Nederlandene med egne parlamenter og regeringer. Udenrigs- og forsvarspolitikken varetages dog i fællesskab for hele kongeriget fra Haag.

Domstolvæsenet har en selvstændig stilling. Det består af over 60 lokale domstole, 19 tingsretter, fem appelretter og som øverste instans Det Høje Råd. Dommerne sidder, til de pensioneres i 70-årsalderen. Der findes særlige forvaltningsdomstole for forskellige områder.

Holland er også sæde for Den internationale Domstol og Den Internationale Straffedomstol. Den Internationale Domstol afgør tvister mellem stater, mens Den Internationale Straffedomstol dømmer personer, der er anklaget for at have begået krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden. Det er også i Holland, at Den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien har hjemme.

Holland har tradition for koalitionsregeringer hen over den politiske midte. Disse regeringer var længe domineret af tre kristne partier – et katolsk og to protestantiske. Efterhånden som de kristne partiers stilling blev mere og mere undermineret af den generelle samfundsudvikling, gik partierne i 1980-erne sammen i Kristelig-Demokratisk Appel (Christen-Democratisch Appèl, CDA). Partiet huser flere politiske synspunkter fra venstreliberale til stærkt konservative.

Arbejderpartiet (Partij van de Arbeid, PvdA) minder i mangt og meget om Socialdemokratiet i Danmark. Det har et nært samarbejde med den førende faglige centralorganisation Federatie Nederlandse Vakbeweging, FNV.

Det højreliberale Folkepartiet for Frihed og Demokrati (Volkspartij voor Vrijheid en Democratie, VVD), er forankret i erhvervslivet og har et nært forhold til arbejdsgiverorganisationerne. Partiet lægger vægt på den individuelle frihed og privat ejendomsret og vil sænke skattetrykket. Det har længe haft en moderat EU-kritik samt lov og orden som sine hjertesager og går ind for begrænsning af indvandringen.

Det venstreliberale Demokrater 66 (Democraten 66, D66) blev dannet som protestparti i 1966. Dets grundlæggere ville bryde med det traditionelle partisystem gennem en forfatningsreform, som skulle muliggøre folkeafstemninger om vigtige anliggender. I dag er partiet socialliberalt og ligger på mange områder tæt op ad Arbejderpartiet.

Det populistiske og indvandrerkritiske parti Pim Fortuyn-listen (Lijst Pim Fortuyn, LPF) klarede sig godt ved valget i 2002 og kom i regering, men blev siden splittet og har mistet det meste af sin indflydelse.

Der findes to yderligtgående venstreorienterede partier i parlamentet. Grønt Venstre (Groen Links) blev dannet i 1989 ved en sammenlægning af fire venstreorienterede partier. Socialistpartiet (Socialistische Partij, SP) har en maoistisk baggrund, men det er i dag et almindeligt venstrefløjsparti.

Også tre små konservative, calvinistiske partier har længe været repræsenteret i parlamentet. Et af dem, Det Politiske Reformparti (Staatkundig Gereformeerde Partij, SGP) tillader ikke kvindeligt medlemskab.

Foruden økonomiske spørgsmål har indvandringen og diverse “moralske spørgsmål” domineret den indenrigspolitiske debat i de senere år.

Politik anno 2003

Efter parlamentsvalget i maj 2002 fik Holland en borgerlig regering ledet af de kristelige demokrater. Forud for valget fandt en dramatisk begivenhed sted. I marts vandt en karismatisk sociologiprofessor, Pim Fortuyn, helt uventet et lokalvalg i Rotterdam med 35 procent af stemmerne. Han førte kampagne mod kriminalitet og indvandring og advarede om en “islamisering” af landet. Meningsmålingerne tydede på stor succes til hans parti, Pim Fortuyn-listen, LPF, også på landsplan.

Godt en uge før parlamentsvalget blev Pim Fortuyn imidlertid myrdet i Hilversum. Det var det første politiske mord i Holland i moderne tid, og landet var i chok. Gerningsmanden, en dyreværnsaktivist, blev hurtigt pågrebet og siden dømt for mordet.

