Gran Canaria oplevelser på din solferie

Gran Canaria – sol og afslapning året rundt!

Hop i badetøjet og slå dig ned i en solseng, mens du lytter til lyden af bølgeskvulp og vinden, der puster til bananpalmernes blade. Hvad enten, du rejser sommer eller vinter, byder Gran Canaria altid på sol, varme og afslapning.

Gran Canaria er den tredjestørste af de Kanariske Øer og ligger eksotisk placeret ud for Afrikas nordvestlige kyst ved Marokko og det vestlige Sahara. Selv om Gran Canaria ligger tæt på Afrika, er klimaet skønt, fordi øen har en dejlig tør varme og ikke samme høje luftfugtighed, som du kan opleve nogle steder i Middelhavsområdet særligt om sommeren. Temperaturerne på den skønne ø ligger året rundt på mellem 20 og 30 grader, og takket være de sydlige breddegrader er badevandstemperaturen på behagelige 20-25 grader. Du kan derfor roligt smide dig i en solstol og nyde øens mange soltimer uden at smelte helt væk.

Er du den aktive type kan du også prøve kræfter med aktiviteter som windsurfing, dykning, dybhavsfiskeri, kamelridning, golf eller tage på vandreture i de naturskønne omgivelser. Omkring en tredjedel af Gran Canarias naturområder er fredet af UNESCO, og du har mulighed for at opleve intet mindre end 33 unikke naturparker og gå på opdagelse i smukke – og lidt uhyggelige – underjordiske grotter og klippehuler.

Læs også: De kanariske øer byder på store naturoplevelser

Er du mere til kulinarisk aktivitet og citylife er der også et væld af skønne restauranter i alle prislejer, hvor du kan forkæle smagsløgene med lokale retter tilberedt af lækre, spanske råvarer, fisk og skaldyr fra det store hav og kød fra den lokale slagter. Og så er der selvfølgelig Las Palmas, Gran Canarias pulserende hjerte af en hovedstad med ældre bydele som Vegueta, der er centrum for et farverigt restaurations- og natteliv og den moderne og eksklusive bydel Triana.

Maspalomas

Vil du have en ferie i fredelige omgivelser, hvor du aldrig har langt til forlystelser, skal du bo i Maspalomas. Ferieområdet ligger som en grøn oase ved ørkenlandskabet, der strækker sig fra Playa de Maspalomas til Playa del Inglés. Forlystelsespark, vandland og kamelridning gør Maspalomas til børnenes absolutte favorit, og mange skandinaviske familier vender tilbage år efter år.

Byen er opstået som en planlagt turistby og har derfor en velfungerende infrastruktur og et stort udbud af forlystelser, restauranter og butikker. Samtidig har man formået at bevare Maspalomas autentiske charme ved at hole størstedelen af bebyggelsen i lav bungalow-stil, anlægge brede promenader og frede Maspalomas unikke ørkenområde, der kaldes “Mini-Sahara” på grund af sine karakteristiske sanddyner og klitter, der strækker sig langs den 12 kilometer lange sandstrand. Over stranden troner Maspalomas vartegn, det næsten 130 år gamle fyrtårn.
Playa del Inglés

Lige så snart solen står op, er der liv og glade dage på den otte kilometer lange sandstrand, der strækker sig hele vejen til Maspalomas-ørkenen. Ved hotelområderne er der masser af leben med vandsport, solsenge og servering på stranden. Længere ude kan du udse dig din egen favorit-klit og hygge dig i ro og mag med dit strandhåndklæde og en god bog.

Playa del Inglés

Playa del Inglés er en sand stamkundemagnet med mange tilbagevendende gæster. Når det kommer til underholdning og forlystelser, bliver det ikke meget bedre. Her er intet mindre end fem shoppingcentre, hvoraf Yumbo er det største, mens området ved Kasbah er centrum for byens herlige natteliv. De bedste restauranter finder du ved stranden. Et besøg på en lokal tapasbar er obligatorisk – her er både stemningen og maden helt i top.

Gran Canaria….
– er 1.560 kvadratmeter stor og ligger 150 km vest for det centrale Marokko
– har siden slutningen af 1400-tallet været underlagt spansk styre. Godt 400.000 af øens i alt ca. 850.000 indbyggere bor i hovedstaden Las Palmas
– ligger 5 timer og 30 minutters flyvning fra Danmark.