Det efterfølgende valg blev en katastrofe for de tre regeringspartier. Både Arbejderpartiet og D66 mistede halvdelen af deres mandater, og VVD tabte omkring en tredjedel. De kristelige demokrater, derimod, fordoblede deres mandattal og blev parlamentets største parti. Dets nye leder, Jan Peter Balkenende, fik til opgave at danne regering. Det lederløse LPF blev næststørst med 17 procent af stemmerne.

Efter to måneders forhandlinger dannede de kristelige demokrater en regering med VVD og LPF. Det var kun tre af de 28 ministre, der havde prøvet dette arbejde før. En ny post som integrations- og udlændingeminister gik til et medlem af LPF. I regeringsprogrammet blev der lagt vægt på nedskæringer i socialbudgettet og en begrænsning af indvandringen.

Den nye regering faldt efter kun tre måneder på grund af en magtkamp mellem to ministre fra LPF. Da de øvrige LPF-medlemmer inden for regeringen opfordrede de to til at gå af, indgav Balkenende hele regeringens afskedsbegæring, og der blev udskrevet valg til januar 2003.

I løbet af valgkampen faldt støtten til den myrdede Fortuyns parti kraftigt. I stedet fulgte flere partier LPFs spor, tog integrationsproblemerne i samfundet op og foreslog en skærpet indvandrerlovgivning.

Valget blev et stort nederlag til LPF, der fik knap 6 procent af stemmerne. I stedet gjorde Arbejderpartiet et stærkt comeback og generobrede det meste af det terræn, man havde tabt i valget året før. De kristelige demokrater forblev dog parlamentets største parti med knap 29 procent af stemmerne.

Først efter fire måneder kunne der dannes regering mellem de kristelige demokrater, VVD og D66, hvilket lige akkurat gav flertal i parlamentet.

Den nye regering blev kastet lige ud i at håndtere den sværeste økonomiske krise i 20 år. Handelslandet Holland blev ramt hårdere end noget andet vesteuropæisk land af den faldende europæiske købekraft som følge af den generelle økonomiske tilbagegang i starten af 2000-tallet. I 2003 faldt BNP, og budgetunderskuddet steg. I september 2003 fremlagde regeringen et finanslovforslag med kraftige nedskæringer i velfærdssystemet. Der var også planlagt en kombination af skattestigninger og afskedigelser i den offentlige sektor. I oktober accepterede fagbevægelsen et toårigt lønstop til gengæld for færre nedskæringer og en udskydelse af den planlagte pensionsreform.

Udenrigspolitik og forsvar

Den hollandske udenrigspolitik er præget af landets medlemskab af EU og NATO. Inden for NATO har Holland altid understreget betydningen af, at USA spiller en rolle i forsvaret af Europa. Befolkningen har også en positiv indstilling til det udvidede udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde inden for EU og har besluttet at stille fem tusind soldater til rådighed for EUs indsatsstyrke (Rapid Reaction Force).

Holland er et af de mest integrationsvenlige EU-lande. Samtidig værner landet dog på kort sigt om de små EU-landes interesser og søger at modvirke tendenser til, at stormagterne inden for EU kommer til at bestemme for meget.

Et centralt tema i Hollands udenrigspolitik er arbejdet for menneskerettigheder. Landet bruger ligesom Danmark betydelige beløb på bistand til udviklingslande og er blandt dem, der ønsker at sætte flere ressourcer af til det internationale miljøsamarbejde. Holland har deltaget i en lang række fredsbevarende FN-operationer, herunder i det tidligere Jugoslavien og i Afghanistan.

Siden den kolde krigs afslutning har Holland gennemført omfattende nedskæringer i forsvaret. I lyset af det stigende behov for fredsbevarende indsatser i udlandet er hæren nu rent professionel – der har ikke været indkaldt værnepligtige siden 1996. Loven om værnepligt eksisterer dog stadig og kan tages i brug, hvis der bliver behov for det. Det hollandske marine arbejder sammen med den belgiske, og der findes også en fælles tysk-hollandsk hærstyrke.