Kulturrejser til Gran Canaria

Gran Canaria samler på sine 1.532 km2 en stor del af de forskellige landskabstyper, der findes på De Kanariske Øer. På en kulturrejse til Gran Canaria kan du ikke blot opleve denne mangeartede natur, der har gjort øen til et yderst eftertragtet feriemål, men også nyde sol, strand og hav, og ikke mindst den specielle, atlantiske kultur og historie.

På omkring 50 ud af de 236 km kyststrækning, der er på Gran Canaria, findes forskellige slags strande, hvoriblandt Maspalomas uden tvivl er den mest bemærkelsesværdige med en 250-hektar stor sandklit, der når helt ud til havet. Udover denne rolige sandstrand findes der på Gran Canaria vildvoksende og barske egne, hvor der skjuler sig uberørte steder som Güíg’uí eller Ardén Verde, hvor skrænterne går hundredvis af meter stejlt ned. Størstedelen af strandene finder man ved øens sydkyst, hvor klimaet er tørrest og mest solrigt. Da bjergene midt på øen tilbageholder de skyer, der kommer fra nord, skinner solen her i syd fra en skyfri himmel næsten hver dag, hvilket gør, at man kan sole sig og havbade sommer som vinter. Tæt ved nogle af områdets bedste strande ligger der større eller mindre turistcentre, hvor du i nogle af dem finder en storbys bekvemmeligheder og i andre, den lille landsbys ro, eller muligheden for at dyrke vandsport.

San Augustín og Inglés-stranden danner sammen med Maspalomas et af de vigtigste turistområder i Spanien, med et komplet udbud af hoteller, lejligheder, forretninger og restauranter, barer, forestillinger og forlystelser. De to sidstnævnte steder er en del af en af øgruppens måske kendteste strande: et naturområde, der er otte km langt og indtil to km bredt bestående af vandreklitter og en palmeoase, som tilsammen udgør en ægte miniatureørken lige ved havet.

Puerto Rico og Mogán er to mindre byområder. Begge steder beskæftiger man sig med vandsportsaktiviteter. Der findes også en lystbådehavn. Omkring Puerto Rico ligger en afsondret strand, hvorfra der er masser af muligheder for at nyde aktiviteter på havet: sejlture, windsurfing, fiskeri på åbent hav, hanggliding osv. Ved havnen i Mogán findes en charmerende samling huse, der er opført i traditionel arkitektonisk stil, og som ligger i en fiskerlandsby. De blomstrende gader munder ud i en havn, hvor hundredvis af lystyachter har lagt til, og hvor man kan spise fremragende fisk.

Et miniaturekontinent

Den utrolige variation i landskabet, som man møder på Gran Canaria, gør øen fortjent til at blive kaldt et miniaturekontinent. Sammen med strandene og den fortrinlige infrastruktur, der findes på turistområdet, har denne ø en tilgængelig natur, der overrasker ved at ændre sig radikalt inden for få kilometer. Set fra kysten er det vanskeligt at forestille sig den variation, der er i vulkanernes silhuetter, i den mangeartede vegetation, i kløfternes dybde og i de imponerende panoramaer. Disse landskaber forbliver skjulte, hvis man ikke bevæger sig ind i egnene midt på øen. En udlejningsbil er nok til, at man kan opdage et nyt land bag hver bakketop, og den, der nyder udflugter i naturen, vil se tusind muligheder åbne sig.

Øen har form af en kegle med en diameter på ca. 60 km og en højde på 1.950 m, helt gennemskåret af dybe kløfter. De skiftende panoramaer i Gran Canarias geografi bestemmes af, om et givent område er orienteret mod nord eller syd og om den geologiske alder er høj eller lav. Dette er nemlig ikke bare bestemmende for de forskellige grader af erosion, som jordoverfladen har gennemgået, men også for om der er nedbør eller ej og for vegetationens art. Således viser der sig et forskelligt landskab i hvert område af øen og i næsten hver en kløft. Landskabet varierer fra halvørken i syd til de imponerende kløfter i vest; fra pinjeskovene på sletterne midt på øen til de mærkelige monolitter på vulkanernes toppe; fra de grønne bjergskråninger i nord til de sorte vulkaner midt på øen.