Politik og forsvar i tal

• Officielt navn: Koninkrijk der Nederlanden – kongeriget Nederlandene
• Statsform: monarki
• Regeringsleder: ministerpræsident Jan Peter Balkenende
• Vigtigste politiske partier (mandater ved valget til andetkammeret i 2003): Kristelig-Demokratisk Appel/CDA (44), Arbejderpartiet/PvdA (42), Folkepartiet/VVD (28), Socialistpartiet (9), Pim Fortuynlisten (8), Grønt Venstre/GL (8), D66 (6)
• Medlemskab af internationale og regionale organisationer: Benelux, EU, Europarådet, FN, NATO, OECD, OSCE, WEU, WTO
• Forsvarsstyrker: hæren 23.200 mand, flåden 12.100, flyvevåbnet 11.000, halvmilitære styrker 6800
• Forsvarsudgifter: 8,3 mia. US dollar

Hollands økonomi har i århundreder været afhængig af udenrigshandelen. Det var søfarten og handelen, der lagde grunden til de hollandske byers rigdom og købmændenes magt. Landet har få naturressourcer, og foruden den direkte handel kræver både industrien og dele af landbruget importerede råvarer, der forædles og siden for en stor del eksporteres.

En forudsætning for den livlige udenrigshandel er den gunstige geografiske placering ved udmundingen af flere store vandveje. Omkring en tredjedel af alle varer til EUs marked transporteres gennem hollandske havne. Det hjælper også, at Holland har en åben økonomi med kun få toldafgifter og andre handelshindringer. Denne erhvervsstruktur betyder dog også, at landets samlede økonomi er særdeles følsom for konjunktursvingninger.

Derfor ramte den internationale lavkonjunktur i starten af 2000-tallet Holland hårdere end noget andet vesteuropæisk land. Det var især svært, fordi landets økonomi i to årtier havde udviklet sig særdeles gunstigt. Efter kriseårene i 1970erne og i starten af 1980erne oplevede Holland et økonomisk opsving. Det skyldtes dels en stigende verdenshandel, dels regeringens begyndende reform af det økonomiske system, der bl.a. omfattede nedskæringer, liberaliseringer og løntilbageholdenhed. Der fulgte mange år med konstant økonomisk vækst og stigende beskæftigelse, og landet kvalificerede sig uden problemer til deltagelse i den Økonomiske og Monetære Union, ØMUen, ved starten i 1999. Statsgælden var ganske vist lidt for stor, men den var faldende, og inflationen var lav.

I de gode år var der mangel på arbejdskraft, hvilket pressede lønniveauet i vejret med stigende inflation som resultat. Landets konkurrenceevne blev mindre, og den vigtige vareeksport faldt i 2002, da lavkonjunkturen satte ind. I 2003 begyndte en økonomisk tilbagegang, hvor BNP skønnes at være faldet med 0,3 procent. Arbejdsløsheden voksede til det højeste niveau i 20 år, næsten 4 procent, men er stadig blandt de laveste i EU. I samme periode blev statsbudgettet yderligere belastet af, at antallet af langtidssygemeldte voksede stærkt.

For at opfylde stabilitets- og vækstpagtens krav om et lavt budgetunderskud og en lav inflation fører regeringen en stram økonomisk politik. Fagbevægelsen har accepteret lønstop i 2004 og 2005 til gengæld for indflydelse på, hvilke områder der skæres i.

Økonomi i tal anno 2004

• BNP/indbygger: 27.200 US dollar (købekraftkorrigeret)
• Diverse sektorers andel af BNP: landbrug 3%, industri m.m. 27%, service 70%
• Naturressourcer: naturgas, olie
• Årlig eksport: 222 mia. US dollar
• Årlig import: 194 mia. US dollar
• Vigtigste eksportvarer: maskiner, transportudstyr, levnedsmidler, levende dyr, kemiske produkter, naturgas, industrivarer
• Vigtigste importvarer: maskiner og transportmidler, kemiske produkter, olie og olieprodukter, levnedsmidler
• Vigtigste eksportlande: Tyskland, Belgien/Luxembourg, Storbritannien, Frankrig, Italien
• Vigtigste importlande: Tyskland, Belgien/Luxembourg, USA, Storbritannien, Frankrig
• Valuta: 1 EUR = 7,44 DKK

Naturressourcer, energi og miljø

Hollænderne har få naturressourcer, hvis man ser bort fra naturgas og frugtbar jord. De små oliefund i den hollandske del af Nordsøen dækker kun 5 procent af landets behov. De eneste øvrige mineralressourcer, der udnyttes, er salt, kalksten og sand.

Nær Groningen i nord fandt man i 1959 store naturgasforekomster. Hurtigt blev landet en af verdens største producenter af naturgas. Halvdelen af naturgassen eksporteres, og Holland er EUs næststørste gasleverandør. Gassen blev længe udvundet af statslige selskaber, men i 2004 var en privatisering af sektoren gennemført. Herudover bruges olie, stenkul og atomkraft. Udbygningen af kernekraften er blevet indstillet, og Holland satser en del på vindenergi. Det er målet, at en tiendedel af energibehovet skal dækkes af vindkraft i år 2020.

Det særdeles tætbefolkede land med den omfattende industri og det intensive landbrug har betragtelige miljøproblemer, ikke mindst i form af overgødning, udslip af tungmetaller og syreregn. Holland bruger hvert år mange ressourcer på at komme problemerne til livs.

Landbrug og fiskeri

Holland har længe været kendt for sit intensive og højt mekaniserede landbrug. Ikke alene har landbruget i århundreder brødfødt hollænderne selv, det har også – ofte ved hjælp af importeret såsæd, foder og gødning – kunnet eksportere. Skønt landbrugssektorens andel af BNP inklusive gartneri og fiskeri er faldet til 3 procent, står den fortsat for over en ottendedel af eksporten. De økonomisk vigtigste produkter er grønsager, blomster og kød. Holland er verdens tredjestørste eksportør af landbrugsvarer, kun overgået af USA og Frankrig, samt verdens største eksportør af afskårne blomster. På grund af ændrede EU-regler er mejeriproduktionen blevet mindre i de senere år, men har stadig stor betydning.

Omkring 60 procent af landets areal anvendes til landbrug. En stor del af dyrkningen foregår i drivhuse. De enkelte gårde er ofte relativt små, men de hollandske bønder ligger langt fremme, når det gælder nye teknikker, kemiske hjælpemidler og dyrkningsmetoder.

Det har dog en bagside, for det har affødt alvorlige miljøproblemer. Dyreholdet producerer mere gødning, end landbruget forbruger. Gødskningen, både med naturlige og kunstige midler, fører til forurening af vandløbene, og landbruget truer ikke alene landets eget drikkevand, men er også en af de vigtigste årsager til forureningen af Nordsøen. For at modvirke fortsatte skader har regeringen indført produktions- og gødningskvoter.

I årene omkring årtusindskiftet blev det hollandske landbrug – i lighed med landbruget i flere af nabolandene – ramt af alvorlige sygdomme, bl.a. svinepest, mund- og klovsyge og kogalskab. Sammen med miljøproblemerne og forbrugerprotester har det givet næring til en voksende økologisk produktion, men andelen er stadig lav.

Fiskeriet i Nordsøen og Atlanterhavet har fået mindre betydning, eftersom bl.a. sildebestanden er gået ned. Erhvervet spiller dog stadig en vigtig rolle for økonomien.

Industri og udenrigshandel

Holland er en af verdens store handelsnationer og er stærkt afhængigt af sin udenrigshandel. Import og eksport af varer står for mere end to tredjedele af BNP.

Industrien har mindre betydning for samfundsøkonomien end i mange andre europæiske lande og står kun for en syvendedel af BNP. Industrien er stærkt eksportorienteret og særligt rettet mod det tyske marked. Omkring 70 procent af produktionen, der i vidt omfang er baseret på importerede råvarer, eksporteres.