Gran Canarias forskelligartede og tilgængelige natur sammenholdt med det enestående klima hele året rundt har fremmet den grønne turisme og udøvelsen af sportsaktiviteter i øens bjergområder. Øens geografi med de mange kløfter er et paradis for bjergvandreren på grund af de skiftende landskaber og de talrige øde afkroge. Det enestående ved den kanariske natur opleves bedst, når man bevæger sig rundt til fods ad de afmærkede stisystemer og caminos reales (bredere stier, der i gamle dage brugtes til transport).

Landsbyer, købstæder og byer

Gran Canaria er med 715.000 indbyggere øgruppens tættest befolkede. Af disse 715.000 bor mere end halvdelen i hovedstaden, Las Palmas de Gran Canaria, som er Gran Canarias største by med en af de vigtigste havne i Atlanten. Byen er grundlagt på ordre af Isabel den Katolske, og den smukke historiske bymidte med de brostensbelagte gader og de typiske kanariske bygningsværker findes velbevaret i Vegueta-kvarteret. Her kan man se øens katedral på Santa Ana-pladsen og det interessante Museo Canario, der er indrettet til arkæologiske fund fra de præhispaniske indfødtes kultur. Her ses også det smukke Casa de Colón (Columbus Hus), hvor beviser på at Columbus gjorde ophold på denne ø på sin vej til Amerika er udstillet, og De Kanariske øers betydning for Amerikas opdagelse er beskrevet.

En rundtur i de indre egne af Gran Canaria afslører den charme bygningskunsten har ude på landet. På de grønnere og mere frugtbare jorder i den nordlige landsbrugsegn viser byen Arucas sin strålende fortid på skråningerne af en vulkan. Ikke langt derfra ligger byen Teror, hvor Virgen del Pino-basilikaen befinder sig. Teror, med de smukke balkoner, går for at være en af øens skønneste steder. I de nordlige områder og midteregnene er følgende byer, alle beliggende i landbrugsområder, især værd at nævne: Santa Brígida, San Mateo, Moya og Valleseco; og lidt nærmere kysten Guía og Agaete.

Et storslået landskab danner ramme om de maleriske landsbyer Tejada, Ayacata og Artenara, som nærmest hænger ned ad øens stejle bjergsider. I det golde syd springer landsbyen Santa Lucías rene hvidhed i øjnene midt i palmelundenes grønne frodighed.

Byerne Telde og Gáldar, begge gamle hovedstæder i de præhispaniske kongedømmer, fortjener særlig omtale, idet du i disse to byer finder værdifulde historiske bykerner og interessante arkæologiske levn.

De kanariske øer byder på unikke naturoplevelser og høj sol

De kanariske øer, som igennem årtier har været en af Spaniens mest populære rejsedestinationer, tæller mange flere, end de fleste umiddelbart tænker over. Kategoriseret fra den største til den mindste ø er der i alt 13 øer i denne solbeskinnede øgruppe: Tenerife, Gran Canaria, Fuerteventura, Lanzarote, La Palma, La Gomera, El Hierro, La Graciosa, Alegranza, Montaña Clara, Roque del Este, Roque del Oeste og Isla de Lobos.

Flere af dem byder på det rene afslapnings- og naturoplevelsesparadis for solhungrende turister i efterårs- og vintermånederne. Øerne er selvfølgelig et besøg værd året rundt, men om efteråret og vinteren bliver de særligt attraktive for os, der bor så langt nordpå, at en uge eller to med varme og høj sol er noget, vi ellers skulle kigge langt efter fra oktober til marts.

De kanariske øer hører politisk og administrativt under Spanien, men ligger rent geografisk i Afrika – omkring 100 km. ude i havet, vest for grænsen mellem Marokko og Vest-Sahara. Klimaet er subtropisk, med meget varme dage om sommeren, og en anelse køligere om vinteren. Øerne ligger dog tættere på ækvator end noget andet subtropisk område i Europa, og ligger samtidig på en måde, så de er geografisk beskyttet mod de tropiske storme, der ellers kan hærge i områderne omkring ækvator. Så der er mulighed for stormfri solferie året rundt, og det er bare en ud af mange grunde til, at øerne er så højt elskede blandt Spaniens-rejsende.