Holland er base for nogle af verdens største multinationale selskaber, for eksempel elektronikvirksomheden Philips, olieselskabet Shell og koncernen Unilever. Den kemisk-tekniske industri med produkter som farve og vaskemidler er stor, ligesom den petrokemiske industri med sine store raffinaderier ved Rotterdams havn. Der satses store ressourcer på forskning og udvikling inden for industrien.

Landet har så godt som hele efterkrigstiden haft et betydeligt overskud på handelsbalancen samt på vare- og tjenestebalancen. Over tre fjerdedele af udenrigshandelen foregår med EU-lande. Eksporten til udviklingslande er dog steget mærkbart, og en stor del af dette indgår i forskellige bistandsprogrammer.

Amsterdam er et vigtigt centrum for handel med tobak, diamanter og ædelmetaller. Holland har også en høj andel af direkte udenlandske investeringer, og mange udenlandske selskaber har etableret sig i landet. Omkring en tiendedel af alle lønmodtagere er ansat i udenlandske virksomheder.

Arbejdsmarked

Det hollandske arbejdsmarked er relativt fredeligt, konfliktfri og præget af kompromiser. Siden 1980erne er fagbevægelsen gået med til beskedne lønstigninger til gengæld for et mere fleksibelt arbejdsmarked og en kortere arbejdstid.

Holland var et af de første lande, der begyndte med privat udlejning af arbejdskraft fra vikarbureauer, og denne form for midlertidig ansættelse er stadig langt mere udbredt her end i andre industrilande. Fire ud af ti lønmodtagere arbejder på deltid, og også det er den højeste andel blandt OECD-landene. Det er især kvinder, der arbejder på denne måde.

Mange er blevet invalide- eller førtidspensioneret i det tidligere meget generøse pensionssystem, og regeringen forsøger nu at lokke dem tilbage til arbejdsmarkedet. Beskæftigelsesgraden – mængden af fuldtidsarbejdende blandt potentielt erhvervsaktive – er vokset fra 64 procent i 1992 til 74 procent i 2002.

Arbejdsløsheden er faldet kraftigt fra sit foreløbige højdepunkt i 1986 på 12 procent til under 3 procent i starten af 2000-tallet. Trods en mindre stigning siden har Holland stadig et af de laveste arbejdsløshedstal i EU.

Antallet af fagforeningsmedlemmer set i forhold til arbejdsstyrken er meget lavt i Holland. Organisationsgraden er godt 25 procent.

Såvel arbejdsgiver- som lønmodtagerorganisationer samarbejder i det rådgivende organ Stichting van de Arbeid, som spiller en stor rolle under lønforhandlinger.

Sociale forhold

Holland har et veludbygget socialt sikringsnet, der hører til de mest omfattende inden for EU. Det finansieres med statslige midler, arbejdsgiver- og lønmodtagerafgifter. Udgifterne til systemet er dog vokset, eftersom en stor del af befolkningen lever helt eller delvist af overførselsindkomster.

Holland indledte derfor i begyndelsen af 1990erne en omfattende reform af det sociale system. Privatiseringer skulle nedbringe de voksende statslige udgifter, og det indviklede system skulle være lettere at gennemskue og frem for alt vanskeligere at snyde med. Blandt andet er reglerne for arbejdsskadeforsikring blevet ændret, så betydeligt færre end tidligere har ret til sygedagpenge, samtidig med at taksterne er blevet sat ned.

Arbejdsgiverne har nu også fået større ansvar for både arbejdsskadeforsikring og sygedagpenge. Pensionssystemet har længe været ved at bryde sammen under de voksende udgifter, men fra 2006 kommer der nye regler, som betyder en lavere pension, men sikrer systemets overlevelse.

Store dele af sundhedssystemet drives i privat regi, frem for alt af religiøse og idealistiske organisationer.

I Holland er det tilladt at være i besiddelse af lette narkotiske stoffer (hash) til privat brug. Loven er blevet skærpet noget, men de såkaldte coffeeshops, hvor hashen kan købes i baren, er stadig tilladte.

I 1994 blev Holland det første land i verden, der accepterede aktiv dødshjælp, eutanasi, og i 2000 kom der en egentlig lovgivning på området. Det er tilladt at yde aktiv dødshjælp til meget syge patienter, der utvetydigt selv har bedt om hjælp til at afslutte livet – det skete i 2000 tilfælde i 2003.

Ægteskab og adoption for homoseksuelle par blev indført i 2001 efter flere års debat. Prostitution har været tilladt længe, og i 1997 blev også bordeller tilladt, for at myndighederne på denne måde kunne få bedre kontrol med deres aktiviteter. Bagsiden ved den tilladte prostitution er en omfattende sexhandel med kvinder og børn. Ifølge officielt skønt blev 3500 personer ofre for menneskehandel i Holland i 2003.

Infrastruktur og turisme

Set fra et transportmæssigt synspunkt er Hollands beliggenhed yderst gunstig. Landet ligger netop der, hvor nogle af Europas mest trafikerede floder munder ud i verdens mest trafikerede hav. Det er årsagen til landets rolle som transportmæssigt knudepunkt inden for EU. Nettet er bygget op omkring havnene i Rotterdam og lufthavnen Schiphol.

Ud over havnene ved Nordsøen har landet også 5000 km sejlbare floder og kanaler, som står i forbindelse med industriområderne i Centraleuropa. Indenrigsflåden, som er større end havflåden, står for over halvdelen af alle transporter på Rhinen. En tredjedel af al godstransport inden for Hollands grænser foregår ad floder og kanaler. Havnen i Rotterdam er en af verdens mest trafikerede.

Også vejnettet er omfattende, og næsten alle veje er asfalterede. Der er store problemer med trafikpropper i den ekstremt tætbefolkede vestlige del af landet. For at mindske disse problemer opfordres hollænderne til fælleskørsel, der er blevet bygget nye tunneller under kanaler og floder, og der er blevet indført højere vejafgift på de tidspunkter af døgnet, hvor trafikken er allerværst.

Cyklen er et meget populært transportmiddel i det flade land. Der findes omkring 20.000 km cykelstier.

Der er fire internationale lufthavne i landet, og Schiphol ved Amsterdam er blandt Europas største. Flyselskabet KJM dannede i 2004 et fælles holdingselskab med det delvis statsejede Air France. Sammen får de to selskaber den største omsætning af alle verdens flyselskaber. KLM vil dog stadig flyve under eget navn.

Holland er et populært turistmål med omkring 10 mio. udenlandske overnatninger på hoteller og pensionater per år, og branchen beskæftiger omkring 4 procent af befolkningen. De fleste turister kommer fra Tyskland eller Storbritannien.

Det største trækplaster i landet er den smukke, kosmopolitiske by Amsterdam, som omkring halvdelen af turisterne besøger. Om foråret er blomstermarkerne en anden turistmagnet. Desuden findes der mange pittoreske byer, seværdige kirker og byhuse, kanaler, møller, ostemarkeder og ikke mindst kunstmuseer. Også polderlandskabet er en unik seværdighed.

De første hollandske aviser begyndte at udkomme i begyndelsen af 1600-tallet. I praksis har der hersket pressefrihed siden 1848, og staten yder avisstøtte. En stor del af den landsdækkende presse tilhører ganske få mediekoncerner. Intet dagblad er direkte tilknyttet et politisk parti.

Landet har seks landsdækkende dagblade, hvoraf fem har samme ejergruppe, samt ca. 40 regionale eller lokale aviser. Langt de fleste aviser sælges pr. abonnement, selvom antallet af gratisaviser er vokset i de senere år. Der eksisterer praktisk taget ingen sensationspresse.

De største dagblade er det konservative De Telegraaf (766.000 eks. i 2003), gratisavisen Spits (324.000), det progressive De Volkskrant (288.000), det uafhængige Algemeen Dagblad (277.000), gratisavisen Metro (261.000), det liberale NRC Handelsblad (237.000 eks), og det calvinistiske Trouw (96.000). En indflydelsesrig politisk-kulturel ugeavis er Vrij Nederland. Andre vigtige ugeaviser er erhvervsmagasinet Elseviers Weekblad og HP/De Tijd.