Naturparadiset La Gomera – blot en ud af mange vidundere blandt de kanariske øer

De klassiske turistdestinationer i området er især Gran Canaria, Tenerife og Lanzarote. Fuerteventura er også populær, men mest blandt turister, der dyrker meget vandsport, såsom windsurfing. Flere af de mindre øer er meget tyndt befolkede, men mange af dem har et interessant og unikt dyre- og planteliv, som der er mulighed for at opleve på halv- eller heldags-ture fra de større øer.

Et eksempel er La Gomera, som er en af de geografisk ældste øer i gruppen. Den dækker over mere end 350.000 kvadratkilometer, og med sine kun lidt over 22.000 indbyggere er den særdeles tyndt befolket. Dette giver rigelig med plads til, at naturen kan udfolde sig fra sin vilde og uberørte side, og La Gomera er stedet, hvor man kan besøge den berømte Garajonay National Park. En fugtig, subtropisk regnskov, der rummer flere forskellige typer rig, tyk, svært gennemtrængelig og spændende skov. En anden oplevelse i nationalparken er nogle meget specielle, vulkanske klippeformationer i alle former og størrelser.

Men man behøver nu ikke at rejse til de mindre øer for at opleve kanarie-gruppens unikke naturfænomener. Som det – på grund af den fysiske isolation fra fastlandet – er almindeligt på øer, findes der på alle øer i gruppen mange arter, der ikke findes andre steder i verden. På Gran Canaria, som mange måske først og fremmest forbinder med sol og strand, er der meget specielle og smukke naturoplevelser at hente for turister.

Oplev Gran Canarias unikke natur i parker, bjerge og vand

46 procent af Gran Canaria er blevet erklæret for biosfærereservat af UNESCO, og øen rummer flere storslåede naturparker, som man kan besøge til fods eller på cykel. Her kan man via vandrestierne udforske det rige dyre- og planteliv, der findes på “Den store hunde-ø”, som navnet Gran Canaria oprindeligt betyder.

Vil man lidt væk fra strandlivet i turistområderne en dag, kan det også anbefales at leje en bil og køre ind i landet på øen. Kører man bare lidt op i bjergene, føler man sig straks som var man i en helt anden verden i forhold til, når man er ved kysten. Der er mange særprægede klippeformationer, man kan beundre på Gran Canaria, ligesom på de andre kanariske øer. Klipperne er præget af vind, vejr og årtusindernes gang, og blandt dem står en af de mest specielle – øens vartegn – og rager op over de andre: Roque Nublo, som er 80 meter høj og ligger i nærheden af byen Tejeda. Den blev dannet ved et vulkanisk udbrud for 4.5 millioner år siden, og er en af de højeste klippeformationer i hele øgruppen.

Gran Canaria egner sig – ud over vandre- og køreture, afslapning og badning ved stranden og indtagelse af fantastisk velsmagende, friskfanget fisk – glimrende til vandsport, og ved den sydlige kyst ser man ofte ikke bare vandsportsudøvere, men også hvaler og delfiner boltre sig i bølgerne. Store, eksotiske skildpadder kan man også få øje på.

Sort sand og sommerfugle på Tenerife

Den største ø i gruppen, Tenerife, har ligeså meget dejligt at byde den rejsende på som Gran Canaria. Tenerife er speciel på flere måder, og er blandt andet berømt for sit sorte sand, der skyldes aske fra de mange vulkanudbrud, øen har oplevet de sidste millioner år. Sandet er sort på hele øen, og det er et fascinerende syn – dog skal man om sommeren være påpasselig, når man går i det, da det kan blive ekstremt varmt på grund af solens opvarmning. Vulkanudbrud skulle der dog ikke være nogen betydelig fare for at opleve på Tenerife i nutiden.

Det er på Tenerife, man kan besøge verdens 3. største vulkan, Teide, og naturhaverne Mariposario, hvor sjældne, tropiske sommerfugle i de mest imponerende farver og størrelser kan opleves.