Omkring 30 organisationer og virksomheder producerer tv og radio i Holland. Størstedelen af sendetiden indehaves af et dusin særlige sendeforeninger med hver sin religiøse, politiske eller alment idealistiske indstilling. Foreningerne sender programmer via en af de tre landsdækkende public servicekanaler. Ud over disse er der også syv kommercielle tv-kanaler. Desuden har næsten alle hollandske husholdninger adgang til kabel-tv.

Radio sendes via fem privatejede kanaler samt 13 regional og omkring 330 lokale radiostationer.

Nyhedsudsendelser og visse andre programmer produceres af Nederlandse Omroep Stichting (NOS), der ledes af repræsentanter for sendeforeningerne, staten og kulturelle organisationer.

Læs informationer og fakta om kulturrejser til Holland. Du finder mange flere indlæg med fokus på kultur, mad, natur, historie og seværdigher i Holland her på bloggen om kulturrejser.

Hollænderne er blandt de mindst børnerige marihuana rygere i Europa, og alligevel er deres nation en magnet for marihuana rygere fra hele verden. De besøger formodentlig ikke prostituerede men Amsterdam’s rød-lampe distrikt er en stor turistattraktion. Hollænderne har altid haft talent for at tjene penge på andre og det er blevet afbetalt i århundreder. Smukke gamle byer som Amsterdam, Haarlem, Leiden, Delft, Utrecht og mange flere bekræfter den velstand der gav næring til deres vækst. Hollænderne har altid været udmærket til at få så meget ud af det de nu engang havde til rådighed. De har skabt et moderne, behageligt land ud af sumpe og lavvandede områder og gjort det til det bedste sted på jorden at køre på cykel i; konstante vinde fra Nordsøen og kraftværker holder det hele tørt. Det bedste tidspunkt at besøge Holland på er i april hvis man vil se tulipaner, men ellers er det i perioden fra maj til oktober vejret egner sig bedst til en kulturrejse til holland. Hovedstad i Holland er Amsterdam – Regeringen har til huse i Haag. Der er næsten 17 millioner indbyggere og Holalnd har et areal på ca. 41.000 kvadratkilometer. Det officielle sprog er hollandsk, men der findes mange lokale “sprog”

Ting man bør se i Holland

• Amsterdam er en af Europas bedst bevarede gamle byer, med kanaler, 17-århundrede gamle alléer og en malplaceret blanding af naboer
• Rotterdam er lige så moderne som Amsterdam er gammel, en åben udstilling af en blandet arkitektur
• Den munter Maastricht er bakket og har en belgisk-tysk accent
• Millioner af tulipaner springer ud som alfer og feer hvert forår i Keukenhof
• Hoge Veluwe National Park med dens verdensklasse kunstmuseum mellem store royale haver og skove

Ting man bør gøre i Holland

• Kør på cykel af hjertens lyst i verdens mest egnede for cykling
• Følg Vermeers liv langt tilbage i den lille gamle by Delft
• Væn dig “smertefrit” til den hollandske kunst 101 i den billedskønne Mauritshuis i Haag
• Besøg en af de knirkende gamle vindmøller på land ved Zaanse Schans
• Vandre i sand klitterne på det sidste naturlige sted efterladt i denne tætpakkede nation
• Schiermonnikoog National Park som er på UNESCO’s verdensarvsliste.

Få Holland ind under huden

• Læs: den klassiske, tidløse dagbog- Diary of Anne Frank
• Se: Paul Voerhaven’s Turks Fruit, som blev lavet før han fandt stor berømmelse i Hollywood
• Spis: sprøde chips (pomfritter) overhældt med mayonnaise eller alle andre slags saucer
• Drik: mørk øl som Palm i stedet for den farveløse mest-solgte lagerøl
• Med ord: Dag (Goddag/farvel)
• Varemærker: Cykler; diger, vindmøller, træsko, tulipaner, rød-lampe distriktet, marihuana; Van Gogh; kanaler; Rembrandt; høje mennesker
• Yderligere fakta: Af områder der hører til Holland er der 20% som ligger under vandet (kanaler, søer, marsk osv) medens andre 20% er under havoverflade og som er beskyttet af 2400 km diger